Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 173:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Psykologbehandling til kvinder, der får ophold på krisecenter).

Af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag).

(Fremsættelse 16.04.2020).

Før vi går i gang med forhandlingen, skal jeg igen gøre opmærksom på, at Præsidiet har besluttet at ændre måden, hvorpå forhandlingen gennemføres. Ændringen indebærer, at alle taler, og det gælder både ministertaler, ordførertaler og korte bemærkninger, afvikles fra pladserne. Af hensyn til udarbejdelsen af referatet er det meget vigtigt, at I ikke begynder at tale, før den røde ring på jeres mikrofon lyser. I vil som normalt kunne se jeres resterende taletid nederst til højre i afstemningspanelet.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Tiden under coronakrisen har været præget af utryghed. Det har den for alle, men især kvinder, som lever i voldelige forhold, har mærket den utryghed ret voldsomt. Livet på hjemmefronten har været tilspidset langt mere end normalt, og det har desværre også resulteret i, at flere kvinder er blevet udsat for vold og trusler. Det har både vidtrækkende konsekvenser for dem og for deres børn. Det har betydet, at landets krisecentre har haft flere henvendelser, end de plejer. Derfor har vi også handlet hurtigt og har sammen fremrykket finanslovsmidler fra 2020 til at oprette flere akutpladserne.

Vi er samtidig også nødt til at anerkende de psykiske men, som voldens grimme ansigt i varierende grad kan medføre, når man har volden helt tæt inde på livet. Det giver alvorlige skrammer og skader både hos en selv og hos de børn, man måtte have med sig. Derfor kan vi også se, at lovforslaget, som vi behandler i dag, fremsættes som led i udmøntningen af den aftale, man har lavet mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet for finansloven 2020. Med lovforslaget tager vi rigtig store skridt i den rigtige retning på voldsområdet, og vi anerkender de traumer, som voldsramte kvinder udsættes for, når volden viser sit utrolig grimme ansigt.

Helt konkret vil lovforslaget betyde, at kommunalbestyrelserne skal tilbyde 10 timers psykologbehandling til kvinder, som får ophold på krisecentre efter servicelovens § 109. Kvinderne skal have tilbuddet under selve opholdet eller i forlængelse af det. Samtidig skal tilbuddet om 10 timers psykologbehandling varetages af en autoriseret psykolog. Dog er det også vigtigt at påpege, at kommunalbestyrelserne så vidt muligt skal anvende psykologer, som har en faglig ballast og en erfaring med de problematikker og udfordringer, som voldsramte kvinder står med, for vi ved, at et voldeligt forhold ikke kun har vidtrækkende konsekvenser for det liv, man lever i nu, men også kan have massive konsekvenser for det liv og den hverdag, som man lever og har, efter at volden er gået væk.

Derfor er det også altafgørende, at voldsramte kvinder får den nødvendige hjælp, de har brug for. Tilbuddet om psykologbehandling vil hjælpe kvinder til et bedre liv i fremtiden og et bedre mentalt helbred. Det vil forhåbentlig også gør det nemmere for kvinderne at finde fodfæste og trivsel i et liv uden vold.

Jeg vil gerne lige her til sidst bruge lidt af min tid på at takke de partier, der stod bag den historiske aftale på voldsområdet. Det er dejligt at være vidne til, at partierne er enige om at hjælpe voldsramte kvinder, som i den grad har brug for en hjælpende hånd. Vi har brug for samlet at sætte fokus på, at man kan kæmpe sig ud af volden, og at vi kan give hjælp til, at man kan genrejse sig. Også tak til de mange organisationer, der stædigt og vedholdende har gjort opmærksom på, at autoriseret psykologhjælp gør en forskel, når man skal ud af volden. Socialdemokratiet støtter selvfølgelig op om forslaget. Tak for ordet.

Der er et enkelt spørgsmål. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg undrer mig dybt over, at man kun rækker ud til kvinderne, der er udsat for vold, for det skønnes jo også, at der er ca. 19.000 mænd, som er udsat for vold. Så hvordan kan det være, man har valgt, at det ikke også skal gælde mænd, altså så både mænd og kvinder får hjælp til psykologbehandling? Det kunne jeg godt tænke mig at den socialdemokratiske ordfører ville give et svar på, altså hvorfor man ikke vil ligestille på det her område, så mænd bliver ligebehandlet.

Fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Det er rigtig dejligt at høre, at Dansk Folkepartis ordfører er rigtig optaget af både ligestilling, men jo også af voldens karakter. Det er jo centralt at sige, at vold rammer langt flest kvinder, og nu er det her, vi tager fat først. Det er vigtigt at sige, at vi jo også gentagne gange har grebet fat i at lave tiltag i forhold til mænd, og at vi også har rejst flere millioner, som også Karina Adsbøl og Dansk Folkeparti jo selv har været med til i forhold til de her akutpakker.

Så det her er et rigtig godt og stort skridt, som vi tager i forhold til psykologhjælp til kvinder i første omgang. Og så er det jo væsentligt at sige, at over to tredjedele af de ramte er kvinder, og at de også bliver utrolig ramt i forhold til deres børn, og at man kan se, at det har stor betydning i forhold til, hvad det er, man bringer med sig. Tak for spørgsmålet.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg vil egentlig gerne følge op på det, for jeg synes ikke, ordføreren svarer helt konkret på det. For det er jo rigtigt, at vi fra Dansk Folkepartis side altid siger, at man også skal huske mændene; der er også mænd, der er udsat for vold, og der er også mænd, der kan møde op på et center med deres børn. Hvilken hjælp er der til dem? Jeg må sige, at i det her lovforslag er der jo ikke noget hjælp til mænd eller deres børn. Der står endda i lovforslaget:

»Det bemærkes i forlængelse heraf, at mænd, der har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i nære relationer, ikke får adgang til samme behandling.«

Det går man ind for med åbne øjne med det her lovforslag. Så jeg vil høre den socialdemokratiske ordfører, om man vil være med til at ændre i lovforslaget, så det selvfølgelig også gælder mænd.

Fru Camilla Fabricius.

Jeg synes sådan set, at lovforslaget er skarpt og præcist, i forhold til at det er her vi starter. Vi ved, at det er centralt, at man får opbygget en god selvtillid igen, og at man får rystet volden af sig. Og den vold, som kvinder oplever, er mere markant. Altså, jeg synes, det er et rigtig godt sted at starte, og jeg synes, det er centralt, at vi får taget fat i det. Det synes jeg faktisk ikke der er nogen grund til at ryste på hånden over.

Tak. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er fru Fatma Øktem, Venstre.

Mange tak. I Venstre arbejder vi for at nedbringe alle typer af vold i samfundet. Ingen dansker skal udsættes for vold af nogen art. Vold i enhver form har store konsekvenser for den enkeltes trivsel, tryghed og generelle sundhed.

Desværre bliver mange kvinder og mænd udsat for såkaldt partnervold. Det skønnes, at omkring 38.000 kvinder og omkring 19.000 mænd i 2017 var udsat for fysisk partnervold. I Venstre vil vi ikke se passivt til, når mennesker i Danmark udsættes for vold af nogen art. Vold er ikke bare en fysisk eller psykisk handling. Det er intimiderende, det er undertrykkende, og det er nedbrydende. Derfor ser vi positivt på dette lovforslag, som pålægger, at kommunerne skal tilbyde psykologbehandling til kvinder, der får et ophold på et krisecenter.

Forslaget er måske særlig vigtigt i den her coronatid, hvor vi alle sammen har indset, hvad det også kan betyde at være derhjemme, når vi har bedt danskerne om at opholde sig mere i hjemmet, og når det har skabt tilspidsede situationer, som har ledt til mere vold. Her har der været kvinder, som ikke har haft den ønskede tryghed og sikkerhed og har måttet tage på krisecenter. Det er en god ting, at kvinderne får mulighed for at tale med en autoriseret psykolog. Det kan betyde, at kvinderne får flere redskaber med sig under opholdet og dermed får en vinkel på, hvilke mekanismer der skal til for at bryde måske en ond spiral.

Det er væsentligt at sikre, at kvinder, der har været udsat for vold, trusler om vold og tilsvarende kriser i nære relationer, hurtigt får den hjælp, de har behov for. Vi i Venstre vil hjælpe både mænd og kvinder, der er udsat for vold i nære relationer. Jeg glæder mig derfor over, at kvinderne med det her lovforslag får hjælp, men vi må bare ikke glemme mændene, som Dansk Folkeparti også var inde på for lidt siden i et spørgsmål. Der er også stort potentiale i at hjælpe mændene. Selv om volden måske er iklædt en anden maske, har de fleste volds- og kriseramte mænd også behov for støtte og ikke mindst større fokus på deres vilkår og deres sundhed.

Når det er sagt, glæder vi os over lovforslaget her, men vi har også nogle spørgsmål til lovforslaget. Hvorfor lige 10 timer? Hvorfor er det, at ministeren bl.a. ikke har valgt at tilføje kvinder under stk. 8 i § 109 i serviceloven – det vil sige at tilbyde det, vi tilbyder børn i dag: et sted mellem 4 og 10 timer? Hvad betyder »uanset opholdets varighed«? Vil det sige, at hvis man har været der i halvandet døgn, kan man få 10 timers psykologhjælp? Kan man få det, hvis man vælger at gå tilbage til den samme? Er der overhovedet nogen betingelser for, at man kan få 10 timers autoriseret psykologhjælp?

Vi glæder os som sagt, fordi det er et skridt i den rigtige retning. Det er der ingen tvivl om, og jeg glæder mig til udvalgsarbejdet. Tak.

Der er et spørgsmål fra fru Camilla Fabricius.

Først og fremmest glæder det mig, at Venstre tager så godt imod det, og vi glæder os også til udvalgsbehandlingen. Jeg håber selvfølgelig, at Venstre støtter op om at gøre noget centralt for kvinder, som oplever vold. Det, der fik mig til at tage ordet, var formuleringerne om det her med, om der skal stilles krav, når man tager på krisecenter i 1 døgn eller i 5 eller 10 timer, når vi ved, at det kræver gentagne tilløb. Skal jeg forstå det sådan, at Venstre siger, at man ligesom skal skrive under på, at man vil være der i 3 dage, før Venstre kan stemme for lovforslaget? Jeg bliver bare lidt i tvivl.

Fru Fatma Øktem.

Det skal jeg hurtigt svare på. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi synes, det er en god idé. Men der er en periode, hvor det er sådan, at man bliver rådgivet og får oplysninger om ens ophold. Fra hvornår træder det her i kraft? Hvis det er sådan, at kvinden kun har været der i 1½ døgn, er det én ting. Jeg ved godt, det handler om tillid, men der er stor forskel på, om det er en kvinde, der har været udsat for vold i en meget længere periode, eller om det er en, der står i en enkeltstående krisesituation. Er der overhovedet nogen betingelser? Det er sådan set det, jeg prøver at få klarlagt, for ellers kan jeg ikke forstå, hvorfor man ikke har udvidet stk. 8 i servicelovens § 109.

Fru Camilla Fabricius.

Jeg glæder mig også rigtig meget til udvalgsbehandlingen, for der kan vi virkelig komme ind på det. Men jeg skal bare lige være sikker: Mener Venstre, at det, at man tager tilløb til rent faktisk at træde ind over dørtærsklen til et krisecenter og man måske kun bliver der i 2 timer, fordi man bliver så bange, at man vender hjem til en ekstremt voldelig mand, betyder, at der skal lægges en eller anden barre over det? Jeg bliver bare lidt i tvivl, for jeg synes faktisk, det er rigtig centralt, at det gælder uanset, hvordan det er, så vi netop tager fat i at få kvinderne væk fra volden.

Fru Fatma Øktem.

Tak. Det, jeg prøver at spørge ind til, er, om der overhovedet er gjort nogen tanker om, hvem det er, der kan modtage det. Eller er det alle, der kommer på krisecentre, der skal have det? Det er sådan, jeg læser det, og så er det, jeg spørger: Hvordan kan det så være, at man ikke udvider det? Hvad er forskellen på stk. 8 og så stk. 9, som der nu bliver lagt op skal lægges til servicelovens § 109?

Tak. Så er det næste ordfører, og det er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det er lidt underligt at stå hernede fra ens plads og tale. Alle former for vold er fuldstændig uacceptabelt, uanset hvem der begår den. Og som det også tidligere er blevet sagt, skønnes det, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd i Danmark har været udsat for partnervold. Hvor vold mod kvinder har ligget nogenlunde på samme niveau, har man så set en stigning i vold mod mænd. Når der er vold i en familie, kan det ikke undgås, at det rammer flere, herunder de børn, som lever med vold i familien. De børn skal have hjælp, uanset om de møder op sammen med mor på et kvindekrisecenter eller far på et mandecenter.

Derfor ønsker jeg også, at ministeren forklarer os fra talerstolen – selv om det ikke sker fra talerstolen i dag – hvordan man f.eks. hjælper børn, der møder op sammen med far på et af mandecentrene. Får de børn den samme hjælp, som hvis de møder op sammen med mor på et kvindekrisecenter? Hvorfor er det, at man ikke ligestiller kvinder, mænd og børn, så de kan få det samme tilbud om psykologbehandling? Og hvorfor er det, at man kun har inkluderet kvindekrisecentrene i det her lovforslag?

Jeg synes, det er rigtigt ærgerligt. Vi vil gerne være med til at gøre det her lovforslag endnu bedre, så det også rammer bredere. For med det her lovforslag foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 10 timers psykologbehandling til kvinder, der får ophold på et krisecenter efter § 109, og tilbuddet kan iværksættes under selve opholdet på krisecenteret eller umiddelbart i forlængelse heraf.

Det er jo rigtig godt, at man vil hjælpe kvinder, der er udsat for vold, og det vil vi også gerne i Dansk Folkeparti. Tidligere har det jo været sådan, at vi har forhandlet det her bredt i satspuljeregi, men efter nedlæggelsen af satspuljen, er det en af de ting, nu skal over på finansloven. Når vi snakker om servicelovens § 109, har jeg et ønske, og det er jeg også tidligere kommet med fra talerstolen og under de forskellige ministre, der har været. I § 109 står der:

»Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.«

Men hvorfor ikke udvide den paragraf til også at inkludere mænd? Det har jeg et ønske om.

Vi har også en række spørgsmål i forbindelse med udvalgsbehandlingen, og så har vi et mål om at forbedre det her lovforslag, så man også skal hjælpe mændene, såfremt de har brug for psykologbehandling. Der bliver vi nødt til at tænke, at det ikke handler om køn. Det handler om volden, og det handler om, at man skal have hjælp, uanset hvem man er, hvis man er udsat for vold. Tak for ordet.

Tak. Nu har fru Karina Adsbøl sagt, at det er lidt underligt at stå nede på sin plads og tale, og det er det også – det kan jeg kun give medlemmerne ret i. Derfor vil jeg også lige benytte lejligheden til at sige, at Præsidiet har besluttet, at der kommer en plexiglasplade op imellem formanden og taleren, så man fra på tirsdag vil kunne stå oppe på talerstolen igen i stedet for at stå nede på sin plads. Så har vi lidt mere normale vilkår, i hvert fald i forhold til at man kan komme på talerstolen. Så det var lige en lille oplysning.

Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale.

Tak for det. Med L 173 udmønter vi jo den seneste finanslovsaftale, hvor vi har sat en given portion penge af til formålet, som er med denne lov at sikre, at voldsramte kvinder på krisecentre tilbydes psykologbistand. Det er 10 timer, vi tilbyder dem, og det er et godt kvalitetsløft af hjælpen til voldsramte kvinder. I takt med at dette nu bliver den nye standard for hjælpen til kvinder på krisecentre, må jeg mene, at det naturligvis med følgende udvidelser også vil komme til at omfatte tilbud til mænd. Vi glæder os over dette gode skridt fremad og er parat til at tage flere ved senere lejligheder. Tak.

Tak til ordføreren. Og så er det fru Trine Torp, SF.

Tak for ordet. Jeg vil egentlig lægge ud med at sige tak til de krisecentre og ambulante tilbud, der gør et kæmpe arbejde for at hjælpe de voldsudsatte, både før coronakrisen, men især også nu, hvor krisen holder flere hjemme, og hvor volden i nogle hjem eskalerer.

Med det her lovforslag udmønter vi en finanslovsaftale om at give kvinder på krisecentre mulighed for let tilgængelig adgang til psykologhjælp, idet kommunerne skal tilbyde 10 timer hos en autoriseret psykolog i forbindelse med krisecenteropholdet, og uanset hvor langt opholdet er. Det sker bl.a. med afsæt i de gode erfaringer, der var fra den forsøgsordning, som var under satspuljen, og som viste, at det var et vigtigt tilbud. Siden forsøgsordningen sluttede, har tilbuddet manglet, men nu får vi gjort adgangen permanent.

De kvinder, der søger ophold på krisecentre, har først og fremmest taget et stort skridt i at forlade deres hjem – et hjem, som burde være trygt, men som har været fyldt med frygt, hvor volden eller trusler herom har eskaleret, og hvor tiden har været turbulent. Ud over behovet for at komme i sikkerhed og få rådgivning til at komme ud af volden har de også brug for at bearbejde voldsoplevelser og de reaktioner, de oplever, for at kunne mestre en ny hverdag uden vold. Og de har brug for at opbygge styrke til at beskytte og drage omsorg for sig selv og deres børn.

I SF er vi generelt meget optaget af at arbejde for, at der bliver nemmere adgang til psykologbehandling uden egenbetaling – ja, allerhelst så vi i SF, at vi helt fik fjernet brugerbetaling, så vi kan få fri og lige adgang dér ligesom til andre sundhedsydelser. Derfor er vi også glade for hvert et skridt, der kan tages på den vej. Vi har bl.a. fået indført gratis psykologbehandling til unge mellem 18 år og 21 år med angst og depression, og i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier har vi aftalt, at adgangen til gratis psykologhjælp skal udvides til de 6-24-årige. Og med den seneste finanslovsaftale blev det så også aftalt at give den her mulighed for kvinder på krisecentre.

Hvert et skridt i den rigtige retning mod lettilgængelig og gratis psykologhjælp til dem, der har brug for det, støtter vi varmt op om og dermed også om det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i rækken. Det er fru Mai Villadsen, Enhedslisten.

Tak for det. Hvert år udsættes tusindvis af mennesker i Danmark for partnervold. Kvinder er jo den største gruppe i de her statistikker. Faktisk skønnes det, at op mod 38.000 kvinder hvert år udsættes for partnervold. Og i den her coronatid har vi jo virkelig kunnet se, hvordan volden også er eskaleret. Faktisk siger tal, at dobbelt så mange har henvendt sig til krisecentrene i den her periode. Nogle gange eskalerer volden yderligere og fører til drab. Faktisk er partnerdrab den største enkeltstående gruppe drab i Danmark. Det er jo fuldstændig tragisk og skrækkeligt.

Det er alarmerende tal, men jo alligevel nogle, vi har kendt længe, og alligevel har indsatsen for kvinder, der udsættes for vold, i min optik været forsømt i årevis. Krisecentrene har rundt omkring i landet været fyldte. Der er årelange ventelister på behandling og hjælp til både voldsudøvere og ofre rundt omkring i Danmark. Og de kvinder, der gør ophold på krisecentrene, har ikke haft ret til psykologbehandling og hjælp til at bearbejde deres traumer, som en tilværelse i vold jo selvfølgelig giver.

Det laver vi om på nu, og det er jeg helt utrolig glad for og stolt over at være med til. Det var et fuldstændig centralt krav for os i Enhedslisten under forhandlingerne af finansloven, at vi fik et tiltrængt og klart nødvendigt løft af krisecentrene og en styrkelse af indsatsen mod vold i Danmark. Jeg synes faktisk ikke, at det er et velfærdssamfund værdigt, at nogle af de mennesker, som står i den allermest pressede situation, nemlig at være udsat for vold i deres hjem, har mødt en lukket dør, når de har søgt hjælp. Det kan vi ikke være bekendt.

Derfor er jeg så glad for, at vi har sikret flere pladser, så folk ikke længere skal gå forgæves, når de søger hjælp og beskyttelse fra volden i hjemmet. Vi udvider den ambulante behandling, så flere kan få hjælp over hele landet, og med det her lovforslag sikrer vi så, at kvinder, der gør ophold på et krisecenter, får ret til psykologbehandling og hjælp til at genoptage et liv med familie og venner og arbejde, men væk fra volden. Selvfølgelig skal vi hjælpe alle mennesker i Danmark, der er udsat for vold, men jeg er rigtig glad for, at vi med det her lovforslag skaber en konkret og mærkbar forskel for rigtig mange kvinders liv. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative.

Tak. Fra Konservatives side synes vi, det her er et meget nobelt og ædelt lovforslag. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at for os i Det Konservative Folkeparti er det rigtig vigtigt at hjælpe og gøre noget for voldsramte kvinder. Det vil vi også rigtig gerne være med til at gøre.

Vi vil dog gerne være med til at have indflydelse på, hvad det er, der skal gøres, og hvad det er for en indsats, man ligesom skal sætte i værk. Det vil vi gerne have mulighed for at komme med vores input til. Det har vi ikke haft i forhold til det her lovforslag, da det er en aftale, som regeringen og dens støttepartier har indgået i forbindelse med finansloven.

Vi ville gerne have haft en drøftelse af indsatsen, som sagt. Om det her lige er den rigtige indsats, kan der jo være flere forskellige bud på. Det er ikke sikkert, at det lige er de 10 timers psykologhjælp, som er det rigtige i situationen og lige det, man har brug for. Det ville vi gerne haft en drøftelse af.

Vi har også nogle spørgsmål i forhold til det her lovforslag, som vi jo godt ville have haft drøftet. Skal psykologhjælpen tilbydes ud fra en individuel vurdering? Ville det være en god idé? Hvorfor skal det lige være 10 timer, og skal det også gælde ved ophold af 2 timers varighed f.eks.? Og jeg tænker også: Hvad er årsagen til, at man ikke også har tænkt en indsats ind i forhold til mænd i forhold til at gøre noget i voldsramte familier og for voldsramte mennesker? Vi tænker måske også, at det kunne være en mulighed at lave nogle flere ambulante tilbud.

Kort sagt: Vi har ikke været inviteret med ind til nogen drøftelse omkring det her initiativ, og den drøftelse ville vi jo godt have haft, så vi kunne være kommet med vores input og syn på sagen også. Men den drøftelse har vi desværre ikke haft, da regeringen udelukkende har lavet det her med dens støttepartier. Tak for ordet.

Tak. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak, formand. Jeg vil starte med at sige, at jeg har helt ekstremt stor respekt for det arbejde, som de folk, som er ude på vores kvinde- og mandekrisecentre i Danmark, udfører. Det er både frivilligt og uddannet personale, som har et grundlæggende kendskab til, hvad der skal til, når der kommer nogen ind, som er ramt af vold. Det er selvejende institutioner. De tilbyder ly og hjælp, når voldsramte må forlade en voldelig ægtefælle eller samlever og søge tilflugt. Og jeg har også en stor tiltro til, at de personer, der arbejder på de her centre, har et indgående kendskab til, hvordan man bedst hjælper dem, der søger hjælp. Det betyder altså netop en individuel vurdering.

Med det her forslag foreslår man at påtvinge alle kommuner at tilbyde 10 timers psykologhjælp til alle, der søger tilflugt på kvindekrisecentrene, uanset hvor lang tid de har været her. For det første undrer det mig ret meget, at man fra regeringens side kommer med et forslag, som udelukkende tilgodeser voldsramte kvinder, og ikke mænd. For det andet synes jeg altså, man skyder lidt forbi målet, for det er en helt generel sygeliggørelse af rigtig mange stærke og modige danske kvinder, som søger ly på kvindekrisecentrene for at have en sikker havn til dem selv og deres børn, mens de kommer på fode igen.

Jeg har fuld tiltro til, at de dygtige medarbejdere, der er ud på krisecentrene, ved, hvordan de skal hjælpe, og hvilke tiltag der eventuelt skal henvises videre til. Det er ikke noget, vi skal diktere herinde fra Christiansborg.

Halvdelen af de kvinder, der søger hjælp på krisecentrene, er indvandrere og efterkommere. Og det viser altså også, at vi har et problem, som ikke bare løses med psykologbehandling. Det løses ved, at vi får løst udlændingepolitikken fra bunden og sikrer, at islam ingen indflydelse har i det danske samfund. For i islam ligger der det kvindeundertrykkende. Det er en kvindeundertrykkende ideologi med masser af social kontrol. Og det kvindesyn, der er i islam, skal vi i hvert fald på ingen måde acceptere i Danmark. Så vi kan ikke støtte det her lovforslag.

Der er et spørgsmål fra fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg hæftede mig ved, at ordføreren sagde, at det var en sygeliggørelse af kvinderne. Det kunne jeg bare godt tænke mig at få uddybet. Der ligger jo f.eks. ikke nogen tvang om, at de skal tage imod de her timers psykologbehandling. Det har faktisk været et stort ønske fra rigtig mange kvinder, der er på krisecentre, at de kan få adgang til det, men hvis de er afhængige af, at de skal bokse med kommunerne om at få det bevilget, kan det være vanskeligt, og så får de det måske for sent i forhold til, hvornår de har brug for det. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål går på det her med længden af opholdet. Der er også andre ordførere, der har sagt det samme. Mener ordføreren, at der er en sammenhæng mellem, hvor længe man er på et krisecenter, og hvor hårdt man er ramt af det psykisk? For det mener jeg ikke der nødvendigvis er.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak for spørgsmålet, der også giver mig mulighed for at uddybe mit svar. Allerførst det med sygeliggørelsen, og ja, for det synes jeg faktisk man gør. Man skærer alle over en kam. Man siger, at alle har behov for at få psykologhjælp. Men der er rigtig mange stærke, modige, danske kvinder, som simpelt hen er flygtet fra det her, og som måske har brug for at få hjælp til at få anvist en bolig eller noget andet. Det er det, jeg mener. Der har jeg fuld tiltro til, at det her ikke er noget, vi skal diktere herindefra.

Jeg vil rigtig gerne sammen med ordføreren – for det ved jeg også er vigtigt for ordføreren – gå ind i det her med, at vi eksempelvis skal sikre flere sengepladser i psykiatrien, at vi generelt set skal sikre, at vi har bedre muligheder. Men vi skal ikke sidde herinde på Christiansborg og diktere og detailregulere, hvem der skal have det her. Det må være ud fra en individuel konkret vurdering ude på de enkelte kvindekrisecentre, og den må foretages af de dygtige medarbejdere, som er derude – ikke herindefra.

Fru Trine Torp.

Sengepladser i psykiatrien ville da for alvor være at sygeliggøre de her kvinder. Det er jo et tilbud til kvinderne, som vi giver dem ret til at få. Det er det, lovforslaget går ud på. Lovforslaget går ikke på at tvinge 10 timers psykologbehandling ned over en kvinde, der ikke har lyst til at modtage det, på ingen måder. Men det giver kvinderne en ret til at få det, når de er på et krisecenter.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jo, det er det jo sådan set, for man giver alle ret til 10 timers psykologbehandling. Så er det os, der går ind og siger, at når du er på et krisecenter, så har du brug for psykologhjælp. Det er meget, meget forskelligt. Der er rigtig mange af de her kvinder, som heller ikke nødvendigvis har behov for psykologhjælp. Mener man så, at psykologhjælpen er det evigt saliggørende for dem her? Nej, der vil være masser af andre, som har brug for nogle andre tiltag. Og helt ærligt, der har jeg bare den holdning, at der sidder nogle dygtige medarbejdere ude på de her kvindekrisecentre, som har et rigtig godt kendskab til, hvad lige præcis de kvinder har brug for, uanset om de har været der i 2 timer, eller om de har været der i en længere periode sammen med deres børn. Den tiltro har jeg bare. Så kan vi sagtens tale om at forbedre ting andre steder, som man kan blive henvist til, hvis det er det, der er behov for.

Så er der et spørgsmål fra hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. Altså, der er et eller andet i den argumentation, jeg simpelt hen ikke forstår. Det er, fordi ordføreren bruger ordet diktat – at vi dikterer, at nogen skal have noget, at vi dikterer, at nogen skal have psykologhjælp. Det er jo et tilbud blandt andre tilbud, som man kan vælge at tage imod. Hvordan kan ordføreren på nogen måde hævde, at vi dikterer noget, når vi tilbyder noget, som er frivilligt?

Fru Mette Thiesen.

Tak for det. Det er sådan lidt underligt; jeg prøver at dreje mig lidt her, mens jeg svarer ned i mikrofonen.

Jamen det er det jo, når vi herindefra beslutter, at alle kvinder, der kommer på et kvindekrisecenter, skal have tilbudt psykologhjælp, for det har de nok behov for. Det er da ikke sikkert, og det er sådan én ting i det. Det har jeg fuld tiltro til at medarbejderne derude har meget bedre kendskab til, fordi de har bedre kendskab til de kvinder, der er der, og hvad de i øvrigt har behov for, og så kan de henvise videre til det. Om det er videre til en læge, der så kan henvise videre til noget andet, eller om det er, at man skal henvises til at få hjælp til at få en bolig eller noget andet, har jeg fuld tiltro til, at de kan ordne. Så jeg synes egentlig ikke, der er så meget mere i det faktisk.

Hr. Torsten Gejl.

Jo, der er noget i det, for vi er nødt til herinde i Folketinget at bruge korrekt argumentation og grammatik. Altså, når man dikterer noget, siger man, at folk skal noget. Så siger man: Du skal modtage det. Et diktat er at sige, at folk skal noget. Her tilbyder vi noget. Kan ordføreren ikke godt se, at det ord simpelt hen slet ikke kan bruges i den her sammenhæng?

Fru Mette Thiesen.

Nej, og nu er jeg sådan set selv dansklærer, så i øvrigt tak for det. Når man laver sådan noget her, dikterer man også. Det står sådan set ret klart og tydeligt i lovforslaget, at vi dikterer kommunerne, at de skal tilbyde 10 timers psykologhjælp til alle, som er på de her kvindekrisecentre, uanset længden af deres ophold. Så det er jo et diktat; det er noget, vi går ind og siger til kommunerne at de skal tilbyde. Samtidig er det jo et spørgsmål om, at vi helt overordnet set fra Christiansborg siger, at alle de her kvinder, der kommer på kvindekrisecentre, naturligvis må have brug for noget psykologhjælp, og det synes jeg sådan set ikke er vores opgave.

Så er det fru Mai Villadsen.

Tak for det. Jeg hæfter mig ved, at ordføreren siger, at ordføreren har tiltro til de ansatte ude på krisecentrene. Det er godt, og det har jeg også, men det er jo faktisk de ansatte, det er jo faktisk krisecentrene, der gang på gang har henvendt sig til os politikere på Christiansborg for at sikre, at der kom en ret til psykologhjælp – en ret til, at de kunne sende kvinderne videre til psykologer og andre. Og jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor ordføreren hænger sin hat op på den tiltro, når det jo lige præcis er de medarbejdere, der har henvendt sig til os og bedt om den her hjælp.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Det var et rigtig godt spørgsmål. Jamen altså, det her er jo et spørgsmål om, hvad man tror, og hvordan man indretter tingene. Når de medarbejdere ude på de her kvindekrisecentre står med en kvinde, som f.eks. er rigtig, rigtig ødelagt af den her vold, så er det jo der, de skal hjælpe til med nogle forskellige tiltag. Og der har jeg fuldstændig tiltro til, at de så kan rette henvendelse til f.eks. en læge, som kan henvise den kvinde videre i vores sundhedssystem.

Det er jo også et spørgsmål om, hvor man mener at man skal sætte ind. Jeg mener ikke nødvendigvis, det er et psykologtilbud – jeg mener sagtens, det kan være noget andet. Så til det her med, at vi herinde fra Christiansborg siger, at det skal være 10 timers psykologhjælp: Nej. Men jeg vil rigtig gerne være med til at gå ind og kigge på, om der ellers er nogle steder i vores sundhedssystem, hvor man kan sige: Her skal vi oppe os. Og nu nævnte jeg konkret det her med psykiatriske sengepladser, men det kunne sagtens være andre steder.

Fru Mai Villadsen.

Jamen jeg mener, der er et problem i ordførerens argumentation, for hvis man bliver henvist til psykolog via lægen, skal man for det første selv have pungen op af lommen og betale for det, og for det andet skal man vente rigtig længe, og det synes jeg ikke vi kan være bekendt over for de kvinder på krisecentrene.

Så vil jeg bare spørge ordføreren: Det er jo sådan i dag, at der faktisk for børn, der kommer på krisecenter, er en ret til psykologbehandling, så mener ordføreren heller ikke, at der skal være det, fordi det er et diktat fra Christiansborg?

Fru Mette Thiesen.

Jeg synes, der er rigtig stor forskel på, om det er børn, der har været vidne til det her, eller det er noget andet. Så jeg skal ikke gå ind og vurdere det – det er allerede gældende lovgivning. Jeg synes bare, vi skal passe på med at udvide det her for meget, for det er ikke nødvendigvis sådan, at man har behov for psykologhjælp, når man er kvinde på et krisecenter – det kan sagtens være alle mulige andre ting. At vi så i forhold til vores sundhedssystem eventuelt skal ind at lave nogle ting, hvor der skal være nogle ændringer, er også fint nok for mig, men det her må bero på en individuel konkret vurdering og ikke være en beslutning, vi tager herinde på Christiansborg. Men jeg anerkender, at der er nogle, der er hårdt ramt, og de skal selvfølgelig have hjælp.

En anden ting er, at jeg synes, det er meget mærkeligt, at man så ikke anerkender, at der faktisk også er mænd, der er ramt af vold.

Fru Camilla Fabricius.

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at Socialdemokratiet er benhårde på social kontrol; det er fuldstændig uacceptabelt, at kvinder lever med trusler, uanset hvilken familiekonstruktion de er i. Og det er jo netop derfor, at psykologhjælp på den her måde er med til at skabe en ny virkelighed, en ny mulighed for at kunne bryde ud af det, og derfor forstår jeg heller ikke, at ordføreren på den ene side siger, at det skal bero på en konkret individuel vurdering, og samtidig på den anden side siger, at det er kvinderne selv, der siger: Jeg har behov for det. Vi giver rettigheden til det; vi giver jo ikke et pålæg om, at man skal modtage psykologhjælp – vi giver rettigheden til, at man kan få lov til at komme ud af den massive vold, man har været i, når man kommer på et krisecenter. Og så er jeg også enig med ordføreren for Enhedslisten, men jeg bliver i tvivl om, hvad det er, Nye Borgerliges ordfører i virkeligheden mener, altså i forhold til om Christiansborg ikke skal gå ind og give rettigheder – det giver jo mening at gøre det hele vejen rundt. Så hvad er det helt konkret, som Nye Borgerlige ikke vil hjælpe de her kvinder med? Det bliver jeg enormt forvirret over.

Fru Mette Thiesen.

Det er altid en fornøjelse, når der bliver spurgt så meget, at man virkelig kan få lov til at uddybe. Og jeg er da utrolig ked af, at der sidder nogle her og ikke har forstået, hvad jeg har sagt – jeg gentager det meget, meget gerne. Med det her lovforslag går vi ind og siger: Når du er på kvindekrisecenter, har du behov for psykologhjælp. Jeg er ikke læge, og jeg står ikke med de her kvinder og ved ikke, om det lige præcis er det, de skal tilbydes. Og der er jeg bare nødt til at sige, at det ikke er noget, vi skal bestemme herinde fra Christiansborg. Altså, der er masser af muligheder for de dygtige medarbejdere, der er ude på kvindekrisecentrene, til at henvise videre. Om det er videre til en læge, som så kan henvise videre til noget andet, eller om det er hjælp til at finde en bolig, eller hvad det er, må det ligge ude hos dem. Og så kan vi sige, at hvis vi har nogle problematikker i f.eks. vores sundhedssystem, må vi løse dem dér, men at man herindefra sætter sig ned og siger, at nu skal alle kvinder, der er på kvindekrisecentrene, tilbydes 10 timers psykologhjælp, mener jeg ikke nødvendigvis er den rigtige vej at gå, og det var egentlig også det, jeg sagde i min ordførertale.

Fru Camilla Fabricius.

Vi skal lige være helt klare; lovforslaget giver en ret til og ikke et pålæg om psykologhjælp. Det var bare lige sådan en opmærksomhed, men det kan vi også tage i udvalgsbehandlingen. Det, jeg bliver optaget af, er, at ordføreren på den ene side anerkender – og det sætter jeg meget, meget stor pris på – de mange faglige medarbejdere udeomkring på krisecentrene og på den anden side samtidig siger, at der er de medarbejdere, som jo har givet bud ind til os, i forhold til at der er behov for den her mulighed. Det stemmer for mig ikke helt overens, at man på den ene side anerkender og respekterer dem og siger, at de har en meget stor faglighed ude på krisecentrene, samtidig med at Nye Borgerlige så ikke vil være med til det, som fagpersonalet netop beder om, nemlig at vi fra Christiansborg går ind og er med til at løse det. Hvordan kan man på den ene side synes, at det er en god idé, og på den anden side ikke bakke op om det? Det forstår jeg ikke.

Fru Mette Thiesen.

Jeg bliver en lille smule forvirret, for efter min opfattelse er ordførerens parti også et parti, som går meget ind for det kommunale selvstyre, og at kommunerne indretter sig, som de ønsker. Og det her er jo også et spørgsmål om at sige: Der ligger nogle kvindekrisecentrene, hvor der kommer nogle kvinder, og de medarbejdere, der er derude, må lave en individuel konkret vurdering, og hvis de så vurderer, at det er noget psykologhjælp, der er behov for, så har jeg da også tiltro til, at kommunerne så hjælper til med det. Altså, det er noget underligt noget, at vi skal sidde herinde på Christiansborg og bestemme, at psykologhjælp er det evigt saliggørende for alle de kvinder, der kommer i de her kvindekrisecentre. Det er da overhovedet ikke sikkert.

Tak. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Vold i nære relationer er et problem, som man er nødt til at se på med meget stor alvor. Der er nogle juridiske og psykologiske relationer mellem gerningspersonen og offeret, som er af en særlig art, så man ikke uden videre kan slippe ud af den voldelige situation. Nogle gange er det også sådan med vold i nære relationer, at volden er velovervejet. Det gør den jo på mange måder værre end den vold, der ikke er velovervejet, men bliver udøvet i en situation, hvor gerningspersonen er ude af sig selv og uden for sit normale handlingsrepertoire. Så lovforslaget søger at løse et meget, meget relevant problem.

Vi kan alligevel ikke støtte lovforslaget, og det er, fordi vi mener, det er udtryk for nogle meget alvorlige uvaner i Folketinget, som det også er nødvendigt at påtale.

For det første er der, som flere ordførere har været inde på, tale om en forskelsbehandling på grundlag af køn, og det er vi generelt imod.

For det andet er der tale om, at lovgivningsmagten her laver nogle fejl, som man har lavet masser af på undervisningsområdet, hvor jeg har været ordfører i rigtig mange år. Der er jo tale om, at lovgivningsmagten blander sig i, hvad der er den mest relevante behandling ude på den enkelte institution og i forhold til den enkelte borger, der søger hjælp. Der siger lovgivningsmagten, at konsultation af en psykolog har en eller anden form for forrang i det tilbud, som borgeren skal have, men lovgivningsmagten stopper jo ikke her. Den siger også, at der er et bestemt antal timer, som helt mekanisk skal ordineres. Dermed trækker man jo fuldstændig fagligheden ud af det, der foregår på den enkelte institution.

Det har vi kæmpet med i mange år på undervisningsområdet, altså at skiftende flertal i Folketinget har trukket fagligheden ud af lærergerningen, så der blev meget, meget lidt tilbage på grund af nævenyttige politikere, som skulle trække fagligheden ud af det at være lærer. Den her nævenyttighed er en nævenyttighed, som Folketinget generelt skal passe på med, for det gør det umuligt for det lokale personale at udøve sin faglighed og låser personalet fast.

Så synes jeg altså også, at man er nødt til at påtale, at der er tale om et lovforslag, som er udtryk for en uvane mere i Folketinget, nemlig at et flertal i Folketinget meget snævert gør sig til talerør for en særinteresse. Den særinteresse, man gør sig til talerør for, er selvfølgelig de organiserede psykologer. Der er selvfølgelig ikke noget mærkeligt i, at man plejer særinteresser. Det er nok noget man gør i alle partier, men jeg synes også, at man skal afveje den måde, man er lydhør over for bestemte interesser på, med mere almene og mere principielle overvejelser. Det kan jeg simpelt hen ikke se finder sted her.

Dermed er det her lovforslag udtryk for, at man viderefører en rigtig dårlig tradition i Folketinget fra noget af det dårligste, vi nogen sinde har haft, nemlig satspuljen. Den var virkelig, virkelig dårlig, for satspuljen var bare en rigtig masse penge, som nævenyttige politikere kunne bruge til at gøre deres kæpheste til virkelighed. Sådan kan vi ikke behandle borgerne, og sådan kan vi ikke behandle borgernes penge. Så det er helt mareridtsagtigt, at de her dårlige minder fra satspuljen vender tilbage på den her måde.

Så her har vi altså en rigtig god sag, som Folketingets flertal helt og holdent taber på gulvet ved at kaste sig ud i nogle meget slemme uvaner, som vi har en kedelig tradition for at have her i Folketinget. Tak for ordet.

Tak. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Det er jo helt utroligt godt, at vi har krisecentre, hvor kvinder kan få ophold, hvis de er ramt af vold.

Men det er ikke nok, at der er et sted, hvor kvinder kan komme i sikkerhed og tryghed, hvis de har været udsat for vold. Det menneskelige sind er skrøbeligt, når det handler om at være ramt af vold, og det giver ikke bare fysiske men, men det giver også mentale skader og traumer, og de mentale skader og traumer kræver for mange menneskers vedkommende psykologbehandling, for at man kan komme på benene igen og få en chance for at komme videre i sit liv. Så derfor er vi i Alternativet selvfølgelig rigtig glade for at være med i en finanslovsaftale, der tildeler voldsramte kvinder på krisecentre 10 timers psykologbehandling. Det er et godt sted at starte, og vi arbejder gerne videre for også at få tilbuddet til børn og mænd. Det synes vi er relevante input.

Så ser vi også i det her lovforslag, at det jo er et ønske fra medarbejdere ude på centrene, som ud fra deres faglighed ønsker at have det her tilbud på deres hylder, fordi de kan se, at det giver mening i voldsramte kvinders liv. Så argumentet om, at det er noget, som vi pådutter nogen, synes jeg er fuldstændig uforståeligt, når vi imødekommer et fagligt behov fra mennesker med en faglig indsigt, der arbejder med en udsat målgruppe, og som siger til os: Det her vil vi gerne have på hylderne.

Så vi er i Alternativet glade for at være med til at støtte det her, og vi er glade for at være med i den finanslovsaftale, der giver mulighed for, at vi kan starte her, og vi synes, det er en glimrende start.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Sikandar Siddique (UFG). Værsgo.

Tusind tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for et rigtig godt forslag. Det er et skridt i den rigtige retning. Jeg så gerne, at man gik endnu videre og ikke satte et loft over timerne. For 38.000 kvinder bliver udsat for vold, og volden kan også ende i kvindedrab, og jeg tør slet ikke at tænke på det mørketal, som der er på området.

Jeg er også glad for forslaget, fordi jeg jo selv i det her folketingsår har fremsat fire forslag om netop kvinderettigheder og partnervold. Vi har behandlet det ene, som var om politienheder, og lige om lidt skal vi behandle de tre andre, som handler om krav om ambulant behandling til voldsofre og voldsudøvere og et videnscenter. Så jeg vil bare gerne kvittere for forslaget.

Så håber jeg også, at der, når vi lige om lidt skal behandle de forslag, som jeg lige nævnte, er lige så stor opbakning i Folketinget, som der er til det her forslag, så vi kan sikre, at kvinder, der bliver udsat for vold, partnere, der bliver udsat for vold, kan få den nødvendige hjælp, og at de kan komme tilbage til et normalt liv. Tusind tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordførerne for debatten i dag. Jeg vil gerne kvittere for den overordnede positive modtagelse af lovforslaget og for den debat, vi har haft i dag, som jeg jo synes om ikke andet viser, at det her er et problem, vi alle sammen tager dybt alvorligt, og at vi alle sammen anerkender, hvor voldsomme ar det giver på krop og sjæl, når man bliver udsat for vold i det, der burde være ens sikre base, i ens eget hjem. Det er en ganske særlig, nedbrydende form for vold, og den er jo tit ekstremt systematisk og tit koblet op på en høj grad af både psykisk vold og social kontrol, der gør, at vi ser, at de kvinder, der kommer på kvindekrisecentrene, stort set alle sammen udviser forskellige symptomer på psykiske lidelser og har brug for en ganske omfattende hjælp.

Det er jo, som flere har sagt, et lovforslag, der udmønter en del af finanslovsaftalen med Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og regeringen, og derfor også en særlig tak til de partier for et virkelig godt forløb. Det er jo faktisk temmelig stort, at vi på den måde løfter voldsområdet med over 100 mio. kr. varigt set. Det er et område, som har været forsømt, mener jeg, og derfor er det jo dejligt at se de tidligere regeringspartier og det parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, være så dybt optaget af det her i dag og i det store og hele bakke op om det historiske løft, vi med vores finanslov lavede af voldsområdet. Det tyder jo godt, i forhold til at der også vil være opbakning fremover til at løfte det her område, som jeg som sagt mener har været forsømt i for mange år.

Alt for mange kvinder tager gentagne ophold på kvindekrisecentre, og alt for mange kvinder kommer for dårligt videre i livet efter at have været udsat for vold, og her er tilbuddet om psykologhjælp et vigtigt tilbud. Det har vi tidligere haft gode erfaringer med efter satspuljeforsøg om det samme. Jeg er glad for, at vi nu kan hjælpe de kvinder bedre med at komme godt videre i deres liv og kunne være der for deres børn – som jo i mange tilfælde også har oplevet volden – og kunne få et liv uden vold.

Jeg står selvfølgelig til rådighed for spørgsmål i den videre udvalgsbehandling, men vil blot lige knytte et par enkelte ord til de ting, der har været oppe i debatten her. Jeg tror, at noget af det bunder i nogle misforståelser, og det kan vi jo få lejlighed til at afklare i udvalgsbehandlingen.

Altså, når vi taler om autoriserede psykologer, er det jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt man står i en bestemt fagforening, men om, at man har en autorisation og er underlagt kontrol af Psykolognævnet. Det er jo en kvalitetssikring, ligesom det også står i lovforslaget, at det skal være psykologer, der har en forståelse for den særlige voldsfaglighed, som skal være der, hvis man skal kunne hjælpe kvinder, der har været voldsudsatte i lang tid.

Der er spørgsmål om, om der ikke bliver gjort noget for mændene, og det gør der i den finanslovsaftale, vi har lavet. Vi afsætter 48 mio. kr. varigt som et løft til de ambulante tilbud, og det er som bekendt tilbud for de mennesker, der ikke har mulighed for – eller for hvem det ikke er det rigtige – at rive deres liv op med rode og flytte fysisk på et krisecenter, så de kan få ambulant hjælp og behandling. Det gælder både mænd og kvinder, så det historiske løft på voldsområdet, som vi lavede med finansloven, kommer også mænd til gavn.

Så tænker jeg måske også at klargøre, at det her jo ikke betyder, at man får indskrænket sine rettigheder i vores sundhedsvæsen derudover. Det kan jeg høre, at Nye Borgerlige måske har en bekymring om, altså om det her så står i stedet for, hvad man ellers har ret til af behandling i vores sundhedsvæsen. Det gør det ikke. Det her kommer oven i den hjælp, vejledning og massive rådgivning, som de kvinder, der tager ophold på vores krisecentre, får allerede i dag. Det er en ret til kvinderne, og dermed er der også det i det, som er efterlyst, nemlig et individuelt skøn. Det individuelle skøn varetager den enkelte kvinde, i forhold til om hun har lyst til og vil have gavn af at benytte sig af tilbuddet om psykologhjælp. Det er nemlig ikke et påbud.

Derfor vil jeg også sige til Venstre, der spørger, om det her er uanset varigheden af opholdet. Ja, altså, tit vil man se en kvinde henvende sig til ét krisecenter og så ende med at have ophold på et andet krisecenter, enten af sikkerhedsovervejelser – man kan ikke være i sit nærmiljø, hvis man er truet på den måde – eller af pladsmangel. Det er selvfølgelig ikke sådan, at der er 10 timer udløst ved den første kontakt til et krisecenter og så yderligere 10 ved det næste. Det er at betragte som et samlet ophold. Men ellers er det sådan, at psykologhjælpen har man også ret til at tage med sig hjem, og det er jo derfor, at det er hjemkommunen, der er ansvarlig for det, for nogle kvinder vil have lange ophold, og andre kvinder vil have kortere ophold, men de vil have retten til psykologhjælpen uanset.

Jeg tror snarere, at vi kigger ind i det problem – og det vil ordførerne, som har arbejdet med det her i mange år, jo også vide – at for mange kvinder afbryder deres ophold for hurtigt. Vi ser for mange kvinder, der ad for mange omgange vender tilbage til en voldelig partner, og i forhold til de kvinder, der gør det, er min frygt i højere grad, end hvad Venstres ordfører udtrykker, at de vil takke nej til den her hjælp. De er i virkeligheden nok nogle af dem, som ville have allermest brug for at tage imod den. Men det er i hvert fald et svar på det, Venstre spørger om, og lad os endelig bare få uddybet det i udvalgsbehandlingen.

Jeg vil slutte med at glæde mig over, at det lader til, at der nu er i Folketinget så bred en optagethed af voldsområdet og af, at vi skal have sikret et løft. Det var historisk, hvad vi lavede med finanslovsaftalen, og det skal vi følge til dørs. Men jeg tror heller ikke, som flere andre har sagt, at vi er i mål.

Jeg er dybt bekymret for partnerdrab. Der har Danmark jo nogle triste tal, også når vi sammenligner os med resten af verden, og når vi tænker på, hvilket ligestillet land vi godt kan lide at tænke på at vi selv er. Og jeg er også voldsomt bekymret over at se den stigning i vold i hjemmet her under coronakrisen, vi har set. Der kommer vi også til at have en stor opgave i at få fulgt ordentligt op på det – i høj grad selvfølgelig de kvinder, børn og mænd, der måtte være udsat for vold i den her periode, men sådan set også de voldsudøvere, som vi ved i mange tilfælde selv er vokset op i hjem med vold.

Derfor er jeg også glad for, at en del af finansloven også er at sikre permanent støtte til det tilbud, der hedder Dialog mod Vold, som er et behandlingstilbud til voldsudøvere, for det allerlykkeligste er jo, hvis vi både får hjulpet ofrene ud af volden, men også, hvis vi kan sørge for, at voldsudøverne kommer ud af den rolle og stopper med at udøve vold i nære relationer. Det er jo det allerlykkeligste, hvis begge de ting kan lykkes.

Så tak for debatten og engagementet, og jeg ser frem til udvalgsbehandlingen. Og jeg ser utrolig meget frem til, at det her løft kommer ud at virke til gavn for de voldsramte i vores samfund. Det er et af de lovforslag, jeg har glædet mig allermest til at stå her i salen med. Så det er jo dejligt – igen tak til finanslovspartierne.

Tak. Indtil videre er der tre, der vil stille spørgsmål, og den første er fru Karina Adsbøl.

Som jeg sagde i min ordførertale, er det her et område, der har været stor interesse for på tværs af partier, og derfor har vi jo altid i satspuljen haft fokus på det her område og også afsat midler til det. Så det er ikke kun regeringen, der ligesom kan tage æren for det. Der har været kutyme for, at vi har lavet planer i fællesskab, og nu er det jo så, at satspuljen er afskaffet, og så er det jo meget normalt, tænker jeg, at tingene kommer på en finanslov.

Det er jo godt, at man vil hjælpe kvinder, som er udsat for vold, men jeg vil godt have, at ministeren forklarer os, hvordan man f.eks. hjælper børn, der møder op sammen med far på et af mandecentrene. Får de børn den samme hjælp som de børn, der møder op sammen med mor på et kvindekrisecenter? Nu snakkede socialministeren om ligestilling og et ligestillet land som Danmark, men så undrer det mig bare dybt, at man kun har fokus på at hjælpe kvinderne – det er jo rigtig godt – og nogle af børnene, men hvad med de børn, der møder op sammen med far? Er ministeren villig til at lave et ændringsforslag til det her, så det også inkluderer mænd?

Ministeren.

Tak for det. Altså, jeg er glad for, at Dansk Folkeparti er glade for, at finanslovspartierne har fundet penge og prioriteret penge til et varigt, permanent løft på finansloven af voldsområdet. Jeg synes måske, det er lidt nonchalant at slå det hen, som om det da var meget godt, at man gjorde det – at det da lidt var på sin plads. Jeg er temmelig sikker på, at aktørerne på det her område ville have været vældig glade, hvis de havde fået den sikkerhed og det løft på finansloven under den tidligere regering. Det valgte man ikke at gøre fra den tidligere regerings side, og det er jo et ærligt valg, ligesom man heller ikke valgte at lave den ligestilling af § 109 i serviceloven, om kvindekrisecentrene, § 110, der jo bl.a. handler om mandecentrene. Det kunne da være interessant nok at høre ordføreren, hvorfor man ikke gjorde det, hvis det er så åbenlyst, at det er nemt og enkelt at gøre.

Så altså, ordføreren ved det jo godt: Finanslovsaftalen drejer sig om kvindekrisecentrene og § 109 i serviceloven, ikke § 110, og det er jo svaret på det. Men altså, kommunerne er jo altid forpligtet til at hjælpe de børn, der har behov for hjælp, dvs. både de børn, der kommer med på kvindekrisecentre og med på mandekrisecentre, og det er selvfølgelig fuldstændig afgørende, at de lever op til det ansvar.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg synes, at ministeren taler lidt udenom. Ministeren ved jo godt, at der med satspuljeaftalen fra 2019 også blev sat midler af til ambulant behandling generelt, hvor man valgte at gå den vej i forhold til at lave indsatserne, og det var en bred aftale i Folketinget.

Men ministeren svarer ikke på spørgsmålet om, om ministeren ikke synes, at mænd skal have samme tilbud i forhold til hjælp – og hvad med de børn, der møder op sammen med far på et mandecenter eller mandekrisecenter? Har de samme rettigheder som børn, der møder op sammen med mor på et kvindekrisecenter? Altså, det undrer mig bare dybt, at man sådan kan sige, at det kun er kvinder, der skal have hjælp, og at man ikke vil hjælpe de 19.000 mænd, der også er ramt.

Ministeren.

Men ordføreren ved jo godt gennem mange års diskussion af området her, at det er to forskellige paragraffer, vi har med at gøre, og at den paragraf, hvor vi har mandecentrene under, har vi mange andre tilbud under også, og at det i høj grad ikke kun er voldsramte, der får tilbuddet her. Jeg diskuterer meget gerne – jeg tror ikke, nogen kan være i tvivl om, at den her regering meget gerne diskuterer det – hvordan vi kan sørge for, at færre børn flyver under radaren. Det kan være børn, der kommer fra familier, hvor forældrene ikke magter forældreansvaret, og det gør man da i høj grad ikke, hvis der er vold mellem forældrene, hvis barnet vokser op i et hjem med vold, om det så er psykisk vold eller fysisk vold.

Det er en af de helt afgørende opgaver for den her regering, at vi skal passe bedre på de børn, så det tager jeg meget gerne en diskussion af. Men det ændrer ikke ved, at det her lovforslag handler om at sikre et løft af § 109, der handler om kvindekrisecentrene.

Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Tak. Jeg har lige et par spørgsmål. Nu har vi jo ikke været med til at lave den her aftale, så jeg er lige lidt nysgerrig efter at høre – for der kan jo være mange bud på, hvad der lige er den rigtige indsats for den enkelte, når man havner på et krisecenter: Har det været overvejet, at det skulle være ud fra en individuel vurdering? Og hvordan er man lige havnet på de 10 timer frem for 5 eller 12 timer eller noget andet?

Ministeren.

Tak for det. Som jeg også tror jeg prøvede at redegøre for i min opsamling, mener jeg jo, at når vi giver kvinden en ret til psykologbehandling, så bliver der foretaget den mest kvalificerede individuelle vurdering, og kvinden har i det tilfælde selv mulighed for at takke nej, hvis kvinden ikke har lyst til det. Jeg ved, det er noget, man har efterlyst. Der var en, der talte om fagligheden blandt medarbejderne på kvindekrisecentrene. Man har jo efterlyst at have den her mulighed for psykologhjælp, mens kvinden er på kvindekrisecenteret. Så jeg ved, at man her vil søge at understøtte, at kvinderne takker ja til det her tilbud.

Når vi er landet på de 10 timer, er det, fordi det er en vurdering, at det er et timetal, der er stort nok til at kunne gøre en forskel, og samtidig er det klart – det vil ordføreren jo vide – at der er en økonomisk ramme, ligesom der er for alt andet. Og så vil jeg bare sige, at det jo er sådan – og det tror jeg måske var noget af det, som fru Mette Thiesen var bekymret for – at man fortsat har alle de rettigheder, vi alle sammen har i vores sundhedsvæsen. Det er ikke sådan, at de 10 timers psykologhjælp knyttet til kvindekrisecentrene bliver trukket fra, hvad man ellers har ret til af behandling efterfølgende i vores sundhedsvæsen.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Tak. Jamen det synes jeg da var et fint svar. Jeg er også lidt nysgerrig med hensyn til tankerne omkring varigheden af opholdet. Gælder det her tilbud, ligegyldigt om vi taler om 1 times eller om 1 måneds ophold?

Ministeren.

Der er vel næppe nogen, der kommer igennem hele møllen og bliver indskrevet på et krisecenter og så går efter 1 time; det ville i hvert fald være et fåtal. Som jeg også sagde til Venstres ordfører – det var vist i min opsamling, men som svar på Venstres ordførers spørgsmål – gælder det her uanset varigheden af opholdet.

Min bekymring er sådan set ikke, at vi kommer til at se en masse kvinder, der hurtigt afbryder deres ophold og vender tilbage til den voldelige ægtefælle, som tager psykologhjælpen med. Problemet er jo tværtimod, at der er for mange kvinder, der inden for den første uge af deres ophold mister modet og vender tilbage til den partner, der jo typisk ikke bare har været fysisk voldelig, men også har udøvet psykisk vold og nedbrudt kvinden og kvindens selvværd på en måde, der gør, at vi desværre ser for mange kvinder, der har gentagne ophold på et kvindekrisecenter, altså fordi de vender tilbage til volden.

Så er det fru Fatma Øktem.

Mange tak, og tak til ministeren. Jeg synes, det ville klæde ministeren at lade være med at få det til at lyde, som om de tidligere regeringer ikke har prioriteret området. For før den tidligere regering sad ministeren selv i regering. Så er det forsømt, er det forsømt af alle. Og kan vi gøre det bedre? Ja, det tror jeg helt bestemt vi kan.

Vold i et hjem er vold imod alle i det hjem, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at følge op på det spørgsmål, som fru Karina Adsbøl stillede. Når vi nu ved, hvor intimiderende, nedbrydende og undertrykkende vold er, og hvor frygteligt det er for børn, der vokser op i et hjem med vold, så har jeg lige et spørgsmål til ministeren – for jeg synes ikke, jeg kunne høre et svar – og det er: Hvordan er det med de børn, når det er sådan, at de skal med far i krisecenter? Er der så tale om mindre vold? I § 109 i serviceloven står der specifikt, at hvis børn er med mor, så har de ret til et sted mellem 4 og 10 timers psykologhjælp, og i § 110 står der faktisk intet om, hvordan det er, hvis far har børn med i et krisecenter. Tak.

Ministeren.

Diskussionen her i dag gør mig faktisk glad på flere niveauer, som det ene, fordi jeg har glædet mig meget til at udmønte den her del af finanslovsaftalen, som er et historisk løft på voldsområdet, og det er tiltrængt, for det er et område, der har været baseret på kortvarige tue til tue-bevillinger fra satspuljen, og det er ikke godt for noget område. Nu sikrer vi både en højere bevilling, men også en ro omkring det her område. Det er jeg både glad for og ekstremt stolt af at vi har kunnet gøre.

Så vil jeg sige, at den anden ting, der gør mig så glad, er, at vi pludselig har, kan jeg høre mig til, et enigt Folketing, som giver rygstød til regeringens arbejde med at sætte barnet først og få en barnets lov og gøre en alvorlig indsats for at sikre, at færre børn flyver under radaren i forhold til den lovpligt, der er i dag, når det kommer til kommunerne, der skal tage hånd om de børn, der bliver svigtet derhjemme; der skal tage hånd om de børn, som ikke har forældre, der kan give en tryg opvækst. Det er jo en af de største opgaver, vi har stillet os selv som regering, nemlig at få hjulpet de børn bedre, og det er dejligt at høre, at der er så stærk en opbakning til det her i Folketinget.

Og så tror jeg, at ordføreren lige såvel som Dansk Folkepartis ordfører ved, at når vi snakker § 110, så er der en stor overvægt af borgere, for hvem der ikke er tale om, at der er nogen som helst vold på spil.

Fru Fatma Øktem.

Mange tak. Så kan jeg spørge ministeren om noget andet. Når vi taler om vold – og det er rigtigt, at det er et område, vi alle sammen er meget optaget af, især når det gælder mennesker, der står i en krisesituation, og som har brug for hjælp – skelner vi ikke mellem kønnene. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren mener, om det er den samme oplevelse, der er for mænd, og om volden har den samme effekt på mænd, som den har på kvinder?

Ministeren.

I forhold til partnervold og partnerdrab, til omfanget af både psykisk vold, fysisk vold og kontrol er der jo ikke nogen tvivl om, at kvinder fylder langt mere i de statistikker. De fylder mere i drabsstatistikkerne, når vi snakker partnerdrab. De fylder mere antalsmæssigt i forhold til den fysiske vold, og også når vi snakker social kontrol. Nu er det jo relativt nyt, at man kan blive dømt for psykisk vold, så de statistikker kan vi nok ikke konkludere på. Derfor er der jo en kønsmæssig slagside, når vi snakker vold, og det er også det, der afspejler sig i vores lovgivning.

Fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at der, når man gør noget godt for et område, så skal være en kritik af alt det, man så ikke gør. Jeg kunne også godt have ønsket mig, at den her regel f.eks. gjaldt dem, der opsøgte ambulante tilbud, altså at de også skulle have ret til psykologhjælp. Det må vi jo så arbejde for hen ad vejen er det, der kommer til at ske.

Jeg tror ikke, ministeren kan svare på det her mundtligt, men måske kan hun gøre det skriftligt efterfølgende. Men det kunne være godt at have den oversigt over, hvad det netop er for en bevægelse over mod ro på det her område, vi er ved at skabe – altså en historisk oversigt over, hvordan det er, de her midler har været bevilget i kortvarige midlertidige bevillinger til et område, hvor det faktisk er vigtigt at der er en stor faglighed. Og det er svært at fastholde dygtige medarbejdere på et område, hvor de er ansat i midlertidige stillinger hele tiden. Så måske ministeren skriftligt kan gøre rede for, hvordan finansieringen af det her voldsområde har været, og hvad det er for nogle vigtige skridt, vi har taget, ikke bare med det her, men også med de øvrige bevillinger, vi har givet på finansloven.

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne give et tilsagn om nu. Og når jeg var så glad for vores finanslovsaftale og ligefrem har kaldt det et historisk løft af området, så er det både det, at vi løfter bevillingerne, men i høj grad at vi permanentgør bevillingerne. Og det vil jo sige, at vi anerkender, at det her er en del af vores velfærdssamfund, desværre – altså, forhåbentlig kan vi få nedbragt mængden af vold i hjemmet; det er jo virkelig, virkelig brutalt på den måde at frarøve folk det, der burde være deres allersikreste sted i den her verden. Så det er stort også af den grund, at det her nu bliver en permanent finansiering og dermed jo en helt fast del af vores velfærdssamfund. Så det skal jeg gerne oversende til udvalget.

Fru Trine Torp.

Ja, og i samme omgang kan vi måske også få et billede i forhold til de mænd, der er på krisecentre – for det er jo rigtigt, at man kan være der af utrolig mange andre grunde; altså, man kan kun komme på et kvindekrisecenter, hvis man har været udsat for vold, og det er jo lidt anderledes med § 110-tilbuddene. Men måske kunne det være godt sådan for debattens skyld også at få et billede af, hvor mange af dem, der så er på § 110-tilbuddet på mandecentrene, der faktisk er voldsudsatte, og altså få et billede af: Hvad er behovet? For det kan da være en relevant diskussion at have senere, når vi skal bevilge flere penge til området. Og det samme kunne jo gælde for de ambulante tilbud.

Ministeren.

Det skal vi gerne se om vi kan fremskaffe. Jeg synes jo i det hele taget, at vi bør holde hinanden op på at have en bred diskussion af det her, i høj grad for børnenes skyld. Vi ved, at alt for mange voldsudøvere selv har været børn i en familie, hvor der var vold, og det siger jo noget om, at hvis ikke vi får brudt den her spiral, kommer det her problem ikke til at gå væk. Derfor bliver vi jo nødt til at holde fast i den her problemstilling, og vi bliver også nødt til at komme videre end der, hvor vi er nu. Nu har vi så sikret permanent finansiering til behandlingstilbuddet for voldsudøvere, og det er jo også vigtigt – både i kroner og øre, men jo også i forhold til at vi siger, at der er hjælp at hente til alle, også til dig, der slår, også til dig, der tyer til vold. Og vi anerkender, at rigtig mange gør det, fordi de selv har fået nogle ar på sjælen i deres opvækst; de har noget med i bagagen. Og der skal vi selvfølgelig ikke gøre det som et puljeprojekt, der stopper og er midlertidigt, men vi skal som en fast del af vores velfærdstilbud også kunne hjælpe dem.

Tak.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.