Europaudvalget 2019-20
Rådsmøde 3762 - udenrigsanliggender Bilag 2
Offentligt
2169374_0001.png
NOTAT til Folketingets Europaudvalg
Jeg deltog den 23. marts i en uformel videokonference for udenrigsministrene i
EU til erstatning for det planlagte rådsmøde for udenrigsanliggender. Ud over
en kort drøftelse af aktuelle anliggender var emnet COVID-19. Her følger et
resumé af mødet til Europaudvalgets orientering.
Under aktuelle anliggender gav den høje repræsentant Josep Borrell bl.a. en
kort status for EU’s dialog
med Tyrkiet om EU-Tyrkiet-aftalen fra 2016 som
opfølgning på præsident Erdogans besøg i Bruxelles den 9. marts.
Borrell berørte også arbejdet med den mulige nye CSDP mission i Middelha-
vet,
der skal støtte håndhævelsen af FN’s våbenembargo
i forhold til Libyen.
Missionen skal erstatte Operation Sophia, hvis mandat udløber i slutningen af
marts. Danmark vil som følge af forsvarsforbeholdet ikke kunne bidrage til
operationen, såfremt den vedtages.
Hovedemnet for mødet var de eksterne implikationer af COVID-19, herunder
indsatsen for at hjælpe EU-borgere strandet i tredjelande, bekæmpelsen af mis-
og desinformation om pandemien samt behovet for styrket internationalt sam-
arbejde og solidaritet med særligt de skrøbeligste udviklingslande.
På mødet var der generel enighed om behovet for øget koordination, samar-
bejde og europæisk solidaritet. Flere lande understregede tillige behovet for at
beskytte det indre marked og sikre muligheden for intern transit af hjemvendte
EU-borgere samt at sikre forsyningskæder for medicinsk udstyr.
Der var enighed om behovet for at imødegå desinformation om COVID-19.
Endelig talte mange medlemsstater for vigtigheden af støtte til skrøbelige lande
i EU’s nærområde samt i Afrika syd for Sahara.
Jeg understregede behovet for øget EU-koordination af indsatsen for de EU-
borgere, der lige nu er strandet i tredjelande. Jeg fremhævede behovet for at
styrke samarbejdet om at imødegå desinformation.
Jeg anførte også behovet for at styrke vores internationale samarbejde i hånd-
teringen af pandemiens konsekvenser inklusiv behovet for solidaritet med de
svageste udviklingslande, heriblandt landene i Afrika.
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod