Det helt korte og meget lidt politikeragtige ville jo være bare at rejse mig op og sige: Ja. For det mener jeg nemlig. Det er et alvorligt problem. Det skal ikke, som jeg også sagde lige før, være en kamp at få hjælp.
Derfor fremlagde Socialdemokratiet før valget et udspil, som skal give bedre muligheder for mennesker med handicap. Det handler bl.a. om, at vi skal have gjort op med de stive og ufleksible regler, der betyder, at mennesker med handicap og deres pårørende kommer i klemme ved overgangene i livet, f.eks. mellem barn og voksen eller voksen og pensionist.
Som jeg redegjorde for så sent som i går på et samråd, hvor vi begge to deltog, i Social- og Indenrigsudvalget, så er netop spørgsmålet om bedre overgange et af de centrale punkter i regeringens handicappolitik. Jeg har en helt klar ambition om at sikre mere sammenhæng og større fleksibilitet i indsatserne og gøre det lettere at beholde den hjælp, man allerede har fået tilkendt, bl.a. i erkendelse af, at behovet for en bestemt indsats jo ikke nødvendigvis stopper i det år, man fylder 18, men også i erkendelse af, at mange af de unge, det handler om, stadig har stor gavn af at have forældrenes hjælp og støtte i hverdagen, også selv om de formelt set er blevet voksne og uafhængige. Det gælder for alle unge, at man ikke modnes helt i samme takt, og det gælder især for unge med handicap, og derfor er der også behov for at se på, hvordan vi kan skabe bedre og mere fleksible overgange fra barn til voksen på handicapområdet.
Så for at vende tilbage: Det allerkorteste svar, jeg kunne have givet spørgeren, var bare at rejse mig op og sige: Ja, jeg vil gøre en indsats for, at færre børn og forældre til børn med et handicap støder hovedet imod muren, når deres børn fylder 18 år og dermed bliver formelt myndige.