EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 38
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

23. oktober 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-389/19

Titel og kort sagsresumé

Kommissionen mod Sverige (appel af sag T-837/16)

Emne:

REACH-forordningen (blykromater/særlige problematiske

stoffer)

Påstande:

- upphäver den dom som meddelades av tribunalen (femte

avdelningen) den 7 mars 2019, och som delgavs

Europeiska kommissionen den 8 mars 2019, i mål T-

837/16, Konungariket Sverige mot Europeiska

kommissionen, ogillar talan i första instans samtförpliktar

Konungariket Sverige att ersätta rättegångskostnaderna,

eller, alternativt,

- återförvisar målet till tribunalen för förnyad prövning och

låter beslutet omrättegångskostnader för förfarandet i

första instans och för överklagandet anstå;

och

- beslutar att verkningarna av det omtvistade beslutet ska

bestå.

Academia de Studii Economice din Bucureşti

(arbejdstid)

Emne:

Arbejdstidsdirektivet (maksimal arbejdstid)

Spørgsmål:

1) Skal der ved [udtrykket] »arbejdstid«, som defineret i

artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88/EF, forstås »det

tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til

arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin

beskæftigelse eller sine opgaver« på grundlag af en

enkelt

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Miljøstyrelsen

Proces-

skridt

Dato

29.10.20

C-585/19

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

11.11.20

Til orientering:

Arbejdsmarkedets

Parter

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

kontrakt (på fuld tid) eller på grundlag af den pågældende

arbejdstagers samtlige indgåede (arbejds-)kontrakter?

2) Skal medlemsstaternes forpligtelser i henhold til artikel 3

i direktiv 2003/88/EF (pligten til at træffe de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en

minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer

inden for hver 24-timersperiode) og artikel 6, litra b), i

direktiv 2003/88/EF (pligten til at træffe de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at den gennemsnitlige

arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode ikke overstiger 48

timer, inklusive overarbejde) fortolkes således, at de

indfører grænser med hensyn til en enkelt kontrakt eller

med hensyn til samtlige kontrakter, som er indgået med

den samme arbejdsgiver eller flere arbejdsgivere?

3) Såfremt der af besvarelsen af det første og det andet

spørgsmål følger en fortolkning, hvorefter

medlemsstaterne ikke på nationalt plan må regulere

anvendelsen af artikel 3 og artikel 6, litra b), i direktiv

2003/88/EF med hensyn til hver [enkelt] kontrakt, i

mangel af nationale lovbestemmelser, ifølge hvilke den

daglige minimumshvileperiode og den maksimale ugentlige

arbejdstid skal stilles i relation til arbejdstageren (uanset

hvor mange arbejdskontrakter, som denne indgår med den

samme arbejdsgiver eller flere arbejdsgivere), kan en

offentlig institution i en medlemsstat, der handler på

statens vegne, da lægge til grund, at bestemmelserne i

artikel 3 og artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88/EF finder

direkte anvendelse, og sanktionere en arbejdsgiver for

manglende overholdelse af de i direktivets fastsatte grænser

af den daglige hvileperiode og/eller den maksimale

ugentlige arbejdstid?

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-453/19

Titel og kort sagsresumé

Deutschen Lufthansa AG modEuropa-Kommissionen

(appel)

Påstande:

—Det

fastslås, at sagen kunne antages til

realitetsbehandling, og at den er begrundet, for så vidt som

appellanten har anfægtet foranstaltning nr. 12 (indbetaling til

lufthavnen Frankfurt-Hahns kapitalreserve) med den

begrundelse, at der med denne foranstaltning finansieres

driftsstøtte til lufthavnen Frankfurt-Hahn.

—I

øvrigt ophæves Rettens dom af 12. april 2019 i sag T-

492/15.

—Der

gives medhold i appellantens påstand i første instans, og

den tilgrundliggende afgørelse SA.21121 fra Kommissionen af

1.oktober 2014 (med undtagelse af foranstaltning nr. 12 for så

vidt som denne anvendes til at udbetale driftsstøtte til

lufthavnen Frankfurt-Hahn) annulleres.

—Subsidiært

hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret

til fornyet afgørelse.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Interessent

Transport- og

Boligministeriet

Proces

skridt

Dato

27.10.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

C-481/19

C-637/19

C-313/19

Consob

a) Skal artikel 14, stk. 3, i direktiv 2003/6/EF, der stadig finder

anvendelse ratione temporis, og artikel 30, stk. 1, litra b), i

forordning (EU) nr. 596/2014, fortolkes således, at de tillader

medlemsstaterne ikke at sanktionere en person, som nægter at

besvare spørgsmål fra den kompetente myndighed, hvoraf der

kan udledes et ansvar for denne person for en overtrædelse, for

hvilken der kan pålægges strafferetlige sanktioner eller

administrative sanktioner af »strafferetlig« karakter?

b) Såfremt dette første spørgsmål besvares benægtende, ønskes

oplyst, om artikel 14, stk. 3, i direktiv 2003/6/EF, der stadig

finder anvendelse ratione temporis, og artikel 30, stk. 1, litra b),

i forordning (EU) nr. 596/2014 er forenelige med artikel 47 og

48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, også henset til praksis fra

Menneskerettighedsdomstolen i relation til EMRK’s artikel 6

og medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, for så vidt

som disse bestemmelser kræver, at en person, som nægter at

besvare spørgsmål fra den kompetente myndighed, hvoraf der

kan udledes et ansvar for denne person for en overtrædelse, for

hvilken der kan pålægges administrative sanktioner af

»strafferetlig« karakter, ligeledes pålægges sanktioner?

1. Skal udtrykket »almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk.

1, og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse

aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet anses for at have den samme

betydning?

2. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, skal en domstol så

anses som almenheden som omhandlet i disse artikler?

3. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, a) skal en domstol så

anses som almenheden, hvis nogen overfører et ophavsretligt

beskyttet værk til domstolen?

b) Skal en domstol anses som almenheden, hvis nogen spreder

et ophavsretligt beskyttet værk til domstolen?

4. Har det nogen betydning for bedømmelsen af, hvorvidt

indgivelsen af et ophavsretligt beskyttet værk til en domstol

udgør en overføring eller spredningtil almenheden, at der i

national ret findes regler om aktindsigt, som indebærer, at

dokumenter, der indgives til en domstol, som udgangspunkt,

med mindre de er omfattet af fortrolighed, er tilgængelige for

enhver, som anmoder om dem?

Associazione GranoSalus mod Kommissionen (appel)

Påstande: Associazione GranoSalus har nedlagt påstand om, at

Domstolen ophæver Rettens kendelse af 15. februar 2019 i sag

T-125/18

—

hvori søgsmålet blev afvist og hvori det blev

fastslået, at sammenslutningens medlemmer ikke havde

søgsmålskompetence som følge dels af, at den anfægtede

forordning angiveligt ikke havde individuelle retsvirkninger for

sidstnævnte, dels af, at der fandtes nationale

gennemførelsesforanstaltninger, som ligeledes udelukkede

umiddelbare retsvirkninger

—

og følgelig fastslår, at søgsmålet

med påstand om annullation af gennemførelsesforordning (EU)

nr. 2017/2324 samt de begæringer om foranstaltninger, der er

anført heri, herunder foranstaltninger med henblik på sagens

oplysning, kan antages til realitetsbehandling, og hjemviser

sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om

sagens realitet.

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

27.10.20

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

28.10.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

28.10.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

C-608/19

T-151/18

T-594/18

C-576/19

C-644/18

INAIL

Skal bestemmelserne om støtte i artikel 3 og 6 i forordning nr.

1407/2013 fortolkes således, at den ansøgende virksomhed,

såfremt den overskrider støtteloftet som følge af

sammenlægning med et tidligere tilskud, kan

–

indtil den

faktiske udbetaling af den ansøgte støtte

–

vælge mellem at

opnå et lavere støttebeløb (ved ændring af eller alternativer til

projektet) eller at afstå (helt eller delvist) fra eventuelle tidligere

tilskud med henblik på ikke at overstige loftet; og skal de

nævnte bestemmelser fortolkes således, at de forskellige

muligheder (alternativ eller afståelse) er gangbare, selv om de

ikke fastsættes udtrykkeligt i national ret og/eller den offentlige

meddelelse om tildeling af støtte?

VK mod Rådet

Påstande:

—Rådets

afgørelse (FUSP) 2018/141 af 29. januar

2018 om ændring af afgørelse 2011/72/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer og enheder på

baggrund af situationen i Tunesien (EUT 2018, L 25, s. 38) og

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/135 af 28. januar 2019 om

ændring af Rådets afgørelse 2011/72/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer og enheder på

baggrund af situationen i Tunesien (EUT 2019, L 25, s. 23)

annulleres, for så vidt som disse afgørelser vedrører sagsøgeren.

—Rådet

for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Pharma Mar v Commission

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2018)

4831 final af 17. juli 2018 om afslag på markedsføringstilladelse

i henhold til forordning (EF) nr. 726/2004 (1) for »Aplidin

—

plitidepsin«, et humanmedicinsk lægemiddel, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Intercept Pharma og Intercept Pharmaceuticals mod

EMA (appel)

Påstande:

—Rettens

dom af 28. juni 2019 ophæves.

—EMA’s afgørelse om udlevering af den periodiske rapport

om vurdering af benefit/risk-forholdet, som EMA meddelte

appellanterne den 15. maj 2018, annulleres.

—EMA

tilpligtes at betale appellanternes sagsomkostninger og

andre udgifter i forbindelse med denne sag, både i første

instans og i forbindelse med appelsagen.

Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

Påstande: 1) Det fastslås, at Den Italienske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i direktiv

2008/50/EF, sammenholdt med bilag XI hertil, ved

systematisk og vedvarende at overskride værdien for PM10-

koncentrationer, som fortsat overskrides:

a) for så vidt angår de daglige grænser

—

fra 2008 i følgende zoner: IT1212 (zone Sacco-dalen);

IT1215 (byområdet Rom); IT1507 (den tidligere zone IT1501,

spærrezone

—

zone Napoli og Caserta); IT0892 (Emilia

Romagna, den vestlige slette); zone IT0893 (Emilia Romagna,

den østlige slette); IT0306 (byområdet Milano); IT0307

(byområdet Bergamo); IT0308 (byområdet Brescia); IT0309

(Lombardia, slette med en høj grad af urbanisering A); IT0310

(Lombardia, slette med en høj grad af urbanisering B); IT0312

(Lombardia, dal D); IT0119 (Piemonte lavland); zone IT0120

(Piemonte bakke)

Erhvervsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

Dom

28.10.20

Udenrigsministeriet

Dom

28.10.20

Lægemiddelstyrelsen

Dom

28.10.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Lægemiddelstyrelsen

Dom

29.10.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

10.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

C-61/19

C-287/19

—

fra 2009 i følgende zoner: IT0508 og IT0509 (den tidligere

zone IT0501, byområdet Venezia-Treviso); IT0510 (den

tidligere zone IT0502, byområdet Padova); IT0511 (den

tidligere zone IT0503, byområdet Vicenza), IT0512 (den

tidligere zone IT0504, byområdet Verona); IT0513 og IT0514

(den tidligere zone IT0505; zone A1

—

Venetoprovinsen)

—

zone IT0907 (zone Prato Pistoia) fra 2008 til 2013, og på ny

fra 2015; i zone IT0909 (zone Valdarno Pisano og Piana

Lucchese) og IT0118 (byområdet Torino) fra 2008 til 2012, og

på ny fra 2014; i zone IT1008 (zone Ternidalen) og IT1508

(den tidligere zone IT1504, det bakkede kystområde i

Benevento), fra 2008 til 2009, og på ny fra 2011; i zone IT1613

(Puglia

—

industrizone), i 2008, og på ny fra 2011; i zone

IT1911 (byområdet Palermo), fra 2008 til 2012, i 2014 og fra

2016, og

b) for så vidt angår de årlige grænser i zonerne: IT1212 (Sacco-

dalen) fra 2008 og uden afbrydelse indtil i hvert fald 2016;

IT0508 og IT0509 (den tidligere zone IT0501, byområdet

Venezia-Treviso) i 2009, 2011 og fra 2015; IT0511 (den

tidligere zone IT0503, byområdet Vicenza), i 2011, 2012 og fra

2015; IT0306 (byområdet Milano), IT0308 (byområdet Brescia),

IT0309 (Lombardia, slette med en høj grad af urbanisering A)

og IT0310 (Lombardia, slette B) fra 2008 til 2013, og på ny fra

2015; IT0118 (byområdet Torino) fra 2008 til 2012, og på ny

fra 2015.

2) Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 23, stk. 1, i direktiv 2008/50/

EF i sig selv, og sammenholdt med del A i bilag XV hertil, idet

den ikke fra og med den 11. juni 2010 har vedtaget egnede

foranstaltning til at sikre, at grænseværdierne for PM10 ikke

overskrides i de i første påstand nævnte zoner, og navnlig at

den har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets

artikel 23, stk. 1, andet afsnit, idet den ikke har sikret at

overskridelsesperioden af de heri nævnte grænser bliver kortest

mulig.

3) Den Italienske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Orange Romania

1. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en specifik og informeret

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

2. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en frivillig

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

DenizBank

1) Skal artikel 52, stk. 6), litra a), sammenholdt med artikel 54,

stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366 (betalingstjenestedirektivet),

hvorefter betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt

en foreslået ændring af betingelserne i rammeaftalen,

medmindre vedkommende over forbetalingstjenesteudbyderen

Energistyrelsen

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

11.11.20

Forbrugerombuds-

manden

Dom

11.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

C-400/19

C-734/19

har afvist ændringen inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato,

fortolkes således, at der også i forhold til en forbruger kan

aftales en godkendelsesfiktion, der skal gælde fuldstændig

ubegrænset for alle tænkelige betingelser i rammeaftalen?

2.a) Skal artikel 4, nr. 14), i direktiv (EU) 2015/2366 fortolkes

således, at NFCfunktionen i et personaliseret, multifunktionelt

bankkort, der bruges til betalinger med lav værdi, som den

hermed forbundne kundekonto debiteres for, udgør et

betalingsinstrument?

2.b) Såfremt spørgsmål 2.a) besvares bekræftende:

Skal artikel 63, stk. 1, litra b), i direktiv (EU) 2015/2366 om

undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og

elektroniske penge fortolkes således, at en kontaktløs betaling

med lav værdi, der gennemføres ved anvendelse af NFC-

funktionen i et personaliseret, multifunktionelt bankkort, udgør

en anonym anvendelse af betalingsinstrumentet som omhandlet

i denne undtagelsesbestemmelse?

3. Skal artikel 63, stk. 1, litra b), i direktiv (EU) 2015/2366

fortolkes således, at en betalingstjenesteudbyder kun kan

påberåbe sig denne undtagelsesbestemmelse, hvis det kan

bevises, at betalingsinstrumentet på grundlag af den objektive,

aktuelle tekniske viden ikke kan spærres eller yderligere

anvendelse af betalingsinstrumentet ikke kan forhindres?

Europa-Kommissionen mod Ungarn

—Det

fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde og til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en

fælles markedsordning for landbrugsprodukter, idet det har

begrænset fastsættelsen af priserne for salg af landbrugs- og

fødevarer, særligt henset til § 3, stk. 2, litra u), i mezőgazdasági

és élelmiszeripari termékek vonatkozásában a beszállítókkal

szemben alkalmazott tisztességtelen forgalmazói magatartás

tilalmáról szóló, 2009. évi XCV. törvény (lov nr. XCV af 2009

om leverandørers forbud mod urimelig handelspraksis med

hensyn til landbrugs- og fødevarer).

—Ungarn

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

ITH Comercial Timişoara

1.1. Muliggør eller hindrer bestemmelserne i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem, især artikel 167 og 168, samt

retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den

berettigede forventning, princippet om forbud mod

forskelsbehandling og princippet om afgiftsneutralitet, at den

afgiftspligtige person fratages retten til at fradrage momsen

vedrørende bestemte investeringsomkostninger, som han har

afholdt med henblik på at udføre en afgiftspligtig transaktion,

såfremt den planlagte investering senere opgives?

1.2. Muliggør eller hindrer de ovennævnte bestemmelser og

principper, at fradragsretten i tilfælde af opgivelse af

investeringen også anfægtes under andre omstændigheder end

misbrug eller svig begået af den afgiftspligtige person?

1.3. Muliggør eller hindrer de ovennævnte bestemmelser og

principper en fortolkning, ifølge hvilken de omstændigheder,

hvorunder fradragsretten kan anfægtes i tilfælde af opgivelse af

investeringen, omfatter

1.3.1. den efterfølgende realisering af en risiko, som den

afgiftspligtige person på tidspunktet for afholdelsen af

investeringsomkostningerne var bekendt med, for manglende

Miljø- og

Fødevareministeriet

12.11.20

Transport- og

Boligministeriet

Dom

12.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

gennemførelse af investeringen, eksempelvis den

omstændighed, at en offentlig myndighed ikke har vedtaget et

byplanlægningsprojekt, som var nødvendigt for at gennemføre

den omhandlede investering,

1.3.2. ændringen af de økonomiske forudsætninger over tid,

således at den planlagte investering mister den rentabilitet, som

den havde, da den blev indledt?

1.4. Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og de

almindelige EU-retlige principper fortolkes således i tilfælde af

opgivelse af investeringen, at

1.4.1. misbrug eller svig, som kan begrunde, at fradragsretten

anfægtes, formodes at foreligge eller skal bestyrkes af

skattemyndighederne,

1.4.2. misbrug eller svig kan være genstand for en simpel

formodning eller skal bestyrkes ved objektive bevismidler?

1.5. Muliggør eller hindrer bestemmelserne i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem samt de almindelige EUretlige

principper, at der i tilfælde af opgivelse af investeringen tages

højde for misbrug eller svig, som kan begrunde, at

fradragsretten anfægtes, såfremt den afgiftspligtige person ikke

kan anvende de goder og tjenesteydelser, hvoraf han har

fradraget momsen, til noget formål, og således end ikke til rent

privat brug?

1.6. Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og de

almindelige EU-retlige principper fortolkes således i tilfælde af

opgivelse af investeringen, at omstændigheder indtruffet, efter

den afgiftspligtige persons har afholdt omkostningerne

–

eksempelvis (i) en senere indtrådt økonomisk krise, (ii)

realiseringen af en på datoen for afholdelse af

investeringsomkostningerne eksisterende risiko for manglende

gennemførelse af investeringen (eksempelvis den

omstændighed, at en offentlig myndighed ikke har vedtaget et

byplanlægningsprojekt, som er nødvendigt for at gennemføre

den omhandlede investering), eller (iii) ændringen af skøn

vedrørende investeringens rentabilitet

–

udgør

konjunkturmæssige forhold, som den afgiftspligtige person ikke

har indflydelse på, og som kan vurderes for at fastlægge, om

han har handlet i god tro?

1.7. Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, især

artikel 184 og 185, samt retssikkerhedsprincippet, princippet

om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om

forbud mod forskelsbehandling og princippet om

afgiftsneutralitet fortolkes således, at opgivelse af investeringen

udgør et tilfælde, hvori moms reguleres? Skal retten til at

fradrage momsen vedrørende bestemte

investeringsomkostninger, som den afgiftspligtige person har

afholdt med henblik på at udføre en afgiftspligtig transaktion,

med andre ord anfægtes gennem mekanismen for regulering af

momsen, såfremt investeringen senere opgives?

[…]

2.6. Muliggør eller hindrer bestemmelserne i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem samt især

retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den

berettigede

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

Forenede

sager C-

354/20

(PPU) og

C-412/20

(PPU)

forventning, at skattemyndighederne tilbagekalder tidligere

rapporter over

afgiftsmæssig undersøgelse eller tidligere afgørelser om

administrative klager,

hvori skattemyndighederne har fastlagt, at den afgiftspligtige

person har ret til at

fradrage moms?

Sag C-354/19 vedrører:

1. Verzetten Kaderbesluit 2002/584/JBZ, artikel 19, eerste lid,

tweede alinea, VEU en/of artikel 47, tweede alinea, Handvest

zich inderdaad ertegen dat de uitvoerende rechterlijke autoriteit

een EAB ten uitvoer legt dat is uitgevaardigd door een gerecht,

terwijl de nationale wet van de uitvaardigende lidstaat na de

uitvaardiging van dat EAB zodanig is gewijzigd, dat het gerecht

niet meer voldoet aan de eisen van een effectieve rechterlijke

bescherming/daadwerkelijke rechtsbescherming omdat die

wetgeving de onafhankelijkheid van dat gerecht niet meer

waarborgt?

2. Verzetten Kaderbesluit 2002/584/JBZ en artikel 47, tweede

alinea, Handvest zich inderdaad ertegen dat de uitvoerende

rechterlijke autoriteit een EAB ten uitvoer legt, wanneer zij

heeft vastgesteld dat in de uitvaardigende lidstaat een reëel

gevaar bestaat van schending van het grondrecht op een

onafhankelijk gerecht voor elke verdachte

–

en dus ook voor de

opgeëiste persoon

–,

ongeacht welke rechterlijke instanties van

die lidstaat bevoegd zijn voor de procedures waaraan de

opgeëiste persoon zal worden onderworpen en ongeacht de

persoonlijke situatie van de opgeëiste persoon, de aard van het

strafbare feit waarvoor hij wordt vervolgd en de feitelijke

context die aan het EAB ten grondslag ligt, welk reëel gevaar

verband houdt met het feit dat de rechterlijke instanties van de

uitvaardigende lidstaat niet meer onafhankelijk zijn wegens

structurele en fundamentele gebreken?

3. Verzetten Kaderbesluit 2002/584/JBZ en artikel 47, tweede

alinea, Handvest zich inderdaad ertegen dat de uitvoerende

rechterlijke autoriteit een EAB ten uitvoer legt, wanneer zij

heeft vastgesteld dat: o in de uitvaardigende lidstaat een reëel

gevaar bestaat van schending van het grondrecht op een eerlijk

proces voor elke verdachte, welk gevaar verband houdt met

structurele en fundamentele gebreken met betrekking tot de

onafhankelijkheid van de rechterlijke macht van die lidstaat, o

die structurele en fundamentele gebreken daarom niet alleen

negatieve gevolgen kunnen hebben, maar ook daadwerkelijk

hebben voor de rechterlijke instanties van die lidstaat die

bevoegd zijn voor de procedures waaraan de opgeëiste persoon

zal worden onderworpen en o daarom zwaarwegende en op

feiten berustende gronden bestaan om aan te nemen dat de

opgeëiste persoon een reëel gevaar loopt dat zijn grondrecht op

een onafhankelijk gerecht zal worden geschonden en dus dat

zijn grondrecht op een eerlijk proces in de kern zal worden

aangetast, ook al heeft de opgeëiste persoon, los van die

structurele en fundamentele gebreken, geen specifieke zorgen

geuit en ook al geven de persoonlijke situatie van de opgeëiste

persoon, de aard van de strafbare feiten waarvoor hij wordt

vervolgd en de context die aan het EAB ten grondslag ligt, los

van die structurele en fundamentele gebreken, geen aanleiding

voor vrees voor concrete druk op of beïnvloeding van zijn

strafproces door de uitvoerende en/of wetgevende macht.

Justitsministeriet

12.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 38: UMs liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23. oktober 2020

Sag C-412/20 vedrører:

La décision-cadre 2002/584/JAI,

l’article 19, paragraphe 1,

deuxième alinéa, du traité sur l’Union européenne et/ou l’article

47, deuxième alinéa, de la charte des droits fondamentaux de

l’Union européenne s’opposent-ils

effectivement à ce que

l’autorité judiciaire d’exécution exécute un mandat d’arrêt

européen qui est émis par une juridiction alors que cette

juridiction ne répond pas aux conditions requises d’une

protection juridictionnelle effective et n’y répondait déjà plus au

moment de l’émission du mandat d’arrêt

européen en ce que la

législation de l’État membre d’émission ne garantit pas

l’indépendance de cette juridiction et ne la garantissait déjà plus

au moment de l’émission du mandat d’arrêt européen ?