EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 124: Kopi af ERU alm. del - svar på MFU spm. 76, om det kan sikres, at den danske sommerhusprotokol opretholdes med Erhvervsstyrelsens udkast til ny vejledning for udlejning af sommerhuse m.v. fra september 2020, fra justitsministeren

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 124
Offentligt

Folketinget

Erhvervsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

11. november 2020

Kontor:

EU-retskontoret

Sagsbeh: Janani

Jeyasothinayagam

Sagsnr.: 2020-0032/43-0011

Dok.:

1689950

Slotshmgade1026Købnv.TF

w.justimnerdk

[email protected]

+4572680391

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 76 (Alm. del), som Folketingets

Erhvervsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. oktober 2020. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Trine Torp

(SF).

Nick Hækkerup

Anders Lotterup

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 124: Kopi af ERU alm. del - svar på MFU spm. 76, om det kan sikres, at den danske sommerhusprotokol opretholdes med Erhvervsstyrelsens udkast til ny vejledning for udlejning af sommerhuse m.v. fra september 2020, fra justitsministeren

Spørgsmål nr. 76 (Alm. del) fra Folketingets Erhvervsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, om det kan sikres, at den danske

sommerhusprotokol opretholdes med Erhvervsstyrelsens udkast

til ny vejledning for udlejning af sommerhuse m.v. fra septem-

ber 2020?”

Svar:

Efter sommerhusloven må en ejer eller bruger af sommerhuse ikke uden

tilladelse erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end et år udleje som-

merhuse til ferie- og fritidsformål m.v.

Det fremgår af Erhvervsstyrelsens udkast af 23. oktober 2020 til vejledning

om udlejning af sommerhuse m.v., at formålet med vejledningen er

–

inden

for rammerne af den gældende sommerhuslov og hidtidige praksis

–

via

nogle generelle formodningsregler at gøre det enklere og lettere for som-

merhusejere at vurdere, hvornår udlejning af sommerhuse i almindelighed

ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig.

Erhvervsstyrelsen lægger i udkastet til vejledning op til følgende formod-

ningsregler:

Der er formodning for, at enkeltpersoners udlejning af 1-2 sommer-

huse og ægtefællers og samlevendes udlejning af op til 4 sommer-

huse ikke har en erhvervsmæssig karakter, hvis sommerhusejeren

eller husstanden selv bruger hvert af sommerhusene i mindst 2 uger

årligt, så udlejningen har karakter af et supplement til eget brug, og

udlejningen af sommerhusene ikke overstiger 41 uger, så udlejnin-

gen ikke antager en professionel karakter.

Der er formodning for, at udlejning har erhvervsmæssig karakter,

hvis en enkeltperson udlejer mere end 2 sommerhuse, eller ægtefæl-

ler eller samlevende udlejer mere end 4 sommerhuse.

Der er formodning for, at udlejning af to eller flere store sommer-

huse med en samlet betydelig lejeindtægt har erhvervsmæssig ka-

rakter.

Det fremgår af Erhvervsstyrelsens udkast til vejledning, at der kan være

konkrete forhold i den enkelte sag, som vil medføre, at udlejningen under

alle omstændigheder efter en samlet vurdering vil blive betragtet som er-

hvervsmæssig. I den forbindelse fremgår det af udkastet til vejledning, at

der i en konkret vurdering også kan indgå andre kriterier, såsom formålet

med opførelsen eller erhvervelsen af sommerhuset, lejeindtægternes stør-

relse m.v. eller andre forhold, som kan være af betydning for, om udlejnin-

gen vurderes som erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig.

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at udkastet til vejledning er udarbejdet på

baggrund af en udredning fra Kammeradvokaten om hidtidig administrativ

praksis og retspraksis efter sommerhusloven, og at følgende fremgår af ud-

redningen:

Sommerhusloven definerer ikke ”erhvervsmæssig udlejning”, og lo-

vens forarbejder indeholder kun en begrænset beskrivelse af, hvor-

når udlejning skal anses for erhvervsmæssig efter § 1, stk. 1, nr. 1.

Det beror således i første omgang på en fortolkning af bestemmel-

sen, hvornår dette er tilfældet.

En fortolkning af § 1, stk. 1, nr. 1, fører dog ikke til en fuldstændig

afklaring af, hvornår der er tale om erhvervsmæssig udlejning. Be-

stemmelsen overlader således myndighederne et vist skøn ved fast-

læggelsen af, hvilke kriterier der indgår i vurderingen af, om en ud-

lejning er erhvervsmæssig.

Sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, og forarbejderne til bestemmel-

sen, forudsætter, at der i den enkelte sag skal foretages en samlet

vurdering af de konkrete omstændigheder ved afgørelsen af, om ud-

lejningen af et sommerhus er erhvervsmæssig.

Efter det oplyste fremgår det også af Kammeradvokatens udredning, at der

ikke kan siges at have dannet sig en fast praksis for vurderingen af udlejnin-

gens længde eller egen brug.

Det fremgår efter det oplyste videre af udredningen, at

kriteriet ”sommer-

husets størrelse” næppe er egnet til generelt at blive tillagt væsentlig betyd-

ning for afgørelsen. Sommerhusets størrelse vil dog efter Kammeradvoka-

tens vurdering i visse tilfælde være relevant i tilslutning til andre kriterier,

især hvis der er tale om meget store sommerhuse. Det kan f.eks. være tilfæl-

det, hvis samme ejer udlejer 2 eller flere meget store sommerhuse med tæt

indbyrdes beliggenhed og en betydelig samlet lejeindtægt.

Sommerhusloven bidrager sammen med den øvrige værnslovgivning

(landbrugsloven, planloven mv.) til at modvirke udhulning af erhvervelses-

lovgivningen, som er den lovgivning, Danmark i medfør af sommerhuspro-

tokollen

–

uanset EU-traktaternes bestemmelser om fri bevægelighed

–

kan

opretholde i den affattelse, der var gældende ved sommerhusprotokollens

tilblivelse i 1992.

Erhvervelseslovgivningen indebærer, at personer, der ikke har eller tidligere

har haft bopæl i Danmark i sammenlagt 5 år, kun med Justitsministeriets

tilladelse kan købe en fast ejendom i Danmark.

På baggrund af EU-rettens bestemmelser om fri bevægelighed gælder kravet

om tilladelse ikke, hvis ejendommen skal tjene som helårsbolig for køberen

eller er en forudsætning for, at den pågældende køber kan drive selvstændigt

erhverv eller levere tjenesteydelser i Danmark, dvs. udøve erhvervsmæssig

virksomhed.

Højesteret har i en dom fra 2006 (UfR 2007.99H) bekræftet, at det efter

erhvervelseslovgivningen er den faktiske anvendelse af ejendommen, som

er afgørende for, hvilken type ejendom der konkret er tale om (f.eks. en er-

hvervsmæssig ejendom).

Selv om værnslovgivningen i sig selv ikke er omfattet af sommerhusproto-

kollen, er der ved lempelser af værnslovgivningen grund til at holde sig for

øje, om de påtænkte ændringer konkret kan føre til et pres på det fælles for-

mål bag erhvervelseslovgivningen og sommerhusprotokollen (at sikre per-

soner bosat i Danmark en fortrinsret med hensyn til erhvervelse af sekun-

dære boliger f.eks. sommerhuse).

Et sådant pres ville eksempelvis kunne aktualiseres ved en lempelse af som-

merhuslovens tilladelseskrav med hensyn til erhvervsmæssig udlejning af

sommerhuse. En sådan lempelse ville indebære, at unionsborgere fra andre

EU-lande i medfør af EU-rettens regler om fri bevægelighed for erhvervs-

drivende og tjenesteydere ville have ret til at opkøbe sommerhuse i Danmark

med henblik på at drive udlejningsvirksomhed uden Justitsministeriets tilla-

delse efter erhvervelsesloven. Sommerhusprotokollen ville ikke kunne for-

hindre unionsborgernes køb af sommerhuse i et sådant tilfælde.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at Erhvervsstyrelsens udkast til vej-

ledning, der er holdt inden for rammerne af den gældende sommerhuslov og

hidtidige administrative praksis, ikke udvisker grænsen mellem fritidsbebo-

else og erhvervsmæssig udlejning.

Tværtimod indebærer udkastet til vejledning, at udlejning af sommerhuse

fortsat kun kan ske inden for visse rammer, som netop skal forhindre, at der

foretages erhvervsmæssig udlejning, herunder forhindre opkøb af sommer-

huse med henblik på at drive udlejningsvirksomhed. Det er i den forbindelse

afgørende, at der uanset de opstillede generelle formodningsregler fortsat

skal være mulighed for at foretage en konkret vurdering af, om udlejningen

som følge af særlige omstændigheder får en sådan professionel karakter, at

den må betragtes som erhvervsmæssig.