EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 701
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

2. juli 2021

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende to uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-433/20

Titel og kort sagsresumé

Austro-Mechana

Emne:

Adgang til lagringsmedie-vederlag for trejdemænd, som

besidder servere, der stiller lagerplads til rådighed for

cloud-computing for ikke-kommercielle formål.

Spørgsmål:

Spørgsmål 1: Skal udtrykket »på ethvert medium« i artikel

5, stk 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse

aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet fortolkes således, at det også

omfatter servere, som besiddes af tredjemænd, der (til

formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle)

stiller lagerplads på disse servere til rådighed for fysiske

personer (kunder) til privat brug, [org. s. 2] som kunderne

anvender til reproduktion ved arkivering (»cloud

computing«)?

Spørgsmål 2: Såfremt dette spørgsmål besvares

bekræftende: Skal den i spørgsmål 1 nævnte bestemmelse

fortolkes således, at den finder anvendelse på en national

lovgivning, hvorefter ophavsmanden har ret til et rimeligt

vederlag (lagringsmedie-vederlag), såfremt:

–

det for så vidt

angår et værk (der er blevet udsendt i radioen, stillet til

rådighed for almenheden eller optaget på et i kommercielt

øjemed fremstillet lagringsmedium) vedrørende hvilket det

på grundlag af dets karakter må påregnes, at det til egen

eller privat brug vil blive reproduceret, idet det arkiveres på

et »lagringsmedium af enhver art, der er egnet til en sådan

Deltager i PD

Kulturministeriet

Proces-

skridt

Dato

07.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

reproduktion og markedsføres i indlandet i

forretningsmæssigt øjemed mod vederlag«,

–

og den i

spørgsmål 1 beskrevne arkiveringsmetode anvendes med

henblik herpå?

C-71/20

Anklagemyndigheden mod VAS Shipping ApS

(forelagt af Østre Landsret)

Emne:

Arbejdstilladelse for tredjelandsbesætningsmedlemmer på

et skib, indflaget i medlemsstaten og ejet af en skibsreder,

der er statsborger i en anden EU-medlemsstat

Spørgsmål:

Er artikel 49 TEUF til hinder for en medlemsstats

lovgivning om, at tredjelandsbesætningsmedlemmer på et

skib, der er indflaget i medlemsstaten og ejet af en

skibsreder, der er statsborger i en anden EU-medlemsstat,

skal have arbejdstilladelse, medmindre skibet højst anløber

medlemsstatens havne 25 gange løbende regnet et år bagud

i tid?

Ligue des droits humains (PNR-direktivet)

Emne:

Forholdet mellem PNR-direktivets regler om karakteren af

indhentede oplysninger samt indsamling og opbevaring

heraf, og Chartrets artikel 7, 8 og 52, stk. 1.

Spørgsmål:

1. Skal artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF

(generel forordning om databeskyttelse), sammenholdt

med denne forordnings artikel 2, stk. 2, litra d), fortolkes

således, at den finder anvendelse på en national lovgivning

såsom lov af 25. december 2016 om behandling af

passageroplysninger, som gennemfører Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/681 af 27. april

2016 om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-

oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og

retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet samt

Rådets direktiv 2004/82/EF af 29. april 2004 om

transportvirksomheders forpligtelse til at fremsende

oplysninger om passagerer og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2010/65/EU af 20. oktober 2010 om

meldeformaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår

fra havne i medlemsstaterne, og om ophævelse af direktiv

2002/6/EF? M.fl.

Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

Emne:

Retsstatsprincippet, dommeres uafhængighed, betydningen

af at retslige afgørelse kan kvalificeres som

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

08.07.21

C-817/19

Justitsministeriet

Rigspolitiet

13.07.21

C-791/19

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

15.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

diciplinærforseelser, herunder i lyset af adgangen til at

forelægge præjudicielle spørgsmål.

Påstande:

1. Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit,

TEU, idet

—den

har tilladt, at indholdet i retslige afgørelser kan

kvalificeres som disciplinærforseelser i forhold til

dommerne ved de almindelige domstole (artikel 107, stk. 1,

i lov om de almindelige domstoles organisation og artikel

97, stk. 1 og 3, i lov om højesteret),

—den

ikke har sikret uafhængighed og upartiskhed for

højesterets disciplinærkammer, som det tilkommer at

kontrollere de afgørelser, der træffes i disciplinærsager mod

dommerne [artikel 3, nr. 5), artikel 27 og artikel 73, stk. 1, i

lov om højesteret, sammenholdt med artikel 9a i lov om

det nationale råd for retsvæsenet],

—den

har overdraget formanden for højesterets

disciplinærkammer en skønsbeføjelse til at nominere

disciplinærdomstolen i første instans i sager vedrørende

dommere ved de almindelige domstole (artikel 110, stk. 3,

og artikel 114, stk. 7, i lov om de almindelige domstoles

organisation), og dermed ikke har sikret, at

disciplinærsagerne behandles af en domstol, der er

»oprettet ved lov«, og

—den

har overdraget justitsministeren beføjelsen til at

udpege en disciplinærembedsmand for justitsministeren

(artikel 112b i lov om de almindelige domstoles

organisation) og dermed ikke har sikret, at

disciplinærsagerne mod dommere ved de almindelige

domstole behandles inden for en rimelig frist, og idet den

har fastsat, at foranstaltninger i forbindelse med udpegelse

af en forsvarer og dennes varetagelse af forsvaret ikke har

opsættende virkning på afviklingen af disciplinærsagen

(artikel 113a i lov om de almindelige domstoles

organisation), og at disciplinærdomstolen gennemfører

disciplinærsagen selv i den pågældende tilsagte dommers

eller dennes forsvarers lovlige forfald (artikel 115a, stk. 3, i

lov om de almindelige domstoles organisation), og dermed

ikke har sikret retten til forsvar for de anklagede dommere

ved de almindelige domstole, og

at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 267, stk. 2 og 3, TEUF, idet

—den

har tilladt, at retternes beføjelse til at forelægge

Domstolen anmodninger om præjudicielle afgørelser

begrænses af muligheden for at indlede en disciplinærsag.

2) Republikken Polen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-267/20

Titel og kort sagsresumé

Arbuzov mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020

om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 2020/370 af 5. marts 2020

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om

restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og

organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så

vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære sine egne

omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

Pšonka mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020

om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2020/370 af 5. marts 2020 om

gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så vidt som disse

retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære sine egne

omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

Pšonka mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/373 af 5. marts 2020

om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på

baggrund af situationen i Ukraine og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 2020/370 af 5. marts 2020

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om

restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og

organer på baggrund af situationen i Ukraine annulleres, for så

vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at bære sine egne

omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.

Rapidsped

1) Skal artikel 1, stk. 1, i direktiv 96/71/EF, sammenholdt med

artikel 3 og 5 i samme direktiv og arbejdslovens § 285 og § 299,

fortolkes således, at ungarske arbejdstagere kan indlede en sag

mod deres ungarske arbejdsgivere ved de ungarske domstole med

påstand om overtrædelse af direktivet og af den franske

lovgivning om mindsteløn?

2) Skal diæter, som er bestemt til at dække udgifter i forbindelse

med en arbejdstagers udstationering til udlandet, anses for at

udgøre en del af lønnen?

3) Er en praksis, hvorefter arbejdsgiveren, når der er opnået en

besparelse beregnet ud fra den tilbagelagte strækning og

brændstofforbruget, i henhold til et skema betaler føreren af en

transportvogn et tillæg, som ikke er en del af den løn, der er

fastsat i den pågældendes ansættelseskontrakt, og af hvilket der

ikke betales skat eller sociale bidrag, i strid med artikel 10 i

forordning nr. 561/2006/EF? Brændstofbesparelsen tilskynder

imidlertid førere af transportvogne til at køre på en måde, som

kan bringe færdselssikkerheden i fare (f.eks. ved at køre i frigear så

længe som muligt i nedadgående retning).

4) Finder direktiv 96/71/EF anvendelse på international

godstransport, navnlig henset til at Europa-Kommissionen har

indledt en traktatbrudsprocedure mod Frankrig og Tyskland for

anvendelse af lovgivningen om mindsteløn på

vejtransportsektoren?

5) Såfremt et direktiv ikke er blevet gennemført i den nationale

lovgivning, kan det da i sig selv skabe forpligtelser for

privatpersoner og dermed i sig selv udgøre grundlaget for et

Interessent

Udenrigsministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

07.07.21

T-268/20

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

07.07.21

T-269/20

Udenrigsministeriet

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

07.07.21

C-428/19

Udenrigsministeriet

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

08.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

C-973/19

C-120/20

C-132/20

C-166/20

søgsmål mod en privatperson i en tvist, som er anlagt ved en

national domstol?

Staatsanwaltschaft Köln et Bundesamt für Güterverkehr

Skal artikel 8, stk. 2, første punktum, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009

fortolkes således, at der også foreligger en international transport i

den nævnte bestemmelses forstand, når denne transport finder

sted inden for rammerne af en transport i henhold til artikel 1, stk.

5, litra d), i forordning (EF) nr. 1072/2009?

Koleje Mazowieckie

1) Skal bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/14 EF af 26. februar 2001, navnlig direktivets artikel 4, stk.

5 og artikel 30, stk. 1, 3, 5 og 6, fortolkes således, at disse

bestemmelser er til hinder for, at en jernbanevirksomhed kan

fremsætte et erstatningskrav over for en medlemsstat med

henvisning til en fejlagtig gennemførelse af direktivet i en

situation, hvor en del af erstatningskravet udgøres af for meget

betalt afgift for brug af jernbaneinfrastrukturen, uden at

tilsynsorganets afgørelse først har været genstand for retslig

prøvelse?

2) Er princippet om, at retten til erstatning i henhold til EU-retten

for fejlagtig anvendelse af EU-retten, og især for en mangelfuld

eller manglende gennemførelse af et direktiv, er betinget af, at den

tilsidesatte retsnorm tillægger borgerne rettigheder, at

tilsidesættelsen er tilstrækkeligt kvalificeret (i form af en åbenbar

og alvorlig tilsidesættelse af en medlemsstats skønsbeføjelse ved

gennemførelse af direktivet), og at der er en direkte

årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen og den lidte skade, til

hinder for, at en medlemsstat indfører bestemmelser i national ret,

der i sådanne tilfælde giver ret til erstatning under mindre

restriktive betingelser?

Getin Noble Bank (Polen)

1. Skal artikel 2, artikel 4, stk. 3, artikel 6, stk. 1 og 3, og artikel 19,

stk. 1, andet afsnit, i Traktaten om Den Europæiske (herefter

»TEU«), sammenholdt med artikel 47, stk. 1 og 2, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(herefter »chartret«), artikel 267, stk. 3, TEUF, chartrets artikel 38

og artikel 7, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april

1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L

95, s. 29) fortolkes således, at et organ, hvori en person har sæde

–

når denne person for første gang eller ved et efterfølgende tilfælde

er udpeget til dommer (ved en højere retsinstans) af et politisk

organ under den udøvende magt i en stat, som er karakteriseret

ved en totalitær, udemokratisk og kommunistisk styreform (Rada

Państwa Polskiej Rzeczypospolitej Ludowej) (Folkerepublikken

Polens statsråd) efter anmodning fra justitsministeren i denne stat

–

er en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, i

henhold til EU-retten, navnlig når henses til

1) manglen på gennemsigtighed med hensyn til

udnævnelseskriterierne,

2) muligheden for at afskedige en dommer til enhver tid,

3) dommerstandens manglende deltagelse i

udnævnelsesproceduren, eller

4) [manglen på] relevante offentlige myndigheder oprettet ved

demokratiske valg, hvilket kan skade den tillid, som domstolene

skal indgyde i et demokratisk samfund?

2. Har den omstændighed, at udpegelsen til dommer i

efterfølgende stillinger (ved en højere retsinstans) kunne finde

sted som følge af anerkendelsen af en rimelig tjenesteperiode

(anciennitet) samt på grundlag af en vurdering af arbejdet udført i

den stilling, som denne person var blevet udnævnt til

–

i hvert

fald første gang

–

af et politisk organ, sådan som beskrevet i det

første spørgsmål og på baggrund af proceduren beskrevet i dette

spørgsmål, hvilket kan skade den tillid, som domstolene skal

indgyde i et demokratisk samfund, betydning for besvarelsen af

det første spørgsmål? M.fl.

Lietuvos Respublikos sveikatos apsaugos ministerija

1) Skal artikel 10, litra b), i direktiv 2005/36/EF, når

bestemmelsen fortolkes i lyset af direktivets formål som beskrevet

i artikel 1, fortolkes således, at den finder anvendelse, når en

person ikke har opnået et uddannelsesbevis, fordi den pågældende

muligvis har opfyldt de krav, der stilles for at opnå de

erhvervsmæssige kvalifikationer, i flere EU-medlemsstater i stedet

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

08.07.21

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

08.07.21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

O-sag

08.07.21

Miljøministeriet

Ministeriet for Landbrug,

Fødevarer, og Fiskeri

Søfartsstyrelsen

O-sag

Dom

08.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

for i en enkelt medlemsstat? I en sådan situation, hvor en person

ikke har erhvervet et uddannelsesbevis, fordi den pågældende

muligvis har opfyldt de krav, der stilles for at opnå de

erhvervsmæssige kvalifikationer, i flere EUmedlemsstater i stedet

for i en enkelt medlemsstat, skal kapitel I (Generel ordning for

anerkendelse af uddannelsesbeviser) i afsnit III i direktiv

2005/36/EF da fortolkes således, at den institution, der

anerkender kvalifikationer, er forpligtet til at vurdere indholdet af

alle de dokumenter, som dem pågældende har fremlagt, og som

kan dokumentere erhvervsmæssige kvalifikationer, samt vurdere,

om de opfylder de krav, der i værtsmedlemsstaten er fastsat for

opnåelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, og om nødvendigt

anvende udligningsforanstaltninger?

2) I en situation som i den foreliggende sag, hvor appellanten

muligvis har opfyldt de fornødne krav til opnåelse af de

erhvervsmæssige kvalifikationer som farmaceut som omhandlet i

artikel 44 i afsnit 7 i kapitel III i direktiv 2005/36/EF, men hvor

disse krav er blevet opfyldt i flere EU-medlemsstater i stedet for i

en enkelt medlemsstat, og hvor appellanten derfor ikke er i

besiddelse af et uddannelsesbevis, der dokumenterer

erhvervsmæssige kvalifikationer som fastsat i punkt 5.6.2 i bilag V

til direktiv 2005/36/EF, skal artikel 45 TEUF og 49 TEUF og

chartrets artikel 15 da fortolkes således, at de forpligter de

kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten til at vurdere

appellantens erhvervskompetencegivende uddannelse og til at

sammenligne den med den erhvervsuddannelse, der kræves i

værtsstaten, og ligeledes til at vurdere indholdet af de fremlagte

dokumenter, der kan dokumentere erhvervsmæssige

kvalifikationer, samt vurdere, om de opfylder de krav, der i

værtsmedlemsstaten er fastsat for opnåelse af de erhvervsmæssige

kvalifikationer, og om nødvendigt anvende

udligningsforanstaltninger?

C-178/20

Pharma Expressz

1. Følger det af artikel 70-73 i direktiv 2001/83, at et lægemiddel,

der kan udleveres uden recept i en medlemsstat, også skal anses

for et lægemiddel, der kan udleveres uden recept i en anden

medlemsstat, selv om det pågældende lægemiddel hverken er

omfattet af en markedsføringstilladelse eller er blevet klassificeret

i denne anden medlemsstat?

2. Kan en kvantitativ restriktion, der gør muligheden for bestilling

og udlevering af et lægemiddel, som ikke er omfattet af en

markedsføringstilladelse i en medlemsstat, men er omfattet af en

sådan tilladelse i en anden [EØS-medlemsstat], betinget af, at der

foreligger en recept og en erklæring fra lægemiddelmyndigheden,

selv om lægemidlet er registreret som ikke-receptpligtigt

lægemiddel i den anden medlemsstat, begrundes i hensynet til

beskyttelsen af menneskers liv og sundhed som omhandlet i

artikel 36 TEUF?

Når det som i det foreliggende tilfælde af de faktiske

omstændigheder fremgår, at en af ægtefællerne tilbringer sit liv i to

medlemsstater, kan den pågældende da anses for at have sit

sædvanlige opholdssted, som omhandlet i artikel 3 i forordning

nr. 2201/2003 og i forbindelse med anvendelsen af denne artikel,

i to medlemsstater, således at retterne i begge medlemsstater har

kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen, hvis

betingelserne i denne artikel er opfyldt i disse to medlemsstater?

Sanresa

1) Skal artikel 18, stk. 2, artikel 56, stk. 1, første afsnit, litra b), og

artikel 56, stk. 1, andet afsnit, artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra

a), samt artikel 58, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2014/24 og artikel

3 og 6 samt andre bestemmelser i forordning nr. 1013/2006

(sammen eller hver for sig, men uden begrænsning) fortolkes

Lægemiddelstyrelsen

O-sag

Dom

08.07.21

C-289/20

Social- og Ældreministeriet

O-sag

08.07.21

C-295/20

Miljøministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

08.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

T-550/18

T-551/18

således, at et samtykke givet til en erhvervsdrivende, hvilket er

nødvendigt for at overføre affald fra en medlemsstat i Den

Europæiske Union til en anden, skal kvalificeres som et krav til en

tjenesteydelseskontrakts gennemførelse og ikke som et krav

vedrørende retten til at udøve en aktivitet?

2) Hvis det nævnte samtykke til overførsel af affald skal anses for

et udvælgelseskriterium for leverandører (egnethed til at udøve det

pågældende erhverv), skal gennemsigtighedsprincippet og

princippet om fair konkurrence i artikel 18, stk. 1, første og andet

afsnit, i direktiv 2014/24, artikel 58, stk. 1, første afsnit, litra a), og

artikel 58, stk. 2, andet afsnit, i samme direktiv, den frie

bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser, således som

anført i artikel 26, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, samt artikel 7 og 9 i forordning nr. 1013/2006

(sammen eller hver for sig, men uden begrænsning), da fortolkes

og anvendes på en sådan måde, at betingelserne for det offentlige

udbud vedrørende affaldshåndteringsydelser, navnlig hvad angår

frister for indgivelse af bud, skal indeholde betingelser for

nationale og udenlandske leverandører, der ønsker at transportere

affald på tværs af EUmedlemsstaternes grænser, som giver

mulighed for ubegrænset deltagelse i sådanne udbudsprocedurer,

og de skal bl.a. have ret til at fremlægge det nævnte samtykke, hvis

det er givet på en dato, der ligger efter fristen for indgivelse af

bud? M.fl.

Harrington Padrón mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/901 af 25. juni 2018

om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2018/899 af 25. juni 2018 om

gennemførelse af forordning (EU) 2017/2063 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela

annulleres, for så vidt som bestemmelserne heri vedrører

sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Oblitas Ruzza mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/901 af 25. juni 2018

om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2018/899 af 25. juni 2018 om

gennemførelse af forordning (EU) 2017/2063 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela

annulleres, for så vidt som bestemmelserne heri vedrører

sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Moreno Reyes mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/901 af 25. juni 2018

om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2018/899 af 25. juni 2018 om

gennemførelse af forordning (EU) 2017/2063 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela

annulleres, for så vidt som bestemmelserne heri vedrører

sagsøgeren

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Rodríguez Gómez mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/901 af 25. juni 2018

om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2018/899 af 25. juni 2018 om

gennemførelse af forordning (EU) 2017/2063 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela

annulleres, for så vidt som bestemmelserne heri vedrører

sagsøgeren

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Hernández Hernández mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/901 af 25. juni 2018

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

14.07.21

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

14.07.21

T-552/18

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

14.07.21

T-553/18

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

14.07.21

T-554/18

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

14.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/2074 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2018/899 af 25. juni 2018 om

gennemførelse af forordning (EU) 2017/2063 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Venezuela,

annulleres, for så vidt som bestemmelserne heri vedrører

sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

T-32/19

Harrington Padrón mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1656 af 6. november

2018 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/1653 af 6.

november 2018 annulleres, for så vidt som bestemmelserne heri

vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Benavides Torres mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1656 (1) og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2018/1653 (2) annulleres, for så

vidt som deres bestemmelser vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

AI mod ECDC

Påstande:

—Annullation af ECDC’s afgørelse af 18. maj 2018 om

afslag på sagsøgerens ansøgning om bistand af 20. juni 2017.

—Annullation af ECDC’s afgørelse af 20. juni 2018 om afslag på

sagsøgerens ansøgning af 30. maj 2018 om aktindsigt i

undersøgelsesrapporten.

—Om fornødent annullation af ECDC’s afgørelse af 26. oktober

2018 om afslag på sagsøgerens klage af 2. juli 2018.

—ECDC

tilpligtes at betale en erstatning, som efter ret og

billighed er opgjort til 40 000 EUR, for det ikke-økonomiske tab,

som sagsøgeren angiveligt har lidt.

Public.Resource.Org og Right to Know mod Kommissionen

Påstande:

—Europa-Kommissionens

afgørelse C(2019) 639 final

af 22. januar 2019 (inklusive den oprindelige afgørelse af

15.11.2018 med referencenummer GROW/D3/ALR/dr (2018)

5993057) annulleres.

—Subsidiært

hjemvises sagen til Europa-Kommissionen til

fornyet behandling.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Freistaat Bayern mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—Den

appellerede dom ophæves.

—Det

fastslås, at det første anbringende i stævningen for Retten

er ugrundet.

—Sagen

hjemvises til Retten med henblik på behandling af de

øvrige anbringender.

—Sagsøgeren

i første instans tilpligtes at betale

sagsomkostningerne i første instans og i forbindelse med

appelsagen, eller subsidiært for det tilfælde, at sagens hjemvises til

Retten, udsættes afgørelsen med hensyn til sagsomkostningerne i

første instans og i forbindelse med appelsagen.

WABE og MH Müller Handel

1. Kan en fastslået indirekte ulige behandling på grund af religion

som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78/EF,

baseret på en intern regel i en privat virksomhed kun være

hensigtsmæssig, hvis der ifølge denne regel er forbud mod at bære

enhver form for synlige symboler af religiøs, politisk og anden

ideologisk karakter, og ikke kun mod at bære iøjnefaldende

fladedækkende symboler?

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

14.07.21

T-35/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

14.07.21

T-65/19

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

14.07.21

T-185/19

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

14.07.21

C-167/19 P

Miljøministeriet

O-sag

15.07.21

C-804/19

og C-

341/19

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Økonomistyrelsen

O-sag

Dom

15.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

a) Skal artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78/EF fortolkes

således, at rettighederne i artikel 10 i [Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder (chartret)] og artikel 9 i

[Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)] skal

tages i betragtning ved undersøgelsen af, om en fastslået indirekte

ulige behandling på grund af religion, baseret på en intern regel i

en privat virksomhed, er hensigtsmæssig, når den indeholder et

forbud mod at bære iøjnefaldende fladedækkende symboler af

religiøs, politisk og anden ideologisk karakter?

b) Skal artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78/EF fortolkes

således, at der kan tages hensyn til nationale regler med

forfatningsrang, som beskytter religionsfriheden, som værende

gunstigere bestemmelser som omhandlet i artikel 8, stk. 1, i

direktiv 2000/78/EF ved undersøgelsen af, om en fastslået

indirekte ulige behandling på grund af religion, baseret på en

intern regel i en privat virksomhed, er hensigtsmæssig, når den

indeholder et forbud mod at bære iøjnefaldende fladedækkende

symboler af religiøs, politisk og anden ideologisk karakter?

3. Såfremt det andet spørgsmål, litra a) og litra b) besvares

benægtende:

Skal nationale regler med forfatningsrang, som beskytter

religionsfriheden, ved undersøgelsen af en instruks baseret på en

intern regel i en privat virksomhed, og som indeholder et forbud

mod at bære iøjnefaldende fladedækkende symboler af religiøs,

politisk og anden ideologisk karakter, ikke finde anvendelse på

grund af den primære EU-ret, selv om den primære EU-ret, som

f.eks. chartrets artikel 16, anerkender national lovgivning og

praksis?

C-453/19 P

Deutschen Lufthansa AG modEuropa-Kommissionen

(appel)

Påstande:

—Det

fastslås, at sagen kunne antages til

realitetsbehandling, og at den er begrundet, for så vidt som

appellanten har anfægtet foranstaltning nr. 12 (indbetaling til

lufthavnen Frankfurt-Hahns kapitalreserve) med den begrundelse,

at der med denne foranstaltning finansieres driftsstøtte til

lufthavnen Frankfurt-Hahn.

—I

øvrigt ophæves Rettens dom af 12. april 2019 i sag T-492/15.

—Der

gives medhold i appellantens påstand i første instans, og

den tilgrundliggende afgørelse SA.21121 fra Kommissionen af

1.oktober 2014 (med undtagelse af foranstaltning nr. 12 for så

vidt som denne anvendes til at udbetale driftsstøtte til lufthavnen

Frankfurt-Hahn) annulleres.

—Subsidiært

hjemvises sagen til Den Europæiske Unions Ret til

fornyet afgørelse.

—Europa-Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1) Er offentlige sundhedsydelser omfattet af begrebet »ydelser ved

sygdom« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr.

883/2004?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan

medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4 i forordning

nr. 883/2004 og artikel 24 i direktiv 2004/38

–

med henblik på at

undgå et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger om sociale

ydelser, der er fastlagt for at sikre adgang til sundhedsydelser

–

nægte unionsborgere, der på det pågældende tidspunkt ikke har

status som arbejdstager, disse ydelser, som tildeles

medlemsstaternes statsborgere og familiemedlemmerne til en

unionsborger, som har status som arbejdstager, der befinder sig i

samme situation?

3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan

medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 18 og artikel 21 i

Transport- og

Boligministeriet

O-sag

Dom

15.07.21

C-535/19

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

15.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel

24 i direktiv 2004/38

–

med henblik på at undgå et

uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger om sociale ydelser, der

er fastlagt for at sikre adgang til sundhedsydelser

–

da nægte

unionsborgere, der på det pågældende tidspunkt ikke har status

som arbejdstager, disse ydelser, som tildeles medlemsstaternes

statsborgere og familiemedlemmerne til en unionsborger, som har

status som arbejdstager, der befinder sig i samme situation?

4) Er en situation, hvor en unionsborger, som udøver sin ret til fri

bevægelighed, nægtes retten til at modtage offentlige

sundhedsydelser, der finansieres af staten, i alle de berørte

medlemsstater i hovedsagen, i overensstemmelse med artikel 11,

stk. 3, litra e), i forordning nr. 883/2004?

5) Er en situation, hvor en unionsborger, som udøver sin ret til fri

bevægelighed, nægtes retten til at modtage offentlige

sundhedsydelser, der finansieres af staten, i alle de berørte

medlemsstater i hovedsagen, i overensstemmelse med artikel 18,

artikel 20, stk. 1, og artikel 21 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde?

6) Skal den omstændighed, at et ophold er lovligt som omhandlet

i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 2004/38, fortolkes således, at

den giver en person ret til adgang til den sociale sikringsordning,

og således, at den kan udgøre en grund til at udelukke den

pågældende fra den sociale sikringsordning? Skal det i hovedsagen

navnlig fastslås, at den omstændighed, at ansøgeren har en fuld

sygeforsikringsdækning, som er en af betingelserne for et lovligt

ophold i henhold til direktiv 2004/38, kan ligge til grund for et

afslag på at optage den pågældende i det sundhedssystem, der

finansieres af staten?

C-795/19

Tartu vangla

Skal artikel 2, stk. 2, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets

direktiv 2000/78/EF af 2[7]. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den er til hinder for

en national lovgivning, hvorefter en hørenedsættelse, der

overskrider den foreskrevne norm, udgør en absolut hindring for

en ansættelse som fængselstjenestemand og anvendelse af

korrigerende hjælpemidler med henblik på vurderingen af

opfyldelsen af kravene til høreevnen ikke er tilladt?

Tyskland mod Polen (appel)

Påstande:

—Rettens

dom af 10. september 2019 i sag T-883/16

ophæves.

—Sag

T-883/16 hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.

—Afgørelsen

om sagsomkostningerne udsættes.

Manpower Lit

1. Hvilket indhold skal begrebet »offentligretlig virksomhed« i

artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104 tillægges? Skal Den

Europæiske Unions agenturer som eksempelvis [Det Europæiske

Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (herefter

»EIGE«)] anses for »offentligretlige virksomheder« som

omhandlet i direktiv 2008/104?

2. Hvilke enheder (vikarbureau, brugervirksomhed, mindst en af

disse eller muligvis begge) er i henhold til artikel 1, stk. 2, i

direktiv 2008/104 underlagt kriteriet om udøvelse af en

økonomisk aktivitet? Skal EIGE’s aktivitetsområder og

funktioner som defineret i artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1922/2006 af 20. december 2006

anses for en økonomisk aktivitet, således som begrebet er

defineret (forstået) i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2008/104?

3. Kan artikel 1, stk. 2 og 3, i direktiv 2008/104 fortolkes således,

at de kan udelukke anvendelse af direktivet på sådanne

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

15.07.21

C-848/19 P

Energistyrelsen

O-sag

Dom

15.07.21

C-948/19

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

15.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

offentligretlige og privatretlige vikarbureauer eller

brugervirksomheder, som ikke indgår i de forhold, der henvises til

i direktivets artikel 1, stk. 3, og ikke udøver den økonomiske

aktivitet, der er nævnt i direktivets artikel 1, stk. 2?

4. Skal bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104

vedrørende vikaransattes rettigheder for så vidt angår væsentlige

arbejds- og ansættelsesvilkår, særligt hvad angår løn, i fuldt

omfang finde anvendelse på Den Europæiske Unions agenturer,

der er underlagt særlige regler i EU’s arbejdsmarkedslovgivning

samt artikel 335 TEUF og artikel 336 TEUF?

5. Er en medlemsstats retsforskrift (artikel 75 i den litauiske

arbejdsmarkedslov), der gennemfører bestemmelserne i artikel 5,

stk. 1, i direktiv 2008/104 for alle virksomheder (herunder EU-

institutioner), der gør brug af vikaransatte, i strid med princippet

om en EU-institutions administrative autonomi som fastlagt i

artikel 335 TEUF og artikel 336 TEUF og med reglerne om

beregning og betaling af løn i vedtægten for tjenestemænd i Den

Europæiske Union?

6. Henset til, at alle stillinger (arbejdsfunktioner), i hvilke

arbejdstagere ansættes direkte af EIGE, omfatter arbejdsopgaver,

der udelukkende kan udføres af disse arbejdstagere, som arbejder

under vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, kan

de respektive stillinger (arbejdsfunktioner), som varetages af

vikaransatte, da anses for at være »samme arbejdsopgave[r]« som

omhandlet i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104?

C-123/20

Ferrari

1. Kan der som følge af en offentliggørelse af et helhedsbillede af

et produkt i henhold til artikel 11, stk. 1, og stk. 2, første

punktum, i forordning (EF) nr. 6/2002 opstå ikke-registrerede

EFdesignrettigheder til enkelte dele af produktet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Hvilket

retligt kriterium skal der anvendes inden for rammerne af

vurderingen af den individuelle karakter i henhold til artikel 4, stk.

2, litra b), og artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 6/2002 ved

fastlæggelsen af helhedsindtrykket for så vidt angår en

komponent, der

–

som eksempelvis en del af et køretøjskarosseri

–

inkorporeres i et sammensat produkt? Kan der navnlig lægges

vægt på, om komponentens udseende, således som det opfattes af

en informeret bruger, ikke udviskes fuldstændig i det sammensatte

produkts udseende, men har en vis formmæssig selvstændighed

og enhed, som gør det muligt at identificere et æstetisk

helhedsindtryk, der er uafhængigt af den overordnede

udformning?

Stichting Rookpreventie Jeugd e.a.

Spørgsmål 1: Er den i direktivets artikel 4, stk. 1, beskrevne

målemetode, der beror på ISO-standarder, der ikke er frit

tilgængelige, i overensstemmelse med artikel 297, stk. 1, TEUF

(og forordning (EU) nr. 216/2012013) og det til grund herfor

liggende gennemsigtighedsprincip?

Spørgsmål 2: Skal ISO-standarderne 4387, 10315, 8454 og 8243,

som der henvises til i direktivets artikel 4, stk. 1, fortolkes og

anvendes således, at ved fortolkningen og anvendelsen af

direktivets artikel 4, stk. 1, skal emissionsindholdet af tjære,

nikotin og kulilte ikke kun måles (og kontrolleres) efter den

foreskrevne metode, men emissionsindholdet kan eller skal også

på anden vis og med anden intensitet måles (og kontrolleres)?

Spørgsmål 3a: Er direktivets artikel 4, stk. 1, i strid med direktivets

udgangspunkter og dets artikel 4, stk. 2, og med artikel 5, stk. 3, i

WHO’s rammekonvention om tobakskontrol, fordi

tobaksindustrien har medvirket ved fastsættelsen af de ISO-

standarder, der nævnes i direktivets artikel 4, stk.1? Spørgsmål 3b:

Er direktivets artikel 4, stk. 1, i strid med direktivets

Patent- og

Varemærkestyrelsen

O-sag

15.07.21

C-160/20

Sundhedsministeriet

O-sag

15.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

udgangspunkter, med artikel 114, stk. 3, TEUF, med rækkevidden

af WHO’s rammekonvention om tobakskontrol og med chartrets

artikel 24 og 35 i, fordi der ved den heri foreskrevne målemetode

ikke måles emissionsindholdet for filtercigaretter ved den

tilsigtede brug, da der med denne metode ikke tages hensyn til

virkningen af ventilationshuller i filtret, som ved den tilsigtede

brug stort set lukkes af rygerens læber og fingre?

Spørgsmål 4a: Hvilken alternativ målemetode (og kontrolmetode)

kan eller skal anvendes, såfremt Domstolen:

- besvarer spørgsmål 1 benægtende?

- besvarer spørgsmål 2 bekræftende?

- besvarer spørgsmål 3a og/eller spørgsmål 3b bekræftende?

Spørgsmål 4b: Såfremt Domstolen ikke kan afgive en besvarelse

af spørgsmål

4a: Hvis der midlertidigt ikke findes nogen målemetode, foreligger

der da en situation som omhandlet i direktivets artikel 24, stk. 3?

C-181/20

VYSOČINA WIND

1. Skal artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2012/19/EU af 4. juli 2020 om affald af elektrisk og elektronisk

udstyr (WEEE) fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder

for, at en medlemsstat pålægger brugerne forpligtelsen til at

finansiere omkostningerne ved indsamling, behandling,

nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse af WEEE, som stammer

fra fotovoltaiske paneler, der er bragt i omsætning før den 1.

januar 2013, og ikke producenterne?

2. I tilfælde af et bekræftende svar på det første spørgsmål er det

–

med henblik på vurderingen af betingelserne for en medlemsstats

ansvar for den skade, som forvoldes borgere ved en tilsidesættelse

af EU-retten

–

relevant, sådan som det er tilfældet i hovedsagen,

at en medlemsstat selv har fastsat regler for finansiering af affald

fra fotovoltaiske paneler før vedtagelsen af et direktiv, hvilket

direktiv medførte, at fotovoltaiske paneler blev omfattet af EU-

rettens anvendelsesområde og at producenterne herved blev

pålagt forpligtelsen til at afholde omkostningerne forbundet

hermed, herunder for så vidt angår paneler, der var blevet bragt i

omsætning før udløbet af fristen for gennemførelsen af direktivet

(og selve vedtagelsen af retsakten på EU-retligt niveau)?

DocMorris

Er det i overensstemmelse med afsnit VIII, især artikel 87, stk. 3, i

direktiv 2001/83/EF, når en national bestemmelse (her: § 7, stk.

1, første punktum, i Heilmittelwerbegesetz) fortolkes således, at

det er forbudt for et postordreapotek med hjemsted i en anden

medlemsstat at forsøge at hverve kunder med udskrivning af en

konkurrence, når deltagelse i konkurrencen er knyttet til

indlevering af en recept på et receptpligtigt humanmedicinsk

lægemiddel, og den udlovede gevinst ikke er noget lægemiddel,

men en anden genstand (her: en elektrisk cykel til en værdi af

2500 EUR og elektriske tandbørster), og der ikke er risiko for, at

der herved fremmes en uhensigtsmæssig eller overdreven brug af

lægemidler?

Thelen Technopark Berlin

1) Følger det af EU-retten, navnlig af artikel 4, stk. 3 TEU, artikel

288, stk. 3, TEUF og artikel 260, stk. 1, TEUF, at artikel 15, stk.

1, stk. 2, litra g), og stk. 3, i direktiv 2006/123 om tjenesteydelser i

det indre marked har direkte virkning i forbindelse med en

verserende retssag mellem privatpersoner således, at de nationale

bestemmelser i § 7 i den tyske Verordnung über die Honorare für

Architekten- und Ingenieurleistungen (bekendtgørelse om

honorarer for arkitekt- og ingeniørydelser, herefter »HOAI«), som

er i strid med dette direktiv, og hvorefter de minimumssatser for

arkitekters og ingeniørers projekterings- og tilsynsydelser, der er

Miljøministeriet

O-sag

15.07.21

C-190/20

Sundhedsministeriet

Lægemiddelstyrelsen

O-sag

Dom

15.07.21

C-261/20

Miljøministeriet

Erhvervsstyrelsen

O-sag

15.07.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 701: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 2. juli 2021

fastsat i denne honorarordning

–

bortset fra visse

undtagelsestilfælde

–

er bindende, og en honoraraftale med lavere

satser end minimumssatserne, der indgås i kontrakter med

arkitekter og ingeniører, er ugyldig, ikke længere finder

anvendelse?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

a) Udgør Forbundsrepublikken Tysklands regulering af bindende

minimumssatser for arkitekters og ingeniørers projekterings- og

tilsynsydelser i HOAI’s § 7 en tilsidesættelse af etableringsfriheden

i henhold til artikel 49 TEUF eller andre generelle EU-retlige

principper?

b) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares bekræftende:

Følger det af en sådan tilsidesættelse, at de nationale bestemmelser

om bindende minimumssatser (i den foreliggende sag HOAI’s §

7) ikke længere finder anvendelse i en verserende sag mellem

private?

C-362/20

Profit Europe

Er rørfittings af støbejern med kuglegrafit med gevind fra Kina

pålagt antidumpingtold i henhold til Kommissionens forordning

(EU) nr. 1071/2012 af 14. november 2012 om indførelse af en

midlertidig antidumpingtold på importen af rørfittings af

deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i

Folkerepublikken Kina og Thailand (EUT 2012, L 318, s. 10) og

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 430/2013 af 13. maj

2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig

opkrævning af den midlertidige told på importen af rørfittings af

deformerbart støbejern med gevind med oprindelse i

Folkerepublikken Kina og Thailand og om afslutning af

proceduren for Indonesien (EUT 2013, L 129, s. 1), idet Den

Europæiske Unions domstol i dom af 12. juli 2018 i de forenede

sager C-397/17 og C-398/17 udtalte, at rørfittings af støbejern

med kuglegrafit ikke er rørfittings af deformerbart støbejern, og at

støbte rørfittings af støbejern med kuglegrafit skal henføres under

en anden underposition end støbte rørfittings af deformerbart

støbejern?

Kommissionen modLandesbank Baden-Württemberg og

CRU samt CRU mod Landesbank Baden-Württemberg

Påstande: 1. Rettens dom af 23. september 2020 i sag T-411/17,

Landesbank Baden-Württemberg mod Den Fælles

Afviklingsinstans (SRB), EU:T:2020:435, ophæves.

2. Annullationspåstanden forkastes.

3. Indstævnte betaler sagsomkostningerne.

Erhvervsministeriet

O-sag

Dom

15.07.21

C-584/20 P

og C-

621/20 P

Erhvervsministeriet

O-sag

Dom

15.07.21