Europaudvalget 2019-20
Rådsmøde 3765 - udenrigsanliggender Bilag 1
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
EKN, sagsnr.: 2020-12927
Den 1. juli 2020
Rådsmøde (udenrigsanliggender) den 13. juli 2020
SAMLENOTAT
1. Latinamerika og Caribien (COVID-19) ............................................................................................................ 2
2. Tyrkiet ............................................................................................................................................................ 4
1
Rådsmøde nr. 3765 (udenrigsanliggender) den 13. juli 2020 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 13/7-20
2222046_0002.png
1. Latinamerika og Caribien (COVID-19)
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Der forventes en drøftelse af konsekvenserne af COVID-19 for Latinamerika og Caribien som led i de
geografiske
drøftelser af EU’s regionale engagement i lyset af pandemien.
EU ventes at orientere om status for
EU’s
strategi til støtte for partnere i Latinamerika og Caribien i deres bekæmpelse af COVID-19-krisen.
Endelig ventes en generel drøftelse
af EU’s relation til regionen.
2. Baggrund
Latinamerika og Caribien er aktuelt COVID-19 krisens epicentrum, og virus er nu spredt til alle
lande i regionen. Mere end to millioner er registret smittet, og mere end 100.000 mennesker er
døde som følge af COVID-19. Disse tal er lavere end for Europa og USA, men det bemærkes,
at testning ikke er udbredt, og antallet af døde er formentlig underrapporteret. I modsætning til
andre regioner er de daglige dødstal stigende i Latinamerika. Afhængig af udviklingen i COVID-
19 ventes regionens store uligheder at blive forstærket og potentielt kunne føre til yderligere
fattigdom og protester blandt befolkningerne. I de mere tyndtbefolkede områder med begrænset
adgang til sundhedsydelser er ikke mindst oprindelige befolkninger sårbare overfor fremmede
vira.
EU og Latinamerika er økonomisk tæt forbundne, og EU er den største ODA-donor til regionen.
EU's indsats vil løbende blive tilpasset i takt med udviklingen. Fokus vil være på de lande, der er
hårdest ramte og har behov for støtte på sundhedsområdet. EU har allerede truffet en række
konkrete og hurtige foranstaltninger for at hjælpe sine partnere i Latinamerika og Caribien under
initiativet ”Team Europe”. I
overensstemmelse med den tilgang, der blev vedtaget af G20, og
som FN støtter, er EU's indsats rettet mod krisens humanitære, sundhedsmæssige, sociale og
økonomiske konsekvenser. Den skal tackle både de kortsigtede og mere langsigtede strukturelle
konsekvenser for samfund og økonomier og dermed mindske risikoen for destabilisering.
Indsatsen styrker både statslige og ikke-statslige tiltag.
Der kan på rådsmødet endvidere forventes en orientering om status på EU’s forhandlinger om
frihandels- og associeringsaftaler med Mercosur, Mexico og Chile. Særligt Mercosur-aftalen vil
kunne få stor økonomisk betydning for forbrugere og virksomheder både i Sydamerika og EU.
Den tiltagende politiske krise, indskrænkningerne af det demokratiske rum, og den voksende
humanitære krise i Venezuela kan ligeledes blive berørt. EU opfordrer løbende parterne til at
komme frem til en forhandlet politisk løsning, der kan føre til frie og fair parlaments- og
præsidentvalg.
3. Formål og indhold
Udenrigsministrene ventes at have en uformel drøftelse af COVID-19’s konsekvenser for
Latinamerika og Caribien samt en drøftelse af
EU’s relation til
regionen.
2
Rådsmøde nr. 3765 (udenrigsanliggender) den 13. juli 2020 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 13/7-20
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Sagen forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for
statsfinanserne, samfundsøkonomien, erhvervslivet, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der forventes opbakning til EU’s engagement i relation til konsekvenserne af COVID-19-
krisen og enighed om, at EU fortsat udvikler relationerne til partnere i Latinamerika og
Caribien.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter op om
EU’s
indsats i forhold til Latinamerika og Caribien, der generelt
komplementerer danske prioriteter i det bilaterale engagement. Latinamerika og Caribien er
vigtige partnere, blandt andet når det gælder fastholdelsen af et regelbaseret multilateralt system,
menneskerettigheder og handelspolitik.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
En overordnet drøftelse af EU’s partnerskab med Latinamerika og Caribien har senest været
forelagt for Folketingets Europaudvalg i juli 2016 til orientering.
3
Rådsmøde nr. 3765 (udenrigsanliggender) den 13. juli 2020 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 13/7-20
2222046_0004.png
2. Tyrkiet
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
På rådsmødet (udenrigsanliggender) den 13. juli 2020 forventes en bred drøftelse om Tyrkiet, herunder
situationen i Det østlige Middelhav, opfølgning på EU-Tyrkiet aftalen fra 2016 og retningen for det fremtidige
forhold mellem EU og Tyrkiet.
2. Baggrund
EU’s relationer med Tyrkiet er komplekse og mangeartede.
Landets størrelse og geopolitiske
placering gør det til en uomgængelig, men også vanskelig partner. Udviklingen i Tyrkiet har
siden det mislykkede kupforsøg i 2016 givet anledning til en stadig voksende bekymring, især i
forhold til den manglende respekt for menneskerettighederne og retsstaten. I praksis har
udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet været sat i bero i mange år. I 2019 har Rådet (generelle
anliggender) gennem vedtagelse af rådskonklusioner i 2019 bekræftet, at EU hverken vil åbne
eller afslutte nye forhandlingskapitler, og at forhandlingerne om modernisering af toldunionen
og om visumliberalisering ligeledes er sat i stå.
De senere år har samarbejdet om irregulær migration, flygtninge og fordrivelse stået helt
centralt. EU-Tyrkiet aftalen fra 2016 udgør et vigtigt fundament for samarbejdet om at
begrænse irregulær migration mod Europa og støtte syriske flygtninge i Tyrkiet. Aftalen kom
imidlertid under alvorligt pres i marts d.å., da Tyrkiet besluttede at åbne grænsen mod
Grækenland. Efterfølgende blev der indledt en dialog mellem EU’s udenrigsrepræsentant og
Tyrkiets udenrigsminister med det mål at finde en fælles forståelse om fortolkningen af aftalen.
Som følge af COVID-19 krisen er der endnu ikke opnået noget resultat af denne dialog. Det
bemærkes, at Tyrkiet huser verdens største flygtningebefolkning (over 4 mio. flygtninge),
hvilket naturligt skaber store udfordringer for de tyrkiske myndigheder, som ikke finder, at EU
udviser tilstrækkelig forståelse herfor.
På baggrund af Tyrkiets ulovlige boreaktiviteter i Det østlige Middelhav har Det Europæiske
Råd opfordret Tyrkiet til at indstille disse handlinger og respektere andre landes suveræne
rettigheder i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten. Det Europæiske Råd har
endvidere besluttet at suspendere højniveaumøder mellem EU og Tyrkiet og støtte en
reduktion af EU’s
førtiltrædelsesstøtte til Tyrkiet. Endelig vedtog udenrigsministrene på
rådsmødet i november 2019 et nyt sanktionsregime over for Tyrkiet i form af
indrejserestriktioner og indefrysning af værdier.
Udenrigs- og sikkerhedspolitisk har Tyrkiet historisk set udgjort en bro mellem Europa og
Mellemøsten. Som medlem af NATO er Tyrkiet en naturlig allieret for EU, men landets
forhold til mange af de øvrige NATO-lande, herunder USA, er anspændt som følge af stærk
uenighed om bl.a. Tyrkiets ageren i Syrien og indkøb af russiske luftforsvarsmissiler.
4
Rådsmøde nr. 3765 (udenrigsanliggender) den 13. juli 2020 - Bilag 1: Samlenotat vedr. rådsmøde udenrigsanliggender 13/7-20
3. Formål og indhold
Rådets drøftelse forventes at fokusere på situationen i Det østlige Middelhav, opfølgning på
EU-Tyrkiet aftalen fra 2016 og retningen for det fremtidige forhold mellem EU og Tyrkiet.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
5. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
6. Gældende dansk ret
Ikke relevant.
7. Konsekvenser
Sagen forventes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser eller konsekvenser for
statsfinanserne, samfundsøkonomien, erhvervslivet, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen har ikke været sendt i høring.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er bred EU-solidaritet med Cypern og Grækenland. Nogle medlemsstater ønsker at trække
EU’s tilgang til Tyrkiets boringer i en endnu mere robust retning, mens en bred kreds af med-
lemsstater ønsker en mere balanceret tilgang, der også tager hensyn til vigtigheden af samar-
bejdet med Tyrkiet som strategisk partner på områder som migration, samhandel og i NATO.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter fuldt op om tidligere vedtagne konklusioner om Tyrkiet. Tyrkiets ageren i
Det østlige Middelhav er uacceptabel, Tyrkiet skal overholde EU-retten og international ret, og
der skal udvises solidaritet med Cypern og Grækenland i forhold til de krænkelser, som Tyrkiet
begår mod disse landes nationale suverænitet.
Regeringen finder det samtidig vigtigt at fastholde en balanceret og proportionel tilgang, da
EU’s forhold til Tyrkiet er langt bredere end dette ene spørgsmål.
Der er derfor behov for fort-
sat dialog og samarbejde på områder af fælles interesse, ikke mindst irregulær migration og
samhandel. Regeringen støtter EU-Tyrkiet-aftalen og en evt. forlængelse af flygtningefaciliteten
under forudsætning af, at Tyrkiet også fortsat respekterer aftalen. Regeringen er tilsvarende
åben over for, at EU kan indlede interne drøftelser om betingelserne for en modernisering af
toldunionen. Endelig anerkendes Tyrkiets betydning som strategisk sikkerhedspolitisk partner.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Folketingets Europaudvalg er senest blevet orienteret om Tyrkiet den 15. maj 2020 under
overskriften Det østlige Middelhav. Tyrkiet-relaterede emner blev desuden forelagt den 5. marts
2020 under overskriften Syrien/Tyrkiet og den 1. november 2019 under overskriften
Situationen i det østlige Middelhavsområde, begge til orientering.
5