Tak. Det her lovforslag omhandler jo en række forskellige tilpasninger af ejendomsvurderingsloven; jeg tror, der er 15 tiltag i alt i lovforslaget, hvor man sådan overordnet kan sige, at de har til formål at gøre det mere retvisende, at gøre reglerne mere gennemskuelige og ejendomsvurderingerne mere ensartede. Det siger vel egentlig også, at det simpelt hen er nødvendigt, for at man kan administrere det her system, og det er jo alle sammen formål, der er svære at være imod, så derfor kan vi støtte langt størsteparten af alle de her tilretninger. Jeg vil derfor heller ikke gå i dybden med dem her i førstebehandlingen, men jeg vil kun lave nogle nedslag på nogle af de punkter, som man kan sige der kan være lidt spørgsmål til eller der kan være lidt kød på.
Det første jeg vil nævne, handler om den del om klager og retssager, hvor det jo foreslås med lovforslaget, at man, hvis man klager og får ret – altså at man står til at få en lavere vurdering end den, der ellers er sat – gælder den i 6 år. For at man kan få sat den ned, skal der, i forhold til det, man får ret i, være et udsving på 20 pct., for at det slår igennem. Det, der så er problemet her i lovforslaget, altså det, man prøver at løse, er det, man kalder ringe i vandet – altså, hvordan det måske påvirker naboen eller dem, som har sammenlignelige ejendomme i området; hvordan slår det igennem i forhold til dem?
Noget af det, som jeg i hvert fald godt kunne tænke mig at få klarlagt, er, hvad man så gør efter de 6 år. Falder det så bort, og skal man så klage igen? Der kunne jo godt være forhold, man har klaget over, som efter 6 år ikke har ændret sig. Jeg er med på, at man foreslår 6 år, fordi der er den her grundværdikurve; der nulstiller man efter 6 år, og så kigger man på nye nabosalg, som kan have påvirkning på vurderingen. Men den ting, som man har klaget over, kan jo godt være et tiltag, som påvirker værdien i nedadgående retning, og som også er der efter 6 år. Jeg synes måske ikke, at man sådan retssikkerhedsmæssigt skal tage kampen hvert sjette år og klage igen og igen.
Så er der også en anden del, som måske er et lidt mere tænkt eksempel, men som sagt er det jo over 20 pct. af værdien, der skal flyttes ved en klage, for at det bliver til noget. Det giver god mening, men hvis nu naboen siger, at det kun har en effekt på 19 pct., så retter man ikke ejendomsvurderingen ind. Det kan også være en klage, der kommer fra et andet sted i byen, hvor det også kun er 19 pct., og så er man faktisk oppe på 38 pct., men begge to falder bort, fordi de er under 20 pct. Så der kan faktisk være forskellige klager, som spiller ind på samme tid, men som alle sammen falder bort, hvis de ligger under de 20 pct., og der synes jeg, det er svært lige at se, hvordan man håndterer det. Altså, umiddelbart ser det ud, som om man ikke håndterer det – i hvert fald i lovforslaget – for der kan godt være nogle eksempler, som man senere hen kan støde på, hvor folk kommer i klemme i forhold til det her, men det kan vi jo prøve at få afklaret i udvalgsbehandlingen.
Så er der noget om de her nulskattesager, som Venstres ordfører også var inde på. Kort fortalt handler det om 1.200 boligejere, som i op til 10 år ikke har betalt ejendomsværdiskat. Det er i øvrigt ret kritisabelt, fordi skattevæsenet faktisk har vidst det. I de 10 år, hvor der var det her problem, har der været borgere, der har skrevet ind om, at de ikke betalte deres skat, og alligevel er der ikke sket noget. Og så ender det jo på politikernes bord, som efter 10 år skal prøve at råde bod på det.
Tidligere har det været sådan, at man normalt skulle betale for op til 3 år tilbage, altså at man kunne gå 3 år tilbage i tiden, og så var der det, der hed burdeviden, hvor man så kunne gå op til 10 år tilbage. Umiddelbart er det måske fair nok, som kammeradvokaten også har konkluderet, for man bør vel vide, at man i Danmark betaler ejendomsskat. Det foreslås så med det her forslag, at man kun går 3 år tilbage, eller 0 år, hvis man kan dokumentere, at man faktisk har gjort skattevæsenet opmærksom på det. Jeg synes egentlig ikke, at det er en god løsning. Det er det selvfølgelig for de 1.200 boligejere, men jeg synes også, man skal tage hensyn til alle andre boligejere og alle andre danskere, som jo i dag er pressede, fordi der er så mange problemer med skattevæsenet, og som nu igen ser, at der er nogle, der slipper for at betale det, de skal.
Jeg synes jo, løsningen oprindelig burde have været, at man fik det til at ligne resten af skatteområdet, altså hvor man som udgangspunkt går 3 år tilbage, men at man kan gå op til 10 år tilbage, hvis der er med forsæt eller grov uagtsomhed, for sådan er det på alle andre områder. Forskellen er jo, om det skal være burdeviden, eller om det skal være grov uagtsomhed, og jeg tror faktisk ikke, der er nogen, der groft har prøvet på at spekulere i det her. Det, at folk har sendt henvendelser ind, viser jo, at det åbenlyst ikke har været grov uagtsomhed eller med forsæt, så de ville jo naturligvis slippe med 3 år. Men så er man ude over, at man laver sådan en særregel, hvor der er folk, der slipper for at betale det, de faktisk skulle.
Jeg synes egentlig også, det er lidt spøjst, når man ser på bemærkningerne i lovforslaget, hvor man skriver:
»Regeringen har med forslaget lagt vægt på, at boligejere skal betale den korrekte boligskat, og at der ikke skal gøres forskel på boligejere.«
Så kommer forslaget efterfølgende, hvor man så gør forskel på boligejerne, og det synes jeg egentlig er lidt selvmodsigende. Altså, det er lidt selvmodsigende, at man bruger sådan en sætning i et lovforslag, som går stik imod det, som man faktisk finder som løsning, for nu skal danskerne så igen se, at der er nogle boligejere, der slipper billigere end andre. Og det kunne man altså have undgået, hvis man bare havde fået ejendomsværdiområdet til at ligne resten af skatteområdet, hvis man sagde, at det som udgangspunkt var 3 år eller op til 10 år, hvis det var med forsæt eller med grov uagtsomhed. Jeg synes ikke, vi skal ind og lave flere af den her slags særregler.
Så afslutningsvis kan jeg sige, at vi kan støtte langt de fleste tiltag, men er ikke tilhængere af den her løsning, som er fundet i forhold til nulskattesagerne, så den del støtter vi ikke. Og så havde vi lidt afklarende spørgsmål omkring klager og retssager, og det forventer vi ret klart at vi støtter, når vi kommer til tredjebehandlingen, men der kan være nogle ting, vi lige skal have undersøgt i udvalgsbehandlingen. Det var ordene.