Der er jo sket lidt i fædrelandet, siden vi i begyndelsen af december blev enige om den aftale, der ligger til grund for den her lov, som vi gradvis udmønter. Er det 250 mia. kr. eller 300 mia. kr., Finansministeriet efterhånden regner med som underskud på indeværende finanslov, og er det 200.000 danskere, der har mistet jobbet eller i hvert fald frygter at gøre det? Det er en meget alvorlig situation, og derfor er der brug for også at tage bestik, når vi laver love, som har store omkostninger fremadrettet, af den situation, som Danmark befinder sig i og vil befinde sig i i de kommende år. Der er jo ingen tvivl om, at det meget høje ambitionsniveau, som klimaloven indeholder, vil koste ufattelige summer – faktisk så meget, at ingen rigtig ved, hvordan vi når derhen. Derfor er det ikke nogen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti er meget bekymrede for, om det 70-procentsmål, der ligger i loven i dag, kommer til at gøre ondt værre i forhold til den situation, som Danmark befinder sig i i dag. Det var jo ligesom kernen under førstebehandlingen.
Siden har vi så fået forskellige tilkendegivelser – og igen kan man sige på den ene side, på den anden side; er glasset halvt fyldt, eller er glasset halvt tomt. Læser man det betænkningsbidrag, vi har fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, er der ikke mange bekymringer om økonomien og om problemer med folk, der mister deres arbejde, om lækage osv., for der handler det bare om at nå 70 pct., og så er det egentlig ligegyldigt, om det gavner væksten, beskæftigelsen, klimaet, eller hvad det er. Men så er der også det, der gør, at glasset er i retning af halvt fyldt, og det er selvfølgelig det betænkningsbidrag, der ligger fra Venstre, og de tilsagn, vi har fået af ministeren i udvalgsbehandlingen, hvor det tilsyneladende står klart, at vi er enige om, at den her klimaindsats ikke skal ske på bekostning af væksten, på bekostning af skabelsen af arbejdspladser, men at det skal være sådan, at den grønne omstilling også økonomisk bliver en god forretning, at det er en investering, vi gør, og at 70-procentsmålet ikke er helligt hævet over alle andre hensyn, men skal ses ligeværdigt i forhold til det, som for os i Dansk Folkeparti er meget væsentligt, nemlig at folk stadig har et arbejde at stå op til om morgenen, og at der ikke sker stor social ubalance og alt det, som vi drøftede ved førstebehandlingen.
Grunden til, at jeg tager ordet her, er bare, at jeg vil sige, at vi efter intensive overvejelser er kommet frem til, at med de fornuftige, velovervejede, sindige betragtninger, som både Venstre og Socialdemokratiet dermed har givet, og som ligger i betænkningen i dag, kan vi naturligvis fortsætte arbejdet og stemme for ved tredjebehandlingen. Det betyder ikke, at vi i dag er fuldstændig ubekymrede, at vi ikke ser problemer, men vi føler os forvisset om, at den udfordring, som de røde partier helt klart udgør, ikke bare for os herinde, men for de folk, som frygter for deres arbejde ude i landet, kan vi håndtere, fordi det store flertal, som Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti trods alt udgør, er enige om den her afbalancerede tilgang til tingene. Derfor kan vi støtte den videre proces. Tak, formand.