Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 614
Offentligt
2414687_0001.png
Den 11. juni 2021
FVM 065
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om Kommissionens forslag om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdier for
rester af pesticidet bentazon i eller på ærter med bælg (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier for pesticid-
rester i bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for ét aktivstof i
ærter med bælg (komitésag). Forslaget vedrører ændringer af maksimalgrænseværdier på baggrund
af nye anvendelser i EU for stoffet bentazon. Ændringen betyder, at der er en maksimalgrænseværdi,
der sættes op. Der er gennemført risikovurderinger af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
(EFSA) og DTU Fødevareinstituttet for det anførte stof. DTU Fødevareinstituttet bemærker, at der
mangler data for toksikologien af et nedbrydningsprodukt af bentazon. DTU vurderer på den bag-
grund, at der mangler data for at kunne vurdere risikoen ved de foreslåede maksimalgrænseværdier
for bentazon. Forslaget forventes sat til skriftlig afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF) med frist i slutningen af juni 2021. En vedtagelse af forslaget vurderes
at kunne betyde en forringelse af beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen agter på den baggrund
at stemme imod forslaget. Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de ret-
ningslinjer, som den tidligere regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling
af komitésager om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegeta-
bilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (herefter
pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14, stk. 1, litra a i pesticidrammeforordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Føde-
varer og Foder (SCoPAFF). Såfremt der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen -
med henblik på legalitetskontrol - forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig med hen-
holdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for to måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt
Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget, eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 614: Notat om komitésag om maksimalgrænseværdier for pesticidrester bentazon
2414687_0002.png
der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, der udtaler
sig med kvalificeret flertal inden for to måneder. Kommissionen underretter samtidig Europa-Parla-
mentet. Hvis Rådet vedtager forslaget eller ikke udtaler sig inden for fristen, skal forslaget sendes til
Europa-Parlamentet til legalitetskontrol. Kommissionen vedtager forslaget, hvis Europa-Parlamentet
ikke inden for en frist på fire måneder har gjort indsigelse mod forslaget.
Forslaget forventes sat til skriftlig afstemning i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) med frist i slutningen af juni 2021.
Formål og indhold
En maksimalgrænseværdi for pesticidrester kan, efter den fornødne konkrete risikovurdering i EU, ind-
føres eller ændres på baggrund af:
1) Nye anvendelser af pesticidmidler i EU, eksempelvis anvendelse af nye pesticider, udvidet anven-
delse til andre afgrøder af et allerede godkendt pesticid eller ændret anvendelse af et pesticid på en
afgrøde.
2) Importtolerancer, ansøgninger fra tredjelande for fødevarer, der indføres til EU, og hvor der ikke
allerede er fastsat en dækkende EU-grænseværdi for restindholdet af pesticider.
3) Revurdering af maksimalgrænseværdierne på baggrund af for eksempel planlagt revurdering af pe-
sticidet, nye oplysninger om toksikologi eller en tilbagekaldelse af eksisterende godkendelser.
4) Implementering af Codex-grænseværdier i EU - tilpasning af EU-maksimalgrænseværdier til de
maksimalgrænseværdier, der er fastsat af Codex Alimentarius (FAO
Food and Agriculture Orga-
nization/WHO
World Health Organization).
5) Andre særlige forhold, for eksempel at stoffet forekommer som miljøforurening.
Kommissionens forslag
Kommissionen foreslår, at bilag II ændres med hensyn til maksimalgrænseværdien for stoffet bentazon
i ærter med bælg.
De væsentligste ændringer af maksimalgrænseværdier i forslaget og baggrunden for disse fremgår af
nedenstående skema.
I skemaet nedenfor refereres der i kolonnen ”Baggrund for ændring” til ovenstående liste over baggrund
for ændring af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Pesticid
Produkter
Foreslåede ændringer
Baggrund
for æn-
dring
1
Bentazon
Ærter med bælg.
Maksimalgrænseværdien foreslås
sat op.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som et led i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på
legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens
vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
2
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 614: Notat om komitésag om maksimalgrænseværdier for pesticidrester bentazon
2414687_0003.png
Gældende dansk ret
Forslaget vedrører ændring af bilag til pesticidrammeforordningen. Ændringen vil være direkte gæl-
dende i Danmark.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget har heller ingen væ-
sentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller for EU´s budget. For-
slaget skønnes heller ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser. Ligeledes medfører
forslaget ingen nævneværdige administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Forslaget er udarbejdet på baggrund af videnskabelige vurderinger fra EFSA, som har vurderet, at der
mangler data for toksikologien af et nedbrydningsprodukt (6-hydroxybentazon) af bentazon.
DTU er enig med EFSA i, at der mangler data for toksikologien af et nedbrydningsprodukt (6-hydroxy-
bentazon) af bentazon. DTU vurderer på den baggrund, at der mangler data for at kunne vurdere risi-
koen ved de foreslåede maksimalgrænseværdier for bentazon.
En vedtagelse af forslaget vurderes på den baggrund at kunne betyde en forringelse af beskyttelses-
niveauet i Danmark.
Høring
Forslaget har været i høring på høringsportalen. Der er indkommet følgende høringssvar:
Biodynamisk Forbrugersammenslutning har indsendt høringssvar med det hovedbudskab, at alle føde-
varer skal være biodynamiske eller økologiske for at undgå gift i fødevarer.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater.
Baseret på afstemningerne fra tidligere lignende forslag vurderes der at være kvalificeret flertal for for-
slaget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Pesticidrammeforordningen, og de deraf afledte forordninger, er vigtige elementer i beskyttelsen af de
danske forbrugeres sikkerhed. Regeringen kan alene støtte forslag, der vurderes at være sundhedsmæs-
sigt acceptable.
Det er højt prioriteret fra dansk side, at pesticidrammeforordningen kan virke med henblik på fuld har-
monisering af reglerne vedrørende fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester i fødevarer
i EU. For at dette kan lade sig gøre, skal rammeforordningens bilag løbende ændres, herunder bilag II,
III, IV og V.
Det er vurderingen, at den foreslåede ændring vil medføre en tilstand på fødevareområdet, der er
sundhedsmæssig uacceptabel.
Regeringen agter på denne baggrund at stemme imod forslaget.
Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den tidligere
regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af komitésager om fastsættelse
af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
3
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 614: Notat om komitésag om maksimalgrænseværdier for pesticidrester bentazon
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
4