Tak for spørgsmålet. Jeg vil godt starte med at understrege, at vi arbejder med det her, fordi vi mener, at det kan realiseres. Regeringen så helst, at modtagecenterordningen blev etableret i et samarbejde med andre EU-lande, men det har aldrig været en forudsætning for, at vi ville forfølge ambitionen, at vi havde ensidig opbakning fra samtlige andre EU-lande. Det kommer til at tage et stykke tid, før Sverige og Ungarn f.eks. er enige i alle detaljer af asylpolitikken.
I december fik jeg som bekendt lejlighed til at tale med den nye EU-kommissærer for migrationsområdet, som hedder Ylva Johansson, da hun var på besøg i København som en del af en hovedstadsturné i EU-landene. Kommissæren gav på mødet udtryk for, at etablering af et modtagecenter uden for Europa ikke er et af de elementer, Kommissionen vil se på i forbindelse med EU's kommende asyl- og migrationspagt. Alligevel blev jeg efterladt med indtrykket af, at vi i bund og grund vil det samme som Kommissionen, nemlig have kontrol med migrationen til Europa.
Jeg tror ikke, at Europa-Kommissionen vil realisere alle de tanker, som vi fremlagde i Socialdemokratiets udlændingeudspil, men jeg tror på, at vi igennem EU-samarbejdet kan realisere nogle af komponenterne i regeringens tanker om et nyt asylsystem. Det er jeg faktisk ret overbevist om, for både mine samtaler med kommissæren og med andre ministerkolleger på de rådsmøder, jeg har deltaget i, har efterhånden efterladt mig med et indtryk af, at der er en vilje til, at der skal ske noget på asyldagsordenen.
Det betyder måske ikke, at der fra EU's og alle medlemslandenes side er en vilje til lige præcis at etablere et modtagecenter, men mit klare indtryk er, at der er vilje til at se på mange af de andre komponenter, som også er i regeringens politik. Og så må vi sammen med ligesindede lande og igennem et styrket samarbejde med tredjelande arbejde for at etablere asylsagsbehandling uden for EU's grænser.
Så jeg ser altså ikke sådan på det, at det enten er EU-sporet eller et ikke-EU-spor. Måden at realisere et nyt asylsystem på er en kombination af alt det, vi kan gøre i Bruxelles, og det, vi kan gøre i andre spor med andre lande, både i og uden for Europa, samt med andre aktører på migrationsområdet som f.eks. de internationale organisationer, som også spiller en vigtig rolle her.