Den 10. maj 2021
FVM 046
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag til regler for produktion og markedsføring af plante-
formeringsmateriale i form af heterogent materiale i henhold til den nye økolo-
giforordning (delegeret retsakt)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har vedtaget et forslag til en delegeret retsakt om regler for produktion og markedsfø-
ring af planteformeringsmateriale i form af heterogent materiale i henhold til den nye økologiforord-
ning (delegeret retsakt). Forslaget fastlægger detaljerede regler for produktion og markedsføring af
planteformeringsmateriale som heterogent materiale. Forslaget angiver krav til muligheden for at
udvikle, producere og markedsføre planteformeringsmateriale som heterogent materiale, herunder
regler for beskrivelse og registrering af materialet. Den delegerede retsakt vurderes generelt ikke at
berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU. Man har fra dansk side gjort opmærksom på visse
uhensigtsmæssige elementer i forslaget. Heroverfor står dog forslagets positive bidrag til økologiens
videre udvikling. Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delege-
rede retsakt, og vil 8 dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge dette til grund.
Baggrund
Kommissionen har den 7. maj 2021 fremsat forslag til delegeret retsakt om regler for produktion og
markedsføring af planteformeringsmateriale i form af heterogent materiale. Den delegerede retsakt er
fremsendt af Rådsskretariatet den 10. maj 2021.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 13 i Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU)
2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og ophæ-
velse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (den nye økologiforordning).
Forslaget er vedtaget af Kommissionen med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets forordning som
en delegeret retsakt (TEUF artikel 290). Den delegerede retsakt kan kun træde i kraft, hvis Europa-
Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for en frist på 2 måneder. Fristen for indsigelse kan
forlænges med 2 måneder efter anmodning fra enten Europa-Parlamentet eller Rådet. Europa-Parla-
mentet træffer beslutning om indsigelse med absolut flertal. Rådet træffer beslutning om indsigelse med
kvalificeret flertal.