Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20, Social- og Indenrigsudvalget 2019-20
L 68 , L 68 A , L 68 B
Offentligt
2122401_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 9054
Doknr.
174296
Dato
09-12-2019
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 29. november 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 4 (L 68) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 4:
”Er ministeren ikke bekymret for, at forslaget, som vil give kommuner hjemmel til
tvangsmæssigt at fuldbyrde afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke og
evt. med politiets hjælp, kan blive misbrugt?”
Svar:
Med lovforslaget lægges der op til at indføre en hjemmel til tvangsmæssig fuldbyrdelse
af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke, der er truffet efter
servicelovens § 69, stk. 3, eller § 24, stk. 1, i lov om bekæmpelse af
ungdomskriminalitet.
Forslaget udmønter dele af satspuljeaftalen for 2019-2022 og skal sikre, at barnet eller
den unge kan få den nødvendige hjælp, også i de helt særlige tilfælde, hvor det trods
tæt inddragelse og dialog ikke er muligt at opnå f.eks. barnets eller den unges frivillige
medvirken, og hvor det ikke desto mindre er af afgørende betydning af hensyn til
barnets eller den unges bedste, at afgørelsen fuldbyrdes.
Baggrunden, for at forslaget indgik satspuljeaftalen, var bl.a., at Folketingets
Ombudsmand i november 2016 rettede henvendelse til ministeriet og bad ministeriet
oplyse, om ministeriet mente, at der var grundlag for at søge tilvejebragt en hjemmel
til tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted
–
også i de tilfælde,
hvor barnet opholder sig hos andre end forældremyndighedsindehaverene.
Det er klart, at tvangsmæssig fuldbyrdelse af en afgørelse kan opleves meget
indgribende af barnet eller den unge, forældrene og eventuelle andre involverede. Det
kan være tilfældet ved fuldbyrdelse af f.eks. afgørelser om anbringelse uden samtykke
efter de gældende regler i servicelovens § 64 og vil også kunne være tilfældet ved en
ordning, der giver hjemmel til tvangsmæssigt at fuldbyrde afgørelser om ændret
anbringelsessted uden samtykke i helt særlige tilfælde.
Derfor lægger vi med lovforslaget op til at tydeliggøre i serviceloven, at fuldbyrdelse af
tvangsmæssige afgørelser skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader og
med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge
mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges
og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til
afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges bedste i
afgørende grad taler imod.
 L 68 - 2019-20 - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om konkrete eksempler på ’helt særlige tilfælde’, hvor kommuner med hjemmel i forslaget vil kunne tvangsfuldbyrde en afgørelse om flytning, til social- og indenrigsministeren
2122401_0002.png
Kommunen skal således så vidt muligt søge at undgå, at det bliver nødvendigt at
fuldbyrde sådanne afgørelser tvangsmæssigt. Dette er uddybende beskrevet i
lovbemærkningerne, herunder de afvejninger og hensyn, der skal foretages med
henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Der er tale om udførlige
bemærkninger, der kan understøtte kommunernes praksis.
I de ganske få tilfælde, hvor fuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted
uden samtykke med politiets bistand kan blive nødvendigt af hensyn til barnets eller
unges bedste, vil kommunen skulle registrere og indberette det til Ankestyrelsen.
Kommunens begrundelse og barnets eller den unges oplevelse af episoden skal
fremgå. Ankestyrelsen udarbejder en rapport, som bliver oversendt til Folketinget, så
det bliver muligt at følge praksis tæt.
Så derfor er jeg samlet set betrygget i, at vi med satspuljeaftalen har fundet en løsning,
der sikrer hensynet til den unges bedste i de her få meget komplekse sager, og hvor vi
vil kunne følge anvendelsen af den ny hjemmel i praksis.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2