EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 61
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

6. november 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-585/19

Titel og kort sagsresumé

Academia de Studii Economice din Bucureşti

(arbejdstid)

Emne:

Arbejdstidsdirektivet (maksimal arbejdstid)

Spørgsmål:

1) Skal der ved [udtrykket] »arbejdstid«, som defineret i

artikel 2, nr. 1), i direktiv 2003/88/EF, forstås »det

tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til

arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin

beskæftigelse eller sine opgaver« på grundlag af en

enkelt

kontrakt (på fuld tid) eller på grundlag af den pågældende

arbejdstagers samtlige indgåede (arbejds-)kontrakter?

2) Skal medlemsstaternes forpligtelser i henhold til artikel 3

i direktiv 2003/88/EF (pligten til at træffe de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en

minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer

inden for hver 24-timersperiode) og artikel 6, litra b), i

direktiv 2003/88/EF (pligten til at træffe de nødvendige

foranstaltninger for at sikre, at den gennemsnitlige

arbejdstid i løbet af en syvdagesperiode ikke overstiger 48

timer, inklusive overarbejde) fortolkes således, at de

indfører grænser med hensyn til en enkelt kontrakt eller

med hensyn til samtlige kontrakter, som er indgået med

den samme arbejdsgiver eller flere arbejdsgivere?

3) Såfremt der af besvarelsen af det første og det andet

spørgsmål følger en fortolkning, hvorefter

medlemsstaterne ikke på nationalt plan må regulere

anvendelsen af artikel 3 og artikel 6, litra b), i direktiv

2003/88/EF med hensyn til hver [enkelt] kontrakt, i

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Proces-

skridt

Dato

11.11.20

Til orientering:

Arbejdsmarkedets

Parter

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-718/19

mangel af nationale lovbestemmelser, ifølge hvilke den

daglige minimumshvileperiode og den maksimale ugentlige

arbejdstid skal stilles i relation til arbejdstageren (uanset

hvor mange arbejdskontrakter, som denne indgår med den

samme arbejdsgiver eller flere arbejdsgivere), kan en

offentlig institution i en medlemsstat, der handler på

statens vegne, da lægge til grund, at bestemmelserne i

artikel 3 og artikel 6, litra b), i direktiv 2003/88/EF finder

direkte anvendelse, og sanktionere en arbejdsgiver for

manglende overholdelse af de i direktivets fastsatte grænser

af den daglige hvileperiode og/eller den maksimale

ugentlige arbejdstid?

Ordre des barreaux francophones et germanophone

e.a. (ophør af opholdsret)

Emne:

Udsendelse af unionsborgere

Spørgsmål:

1) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er til hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer anvender bestemmelser, der svarer til

de bestemmelser, der for så vidt angår

tredjelandsstatsborgere udgør gennemførelsen af artikel 7,

stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 »om fælles standarder

og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold«, dvs.

bestemmelser, der gør det muligt at pålægge

unionsborgeren eller et medlem af dennes familie

forebyggende foranstaltninger for at undgå enhver risiko

for, at den pågældende vil forsvinde inden for den frist til

at forlade området, som er blevet fastsat for

vedkommende, efter at der er truffet en afgørelse om at

bringe opholdsretten til ophør af hensyn til den offentlige

orden, eller under forlængelsen af denne frist?

2) Skal EU-retten, og nærmere bestemt artikel 20 og 21 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af

29. april 2004 om […] fortolkes således, at den er

til hinder

for en national lovgivning, der på unionsborgere og deres

familiemedlemmer, som ikke har efterkommet en

afgørelse, hvorved opholdsretten er blevet bragt til ophør

af hensyn til den offentlige orden eller offentlige sikkerhed,

anvender en bestemmelse, der er identisk med den

bestemmelse, som anvendes på tredjelandsstatsborgere, der

befinder sig i den samme situation, med hensyn til den

maksimale varighed af den periode, hvori der kan ske

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, dvs. otte

måneder?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Mundtlig

forhandling

16.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-719/19

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(udsendelse)

Emne:

Retsvirkningerne af en udsendelsesafgørelse

Spørgsmål:

Skal artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlaments og Rådets

direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres

og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde

sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af

forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv

64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF,

75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF

og 93/96/EØF (EUT L 158, som berigtiget i EUT 2004 L

229 og EUT 2007 L 204) fortolkes således, at en i henhold

til denne artikel truffet afgørelse om udsendelse af en

unionsborger fra værtslandets område er blevet

gennemført og ikke længere har retsvirkninger, når

unionsborgeren påviseligt er udrejst fra værtstatens område

inden for den i afgørelsen fastsatte frist for frivillig udrejse?

Spørgsmål 2:

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, har denne

unionsborger ved en umiddelbar tilbagevenden til

værtslandet den i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF

omhandlede ret til ophold i indtil tre måneder, eller kan

værtslandet træffe en ny afgørelse om udsendelse for at

forhindre, at unionsborgeren hver gang kommer ind i

værtslandet for en kort periode?

Spørgsmål 3:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal

unionsborgeren i dette tilfælde da opholde sig uden for

værtslandets område i et bestemt tidsrum, og hvor langt er

dette tidsrum?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Mundtlig

forhandling

16.11.20

C-505/19

Bundesrepublik Deutschland

Emne:

Princippet om forbud mod dobbeltstraf og reglerne om

databeskyttelse på området for Interpols arbejde.

Spørgsmål:

a) Skal Schengenkonventionens artikel 54, sammenholdt

med artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), fortolkes

således, at allerede indledningen af en straffesag i alle lande

omfattet af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem

regeringerne i Beneluxstaterne, i Forbundsrepublikken

Tyskland og i Frankrig omhandlende den skridtvise

afvikling af kontrollen ved de fælles grænser

(Schengenreglerne, jf. artikel 1, stk. 2, i Rådets afgørelse af

20.5.1999, 1999/435/EF, EUT L 239 af 22.9.2000, s. 13)

på grund af den samme lovovertrædelse er udelukket, når

en tysk anklagemyndighed indstiller en indledt straffesag,

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

19.11.20

Til orientering:

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Forsvarsministeriet

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

efter at den sigtede har opfyldt bestemte vilkår, herunder

navnlig har betalt et bestemt af anklagemyndigheden fastsat

pengebeløb?

[…]

f) Må medlemsstaterne kun behandle oplysninger, som

indgår i en til Den Internationale

Kriminalpolitiorganisation

–

Interpol

–

af tredjelande

indgivet efterlysning (»Red Notice«), hvis et tredjeland med

efterlysningen formidler en anholdelses- og

udleveringsanmodning og samtidig fremsætter en

anholdelsesanmodning, der ikke strider mod EU-retten,

herunder navnlig forbuddet mod dobbeltstraf?

C-445/19

Viasat Broadcasting UK (ulovlighedsrenter, TV2)

Emne:

TV2 og spørgsmålet om ulovlighedsrenter

Spørgsmål:

1) Gælder forpligtelsen for en national domstol til at

pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf.

CELF-dommen, også i en situation som den foreliggende,

hvor den ulovlige statsstøtte udgjorde public service-

kompensation, der efterfølgende er fundet forenelig med

det indre marked efter TEUF artikel 106, stk. 2, og hvor

godkendelsen er sket på grundlag af en vurdering af hele

public service-virksomhedens samlede økonomi, herunder

dens kapitalisering?

2) Gælder forpligtelsen for en national domstol til at

pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf.

CELF-dommen, også beløb, som under omstændigheder

som i den foreliggende sag er overført fra

støttemodtageren til tilknyttede virksomheder i henhold til

en offentligretlig forpligtelse, men som ved en endelig

kommissionsafgørelse er kvalificeret som en fordel i TEUF

artikel 107, stk. l's forstand til støttemodtageren?

3) Gælder forpligtelsen for en national domstol til at

pålægge en støttemodtager at betale ulovlighedsrenter, jf.

CELF-dommen, også statsstøtte, som støttemodtageren

under omstændigheder som i den foreliggende sag har

modtaget fra en offentligt kontrolleret virksomhed, idet

sidstnævntes midler delvist hidrører fra salg af

støttemodtagerens ydelser

C-361/19

De Ruiter vof

Emne:

Manglende overholdelse af krydsoverensstemmelseskrav

Spørgsmål:

Er artikel 99, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om

finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles

landbrugspolitik og artikel 73, stk. 4, litra a), i

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

(Repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Erhvervsministeriet

Til orientering:

Energistyrelsen

Dom

24.11.20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

(Repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Landbrugsstyrelsen

25.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr.

809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser

til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings-

og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af

landdistrikterne og krydsoverensstemmelse gyldige, for så

vidt som det herved bestemmes, at det er året for

konstateringen, der er afgørende ved fastlæggelsen af det

år, for hvilket krydsoverensstemmelsesnedsættelsen skal

beregnes, i en situation, hvor året for den manglende

overholdelse af krydsoverensstemmelsesreglerne ikke er

det samme som året for konstateringen heraf?

C-174/19

P og C-

175/19 P

Scandlines Danmark og Scandlines Deutschland mod

Kommissionen mv. (appel af sag T-630/15)

Emne:

Finansieringen af Femern Bælt-forbindelsen (statsstøtte)

Påstande i sag C-174/19 P:

1. Set aside the Judgment of 13 December 2018 of the

General Court in Case T-630/15 to the extent that it

dismissed the Appellant’s pleas that the measures granted

to A/S Femern Landanlæg constitute aid; that the

Hinterland Connections costs do not constitute eligible

costs for the compatibility of the aid granted to Femern

A/S; that the measures granted to Femern A/S do not

have an incentive effect; that the counterfactual analysis is

unlawful; that the measures granted to Femern A/S do not

cause undue distortion of competition; and that the new

pleas submitted by the Appellant were inadmissible.

2. Order the Respondent to pay its own costs and the costs

of the Appellant.

Påstande i sag C-175/19 P:

1. Set aside the Judgment of 13 December 2018 of the

General Court in Case T-631/15 to the extent that it

dismissed the Appellant’s pleas

that the measures granted

to A/S Femern Landanlæg constitute aid; that the

Hinterland Connections costs do not constitute eligible

costs for the compatibility of the aid granted to Femern

A/S; that the measures granted to Femern A/S do not

have an incentive effect; that the counterfactual analysis is

unlawful; that the measures granted to Femern A/S do not

cause undue distortion of competition.

2. Order the Respondent to pay its own costs and the costs

of the Appellant.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Erhvervsministeriet

Transport- og

Boligministeriet

(Repræsenteret ved

Kammeradvokaten)

Til orientering:

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

Mundtlig

forhandling

26.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-644/18

Titel og kort sagsresumé

Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

Påstande: 1) Det fastslås, at Den Italienske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i direktiv

2008/50/EF, sammenholdt med bilag XI hertil, ved

systematisk og vedvarende at overskride værdien for PM10-

koncentrationer, som fortsat overskrides:

a) for så vidt angår de daglige grænser

—

fra 2008 i følgende zoner: IT1212 (zone Sacco-dalen);

IT1215 (byområdet Rom); IT1507 (den tidligere zone IT1501,

spærrezone

—

zone Napoli og Caserta); IT0892 (Emilia

Romagna, den vestlige slette); zone IT0893 (Emilia Romagna,

den østlige slette); IT0306 (byområdet Milano); IT0307

(byområdet Bergamo); IT0308 (byområdet Brescia); IT0309

(Lombardia, slette med en høj grad af urbanisering A); IT0310

(Lombardia, slette med en høj grad af urbanisering B); IT0312

(Lombardia, dal D); IT0119 (Piemonte lavland); zone IT0120

(Piemonte bakke)

—

fra 2009 i følgende zoner: IT0508 og IT0509 (den tidligere

zone IT0501, byområdet Venezia-Treviso); IT0510 (den

tidligere zone IT0502, byområdet Padova); IT0511 (den

tidligere zone IT0503, byområdet Vicenza), IT0512 (den

tidligere zone IT0504, byområdet Verona); IT0513 og IT0514

(den tidligere zone IT0505; zone A1

—

Venetoprovinsen)

—

zone IT0907 (zone Prato Pistoia) fra 2008 til 2013, og på ny

fra 2015; i zone IT0909 (zone Valdarno Pisano og Piana

Lucchese) og IT0118 (byområdet Torino) fra 2008 til 2012, og

på ny fra 2014; i zone IT1008 (zone Ternidalen) og IT1508

(den tidligere zone IT1504, det bakkede kystområde i

Benevento), fra 2008 til 2009, og på ny fra 2011; i zone IT1613

(Puglia

—

industrizone), i 2008, og på ny fra 2011; i zone

IT1911 (byområdet Palermo), fra 2008 til 2012, i 2014 og fra

2016, og

b) for så vidt angår de årlige grænser i zonerne: IT1212 (Sacco-

dalen) fra 2008 og uden afbrydelse indtil i hvert fald 2016;

IT0508 og IT0509 (den tidligere zone IT0501, byområdet

Venezia-Treviso) i 2009, 2011 og fra 2015; IT0511 (den

tidligere zone IT0503, byområdet Vicenza), i 2011, 2012 og fra

2015; IT0306 (byområdet Milano), IT0308 (byområdet Brescia),

IT0309 (Lombardia, slette med en høj grad af urbanisering A)

og IT0310 (Lombardia, slette B) fra 2008 til 2013, og på ny fra

2015; IT0118 (byområdet Torino) fra 2008 til 2012, og på ny

fra 2015.

2) Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 23, stk. 1, i direktiv 2008/50/

EF i sig selv, og sammenholdt med del A i bilag XV hertil, idet

den ikke fra og med den 11. juni 2010 har vedtaget egnede

foranstaltning til at sikre, at grænseværdierne for PM10 ikke

overskrides i de i første påstand nævnte zoner, og navnlig at

den har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets

artikel 23, stk. 1, andet afsnit, idet den ikke har sikret at

overskridelsesperioden af de heri nævnte grænser bliver kortest

mulig.

Interessent

Miljø- og

Fødevareministeriet

Proces

skridt

Dom

Dato

10.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

3) Den Italienske Republik tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

C-61/19

Orange Romania

1. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en specifik og informeret

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

2. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en frivillig

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

DenizBank

1) Skal artikel 52, stk. 6), litra a), sammenholdt med artikel 54,

stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366 (betalingstjenestedirektivet),

hvorefter betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt

en foreslået ændring af betingelserne i rammeaftalen,

medmindre vedkommende over forbetalingstjenesteudbyderen

har afvist ændringen inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato,

fortolkes således, at der også i forhold til en forbruger kan

aftales en godkendelsesfiktion, der skal gælde fuldstændig

ubegrænset for alle tænkelige betingelser i rammeaftalen?

2.a) Skal artikel 4, nr. 14), i direktiv (EU) 2015/2366 fortolkes

således, at NFCfunktionen i et personaliseret, multifunktionelt

bankkort, der bruges til betalinger med lav værdi, som den

hermed forbundne kundekonto debiteres for, udgør et

betalingsinstrument?

2.b) Såfremt spørgsmål 2.a) besvares bekræftende:

Skal artikel 63, stk. 1, litra b), i direktiv (EU) 2015/2366 om

undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og

elektroniske penge fortolkes således, at en kontaktløs betaling

med lav værdi, der gennemføres ved anvendelse af NFC-

funktionen i et personaliseret, multifunktionelt bankkort, udgør

en anonym anvendelse af betalingsinstrumentet som omhandlet

i denne undtagelsesbestemmelse?

3. Skal artikel 63, stk. 1, litra b), i direktiv (EU) 2015/2366

fortolkes således, at en betalingstjenesteudbyder kun kan

påberåbe sig denne undtagelsesbestemmelse, hvis det kan

bevises, at betalingsinstrumentet på grundlag af den objektive,

aktuelle tekniske viden ikke kan spærres eller yderligere

anvendelse af betalingsinstrumentet ikke kan forhindres?

Marclean Technologies

Det første spørgsmål: Skal artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i) og ii), i

Rådets direktiv 98/59/EF om tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser fortolkes

således, at den deri fastsatte referenceperiode på 30 eller 90

dage til vurdering af, om der foreligger en kollektiv afskedigelse,

altid skal beregnes før det tidspunkt, hvor den individuelle

afskedigelse, der er genstand for tvisten, fandt sted?

Det andet spørgsmål: Kan artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i) og ii), i

Rådets direktiv 98/59/EF om tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser fortolkes

således, at den deri fastsatte referenceperiode på 30 eller 90

Energistyrelsen

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

11.11.20

C-287/19

Forbrugerombuds-

manden

Dom

11.11.20

C-300/19

Miljø- og

Fødevareministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

Dom

11.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-400/19

C-734/19

dage til vurdering af, om der foreligger en kollektiv afskedigelse,

kan beregnes efter det tidspunkt, hvor den individuelle

afskedigelse, der er genstand for tvisten, fandt sted, uden at de

pågældende senere ophør nødvendigvis skal anses for at udgøre

en omgåelse af loven?

Det tredje spørgsmål: Kan de fastsatte referenceperioder i

artikel 1, stk. 1, litra a), nr. i) og ii), i Rådets direktiv 98/59/EF

om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende

kollektive afskedigelser fortolkes således, at det er tilladt at tage

afskedigelser og ophør i betragtning, som har fundet sted inden

for 30 eller 90 dage, så længe den afskedigelse, der er genstand

for tvisten, blot ligger inden for disse tidsrum?

Europa-Kommissionen mod Ungarn

—Det

fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde og til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en

fælles markedsordning for landbrugsprodukter, idet det har

begrænset fastsættelsen af priserne for salg af landbrugs- og

fødevarer, særligt henset til § 3, stk. 2, litra u), i mezőgazdasági

és élelmiszeripari termékek vonatkozásában a beszállítókkal

szemben alkalmazott tisztességtelen forgalmazói magatartás

tilalmáról szóló, 2009. évi XCV. törvény (lov nr. XCV af 2009

om leverandørers forbud mod urimelig handelspraksis med

hensyn til landbrugs- og fødevarer).

—Ungarn

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

ITH Comercial Timişoara

1.1. Muliggør eller hindrer bestemmelserne i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem, især artikel 167 og 168, samt

retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den

berettigede forventning, princippet om forbud mod

forskelsbehandling og princippet om afgiftsneutralitet, at den

afgiftspligtige person fratages retten til at fradrage momsen

vedrørende bestemte investeringsomkostninger, som han har

afholdt med henblik på at udføre en afgiftspligtig transaktion,

såfremt den planlagte investering senere opgives?

1.2. Muliggør eller hindrer de ovennævnte bestemmelser og

principper, at fradragsretten i tilfælde af opgivelse af

investeringen også anfægtes under andre omstændigheder end

misbrug eller svig begået af den afgiftspligtige person?

1.3. Muliggør eller hindrer de ovennævnte bestemmelser og

principper en fortolkning, ifølge hvilken de omstændigheder,

hvorunder fradragsretten kan anfægtes i tilfælde af opgivelse af

investeringen, omfatter

1.3.1. den efterfølgende realisering af en risiko, som den

afgiftspligtige person på tidspunktet for afholdelsen af

investeringsomkostningerne var bekendt med, for manglende

gennemførelse af investeringen, eksempelvis den

omstændighed, at en offentlig myndighed ikke har vedtaget et

byplanlægningsprojekt, som var nødvendigt for at gennemføre

den omhandlede investering,

1.3.2. ændringen af de økonomiske forudsætninger over tid,

således at den planlagte investering mister den rentabilitet, som

den havde, da den blev indledt?

1.4. Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og de

almindelige EU-retlige principper fortolkes således i tilfælde af

opgivelse af investeringen, at

Miljø- og

Fødevareministeriet

12.11.20

Transport- og

Boligministeriet

Dom

12.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

Forenede

sager C-

354/20

(PPU) og

C-412/20

(PPU)

1.4.1. misbrug eller svig, som kan begrunde, at fradragsretten

anfægtes, formodes at foreligge eller skal bestyrkes af

skattemyndighederne,

1.4.2. misbrug eller svig kan være genstand for en simpel

formodning eller skal bestyrkes ved objektive bevismidler?

1.5. Muliggør eller hindrer bestemmelserne i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem samt de almindelige EUretlige

principper, at der i tilfælde af opgivelse af investeringen tages

højde for misbrug eller svig, som kan begrunde, at

fradragsretten anfægtes, såfremt den afgiftspligtige person ikke

kan anvende de goder og tjenesteydelser, hvoraf han har

fradraget momsen, til noget formål, og således end ikke til rent

privat brug?

1.6. Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og de

almindelige EU-retlige principper fortolkes således i tilfælde af

opgivelse af investeringen, at omstændigheder indtruffet, efter

den afgiftspligtige persons har afholdt omkostningerne

–

eksempelvis (i) en senere indtrådt økonomisk krise, (ii)

realiseringen af en på datoen for afholdelse af

investeringsomkostningerne eksisterende risiko for manglende

gennemførelse af investeringen (eksempelvis den

omstændighed, at en offentlig myndighed ikke har vedtaget et

byplanlægningsprojekt, som er nødvendigt for at gennemføre

den omhandlede investering), eller (iii) ændringen af skøn

vedrørende investeringens rentabilitet

–

udgør

konjunkturmæssige forhold, som den afgiftspligtige person ikke

har indflydelse på, og som kan vurderes for at fastlægge, om

han har handlet i god tro?

1.7. Skal bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, især

artikel 184 og 185, samt retssikkerhedsprincippet, princippet

om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om

forbud mod forskelsbehandling og princippet om

afgiftsneutralitet fortolkes således, at opgivelse af investeringen

udgør et tilfælde, hvori moms reguleres? Skal retten til at

fradrage momsen vedrørende bestemte

investeringsomkostninger, som den afgiftspligtige person har

afholdt med henblik på at udføre en afgiftspligtig transaktion,

med andre ord anfægtes gennem mekanismen for regulering af

momsen, såfremt investeringen senere opgives?

[…]

2.6. Muliggør eller hindrer bestemmelserne i Rådets direktiv

2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem samt især retssikkerhedsprincippet og

princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at

skattemyndighederne tilbagekalder tidligere rapporter over

afgiftsmæssig undersøgelse eller tidligere afgørelser om

administrative klager, hvori skattemyndighederne har fastlagt, at

den afgiftspligtige person har ret til at fradrage moms?

Sag C-354/19 vedrører:

1. Verzetten Kaderbesluit 2002/584/JBZ, artikel 19, eerste lid,

tweede alinea, VEU en/of artikel 47, tweede alinea, Handvest

zich inderdaad ertegen dat de uitvoerende rechterlijke autoriteit

een EAB ten uitvoer legt dat is uitgevaardigd door een gerecht,

terwijl de nationale wet van de uitvaardigende lidstaat na de

uitvaardiging van dat EAB zodanig is gewijzigd, dat het gerecht

niet meer voldoet aan de eisen van een effectieve rechterlijke

Justitsministeriet

12.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

bescherming/daadwerkelijke rechtsbescherming omdat die

wetgeving de onafhankelijkheid van dat gerecht niet meer

waarborgt?

2. Verzetten Kaderbesluit 2002/584/JBZ en artikel 47, tweede

alinea, Handvest zich inderdaad ertegen dat de uitvoerende

rechterlijke autoriteit een EAB ten uitvoer legt, wanneer zij

heeft vastgesteld dat in de uitvaardigende lidstaat een reëel

gevaar bestaat van schending van het grondrecht op een

onafhankelijk gerecht voor elke verdachte

–

en dus ook voor de

opgeëiste persoon

–,

ongeacht welke rechterlijke instanties van

die lidstaat bevoegd zijn voor de procedures waaraan de

opgeëiste persoon zal worden onderworpen en ongeacht de

persoonlijke situatie van de opgeëiste persoon, de aard van het

strafbare feit waarvoor hij wordt vervolgd en de feitelijke

context die aan het EAB ten grondslag ligt, welk reëel gevaar

verband houdt met het feit dat de rechterlijke instanties van de

uitvaardigende lidstaat niet meer onafhankelijk zijn wegens

structurele en fundamentele gebreken?

3. Verzetten Kaderbesluit 2002/584/JBZ en artikel 47, tweede

alinea, Handvest zich inderdaad ertegen dat de uitvoerende

rechterlijke autoriteit een EAB ten uitvoer legt, wanneer zij

heeft vastgesteld dat: o in de uitvaardigende lidstaat een reëel

gevaar bestaat van schending van het grondrecht op een eerlijk

proces voor elke verdachte, welk gevaar verband houdt met

structurele en fundamentele gebreken met betrekking tot de

onafhankelijkheid van de rechterlijke macht van die lidstaat, o

die structurele en fundamentele gebreken daarom niet alleen

negatieve gevolgen kunnen hebben, maar ook daadwerkelijk

hebben voor de rechterlijke instanties van die lidstaat die

bevoegd zijn voor de procedures waaraan de opgeëiste persoon

zal worden onderworpen en o daarom zwaarwegende en op

feiten berustende gronden bestaan om aan te nemen dat de

opgeëiste persoon een reëel gevaar loopt dat zijn grondrecht op

een onafhankelijk gerecht zal worden geschonden en dus dat

zijn grondrecht op een eerlijk proces in de kern zal worden

aangetast, ook al heeft de opgeëiste persoon, los van die

structurele en fundamentele gebreken, geen specifieke zorgen

geuit en ook al geven de persoonlijke situatie van de opgeëiste

persoon, de aard van de strafbare feiten waarvoor hij wordt

vervolgd en de context die aan het EAB ten grondslag ligt, los

van die structurele en fundamentele gebreken, geen aanleiding

voor vrees voor concrete druk op of beïnvloeding van zijn

strafproces door de uitvoerende en/of wetgevende macht.

Sag C-412/20 vedrører:

La décision-cadre 2002/584/JAI,

l’article 19, paragraphe 1,

deuxième alinéa, du traité sur l’Union européenne et/ou l’article

47, deuxième alinéa, de la charte des droits fondamentaux de

l’Union européenne s’opposent-ils

effectivement à ce que

l’autorité judiciaire d’exécution exécute un mandat d’arrêt

européen qui est émis par une juridiction alors que cette

juridiction ne répond pas aux conditions requises d’une

protection juridictionnelle effective et n’y répondait déjà plus au

moment de l’émission du mandat d’arrêt européen en ce que la

législation de l’État membre d’émission ne garantit pas

l’indépendance de cette juridiction et ne la garantissait déjà plus

au moment de l’émission du mandat d’arrêt européen ?

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-147/19

C-463/19

C-519/19

C-544/19

Atresmedia Corporación de Medios de Comunicación

1. Omfatter begrebet »reproduktion af et fonogram, der er

udgivet i kommercielt øjemed«, som omhandlet i artikel 8, stk.

2, i direktiv 92/100 og direktiv 2006/115 en reproduktion af et

fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, i en

audiovisuel optagelse, som indeholder en optagelse af et

audiovisuelt værk?

2. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er

et selskab, der udøver tv-radiospredningsvirksomhed

–

og som

i forbindelse med enhver overføring til almenheden anvender

en audiovisuel optagelse, der indeholder en optagelse af et

kinematografisk eller andet audiovisuelt værk, hvor et

fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, er blevet

reproduceret

–

da forpligtet til at betale et rimeligt, samlet

vederlag i henhold til artikel 8, stk. 2, i de nævnte direktiver?

Syndicat CFTC du personnel de la Caisse primaire

d’assurance maladie de la Moselle

Skal direktiv 2006/54/EF, sammenholdt med artikel 8 og

artikel 157 TEUF, de generelle EU-retlige principper om

ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling samt

artikel 20, artikel 21, stk. 1, og artikel 23 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at direktivet fra sit

saglige anvendelsesområde udelukker bestemmelserne i artikel

46 i den franske nationale kollektive overenskomst for

socialsikringsinstitutionerne, som forbeholder kvindelige

ansatte i de nævnte institutioner, som selv passer deres børn, ret

til en orlov i tre måneder med halv løn eller en orlov i

halvanden måned med fuld løn og en orlov i et år uden løn

efter barselsorloven?

Passenger Rights spółka akcyjna w Warzawie

Skal artikel 2, litra b), artikel 3, stk. 1 og 2, samt artikel 6, stk. 1,

i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler og artikel 25 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.

december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse

og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige

område fortolkes således med hensyn til vurderingen af

gyldigheden af en værnetingsaftale, at den omstændighed, at der

ikke foreligger kontraktvilkår, der har været genstand for

individuel forhandling, samt at der er tale om urimelige

kontraktvilkår, der udspringer af en værnetingsklausul, også kan

påberåbes af den endelige køber af en fordring, der er erhvervet

efter en overdragelse fra en forbruger, selv om køberen ikke

selv har status som en forbruger?

ECOTEX BULGARIA

Første spørgsmål:

Skal artikel 63 TEUF fortolkes således, at bestemmelsen er til

hinder for en national ordning som den i hovedsagen

omhandlede, hvorefter betalinger i indlandet på 10 000 BGN

eller derover kun må foretages via bankoverførsel eller

indbetaling på en betalingskonto, og som begrænser

kontantbetalinger af udbytte hidrørende fra ikke-udloddet

overskud på 10 000 BGN eller derover? Såfremt artikel 63

TEUF ikke er til hinder for en sådan ordning, spørges: Er en

sådan begrænsning begrundet i formålene med direktiv (EU)

2015/849?

Andet spørgsmål:

Skal artikel 2, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/849 henset til sjette

betragtning hertil og direktivets artikel 4 og 5 fortolkes således,

Kulturministeriet

Dom

18.11.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

18.11.20

Transport- og

Boligministeriet

Dom

18.11.20

Erhvervsministeriet

18.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

at bestemmelsen ikke er til hinder for en generel national

retsforskrift som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter

betalinger i indlandet på 10 000 BGN eller derover kun må

foretages via bankoverførsel eller indbetaling på en

betalingskonto, og som ikke sondrer på grundlag af personen

og grunden til kontantbetalingen og i denne forbindelse

samtidig omfatter alle kontantbetalinger mellem fysiske og

juridiske personer?

1) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Tillader

artikel 2, stk. 1, nr. 3, litra e), i direktiv (EU) 2015/849 henset til

sjette betragtning hertil og direktivets artikel 4 og 5, at

medlemsstaterne fastsætter yderligere generelle begrænsninger

for brugen af kontanter i indlandet i en national retsforskrift

som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter

kontantbetalinger i indlandet på 10 000 BGN eller derover kun

må foretages via bankoverførsel eller indbetaling på en

betalingskonto, når grunden til kontantbetalingen er »ikke-

udloddet overskud« (udbytte)?

2) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Tillader

artikel 2, stk. 1, nr. 3, litra e), i direktiv (EU) 2015/849 henset til

sjette betragtning hertil og direktivets artikel 5, at

medlemsstaterne fastsætter begrænsninger for

kontantbetalinger i en national retsforskrift som den i

hovedsagen omhandlede, hvorefter betalinger i indlandet på 10

000 BGN eller derover kun må foretages via bankoverførsel

eller indbetaling på en betalingskonto, når tærsklen er lavere

end 10 000 EUR?

Tredje spørgsmål:

Skal artikel 58, stk. 1, og artikel 60, stk. 4, i direktiv (ЕU)

2015/849 henset til artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at

bestemmelserne er til hinder for en national retsforskrift som

den i hovedsagen omhandlede, der foreskriver en fast størrelse

af administrative sanktioner vedrørende overtrædelser af

begrænsningerne af kontantbetalinger og ikke tillader en

differentieret fastsættelse, der tager hensyn til de konkrete

relevante omstændigheder?

1) Såfremt dette spørgsmål besvares således, at artikel 58, stk. 1,

og artikel 60, stk. 4, i direktiv (ЕU) 2015/849 henset til artikel

49, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder ikke er til hinder for en national retsforskrift som

den i hovedsagen omhandlede, der foreskriver en fast størrelse

af administrative sanktioner vedrørende overtrædelser af

begrænsningerne af kontantbetalinger, skal artikel 58 og artikel

60, stk. 4, i direktiv (ЕU) 2015/849 da, henset til

effektivitetsprincippet og retten til effektive retsmidler i

henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at

bestemmelserne er til hinder for en national retsforskrift som

den i hovedsagen omhandlede, som begrænser

domstolskontrollen, når denne retsforskrift ikke tillader, at

retten i tilfælde af, at der anlægges søgsmål [til prøvelse af den

pålagte sanktion], fastsætter en administrativ sanktion

vedrørende overtrædelser af begrænsningerne af

kontantbetalinger, der er rimelig i forhold til de konkrete

relevante omstændigheder, og som er lavere end den fastsatte

minimumsstørrelse?

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-663/18

C-238/19

C-388/19

B S et C A

Skal forordning nr. 1307/2013 og nr. 1308/2013 samt

princippet om varernes frie bevægelighed fortolkes således, at

de ved bekendtgørelse af 22. august 1990 indførte

undtagelsesbestemmelser, hvorefter dyrkning, industriel

anvendelse og markedsføring af hamp skal begrænses til

plantens fibre og frø, fastsætter en restriktion, der er i strid med

fællesskabsretten?

Bundesamt für Migration und Flüchtlinge

1. Skal artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU fortolkes

således, at det »at nægte at gøre militærtjeneste i en konflikt«

ikke kræver, at den berørte personhar nægtet at gøre

militærtjeneste i en formaliseret nægtelsesprocedure, når

lovgivningen i hjemlandet ikke hjemler en ret til at nægte at

gøre militærtjeneste?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Beskytter artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU med

udtrykket »at nægte at gøre militærtjeneste i en konflikt« også

personer, der efter udløbet af en udsættelse af militærtjenesten

ikke stiller sig til rådighed for hjemlandets militære forvaltning

og unddrager sig en tvangsindkaldelse ved at flygte?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU fortolkes således,

at militærtjenesten for en værnepligtig, der ikke ved, hvor han

fremadrettet vil blive indsat i militærtjeneste, alene af denne

grund direkte eller indirekte »ville omfatte forbrydelser eller

handlinger, der falder inden for anvendelsesområdet af

udelukkelsesgrundene i artikel 12, stk. 2«, eftersom hjemlandets

væbnede styrker gentagne gange og systematisk begår sådanne

forbrydelser eller handlinger ved brug af værnepligtige?

4. Skal artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95/EU fortolkes således,

at der også i tilfælde af en forfølgelse som omhandlet i artikel 9,

stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU i henhold til artikel 2, litra

d), i direktiv 2011/95/EU skal være en sammenhæng mellem

de i artikel 10 i direktiv 2011/95/EU nævnte grunde og

forfølgelse i henhold til artikel 9, stk. 1 og 2, i direktiv

2011/95/EU eller den manglende beskyttelse mod en sådan

forfølgelse?

5. Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende:

Foreligger der en sammenhæng som omhandlet i artikel 9, stk.

3, sammenholdt med artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95/EU,

mellem forfølgelse på grund af retsforfølgning eller straf for at

nægte at gøre militærtjeneste og forfølgelsesgrunden alene af

den grund, at retsforfølgningen eller straffen er relateret til

nægtelsen?

Autoridade Tributária e Aduaneira

Skal bestemmelserne i artikel 12, 56, 57 og 58 i traktaten om

oprettelse af Det Europæiske Fællesskab [nu artikel 18, 63, 64

og 65 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde]

fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning

som den i denne sag omhandlede (artikel 43, stk. 2, i lov om

beskatning af fysiske personers indkomst, vedtaget ved

lovdekret nr. 442-A/88 af 30.11.1988, som affattet ved lov nr.

109-B/2001 af 27.12.2001), med de ændringer, som er indført

ved lov nr. 67-A/2007 af 31. december 2007 ved indsættelsen

af stk. 7 og 8 (nu stk. 9 og 10) i lovens artikel 72, med henblik

på at muliggøre, at avancer ved salg af fast ejendom beliggende

i en medlemsstat (Portugal) foretaget af en person, som er

hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat (Frankrig), efter

Miljø- og

Fødevareministeriet

Lægemiddelstyrelsen

Dom

19.11.20

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

19.11.20

Skatteministeriet

19.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-454/19

C-900/19

C-225/19

og C-

226/19

valg ikke pålægges en større skattebyrde end den, der for

samme form for transaktion ville blive pålagt avancer, som

realiseres af en person, der er hjemmehørende i den stat, hvori

den faste ejendom er beliggende?

Staatsanwaltschaft Heilbronn

a) Skal den primære og/eller sekundære EU-ret, navnlig

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF, som

giver unionsborgere og deres familiemedlemmer en omfattende

til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område,

fortolkes således, at den også omfatter nationale

straffebestemmelser?

b) Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Er fortolkningen

af den primære og/eller sekundære EU-ret til hinder for

anvendelsen af en national straffebestemmelse, hvorefter det er

strafbart at tilbageholde et barn fra dets værge i udlandet, når

bestemmelsen ikke sondrer mellem, om det drejer sig om

medlemsstater i Den Europæiske Union eller tredjelande?

One Voice et Ligue pour la protection des oiseaux

1 - Skal bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, litra c), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november

2009 fortolkes således, at de er til hinder for, at

medlemsstaterne tillader brug af midler, indretninger eller

metoder til fangst eller drab, der selv minimalt og strengt

midlertidigt, kan føre til bifangster? Hvilke kriterier skal der i

givet fald

–

navnlig henset til andelen eller det begrænsede

omfang af disse bifangster, til den omstændighed, at denne

fangstmetode i princippet ikke er dødelig og til forpligtelsen til

at sætte de arter, som er fanget utilsigtet, fri, uden at der

forårsages alvorlig skade på dem

–

anvendes ved bedømmelsen

af, om det kriterium om selektivitet, der er fastsat i disse

bestemmelser, er opfyldt?

2 - Skal direktivet af 30. november 2009 fortolkes således, at

formålet om at bevare brugen af metoder og midler til fuglejagt,

som bygger på skik og brug, til rekreative formål

–

for så vidt

som alle de andre betingelser, der i artikel 9, stk. 1, litra c), er

fastsat for, at en sådan undtagelse finder anvendelse, er opfyldt

–

kan begrunde, at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende

løsning i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 9,

stk. 1, hvilket således gør det muligt at fravige det princip om

forbud mod disse jagtmetoder og -midler, der er fastsat i

direktivets artikel 8?

Minister van Buitenlandse Zaken m.fl.

1. Er en klagesag som omhandlet i visumkodeksens artikel 32,

stk. 3, vedrørende en endelig afgørelse om afslag på visum af

den grund, der omhandles i visumkodeksens artikel 32, stk. 1,

litra a), nr. vi), et effektivt retsmiddel som omhandlet i artikel

47 i

EU’s charter om grundlæggende rettigheder under

følgende omstændigheder:

- i begrundelsen for afgørelsen har medlemsstaten anført: »De

anses af en eller flere medlemsstater for at udgøre en trussel

mod den offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed,

som defineret i Schengengrænsekodeksens artikel 2, nr. 19,

henholdsvis 21, eller mod en eller flere medlemsstaters

internationale forbindelser«

- hverken i afgørelsen eller under klagesagen anfører

medlemsstaten, hvilken særlig eller hvilke særlige af de i

visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a), nr. vi, nævnte fire

grunde, der gøres gældende mod ansøgeren

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Social- og

Indenrigsministeriet

Dom

19.11.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

19.11.20

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

24.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-510/19

- under klagesagen anfører medlemsstaten ikke andre nærmere

materielle oplysninger eller nogen støtte for den eller de grunde,

der ligger til grund for indsigelsen fra den anden medlemsstat

(eller de andre medlemsstater)?

2. Er der under de i spørgsmål 1 beskrevne omstændigheder

tale om god forvaltning som omhandlet i artikel 41 i EU’s

charter om grundlæggende rettigheder, særligt når henses til

forvaltningens pligt til at begrunde sine afgørelser?

3.a. Skal spørgsmål 1 og 2 besvares anderledes, såfremt

medlemsstaten i den endelige afgørelse om visum henviser til

en eksisterende og tilstrækkelig tydeligt angivet mulighed i den

anden medlemsstat for at indlede en klagesag mod den ved

navns nævnelse anførte ansvarlige myndighed i den anden

medlemsstat (eller de andre medlemsstater), som har indgivet

den i visumkodeksen artikel 32, stk. 1, litra a), nr. vi),

omhandlede indsigelse, og hvorunder afslagsgrunden kan

behandles?

3.b. Kræves det for en bekræftende besvarelse af spørgsmål 1 i

forbindelse med spørgsmål 3.a., at afgørelsen i en klagesag mod

den medlemsstat, der har truffet den endelige afgørelse,

udsættes, indtil ansøgeren har haft lejlighed til at anvende

klagemuligheden i den anden medlemsstat (eller de andre

medlemsstater), og såfremt ansøgeren gør brug af denne

mulighed, at den endelige afgørelse er truffet i denne klagesag?

4. Har det for besvarelsen af spørgsmålene nogen betydning,

om den myndighed, der i medlemsstaten (eller i

medlemsstaterne) har fremsat indsigelse mod, at der udstedes

visum, kan gives lejlighed til at indtræde i klagesagen mod den

endelige afgørelse om visum som den anden modpart, og

herved kan få lejlighed til at underbygge den eller de grunde,

som indsigelsen støttes på?

Openbaar Ministerie

1.1. Er udtrykket »judiciel myndighed« som omhandlet i

rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, et selvstændigt EU-retligt

begreb?

1.2. Såfremt spørgsmål 1.1. besvares bekræftende, på grundlag

af hvilke kriterier kan det da afgøres, om en myndighed i den

fuldbyrdende medlemsstat er en sådan judiciel myndighed og

den af denne myndighed fuldbyrdede europæiske arrestordre

følgelig en retsafgørelse?

1.3. Såfremt spørgsmål 1.1. besvares bekræftende, er den

nederlandske anklagemyndighed, nærmere bestemt

anklagemyndighedens repræsentant, da omfattet af begrebet

judiciel myndighed som omhandlet i rammeafgørelsens artikel

6, stk. 2, og er den af denne myndighed fuldbyrdede europæiske

arrestordre følgelig en retsafgørelse?

1.4. Såfremt spørgsmål 1.3. besvares bekræftende, kan det da

accepteres, at en første overgivelse bedømmes af en judiciel

myndighed, nærmere bestemt Overleveringskamer te

Amsterdam (overgivelsesafdelingen, Amsterdam) i

overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 15, hvorved

bl.a. den retsundergivnes ret til at blive hørt og dennes

søgsmålsadgang respekteres, mens en supplerende overgivelse i

henhold til rammeafgørelsens artikel 27 er overdraget til en

anden myndighed, nemlig anklagemyndighedens repræsentant,

hvorved den retsundergivne hverken er sikret en ret til at blive

hørt eller har søgsmålsadgang, således at der uden rimelig grund

opstår en åbenbar mangel på indre sammenhæng i

rammeafgørelsen?

Justitsministeriet

Dom

24.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-372/19

C-795/19

C-799/19

1.5. Såfremt spørgsmål 1.3. og 1.4. besvares bekræftende, skal

rammeafgørelsens artikel 14, 19 og 27 da fortolkes således, at

en anklagemyndighed, der handler som fuldbyrdende judiciel

myndighed, først og fremmest skal respektere den

retsundergivnes ret til at blive hørt og dennes søgsmålsadgang,

før der kan gives tilladelse til retsforfølgelse, domfældelse eller

fængsling af en person med henblik på fuldbyrdelse af en

frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning på

grund af et strafbart forhold, der er begået før dennes

overgivelse i henhold til en europæisk arrestordre, men som

ikke er det strafbare forhold, for hvilket denne søges overgivet?

2. Er anklagemyndighedens repræsentant i

arrondissementsparket Amsterdam (anklagemyndigheden i

Amsterdam retskreds), der handler til gennemførelse af artikel

14 i den nederlandske lov af 29. april 2004 om gennemførelse

af Rådet for Den Europæiske Unions rammeafgørelse om den

europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse

mellem medlemsstaterne (lov om overgivelse), den

fuldbyrdende judicielle myndighed som omhandlet i

rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, som har overgivet den

eftersøgte person, og som kan give samtykke i henhold til

rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g), og stk. 4?

SABAM

Skal artikel 102 TEUF, eventuelt sammenholdt med artikel 16 i

direktiv 2014/26/EU om kollektiv forvaltning af ophavsret og

beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for

rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i

det indre marked fortolkes således, at der er tale om misbrug af

en dominerende stilling, hvis et selskab, der forvalter

ophavsrettigheder, og som i en medlemsstat har et faktisk

monopol, over for arrangører af musikeventer anvender en

model for vederlag for retten til overføring af musikværker til

almenheden, der blandt andet er baseret på omsætningen,

1. og som bygger på en fast tarif med trin i stedet for en tarif,

der (ved hjælp af tidssvarende tekniske hjælpemidler) tager

hensyn til den præcise andel af musik fra forvaltningsselskabets

repertoire, der afspilles under eventet,

2. og som lader licensvederlagene afhænge af eksterne faktorer

såsom blandt andet prisen for adgang, prisen på mad og

drikkevarer, budgettet til kunstnerne for deres optræden og

budgettet til andre elementer, såsom dekorationer?

Tartu vangla

Skal artikel 2, stk. 2, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets

direktiv 2000/78/EF af 2[7]. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den er til hinder

for en national lovgivning, hvorefter en hørenedsættelse, der

overskrider den foreskrevne norm, udgør en absolut hindring

for en ansættelse som fængselstjenestemand og anvendelse af

korrigerende hjælpemidler med henblik på vurderingen af

opfyldelsen af kravene til høreevnen ikke er tilladt?

Sociálna poisťovňa

1. Skal artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af

arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens fortolkes

således, at begrebet»tilgodehavender, der hidrører fra

arbejdsaftaler« også omfatter en godtgørelse for ikke-

økonomisk skade, der er lidt som følge af den ansattes død

efter en arbejdsulykke?

Kulturministeriet

Dom

25.11.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

25.11.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

25.11.20

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 61: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 06.11.20

C-383/19

2. Skal artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af

arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens fortolkes

således, at en arbejdsgiver, som har været genstand for en

anmodning om tvangsfuldbyrdelse af et krav, tilkendt i henhold

til en retsafgørelse om godtgørelse af ikke-økonomisk skade,

der er lidt som følge af den ansattes død efter en arbejdsulykke,

anses for insolvent også i den situation, hvor fordringen i

tvangsfuldbyrdelsesproceduren anses for uerholdelig som følge

af, at arbejdsgiveren ikke råder over nogen midler?

Ubezpieczeniowy Fundusz Gwarancyjny z siedzibą

Skal artikel 3 [i direktiv 2009/103] fortolkes således, at

forpligtelsen til at tegne en ansvarsforsikring for motorkøretøjer

også omfatter de situationer, hvor en regional myndighed på

grundlag af en domstolsafgørelse har erhvervet ejendomsretten

til køretøjet, hvilket køretøj ikke kan startes, befinder sig på en

privat ejendom i form af en overvåget parkeringsplads væk fra

en offentlig vej og som følge af ejerens beslutning er bestemt til

ophugning?

Skal denne bestemmelse endvidere fortolkes således, at der

under disse omstændigheder ikke påhviler den regionale

myndighed, der ejer køretøjet, en forpligtelse til at tegne en

forsikring for køretøjet, uanset at dette påvirker det

erstatningsansvar, som [garanti]fonden påtager sig over for

skadelidte tredjeparter?

Transport- og

Boligministeriet

26.11.20