EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 809: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-279/21, X mod Udlændingenævnet

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 809
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udlændinge- og Integrations-

udvalg om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-279/21,

X mod Udlændingenævnet

1. Indledning

Østre Landsret har ved kendelse af 15. marts 2021 forelagt EU-Domstolen fire præ-

judicielle spørgsmål om fortolkningen af dels stand still-klausulen i artikel 13 i afgø-

relse nr. 1/80 til associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet (associeringsaftalen), dels

diskriminationsforbuddene i henholdsvis artikel 9 i associeringsaftalen og artikel 10

i afgørelse nr. 1/80.

Spørgsmålene er stillet til brug for landsrettens afgørelse i en sag, der er anlagt mod

Udlændingenævnet. Sagen vedrører et afslag på ægtefællesammenføring til en tyr-

kisk statsborger truffet efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 12, nr. 5, jf. §

9, stk. 1, nr. 1, litra d. Reglerne indebærer, at ægtefællesammenføring med en her-

boende person, der har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere

end de sidste 3 år, kun

–

medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til

familiens enhed, taler derimod

–

gives, såfremt den

herboende

person har bestået

Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau (herefter

”da skprøvekravet”).

Den forelæggende ret ønsker Domstolens svar på, om et nationalt sprogkrav som

danskprøvekravet, der stilles til den

herboende

ved ansøgning om ægtefællesam-

menføring, er i strid med stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.

Derudover ønsker Landsretten svar på, om diskriminationsforbuddet i artikel 10 i

afgørelse nr. 1/80 finder anvendelse på et nationalt sprogkrav som danskprøvekra-

vet. Alternativt, om det generelle diskriminationsforbud i artikel 9 i associeringsaf-

talen er til hinder for et sådant sprogkrav, herunder om diskriminationsforbuddet i

associeringsaftalens artikel 9 kan påberåbes direkte ved de nationale domstole.

2. Sagens faktiske omstændigheder

Retssagen ved Østre Landsret vedrører et afslag til en tyrkisk statsborger, (ansøger),

på at blive ægtefællesammenført med sin herboende ægtefælle, der også er tyrkisk

statsborger. Den herboende ægtefælle blev i 1985 meddelt tidsubegrænset op-

holdstilladelse i Danmark og er som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger med lovligt

ophold i Danmark omfattet af anvendelsesområdet for associeringsaftalen.

Ansøger er født i Tyrkiet, og parterne indgik den 10. juli 2015 ægteskab. Den 14.

august 2015 indrejste ansøger i Danmark, og den 21. oktober 2015 indgav hun an-

søgning om familiesammenføring i Danmark på baggrund af sit ægteskab med her-

boende. Ansøgningen blev indgivet efter de danske regler om familiesammenføring

17. september 2021

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

EU-ophold

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Sagsbehandler

Lina Larsen

Tel.

Mail

+45 61 98 34 68

[email protected]

Nu udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 6.

1/4

Side

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 809: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-279/21, X mod Udlændingenævnet

med en ægtefælle eller samlever, der har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i

Danmark i mere end de sidste 3 år.

I forbindelse med behandlingen af ansøgningen oplyste den herboende ægtefælle,

at han ikke har bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller

højere niveau. Han oplyste, at han

havde afsluttet gru dkursus i ”Bygge og a læg”

på 320 lektioner på dansk, som ifølge kursusbeviset omfatter bl.a. faglig regning,

afmærkning ved vejarbejde, tegningsforståelse, brancheintroduktion og arbejds-

teknik, men ikke et kursus i dansk. Han oplyste endvidere, at han fra marts 1980 og

frem har været i beskæftigelse i Danmark, herunder som maskintekniker, service-

medarbejder, butiksansvarlig og lageransvarlig.

Den 1. marts 2016 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ansøgningen om æg-

tefællesammenføring. Afslaget var begrundet med, at den herboende ægtefælle

ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere

niveau,

og at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der var grundlag

for at fravige kravet, herunder at det ikke var i strid med Danmarks internationale

forpligtelser at stille kravet. Herudover vurderede Udlændingestyrelsen, at stand

still-klausulerne i associeringsaftalen som fortolket af EU-Domstolen

ikke kunne

føre til en ændret vurdering. Det daværende Udlændinge-, Integrations- og Bolig-

ministerium (nu Udlændinge- og Integrationsministeriet) stadfæstede afgørelsen

den 21. april 2016.

For landsretten gør ansøgeren bl.a. gældende, at danskprøvekravet ikke er forene-

ligt med artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, da det går videre, end hvad der er nødvendigt

for at opnå formålet om at sikre integration. Opfyldelsen af danskprøvekravet ud-

gør således den eneste måde, hvorpå den herboende ægtefælle kan vise integrati-

onsegnetheden.

Ansøgeren gør endvidere gældende, at danskprøvekravet direkte forskelsbehand-

ler tyrkiske statsborgere på grundlag af nationalitet i strid med diskriminationsfor-

buddet i enten artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 eller artikel 9 i associeringsaftalen.

Artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 finder anvendelse, da danskprøvekravet må anses for

at udgøre ”et arbejdsvilkår”. Alter ativt ka artikel

9 i associeringsaftalen påberå-

bes direkte.

Udlændingenævnet gør bl.a. gældende, at danskprøvekravet er foreneligt med ar-

tikel 13 i afgørelse nr. 1/80. Bestemmelsen er egnet til at varetage hensynet til at

sikre vellykket integration og går ikke videre end nødvendigt. Således kan der ifølge

beste

else s ordlyd gøres u dtagelse fra kravet, hvis der foreligger ”ga ske sær-

lige gru de”.

Nævnet gør endvidere gældende, at diskriminationsforbuddet i artikel 9 i associe-

ringsaftalen ikke kan påberåbes direkte, da der ikke af bestemmelsen kan udledes

Jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 12, nr. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, litra d.

Jf. dom af 10. juli 2014, Dogan, C-138/13, EU:C:2014:2066.

2/4

Side

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 809: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-279/21, X mod Udlændingenævnet

en klar og præcis forpligtelse. Det specifikke diskriminationsforbud i artikel 10 i af-

gørelse 1/80 finder efter sin ordlyd heller ikke anvendelse på familiesammenfø-

ringsregler som danskprøvekravet.

Landsretten begrunder for det første sin forelæggelse for EU-Domstolen med, at

det er uafklaret, om et krav som danskprøvekravet, der er rettet mod den

herbo-

ende,

er egnet til at sikre en vellykket integration af det familiemedlem, der ansøger

om familiesammenføring, og om kravet udgør en begrænsning, der går videre, end

hvad der er nødvendigt for at nå formålet.

For det andet begrunder landsretten forelæggelsen med, at det er uafklaret, om

diskriminationsforbuddet i artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 også omfatter medlems-

staternes familiesammenføringsregler, herunder et krav som danskprøvekravet,

he set til at artikel efter si ordlyd a går ”aflø i g og de øvrige arbejdsvilkår”,

og at danskprøvekravet ikke synes at være omfattet heraf.

Endelig henviser landsretten til, at Domstolen ikke tidligere har taget stilling til, om

det generelle diskriminationsforbud i artikel 9 i associeringsaftalen er til hinder for

et krav som danskprøvekravet, når et tilsvarende krav ikke stilles overfor danske

statsborgere, andre nordiske statsborgere (som også er EØS-borgere) eller unions-

borgere. I den forbindelse er det af betydning, om artikel 9 i associeringsaftalen kan

påberåbes direkte af private ved de nationale domstole, dvs. om bestemmelsen har

direkte virkning.

3. Relevante retsregler

Stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indebærer,

at Tyrkiet og EU’s edle sstater ikke efter

den 1. december 1980 må indføre nye

begrænsninger vedrørende vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere

og deres familiemedlemmer, som har opnået opholds- og arbejdstilladelse i en

værtsstat efter værtsstatens nationale regler herom.

Det følger af EU-Domstolens praksis

, at en ny begrænsning i stand still-klausuler-

nes forstand kan være lovlig, hvis den er begrundet i et

tvingende alment hensyn

og er

proportional,

dvs. at den er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte

lovlige formål og ikke går videre end nødvendigt for at nå formålet. Domstolen har

fastslået, at hensynet til at sikre en vellykket integration af udlændinge kan udgøre

et tvingende alment hensyn.

Artikel 9 i associeringsaftalen indeholder et generelt diskriminationsforbud, hvor-

efter Tyrkiet og medlemsstaterne

–

inden for associeringsaftalens anvendelsesom-

råde og med forbehold af de særlige bestemmelser, som kan indføres i medfør af

artikel 8 (iværksættelse af overgangsperioden)

–

ikke må forskelsbehandle pga. na-

tionalitet. EU-Domstolen har i sin hidtidige praksis ikke taget stilling til, om artikel 9

har direkte virkning.

Genc-dommen (C-561/14, EU:C:2016:247), A-dommen (C-89/18, EU:C:2019:580) og Dogan-dommen

(C-138/13, EU:C:2014:2066).

Side

3/4

EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 809: Notat om afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-279/21, X mod Udlændingenævnet

Det specifikke diskriminationsforbud i artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 forbyder for-

skelsbehandling af tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmar-

ked

”for så vidt angår aflønning og de øvrige arbejdsvilkår”.

4. Regeringens interesse i sagen

Det er regeringens overordnede opfattelse, at danskprøvekravet ikke er i strid med

stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, og at danskprøvekravet ikke er

i strid med ovennævnte diskriminationsforbud. Den danske regering vil derfor af-

give indlæg i sagen.

For så vidt angår

stand still-klausulen

i artikel 13, vil der i indlægget blive argumen-

teret for, at danskprøvekravet er begrundet i hensynet til at sikre en vellykket inte-

gration, som ifølge Domstolens praksis kan udgøre et tvingende alment hensyn.

Herudover vil der blive argumenteret for, at danskprøvekravet er

egnet

til at opnå

dette mål, idet den herboende ægtefælles kendskab til det danske sprog er egnet

til at sikre, at også ansøger kan integreres i det danske samfund.

Endelig vil der blive argumenteret for, at danskprøvekravet

ikke går videre end nød-

vendigt

for at varetage det nævnte hensyn, herunder også henset til, at kravet kan

fraviges, hvis der foreligger

”ganske særlige grunde”.

For så vidt angår

diskriminationsforbuddene

vil der blive argumenteret for, at dis-

kriminationsforbuddet i artikel 9 i associeringsaftalen ikke har direkte virkning, fordi

der af bestemmelsens ordlyd samt associeringsaftalens formål og karakter ikke kan

udledes en klar og præcis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er be-

tinget af, at der udstedes yderligere retsakter.

Endvidere vil der blive argumenteret for, at artikel 9 i associeringsaftalen under alle

omstændigheder ikke finder anvendelse på ansøgers situation. Ansøgers afledte

rettigheder (som ægtefælle til en tyrkisk arbejdstager) er nemlig reguleret i afgø-

relse nr. 1/80, som i artikel 10 indeholder et specifikt diskriminationsforbud, der

gennemfører og konkretiserer det generelle diskriminationsforbud i artikel 9 i as-

socieringsaftalen. Diskriminationsforbuddet i artikel 10 i afgørelse nr. 1/80 er af-

grænset således, at det

ale e fi der a ve delse på krav, der ”har karakter af et

arbejdsvilkår”, og

ikke på familiesammenføringsregler som danskprøvekravet.

Selv hvis danskprøvekravet måtte anses for omfattet af enten artikel 10 i afgørelse

nr. 1/80 eller artikel 9 i associeringsaftalen, er den forskellige behandling, som kra-

vet indebærer, ikke i strid med disse diskriminationsforbud, fordi unionsborgere og

tyrkiske statsborgere ikke for så vidt angår retten til familiesammenføring er i sam-

menlignelige situationer.

Side

4/4