Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 307
Offentligt
2335409_0001.png
Den 11. februar 2021
MIM 014
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II og bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter (komitesag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af bilag II og bilag III til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter (Kosmetikforordningen). Formålet
med forslaget er at forbyde brugen af deoxyarbutin (Tetrahydropyranyloxy Phenol) i kosmetiske
produkter. Stoffet deoxyarbutin anvendes som hudblegende middel i kosmetiske produkter. EU's
Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF) har vurderet stoffet og konkluderet, at brugen
af deoxyarbutin i koncentrationer på højest 3% i ansigtscremer ikke kan betragtes som sikker, da der
dannes hydroquinon, der er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 2. Hydroquinon må
derfor ikke anvendes i kosmetiske med undtagelse af anvendelse i kunstige neglesystemer af
professionel erhvervsbrug i en koncentration på højest 0,02% efter blanding, hvor brugen er
vurderet som sikker. Kommissionen forslår herudover at begrænse brugen af dihydroxyacetone
(DHA) i non-oxidative hårfarve produkter og i selvbruner produkter. VKF har vurderet DHA sikkert
at anvende i koncentration op til 6,25 % i non-oxidative hårfarve og i koncentration på op til 10% i
selvbruner produkter. DHA er på nuværende tidspunkt ikke reguleret i forordningen. Forslaget
vurderes ikke at have væsentlige statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser eller
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Regeringen agter på den baggrund at
støtte forslaget. Forslaget er sat til afstemning ved skriftlig procedure med frist for afgivelse af
stemme den 22. februar 2021.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af listen over forbudte stoffer i kosmetikforordningen
(bilag II) ved at tilføje deoxyarbutin samt at ændre listen over stoffer, som kun må anvendes i
overensstemmelse med de fastsatte begrænsninger (bilag III), ved at begrænse anvendelsen af
dihydroxyacetone (DHA). Forslaget er fremsat med hjemmel i kosmetikforordningens artikel 31, stk. 1.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Kosmetiske
Produkter. Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol. Rådet og Europa-Parlamentet udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget,
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 307: Notat om komitésag om kosmetiske produkter
såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for
tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for Kosmetiske Produkter,
forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis
kvalificeret og absolut flertal inden for 4 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og
Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Forslaget har været drøftet på et virtuelt møde i arbejdsgruppen for kosmetik den 25. juni 2020 og er
den 1. februar 2021 sat til skriftlig afstemning i Den Stående Komité for Kosmetiske Produkter med
frist for medlemsstaternes stillingtagen den 22. februar 2021.
Formål og indhold
Forslaget fra Kommissionen er baseret på en vurdering fra EU's Videnskabelige Komité for
Forbrugersikkerhed (VKF), som har vurderet deoxyarbutin og konkluderet, at brugen af deoxyarbutin i
koncentrationer på højest 3% i ansigtscremer ikke kan betragtes som sikker. Det skyldes, at
deoxyarbutin afgiver hydroquinon, der er klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 2.
Hydroquinon er derfor ikke er tilladt at anvende i kosmetiske produkter, og er derfor opført på listen
over stoffer, som ikke må anvendes i kosmetiske produkter (bilag II, løbenummer 1339). Dog er
anvendelsen i kunstige neglesystemer af professionel erhvervsbrug i en koncentration på højest 0,02%
efter blanding (løbenummer 14 på listen over begrænsede stoffer bilag III), undtaget, da anvendelsen
er vurderet som sikker.
På bagrund af VKF’s vurdering
foreslår EU Kommissionen at forbyde brugen
af deoxyarbutin i kosmetiske produkter, og derved tilføje stoffet på listen over stoffer, som ikke må
anvendes i kosmetiske produkter (bilag II).
Kommissionen forslår herudover at begrænse brugen af DHA i non-oxidative hårfarve produkter og i
selvbruner produkter. VKF har vurderet, at anvendelse af DHA i koncentration på op til 6,25 % i non-
oxidative hårfarve og i koncentration på op til 10% i selvbruner produkter som sikker. DHA er for
nuværende ikke reguleret i forordningen. På bagrund af VKF’s vurdering foreslår EU Kommissionen at
begrænse anvendelsen af DHA, så det kun må anvendes i koncentrationer på op til 6,25 % i non-
oxidative hårfarve og i koncentrationer på op til 10% i selvbruner produkter, og derved liste stoffet på
listen over begrænsede stoffer (bilag III).
Forslaget tager hensyn til, at branchen bør have en passende tidsfrist i forhold til at tilpasse sig de nye
regler til begrænsning af DHA i hårfarve produkter og selvbruner produkter. Det foreslås derfor, at der
for nye produkter, der bringes i omsætning på det europæiske marked, gælder en overgangsperiode på
6 måneder regnet fra tidspunktet for ikrafttrædelse, mens der for produkter, der allerede er blevet
bragt i omsætning på markedet, gælder en overgangsperiode på 9 måneder regnet fra tidspunktet for
ikrafttrædelse. Sidstnævnte indebærer, at eksisterende produkter, der ikke er i overensstemmelse med
forslaget, skal fjernes fra markedet inden overgangsperiodens udløb
.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om forslaget. Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som et
led i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kosmetikforordningen og ændringer hertil er umiddelbart gældende i Danmark.
2
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 307: Notat om komitésag om kosmetiske produkter
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Der er tale om et forslag til en forordning om ændring af Kosmetikforordningen. Idet der er tale om en
forordning, vil ændringerne få direkte virkning i Danmark, og forslaget vil derfor ikke medføre behov
for ændringer i gældende dansk ret.
Økonomiske konsekvenser
Det vurderes, at forslaget vil medføre mindre økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige, i form af kontrol og håndhævelse af reglerne. Der forventes kun at være mindre
omkostninger, da reglerne ikke forventes at blive kontrolleret hvert år.
Beskyttelsesniveauet og andre konsekvenser
En vedtagelse af forslaget vil øge beskyttelsesniveauet over for forbrugere i Danmark og EU.
Høring
Et notat om forslaget har været i skriftlig høring i EU Miljøspecialudvalget, hvor der er indkommet
bemærkninger fra Forbrugerrådet Tænk, som tilslutter sig den foreslåede regeringsholdning.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er for nærværende ikke kendskab til de øvrige landes holdning.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen ønsker at begrænse befolkningens udsættelse for problematiske stoffer. Der er tale om et
forbud mod anvendelsen af deoxyarbutin og en begrænsning af DHA, som begge er baseret på en
vurdering fra VKF. Forbuddet henholdsvis begrænsningen vil begge medføre en bedre
forbrugerbeskyttelse, idet der i dag ikke er nogen begrænsninger for brugen af de to stoffer i
kosmetiske produkter.
Regeringen agter på den bagrund at stemme for forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
3