Tak for ordet. Jeg vil gerne takke Det Konservative Folkeparti for at stille 15 fornuftige ændringsforslag til lovforslaget om indfødsret. Ændringsforslagene drejer sig om, at man ikke skal give statsborgerskab til kriminelle, og derfor har man pillet de 15 personer, der har betingede og ubetingede fængselsdomme, af lovforslaget. Det synes vi er en god idé. Vi har i Dansk Folkeparti længe arbejdet for, at der ikke skal tildeles indfødsret, dvs. statsborgerskab, til kriminelle.
Desværre mistede Det Konservative Folkeparti modet og fandt ud af, at de ikke turde stille ændringsforslagene, og derfor ville de trække dem. Derfor har vi i Dansk Folkeparti så bedt om at få lov til at overtage dem, og det har vi så kunnet. Der er nogle, der springer op som en løve og falder ned som et lam, men vi tør godt fortsætte løvekursen og fastholde ændringsforslagene, og komikken bliver jo eklatant, når vi her ved punkt nr. 14 i dag skal stemme om det beslutningsforslag, som De Konservative så fornuftigt har fremsat, hvor de netop foreslår, at man ikke skal give indfødsret til kriminelle. Selv at stille ændringsforslagene her i Folketingssalen tør de altså ikke, men jeg har så hørt, at de trods alt stemmer for. Så jeg ved ikke, hvad man skal sige om den stramme udlændingepolitik i Det Konservative Folkeparti. Mig synes den en anelse komisk.
Men vi synes, at det er meget, meget vigtigt, at vi tager bestik af hver enkelt person, som ønsker at have indfødsret i Danmark. Vi skal tage højde for, hvem de er, og vi skal kun give den kæmpe gave, det er at få indfødsret i Danmark, til dem, som er værdige til det. Derfor ville vi også ønske, at man kunne diskutere hver enkelt person, sådan som man gjorde i de gode gamle dage i 1850, hvor det var selveste Grundtvig, der var indfødsretsordfører, der sørgede for, at man diskuterede hver enkelt af de personer, der på det tidspunkt skulle have indfødsret. Det er idealet for os.
Så vi er glade for at overtage ændringsforslagene, som vi så selvfølgelig beder om at få til afstemning. Så vi skal stemme om dem om et øjeblik, hvor vi stemmer ja til dem, og efterfølgende, da vi ved, at de bliver stemt ned, stemmer vi nej til det samlede lovforslag. For der er alt for mange personer – der er 1.861 personer – på lovforslaget, og det giver jo sig selv, at vi ikke kan sidde og diskutere det person for person her i Folketingssalen. Det ville jo tage flere år. Der er alt for mange, der er alt for mange fra kulturfremmede områder, og der er jo så også kriminelle på, så derfor kan vi selvfølgelig ikke stemme ja til L 180.
Men vi stemmer ja til ændringsforslagene og takker Konservative for at være faldet ned som lam, så vi kan overtage dem.