Tak for det, formand. Og tak til statsministeren for de indledende ord her i spørgetimen i dag. Jeg vil måske også lige indledningsvis sige, at jeg faktisk er enig i den kritik, der kommer til udtryk fra hr. Jakob Ellemann-Jensen. Altså, jeg synes, der er en form for systematik over de ansættelser, der finder sted i statsapparatet under den nuværende regering, som bør give anledning til, at Folketinget tager det dybt seriøst og engagerer sig i, hvad det er, der sker, og om det er rigtigt det sker, og hvis ikke, hvad man så gør ved det.
Derfor vil jeg også opfordre statsministeren til at engagere sig i den debat også her i Folketinget. Og vi vil fra Dansk Folkepartis side i Udvalget for Forretningsordenen rejse det spørgsmål, om vi bliver nødt til fra Folketingets side at bede om at få lavet en eller anden form for ny magtudredning, der skitserer forholdet mellem Folketinget og regeringen og regeringens brug af statsapparatet. For det er en principielt meget, meget vigtig diskussion for Folketinget at tage.
Det spørgsmål, som jeg så har valgt at rejse i spørgetimen her i dag, er et lidt andet. Og det er, fordi jeg i søndags fik en overraskelse – altså ikke politisk, men alligevel en overraskelse over sammenkædningen – fordi Det Radikale Venstres hr. Morten Østergaard i Danmarks Radio sagde, at Det Radikale Venstre i finanslovsforhandlingerne ikke vil lægge stemmer til at fastholde den nuværende grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland. Nu foregår de her forhandlinger jo netop i de her dage, og statsministeren har udtrykt sin tro på, at de også falder på plads med et finanslovsforlig.
Derfor vil jeg i spørgetimen i dag bede statsministeren garantere Folketinget, at der ikke bliver lavet en finanslovsaftale, uden at man i den finanslovsaftale har sikret de økonomiske ressourcer til at fastholde grænsekontrollen på mindst det niveau, den har i dag.