Spm. nr. US 54

Spm. nr. US 54

Tak. Jeg vil også benytte lejligheden til at takke både for indsatsen for og for samarbejdet om at håndtere den her helt akutte situation, som ingen jo havde forudset. Jeg er også glad for at være tilbage i spørgetimen, og det er måske et afsavn, der især har været stærkt i Folketinget – mon ikke folk i almindelighed mere savner at kramme deres nære end spørgetimen – men ikke desto mindre er det vigtigt som et udtryk for, at vi langsomt og gradvis genåbner Danmark.

Til gengæld synes jeg ikke, at det har været en svag stund for folkestyret. Tværtimod synes jeg faktisk, at vi har vist det, som folk måske savner rigtig meget til hverdag, nemlig at vi har kunnet samarbejde om at håndtere en meget alvorlig situation, lavet aftaler, hvor alle partier var om bord, lyttet til hinanden, fundet måder at løse det på og stået skulder ved skulder og sagt: Den her måde håndterer vi det på, med sikkerhedsnet under folks job, med udskydelse af tælleregler i dagpengesystemet og andre steder, som gør, at mennesker ikke skal være bange for pludselig at miste deres indtægtsgrundlag, heller ikke hvis de er ledige. Det synes jeg altså er et udtryk for et samarbejdende og stærkt folkestyre, og det er jo i virkeligheden det, jeg håber vi måske kan tage med os ud af krisen – at vi kan handle lige så resolut over for andre af de udfordringer, der er større end almindelig partipolitisk uenighed.

Her tænker jeg selvfølgelig især på klimakrisen, som jo ikke er blevet mindre i den tid, vi har bekæmpet corona. Man kan vel sige, at sundhedskrisen her, coronakrisen, ubetinget er vores mest akutte udfordring, men at den største udfordring for menneskeheden stadig væk er truslen om varige klimaforandringer, som alle efterfølgende generationer skal leve med konsekvenserne af. Derfor synes jeg, at der tegner sig en mulighed for at gøre vejen ud af coronakrisen grøn og på den måde tage nogle initiativer, der både trækker os i retning af at bekæmpe klimaforandringer, men også giver mulighed for at skabe nye job. Derfor vil jeg gerne bede statsministeren i dag om at sige, at det også er regeringens opfattelse, at vi, inden vi går på sommerferie i Folketinget, med det forlængede folketingsår har truffet væsentlige klimapolitiske beslutninger, der nedbringer Danmarks CO2-udledning.

Statsministeren.

Først vil jeg sige, at jeg fuldstændig deler oplevelsen af, hvad det er, der har kendetegnet det danske folkestyre, og jeg tror, danskerne er dybt taknemlige for, at vi ikke spildte tid, hverken vores egen eller danskernes tid, på almindelig politisk ævl og kævl, men var på opgaven, og det gælder alle Folketingets partier.

Jeg har jo ikke kunnet se forskel på gamle partier, nye partier, store partier, små partier, partier til højre eller partier til venstre. Jeg har oplevet, at alle partier har taget et kæmpestort ansvar, bøjet sig ind mod hinanden og fundet brede løsninger. Vi har lavet hjælpepakker for i nærheden af 400 mia. kr. – ja, det er jo helt vildt. Det meste af det har vi gjort i fællesskab. Vi har vedtaget lovgivning med en hast og på en måde, vi normalt aldrig ville gøre, men fordi alvoren virkelig, virkelig ramte os. Det vil jeg gerne kvittere for, og jeg bliver selv en gang imellem meget forundret, når jeg så kan se gengivet i offentligheden, at der nærmest ikke er et politisk samarbejde; vi mødes hele tiden og finder løsninger for danskerne. Så længe vi gør det, må vi så acceptere noget af den offentlige diskussion, tror jeg. Det vigtigste er, at vi løser opgaven.

Det gælder også på klima, og den opgave er ikke blevet mindre. Det kan være, den har fået hjælp i den her situation, fordi vi også har fået øjnene op for, at vi kan skabe store løsninger, og at vi kan møde udfordringen med den alvor og med den handlekraft, der skal til, og det ser jeg meget gerne videreført ind på klimaområdet. Jeg ved, det er et stærkt ønske, bl.a. fra De Radikale, men også fra andre partier, at genopretningen af dansk økonomi, de næste skridt, ikke alene bliver et spørgsmål om økonomi, men også bliver de næste vigtige bidrag til at løse klimakrisen, og den ambition deler jeg fuldstændig. 70-procentsmålsætningen står i mine øjne fuldstændig uanfægtet; hvordan vi kommer derhen, skal vi i gang med at diskutere – igen.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, for der er jo sket ganske meget, siden vi før jul blev enige om – et meget bredt flertal i Folketinget med næsten alle partier – at sætte den her ambitiøse målsætning. Men det er jo ikke gjort med klimaloven, selv om den forhåbentlig bliver vedtaget inden længe. Nu er førstebehandlingen lige blevet udsat, men den kommer nu her. Og man kan jo se, at det ikke skorter på opfordringer til at komme i gang. Dansk Industri opfordrer til, vi tager beslutninger, som kan sikre op imod en fjerdedel af forpligtelsen frem mod de 70 pct.; organisationer vidt og bredt anbefaler tilsvarende. De partier, som har dannet grundlag for, at regeringen overhovedet kunne tiltræde for et år siden, har rykket i forhold til det, men også partier i oppositionen har foreslået fremrykkede havvindmølleparker.

Derfor venter vi jo sådan set på, at regeringen er klar. Og jeg har tidligere rykket i forhold til det, også før der gik coronakrise i det, og jeg er optimistisk, i forhold til at vi kan nå det, men jeg ville gerne have en mere håndfast garanti fra statsministeren for, at regeringen er klar til at træffe beslutninger inden sommerferien, som reducerer Danmarks CO2-udledning; politiske beslutninger, som også kan skabe job og bidrage til den økonomiske genopretning, og som i hvert fald gør, at vi kan sige, at vi ikke har brugt coronakrisen som undskyldning for ikke at gøre noget ved klimakrisen.

Statsministeren, værsgo.

Det kan jeg godt svare ja til. Selvfølgelig kan jeg svare ja til det – det skal vi, og det er der også tid til at få gjort. Jeg har det stadig væk sådan, at vi jo, når vi taler om den mere langsigtede genopretning af dansk økonomi, skal kigge hele vejen rundt. Altså, nu har repræsentanter for Venstre – måske især en – jo virkelig kastet sig ind foran de liberale erhverv og diskussionen omkring det, og jeg er også optaget af de liberale erhverv. Vi er jo så efterfølgende blevet enige om, at de har kunnet åbne op – det oplever jeg egentlig at alle partier har været optaget af – men i mine øjne mangler der et stort fokus på hele Eksportdanmark. Og en verden, der er lukket delvist ned, eller for nogle landes vedkommende helt ned, i lang tid, kan jo have langt større konsekvenser for dansk økonomi end en midlertidig lukning af nogle liberale erhverv – det kan det potentielt have.

Men hvis vi gør det her klogt og i samarbejde med både lønmodtagere og virksomheder, kan vores kæmpestore fordel være, at vi jo kan lave en mere langsigtet genopretning af dansk økonomi, der har et meget, meget klart sigte til det Produktionsdanmark, som kan lave nogle af de grønne løsninger, som vi både kan bruge herhjemme umiddelbart, men som trods alt også vil blive efterspurgt ude i verden. Og jeg synes, det er det arbejde, vi i fællesskab skal i gang med nu; hjælpepakkerne er forhandlet på plads.

Hr. Morten Østergaard for sidste spørgsmål. Værsgo.

Ja, håbet er som bekendt lysegrønt, men jeg synes, det fik ny næring af statsministerens klare garanti om, at vi tager klimapolitiske beslutninger inden sommerferien, der reducerer Danmarks CO₂-udledning. Så er det jo spørgsmålet om, hvornår vi går i gang, og jeg vil bare sige med erfaringen fra finanskrisen, at de her ting tager længere tid, end man regner med. Altså, man kan jo godt sige: Jamen nu er vi nødt til at vente, og vi skal også vide, hvor stor udfordringen er.

Men virkeligheden er jo denne: Der er 72.000 almene boliger, som står og venter på at blive renoveret. Er der nogen som helst argumenter for ikke at beslutte at sætte det i gang, når vi ved, at to tredjedele af det er klimaskærm og energirenovering? Det kunne man sætte i gang med det samme. Er der noget som helst at betænke sig på i forhold til at begynde at få oliefyr og naturgasfyr ud af varmeforsyningen eller at få sat flere ladestandere op? Altså, min appel til regeringen er, at vi ikke lader alting vente på alting, men at vi faktisk kommer i gang med at træffe de beslutninger, som anbefales af alt fra erhvervslivet og organisationerne til Klimarådet og et kæmpe flertal i Folketinget. Og vi venter egentlig bare på invitationen til at komme i gang.

Statsministeren, værsgo.

Så giver jeg den nu – for jeg synes, det er klogt. Og jeg synes især, det ville være klogt her i den kommende tid at fokusere på nogle af de opgaver, som vi ved er der, som skal løses, som vi ønsker at løse, og som også kan have en umiddelbar og god effekt i forhold til den hjemlige beskæftigelse. Og så er der jo helt oplagt nogle mere langsigtede klimapolitiske beslutninger, vi skal have til at fungere i en verden, der ser anderledes ud, end den gjorde før coronaen.

I forhold til hastværket håber jeg på en vis forståelse for, at vi igennem de seneste 6 uger nærmest 24-7 har været helt og aldeles optaget af at løse coronaopgaven, og den vil stadig væk koste det meste af min vågne tid, inklusive tiden for alle de mennesker, der er omkring mig. Men det betyder ikke, at vi ikke har plads til det, vi lige har givet hinanden hånden på – nu må man ikke give hinanden hånden, men vi gør det alligevel, dog ikke på den måde, man gør det på på Hjallerup Marked; ja, der skal være plads til inden sommer at vi mødes, og at vi får truffet nogle klimapolitiske beslutninger.

Tak til hr. Morten Østergaard.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr, SF.