Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 68 Bilag 13, L 68 A Bilag 13, L 68 B Bilag 13
Offentligt
2125588_0001.png
Social- og Indenrigsudvalget
Mariager 15/12 2019
Retten til frihed
Individets beskyttelse i forhold til statsmagten er en af de væsentligste forskelle mellem et frit og et
totalitært samfund. Dette gælder navnlig retten til frihed og beskyttelse af sit familieliv. Barnets ret
til frihed og familieliv bør være omgærdet af samme retsgarantier som enhver voksens ret til
samme. At børn er forældres ejendom, har vi efterladt i fortiden. Barnet er sit eget retssubjekt.
Derfor giver det ingen mening at italesætte retssikkerhed som forældres kun i anbringelsessager,
som overskriften til L68 angiver. Et barn skal ikke bære ansvaret for egen retssikkerhed i samfundet,
men skal beskyttes mod statsmagtens invasive indgreb i dets familieliv ved barnets forældre og
videre færden under en anbringelse. Barnets ret til et familieliv kan ikke erstattes af plejere. De
biologiske forældre vil altid være barnets tarv og derfor bør alle partiers primære fokus være at
støtte familier i barnets behov i familien. Nedenfor vil jeg gennemgå nogle grundlæggende
retsgarantier, der er minimum for en retfærdig rettergang for barnet og derved en effektiv
beskyttelse af retten til et familieliv.
Opklaring af sagen
Det
akkusatoriske princip,
hvorefter det ikke er kommunen, der forestår opklaring af sagen, men er
uvildige, der forestår opklaring af sagen, og herefter er andre aktører, der indstiller til anbringelse,
samt en uvildig dommer der træffer afgørelse. I dag står kommunen for opklaring af sagen
(forælderkompetenceundersøgelse, børnefaglig undersøgelse mv.), indstilling til anbringelse af
barnet og for afgørelse ved Børn- og Ungeudvalgene (kommunalpolitikerne delegerer hvordan loven
skal forvaltes i kommunerne og derved hvem de ansatte i kommunen skal indstille til anbringelse).
Det svarer til, at politibetjenten går på gaden efter den person hun blev uvenner med, selv
undersøger sagen og samler beviser, samt fængsler uden andre involveret. Det bør være åbenbart
for enhver, at den nuværende ordning med opklaring, indstilling og afgørelse af samme kommune
med politikere som delegerende for forvaltningerne, med kommunale økonomiske interesser
indblandet, er langt fra nogen retsgaranti for familier eller børn. At høre Socialistisk Folkeparti
udtale, at man tror på at kommunerne vil familierne og børnene det bedste, må vi som ramt af de
”gode”
intentioner undrer os noget over at nogen kan tro. Kommunernes hyren privatkonsulenter til
at spare på mennesker med handicaps siger alt, jf.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/kommuner-
hyrer-konsulenter-til-spare-pa-handicappede
Hvorfor mon vi har frihedsrettigheder mod
statsmagten, hvis den altid vil os det godt? Virkeligheden er mindre rosenrød.
Sammenligneligt er dette vedrørende frihedsberøvelser af voksne udmøntet i at politiet efterforsker,
anklagemyndigheden stævner og dommeren dømmer. I fængsel fastsættes den fængslede borgers
retsstilling af uvildige undersøgere, en forsvarer og en uvildig dommer. Hvorfor skal børns ret til
beskyttelse fra statsmagten og livsvilkår under en anbringelse have en væsentlig ringere retsstilling?
Den materielle sandheds princip
Den som indstiller til anbringelse bør opretholde
objektivitetsprincippet,
hvilket betyder, at den
som indstiller til anbringelse også har pligt til at tage omstændigheder, der tyder på barnets tarv
bedst varetages i hjemmet, med i indstillingens bilag. Dette sker ikke i anbringelsessager i dag. Det
gælder både aktindsigt i egen sag, så forældre og barn har lige adgang til at forsvare sig selv, som
indstillingsmyndigheden har til at argumentere for en anbringelse. Det vil sige, at vi forældre sidder
1
 L 68 - 2019-20 - Bilag 13: Henvendelse af 16/12-2019 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn
2125588_0002.png
og skal forsvare invasive overgreb på vores børn, på vores glatte ansigter, mod forvaltningens
fre se dte sagsakter ed ” eviser”, so forvalt i ge selv har forestået.
Ofte møder forældre en afvisning af medbragte bilag, bliver ikke hørt og har på ingen måder adgang
til
princippet om kontradiktion.
Efter dette princip om kontradiktion bør forældre og store nok børn
have adgang til sagens samlede akter og ret til at forsvare sig og kommentere på sagens bilag. 3-4
timers advokatbistand får en forælder til hele forløbet i en anbringelsessag. Advokaten kan altså
knapt nå at sætte sig ind i sagens akter, der ofte er på flere hundrede sider. De få timer med en
advokat gør det vanskeligt for advokaten at nå at sætte sig ind i sagen og ofte efterlader det
forældrene og børnene om selv at modbevise det statsmagtens har uanede midler til at købe sig til
” eviser” for. Dette udgør ikke
lighed for loven.
I Lobben vs. Norge dommen fra storkammeret ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
gennemgår dommerne, at det var tilstrækkeligt med 21 vidneafhøringer, til oplysning af sagen. I
Danmark kan ingen få lov til at føre vidner i anbringelsessager. Det vil sige, at det er umuligt for
forældre og børn at modbevise de af forvaltningen udvalgte sagsakter de får af forvaltningen, kun
ganske få dage før de skal forsvare dem. Det er med andre ord umuligt at vinde for forældre og børn
indstillet til tvangsfjernelse af børnene.
Domsmyndigheden
Dommeren skal naturligvis være habil og derved ikke have egne interesser eller repræsentere andre
interesser i tilknytning til sagen. Dette kan langt fra siges at være tilfældet med de to politikere i
Børn- og Ungeudvalgene, der tilmed udgør en formand og en næstformand for udvalget, hvorfor der
ingen tvivl kan være om at dette skal ophøre. Lovgiver og dømmende magt har aldrig gået godt
sammen. I frihedsberøvelser af voksne har dommeren pligt til at opklare sagen og spørge ind til
uklarheder under sagens forløb. Anbringelsessager hører under civilsager, hvorfor en dommer i en
anbringelsessag ikke kan gøre dette. Hørte anbringelsessager under strafferetten, kunne dommeren
fastsætte at forvaltningen skulle give aktindsigt i god nok tid, og hjælpe med at opklare sagen under
sagens forløb, hvilket der er stort behov for, henset til at borgeren står meget svagt i forhold til
statsmagten med ubegrænset ressourcer. Ingen kvaler, ved anbringelse er det staten der betaler, jf.
Servicelovens § 176.
Princippet om forsvarets begunstigelse
Social- og Indenrigsminister, Astrid Krag, har i svar af 3/12 2019, til Anni Mathiesens (V) spørgsmål
97 til L68, udtalt:
”Jeg
vil hellere have at kommunerne løber den risiko, at barnet adskilles kortvarigt fra forældrene
uden grund,
end at det risikeres, at et barn udsættes for overgreb, uden at der bliver gjort noget for
at forhindre det.”
(Vores fremhævning)
At fjerne et barn fra dets forældre udgør det mest invasive overgreb på et barn, langt værre end
noget andet overgreb. At fjerne et barn fra dets primære omsorgsgiver er det mest skadelige man
kan gøre mod et barn.
Ministerens erkendelse af, at retssikkerheden er ikke-eksisterende -
”ude gru d”,
og det betyder,
at ethvert barn kan tvangsfjernes i dagens Danmark. Vi i Foreningen Klip
–
Forældre til anbragte børn
overvejer at videregive dette til FNs kommitté for Børns Rettigheder. Overgreb på børn fra
statsmagten er et brud på et utal af internationale konventioner som Danmark er forpligtet til at
overholde.
2
 L 68 - 2019-20 - Bilag 13: Henvendelse af 16/12-2019 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn
2125588_0003.png
Det er her vi som forening vil minde om, at ved clean cut metoder, som bruges i de fleste sager helt
uden grund, der er de psykiske skader på børn over adskillelsen fra deres forældre så stor, at det
forfølger barnet resten af livet. Der er heller ikke tale om en kortvarig adskillelse, når man først får
afprøvet afgørelsen administrativt i Ankestyrelsen (her er der heller ingen retsgarantier), 8 uger efter
Børn- og Ungeudvalget har påført ens familie deres
formodning,
til stor skade på både børn og
forældre samt deres indbyrdes tilknytning, relation og fremtidige frygt for statsmagten. Man når
først til en byretsprøvelse 10 måneder efter barnet er tvangsfjernet, hvorfor der ikke kan blive tale
om en kortvarig adskillelse.
Tiltroen til en statsmagt efter en uberettiget tvangsfjernelse af ens barn er ikke eksisterende, og i
Flensborg er ansat en person til at tage imod politiske flygtninge fra Danmark, der når at flygte inden
statsmagten i Danmark gør overgreb på børnene ved en adskillelse fra forældrene. Konstant
bekymring for ens barn, psykisk vold når statusser udebliver og børn i dyb mistrivsel under
anbringelsen, grundet savn til forældrene, er hverdag for os forældre til anbragte børn i Danmark.
Men Social- og Indenrigsministeren, Astrid Krag, vil hellere gøre skade på børn ved anbringelser før,
fremfor at lade barnet være ved sine forældre for længe, trods undersøgelser heraf viser, at det går
sidstnævnte bedre end de anbragte:
”
Sammenfattende peger resultaterne for anbringelsesområdet under ét på, at anbringelse uden for
hjemmet kan have nogle effekter i retning af større social marginalisering og udstødelse i 24-års-
alderen, når man sammenligner med unge, der på alle observerbare variable er matchet med de
tidligere anbragte, men ikke selv har været anbragt uden for hjemmet. Det indikerer, at anbringelsen
som sådan kan forårsage et relativt dårligere udgangspunkt for deltagelse på arbejdsmarkedet. De
indikatorer på social marginalisering og udstødelse, der er undersøgt, er, om de unge er under
uddannelse/i arbejde, og om de modtager kontanthjælp eller førtidspension.
…..
Resultaterne peger på, at anbringelser gennemsnitligt ikke kompenserer de anbragte børn for deres
problemer i tilstrækkelig grad til, at de kan deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med
jæv aldre de, der ellers på så a ge varia le so
uligt lig er de .”
Jf. side 90 og frem i VIVEs
undersøgelse:
https://pure.vive.dk/ws/files/236772/1135_Tidligere_anbragte_som_unge.pdf
Vi har derfor i Foreningen Klip
–
Forældre til anbragte børn ingen forståelse for Socialdemokraternes
ønske om at skade børn ved anbringelser, og stille dem ringere fremadrettet ved tvangsfjernelse fra
deres bedre mulighed for videreudvikling ved deres familier. Anbringelser stiller ikke børn bedre.
Social- og Indenrigsministeriet har modtaget rigtig mange ulykkelige sager om uberettiget
tvangsanbragte børn og lader passivt stå til og vil nu intensivere dette skadelige vanvid. Astrid Krag
opdigter narrativer den 10/12 2019 på Folketingets talerstol om, at det må være fordi børnene fik så
mange skader af at bo ved deres forældre, som ikke var i stand til at give børnene tilstrækkelig
omsorg og stabilitet. Det viser undersøgelsen fra VIVE ikke er sandt. Men det ved Astrid Krag også
efter de mange sager tilsendt Social- og Inderigsministeriet i sin tid som Social- og Indenrigsminister.
I Danmark har vi et
beskyttelsesprincip,
der går på, at man er uskyldig til det omvendte er bevist.
Dette støttes op af Menneskerettighedskonventionens artikel 6, hvorefter et barn også har ret til en
retfærdig rettergang ved indstilling til frihedsberøvelse og adskillelse fra sine forældre. Men i
Danmark frihedsberøver, skader og skiller vi børn fra deres forældre og søskende på
formodninger,
og uden adgang til en retfærdig rettergang, jf. ovenstående gennemgang. Vi har ikke nogen
retssikkerhed til at sikre os at få vores børn hjem igen, da de nuværende prøvelser ikke efterprøver
den materielle sandhed i sagerne, men udelukkende fokuserer på den formelle ret i afgørelserne.
3
 L 68 - 2019-20 - Bilag 13: Henvendelse af 16/12-2019 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn
2125588_0004.png
Altså om forvaltningen har begået nogle åbenlyse formelle fejl, og det prøves ikke om
tvanganbringelsen er rigtig eller forkert efter en juridisk afvejning af beviserne. Dette er
utilstrækkelig retssikkerhed og i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 6 og 8 samt
Grundlovens § 71.
Retten til et familieliv
Igen og igen ses afgørelser mangle at gennemgå hvad Menneskerettighedsdomstolen har
gennemgået i præmis 202-203 i Lobben vs. Norge afgørelsen fra storkammeret:
Præmis 202. The first paragraph of Article 8 of the Convention guarantees to everyone the right to
respect for his or her family life.
As is ell esta lished i the Court’s ase-law,
the mutual enjoyment
y pare t a d hild of ea h other’s o pa y o stitutes a fu da e tal ele e t of fa ily life, a d
domestic measures hindering such enjoyment amount to an interference with the right protected
by
this pro isio . A y su h i terfere e o stitutes a iolatio of this Arti le u less it is i
a orda e ith the la , pursues a ai or ai s that
is or are legitimate under its second paragraph
a d a e regarded as e essary i a de o rati so iety
Præmis 203. In determining whether the latter condition was fulfilled, the Court will consider
whether, in the light of the case as a whole, the reasons adduced to justify that measure were
relevant and sufficient for the purposes of paragraph 2 of Article 8 (see, among many other
authorities,
Paradiso and Campanelli,
cited above, § 179). The notion of necessity further implies that
the interference corresponds to a pressing social need and, in particular, that it is proportionate to
the legitimate aim pursued, regard being had to the fair balance which has to be struck between the
rele a t o peti g i terests.
Jf.
https://hudoc.echr.coe.int/eng#{%22itemid%22:[%22001-
195909%22]}
Der er tale om, at adskillelse fra forældre/søskende, omplacering eller anmodning om hjemgivelse af
børn kræver følgende prøvelse ifølge Menneskerettighedsdomstolen, jf.
Menneskerettighedskonventionens artikel 8:
1) (Forsat) anbringelse skal være relevant i forhold til det ønskede formål med anbringelsen. Der
skal altså være et åbenbart element af skade fra forælderen, jf. Servicelovens § 58.
2) Adskillelsen mellem forælder og børn, søskende imellem eller omplaceringen skal skyldes et
behov hos et eller begge børn. Begge børn skal have behov for at ikke at være sammen med
forælderen, og ligeså mellem søskende ved adskillelse samt ved omplacering.
3) Proportionalitet i omplaceringen/fortsat anbringelse til at opnå formålet med anbringelsen,
målt op imod retten til familieliv og fortsat frihedsberøvelse af barnet. Der skal laves en
vurdering af, om adskillelsen af barnet fra dets forældre legitimerer målet med anbringelsen
og derved den formodede skade. Ligeså skal der ved adskillelse af søskende, også opvejes om
skaden ved adskillelse opvejer målet med adskillelsen fra forældrene.
Disse prøvelser forestår kommunerne ikke, hvorfor det ikke er kommunerne der bør have ansvaret for
denne juridiske prøvelse, men en domstol, altid. At lave Lex Specialis lovgivning herom i servicelovens
og fjerne frihedsrettigheden i Grundlovens § 71 inspirerer Foreningen Klip til at anlægge sag mod
Danmark. Menneskerettighedskonventionen, Grundloven og Menneskerettighedsdomstolen udgør
Lex Superior og derved står over det Folketinget måtte ønske at krænke befolkningens
menneskerettigheder ved.
En mindreårig skal ikke misbruges til at frasige sig sine menneskerettigheder, som Liberal Alliance og
Socialdemokratiet forsøger at udnytte barnets umodenhed, manglende evne til at
4
 L 68 - 2019-20 - Bilag 13: Henvendelse af 16/12-2019 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn
konsekvensberegne samt manglende liverfaring til at krænke forældre og børns familieliv samt
barnets ret til frihed. Mange forældre i Foreningen Klip
–
Forældre til anbragte børn, har også selv
oplevet at være anbragt som børn, efter eget ønske, og erfaret at en anbringelse ikke var bedre, da
der ingen kærlighed var. Mange af os forældre valgte som børn at bo med vores forældre med behov
for støtte, og ville have ønsket at vores forældre kunne have fået støtte i deres forældrerolle, så vi i
dag havde en relation. At have været vores forældres støtte, og det kæmpe ansvar vi havde som børn
var uansvarligt af kommunerne at pålægge os. At give barnet ansvaret for sin egen livssituation er et
alt for stort ansvar for et barn at bære psykisk. Det er også en alt for svær opgave at give et barn,
grundet manglende evne til at forstå konsekvens før den unge bliver 21 år gammel og grundet
umodenhed
–
da erfaring gør man ved hvad man ønsker, hvilket børn ikke gør, da de ikke ved hvordan
det er at være anbragt.
Et barns manglende habilitet bringer os videre til, at forældre uden evnerne til at forsvare eget barn,
grundet manglende modenhed, mental tilbagestående, psykiske lidelser mv. bør ikke figurere som
a ri gelser ed sa tykke , da disse forældre ikke er i e positio til at h erke at gi e eller
modsætte sig samtykke til anbringelse af deres barn. Hvor er barnets retssikkerhed og beskyttelse
mod statsmagten i disse tilfælde? Også derfor skal barnets retssikkerhed sikres ved ovenstående
retsgarantier og en habil værge gives.
Refusion, jf. Servicelovens § 176
So vi har redegjort for i he ve delse o ”Øko o iske strukturer, jf. Servi elove s §
” af /
2019, står et anbragt barn stærkere økonomisk end et barn boende ved sine forældre. Dette
økonomiske incitament til at tvangsfjerne børn med omkostningstunge handicaps og incitament til
at opretholde anbringelser barndommen ud er et brud på retten til et familieliv, jf.
Menneskerettighhedskonventionens artikel 8. Dette økonomiske incitament er styrende i
anbringelsessager og bør fjernes.
Det er vores håb i Foreningen Klip
–
Forældre til anbragte børn, at Folketinget vil lade bestemmelsen
omfatte hjemmeboende børn og forældre med støttebehov. Sidstnævnte har den gavnlige effekt, at
børn af forældre med funktionsnedsættelser også får et familieliv og et netværk på lang sigt. Plejere
med handicaps bør ikke være bedre stillet for støtte, end forældre med handicaps, og anbragte børn
bør ikke være bedre stillet end hjemmeboende børn.
Sammenfattende
For at Danmark kan leve op til at give børn den frihedsbeskyttelse, jf. Grundlovens § 71, retten til
familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, retten til en retfærdig rettergang, jf.
Menneskerettighedskonventionens artikel 6 og Lobben dommens gennemgang heraf, så skal
ovenstående minimums retsgarantier indføres i anbringelsessager og undersøgelse- indstillings- og
domsmyndighed fjernes fra kommunerne. Børnedomstole er en mulighed, jf. professor i Socialret
ved Det Juridiske Fakultet, Kirsten Ketcher, men prøvelser under strafferetsplejen vil også sikre
samme. Udover sikring af retsgarantier i anbringelsessager, skal økonomiske incitamenter til at
tvangsfjerne og opretholde anbringelser fjernes, idet dette forhindrer retssikkerhed for børn. Som
konsekvens beskytter barnets ret til en retfærdig rettergang og respekt for sit familieliv også
forældrenes ret til samme ved statsmagtens indgreb i disse frihedsrettigheder.
Venlig hilsen
Kristina Kiettelmann Jensen
–
bestyrelsesmedlem i Foreningen Klip
–
Forældre til anbragte børn
Vejrmøllegården 20
5
 L 68 - 2019-20 - Bilag 13: Henvendelse af 16/12-2019 fra Foreningen Klip - Forældre til anbragte børn
9550 Mariager
Tlf: 60677647
6