EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 791
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

13. september 2021

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-793/19

og C-

794/19

Titel og kort sagsresumé

SpaceNet m.fl. (logning)

Emne:

De EU-retlige rammer for at pålægge teleudbydere at lagre

trafik- og lokaliseringsdata til brug for bl.a. bekæmpelse af

kriminalitet (logning)

Spørgsmål:

Skal artikel 15 i direktiv 2002/58/EF i lyset af artikel 7, 8

og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder på den ene side og

artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 4 i traktaten om Den

Europæiske Union på den anden side fortolkes således, at

den er til hinder for en national bestemmelse, som

forpligter udbyderne af offentligt tilgængelige elektroniske

kommunikationstjenester til at lagre trafik og

lokaliseringsdata for slutbrugerne af disse tjenester, når

–

denne forpligtelse ikke forudsætter nogen specifik

anledning i lokal, tidsmæssig eller geografisk henseende

–

genstanden for pligten til at lagre data i forbindelse med

levering af offentligt tilgængelige telefontjenester

–

herunder formidling af sms-, multimedie- eller lignende

beskeder samt ubesvarede eller forgæves opkald

–

er følgende data:

–

telefonnummeret eller en anden identitet for den, der

ringer op, og den forbindelse, der ringes til, samt ved om-

og viderestilling enhver anden involveret forbindelse

–

dato og klokkeslæt for begyndelse og afslutning af

forbindelsen henholdsvis

–

i forbindelse med formidling af

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Proces-

skridt

Dato

13.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

C-140/20

sms-, multimedie- eller lignende beskeder

–

tidspunkterne

for afsendelse og modtagelse af beskeden med angivelse af

den anvendte tidszone

[…]

–

der er sikret en effektiv beskyttelse af de lagrede data

mod risici for misbrug samt mod enhver uberettiget

adgang, og

–

de lagrede data kun må anvendes til at forfølge særligt

grove

straffelovsovertrædelser og til at afværge en konkret fare

for en persons liv og helbred eller frihed eller for

forbundsstatens eller en delstats beståen, med undtagelse af

den internetprotokoladresse, som er tildelt abonnenten til

en internetbenyttelse, og som det er tilladt at anvende i

forbindelse med en stamdataoplysning

(»Bestandsdatenauskunft«) med henblik på forfølgelse af

enhver form for strafbare handlinger, for at afværge en fare

for den offentlige sikkerhed og orden samt for at opfylde

efterretningstjenesternes opgaver?

Commissioner of the Garda Síochána m.fl.

Emne:

Generel/universel ordning for lagring af data og

foreneligheden heraf med artikel 15, stk. 1, i direktiv

2002/58/EF samt Chartret

Spørgsmål:

(1) Er en generel/universel ordning for lagring af data

–

selv om den er undergivet strenge begrænsninger med

hensyn til lagring og adgang

–

i sig selv i strid med artikel

15 i direktiv 2002/58/EF som fortolket i lyset af chartret?

(2) Kan den nationale ret i forbindelse med undersøgelsen

af, om en national foranstaltning, der er gennemført i

henhold til direktiv 2006/24/EF, og som fastsætter en

generel ordning for lagring af data (med forbehold af den

nødvendige strenge kontrol med hensyn til lagring og/eller

adgang), skal anses for uforenelig med EU-retten, og

navnlig ved vurderingen af, om en sådan ordning er

forholdsmæssig, tage hensyn til den omstændighed, at

tjenesteudbydere lovligt kan lagre data til deres egne

kommercielle formål, og kan det kræves, at de lagrer data

af hensyn til den nationale sikkerhed, som ikke er omfattet

af bestemmelserne i direktiv 2002/58/EF?

(3) Hvilke kriterier skal den nationale ret anvende i

forbindelse med vurderingen af, om en national

foranstaltning om adgang til lagrede data er forenelig med

EU-retten, og navnlig chartret, når den undersøger, om en

sådan adgangsordning sikrer den krævede forudgående og

uafhængige kontrol, som Domstolen har fastlagt i sin

praksis? Kan en national ret i denne sammenhæng ved en

sådan bedømmelse tage hensyn til, om der foreligger en

efterfølgende eller uafhængig domstolsprøvelse?

[…]

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

13.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

C-339/20

og C-

397/20

VD m.fl.

Emne:

Fortolkning af EU-retigle bestemmelser om

markedsmisbrug og foreneligheden heraf med kravene til

beskyttelse af personoplysninger

Spørgsmål:

1) Indebærer artikel 12, stk. 2, litra a) og d), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF af 28. januar

2003 om insiderhandel og kursmanipulation, samt artikel

23, stk. 2, litra g) og h), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om

markedsmisbrug, som erstattede det første direktiv fra den

3. juli 2016, sammenholdt med 65. betragtning til denne

forordning, henset til den skjulte karakter af de udvekslede

oplysninger og til den generelle karakter af den

offentlighed, der kan omhandles, mulighed for den

nationale lovgiver for at pålægge operatører af elektroniske

kommunikationer en midlertidig, men generel lagring af

forbindelsesdata for at gøre det muligt for den

administrative myndighed, der er nævnt i direktivets artikel

11 og i forordningens artikel 22, når der foreligger grund til

at mistænke visse personer for at være involveret i

insiderhandel eller kursmanipulation, af operatøren at

kræve at få udleveret fortegnelser over datatrafik i de

tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at disse

fortegnelser, som har sammenhæng med genstanden

forundersøgelsen, kan vise sig at være relevante med

henblik på at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse, ved

bl.a. at gøre det muligt at spore de kontakter, som der har

været mellem de berørte inden at der opstod en mistanke?

2) I tilfælde af, at Domstolens svar medfører, at Cour de

cassation (kassationsdomstol) finder, at den franske

lovgivning om lagring af forbindelsesdata ikke er i

overensstemmelse med EU-retten, vil retsvirkningerne af

denne lovgivning da kunne opretholdes midlertidigt for at

undgå en retlig usikkerhed og for at gøre det muligt, at de

tidligere indsamlede og lagrede data anvendes til et af de

formål, der er omhandlet i denne lovgivning?

3) Kan en national ret midlertidigt opretholde

retsvirkningerne af en lovgivning, som gør det mulig for

ansatte hos en uafhængig administrativ myndighed, der har

til formål at lede undersøgelser på området for

markedsmisbrug, uden forudgående kontrol foretaget af en

ret eller af en anden uafhængig administrativ myndighed at

få tilsendt forbindelsesdata?

Justitsministeriet

14.09.21

C-433/20

Austro-Mechana

Emne:

Adgang til lagringsmedie-vederlag for trejdemænd, som besidder servere,

der stiller lagerplads til rådighed for cloud-computing for ikke-

kommercielle formål.

Spørgsmål:

Spørgsmål 1: Skal udtrykket »på ethvert medium« i artikel 5, stk 2, litra b),

i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001

om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder

i informationssamfundet fortolkes således, at det også omfatter servere,

som besiddes af tredjemænd, der (til formål, der hverken direkte eller

indirekte er kommercielle) stiller lagerplads på disse servere til rådighed

for fysiske personer (kunder) til privat brug, [org. s. 2] som kunderne

anvender til reproduktion ved arkivering (»cloud computing«)?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kulturministeriet

23.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

Spørgsmål 2: Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Skal den i

spørgsmål 1 nævnte bestemmelse fortolkes således, at den finder

anvendelse på en national lovgivning, hvorefter ophavsmanden har ret til

et rimeligt vederlag (lagringsmedie-vederlag), såfremt:

–

det for så vidt

angår et værk (der er blevet udsendt i radioen, stillet til rådighed for

almenheden eller optaget på et i kommercielt øjemed fremstillet

lagringsmedium) vedrørende hvilket det på grundlag af dets karakter må

påregnes, at det til egen eller privat brug vil blive reproduceret, idet det

arkiveres på et »lagringsmedium af enhver art, der er egnet til en sådan

reproduktion og markedsføres i indlandet i forretningsmæssigt øjemed

mod vederlag«,

–

og den i spørgsmål 1 beskrevne arkiveringsmetode

anvendes med henblik herpå?

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-337/18

Titel og kort sagsresumé

Laboratoire Pareva mod Kommissionen

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgerne

gives medhold.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/619 (1)

af 20. april 2018 om ikke at godkende PHMB (1415; 4,7) som et

eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af

produkttype 1, 5 og 6 i henhold til forordning nr. 528/2012 (2)

(herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Laboratoire Pareva og Biotech3D mod Kommissionen

Påstande:

—

Sagen antages til realitetsbehandling og sagsøgerne

gives medhold.

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/613 (1)

af 20. april 2018 om at godkende PHMB (1415; 4.7) som et

eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af

produkttype 2 og 4 i henhold til forordning nr. 528/2012 (2)

(herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

INC og Consorzio Stabile Sis mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2018) 2435 final af 27.

april 2018 i sag SA. 49335 (2017/N) og SA.49336 (2017/N)

annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Daimler mod Kommissionen

Påstande:

—Europa-Kommissionens

anfægtede afgørelse i

henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

443/2009, særlig artikel 8, stk. 5, andet afsnit, af 3. april 2019

—

C(2019) 2359

—

(herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres

for så vidt som artikel 1, stk. 1, sammenholdt med bilag I, tabel 1

og tabel 2, angiver gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner i

tabellernes spalte D og CO2-besparelser fra miljøinnovationer i

tabellernes spalte I.

—Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Al-Gaoud mod Rådet

Påstande:

—Rådets

gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/1299

af 31. juli 2019 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333

om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen

annulleres, for så vidt som sagsøgerens navn herved er blevet

opretholdt på listen i bilag II og IV til Rådets afgørelse (FUSP)

2015/1333 af 31. juli 2015 om restriktive foranstaltninger på

baggrund af situationen i Libyen.

—Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2019/1292 af 31. juli

2019 om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i forordning (EU)

2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af

situationen i Libyen annulleres, for så vidt som sagsøgerens navn

herved er blevet opretholdt på listen i bilag III til Rådets

forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive

foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen.

—Sagsøgte

tilpligtes i overensstemmelse med Rettens

procesreglement at betale de sagsomkostninger, der er blevet

afholdt i forbindelse med sagen for Retten.

Kazembe Musonda mod Rådet

Interessent

Miljøministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

15.09.21

T-347/18

Miljøministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-24/19

Energistyrelsen

O-sag

Dom

15.09.21

T-359/19

Transportministeriet

Færdselsstyrelsen

O-sag

Dom

15.09.21

T-700/19

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-95/20

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 9 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 9 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

T-97/20

Kande Mupompa mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 8 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 8 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Ilunga Luyoyo mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 3 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 3 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-101/20

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-102/20

T-103/20

T-104/20

Kampete mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 1 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 1 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Mutondo mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 12 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 12 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Ramazani Shadary mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 11 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 11 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

T-105/20

T-106/20

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Ruhorimbere mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 10 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 10 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Amisi Kumba mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 2 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 2 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Boshab mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 7 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 7 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne

Numbi mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 5 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 5 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Kanyama mod Rådet

Påstande:

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2019/2109 af 9. december

2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet

fastholdt under nr. 4 i bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/2101 af 9.

december 2019 annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er

blevet fastholdt under nr. 4 i bilag Ia til forordning (EF) nr.

1183/2005.

—

Det fastslås, at bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, litra b), i

afgørelse 2010/788/FUSP og i artikel 2b, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 1183/2005 er ulovlige.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Frankrig mod Det Europæiske Kemikalieagentur

Påstande:

— Annullation af den afgørelse, som ECHA’s

Klageudvalg traf den 17. december 2019 i de forenede sager A-003-

2018, A-004-2018 og A-005-2018, hvorved de tre afgørelser, som

ECHA traf den 21. december 2017 vedrørende stofvurderingen af

aluminiumchlorid, basisk aluminiumchlorid og aluminiumsulfat,

blev annulleret.

—

ECHA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-107/20

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-109/20

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-110/20

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

T-127/20

Miljøministeriet

O-sag

Dom

15.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

C-21/20

Balgarska natsionalna televizia

1) Kan en public service-tv-stations levering af audiovisuelle

medietjenester til seerne anses for en ydelse leveret mod vederlag

som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112/EF,

når den finansieres af staten i form af tilskud, idet seerne ikke

betaler gebyrer for transmissionen, eller udgør den ikke en ydelse

leveret mod vederlag i denne bestemmelses forstand og er ikke

omfattet af dette direktivs anvendelsesområde?

2) Såfremt svaret herpå er, at public service-tv-stationers

audiovisuelle medietjenester til seerne er omfattet af

anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv

2006/112/EF, skal det da lægges til grund, at det drejer sig om

fritagne leveringer som omhandlet i direktivets artikel 132, stk. 1,

litra q), og er en national bestemmelse lovlig, som fritager denne

aktivitet alene på grund af det modtagne statstilskud, som public

service-tv-stationen modtager, uanset om denne virksomhed også

er kommerciel?

3) Er en praksis, som gør retten til fradrag af indgående moms for

erhvervelser afhængig af ikke alene anvendelsen af erhvervelserne

(til afgiftspligtig eller ikke afgiftspligtig virksomhed), men også af

finansieringen af disse erhvervelser, nemlig for det første af egne

indtægter (reklameydelser m.v.) og for det andet af statstilskud, og

som kun indrømmer ret til fradrag for erhvervelser, der er

finansieret ved egne indtægter, og ikke for dem, der er finansieret

ved statstilskud, idet der kræves en afgrænsning af disse, tilladt i

henhold til artikel 168 i direktiv 2006/112/EF?

4) Såfremt det lægges til grund, at public service-tv-stationers

virksomhed består af afgiftspligtige og fritagne leveringer, og

under hensyntagen til den blandede finansiering af disse: Hvilket

omfang har fradragsretten for disse erhvervelser, og hvilke

kriterier skal der anvendes ved fastsættelsen?

ˮGrossmaniaˮ

Skal artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde fortolkes således, at når Den Europæiske Unions

Domstol ved en afgørelse truffet inden for rammerne af en

præjudiciel procedure har fastslået, at en bestemmelse i en

medlemsstats interne retsorden er uforenelig med EU-retten, kan

den nævnte bestemmelse heller ikke finde anvendelse i

efterfølgende administrative eller retslige procedurer i denne

medlemsstat, uanset om de faktiske omstændigheder i den

efterfølgende procedure ikke er helt identiske med dem, der har

givet anledning til den tidligere præjudicielle procedure?

Bund Naturschutz in Bayern

1) Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af

bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT

2001, L 197, s. 30) fortolkes således, at der allerede fastsættes

en ramme for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der

er opført i bilag I og II til direktiv 2011/92/EU

(VVMdirektivet), såfremt en bekendtgørelse om beskyttelse af

natur og landskab fastsætter generelle forbud med

fritagelsesmulighed og krav om godkendelse, som ikke har

nogen specifik forbindelse med projekter, der er nævnt i

bilagene til VVM-direktivet?

2) Skal artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF fortolkes

således, at planer og programmer er udarbejdet inden for

landbrug, skovbrug, arealanvendelse osv., såfremt de har til

formål at fastsætte en referenceramme for netop en eller flere af

disse sektorer? Eller er det tilstrækkeligt, at der med henblik på

beskyttelse af natur og landskab fastsættes generelle forbud og

krav om godkendelse, som skal vurderes ved

godkendelsesprocedurer for forskellige aktiviteter og

Skatteministeriet

O-sag

Dom

16.09.21

C-177/20

Justitsministeriet

Social- og Ældreministeriet

O-sag

16.09.21

C-300/20

Miljøministeriet

Transportministeriet

Energistyrelsen

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

16.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

anvendelser og indirekte (»refleksagtigt«) kan påvirke en eller

flere af disse sektorer?

3) Skal artikel 3, stk. 4, i direktiv 2001/42/EF fortolkes således,

at der fastsættes en ramme for fremtidige anlægstilladelser til

projekter, såfremt en bekendtgørelse, som er vedtaget med

henblik på beskyttelse af natur og landskab, fastsætter generelle

forbud og krav om godkendelse for flere forskellige abstrakt

beskrevne aktiviteter og foranstaltninger i det beskyttede

område, men der på tidspunktet for dens vedtagelse hverken

forventes eller påtænkes konkrete projekter og der dermed ikke

er nogen specifik forbindelse med konkrete projekter?

C-394/20

Finanzamt V

Skal artikel 63, stk. 1, og artikel 65 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fortolkes således, at

de er til hinder for en national bestemmelse i en medlemsstat

om opkrævning af arveafgift, som med hensyn til beregningen

af afgiften fastsætter, at fribeløbet i forhold til

afgiftsberegningsgrundlaget i tilfælde af erhvervelse af fast

ejendom beliggende i indlandet er lavere, hvis arvelader på

dødstidspunktet og arvingen på samme tidspunkt havde bopæl

eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, end det

fribeløb, der ville finde anvendelse, hvis mindst en af dem på

dette tidspunkt havde bopæl eller sædvanligt opholdssted i den

førstnævnte medlemsstat? Skal artikel 63, stk. 1, og artikel 65

TEUF fortolkes således, at de er til hinder for en national

bestemmelse i en medlemsstat om opkrævning af arveafgift,

som med hensyn til beregningen af afgiften fastsætter, at

forpligtelser vedrørende tvangsarv i tilfælde af fast ejendom

beliggende i indlandet ikke kan fradrages, hvis arvelader på

dødstidspunktet og arvingen på samme tidspunkt havde bopæl

eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, mens

disse forpligtelser kan fradrages fuldt ud fra værdien af

erhvervelsen ved arv, hvis enten arvelader eller arvingen på

tidspunktet for arveladers død havde bopæl eller sædvanligt

opholdssted i den førstnævnte medlemsstat?

Al-Imam mod Rådet

Påstande:

—

Sagsøgerens søgsmål antages til realitetsbehandling.

—

Det fastslås, at Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar

2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i

Syrien og om ophævelse af forordning (EU) nr. 442/2011 er ulovlig

for så vidt angår den del, der vedrører sagsøgeren, at afgørelse

2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive foranstaltninger

over for Syrien er ulovlig for så vidt angår den del, der vedrører

sagsøgeren, at Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2020/211 af

17. februar 2020 om gennemførelse af forordning (EU) nr.

36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen

i Syrien er ulovlig for så vidt angår den del, der vedrører sagsøgeren,

og at Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/212 af 17.

februar 2020 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om

restriktive foranstaltninger over for Syrien er ulovlig for så vidt

angår den del, der vedrører sagsøgeren.

—

Følgelig annulleres Rådets forordning (EU) nr. 36/2012 af 18.

januar 2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af

situationen i Syrien og om ophævelse af forordning (EU) nr.

442/2011 for så vidt angår den del, der vedrører sagsøgeren,

afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 om restriktive

foranstaltninger over for Syrien for så vidt angår den del, der

vedrører sagsøgeren, Rådets gennemførelsesforordning (EU)

2020/211 af 17. februar 2020 om gennemførelse af forordning

(EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af

situationen i Syrien for så vidt angår den del, der vedrører

sagsøgeren, og Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2020/212

af 17. februar 2020 om gennemførelse af afgørelse

2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien for

så vidt angår den del, der vedrører sagsøgeren.

Skatteministeriet

O-sag

16.09.21

T-203/20

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

22.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

C-128/20

—

Rådet tilpligtes fra og med den 18. februar 2020 at betale

sagsøgeren 10 000 EUR pr. uge i erstatning for det økonomiske

tab, der er lidt som følge af vedtagelsen af de omtvistede

foranstaltninger.

—

Rådet tilpligtes fra og med den 18. februar 2020 at betale

sagsøgeren 15 000 EUR pr. uge i erstatning for det ikke-

økonomiske tab, der er lidt som følge af vedtagelsen af de

omtvistede foranstaltninger.

—

Rådet tilpligtes at erstatte ethvert fremtidigt tab, som sagsøgeren

ville skulle lide som følge af vedtagelsen af de omtvistede

afgørelser.

GSMB Invest

1. Skal artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om

typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner

fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro

6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer

om køretøjer fortolkes således, at en anordning i en bil, som

omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 715/2007, er

ulovlig, såfremt ventilen i udstødningsgassens retursystem

(herefter »EGR-ventil«), dvs. en komponent, der med

sandsynlighed vil påvirke emissionen, er konstrueret således, at

den andel af udstødningsgassen, som føres tilbage, reguleres på

en sådan måde, at den kun mellem 15 og 33 grader Celsius og

kun under 1 000 m højde sikrer et lavt emissionsniveau og uden

for dette temperaturvindue i løbet af 10 grader Celsius og over

1 000 m højde i løbet af 250 m højde lineært reduceres til 0,

hvorved der sker en forøgelse af NOx-emissionen over

grænseværdierne i forordning nr. 715/2007?

2. Skal udtrykket i artikel 5, stk. 2, »for at beskytte motoren

mod beskadigelse eller havari«, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om

typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner

fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro

6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer

om køretøjer fortolkes således, at en udstødningsstrategi, som

fortrinsvis har til formål at skåne anordninger, såsom EGR-

ventil, EGR-køler og dieselpartikelfilter, ikke opfylder

undtagelsesbestemmelserne?

3. Skal artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om

typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner

fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro

6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer

om køretøjer fortolkes således, at en udstødningsstrategi, der

kun sikrer, at de emissionsbegrænsende anordninger er fuldt

funktionsdygtige inden for et temperaturområde mellem 15 og

33 grader Celsius og under 1 000 m højde (såkaldt

»termovindue«) og derfor i Europa, navnlig i Østrig, i løbet af

et år i hovedparten af tiden ikke er fuldt funktionsdygtig, ikke

opfylder kravet i artikel 5, stk. 1

–

køretøjets funktion ved

normal brug

–

og udgør en ulovlig manipulationsanordning?

Volkswagen

a) Skal artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om

typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner

fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro

6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer

om køretøjer fortolkes således, at en anordning i en bil, som

omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 715/2007, er

ulovlig, såfremt ventilen i udstødningsgassens retursystem

(herefter »EGR-ventil«), dvs. en komponent, der med

sandsynlighed vil påvirke emissionen, er konstrueret således, at

den andel af udstødningsgassen, som føres tilbage, reguleres på

Transportministeriet

Miljøministeriet

O-sag

23.09.21

C-134/20

Transportministeriet

Miljøministeriet

O-sag

23.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

en sådan måde, at den kun mellem 15 og 33 grader Celsius og

kun under 1 000 m højde sikrer et lavt emissionsniveau, og

uden for dette temperaturvindue i løbet af 10 grader Celsius og

over 1 000 m højde i løbet af 250 m højde lineært reduceres til

0, hvorved der sker en forøgelse af NOx-emissionen over

grænseværdierne i forordning nr. 715/2007?

b) Har det betydning for bedømmelsen af spørgsmål a), om den

i spørgsmål a) nævnte anordning i køretøjet er nødvendig for at

beskytte motoren mod beskadigelse?

c) Har det endvidere betydning for bedømmelsen af spørgsmål

b), om den del af motoren, der skal beskyttes mod beskadigelse,

er EGR-ventilen?

d) Har det betydning for bedømmelsen af spørgsmål a), om den

i spørgsmål a) nævnte anordning i køretøjet blev monteret

allerede ved fremstillingen af bilen, eller om den i spørgsmål a)

beskrevne regulering af EGR-ventilen skal monteres i bilen

som afhjælpning som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999

om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse

hermed?

C-145/20

Porsche Inter Auto et Volkswagen

1. Skal artikel 2, stk. 2, litra d), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter

af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (EFT L 171,

s. 12, af 7.7.1999) fortolkes således, at et motorkøretøj, der er

omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om

typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner

fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro

6), og om adgang til reparations- og

vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EFT L 171, s. 1,

af 29.6.2007), har den beskaffenhed, der er sædvanlig for varer

af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan

forvente, når køretøjet er udstyret med en ulovlig

manipulationsanordning som omhandlet i artikel 3, nr. 10), og

artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007, men

køretøjstypen på trods heraf har en gyldig EFtypegodkendelse,

hvorfor motorkøretøjet kan anvendes i vejtrafikken?

2. Skal artikel 5, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 715/2007

fortolkes således, at en manipulationsanordning som omhandlet

i denne forordnings artikel 3, nr. 10), som er konstrueret

således, at udstødningsgasrecirkulationen, uden for

prøvningsdrift under laboratoriebetingelser, under faktiske

brugsforhold kun fungerer i fuldt omfang, når

udendørstemperaturen ligger mellem 15 og 33 grader Celsius, i

henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 2, litra a), kan være

lovlig, eller er det på forhånd udelukket at anvende den nævnte

undtagelsesbestemmelse allerede på grund af begrænsningen af

udstødningsgasrecirkulationens fulde effektivitet til betingelser,

som i dele af Den Europæiske Union kun foreligger omkring

halvdelen af året?

3. Skal artikel 3, stk. 6, i direktiv 1999/44/EF fortolkes således,

at en manglende overensstemmelse med købsaftalen, der består

i, at et køretøj er udstyret med en manipulationsanordning, som

er ulovlig i henhold til artikel 3, nr. 10), sammenholdt med

artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007, skal

kvalificeres som uvæsentlig i den nævnte bestemmelses

forstand, såfremt erhververen også ville have købt køretøjet,

hvis denne havde haft kendskab til anordningens eksistens og

funktionsmåde?

Transportministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

O-sag

23.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

T-639/14,

T-352/15

og T-

740/17

DEI mod Kommissionen

Påstande: Annullation af Kommissionens afgørelser i dens

skrivelse af 12. juni 2014 til sagsøgeren vedrørende

henholdsvis to på hinanden følgende klager til Kommissionen

vedrørende ulovlig statsstøtte, som oprindeligt fulgte af

gennemførelsen af afgørelse nr. 346/2012 fra den græske

energitilsynsmyndighed og derefter af afgørelsen fra den

særlige voldgiftsret inden for rammerne af den ovennævnte

myndigheds faste voldgift, hvorved sagsøgeren blev pålagt at

levere elektricitet til selskabet »Alouminion SA« til en pris, der

var lavere end produktionsomkostningerne, og navnlig

Kommissionens udtrykkelige afgørelse om ikke at foretage

yderligere undersøgelser vedrørende den anden af de nævnte

klager fra sagsøger med den begrundelse, at der ikke var blevet

ført bevis for nogen tilsidesættelse af bestemmelserne om

statsstøtte og den implicitte afgørelse om ikke at foretage

yderligere undersøgelser vedrørende den første af de nævnte

klager, og Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Azurair m.fl.

1. Har en passager en »bekræftet reservation« som omhandlet i

artikel 3, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles

bestemmelser om kompensation og bistand til

luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller

lange forsinkelserog om ophævelse af forordning (EØF) nr.

295/91 (EUT L 46 af 17.2.2004, s. 1 ff.), når passageren fra en

rejsearrangør, med hvilken passageren har en kontrakt, har fået

et »andet bevis« som omhandlet i artikel 2, litra g), i forordning

nr. 261/2004, hvorved passageren gives løfte om transport på

en bestemt flyvning, der er specificeret ved angivelse af

afgangs- og ankomststed, afgangs- og ankomsttidspunkt og

flynummer, uden at rejsearrangøren har foretaget en

pladsreservation til denne flyvning hos det pågældende

luftfartsselskab og har fået den bekræftet af dette selskab?

2. Skal et luftfartsselskab i forhold til en passager allerede anses

for at være et transporterende luftfartsselskab som omhandlet i

artikel 2, litra b), i Europa- Parlamentets og Rådets forordning

nr. 261/2004 af 11. februar 2004, når denne passager ganske

vist har en kontrakt med en rejsearrangør, som har givet

passageren løfte om transport på en bestemt flyvning, der er

specificeret ved angivelse af afgangs- og ankomststed, afgangs-

og ankomsttidspunkt og flynummer, men rejsearrangøren ikke

har reserveret et sæde til passageren og dermed ikke har stiftet

et kontraktforhold til luftfartsselskabet for så vidt angår denne

flyvning?

3. Kan det »planlagte ankomsttidspunkt« for en flyvning som

omhandlet i artikel 2, litra h), [org. s. 3] artikel 5, stk. 1, litra c),

artikel 7, stk. 1, andet punktum, og artikel 7, stk. 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 261/2004 af 11. februar

2004 med henblik på kompensation for aflysning eller lang

forsinkelse ved ankomsten fremgå af et »andet bevis«, som en

rejsearrangør har udstedt til en passager, eller skal der i så

henseende tages udgangspunkt i billetten i henhold til artikel 2,

litra f), i forordning nr. 261/2004?

4. Foreligger der en aflysning af en flyvning som omhandlet i

artikel 2, litra l), og artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning nr. 261/2004, når det transporterende

luftfartsselskab fremrykker en flyvning, der er booket som del

af en pakkerejse, med mindst to timer og ti minutter inden for

samme dag?

5. Kan det transporterende luftfartsselskab i medfør af artikel 7,

Energistyrelsen

O-sag

Dom

22.09.21

C-146/20,

C-188/20,

C-196/20

C-270/20

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Transportministeriet

O-sag

23.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

stk. 2, i forordning nr. 261/2004 nedsætte den i forordningens

artikel 7, stk. 1, omhandlede kompensation, når tidsintervallet

for fremrykningen af flyvningen ligger inden for de i stk. 2

anførte tidsintervaller?

6. Udgør meddelelsen før rejsens begyndelse om fremrykning

af en flyvning et tilbud om omlægning af rejsen som omhandlet

i artikel 5, stk. 1, litra a), og artikel 8, stk. 1, litra b), i

forordning nr. 261/2004? m.fl.

C-165/20

Air Berlin

1. Skal direktiv 2003/87/EF og direktiv 2008/101/EF henset til

20. betragtning til direktiv 2008/101/EF fortolkes således, at de

er til hinder for at annullere en gratistildeling af luftfartskvoter til

en luftfartøjsoperatør for 2018, 2019 og 2020, når tildelingen er

sket for 2013-2020, og luftfartøjsoperatøren har indstillet sine

luftfartsaktiviteter i 2017 på grund af konkurs? Skal artikel 3f, stk.

1, i direktiv 2003/87/EG fortolkes således, at annullationen af

tildelingsafgørelsen efter indstilling af luftfartsaktiviteterne på

grund af konkurs afhænger af, om luftfartsaktiviteterne fortsættes

af andre luftfartøjsoperatører? Skal artikel 3f, stk. 1, i direktiv

2003/87/EF fortolkes således, at der er tale om en fortsættelse af

luftfartsaktiviteterne, når der (for så vidt angår det konkursramte

luftfartsselskabs forretning med korte og mellemlange ruter)

delvis er foretaget salg af landingsrettigheder i såkaldte

koordinerede lufthavne (»slots«) til tre andre

lufttransportoperatører?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er

bestemmelserne i artikel 10, stk. 5, artikel 29, artikel 55, stk. 1, litra

a), og stk. 3, samt artikel 56 i forordning (EU) 389/2013

forenelige med direktiv 2003/87/EF og direktiv 2008/101/EF og

gyldige, for så vidt som de er til hinder for at udstede gratis

luftfartskvoter, der er blevet tildelt, men endnu ikke udstedt,

såfremt luftfartsoperatøren indstiller luftfartsaktiviteterne på

grund af konkurs?

3. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

direktiv 2003/87/EF og 2008/101/EF fortolkes således, at det i

henhold til EU-retten er bydende nødvendigt at annullere

afgørelsen om gratistildeling af luftfartskvoter?

4. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende og såfremt

det tredje spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 3c, stk. 3a),

artikel 28a, stk. 1 og 2, samt artikel 28b, stk. 2, i direktiv

2003/87/EF som ændret ved direktiv (EU) 2018/410 fortolkes

således, at den tredje handelsperiode ikke udløber ved udgangen

af 2020 men derimod først i 2023?

5. Såfremt det fjerde spørgsmål besvares benægtende: Kan en ret

til mertildeling af gratis emissionskvoter til luftfartøjsoperatører

for tredje handelsperiode efter udløbet af tredje handelsperiode

opfyldes med en ret til tildeling for fjerde handelsperiode, hvis

eksistensen af en sådan ret til tildeling først fastslås retsligt efter

udløbet af tredje handelsperiode, eller bortfalder en ret til

tildeling, som endnu ikke er opfyldt, med udløbet af tredje

handelsperiode?

Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld

»1. Er kravet om, at sanktioner skal stå i et rimeligt forhold til

overtrædelsens grovhed, som er fastsat i artikel 20 i direktiv

2014/67/EU og fortolket i Den Europæiske Unions Domstols

kendelser Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (C-

645/18, ECLI:EU:C:2019:1108) og Bezirkshauptmannschaft

Hartberg-Fürstenfeld ([forenede sager] C-140/19, C-141/19, C-

492/19–C-494/19, ECLI:EU:2019:1103), en direkte anvendelig

direktivbestemmelse?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

Gør en fortolkning af national lovgivning i overensstemmelse

Klima- Energi- og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

O-sag

23.09.21

C-205/20

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

F-sag

23.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

med EU-retten det muligt og nødvendigt for de nationale

retsinstanser og myndigheder at supplere de nationale

sanktionsbestemmelser, som finder anvendelse i den foreliggende

sag, med de kriterier vedrørende kravet om forholdsmæssighed,

som er fastlagt i Den Europæiske Unions Domstols kendelser

Bezirkshauptmannschaft Hartberg- Fürstenfeld (C-645/18,

ECLI:EU:C:2019:1108) og Bezirkshauptmannschaft Hartberg-

Fürstenfeld ([forenede sager] C-140/19, C-141/19, C-492/19–C-

494/19, ECLI:EU:2019:1103), uden at der er udstedt en ny

national bestemmelse?

C-263/20

Airhelp

[1] Skal artikel 5, stk. 1, litra c), og artikel 7 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om

fælles bestemmelser om kompensation og bistand til

lufthavnspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller

lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr.

295/91 (herefter »forordning nr. 261/2004«) fortolkes således, at

en passager har ret til kompensation, hvis afgangstidspunktet

fremrykkes fra det oprindelig planlagte tidspunkt, kl. 14:40, til kl.

8:25 samme dag?

[2] Skal artikel 5, stk. 1, litra c), nr. 1)-3), i forordning nr.

261/2004 fortolkes således, at undersøgelsen af, om passageren

får meddelelse om aflysningen, udelukkende skal ske ud fra denne

bestemmelse, og bestemmelsen er til hinder for at anvende

nationale regler om modtagelse af meddelelser, der er udstedt til

gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af

informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det

indre marked (»direktivet om elektronisk handel«), og som

indeholder en retlig fiktion om modtagelse?

[3] Skal artikel 5, stk. 1, litra c), nr. 1)-3), og artikel 11 i forordning

nr. 261/2004 fortolkes således, at såfremt passageren har

reserveret flyvningen via en reservationsplatform og i denne

forbindelse har angivet sit telefonnummer og e-mailadresse, men

reservationsplatformen har sendt telefonnummeret og en

automatisk genereret e-mailadresse videre til luftfartsselskabet,

skal tilsendelse af oplysningen om fremrykning af flyvningen til

den automatisk genererede e-mailadresse i så fald anses for

meddelelse eller modtagelse af meddelelse om fremrykningen,

også når reservationsplatformen ikke sender luftfartsselskabets

oplysninger videre til passageren eller gør det med forsinkelse?

Corendon Airlines

1. Foreligger der en aflysning af en flyvning som omhandlet i artikel

2, litra l), og artikel 5, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 (EUT 2004, L 46

af 17.2.2004, s. 1 ff.) om fælles bestemmelser om kompensation og

bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved

aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning

(EØF) nr. 295/91, når det transporterende luftfartsselskab flytter

en flyvning, der er booket som del af en pakkerejse og har

planmæssig afgang kl. 13:20 (LT), til kl. 16:10 (LT) samme dag?

2. Udgør meddelelsen ni dage før rejsens begyndelse om flytning af

en flyvning fra kl. 13:20 (LT) til kl. 16:10 (LT) samme dag et tilbud

om omlægning af rejsen som omhandlet i artikel 5, stk. 1, litra c),

nr. ii) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

261/2004 af 11. februar 2004 (EUT 2004, L 46 af 17.2.2004, s. 1

ff.) om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til

luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller

lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr.

295/91, og i bekræftende fald, skal dette tilbud opfylde

betingelserne i artikel 5, stk. 1, litra a), og artikel 8, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11.

februar 2004 (EUT 2004, L 46 af 17.2.2004, s. 1 ff.) om fælles

bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer

ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og

om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91?

Transportministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

23.09.21

C-395/20

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

23.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

T-447/18

T-448/18

T-619/18

T-279/19

T-344/19

T-356/19

T-569/19

T-116/20

C-257/20

TUIfly mod Kommissionen

Påstande:

—

Artikel 7 og 8 samt artikel 9, 10 og 11, for så vidt som

sidstnævnte artikler henviser til nævnte artikel 7 og 8, i

Kommissionens afgørelse (EU) 2018/628 af 11. november 2016 i

statsstøttesag SA.24221 (2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af

Østrig til fordel for Klagenfurt lufthavn, Ryanair og andre

luftfartsselskaber, der benytter lufthavnen (EUT 2018, L 107, s. 1),

annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Ryanair m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

—

Artikel 5 og 6 i Europa-Kommissionens afgørelse

(EU) 2018/628 af 11. november 2016 i statsstøttesag SA.24221

(2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af Østrig til fordel for

Klagenfurt lufthavn, Ryanair og andre luftfartsselskaber, der

benytter lufthavnen (EUT 2018 L 107, s. 1), annulleres, og den

nævnte afgørelses artikel 9, 10 og 11 annulleres, for så vidt som de

vedrører sagsøgerne.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

TUIfly mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse C(2018) 5432 final af 3.

august 2018 om sagsøgerens genfremsatte begæring om aktindsigt

i henhold til forordning (EF) 1049/2001

—

GESTDEM

2018/2506 annulleres, og Kommissionen forpligtes til at meddele

sagsøgeren aktindsigt i sagen vedrørende den af Østrig

gennemførte statsstøtte SA.24221 (2011/C) (ex 2011/NN) til

fordel for Klagenfurt lufthavn, Ryanair og andre luftfartsselskaber,

der benytter lufthavnen (EUT 2018, L 107, s. 1).

—

Sagen forenes

med den ved Retten verserende sag T-447/18, som sagsøgte har

anlagt mod Kommissionen, med henblik på den skriftlige og

mundtlige forhandling.— Europa-Kommissionen tilpligtes at

betale sagsomkostningerne

Front Polisario mod Rådet

Påstande:

—Sagen

fremmes til realitetsbehandling.

—Den

anfægtede afgørelse annulleres.

—Rådet

for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Front Polisario mod Rådet

Påstande:

—Annullationssøgsmålet

antages til realitetsbehandling.

—Den

anfægtede forordning annulleres.

—Rådet

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

AlzChem Group mod Kommissionen

Påstande:

—Sagen

antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren

gives medhold.

—Afgørelse

C(2019)5602 truffet af generalsekretæren for Europa-

Kommissionen i henhold til artikel 4 i bestemmelserne vedrørende

gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 af 22. juli 2019

som svar på ansøgning nr. GESTDEM 2019/2311 annulleres.

—Kommissionen

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Società agricola Vivai Maiorana m.fl. mod

–Kommissionen

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af

28. november 2019, nærmere bestemt: bilag IV, del A (frø af

foderplanter), del B (sædekorn), del C (vin), del F (grøntsagsfrø),

del I (plantemateriale af grøntsagsplanter) og del J (frugtplanter),

annulleres.

—

Artikel 36, bilag I, afsnit 4, punkt 3, og artikel 37, stk. 2, i

forordning (EU) 2016/2031 erklæres for ugyldige.

„Viva Telecom Bulgaria“

1 Er proportionalitetsprincippet i henhold til artikel 5, stk. 4, og

artikel 12, litra b), i Traktaten om Den Europæiske Union og retten

til effektive retsmidler i henhold til artikel 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for en

national bestemmelse såsom bestemmelsen i artikel 16, stk. 2, nr. 3,

i Zakon za korporativnoto podohodno oblagane (lov om

selskabsskat)?

2 Udgør rentebetalinger som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra d), i

direktiv 2003/49/EF udlodning af overskud, som er omfattet af

artikel 5 i direktiv 2011/96/EF?

3 Finder bestemmelsen i artikel 1, stk. 1, litra b), stk. 3, og artikel 5

i direktiv 2011/96/EF anvendelse på betalinger fra et rentefrit lån,

som er omfattet af artikel 4, stk. 1, litra d), i direktiv 2003/49, og

som forfalder 60 år efter indgåelsen af aftalen?

4 Er artikel 49 og artikel 63, stk. 1 og 2, i Traktaten om Den

Europæiske Unions Funktionsmåde, artikel 1, stk. 1, litra b), stk. 3,

og artikel 5 i direktiv 2011/96/EF og artikel 4, stk. 1, litra d), i

Transportministeriet

O-sag

Dom

29.09.21

Transportministeriet

O-sag

Dom

29.09.21

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

29.09.21

Udenrigsministeriet

O-sag

Dom

29.09.21

Udenrigsministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

29.09.21

O-sag

Dom

29.09.21

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

29.09.21

Skatteministeriet

O-sag

30.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

C-285/20

C-334/20

C-389/20

direktiv 2003/49/EF til hinder for en national bestemmelse såsom

bestemmelsen i selskabsskattelovens artikel 195, stk. 1, artikel 200,

stk. 2, og selskabsskattelovens (ophævet) artikel 200a, stk. 1, og stk.

5, nr. 4, i de respektive affattelser, der var i kraft fra den 1. januar

2011 til den 1. januar 2015, og selskabsskattelovens artikel 195, stk.

1, stk. 6, nr. 3, og stk. 11, nr. 4, i affattelsen efter den 1. januar 2015

og en beskatningspraksis, hvorefter ikke betalte renter af et rentefrit

lån, som er ydet til et i indlandet etableret datterselskab af

moderselskabet, som har hjemsted i en anden medlemsstat, og som

forfalder 60 år efter den 22. november 2013, er underlagt kildeskat?

5 Er artikel 3, stk. 1, litra h)-j), artikel 5, stk. 1, litra a) og b), artikel

7, stk. 1, og artikel 8 i Rådets Direktiv 2008/7/EF af 12. februar

2008 om kapitaltilførselsafgifter til hinder for en national

bestemmelse såsom bestemmelsen i selskabsskattelovens artikel 16,

stk. 1 og stk. 2, nr. 3, og artikel 195, stk. 1, om beskatning ved kilden

af fiktive renteindtægter på grundlag af et rentefrit lån, som ydes til

et i indlandet etableret selskab af et selskab i en anden medlemsstat,

som er eneindehaver af låntagerens kapital?

6 Udgør gennemførelsen af direktiv 2003/49/EF i 2011 før

udløbet af overgangsfristen, som var fastsat i bilag VI, afsnittet »[6.]

Fiskale bestemmelser«, nr. 3, i akten og protokollen om vilkårene

og de nærmere bestemmelser for optagelse af Republikken

Bulgarien i Den Europæiske Union, i selskabsskattelovens artikel

200, stk. 2, og artikel 200a, stk. 1, og stk. 5, nr. 4, med en fastsat

beskatningssats på 10% i stedet for den maksimale sats på 5%, som

er foreskrevet i akten og protokollen, ikke en tilsidesættelse af

principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede

forventning?

Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut

werknemersverzekeringen (Uwv)

1. Skal artikel 65, stk. 2 og 5, i forordning (EF) nr. 883/2004

fortolkes således, at en fuldtidsledig, der under modtagelse af

ydelser som omhandlet i denne forordnings artikel 11, stk. 2, i den

kompetente medlemsstat og/eller før sit ansættelsesforholds ophør

har flyttet sin bopæl til en anden medlemsstat, er berettiget til

arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til lovgivningen i den

medlemsstat, hvor den pågældende bor?

2. Har det i denne forbindelse betydning, af hvilke grunde, f.eks.

familiemæssige grunde, denne person har flyttet sin bopæl til en

anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat?

Roma Multiservizi et Rekeep

1) Er det foreneligt med [EU]-retten og den korrekte fortolkning

af 14. og 32. betragtning til samt artikel 12 og 18 i direktiv

2014/24/EU og artikel 30 i direktiv 2014/23/EU, herunder med

henvisning til artikel 107 TEUF, at der i forbindelse med

fastlæggelse af, at den private partners kapitalandel i et

halvoffentligt selskab, som skal stiftes, overholder den

minimumsgrænse på 30%, som den nationale lovgiver anser for at

være hensigtsmæssig ved gennemførelse af de [EU]-retlige

principper, der er fastsat i Domstolens praksis, udelukkende skal

tages hensyn til denne partners formelle/dokumenterede

kapitalstruktur, eller kan

–

eller snarere skal

–

den ordregivende

myndighed tage hensyn til sin indirekte deltagelse i den

tilbudsgivende private partner?

2) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er det

da kohærent og foreneligt med de [EU]-retlige principper, navnlig

konkurrenceprincippet,

proportionalitetsprincippet

hensigtsmæssighedsprincippet, at den ordregivende myndighed fra

udbudsproceduren kan udelukke en tilbudsgivende privat partner,

hvis reelle kapitalandel i det halvoffentlige selskab, som skal stiftes,

som følge af den konstaterede direkte eller indirekte offentlige

deltagelse de facto er under 30%?

Tesorería General de la Seguridad Social (Chômage des

employés de maison)

Skal artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december

1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af

mænd og kvinder med hensyn til social sikring, som forbyder

enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn

i forbindelse med pligten til at bidrage til de sociale

sikringsordninger, og artikel 5, litra b), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af

princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og

kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv, som fastsætter

et lignende forbud mod direkte eller indirekte forskelsbehandling

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

30.09.21

Transportministeriet

O-sag

30.09.21

Beskæftigelsesministeriet

Social- og Ældreministeriet

O-sag

30.09.21

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 791: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/9-21

C-483/20

på grundlag af køn med hensyn til anvendelsesområdet for de

sociale sikringsordninger og vilkårene for adgangen hertil samt for

så vidt angår bidragspligten og beregningen af bidrag, fortolkes

således, at de er til hinder for en national bestemmelse som artikel

251, litra d), i lov om social sikring? »d) beskyttelsesforanstaltningen

under særordningen for hushjælp omfatter ikke foranstaltninger i

forbindelse med arbejdsløshed.« Såfremt det foregående spørgsmål

besvares bekræftende, udgør den nævnte bestemmelse da et

eksempel på forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel

9, stk. 1, litra e) og/eller k), i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006, for så vidt som den omtvistede

bestemmelse i artikel 251, litra d), i lov om social sikring i næsten

udelukkende berører kvinder?

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

»Er EU-retten, hovedsageligt artikel 18 og 24 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 2, 20, 23 og

31 i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.

december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af

tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med

international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller

for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for

indholdet af en sådan beskyttelse, og artikel 25, stk. 6, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om

fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international

beskyttelse, til hinder for, at en medlemsstat i henhold til

bemyndigelsen i artikel 33, stk. 2, litra

a), i direktiv 2013/32/EU afviser en ansøgning om international

beskyttelse på grund af beskyttelse, som en anden medlemsstat

allerede har tildelt, hvis den pågældende er far til et mindreårigt

uledsaget barn, som har opnået beskyttelse i den første

medlemsstat, den pågældende er den eneste forælder i

kernefamilien, som er til stede ved barnets side, den pågældende

bor sammen med barnet, og den nævnte medlemsstat har

anerkendt, at den pågældende har forældremyndigheden over

barnet? Kræver principperne om familiens enhed og barnets tarv

derimod ikke, at denne forælder skal beskyttes af den stat, hvor

barnet har opnået beskyttelse?«.

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

30.09.21