Tak for spørgsmålet. Jeg vil godt starte med at slå én ting fast: Ja, regeringen mener, at vores ambitioner kan realiseres. Hvis vi ikke mente det, ville vi jo ikke arbejde med den her målsætning. Ambitionen om et modtagecenter er et vigtigt element – og det var et vigtigt element i Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil fra 2018, som sammen med forståelsespapiret fra 2019 udgør grundlaget for regeringens politik på området. Det står vi fuldt og fast bag.
Vi er naturligvis bevidste om, at vi ikke kan realisere ambitionen om at flytte asylsagsbehandling til et sikkert tredjeland, uden at vi også har et tredjeland, der ønsker at indgå et ligeværdigt samarbejde. Det giver jo sig selv. Derfor skal vi i den her valgperiode arbejde hårdt for dels at finde en god model for en modtagecenterordning – det er et arbejde i sig selv – dels at finde relevante partnere, som vi kan samarbejde med om at realisere ambitionen.
Jeg anerkender fuldt ud, at det ikke er nogen nem opgave, tværtimod, men det afholder jo ikke regeringen fra at sætte et ambitiøst mål. Bare fordi noget er svært, betyder det jo ikke, at vi ikke skal sætte alle kræfter ind på at forsøge at lykkes med det. Det arbejde er i gang, og det har det faktisk været længe. Det blev sat i gang kort tid efter folketingsvalget. Vi har embedsmænd i både Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udenrigsministeriet, som hver dag bruger kræfter på opgaven, også på alle de andre løsninger og tiltag, som regeringen mener kan bringe os nærmere et mere retfærdigt og humant asylsystem.
Men man går ikke fra ikke at have et modtagecenter den ene dag og så til at have et den næste dag. Det kræver tålmodighed og hårdt arbejde, og det er dér, vi står lige nu.