Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 170
Offentligt
2306133_0001.png
Den 14. december 2020
MIM 002
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til en gennemførelsesretsakt om at forlænge
godkendelsen for propiconazol i produkttype 8, i henhold til forordning
528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige
produkter (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen foreslår en udskydelse af udløbsdatoen for godkendelsen af aktivstoffet propiconazol i
træbeskyttelsesmidler (produkttype 8) i henhold til forordning 528/2012 om biocidholdige produkter
(komitesag). Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stoffet fortsat må indgå som aktivstof i
biocidholdige produkter i den angivne produkttype. Der er ingen væsentlige økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet og staten. Der er heller ingen væsentlige økonomiske
eller administrative konsekvenser for regioner og kommuner. Forslaget har ingen
erhvervsøkonomiske konsekvenser. Sagen kan dog potentielt have erhvervsøkonomiske og
samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis udløbsdatoen ikke udskydes, fordi danske virksomheder,
der bruger træbeskyttelsesmidler i produktionen, ikke har alternativer klar på nuværende tidspunkt.
Godt halvdelen af Miljøstyrelsens biocidgodkendelser af træbeskyttelsesmidler indeholder
propiconazol, og kun få af de andre godkendte produkter virker mod samme svamp. Samlet set
påvirker forslaget miljøbeskyttelsesniveauet neutralt, da stoffet er godkendt i EU i dag. Forslaget er
drøftet på et videomøde i den stående komité for biocidholdige produkter den 10. december 2020
med efterfølgende skriftlig afstemning. Regeringen mener ikke, at godkendelsens udløbsdato for
propiconazol i produkttype 8 skal forlænges i endnu en periode. Da propiconazol er klassificeret som
skadende for fostre i kategori 1B og dermed er omfattet af udelukkelseskriterierne, bør godkendelsen
ikke fornys. Regeringen agter på den baggrund at stemme imod forslaget.
Baggrund
Kommissionen forventes at fremsætte forslag til beslutning om at godkendelsen af propiconazol i
træbeskyttelsesmidler (produkttype 8) forlænges i en periode, der vil være tilstrækkelig til at kunne
vurdere ansøgningen om fornyet godkendelse. En sådan udskydelse vil medføre, at udløbsdatoen for
godkendelsen udskydes fra 31. marts 2021 til 31. december 2022. Udløbsdatoen er tidligere forlænget
med 1 år fra 31. marts 2020.
Forslaget har hjemmel i artikel 82 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 om
tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter.
Forslaget behandles i en rådgivningsprocedure i den stående komité for biocidholdige produkter. Når
rådgivningsproceduren finder anvendelse afgiver komitéen udtalelse, om nødvendigt ved afstemning.
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 170: Notat om komitésag vedr. forlængelse af godkendelsen for propiconazol
2306133_0002.png
Hvis komitéen stemmer, afgives udtalelsen med simpelt flertal blandt komitéens medlemmer.
Kommissionen træffer afgørelse om de udkast til retsakter, der skal vedtages under størst mulig
hensynstagen til konklusionerne af komitéens drøftelser og komitéens udtalelse.
Forslaget er drøftet på et videomøde i den stående komité for biocidholdige produkter den 10.
december 2020 med efterfølgende skriftlig afstemning.
Formål og indhold
Forslaget drejer sig om beslutning om at forlænge godkendelsen i en periode, der er tilstrækkelig til at
give mulighed for at vurdere ansøgningen om fornyet godkendelse for aktivstoffet:
Propiconazol (CAS nr. 60207-90-1)
Aktivstoffet er omfattet af udelukkelseskriterierne i henhold
til artikel 5, stk. 1
1
i forordning 528/2012, da stoffet er klassificeret som skadende for fostre i kategori
1B. Aktivstoffet er optaget som godkendt aktivstof i træbeskyttelsesmidler (produkttype 8), og der
foreligger en ansøgning om fornyet godkendelse. Ansøgningen om fornyet godkendelse er indsendt til
Finland, og Finland har tidligere meddelt Kommissionen, at en fuld evaluering er nødvendig.
Fristen for, hvornår godkendelsesindehavere skal indsende ansøgning om fornyet godkendelse, er i
biocidforordningen sat så kort, at en fuld evaluering om fornyelse ikke kan nås, inden den oprindelige
udløbsdato for godkendelsen. Derfor blev udløbsdatoen tidligere udskudt i 1 år fra 31.marts 2020. Det
har dog vist sig, at evalueringen om fornyelsen ikke kan nås før den nuværende udløbsdato (den 31.
marts 2021). Udløbsdatoen foreslås derfor udskudt i en yderligere periode.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Nærhedsprincippet
Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om
gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget retsakt, hvorfor regeringen vurderer, at
forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Der er tale om vedtagelse af en ny gennemførelsesafgørelse, som er direkte gældende i Danmark.
Konsekvenser
Hvis forslaget bliver vedtaget, vil udløbsdatoen for godkendelsen bliver ændret. Det vil betyde, at
propiconazol i træbeskyttelsesmidler (produkttype 8) forbliver på EU-listen over godkendte
aktivstoffer. Denne liste er direkte gældende i Danmark, og der vil derfor ikke være
lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget.
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s
budget. Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske
konsekvenser. Forslaget har ingen erhvervsøkonomiske konsekvenser. Hvis forlængelsen ikke gives, vil
det have væsentlige samfundsøkonomiske og væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Et evt.
forbud mod propiconazol vil have store konsekvenser for de danske virksomheder, der bruger
træbeskyttelsesmidler i produktionen, idet de ikke har alternativer klar på nuværende tidspunkt, og
udvikling, test og godkendelse af alternativer vil tage flere år. Et forbud mod propiconazol vil desuden
Udelukkelseskriterierne er de kriterier, som gør at et aktivstof som udgangspunkt ikke kan godkendes, hvis det
for eksempel er kræftfremkaldende, mutagent eller reproduktionstoksisk i kategori 1A eller 1B.
1
2
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 170: Notat om komitésag vedr. forlængelse af godkendelsen for propiconazol
2306133_0003.png
få betydning for mulighederne for at beskytte bygninger af træ mod træødelæggende svamp. De
erhvervsøkonomiske konsekvenser og samfundsøkonomiske konsekvenser er ikke estimeret nærmere
på nuværende tidspunkt.
Godt halvdelen af Miljøstyrelsens biocidgodkendelser af træbeskyttelsesmidler indeholder
propiconazol, og kun få af de andre godkendte produkter virker mod træødelæggende svamp ligesom
propiconazol-midlerne.
Forslaget vil påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark neutralt, idet det ikke ændrer på, hvilke midler
med det pågældende aktivstof, der på nuværende tidspunkt er godkendt i Danmark.
Høring
Sagen har været i skriftlig høring i EU Miljø-specialudvalget.
Dansk Industri, DI Dansk Byggeri, DI Byg, Træ- og Møbelindustrien og Danmarks Farve- og
Limindustri anbefaler, at Kommissionens forslag om forlængelse støttes, så der kan gennemføres den
fuldstændige vurdering af propiconazol, herunder vurderingen af alternativer, hvorved den endelige
beslutning om propiconazols fornyelse kan træffes på et fuldt belyst grundlag. Konsekvensen af en
ikke-forlængelse vil være betydelig for byggevareproducenter, som producerer i behandlingskrævende
træ, for eksempel nordisk træ, herunder især for danske vindues- og dørproducenter. Derudover vil
der også være væsentlige konsekvenser for producenter af træbeskyttelsesmidler, samt for private og
professionelle brugere af midlerne. Propiconazol er et af de meget få aktivstoffer tilbage til brug i
træbeskyttelse med tilstrækkelig effekt mod træødelæggende svamp og blåsplint. På kort sigt er der
ikke alternativer klar, hverken i forhold til alternativ biocidbehandling eller i fht. alternative
teknologier uden biocider. Overgangen til et muligt alternativ vil tage mindst 5 år, da både midler og
processer skal testes grundigt med hensyn til for eksempel. holdbarhed og mulige miljømæssige
ulemper. For alternative teknologier kræves også test og modning af metoderne. Det er meget vigtigt,
at myndighederne anerkender og er bevidste om de udfordringer, der ligger i hele leverandørkæden,
og hvad det betyder for anvendelsen af træ i byggeri og til anden udendørs brug, hvis det ikke længere
er muligt at levere tilstrækkelig effektiv træbeskyttelse. Træ nævnes hyppigt i dag, som noget man
samfundsmæssigt ønsker en forøget anvendelse af i fremtidens byggeri, idet det er både fornybart og
bæredygtigt. Det er vigtigt at have fokus på, at det træ, der er tilgængeligt i store mængder f.eks. fyr og
gran, kan udnyttes til fulde. Dertil kræves, i mange anvendelser, at træet kan beskyttes for at få en
bæredygtig levetid.
Virksomhederne VELUX og DOVISTA, der begge anvender propiconazol i deres vinduesproduktion,
anbefaler, at Kommissionens forslag om forlængelse støttes, så der kan gennemføres den fuldstændige
vurdering af propiconazol, herunder vurderingen af alternativer, hvorved den endelige beslutning om
propiconazols fornyelse kan træffes på et fuldt belyst grundlag. Konsekvensen af et forbud med meget
kort varsel vil være omfattende for VELUX, DOVISTA og dansk træindustri generelt. I værste fald kan
det betyde, at de hverken kan producere eller sælge træ- og træ/alu-vinduer i Danmark og EU derefter,
da der på nuværende tidspunkt ikke er godkendte alternativer uden propiconazol. Propiconazol
beskytter trævinduer mod råd, så holdbarheden er op til 40 år. Uden propiconazol vil holdbarheden
forringes betydeligt. Anvendelsen af træ har en positiv miljøpåvirkning i forhold til andre
konstruktionsmaterialer som for eksempel PVC eller aluminium. I det fugtige danske klima er der brug
for at beskytte træet mod svampeangreb. Det sikrer lang holdbarhed af produkterne, hvilket har stor
betydning for produktets bæredygtighed. Regeringen peger ofte på træ som det primære
bygningsmateriale for fremtidig bæredygtige byggeri til erstatning for det langt mere CO2-tunge stål
og tegl. Det regnskab forudsætter, at træet har den nødvendige levetid. VELUX og DOVISTA er meget
opmærksomme på at skåne miljøet mest muligt, og de har derfor foretaget en række handlinger for at
3
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 170: Notat om komitésag vedr. forlængelse af godkendelsen for propiconazol
mindske brugen af aktivstofferne i deres produktion samt for at finde alternative løsninger. Hertil
kommer kontakt til forskningsmiljøer, som forsker i mere miljøvenlige alternativer. Overgang til et evt.
substitut forudsætter, at dette testes grundigt ift. både holdbarhed og evt. miljøgener, hvilket er en
meget tidskrævende proces, der tager minimum 5 år.
Hertil bemærker Miljøministeriet, at det er noteret, at der kun i meget begrænset omfang findes
alternative, godkendte midler uden propiconazol i dag, og at udvikling og overgang til alternativer vil
tage tid. Ministeriet finder, at der på EU-plan hurtigst muligt bør tages endelig stilling til, om
godkendelsen af propiconazol skal fornyes. Selvom vurderingsrapporten er undervejs, vides det
allerede, at stoffet opfylder udelukkelseskriterierne. Før en endelig stillingtagen til fornyelse skal der
derfor ifølge forordningen afholdes offentlige EU-høringer om alternativer og om hvorvidt
undtagelsesbetingelserne for en godkendelse er opfyldt. Det er Miljøministeriets vurdering, at EU-
høringerne kan og bør igangsættes på nuværende tidspunkt for at fremme processen mod en hurtigere
stillingtagen til den endelige fornyelse.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
medlemsstater. På baggrund af tidligere afstemninger om lignende forslag forventes der at være flertal
for forslaget blandt medlemsstaterne.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen mener ikke, at godkendelsens udløbsdato for propiconazol i produkttype 8 skal forlænges i
endnu en periode. Da propiconazol er klassificeret som skadende for fostre i kategori 1B og dermed er
omfattet af udelukkelseskriterierne, bør godkendelsen ikke fornys. Regeringen agter på den baggrund
at stemme imod forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4