Spm. nr. S 1131

36) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Peter Skaarup (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at coronapandemien har tydeliggjort, at vi i Danmark har alvorlige problemer med muslimske parallelsamfund, som vi ser udtrykt ved den kraftige smittespredning i ghettoerne og dominansadfærden med bl.a. bønnekald og bilkorteger i Gellerup?

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak. Spørgsmålet lyder sådan her: Hvad er ministerens holdning til, at coronapandemien har tydeliggjort, at vi i Danmark har alvorlige problemer med muslimske parallelsamfund, som vi ser udtrykt ved den kraftige smittespredning i ghettoerne og dominansadfærden med bl.a. bønnekald og bilkorteger i Gellerup?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet om min holdning til de forhold. For det første er jeg modstander af parallelsamfund, for det andet synes jeg, at bønnekald er anmassende, for det tredje håber jeg, at politiet kigger forbi med bødeblokken – både hvis folk kaster bannere ud fra bygninger, eller hvis de kører rundt og dytter helt vildt i gaderne og hænger ud ad vinduerne og dermed bryder færdselsloven.

Jeg tror, jeg vil stoppe der.

Så er det spørgeren. Værsgo.

Ja, men så får jeg ekstra tid, går jeg ud fra, med det korte svar! Nej, det klarer vi nok.

Det, som jeg godt vil spørge ministeren om her, er, hvad ministeren egentlig konkret har tænkt sig at gøre ved den her situation. Vi har jo konstateret over den seneste tid, at bare det at få tal for den øgede smittespredning, vi desværre ser i de ghettoområder, som vi taler om her, har været meget svært. Til at starte med var der en vis modstand inden for systemet, må man sige, i forhold til overhovedet at få tallene frem – det var i hvert fald den tolkning, vi havde i Dansk Folkeparti. Så kom tallene, og så viste de det, som vi jo desværre også ser andre steder i Europa, nemlig at ikkevestlige indvandrere er dårligere til at overholde de regler, vi alle sammen har underkastet os i forbindelse med coronapandemien.

Så kunne jeg også godt tænke mig at spørge ministeren om de her episoder, vi har set i Gellerup. For er de i virkeligheden ikke udtryk for, at vi har nogle ghettoområder i Danmark, som i stigende grad ikke ønsker at være en del af det danske samfund? For man ønsker altså ikke at rette sig efter de krav, som vi stiller til os, der bor i Danmark, i forbindelse med bekæmpelsen af coronaen. Man kan jo se det meget provokerende, når man ser sådan et bønnekald, at de helt målrettet sidder lige ved siden af hinanden og jo slet ikke overholder de afstandskrav, som vi alle sammen er blevet underkastet.

Punkt 1: Er ministeren med på, at der er en kæmpe udfordring her? Og punkt 2: Hvad har regeringen tænkt sig at gøre ved det, så vi i Folketinget kan udvise aktiv handling? For det kan jo ikke fortsætte – det tror jeg vi alle sammen er enige om.

Ministeren, værsgo.

Jeg skulle engang interviewe min mormor til en bog, jeg skrev, og jeg nåede det heldigvis, lige inden hun døde. Jeg spurgte hende, hvilken dag der var den største i hendes liv, og så sagde hun: Den dag jeg fik en lejlighed i Gellerupparken. Den var helt nybygget, og hun var den allerførste, der flyttede ind. Det var en fremtidsvision for en almindelig dansk arbejderfamilie at flytte til Gellerupparken. Det er det ikke i dag. Og det er det ikke, for når vi f.eks. ser de episoder, som spørgeren henviser til, på sociale medier, sidder mange af os og tænker: Sig mig, er det Danmark, eller er det Mellemøsten, jeg kigger på? Og vi vil ikke have, at det danske samfund ændrer sig til Mellemøsten; vi kan bedre lide at bo i Danmark.

Derfor synes jeg, det er helt legitimt, at både spørgerens parti og mit eget er i gang med en ret omfattende ændring af nogle af de mest udsatte boligområder i Danmark. Det er der meget debat om: Er det nu fair, at folk skal flytte og bygninger skal rives ned? Det mener jeg er det eneste rigtige at gøre, og hvis vi lykkes med det i 2030, vil vi have nul boligområder på de her lister, som er så trælse, fordi der er for mange arbejdsløse, for mange, der har begået kriminalitet, for få, der taler dansk. Så vi er på rette spor.

Tak. Værsgo, hr. Peter Skaarup.

Tak for det. Jeg synes egentlig, der bliver sagt nogle gode ting fra ministerens side, men jeg vil bare sige, at jeg mangler noget aktiv handling her, for vi har tidligere i dag hørt fra ministerens kollega justitsministeren, at der ikke vil blive spurgt til politiets manglende fremmøde ved det her bønnekald, hvor der jo altså er tale om, at reglerne slet ikke bliver overholdt.

Ministeren har tidligere her i Folketingssalen sagt, at det her med bønnekald vil man ikke forbyde, at det er helt okay at vise dominansadfærd på en græsplæne i Gellerup. Kan ministeren ikke godt se, at vi jo ikke rigtig kommer den danske befolkning til undsætning her, hvis ikke vi gør noget? Her tænker jeg også på de små ting, for de små ting har faktisk stor betydning for integrationen og for indsatsen mod den forkerte udvikling, vi ser nogle steder i ghettoerne.

Tak for det. Ministeren.

Man kan ikke bare læne sig tilbage og snakke, det er jeg faktisk fuldstændig enig med spørgeren i. Men det er jo også lidt noget andet, der sker. Boligblokke bliver væltet, beboersammensætningen bliver ændret, elevfordelingen i gymnasierne skal ændres, der bliver truffet masser af beslutninger om, at børn skal i daginstitution. Vi har truffet masser af gode politiske beslutninger, som vi står midt i at skulle implementere.

Det, som den her diskussion handler om, er, om vi så oveni også skal beslutte, at vi vil forbyde bønnekald, og der er det bare regeringens position, at det altså ikke har et omfang – vi har set ét eksempel – hvor vi mener, at Folketinget skal lovgive. Men vi har sagt, hvad vores politiske synspunkt er, og vi vil også gerne sige, at hvis vi ender i en situation, hvor der fem gange om dagen bliver kaldt til bøn, så skal vi jo reagere på det.

Tak for det. Hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Det, der er forstemmende ved ministerens svar, er jo, at det har været det samme svar fra skiftende regeringer helt tilbage fra 1983, altså at man accepterer, at der kommer små ændringer. Nu i forhold til bønnekald: Det er bare i det små, og lad os nu se, hvordan det går; ja, det er lidt anmassende, men, osv. Det er hele den forsonende linje over for islam, som ender med at være en kapitulation. For hvad er garantien for – fordi man river en ghettobygning ned her eller i Gellerup – at den adfærd, den mentalitet, den kultur, som vi ser udfolde sig i de her områder, så ikke bare flytter med ud? Hvad skulle få de her araberdrenge til ikke uden for ghettoen at føle sig overlegne i forhold til danskere, overlegne i forhold til danske piger og overlegne i forhold til danske myndigheder – hele den adfærd? Det handler jo om, at de opfører sig, fuldstændig som de gør hjemme i Ramallah og i Mellemøsten. Hvad skulle få dem til at ændre adfærd, hr. minister, når ministeren ikke vil forbyde det?

Tak, og værsgo.

Spørgeren har ret i, at der har været meget snak siden 1983. Men jeg vil ikke give spørgeren ret i, at de aftaler, der er lavet om bekæmpelse af parallelsamfund, bare er snak. Det er hård realpolitik, der kommer til at forandre de her boligområder til det bedre. Og det er virkelig vigtigt, at vi i de her år holder fast i de aftaler og holder fast i at implementere de beslutninger, vi har truffet, også selv om det giver lidt gnidninger og gør lidt ondt. For vi er på vej et bedre sted hen i de her boligområder, heldigvis.

Der, hvor jeg så også godt selv kan have lidt bekymring, er, at vi kan ændre de fysiske former. Vi kan få børnene i daginstitutioner. Vi kan alt det, men kan vi også vinde kulturkampen? Kan vi få folk over på demokratiets side? Og til det vil jeg sige: Det hele starter med, at vi i Folketinget er sylespidse på, at vi ikke er i kamp mod islam, sådan som jeg kan høre spørgeren lidt lægger op til. Vi er i kamp for demokrati, og vi må insistere på, at det, som det store flertal af muslimer viser hver eneste dag, nemlig at de sagtens kan praktisere deres religion og samtidig være levende og aktive engagerede demokrater, kan det sidste lille mindretal også godt tilslutte sig.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

De eneste eksempler i verdenshistorien på, at muslimer kan være demokrater, er, når de er i mindretal. Der er ikke et eneste islamisk land, som er demokratisk. Og hvis ministeren gad kigge ud ad vinduet, ville han jo kunne konstatere, at de antidemokratiske tendenser faktisk er voksende, også iblandt den danske muslimske befolkning. Vi fik bare forleden dag Ytringsfrihedskommissionens ord for, hvordan man ser på forholdet mellem religion og politik. Vi har set, hvordan man ser helt generelt på, at man skal lade sig integrere osv. Det går ned ad bakke, minister. Og derfor må man bare sige: Det gør det jo af en årsag, nemlig fordi vi ikke har en minister, der i en brydningstid vil sige: Vi bøjer os ikke for islam.

Værsgo.

Demokratiet bøjer sig ikke for sharia. Det skal vi aldrig. Vi skal ikke rykke os en millimeter. Det er vi to hundrede og ti procent enige om. Men jeg vil insistere på, at det her ikke er en forfaldshistorie. Vi er i gang med at lykkes. Det danske samfund kommer stærkere ud på den anden side. Der er en ny generation af unge efterkommere til indvandrere, som tager demokratiet til sig, som blander sig i debatten, som engagerer sig, som tager uddannelse, og som er en aktiv del af det danske samfund. De kommer til at hjælpe os, vi står på deres side, og de kommer til at hjælpe os med at få de radikaliserede typer ned med nakken. Det her skal nok lykkes. Og Dansk Folkeparti kommer også til at bakke det op. Det er jeg helt sikker på.

Tak for det. Så er det hr. Peter Skaarup. Peter Skaarup er hovedspørger. Værsgo.

Jeg glæder mig over ministerens optimisme. Jeg tror bare ikke, at de beboere i Gellerupplanen, der kigger ud over en fodboldbane og hører bønnerne gjalde ud over hele det her område, himmelhøjt, deler optimismen. Jeg tror ikke, de tror på det, ministeren siger.

Men jeg vil godt spørge ministeren om noget, for jeg synes, der er sådan vis en fornægtelse i det, der bliver sagt her, altså at det ikke må gå ud over islam, og at det ikke har så meget med islam at gøre. Men det har jo noget med islam at gøre. Det handler jo om, at islam sætter sig over loven: at der er nogen, der tror på, at loven ikke er højest, men at det er religionen, der er højest. Og derfor følger man ikke loven. Det er i virkeligheden det, der er sagens kerne, og derfor undrer det mig, at man ikke ser den kendsgerning i øjnene og agerer efter den og forbyder de her bønnekald.

Tak, og værsgo.

Jeg er hundrede og ti procent enig i, at sagens kerne er: Har det danske demokrati, har grundloven, folkestyret, forrang for religiøse regler, eller er det omvendt? Hvis der nu står i færdselsloven, at man skal køre i højre side af vejen, og i Koranen, at man skal køre i venstre side af vejen, hvilken side af vejen skal muslimer så køre i? Jamen de skal køre i højre side af vejen. For når demokrati og religion støder sammen, er det Gud, der har vigepligt. Og det lyder banalt og simpelt, men det er lige præcis den værdikamp, vi står i, og jeg glæder mig over, at stadig flere af dem, jeg møder, er klare på det her som muslimer. De praktiserer deres religion på samme måde, som masser af kristne praktiserer deres religion: inden for rammerne af folkestyret. Men jeg vil også godt erkende, og det piner mig at erkende, at når jeg ser det der bønnekald, eller når jeg hører om endnu et eksempel på social kontrol, tænker jeg på mine sorte dage: Er vi i virkeligheden på vej fremad, eller er vi på vej ned i et sort hul? Men jeg er fortsat optimist, bl.a. af at kigge på statistikkerne, og så bare af at bo i Albertslund, hvor der er masser af indvandrere.

Tak. Og så er spørgsmålet sluttet.

Det næste spørgsmål er også til udlændinge- og integrationsministeren, og det er af fru Eva Kjer Hansen, Venstre.