Spm. nr. S 1491

15) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Morten Messerschmidt (DF) :

Er ministeren enig med sit parlamentariske støtteparti – Det Radikale Venstre – i, at danskere skal vise »retsind, lovsind, frisind og storsind« over for det muslimske bønnekald, og at muslimsk bønnekald i øvrigt kan sammenlignes med folkekirkens kirkeklokker?

Værsgo.

Tak, formand. Er ministeren enig med sit parlamentariske støtteparti – Det Radikale Venstre – i, at danskere skal vise »retsind, lovsind, frisind og storsind« over for det muslimske bønnekald, og at muslimsk bønnekald i øvrigt kan sammenlignes med folkekirkens kirkeklokker?

Ministeren.

Jeg skal starte med at sige tak for spørgsmålet. Jeg synes faktisk, det er en god idé, at man udviser retsind, lovsind, frisind og storsind, men i den her sag mener jeg egentlig ikke, at den appel bør rettes til danskere, der kigger på minareter, men mere til folk, der er inde i moskeerne og kigger ud i det danske samfund.

Jeg har selvfølgelig også noteret mig de vigtige ord i Folketingets Vandrehal, og jeg er egentlig enig med fru Marianne Jelved i, at det er vigtige ord, i forståelsen af hvem vi er som samfund og af de værdier, vi har i det her samfund.

Jeg vil også godt sige, at vi i regeringen ikke har noget problem med, at borgere signalerer tilknytning til en bestemt religion. Det er en grundlæggende værdi i det danske samfund, og det er også en del af vores grundlov, og det skal vi selvfølgelig værne om. Men at signalere tilknytning f.eks. med et kors om halsen, en kalot eller et tørklæde er jo ikke det samme som at trække det tørklæde ned over hovedet på andre. Og det mener jeg faktisk at man gør, hvis man kalder til bøn fra en minaret

Der skal derfor ikke herske nogen tvivl om, at det, vi så i Gellerupparken, efter min opfattelse ikke skal være en del af hverdagen i Danmark. Bønnekald er anmassende for de borgere, der bor i nærheden, og som skal høre på det. Og spørgsmålet om et eventuelt forbud mod bønnekald rejser også en lang række juridiske spørgsmål, som vi nu vil afklare nærmere, så vi kender reaktionsmulighederne, hvis problemet udvikler sig. Det må jeg indrømme at jeg faktisk frygter det gør.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg må sige, at jeg betragter det som dybt paradoksalt, at man kan sige, at man skal vise retsind, lovsind, frisind og storsind i forhold til islam. Min måde at se tingene på og min erfaring, hvis man skal bruge det udtryk, viser, at der, hvor islam vinder frem, er det netop alle de her fine begreber, der bliver presset tilbage. Altså, om det er i den muslimske verden, hvor det kan være ganske svært at få øje på frisind og alle de her ting, som fru Marianne Jelved har nævnt, eller om det er i vores egen del af verden, er det i de områder, ghettoer osv., hvor islam vinder frem, ikke ligefrem lovsind, storsind og retsind for den sags skyld, det præges af. Der er flere områder, hvor politiet ikke engang kan få lov til at hævde deres myndighed.

Det må derfor være en fuldstændig anden virkelighed, som det radikale støtteparti til regeringen befinder sig i. Og der kan jeg godt være bange for, at regeringen på en eller anden måde lader sig besnakke og lader sig overbevise om, at man også skal lytte til de her mennesker, der gør, at man er i regering. Da vi f.eks. for et par uger siden havde samråd om det med at forbyde muslimsk bønnekald, bemærkede jeg jo, at udlændinge- og integrationsministeren sagde, at hvis det nu bare var en enlig coronasvale, var der jo ingen grund til at gribe til forbud. Nu kan vi så læse i Berlingske, at der i hvert fald er indtil flere svaler på taget, hvis vi skal bruge det billede, og hvornår er vi så egentlig ved at være der, hvor vi griber til forbud, og hvor vi rent faktisk sætter foden ned og siger, at vi ikke vil have det her i Danmark? Man kan tro på, hvilken gud man vil, men man kan ikke insistere på, at det danske samfund skal præges af den tro.

Ministeren.

Det er rigtigt, at der var en ghettoblaster eller i hvert fald en højtaler på en fodboldbane i Gellerup i det vestlige Aarhus. Det, jeg også bare kan konstatere, er, at jeg så sent som i dag så en religionsforsker, tror jeg det var, som sad på TV 2 News og fortalte, at der faktisk også har været eksempler her i København. Jeg kan læse i aviserne, at der er givet tilladelse til det i en sydsvensk by. Jeg kan se, at det er en debat i andre europæiske lande. Jeg har selv fået en henvendelse fra Islamisk Trossamfund, og jeg ved, at flere kommuner også har været i dialog med nogle islamiske trossamfund om, hvorvidt der skal søges, og hvordan der kan søges om tilladelse til bønnekald.

Det er klart, at jo flere af den slags diskussioner, der kommer, jo mere bliver vi landspolitikere nødt til at træde et skridt frem og regulere. Jeg syntes faktisk, det er trist, at vi regulerer vores samfund mere og mere, men vi bliver åbenbart nødt til det, fordi de her kulturkonflikter tvinger os til at forklare, hvor skabet skal stå.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Det vil da være et råb ud i intetheden, hvis man ikke griber til regulering, når islam trænger sig på. Altså, der er jo ikke et eneste islamisk land, som jeg ville finde særlig attråværdigt at flytte til. Og der er jo heller ikke særlig mange, der flygter til muslimske lande – folk har det med at flygte fra dem.

Så når islam breder sig ud over Danmark, er det da en demokratisk pligt at regulere og få det standset. Og derfor kan man jo kun være bekymret, når et støtteparti til regeringen har den fuldstændig diametralt modsatte opfattelse, nemlig at vi bare skal glæde os over mangfoldigheden.

Tak. Ministeren.

Islam er en femtenhundrede år gammel religion og har jo ikke altid været sådan, men der er ingen tvivl om, at der har været et enormt teologisk, økonomisk, filosofisk tilbageslag for islam i vores levetid, f.eks. med den iranske revolution i 1979 og flere andre eksempler. Og det har også betydet, at mange mennesker er udvandret eller er flygtet fra de lande. Nogle er ankommet til Europa og her til Danmark og lever fuldstændig uproblematisk som danske muslimer, og dem har man lyst til at give en kæmpe krammer. Men det er jo dem, der bl.a. kommer i klemme, og resten af det danske samfund, når der begynder at komme bønnekald fra minareter. For det betragter jeg som en provokation uden lige, og det er med til at gøre, at vi som politikere bliver nødt til at træde et skridt frem og regulere. Og igen skal danske muslimer se i fjernsynet, at nogle af deres trosfæller ikke er i stand til at indordne sig i det samfund, de lever i, og det er brandærgerligt, for mit indtryk er faktisk, at det er de fleste danske muslimer fuldstændig uproblematisk i stand til.

Hr. Morten Messerschmidt.

Der tror jeg at vi ser meget ens på tingene. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at være bekymret for den påvirkning, som socialisterne og De Radikale har på ministeren. Nu var jeg lige på News, inden jeg kom ind i salen her, hvor jeg med hr. Christian Juhl fra Enhedslisten skulle høre på, at man sådan kunne sidestille f.eks. kirkeklokker med islamisk bønnekald. Og hvis ministeren bare her i den sidste spørgetime inden sommerpausen kunne forvisse mig om en lille smule soliditet i synspunktet, ville det være rart, hvis han i hvert fald ville erklære sig uenig i, at kirkeklokker og islamisk bønnekald er noget, man kan sammenligne. Det ene er vel naturligt, det andet er uønskeligt.

Ministeren.

Jeg er enig i, at det ikke giver nogen mening at sammenligne det i Danmark, fordi vi har vores egen kulturhistorie hertillands. En af årsagerne til, at jeg ikke bare mener, at man sådan lidt panisk skal gribe til lovgivning lige med det samme, er bl.a., at hvis der skal være lovgivning, mener jeg, at det skal sikres på en måde, hvor det ikke også går ud over kirkeklokker. Jeg bor selv ved siden af en kirke fra 1100-1200-tallet, og jeg har jo kirkeklokker i baghaven hele tiden, og det synes jeg er en fuldstændig naturlig del af det at bo i Danmark. Jeg bor heller ikke så langt fra en moské, og hvis der blev kaldt til bøn der, ville jeg måske lige stille kaffekoppen lidt mere overrasket fra mig, fordi det ville være helt unaturligt. Og sådan tror jeg de fleste i vores samfund har det, og jeg synes, det er helt naturligt og uproblematisk, at vi har det sådan.

Tak. Det var slut på spørgsmålet fra hr. Morten Messerschmidt.

Vi går videre til det næste spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren, der også er stillet af hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.