Tak for det, formand, og tak til statsministeren for de indledende kommentarer til spørgetimen i dag, og jeg vil også sige specielt tak for kommentarerne om de overgreb, der har været, over for danske jøder. Det er fuldstændig utilstedeligt, og jeg synes, det er helt på sin plads, at vi alle sammen står sammen om at tage afstand fra det og vise, at sådan noget ikke skal finde sted i det danske samfund.
Statsministeren nævner også, at der er kommet noget midlertidig grænsekontrol til Sverige. Jeg tror, det var i aftes, vi var oppe på det 35. skuddrab i Malmø – det 35. skuddrab i Malmø alene i år. Det viser jo noget om, hvad det er for nogle farer, vi lever med bare lige i vores nærhed. I går landede så den første fremmedkriger, en tidligere IS-kriger, i Københavns Lufthavn i Kastrup, på trods af at statsministeren jo i en opdatering så sent som i går meddelte den danske befolkning, at de her mennesker ikke er velkomne i Danmark. Statsministeren nævnte også, at hvis de har dobbelt statsborgerskab, har vi nu fået hastebehandlet lovgivning, så de kan miste det osv. osv.
Jeg synes, det er fuldstændig forrykt, at de her mennesker begynder at vende tilbage til det danske samfund og skal have advokatbistand betalt af danske skatteydere, nogle skal på hospitalet og have lægehjælp osv., og så kan de danske skatteydere få lov til at finansiere nogle mennesker, der har vendt Danmark ryggen, er taget til Syrien og har kæmpet en bestialsk kamp dernede imod de værdier, vi står for, imod alt, hvad vi ønsker at markere. De er nu på vej hjem. Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren i dag i den her første spørgetime, hvor vi har lejlighed til det, hvad regeringen konkret gør for at sikre, at der ikke kommer flere fremmedkrigere tilbage på dansk jord. Altså, hvad gør regeringen konkret for at sikre, at det i forhold til den opdatering, som statsministeren bl.a. lavede i går – men også ved tidligere lejligheder har markeret – om, at de her mennesker ikke er velkomne i Danmark, rent faktisk også bliver sådan, at ikke flere end den ene, vi nu har set, sætter foden på dansk jord?