Tak for det. Det her lovforslag handler jo om, at man kan give kvinder, der kommer på kvindekrisecentrene, ret til psykologhjælp i 10 timer. Der står i ligestillingsredegørelsen, at det er sådan, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd i Danmark er udsat for vold, og derfor vil regeringen gerne give kvinderne ret til psykologbehandling. Det, der så er udfordringen med det her lovforslag, er, at man har glemt mændene, for i Dansk Folkeparti mener vi, at man uanset køn skal have ret til hjælp.
I bemærkningerne til lovforslaget står der:
»Det bemærkes i forlængelse heraf, at mænd, der har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i nære relationer, ikke får adgang til samme behandling.«
Derfor har vi i Dansk Folkeparti stillet ændringsforslag, så det her lovforslag kommer til at gælde både kvinder og mænd samt børn, som enten møder op med mor eller far på enten et kvindekrisecenter eller et mandecenter. Tak for det.