Rådsmøde nr. 3722 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse - beskæftigelses- og socialdelen) den 24. oktober 2019 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 24/10-19

Europaudvalget 2019-20
Rådsmøde 3723 - beskæftigelse mv. Bilag 2
Offentligt

Samlenotat til EPSCO-Rådsmødet den 24. oktober

2019

1. Det Europæiske Semester 2020 .............................................................................2

2. Fremme af foranstaltninger mod forskelsbehandling i EU (Forslag til Rådets

direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering) ...................................................4

4. Meddelelse om mere effektiv beslutningstagning inden for socialpolitikken .....52

Rådsmøde nr. 3722 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse - beskæftigelses- og socialdelen) den 24. oktober 2019 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse m.v. 24/10-19 - socialdelen

1. Det Europæiske Semester 2020

Godkendelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Forud for det kommende års Europæiske Semester udarbejder

Beskæftigelseskomitéen (EMCO) og Socialkomitéen (SPC) hvert efterår rapporter,

der viser udviklingen i henholdsvis beskæftigelsen og de sociale forhold.

Rapporterne viser samtidig udviklingen i forhold til

at nå EU’s 2020-mål

og de

tilhørende nationale mål.

På beskæftigelsesområdet

er EU’s 2020-mål

en beskæftigelsesfrekvens på 75 pct.

Det danske 2020-mål er en beskæftigelsesfrekvens på 80 pct.

På socialområdet er EU’s 2020-mål,

at personer i fare for fattigdom bør reduceres

med 20 millioner. Det danske 2020-mål på socialområdet er, at antallet af personer

i danske husstande med meget lav beskæftigelsesgrad skal reduceres med 22.000.

2. Formål og indhold

På EPSCO-rådsmødet skal ministrene drøfte og godkende rapporterne om

udviklingen i hhv. beskæftigelsen og de sociale forhold i EU.

Fra rapporten om udviklingen på beskæftigelsesområdet kan følgende fremhæves:

Beskæftigelsesfrekvensen i EU var 73,2 pct. i 2018, hvilket er 1 procentpoint

højere end 2017. Beskæftigelsesfrekvensen er dermed på sit højeste

nogensinde. Samtidig er der fortsat markante forskelle på medlemslandene.

Væksten i beskæftigelsesfrekvensen har været positiv flere år i træk. Prognosen

for de næste to år viser yderligere fremgang, der dog ventes at være mindre end

foregående år grundet aftagende økonomisk vækst.

Det forventes derfor ikke, at EU når sit 2020-beskæftigelsesmål på 75 pct.,

men at beskæftigelsesfrekvensen for 2020 vil være 74,3 pct.

Af beskæftigelsespolitiske områder, der kræver opmærksomhed, fremhæves

aktiv arbejdsmarkedsindsats, skat på arbejde, lønfastsættelse, balancen for

familie- og arbejdsliv, lighed mellem kønnene, udbud af tilstrækkelige

færdigheder, livslang læring samt voksen- og efteruddannelsessystemet.

Fra rapporten om udviklingen af sociale forhold i EU kan følgende fremhæves:

Mere end 5 mio. personer er blevet løftet ud af risiko for fattigdom og social

eksklusion i EU i 2017 (seneste år, hvor data haves for hele EU).

Der er overordnet set fremgang inden for alle tre dimensioner, der indgår i

2020-målet; både antallet af personer der lever i husholdninger med lav

beskæftigelsesfrekvens, indikatoren for risiko for fattigdomsamt antallet af

personer, der lider materielle afsavn.

På trods af disse fremskridt vurderes det ikke muligt at nå målet, om at løfte 20

mio. personer ud af risiko for fattigdom og social eksklusion inden 2020.

Der er store forskelle medlemslandende i mellem, og i flere medlemslande går

udviklingen den forkerte vej for personer, der lever på kanten af

arbejdsmarkedet.

I de fleste medlemslande er antallet af hjemløse endnu ikke faldet, og i nogle

lande er antallet stigende.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Ikke relevant.

4. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv samfundsøkonomiske, erhvervsøkonomiske eller

statsfinansielle konsekvenser.

Det kan have positive samfundsøkonomiske, erhvervsøkonomiske og

statsfinansielle konsekvenser, i det omfang en konsistent implementering af

landespecifikke anbefalinger bidrager til at understøtte bæredygtig vækst og

beskæftigelse i EU.

7. Høring

Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold er orienteret om

rapporterne.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ventes generelt opbakning blandt medlemslandene til rapporterne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen finder det relevant at følge udviklingen i EU ift. beskæftigelses- og

sociale forhold. Det er endvidere nyttigt, at både udfordringer og gode resultater

fremhæves, så medlemslandene har mulighed for at lære af hinanden.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

2. Fremme af foranstaltninger mod forskelsbehandling i EU (Forslag til

Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle

uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering)

- Politisk drøftelse

Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om

ligebehandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro,

handicap, alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel

følgegruppe med henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske

konsekvenser. Regeringen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats

mod diskrimination og bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række

betænkeligheder, idet forslaget indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser

og ligeledes vagt udformede undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er

derfor nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere

juridiske og økonomiske konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere

generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

Regeringen vil arbejde for en afklaring af de afgrænsnings- og

fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktivforslaget, navnlig i relation til

beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det

franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske,

cypriotiske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske, luxembourgske,

nederlandske, slovakiske, maltesiske, etiske, bulgarsk, østrigske, rumænske og

finske formandskab.

Sagen ventes på dagsordenen til politisk drøftelse.

2. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem

mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder

eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af

de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU

af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er

forbud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller

seksuel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og

erhvervsuddannelse.

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om

at bekæmpe diskrimination og er konsistent

med EU’s tværgående mål, herunder

især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa

2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social

inklusion.

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i

artikel 26 i FN’s konvention om

borgerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for

loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.

I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle

ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder

race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller

social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder

artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt

diskriminationsforbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om

borgerlige og politiske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention alene anvendelse i forhold til de

rettigheder, der omfattes af denne konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt

diskriminationsforbud i artikel 21.

3. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,

da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at

gennemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet

forbyder ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens

artikel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der

fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-

traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på

grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle

orientering. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller

praksis, som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens

for en person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig

gældende.

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at

retfærdiggøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse,

betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at

opfylde det hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke

en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt

klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver

vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap

anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse

med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med

direktiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et

legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er

hensigtsmæssige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således

ikke til hinder for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale

goder, til uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående

betingelser opfyldes.

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod

direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige

krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med

forskelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og

handicap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med

bestemte produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved

risikovurderingen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til

den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at

beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn

til social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder,

uddannelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for

offentligheden.

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under

Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet

og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder

tilrettelæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes

kompetence, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med

adgang til uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen,

herunder undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan

endvidere give mulighed for ulige behandling ved adgang til

uddannelsesinstitutioner baseret på religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig

status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette

indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de

ønsker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid

sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder

princippet om ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens

og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke

bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse

personers indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for

behandling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med

handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt

adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for

offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en

uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for

de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt

omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.

Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i

betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder

organisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige

fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats

artikel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage

særforanstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at

fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder

omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør

sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har

været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige

procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt

har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives

mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative

procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne

bestemmelse.

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den

tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf.

direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på

grundlag af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at

princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver

finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede

forskelsbehandling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til

beskyttelse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres

rettigheder i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal

informere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem

de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en

legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til

den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne

have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af

ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende

adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv

2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer

på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om

ligebehandling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme

som dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for

forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af

forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på

ligebehandlingsområdet.

Artikel 13: Overholdelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle

love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om

ligebehandling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders

interne regler og vedtægter for foreninger, der strider mod

ligebehandlingsprincippet, erklæres ugyldige eller ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens

praksis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse,

der skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling.

Godtgørelsen skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en

præventiv effekt.

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til

at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de

nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at

sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter

vedtagelsen af direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel

aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af

direktivet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten

tages hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de

relevante ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende

Rettigheder.

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,

er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og

proportionalitetsprincippet således:

”Subsidiaritetsprincippet

finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er

omfattet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i

tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på

fællesskabsplan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod

forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering i alle medlemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med

hensyn til borgernes og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også

hvis de bevæger sig mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere

direktiver, der er blevet vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1

(EUF-traktatens artikel 19, stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med

hensyn til at opnå en bedre beskyttelse mod forskelsbehandling. I

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går det foreslåede direktiv ikke

ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de fastlagte mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social

beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på

beskæftigelsesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime

samfundsmæssige valg på områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal

respekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af

uddannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller

familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende

spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som

følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse

spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre

religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således

f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som

tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller

bruge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af

samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og

staten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

6. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige

sammenhænge. Bestemmelserne i direktivforslaget er i sin nuværende form så

elastiske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation,

hvor Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er

fastsat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt

formål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af

direktivet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder,

der kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af

mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker

med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse

samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er

tilgængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den

ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende

ændringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det

vanskeligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af

artiklen, at medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre

gennemførelsen af rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig

stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag

for de juridiske overvejelser på det enkelte ressortministeriers område, som

beskrives nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye

konkrete tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.

Børne- og Socialministeriets område

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Børne og

Socialministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og

derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig

direktivtekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der

måtte være behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det

gælder for eksempel ydelser efter serviceloven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,

herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at

sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget

vurderes at skulle undersøges nærmere.

Hjælp til dækning af merudgifter

§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og

folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til

personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov

om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Det skal bemærkes, at Børne- og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet

blev frifundet i en retssag om, hvorvidt det er i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med tillægsprotokol 1,

artikel 1, at en borger ikke længere tildeles dækning af merudgifter efter

serviceloven efter overgang til folkepension samt invaliditetsbeløb efter

førtidspensionsloven.

Ledsageordning

§ 97, stk. 2, i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers

ledsagelse om måneden til personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog

således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes

alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

§97, Stk. 2, fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om

måneden ved det fyldte 67. år, bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.

Beskyttet beskæftigelse

§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet

beskæftigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på grund af

betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer

ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet,

og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på

Beskæftigelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social

foranstaltning. Dette indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har

krav på at modtage feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det

ordinære arbejdsmarked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat

regler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være

egnet til formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,

er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver

bolig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.

Fra 1. januar 2020 bliver det muligt at målrette botilbud til længerevarende ophold

efter serviceloven til unge mellem 18 og 35 år med henblik på at understøtte, at

beboerne kan leve et ungdomsliv sammen med jævnaldrende. Beboerne vil skulle

fraflytte tilbuddet inden det fyldte 35. år.

Handleplaner

§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er

hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes

hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53,

når afgørelsen er truffet efter lov om social service. Er der tale om børn under 15

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn

og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det

gælder eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om

samvær og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål

at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-

22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov

for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Børn og unge, der er tvangsanbragt

umiddelbart inden

det 18. år,

har

ret til at få

efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes

unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk.

3, nr. 1.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er

eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, eller § 14 i lov om

bekæmpelse af ungdomskriminalitet på eget værelse, kollegium eller

kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det 19. år.

Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold

efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der

imidlertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter

voksenreglerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp,

omsorg og støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og

3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.

For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der

umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i

kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan kommunalbestyrelsen

træffe afgørelse om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges

plejefamilie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende

unge, kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden

plejefamilie, som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om

anbringelse hos en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.

Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål

under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven,

kontanthjælpslovgivningen, børnetilskudsreglerne, beskæftigelsesindsatsloven og

pensionsreglerne indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til

erhvervelse af ret til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks. ophører

retten til arbejdsløshedsdagpenge, når en person når folkepensionsalderen, og

førtidspension kan som udgangspunkt ikke tilkendes personer under 40 år.

Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er

dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at

arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i reglerne om f.eks. efterløn, fleksydelse,

delpension, fleksjob, social pension, kontanthjælp, arbejdsskadeforsikring og i de

særlige ungeregler om medlemskab/optagelse i en

arbejdsløshedsforsikringsordning.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte

forskelsbehandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet.

Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i

forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse,

forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver

må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig

videreuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for

enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der

anviser beskæftigelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige

tilpasninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap

adgang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være

urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang

gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig

stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at aldersgrænserne i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til

direktivet. Det forudsættes, at de aldersbestemte regler i

arbejdsløshedsforsikringsloven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter

artikel 2, stk. 6, og ikke er omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel

3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk a-kasse er det en betingelse, at man er

fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har

gennemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man

optages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse

ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-

kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man

derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Et medlem af en a-kasse kan overgå til et særligt seniormedlemsskab efter

udgangen af den måned, hvor pågældende når folkepensionsalderen. Hvis man ikke

er medlem af en a-kasse i forvejen, kan man blive optaget som seniormedlem, når

man har nået folkepensionsalderen. Seniormedlemsskab af en a-kasse giver ikke ret

til arbejdsløshedsdagpenge eller andre ydelser fra a-kassen. Seniormedlemsskab

giver ret til hjælp til og vejledning om jobsøgning, hvis seniormedlemmet anmoder

herom.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser relatereret til handicapkriteriet

Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov om

arbejdsskadesikring fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen

kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle

lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der

ydes således ikke kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige

og/eller erhvervsmæssige forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller

erhvervsevne allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den

forudbestående sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i

det væsentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for

erstatningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når

det er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne

skyldes andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med

handicap kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.

Bestemmelser relatereret til alderskriteriet

Godtgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-

økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for

hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var

tilskadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes godtgørelsen

med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved

arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det

fyldte 69. år, og udgør derefter 60 procent af den almindelige godtgørelse.

Baggrunden, for at det er valgt at lade godtgørelsen nedsætte for ældre personer, er,

at ældre personer ikke skal leve så længe med det varige mén som yngre personer.

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen

af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Hvis

tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver den løbende erstatning omsat til et

engangsbeløb (kapitalerstatning). Er erhvervsevnetabet 50 procent eller derover,

har den tilskadekomne mulighed for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af

erhvervsevne på 50 procent, til en kapitalerstatning, mens den resterende del af

erstatningen udbetales som en løbende erstatning. Kapitaliseringsfaktorerne, der

anvendes til omsætning af løbende erstatning til kapitalerstatning, fastsættes efter

aktuarmæssige principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i

forhold til alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre, jo ældre

tilskadekomne er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng

med folkepensionsalderen. Det gælder f.eks. efterløn, fleksydelse og delpension,

som er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder en

række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller begrænsninger i

arbejdsevnen. Der kan opstilles følgende ikke udtømmende liste over

beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser

–

direkte eller

indirekte

–

om alder og begrænsninger i arbejdsevnen:

Ordning

Ressourceforløb

Jobafklaringsforløb

Afgrænsning

Personer med komplekse problemer ud over

ledighed. Ophør ved folkepensionsalderen.

Alle uarbejdsdygtige sygemeldte, der ikke kan

få forlænget sygedagpengene. Ophør ved

folkepensionsalderen.

Begrænsninger i arbejdsevnen med mulighed

for at opnå selvforsørgelse efter et

revalideringsforløb. Revalideringsindsats og -

ydelse er subsidiære ift. alle andre former for

hjælp/forsørgelse. Ophør ved

folkepensionsalderen.

Væsentlig og varig begrænsning i

arbejdsevnen. Ophører ved

folkepensionsalderen.

Revalidering

Fleksjob

Løntilskud til

førtidspensionister

Tilskud til udgifter til

hjælpemidler

Forudsætter førtidspension (som kræver

væsentlig og varig begrænsning i

arbejdsevnen).

Forudsætter at hjælpemidlet har afgørende

betydning for ansættelsen eller beskæftigelsen i

egen virksomhed, eller at redskabet eller

arbejdspladsindretningen kompenserer for

personens eventuelle begrænsning i

arbejdsevnen.

Varig og betydelig psykisk eller fysisk funk-

tionsnedsættelse.

Personlig assistance til

personer med

handicap

(kompensationsloven)

Seniorjob

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber

tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til

ansættelse i et seniorjob, når dagpengeretten er

udløbet og indtil efterlønsalderen. Det er en

betingelse, at personen betaler til

efterlønsordningen, og at personen vil kunne

opfylde anciennitetskravet for efterløn, når

vedkommende når efterlønsalderen.

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en

aldersgrænse ud fra objektive kriterier

–

f.eks. at folkepensionsalderen er den

samme for alle født i en given periode

–

og at forskellige ydelser ophører (for alle),

når de opnår folkepensionsalderen (fordi pensionen så træder i stedet), så er det

Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen

ved direktivforslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til

fleksjobordningen, at fleksjob ophører ved opnåelse af folkepensionsalderen,

selvom man i øvrigt kan fortsætte på det ordinære arbejdsmarked efter, at man har

nået folkepensionsalderen. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke dette har

betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at arbejde, og

derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.

Ledige fleksjobbere kan modtage ledighedsydelse. Personer, der når

fleksydelsesalderen (alderen for efterløn til fleksjobbere) kan højst modtage

ledighedsydelse på samme niveau som hidtil indtil seks måneder efter dette

tidspunkt, hvorefter satsen nedsættes til niveauet for kontanthjælp til personer fyldt

30 år. Det vurderes ikke at være diskrimination i direktivets forstand, idet dette

ikke afskærer eller begrænser deres adgang til arbejdsmarkedet.

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart

vurderingen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det

fortsat må være muligt at afgrænse en ordning til et kriterium om varigt og

væsentligt nedsat arbejdsevne, som omfatter alle borgere. Det bemærkes i den

forbindelse, at der altid vil være tale om en konkret og individuel vurdering af, om

en borger opfylder betingelserne for fleksjob. Også ud fra den betragtning, er det

opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til personer med handicap i erhverv

Lov om kompensation til personer med handicap i erhverv m.v. har til formål at

styrke og stimulere handicappede personers muligheder for beskæftigelse med det

formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden

handicap.

Er der behov for kompensation for den nedsatte arbejdsevne, er der regler i lov om

kompensation til handicappede i erhverv m.v. om fortrinsadgang, personlig

assistance til handicappede i erhverv og under efter- og videreuddannelse og om

isbryderordningen. Som et eksempel kan nævnes muligheden for personlig

assistance, der kan ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende,

som på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har

behov for særlig personlig bistand.

Derudover er der i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (dette vil pr. 1. januar

2020 fremgå af kompensationsloven) mulighed for, at personer med

funktionsnedsættelse kan få bevilget hjælpemidler, hvis funktionsnedsættelsen

medfører barrierer i forbindelse med et job, uddannelse eller ved deltagelse i tilbud

efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid

med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som

omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift.

ordningen om kompensation til personer med handicap i erhverv ved

direktivforslaget.

Kontanthjælpssystemet

På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er

under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er politisk bestemte og

begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor satserne for de yngre

aldersgrupper under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse er fastsat

ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale ydelsesniveau, der

forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU. Ydelsen hedder

uddannelseshjælp.

Samtidig med indførelsen af ungesatserne på SU-niveau blev den aktive indsats for

unge under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse omlagt, så målet i

dag er ordinær uddannelse. Unge, der vurderes at kunne påbegynde en uddannelse

inden for ca. et år og gennemføre uddannelsen, bliver visiteret som

uddannelsesparate, mens unge, der ikke vurderes uddannelsesparate, bliver visiteret

som aktivitetsparate.

De unge, der ikke vurderes uddannelsesparate f.eks. på grund af sociale eller

sundhedsmæssige problemer, får et aktivitetstillæg til satsen, ud fra en betragtning

om, at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til at gå i gang med en

uddannelse i form af en lavere sats.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning

for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht.

varighedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales

sygedagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når

der er udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder,

ophører sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er

udbetalt sygedagpenge i mere end 26 uger af de forudgående 12 kalendermåneder.

Der er desuden ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige

personkreds.

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig

folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig

før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.

Jobafklaringsforløb

Alle sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget

deres sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en

periode på op til 2 år. Ved fortsat uarbejdsdygtighed er der mulighed for at få et nyt

jobafklaringsforløb. I jobafklaringsforløb er der fastsat den aldersgrænse, at

jobafklaringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når

folkepensionsalderen.

Ressourceforløb

Ressourceforløb skal blandt andet ses i sammenhæng med reglerne om

førtidspension og blev indført for at udvikle personens arbejdsevne og dermed, hvis

det er muligt, forebygge førtidspension. Deltagelse i et ressourceforløb skal sikre,

at alle relevante muligheder for at udvikle arbejdsevnen har været forsøgt, inden

der tilkendes førtidspension.

Målgruppen for ressourceforløb er personer, der har komplekse problemer ud over

ledighed.

Visitation til ressourceforløb vil altid bero på en konkret og individuel

helhedsvurdering af den enkeltes situation.

Et ressourceforløb kan vare fra 1 til 5 år. En person kan blive tilbudt flere på

hinanden følgende ressourceforløb. For ressourceforløb er der fastsat den

aldersgrænse, at der alene kan gives ressourceforløb frem til det tidspunkt, hvor

personen når folkepensionsalderen.

Revalidering

Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til,

at personer med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på

arbejdsmarkedet, således at pågældendes mulighed for at forsørge sig selv

forbedres.

Revalidering er subsidiær i forhold til anden indsats. Det vil sige, at revalidering

kun kan tilbydes, hvis der ikke gennem andre erhvervsrettede aktiviteter er

mulighed for at få en person i beskæftigelse.

Et revalideringsforløb skal gennemføres på så kort tid som muligt, og kan højst

vare i 5 år med mulighed for forlængelse. Der kan alene gives revalidering frem til

det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.

Folkepension, førtidspension og børnetilskud

Kontantydelserne kan udbetales efter



Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

m.v.



Lov om social pension



Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. Børnetilskud ydes

til børn under 18 år, førtidspension kan tilkendes og udbetales fra det 18. år og til

folkepensionsalderen, mens folkepension kan udbetales fra folkepensionsalderen,

der indtil 2019 er 65 år. Folkepensionsalderen er gradvist forhøjet fra 65 år til 67 år

i perioden 2019 til 2022, og folkepensionsalderen er forhøjet til 68 år fra 1. januar

2030. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt

og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i

direktivets forstand. Det gælder også i forhold til seniorførtidspension, som kan

tilkendes personer med mindre end fem år til folkepensionsalderen.

Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev der indført en

aldersgrænse for førtidspension, således at førtidspension som udgangspunkt ikke

kan tilkendes personer under 40 år. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes

førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er

helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere unge

på en varig forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at personen med

den rette indsats kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det må - som med de øvrige

pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er objektiv og rimeligt begrundet i

et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i andre sammenhænge pålagt en meget

snæver fortolkning af proportionalitetshensynet.

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området

har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination. Østre Landsret har

ved dom af 5. oktober 2017 som 1. instans, frifundet Børne- og Socialministeriet

og Beskæftigelsesministeriet i to sager. Sagerne angik, om dansk lov om bortfald af

visse sociale ydelser til personer med funktionsnedsættelse ved opnåelse af

folkepensionsalderen er i strid med Danmarks internationale forpligtelser om

diskrimination på grund af alder eller handicap.

Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter

direktivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx

handicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til folkepension, og

ydelser, fx boligydelse efter gunstigere boligstøtteregler, der som udgangspunkt

kun gives til folkepensionister.

Tilskud til udgifter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §

100 (efter 1. januar 2020 §178)

Det fremgår af beskæftigelsesindsatsloven, at der kan gives tilskud til udgifter til

hjælpemidler med henblik på at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær

ansættelse, ansættelse efter lov om seniorjob eller hvis personen driver selvstændig

virksomhed. Tilskuddet kan ydes til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og

mindre arbejdspladsindretninger.

Det er en betingelse for at modtage tilskuddet, at personen er omfattet af

målgruppen i beskæftigelsesindsatsloven, samt at:



tilskuddet enten er af afgørende betydning for ansættelsen eller

beskæftigelsen i egen virksomhed, eller



redskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for personens

eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.

Ankestyrelsen har i principafgørelse N-15-06 fra 2006 truffet afgørelse om, at en

folkepensionist ikke er omfattet af bestemmelsen om tilskud til udgifter til

hjælpemidler. I afgørelsen har Ankestyrelsen lagt vægt på, at folkepensionister ikke

er omfattet af personkredsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Umiddelbart er det vurderingen, at det ikke anses for at være i uoverensstemmelse

med EU-rettens forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, at man ikke kan

få hjælpemidler efter folkepensionsalderen. Det skyldes, at man ved

folkepensionsalderen er sikret et forsørgelsesgrundlag. En person, der modtager

folkepension, har ikke længere pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at

få udbetalt pensionen.

Det bemærkes, at der i april 2019 er vedtaget ændringer i lov om kompensation til

handicappede i erhverv m.v., som betyder, at det fra 1. januar 2020 er muligt for

personer med handicap, der har nået folkepensionsalderen, og er i ordinær

ansættelse eller driver selvstændig virksomhed, at få bevilget eller beholde allerede

bevilgede hjælpemidler og mindre arbejdspladsindretninger i arbejdssammenhæng,

hvis de ønsker at arbejde udover folkepensionsalderen.

En følge af de ovenstående ændringer er, at hjælpemidler til personer, der på grund

af handicap kan have vanskeligt ved at få og bevare beskæftigelse og deltager i

tilbud efter kompensationslovens § 15 eller beskæftigelsesindsatslovens kap. 11-

14, skal gives efter kompensationsloven. Det er søgt at samle alle kompenserende

ordninger på beskæftigelsesområdet i ét lovkompleks, for at sikre et bedre overblik.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte

diskrimination af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller

seksuel orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af personer med syns-, læse eller

hørehandicap m.v. i ophavsretsloven, jf. §§ 17 - 17e.

Ifølge bestemmelserne er det bl.a. tilladt at gengive og sprede eksemplarer af

udgivne værker, når gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til

brug for døve og talelidende, ligesom en person med syns- eller læsehandicap eller

en person, der handler på dennes vegne, må foretage en eksemplarfremstilling af et

offentliggjort værk således, at personen med syns- eller læsehandicap får ligeså let

og behagelig adgang til værket, som en person uden syns- eller læsehandicap.

Radio- og fjernsynslovgivningen

Efter radio- og fjernsynslovgivningen (lovens § 69, stk. 3, samt bekendtgørelse om

medielicens) kan DR efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende

personer, der bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller

stærkt svagtseende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder, fritagelse

for medielicens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem

af Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk

Blindesamfund. Det blev i marts 2018 besluttet at afskaffe medielicensen fra 1.

januar 2022 efter en gradvis aftrapning over perioden 2019-2022. Fra 2022 vil alle

hidtil licensfinansierede formål udelukkende være finansieret over finansloven. For

at kompensere for, at blinde og stærkt svagtseende personer alt andet lige stilles

økonomisk dårligere ved omlægningen, blev det samtidig besluttet at afsætte en

pulje på 10 mio.kr. årligt til initiativer målrettet denne gruppe borgere. Den

nærmere fordeling af puljen på forskellige initiativer fremgår af finansloven for

2019 (§ 21.11.23.69). Efter radio- og fjernsynslovgivningen er der i

bekendtgørelsesform fastsat regler om, at programmer ikke på nogen måde må

tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans

i public service-programvirksomhed og programvirksomhed udøvet på grundlag af

tilladelse og registrering samt on demand-audiovisuel programvirksomhed.

Sundheds- og Ældreministeriets område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i

sundhedslovgivningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr.

mindreåriges adgang til at samtykke til behandling, selvbestemmelse over

biologisk materiale og genetiske oplysninger samt og aktindsigt (sundhedslovens §

17), adgangen til at oprette behandlingstestamenter (sundhedslovens § 26),

transplantation fra levende og afdøde personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53),

transplantationsrelateret forskning (sundhedslovens § 54 a), reglerne vedr. valg af

sikringsgruppe og praktiserende læge (sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis

tandpleje til børn og unge under 18 år (sundhedslovens § 127), tilbud om

forebyggende sundhedsydelser til børn og unge (sundhedslovens kap 36), tilbud

om forebyggende helbredsundersøgelser ved egen læge (sundhedslovens § 63), en

række forskellige alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og

screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-vaccine og

de nationale kræftscreeningsprogrammer for tyk- og endetarmskræft, brystkræft og

livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af let til moderat depression og angst

ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift.

sterilisation (sundhedslovens § 105), kastration (sundhedslovens § 115),

svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion (sundhedslovens § 99) og mindreåriges

adgang til at vælge høreapparatbehandling hos godkendte private leverandører

(sundhedslovens § 73 a, stk.2). Endvidere er det i om lov om assisteret

reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må finde sted i de tilfælde, hvor

den person med livmoder eller æggestoksvæv, der skal føde barnet, er ældre end 45

år (lov om assisteret reproduktions § 6). Endelig er det i autorisationsloven fastsat,

at retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder, når en autoriseret

sundhedsperson fylder 75 år, medmindre den autoriserede sundhedsperson får

tilladelse til fortsat at udøve sin selvstændige faglig virksomhed helt eller delvist,

efter at vedkommende er fyldt 75 år (§ 13).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er

objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på

nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri

som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel

orientering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10.

juli 2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af

humant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag

2 til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære

udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor

risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med

blodet".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst

muligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved

anvendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå

dette udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion

med blodet.

Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som

én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.

Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden

mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at

være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 764 af 26.

maj 2015 om humane væv og celler.

Ældre

Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en

behovsvurdering og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller anden

afgrænsning, såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen.

Kommunalbestyrelsen skal eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i

hjemmet til borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse

opgaver. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse træffe afgørelse om tildeling

af hjælpen på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunalbestyrelsen til at tilbyde mindst et årligt

forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 82 år samt til særlige

risikogrupper i alderen 65-81 år. Desuden skal kommunalbestyrelsen tilbyde et

forebyggende hjemmebesøg til alle i deres fyldte 75. og 80 år samt til alle borgere,

som bor alene i deres fyldte 70. år. Kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage de

borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordningen om

forebyggende hjemmebesøg.

Miljø- og Fødevareministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og

Fødevareministeriets område.

Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes

visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få

del i et gode eller lignende. Disse særlige alderskriterier i national lovgivning på

Miljø- og Fødevareministeriets område vurderes ikke at være i strid med

direktivforslaget, idet kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle,

jf. forslagets artikel 2, stk. 6.

Erhvervsministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for

bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester

anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og

alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende

faktorer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er

ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have

ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige

faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for

afgørende for risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal

der indarbejdes en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har

ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren -

reglernes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det

betyder, at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse -

det gælder så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På

nogle områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve -

det gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da

der er tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært

synshandicappet radioamatør at gå til prøve.

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver

for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for

afholdelse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-

standardloven)

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af

digitale radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009

er reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.

Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige

også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være

behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af

ligebehandlingsdirektivet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr,

teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således

alene på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige

brugeren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der

vurderes derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med

implementeringen af ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af

regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på

telemarkedet og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om

forsyningspligtydelser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester for personer med handicap.

Eksempelvis er der i forsyningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en

teksttelefonitjeneste med tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning og

automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af

handicappede. Disse forsyningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om

forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester. Særreglerne for personer med handicap

udgør "særforanstaltninger" og er derfor i overensstemmelse med

ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Positiv særbehandling

og særforanstaltninger".

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a.

implementerer en række særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv

2009/136/EF om ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og

brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række

særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om

ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets

område:

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000,

indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for

erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på

grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle orientering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som

andre eller at give en person adgang på samme vilkår som andre til sted,

forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden.

Overtrædelse af denne lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den

nævnte lov omfatter ikke forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og

loven omfatter endvidere ikke uagtsomme forhold.

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager)

indeholdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets

anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets

område.

Udlændinge- og Integrationsministeriets område

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af

direktivforslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin

nuværende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for

direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de

betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer

opholder sig på i

medlemsstaten,

falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser

vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.

Integrationsloven

Integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1127 af 11. oktober 2017 med senere

ændringer, indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om selvforsørgelses-

og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram, som retter sig mod voksne

mennesker og iværksættes med henblik på at skabe mulighed for selvforsørgelse.

Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsalderen, men selvforsørgelses- og

hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogram kan også efter en konkret

vurdering tilbydes til uledsagede mindreårige flygtninge. Disse aldersgrænser

findes objektivt og rimeligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og

tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse

bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse

aldersgrupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller

beskæftigelse. Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Danskuddannelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 901 af 19. august 2019

indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om danskuddannelse. Tilbuddet,

som gives som led i et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram,

intoduktionsprogram eller et introduktionsforløb i henhold til integrationsloven,

retter sig mod voksne, nyankomne udlændinge. Aldersgrænsen knytter sig til

myndighedsalderen. Nyankomne udlændinge under 18 år modtager tilbud om

danskundervisning i regi af folkeskolen eller den kommunale ungdomsskole. I

tilfælde, hvor kommunen ikke anser det for muligt eller rimeligt at henvise en

nyankommen udlænding under 18 år til et andet relevant undervisningstilbud, kan

kommunen give tilbud om danskuddannelse efter danskuddannelsesloven. Videre

kan kommunen efter en konkret vurdering tilbyde et selvforsørgelses- og

hjemrejseprogram og herunder danskuddannelse til uledsagede mindreårige

flygtninge. Aldersgrænsen i danskuddannelsesloven findes objektivt og rimeligt

begrundet.

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1129 af 13. oktober 2017, er

størrelsen af den hjælp til etablering, der kan udbetales til en udlænding, der ønsker

at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholdsland, knyttet til en

aldersgrænse på 18 år. Endvidere er muligheden for at yde hjælp til udgifter til

sygeforsikring eller behandlingsudgifter knyttet til en aldersgrænse på 18 år, mens

hjælp til udgifter til skolegang kan ydes til børn, der på tidspunktet for repatriering

er mellem 5 og 16 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår

muligheden for at opnå den pensionslignende reintegrationsbistand, som er knyttet

til en antagelse om manglende muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag

i hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er

således udtryk for positiv særbehandling.

Lov om etnisk ligebehandling

Lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelsen nr. 438 af 16. maj 2012, som

ændret ved § 14 i lov nr. 553 af 18. juni 2012, indeholder et forbud mod direkte og

indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for

arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens

forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så

vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale

goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder

bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling

gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis

medlemmer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer

giver medlemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat

karakter.

Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for

direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en

tredjemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling indeholder

ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det bemærkes i

den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en

personkreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der

opholder sig på dansk territorium.

Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klage over

forskelsbehandling i henhold til lov om etnisk ligebehandling. Det er en

forudsætning, at eventuelle administrative klagemuligheder er udtømt.

Ligebehandlingsnævnets kompetence er reguleret i lov om ligebehandlingsnævnet,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2, oktober 2016.

Forsvarsministeriets område

Det skal bemærkes, at Forsvaret er undtaget forbuddet mod forskelsbehandling på

grund af alder og handicap (Jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. LBK 1001 af 24/08/2017 samt

Bekendtgørelse om undtagelse fra forbud mod forskelsbehandling på grund af alder

og handicap BEK. Nr. 350 af 30/03/2012).

Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i

værnepligtsuddannelser og øvrige uddannelser.

Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste uddannelser i Forsvaret.

Det er en betingelse for at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at man ved

sessionshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller begrænset egnet til

værnepligtstjeneste.

For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme krav om

egnethed til værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk eller psykisk

handicappede stiller dette en hindring i forhold til værnepligtstjeneste.

Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og

Beredskabsstyrelsen. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts

2006) § 25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32.

år har

påbegyndt værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan tjeneste”.

De fleste uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er primært

målrettet opgaveløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk egnethed til

at løse opgaverne inddrages i vurderinger om optagelse på uddannelserne.

Ved optagelsen til uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren kan

håndtere både de studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de fysiske og

mentale krav, der retter sig mod det militære fagområde, som uddannelsen retter

sig mod.

På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet,

at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes

helbred. Samtidig kræver redningsarbejde i al almindelighed en robust psyke. Den

ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers

egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at

virke i redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og

helbredsundersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks uddannelser,

hvor der udover ovenstående kræves en helbredsattest.

Undervisningsministeriets område

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal

Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at der i love og bekendtgørelser

findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan især nævnes

bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for elever og

kursister på skolerne:



§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.

1076 af 8. juli 2016, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder

for elever på efterskoler og frie fagskoler.

§ 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1833 af 18. december 2015, om tilskud til

friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer, indeholder

minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgørelsen af

skolens elevtal og dermed få statstilskud.

Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger

undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten

nedenfor om folkeskolen.



Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for

almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om

private

gymnasieskoler,

studenterkurser

kurser

til

højere

forberedelseseksamen (hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet

voksenuddannelse) mv. blev det vedtaget, at undervisningsministeren fastsætter

regler om, at kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og

som ikke eller kun i mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, skal yde

en deltagerbetaling, der er højere end den almindelige deltagerbetaling. Loven

vedrører AVU og gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag. Kursister,

der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som har en

videregående uddannelse, skal ikke betale den forhøjede deltagerbetaling, men

den fulde deltagerbetaling som alle andre kursister med videregående

uddannelse. Forhøjelse af deltagerbetalingen fastsættes i de årlige finanslove og

udgør i finansåret 2015 750 kr.



§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 97 af 26. januar

2017, indeholder maksimumalder for påbegyndelse af produktionsskoletilbud

med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om erhvervsgrunduddannelse

mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 738 af 20. juni 2016, er der fastsat en

maksimumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse (op til 30 år).

§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts

2017 indeholder en maksimumsalder for adgang til et særligt afslutningsforløb i

erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i samme lov indeholder en

maksimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som

samtidig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for

voksne.



Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om

produktionsskoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er

over eller under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude

–

eller hjemmeboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er

fastsat med hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser.

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 747

af 20. juni 2016 er fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1.

august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved

afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det

kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet

med grundskolen) (se § 34, stk. 1). Der endvidere bestemmelser om alder ved

indskrivning i folkeskolen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan

indskrives fra begyndelsen af det kalenderår, hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1)

og om alder ved optagelse i børnehaveklassen før undervisningspligtens indtræden

(barnet kan optages i børnehaveklassen i det kalenderår, hvor barnet inden den 1.

oktober fylder 5 år) (se § 37).

Forbud mod diskrimination for religion eller tro

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller

tro skal Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie grundskoler som

udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil optage. Det fremgår dog af

bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2. samling), at: "De frie

grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og lov om inkorporering af

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne må således ikke

forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder i forbindelse

med beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises til

bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår

det: "Det vil som følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin

optagelsespraksis udøver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse.

Bestemmelsen vil derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs

overbevisning, fra kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som

skolen eller kun at have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som

skolen." Tilsvarende principper gælder for efterskoler og frie fagskoler.

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbekendtgørelse nr.

747 af 20. juni 2016) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der

henvises til § 3, stk. 2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen

eller støtte, gives specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i

specialklasser eller specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun

kan gennemføres med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af

folkeskolelovens § 3 a følger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som

ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og

holddannelse, skal tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Hvis

der er behov herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at

overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde

specialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår

på de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området,

herunder med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til

mennesker med handicap.

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den

aktuelle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige

uddannelsesniveauer og -områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret

forpligtelse til at yde specialpædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til,

at der kan tages hensyn til personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre

områder i uddannelseslovene er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde

specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb

’proaktivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for

støttetildeling, m.v.

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 8. juli

2016, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør

af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har

brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af

undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i

den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske

vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.

pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på

finansloven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til

elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til

ekstraudgifter til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens §

11, stk. 1, nr. 4, fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller

anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes

alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på

elevens inklusion i den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1076

af 8. juli 2016 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om

folkeskolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde

supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for

støtte, og som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering

og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning,

jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give

personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske

vanskeligheder i forbindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om

folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten

efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af

undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3 a, 2. pkt., og hjælpemidler

til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor. Efter samme lovs § 24 a

yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler

til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion af disse elever i den

almindelige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1076 af 8. juli 2016, at kurset skal være åbent for alle, der

opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget

af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv

eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller

organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes

udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser

skal skolerne give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til

elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret ungdomsuddannelse,

jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om

institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni

2016 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og

almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 21. juni 2016, kan

der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter

følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:



Lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser

Lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts

2017

Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og

videreuddannelsesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne

(AMU) og enkeltfags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk

bistand.

Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med

hjemmel i tekstanmærkning 159 ad FL. § 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til

videreførelse af forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår

på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling

og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af

den afsatte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på

arbejdsmarkedsuddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at

gennemføre en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan

bruges til personer med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede,

synshandicappede, bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre,

f.eks. psykisk udviklingshæmmede.

Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede

undervisningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for

psykisk udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse

af lærerne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den

forsøgsordning, der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden

for denne ramme.

Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de fleste andre

uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kortvarige kurser. Det vil

formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis der bliver fastlagt en

forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som personer, som

deltager i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og personer med

tilsvarende vanskeligheder omfattes af reglerne.

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt

almen voksenuddannelse

Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.

lovbekendtgørelse nr. 96 af 26. januar 2017, og lov om almen voksenuddannelse

og om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse,

i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 1073 af 4. september 2013, indeholder ikke regler om

specialpædagogisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk

støtte hertil i henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående

uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under

Uddannelses- og Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid

forventes, at en gennemførelse af forslaget vil kunne medføre krav om en

tilsvarende ordning, som er gældende for de videregående uddannelser efter lov om

specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk

godtgørelse. Undervisningsministeriet antager på den baggrund, at der vil blive tale

om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om ligebehandling af

mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 645

af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke som i dansk rets

almindelige erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er

reguleret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 27, april 2017 en sag efter lov om forbud

mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven), hvorefter

forbuddet mod forskelsbehandling også gælder enhver, der driver vejlednings- og

uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og erhvervsmæssig

videreuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede i den konkrete sag, at

indklagede (en erhvervsskole) driver uddannelsesvirksomhed, der falder inden for

forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med

henblik på lønnet beskæftigelse.

Transport- og Boligministeriets område

Individuel handicapkørsel

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber pålægger

kommunerne som minimum at etablere kørsel til blinde og stærkt svagsynede og

personer, der som følge af deres bevægelseshandicap har behov for hjælpemidler,

og som følge deraf ikke kan benytte den almindelige offentlige transport

–

selv om

transportmidlet måtte være handicapvenligt indrettet. Personer med andet handicap

er i udgangspunktet ikke omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af

andre ordninger. Da der i henhold til lovgivningen er tale om en minimumsordning,

står det kommunerne frit for at inkludere personer med andre typer af handicap i

ordningen. Den individuelle handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt

spontankørsel, der forventes at række ud over transport til behandling, terapi og

lignende, da det i loven er lagt til grund, at denne type kørsel af omfattet af andre

kørselsordninger. Ministeriet har i efteråret 2015 vurderet, at ordningen også kan

anvendes til fx behandling, terapi og lignende, idet det forudsættes, at borgere

visiteret til andre ordninger med det formål, vil have et klart økonomisk incitament

til at benytte disse andre ordninger i stedet. Der er en risiko for, at direktivets art. 3

sammenholdt med art. 4 vil blive fortolket således, at der er tale om

forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang til den individuelle

kørselsordning, mens et andet ikke gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love, men også

administrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil

kunne rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det

bemærkes, at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på

rabatordninger, som enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som

eksempler kan nævnes, at børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og

tog, når de ledsages af en voksen, og at personer, som er fyldt 65 år, eller som

modtager social pension, kan få 50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der

eksempler på studierabatter, lejrskolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde

fastsættes rabatterne af de offentlige transportudbydere, f.eks. DSB og

trafikselskaberne. I andre tilfælde er der indgået særlige aftaler mellem Transport-

og Boligministeriet og enkelte private transportvirksomheder om at yde visse

rabatter til børn, pensionister og studerende. Det må antages, at disse

rabatordninger kan være i strid med direktivets forbud mod aldersdiskrimination.

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren

qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.

tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som

led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil

imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne

baggrund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer

der kan kræves, som en direkte følge af direktivet.

Tilgængeliggørelse af boligbyggeri

For så vidt angår bygningsområdet indeholder direktivet i artikel 4 en bestemmelse

For så vidt angår bygningsområdet, indeholder direktivet i artikel 4 en bestemmelse

om tilgængeliggørelse af boligbyggeri. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke

klart, i hvilket omfang direktivet vil være gældende. Efter Transport og

Boligministeriet opfattelse kan der både være tale om tiltag i nybyggeri og i det

eksisterende boligbyggeri.

Transport- og Boligministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyggeri og

ombygninger i byggeloven og bygningsreglementet lever fuldt op til

direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for mennesker med handicap.

Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige tilpasninger vedrørende

tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse på boligområdet vil det kunne

blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de krævede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige

af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om

tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse.

Artikel 4, 8 indeholder en bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne, at fremme

forskning og udvikling af universelt designede produkter og serviceydelser. De

økonomiske konsekvenser heraf vil skulle afklares.

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig

bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt

handicappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale

om at stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv

særbehandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i

direktivets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og

ventelister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af

ejendomsretten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod

forskelsbehandling på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination

eller forskelsbehandling i direktivets forstand.

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet

dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på

Digitaliseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog

er offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne

standarder, forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt

indhold på internettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne

aftale giver mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til

dels vurderes at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres

af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og

tjenesteydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i

artikler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den europæiske standard EN 301

549 - Accessibility requirements suitable for public procurement of ICT products

and services in Europe desuden i kraft. Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med

§ 40s bestemmelse om, at ved indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske

personer, skal de tekniske specifikationer undtagen I behørigt begrundede tilfælde

fastsættes under hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design

for samtlige brugere.

Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og

mobilapplikationer er vedtaget november 2016 og forventes snarest at træde i kraft.

Der vil herefter være 21 måneder til at implementere direktivet i dansk lovgivning.

7. Konsekvenser

Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag,

herunder vedrørende tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at

Europa-Kommissionen har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser

(såkaldte tilgængelighedsdirektiv), som må formodes også at have konsekvenser

for nærværende forslag. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et

realistisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien,

miljøet og beskyttelsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige

bygninger. Det bemærkes dog, at forslagets potentielle konsekvenser for

statsfinanserne må forventes at være væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere

år og er fortsat blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri i nærmeste fremtid.

Skulle forslaget antage en mere endelig form og en vedtagelse være inden for

realistisk rækkevidde, vil der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at

fastlægge konsekvenserne af forslaget.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale

Forhold og har været drøftet på flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende

rettigheder. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13

om at alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse

med høringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på

grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt

begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye

direktivforslag)

–

er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne

C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at

der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som

diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til

stemmeafgivning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse

lovmæssige og administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse

pludselig er potentiel EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder

anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c)

derfor bør udgå

–

uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør

ligeledes udgå.

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt

anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør

udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette

selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til

retssikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om

de meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter

gennemførelsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets

parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og

KL skal anmode om, at det udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et

nationalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på

en balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor

udgå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at

sagen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart

mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal

regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det

skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at

nærværende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder,

uddannelse og adgang til varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række

principielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende

forskelsbehandlingsområdet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og

umiddelbare reguleringssigte, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske

samt europæiske politiske proces vedrørende direktivforslaget.

Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker

en udvikling

–

herunder via EF-Domstolen

–

der ligger langt ud over den ramme

for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til en

retfærdig, fair og saglig behandling, og at

ingen

skal diskrimineres

–

det vil sige

uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination

af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,

at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile

sammenhænge. Efter

DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk

politisk side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle

implikationer på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s

opfattelse også få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i

arbejds-og ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens

fortolkningsmetode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed

i den politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig

diskriminationsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i

øvrigt i samfundet må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil

forslaget f.eks. medføre, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et

juridisk perspektiv, om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand

for tvivl og klagemål hos myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale

instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i

direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte,

men det er vigtigt at erkende,

at disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i

snæver forstand”. Henvisningerne skal derimod ses som et element, der i sig selv

ikke alene bekræfter, men også giver juridisk samt politisk rum for, at man via

direktivforslaget bidrager til at regulere diskriminations- og

forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end direktivforslaget selv.

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig

karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man

f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk

absolut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner.

DA kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt

opererer med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et

”retstomt rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning.

Et eksempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige

forvaltningsretlige regler

–

herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i

dansk offentlig ret, som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den

retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,

men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund

for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at

fortolkes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via

direktivforslaget. Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan

indfortolkes i det ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive

fortolket ind i det andet instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene

instrument anvendes således som trædesten for en beskyttelse på et andet område,

og omvendt således at beskyttelsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt

højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne

baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen

og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket

liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.

Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de

ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale

instrumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke

forskelsbehandlingskriterier. Der må således på relativt kortere sigt imødeses et

yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden

for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen

på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

lægger nye diskrimineringskriterier

ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale

instrumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde

frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret

–

herunder

i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om

en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på

relativt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte

nye og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på

arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at

EF-Domstolen på egen hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

strammer

beskyttelsesniveauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der

er opregnet i andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan

være helt nye krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne

finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke

direktivets område,

flyttes

fra direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

i selve

direktivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-

Domstolen eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at

begreber i øvrigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve

direktivets egentlige normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis

indskrænkende afhængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks.

henvise til EF-Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04)

fra 2006 og Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-

Domstolen i og uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan

–

som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv

–

og ikke direktivet om

forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod

forskelsbehandling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af

direktivet, men normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-

Domstolen frem til, at da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle

former for forskelsbehandling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en

handicappet, hvor den pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin

tilknytning til en handicappet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere,

at direktiverne og deres udsagn som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens

vurdering af de enkelte sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet mod

diskrimination reelt kan siges at være i EU.

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den

bagvedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo

bl.a. dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra

medlemsstaternes side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og

EU-ret uanset forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan

anvendes af EF-Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at

beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede

eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de

principper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv

henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke,

der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt

præciseringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte

Coleman-

sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.

I dette

direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte

eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst

skal fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver

med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende

diskriminationskriterier. I samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i

pågældende bestemmelse fortolkes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner

sig

i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling

som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende

nævnes betragtning 16) hvorefter:

”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder

frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke

finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse

transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”

Dette er en

klart stærkere bestemmelse

end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra

finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller

erhvervsmæssig virksomhed.”

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den

private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene

accessorisk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne

”private” og ”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed” levner stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende

fortolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder

f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt

vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort

fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning

godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye

formuleringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke

undlade at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i

almindelige privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er

en undtagelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme

med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv

om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en

uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget

uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores

medlemsorganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke

befordrende for den demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske

opbakning til direktivet specifikt og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,

at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi

forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet,

men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke

visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv

diskriminationsbeskyttelse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som

direktivforslaget dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager

udgangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod

diskrimination. Det er det område, der interesserer os mest

–

og det er her, vi har

vores særlige ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse

imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens

artikel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem

de forskellige diskriminationsgrunde.

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af

diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,

dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til

forskelsbehandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig

tilpasning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som

forskelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt

omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra

DH’s synspunkt er et konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved

disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med

den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet

en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til

FN’s konvention om rettigheder for personer

med handicap.

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes

konsekvensvurdering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget

få detaljer ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i

konventionen. Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af

direktivforslaget i dansk ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig

selv vil kunne udgøre en fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder

som eksempelvis adgang til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det

politiske liv, adgang til kulturlivet, tilgængelighed til det offentlige rum samt

adgangen til information og kommunikation, herunder eksempelvis tilgængelige

informationsformater og tegnsprog, er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-

konventionen findes vægtige bestemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at

fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i

konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er

tilfredsstillende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger

end konventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af

personer med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som

instrumenter, der supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til

sammen kan være med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende

ligebehandling af personer med handicap. Således er der brug for en højere grad af

overensstemmelse mellem konventionens principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i

direktivforslaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af

EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til

direktivforslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om

sammenhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele

spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af

anvendelsesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en

gennemskuelig og effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes

lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap

tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det

være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til FN-konventionen,

ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor

langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med

handicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3

nedenfor.

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den

udtrykkeligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som

bestemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan

knytte sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks.

forældre, der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap

ikke være eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er

åbenlyst urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og

derfor skal teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig

tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som

forskelsbehandling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og

tilgængelighed for personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle

bestræbelser og andre foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre

ligebehandling og tilgængelighed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt.

Dette er der taget delvis højde for i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH

uklart, hvilken retlig status overtrædelser af disse bestemmelser har. Vil sådanne

overtrædelser skulle forstås som forskelsbehandling, eller er det noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med

handicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj

grad som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld

deltagelse i samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de

barrierer, der er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation

gennem de seneste mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk.

1, litra a) tager delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af

denne bestemmelse i lige så høj grad som direktivets øvrige

antidiskriminationsbestemmelser har bindende retsvirkning, samt at der er knyttet

effektive sanktioner til manglende efterlevelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af

alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen

af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt

yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet

”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination af denne

gruppe på grund af handicap være væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod

diskrimination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra.

Det skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund

af sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse

med den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel

diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og

statistiske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må

forventes at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger,

sundhedsforsikringer og kriterier for långivning.

Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om

rettigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører

den lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt

samme konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold

til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende

til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over

valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum

specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i

aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er

det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige

adgang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk

enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er

eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder

gruppelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle

direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den

praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer

med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i

forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med

handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan

tænkes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale

sikringsordninger og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål

helt nødvendig. Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal

være fuld og lige adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver

vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold

til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre

typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I

Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring

af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen

skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et

område, hvor FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle

direktiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til

organisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for

eksempelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre

inklusion i mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt.

Som minimum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af

direktivet. Det må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med

handicap på nogen måde eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen

af undervisningen kan i sig selv være diskriminerende.

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet

sig konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne.

DH er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til

uddannelsesområdet. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning

lige nøjagtig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen

omkring denne. Det synes på den baggrund at være en fuldstændig

uhensigtsmæssigt og arbitrær disposition at lade en indskrænkning af direktivets

rækkevidde gå på dette og på den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele

tilslutning til FN-konventionens principper om et inkluderende skole system

–

disse principper har været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i

halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige

fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor

direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred

lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at

afgrænsningsproblemer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og

gennemskuelig beskyttelse mod diskrimination af personer med handicap i

Danmark.

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af

Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,

at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,

at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst

centralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af

personer med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske

oversættelse!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller

grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes

tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende

forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i

mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig

eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse

indskrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt

store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at

relevante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel

forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst

centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er

gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet

for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt

design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt

skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og

kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart

defineret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for

aktører på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske

standarder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4

som en form for diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om

fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance,

tilvejebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder

tegnsprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s

opfattelse ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4

reformuleres med henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for

personer med handicap.

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde

undtagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere

afbalancering af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de

mulige fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel

for personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan

blot nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i

offentlige transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab

med småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke

ubetydelige effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i

nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række

undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser

derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt

man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt

lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt

og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i

overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer med

handicap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal

præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap.

Direktivforslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke

udelukkende baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved

at lade f.eks. organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i

en sag. Også selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden.

Det er et faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om

handicapområdet, der kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et

handicap kommer til vurdering i forbindelse med afgørelse af sager om

diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få

fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til

at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal

modtage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til

direktivet. Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en

forpligtelse til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og

tjenesteudbydere i at leve op til direktivets bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed

skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap

af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på

tegnsprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i

denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af

personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt

plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og

implementering.

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen

indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som

gennemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention

om rettigheder for

personer med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt

konsultation af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for

implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været

muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis

begrundelsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så

meget desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt

som muligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som

manglende efterlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig

ensbetydende med stærke begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget

regulerer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således

supplerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne,

religion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil

direktivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse

og adgang til service- og tjenesteydelser.

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,

at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt

som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til

administration f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved

demokratiske valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative

bestemmelser, som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige

og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via

EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart

kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en

undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er

forskelsbehandling såfremt der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål

(art. 2 stk. 6 i direktivforslaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor

nødvendigt, at der tages et klart forbehold for, at alder inddrages som

diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de

områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt

anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse

herom. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via

EF domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af

direktivforslaget.

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det

FA’s opfattelse, at der i realiteten

her

indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt,

uanset at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i

forbindelse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om

bevisbyrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,

at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at inddrage

arbejdsmarkedets parter i det omfang arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer

også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i

forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser

derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at

der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt

anliggende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis

varetager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i

forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6

samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske

menneskerettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn til de i

direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er

det væsentligt, at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal

ses som et element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget

bidrager til at regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere

vidtgående og intens end selve direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end

det fremgår af selve direktivforslaget.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendigheden

af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere

præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i relation til

mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og økonomiske

konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesforbehold.

Der blev afholdt to halvdagsmøder under det østrigske formandskab. Det forventes,

at der til rådsmødet vil foreligge en fremskridtsrapport.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og

accepterer idéen om et direktiv på området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling

på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt

seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod

forskelsbehandling på grund af køn, race, handicap og etnisk oprindelse. Der er

således ikke forbud mod diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder,

religion eller tro og seksuel orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række

betænkeligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række

vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for

direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt

vil skulle fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte

forslaget i den fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at

sikre, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at

dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan

fastholdes.

Endelig er det nødvendigt, at der fortsat arbejdes for at få belyst en række

spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser,

herunder rækkevidden af flere generelle afgrænsede bestemmelser, inden en

nærmere holdning fastlægges.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud

for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.

juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.

december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,

12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december 2015, 16. juni, 2.

december 2016, 2. juni 2017, 1. december 2017, 13. juni 2018, 30. november 2018

og 11. juni 2019 (skriftlig procedure).

4. Meddelelse om mere effektiv beslutningstagning inden for socialpolitikken

KOM(2019) 186

- Politisk drøftelse

Nyt notat.

1. Resumé

Kommissionen har 16. april 2019 præsenteret en meddelelse, som lægger op til

drøftelser om EU-beslutningstagning angående bekæmpelse af forskellige former

for diskrimination samt socialområdet.

Med

de såkaldte ’Passerelle-bestemmelser’ kan Rådet vælge at overgå fra

enstemmighed til kvalificeret flertal eller den almindelige lovgivningsprocedure,

hvor Europa-Parlamentet også er medlovgiver. Meddelelsen skal ses i

sammenhæng med Kommissionens tilsvarende overvejelser på andre sagsområder,

herunder udenrigs- og sikkerhedspolitik, energipolitik samt skatte- og

afgiftsområdet.

Der findes fem delområder af socialområder, der reguleres af enstemmighed.

Kommissionen lægger i meddelelsen op til, at der for nærværende ikke bør

overvejes overgang til kvalificeret flertal på tre af disse områder, mens der bør

diskuteres overgang til kvalificeret flertal på to områder. Dels arbejdstageres

sociale sikring og beskyttelse (undtagen i grænseoverskridende situationer) og dels

ikke-forskelsbehandling, altså foranstaltninger mod forskelsbehandling pga. køn,

race, etnisk oprindelse mv.

Der træffes ingen beslutninger på EPSCO-rådsmødet den 24. oktober 2019, idet

der alene skal finde en udveksling af synspunkter sted. Meddelelsen har ikke i sig

selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle, samfundsøkonomiske eller

erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Folketinget vil skulle give samtykke til et eventuelt fremtidigt forslag om

anvendelse af Passerelle-bestemmelserne.

2. Baggrund

Kommissionen har ved KOM(2019) 186 af 16. april 2019 fremsendt meddelelse

om Mere effektiv beslutningstagning inden for social- og

arbejdsmarkedspolitikken: Kortlægning af områder med henblik på øget overgang

til beslutningstagning med kvalificeret flertal.

Kommissionen lægger med meddelelsen op til at indlede en drøftelse om at gøre

brug af passerellebestemmelserne på socialområdet og bekæmpelse af

forskelsbehandling, parallelt med en tilsvarende drøftelse af øvrige politiske

områder (det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, energiområdet samt skatte-

og afgiftsområdet).

Rådet skal på EPSCO-rådsmødet den 24. oktober 2019 have en drøftelse af denne

meddelelse. Idet der ikke er tale om en retsakt, træffes der ingen bindende

beslutninger på rådsmødet. Dette vil først ske, såfremt den kommende Kommission

vælger at fremsætte forslag om anvendelse af passerellebestemmelserne ved en

retsakt.

3. Formål og indhold

Hovedreglen i EU-samarbejdet er, at Europa-Parlamentet og Rådet sammen

vedtager lovgivning efter

den almindelige lovgivningsprocedure,

hvorved Rådet

træffer beslutning ved kvalificeret flertal. På visse områder, vedtages lovgivning

dog med enstemmighed i Rådet eller efter

den særlige lovgivningsprocedure

med

høring af Europa-Parlamentet.

Lissabontraktatens såkaldte passerellebestemmelser giver mulighed for på nærmere

udvalgte områder at overgå fra enstemmighed i Rådet til kvalificeret flertal; samt at

overgå til enten høring af Europa-Parlamentet eller fuld ligestilling som

medlovgiver under den almindelige lovgivningsprocedure. Overgangen kan

afgrænses til kun at omfatte bestemte dele af et politisk område.

Kommissionen gennemgår i meddelelsen de fem underdele af socialområdet, der i

dag er reguleret ved enstemmighed:

Ikke-forskelsbehandling; foranstaltninger mod forskelsbehandling pga. køn, race,

etnisk oprindelse mv. Det fremhæves at EU-direktiverne giver en vis grad af

beskyttelse af ligestilling mellem køn og racer, for så vidt angår beskæftigelse,

erhverv og en række andre områder. Men ligebehandling med hensyn til religion

eller tro, handicap, alder og seksuel orientering er imidlertid kun beskyttet, for så

vidt angår beskæftigelse og erhverv. Det konkluderes, at anvendelsen af

passerellebestemmelsen kunne overvejes i nærmeste fremtid, for at fremme

udviklingen af ensartet beskyttelse mod forskelsbehandling med effektive

klagemekanismer.

Arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse (undtagen i

grænseoverskridende situationer). Det fremhæves, at kunne Rådet træffe afgørelse

med kvalificeret flertal, når det vedtager henstillinger på dette område, ville det

medvirke til at styre og bidrage til at støtte konvergensprocessen i retning af sociale

beskyttelsessystemer, der passer til det 21. århundrede. Det bemærkes, at forslag

stadig skal overholde nærhedsprincippet, tage hensyn til de store forskelle mellem

medlemsstaternes sociale beskyttelsessystemer og at artikel 153, stk. 4, i TEUF

stadig sikrer medlemsstaternes mulighed for at fastlægge de grundlæggende

principper i deres sociale sikringsordninger. Det konkluderes, at man kunne

overveje at anvende passerellebestemmelsen for at støtte moderniseringen af de

sociale beskyttelsessystemer. Det er ikke nærmere angivet, hvilke mulige forslag,

der kan overvejes på området.

Beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på

Unionens område. Det konkluderes, at der på nuværende tidspunkt

ikke

synes at

være nogen væsentlig merværdi ved anvendelsen af passerellebestemmelsen på

dette område.

Beskyttelse af arbejdstagere ved ophævelse af en arbejdskontrakt. Det konkluderes,

at der på nuværende tidspunkt

ikke

synes at være nogen oplagt grund til at anvende

passerellebestemmelsen.

Repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes

interesser. Det konkluderes, at der på baggrund af de tætte forbindelser med og

forskelligheden mellem nationale regler og traditioner vedrørende repræsentation

og kollektivt forsvar er stærke argumenter for at opretholde enstemmighed i Rådet

på dette område. Der synes på nuværende tidspunkt ikke at være nogen oplagt

grund til at anvende passerellebestemmelsen.

To af Lissabontraktatens passerellebestemmelser er relevante for denne

meddelelse, den generelle passerellebestemmelse og en specifik

passerellebestemmelse for sociale spørgsmål. Under den generelle

passerellebestemmelse, kan Det Europæiske Råd træffe afgørelse om, at man

overgår fra enstemmighed til kvalificeret flertal på et nærmere bestemt område.

Nationale parlamenter har herefter seks måneder til at komme med indsigelser.

Det fremgår af meddelelsen at eventuelle forslag om overgang til kvalificeret

flertal for ovenstående a) og b) i begge tilfælde vil tages udgangspunkt i den

generelle passerellebestemmelse jf. art. 48, stk. 7 i TEU, der kræver beslutning i

Det Europæiske Råd og godkendelse i de nationale parlamenter. Der lægges

således ikke lægges op til en anvendelse af den specifikke passerellebestemmelse

for socialområdet, der for nærmere bestemte områder indeholder lempeligere regler

for overgang til kvalificeret flertal

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har efter valget ikke behandlet spørgsmålet om fremsættelse af

passerellebestemmelser på denne meddelelses område. Forventningen er imidlertid,

at Europa-Parlamentet vil være positivt stemt over for et eventuelt forslag.

5. Nærhedsprincippet

Der redegøres ikke for nærhedsprincippet, idet der alene er tale om en meddelelse

fra Kommissionen.

6. Gældende dansk ret

Meddelelsen medfører i sig selv ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Folketinget vil, uanset om den generelle passerellebestemmelse eller den specifikke

passerellebestemmelse for sociale spørgsmål anvendes, skulle give sit samtykke

hertil, jf. lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske

Fællesskaber og den Europæiske Union (L 321 af 30. april 2008 § 1, stk., 2), hvor

det bestemmes, at Regeringen ikke uden Folketingets samtykke kan medvirke til

vedtagelse af overgang fra enstemmighed til kvalificeret flertal i Rådet og evt. af

Jf. art. 153, stk. 2 i TEUF, hvormed indsigelsesretten for nationale parlamenter gælder ikke i forhold til

den specifikke passerelle og anvendelse af denne passerellebestemmelse kræver enstemmighed i Rådet,

ikke Det Europæiske Råd.

overgang fra den særlige lovgivningsprocedure til den almindelige

lovgivningsprocedure i medfør af Lissabontraktatens særlige bestemmelser herom.

En eventuel fremtidig ændring af beslutningsproceduren ved hjælp af

passerellebestemmelserne indebærer ikke suverænitetsafgivelse i grundlovens

forstand, da der er tale om områder, hvor der allerede er overladt kompetence til

EU.

7. Konsekvenser

Meddelelsen har ikke i sig selv statsfinansielle, samfundsøkonomiske eller

erhvervsøkonomiske konsekvenser. En overgang fra enstemmighed til kvalificeret

flertal i Rådet kan dog potentielt have væsentlige statsfinansielle,

samfundsøkonomiske, fordelingsmæssige og erhvervsøkonomiske konsekvenser,

afhængigt af hvilke tiltag, der efterfølgende måtte blive tale om.

8. Høring

Meddelelsen har været i ekstern høring i EU-Specialudvalget for Arbejdsmarkedet

og Sociale Forhold. Der er modtaget høringssvar fra Lederne, ITD, KL, DA, FA,

FH og Moderniseringsstyrelsen.

Lederne finder ikke, at der er grund til at ændre på beslutningsprocedurer, der er

relateret til den danske arbejdsmarkedsmodel. Lederne er således imod en

overgang til kvalificeret flertal.

ITD bemærker, at ikke er muligt at komme med fyldestgørende bemærkninger, når

det ikke fremgår hvilke områder, aktiviteter og typer af ansættelser, der ønskes

reguleret på EU-niveau under ikke-diskrimination. ITD erklærer sig dog generelt

imod forslaget om overgang til kvalificeret flertal.

KL er overordnet imod at ændre beslutningsproceduren. Traditionelt har

medlemsstaterne opbygget deres social- og arbejdsmarkedspolitik meget

forskelligt, hvilket gør det meget vanskeligt at lave en effektiv "one-size-fit all"

løsning i form af lovgivning.

DA er grundlæggende imod Europa-Kommissionens overvejelser om at overgå fra

enstemmighed til flertalsafgørelser på det sociale område. DA er af den opfattelse,

at det vil være særdeles risikabelt at åbne for flertalsafgørelser i forhold til

forskelsbehandling, som også vil kunne omfatte reguleringen af arbejdsmarkedet.

FA er ikke enig i, at overgang til kvalificeret flertal er den rigtige vej at gå. Man

ønsker ikke en europæisk, socialpolitisk “one-size-fits-all"-model.

Det er FH’s

umiddelbare vurdering, at det vil give flere problemer end fordele, hvis

flere beslutninger på det sociale område træffes med kvalificeret flertal.

Moderniseringsstyrelsen er imod forslaget om overgang til kvalificeret flertal.

Det bemærkes, at de modtagne høringssvar hovedsageligt omhandler

arbejdsmarkedet og social beskyttelse. Ingen af de pågældende høringssvar

kommer direkte ind på spørgsmålet om beskyttelse mod forskelsbehandling pga.

køn, race, etnisk oprindelse

uden for

arbejdsmarkedet, der i Kommissionens

meddelelse anføres som hovedårsagen til at overveje anvendelse af

passerellebestemmelse på dette område.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

EU’s stats-

og regeringschefer havde på det uformelle topmøde i Sibiu den 9. maj

2019 en generel drøftelse af kommissionens fire meddelelser angående

overvejelser om anvendelse af passerellebestemmelser inden for det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske område, energiområdet, skatte- og afgiftsområdet samt social

og ikke-diskriminationsområdet.

Kommissionens meddelelse om socialområdet og ikke-diskrimination har endnu

ikke være debatteret på et EPSCO-rådsmøde.

Kun de færreste medlemslande har på nuværende tidspunkt fastlagt konsoliderede

holdninger. Foreløbige indikationer viser, at der er begrænset opbakning blandt

medlemslandene til at gå videre med Kommissionens overvejelser om overgang til

kvalificeret flertal på socialområdet.

10. Regeringens generelle holdning

Kommissionen har indtil videre alene præsenteret deres overvejelser i form af en

meddelelse, sent i den nuværende Kommissions embedsperiode. Der er ikke

fremsat konkrete forslag til beslutning og det er endnu uvist, hvordan den nye

Kommission vil arbejde videre med overvejelserne.

Såfremt Kommissionen fremsætter et konkret forslag på ikke-diskrimination og

socialområdet, ønsker regeringen at gå konstruktivt ind i drøftelser og afklare,

hvorvidt det på nogle af disse områder ville være i dansk interesse at overveje at

ændre stemmereglerne.

Når konkrete forslag fremsættes, vil regeringen sikre tæt inddragelse af

Folketinget.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.