Spm. nr. US 16

I dag fik vi en meget alvorlig nyhed, nemlig fra FN, der siger, at hvis vi fortsætter, som det ser ud lige nu, så stiger temperaturen på kloden 3,2 grader. 3,2 grader får konsekvenser for isbjørnene, det får jo konsekvenser for vores have, det betyder, at Roskilde Fjord oversvømmer igen, bare for at nævne nogle af de konsekvenser, det har, når vi har temperaturstigninger, helt fra Grønland til de store verdenshave og helt ind til Roskilde Fjord og måske også Roskildes borgere. Den melding fra FN understreger jo bare, at vi har behov for, at der er ambitiøse mål, både globalt, men sådan set også i Danmark.

Vi forhandler jo lige nu en klimalov, samtidig med at vi forhandler finanslov, hvor vi også kommer lidt ind på emnet, må man sige – eller endda meget – og det skal nok blive fornuftigt, tror jeg. Men det, der bliver interessant, er jo hele diskussionen, som der også er, bl.a. med Venstre, nemlig om reduktionerne skal være nationale, eller om vi i sidste ende nok kan købe lidt aflad ude i verden, fordi det kan blive for svært.

Er lande som Danmark ikke nødt til at forpligte sig til nationale reduktioner, så vi leverer på de udfordringer, vi står med?

Statsministeren.

Først og fremmest deler jeg jo fuldstændig alvoren og havde det også med i indledningen her i dag. For det er alvorligt, og det understreger jo igen, hvor travlt vi har, når tingene går den forkerte vej, selv om der, må man sige, efterhånden globalt er en stigende bevidsthed om, hvor vigtigt klimaet er.

Det bør jo kun skubbe på her i Folketinget for, at vi får den klimalov på plads, sådan at vi kan gå i gang med den næste forhandlingsrunde, som jo er den, der bliver den rigtig interessante. Det er ikke, fordi klimaloven ikke er det, jeg ser bare klimaloven som den første store beslutning, og så skal vi i gang med en klimahandlingsplan – det er det, vi har aftalt i forståelsespapiret – og det er jo der, vi begynder at træffe beslutninger for alvor om, hvordan vi faktisk reducerer vores udledning og kommer i mål med 70-procentsmålsætningen.

Jeg ved jo, at det, som spørgeren spørger ind til, er noget af det, der diskuteres i forhandlingerne omkring klimaloven, og jeg vil, ligesom når det gælder finansloven, gerne overlade forhandlingerne til alle jer, der sidder ved bordet, men jeg vil gerne sige helt principielt, som jeg også sagde i forhold til grænsekontrollen, at når vi på baggrund af forståelsespapiret har indskrevet en 70-procentsmålsætning som hele grundlaget for regeringens arbejde, så er det jo en 70-procentsmålsætning, der handler om Danmark og vores udledning, og det er det, der er sigtet. Og så håber jeg selvfølgelig på en klimalov, som er bindende, og som er ambitiøs, men som også giver os noget albuerum for at træffe de klogeste og de mest langsigtede beslutninger, både år for år, men også i det mere langsigtede.

Pia Olsen Dyhr.

Det svar er jeg rigtig glad for, for det bliver udfordringen. Det er jo både at lave det klogt og gøre det på det rigtige tidspunkt og ikke tro, at vi med de lavthængende frugter lige nu og her kommer i mål på den lange bane, for det skal ske på en begavet måde.

Men det, der jo bliver centralt med en klimalov – og al respekt for forhandlingerne; dem har jeg den største tillid til at de klarer godt ovre i Klimaministeriet, for der er nogle af os, der bruger nogle kræfter andre steder – er alligevel nogle af de grundlæggende elementer, nemlig om det er nationalt, vi reducerer, men også om vi løbende bevæger os mod reduktionsmålet. Det er jo en af de ting, der bliver vigtige i en klimalov, altså at vi ikke bare venter og siger, at i 2030 har vi forpligtet os til 70 pct.s reduktion, men at der også undervejs kommer til at være en sti, så vi kan se, at det godt kan være, at vi ikke kan levere alt i et vist tempo, men at vi når derhen, og det ikke kun er i 2028, vi lige pludselig står med hatten i hånden og skal levere på det.

Så jeg vil spørge statsministeren, om det ikke er vigtigt, at vi har den der form for handlepligt til at levere, så vi kommer i mål.

Statsministeren.

Jeg synes, det er helt åbenbart og rigtigt, at opgaven jo ikke er at reducere, lige når vi nærmer os 2030. Vi har et meget ambitiøst 2030-mål, men det skal jo afspejle sig i de beslutninger og i den politik, vi fører, også år for år. Men for nu også at skabe en sammenhæng til en af de beslutninger, der allerede er truffet, nemlig 1 mia. kr. ekstra til grøn forskning, så er den beslutning jo en meget god illustration af, at vi godt kan træffe en beslutning nu, man ikke kan læse på CO2-tallene. Men det kan jo være, at de penge, der kommer ud at arbejde næste år, er det, der gør, at vi finder den teknologi og de løsninger, der gør, at vi så i 2027 eller i 2024, eller hvornår det nu er, kan se, at vi er på rette vej. Så derfor synes jeg, at tingene skal ses i en sammenhæng. Men vi har ikke noget ønske om og vi har ikke nogen ambition om, at vi tager den med ro de næste 8 år, og at vi så skal skynde os de sidste år. Der skal vi ville noget mere, og det tror jeg i øvrigt vi kan sammen.

Fru Pia Olsen Dyhr, værsgo.

Jeg må jo sige, at jeg nu sidder ovre i Finansministeriets røde bygning, og der synes jeg i hvert fald ikke, der er nogen ro på på det her område, så jeg tror sådan set, vi kan bevæge os nogle skridt fremad, uden at røbe for meget.

Men det sidste spørgsmål er sådan den der kobling, der er i debatten, som jeg mener er en falsk modsætning, altså at hvis vi skal gøre noget for klimaet, går det ud over væksten eller ud over vores beskæftigelse. I Danmark er der jo ansat rigtig mange mennesker i bl.a. vindmølleindustrien, men også i nogle af de andre omliggende energivirksomheder, som virkelig har bidraget til den grønne omstilling. Vi kan jo bare nævne nogle eksempler som ROCKWOOL, Danfoss, Grundfos og VELUX, for at nævne nogle af dem, der i energisparesektoren leverer på energibesparelser, og grunden til, at jeg gør det, er jo, at jeg mener, det er det, der skaber fremtidens arbejdspladser, og jeg mener, at det er en falsk modsætning.

Så jeg vil sådan set håbe, at vi, når vi kommer frem med det her, så både kan skabe nye arbejdspladser i Danmark, men også levere på den grønne omstilling, og at vi ikke ender med, at det skal være hinandens modsætninger.

Statsministeren.

Men det er jeg ret sikker på at vi kan. Når det drejer sig om både Enhedslisten, Det Radikale Venstre og SF, har vi jo i fællesskab lavet et forståelsespapir med en historisk ambition på klimaets vegne, men samtidig med det også et udtrykkeligt ønske om at styrke beskæftigelsen, og det har vi jo mulighed for at gøre. Hvis vi kigger lidt tilbage på de senere år i Danmarks nyere udvikling, hvis vi kigger på de seneste ca. 30 år, så kan vi se, at produktionen i Danmarks energiudledning faktisk ligger nogenlunde stabilt, men at den økonomiske aktivitet er gået sådan her (peger opad), og det er jo, fordi vi f.eks. har været gode til at blive rigere på grund af produktivitet, altså simpelt hen ved at blive dygtigere og gøre tingene på en anden måde. Oven i det er det jo helt rigtigt, at det er tusindvis af mennesker, der hver eneste dag går på arbejde i Danmark på grund af den grønne omstilling – ikke på trods af, men på grund af den grønne omstilling – og det, vi skal i fællesskab, både i klimaforhandlingerne, men også i en finanslov, er jo hele tiden at understøtte, at de to ting kommer til at gå hånd i hånd, og det er jeg meget enig med SF i kan lade sig gøre.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr.

Den næste spørger er Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.