Europaudvalget 2019-20
Rådsmøde 3720 - udenrigsanliggender Bilag 1
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
EKN, sagsnr.: 2019-1139
Den 2. oktober 2019
Rådsmøde (udenrigsanliggender) den 14. oktober 2019
SAMLENOTAT
1. Afghanistan ...................................................................................................................................2
2. Ukraine .........................................................................................................................................4
1
Rådsmøde nr. 3720 (udenrigsanliggender) den 14. oktober 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 14/10-19
2084658_0002.png
1. Afghanistan
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
På rådsmødet (udenrigsanliggender) forventes en generel drøftelse af udviklingen i Afghanistan og EUs tilgang i
lyset af det afghanske præsidentvalg den 28. september 2019 og den seneste udvikling i forhandlingerne mellem
USA og Taliban.
2. Baggrund
Den 8. september 2019 aflyste USA's præsident et hemmeligholdt planlagt møde med Taliban og
præsident Ashraf Ghani og det forlyder, at forhandlingerne mellem USA/Taliban er sat på pause.
Det er endnu uvist, hvad dette vil betyde på længere sigt for den afghanske fredsproces. Den
næsten færdigforhandlede aftale indeholdt efter sigende følgende punkter: 1) Tidslinje for
troppereduktioner; 2) anti-terrorgarantier fra Taliban; og 3) start på intra-afghanske
fredsforhandlinger mellem den afghanske regering og Taliban. En egentlig våbenhvile var ikke en
del af aftalen. Siden USA’s udmelding er der ikke igangsat yderligere tiltag i de intra-afghanske
samtaler, som man ellers forventede, at Norge ville facilitere i Oslo.
Afghanistan gennemførte d. 28. september 2019 præsidentvalg
det fjerde siden 2001. Valget
blev afviklet under vanskelige sikkerhedsforhold, selvom der var færre angreb end frygtet.
Valgdeltagelsen var lav. Af de omkring 9,5 millioner registrerede vælgere tyder foreløbige
meldinger på, at omkring 1,5-2 millioner afghanere stemte. Et foreløbigt valgresultat forventes
den 19. oktober. Det videre forløb ventes
ligesom ved tidligere valg
at være præget af
gensidige beskydninger om valgsvindel og køb af stemmer. Der forventes et tæt løb mellem de to
topkandidater, siddende præsident Ghani og ’CEO’ Abdullah Abdullah. EUs
udenrigsrepræsentant, Federica Mogherini, har i en udtalelse d. 30. september budt valget
velkommen og understreget vigtigheden af, at de afghanske valginstitutioner på upartisk, effektiv
og transparens vis forvalter deres ansvar i tråd med afghansk lov. Desuden opfordrer Mogherini
alle kandidater til at afvente den afghanske valgkommissions udmeldinger om valgresultatet. EU
har bl.a. bidraget med støtte til afghanske medier for at fremme en troværdig og dækkende
pressedækning af valgprocessen, ligesom man har udsendt en mindre valgekspertmission.
I november 2018 præsenterede EU’s udenrigsrepræsentant en fempunktsplan for, hvordan EU
kan understøtte en fremtidig politisk fredsaftale. De fem punkter er: 1) At skabe rum for en fuldt
inkluderende fredsproces; 2) understøtte fornødne reformer efter en politisk fredsaftale; 3)
assistere med reintegration af tidligere kombattanter; 4) hjælpe med at garantere freden; og 5)
promovere regional stabilitet gennem handel og infrastrukturprojekter.
3. Formål og indhold
Det forventes, at EU's udenrigsrepræsentant vil redegøre for udviklingen i Afghanistan, herunder
i lyset af præsidentvalget og arbejdet med at levere på
EU’s
fempunktsplan. Der forventes fortsat
generel opbakning fra EU-kredsen til fempunkts-planen og at EU holder den kommende
afghanske præsident fast til sine forpligtelser, herunder til reformdagsorden,
menneskerettigheder, god regeringsførelse, tilbagetagelser og korruptionsbekæmpelse.
2
Rådsmøde nr. 3720 (udenrigsanliggender) den 14. oktober 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 14/10-19
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Sagen forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for
statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes enighed om EU’s udenrigsrepræsentantens redegørelse. Danmark bør udtrykke
støtte til redegørelsen, herunder særligt fempunktsplanen.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen ser gerne en koordineret EU-rolle i Afghanistan. EU bør holde den afghanske
regering fast på reformdagsordenen og øvrige forpligtelser, herunder i relation til menneske-
rettigheder, god regeringsførelse, tilbagetagelser og korruptionsbekæmpelse. Regeringen støtter,
at EU arbejder for en så ordnet, fair og transparent valgproces, som muligt. Endelig støtter
regeringen en genoptagelse af forhandlinger mellem USA og Taliban, som et led i at fremme en
inkluderende og bæredygtig intra-afghansk fredsaftale.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.
Afghanistan blev senest forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 3. april 2019.
3
Rådsmøde nr. 3720 (udenrigsanliggender) den 14. oktober 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 14/10-19
2084658_0004.png
2. Ukraine
KOM dokument foreligger ikke
Nyt notat.
1. Resumé
Der forventes en kort drøftelse af den seneste udvikling i Ukraine og EUs tilgang med særlig vægt på konflikten i
Østukraine; drøftelsen er også en anledning til at koordinere budskaber før EU-udenrigsministrenes efterfølgende
uformelle frokostdrøftelse med Ukraines udenrigsminister. Der forventes på rådsmødet udtrykt fortsat støtte til
implementeringen af Minsk-aftalen som grundlaget for en politisk løsning på konflikten i det østlige Ukraine
samt
fortsat opbakning til EU’s ikke-anerkendelse
af den illegale russiske annektering af Krim. For så vidt
angår reformprocessen i Ukraine forventes anerkendelse af det nye politiske lederskabs ambitiøse reformdagsorden,
men også en bekymring for bl.a. den fortsatte korruption og oligarkers indflydelse.
2. Baggrund
Der forventes en kort drøftelse af den seneste udvikling i Ukraine og EUs tilgang med særlig
vægt på konflikten i Østukraine, hvor der ved forhandlingsbordet på det seneste har været visse
fremskridt. Reformprocessen i Ukraine forventes ligeledes at være i fokus under drøftelsen.
Den 21. juli 2019 blev der afholdt parlamentsvalg i Ukraine. Den store vinder var det nye parti
”Folkets Tjener”, som
blev etableret af Volodymyr Zelensky, der blev valgt til præsidentposten
den 21. april. Det nye parlament godkendte den 29. august en ny regering baseret på Folkets
Tjeners absolutte flertal. Regeringen har fremlagt et meget ambitiøst reformprogram med fokus
på især korruptionsbekæmpelse.
Ukraines udenrigsminister Vadim Prystaiko aflægger den 14. oktober sit første besøg til Bryssel i
denne kapacitet, og er i den forbindelse gæst ved EU-udenrigsministermødets uformelle
frokostdrøftelse. Zelensky har klart signaleret sit fokus på Ukraines fortsatte europæiske og
transatlantiske integration samt reformdagsordenen, herunder et forbedret erhvervsklima og
korruptionsbekæmpelse. Han ønsker at fremme en konfliktløsning og har rakt hånden ud til
befolkningen i det østlige Ukraine.
Fangeudvekslingen mellem Rusland og Ukraine (35 fanger på hver side), som fandt sted den 7.
september, har bidraget til en forsigtig optimisme for de fransk-tyske bestræbelser på at relancere
forhandlingerne med Rusland og Ukraine i
det såkaldte ”Normandiet-format”
om en politisk
løsning af konflikten i det østlige Ukraine på baggrund af Minsk-aftalen. Centrale emner er
opnåelsen af en våbenhvile samt de vanskelige spørgsmål knyttet til afholdelsen af lokalvalg i og
tildelingen af særstatus for de separatistkontrollerede områder i det østlige Ukraine.
Den 1. oktober meddelte præsident Zelensky, at der var gjort yderligere fremskridt i
forhandlingerne om en køreplan for gennemførelsen af Minsk-aftalen. På den baggrund
forventes et topmøde i Normandiet-formatet at finde sted inden for kort tid. Det sidste topmøde
fandt sted for mere end tre år siden. Varigheden af EU’s økonomiske sanktioner over for
Rusland er knyttet til fuld implementering af Minsk-aftalen.
Danmark har internationalt opnået en særlig stærk profil vedrørende støtte til Ukraines
reformproces, bl.a. ved at sætte Ukraine på EU’s dagsorden og
gennem værtskabet for Ukraine-
reformkonferencen i juni 2018 i København. Den nuværende fase af Danmarks bilaterale støtte
4
Rådsmøde nr. 3720 (udenrigsanliggender) den 14. oktober 2019 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 14/10-19
under Naboskabsprogrammet (2017-2021) har et budget på DKK 860 mio., heraf udmøntes ca.
2/3 til Ukraine og den øvrige del til Georgien.
3. Formål og indhold
Der forventes en kort drøftelse af situationen i Ukraine med vægt på både konflikten med
Rusland og reformprocessen. Drøftelsen er også en anledning til at koordinere budskaber før
EU-udenrigsministrenes efterfølgende uformelle frokostdrøftelse med Ukraines
udenrigsminister.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Sagen forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for
statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen er ikke sendt i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdning
Der forventes generel opbakning til EU’s ikke-anerkendelsespolitik
i forhold til Krim samt til
behovet for implementering af Minsk-aftalen som grundlag for en politisk løsning af konflikten i
det østlige Ukraine. Der ventes desuden bred opbakning til Ukraines reformproces.
10. Regeringens generelle holdning
Det er regeringens holdning, at et reformeret, stabilt og velstående Ukraine er landets bedste
modsvar til russisk aggression. I relation til konflikten i det østlige Ukraine støtter regeringen
fuldt ud op om Ukraines suverænitet og territoriale integritet og om en fuld implementering af
Minsk-aftalen.
Regeringen støtter fuldt ud EU’s ikke-anerkendelsespolitik
i forhold til Ruslands
illegale annektering af Krim.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.
Sagen har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg til orientering den 8. februar 2019.
5