Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del Bilag 81
Offentligt
2284366_0001.png
Den 17. november 2020
MFVM 170
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag II, III og IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 396/2005 med hensyn til maksimalgrænseværdier for rester af
pesticiderne aclonifen, acrinathrin,
Bacillus pumilus
QST 2808,
chlorantraniliprol, ethirimol (nedbrydningsprodukt af bupirimat),
penthiopyrad, picloram og
Pseudomonas sp.
DSMZ 13134 i eller på specifikke
produkter
(komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier for
pesticidrester i bilag II, III og IV til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005
for otte aktivstoffer i en række afgrøder (komitésag). Forslaget vedrører ændringer af maksimal-
grænseværdier på baggrund af revurderinger, nye anvendelser i EU samt ansøgning om import-
tolerancer for fødevarer fra tredjelande for stofferne aclonifen, acrinathrin, Bacillus pumilus QST
2808, chlorantraniliprol, ethirimol, penthiopyrad, picloram og Pseudomonas sp. DSMZ 13134.
Ændringerne betyder, at der er maksimalgrænseværdier, der sættes op, og nye
maksimalgrænseværdier, der etableres. Mikroorganismerne Bacillus pumilus QST 2808
Pseudomonas sp. DSMZ 13134
tilføjes til bilag IV, som er en liste over pesticider, der ikke skal
fastsættes en grænseværdi for, fordi restindhold af pesticiderne ikke vurderes at have en
sundhedsmæssig risiko. Der er gennemført risikovurderinger af Den Europæiske
Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) for de anførte stoffer, og ændringerne vurderes at være
sundhedsmæssigt acceptable af DTU Fødevareinstituttet. DTU Fødevareinstituttet har også
foretaget en vurdering af eventuelle kombinationseffekter, som ikke giver anledning til
sundhedsmæssige betænkeligheder. Forslaget forventes sat til skriftlig afstemning i Den Stående
Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF) i starten af december 2020. En vedtagelse
af forslaget vurderes at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark. Regeringen agter på den
baggrund at støtte forslaget. Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de
retningslinjer, som den tidligere regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for
behandling af komitésager om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Baggrund
Kommissionen har fremsat forslag til ændring af bilag II, III og IV til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Notat om komitésag om grænseværdier for pesticidrester i fødevarer
2284366_0002.png
på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF
(herefter pesticidrammeforordningen).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 5, stk. 1 og artikel 14, stk. 1, litra a i pesticidramme-
forordningen.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr,
Fødevarer og Foder (SCoPAFF). Såfremt der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger
Kommissionen - med henblik på legalitetskontrol - forslaget for Rådet og Europa-Parlamentet, der
udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for to måneder. Kommissionen
vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget, eller ikke har udtalt
sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité, forelægger
Kommissionen sagen for Rådet, der udtaler sig med kvalificeret flertal inden for to måneder.
Kommissionen underretter samtidig Europa-Parlamentet. Hvis Rådet vedtager forslaget eller ikke
udtaler sig inden for fristen, skal forslaget sendes til Europa-Parlamentet til legalitetskontrol.
Kommissionen vedtager forslaget, hvis Europa-Parlamentet ikke inden for en frist på fire måneder har
gjort indsigelse mod forslaget.
Forslaget forventes diskuteret på møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 23. - 24. november 2020, mens afstemning forventes at ske efterfølgende via skriftlig
procedure med svarfrist den 1. december 2020.
Formål og indhold
Generelt om ændringer af maksimalgrænseværdier for pesticidrester
Maksimalgrænseværdier for pesticidrester i fødevarer er fastsat i pesticidrammeforordningens bilag II
for de aktivstoffer, der allerede er fuldt evaluerede i forbindelse med godkendelse eller ikke-
godkendelse som pesticidaktivstoffer (Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009).
Maksimalgrænseværdier er fastsat i bilag III for de aktivstoffer og afgrøder, der endnu ikke er
færdigevaluerede med hensyn til alle anvendelser og resulterende restindhold; der er dog foretaget en
sundhedsmæssig vurdering af alle maksimalgrænseværdier i bilag III.
For nogle pesticider vurderes det ikke nødvendigt at fastsætte maksimalgrænseværdier, fordi et
eventuelt restindhold efter anvendelse af pesticiderne ikke vurderes at have en sundhedsmæssig risiko.
Disse stoffer opføres på en liste i pesticidrammeforordningens bilag IV. Pesticider, hvor alle
maksimalgrænseværdier fastsættes på detektionsgrænsen, opføres på bilag V.
Når der er indgivet en ansøgning om en konkret anvendelse af et pesticid i EU, gennemføres der i EU
en konkret risikovurdering. På den baggrund fastlægges specifikke maksimalgrænseværdier for
pesticidrester i bestemte afgrøder. Så længe der ikke er fastlagt en maksimalgrænseværdi på baggrund
af konkrete anvendelser af et pesticid, gælder den automatisk fastsatte analytiske detektionsgrænse på
0,01 mg/kg for afgrøde-pesticid-kombinationen. Dette er udtryk for en 0-tolerance, idet det
pågældende pesticid ikke må kunne måles i afgrøden. Undtagelsen for dette generelle princip, er
pesticider, som opføres på bilag IV.
Ansøgninger om fastsættelse af en ny maksimalgrænseværdi på baggrund af anvendelse i EU eller
import af fødevarer, der indeholder rester af stoffet, bliver i første omgang evalueret af en medlemsstat
i EU. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) foretager herefter en videnskabelig
sundhedsmæssig vurdering af disse forslag til ændringer af maksimalgrænseværdier.
2
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Notat om komitésag om grænseværdier for pesticidrester i fødevarer
2284366_0003.png
En maksimalgrænseværdi for pesticidrester kan, efter den fornødne konkrete risikovurdering i EU,
indføres eller ændres på baggrund af:
1) Nye anvendelser af pesticidmidler i EU, for eksempel anvendelse af nye pesticider, udvidet
anvendelse til andre afgrøder af et allerede godkendt pesticid eller ændret anvendelse af et
pesticid på en afgrøde.
2) Importtolerancer, ansøgninger fra tredjelande for fødevarer, der indføres til EU, og hvor der
ikke allerede er fastsat en dækkende EU-grænseværdi for restindholdet af pesticider.
3) Revurdering af maksimalgrænseværdierne på baggrund af for eksempel planlagt revurdering
af pesticidet, nye oplysninger om toksikologi eller en tilbagekaldelse af eksisterende
godkendelser.
4) Implementering af Codex-grænseværdier i EU - tilpasning af EU-maksimalgrænseværdier til
de maksimalgrænseværdier, der er fastsat af Codex Alimentarius (FAO
Food and Agriculture
Organization/WHO
World Health Organization).
5) Andre særlige forhold, for eksempel at stoffet forekommer som miljøforurening.
Kommissionens forslag
Kommissionen foreslår på baggrund af videnskabelige risikovurderinger fra EFSA, at bilag II, III og
bilag IV ændres med hensyn til maksimalgrænseværdier for stofferne aclonifen, acrinathrin,
Bacillus
pumilus
QST 2808, chlorantraniliprol, ethirimol, penthiopyrad, picloram og
Pseudomonas sp.
DSMZ
13134.
De væsentligste ændringer af maksimalgrænseværdier i forslaget og baggrunden for disse fremgår af
nedenstående skema.
I skemaet nedenfor refereres der i kolonnen ”Baggrund for ændring” til ovenstående liste over
baggrund for ændring af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
Pesticid
Produkter
Foreslåede ændringer
Aclonifen
Fennikel og kommen.
Acrinathrin
Salat.
Ethirimol
(nedbrydningspro
dukt af
bupirimat)
Chlorantraniliprol
Agurker
Ny maksimalgrænseværdi foreslås
fastsat. Maksimalgrænseværdien
har hidtil ligget på
detektionsgrænsen.
Ny maksimalgrænseværdi foreslås
fastsat. Maksimalgrænseværdien
har hidtil ligget på
detektionsgrænsen.
Maksimalgrænseværdien foreslås
sat op.
Baggrund
for
ændring
1
1
3
Bælgfrugter
Penthiopyrad
Bladselleri og
knoldfennikel
Ny maksimalgrænseværdi foreslås
fastsat. Maksimalgrænseværdien
har hidtil ligget på
detektionsgrænsen.
Maksimalgrænseværdien foreslås
sat op.
2
1
3
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Notat om komitésag om grænseværdier for pesticidrester i fødevarer
2284366_0004.png
Pesticid
Produkter
Foreslåede ændringer
Picloram
Blomsterkål
Bacillus pumilus
QST 2808
Alle fødevarer
Pseudomonas sp.
DSMZ 13134
Alle fødevarer
Ny maksimalgrænseværdi foreslås
fastsat. Maksimalgrænseværdien
har hidtil ligget på
detektionsgrænsen.
Stoffet tilføjes til bilag IV, som er en
liste over pesticidaktivstoffer, der
ikke skal fastsættes en grænseværdi
for, fordi restindhold af
aktivstofferne ikke vurderes at
udgøre en sundhedsmæssig risiko.
Stoffet tilføjes til bilag IV, som er en
liste over pesticidaktivstoffer, der
ikke skal fastsættes en grænseværdi
for, fordi restindhold af
aktivstofferne ikke vurderes at
udgøre en sundhedsmæssig risiko.
Baggrund
for
ændring
1
3
3
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet vil få forelagt sagen som et led i forskriftsproceduren med kontrol med henblik på
legalitetskontrol.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Forslaget vedrører ændring af bilag til pesticidrammeforordningen. Ændringen vil være direkte
gældende i Danmark.
Konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget har heller ingen
væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller for EU´s budget.
Forslaget skønnes heller ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser. Ligeledes
medfører forslaget ingen nævneværdige administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Forslaget er udarbejdet på baggrund af videnskabelige vurderinger fra EFSA, som har vurderet, at de
foreslåede ændringer vedrørende maksimalgrænseværdier er sundhedsmæssigt acceptable for
forbrugerne.
Miljøstyrelsen har vurderet, at mikroorganismerne
Bacillus pumilus
QST 2808 og
Pseudomonas sp.
DSMZ 13134 anvendt som aktivstoffer i plantebeskyttelsesmidler ikke udgøre nogen uacceptabel risiko
for menneskers sundhed, hvorfor mikroorganismerne vurderes at kunne optages på bilag IV, som er
en liste over pesticidaktivstoffer, der ikke skal fastsættes en grænseværdi for, fordi restindhold af
aktivstofferne ikke vurderes at udgøre en sundhedsmæssig risiko.
DTU Fødevareinstituttet er anmodet om en vurdering af forslaget, og vurderer, at der ikke vil være
sundhedsmæssige problemer som følge af de foreslåede ændringer vedrørende
4
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Notat om komitésag om grænseværdier for pesticidrester i fødevarer
2284366_0005.png
maksimalgrænseværdier. DTU Fødevareinstituttet bemærker, at EFSA ikke har foretaget en vurdering
af eventuelle kombinationseffekter, idet der endnu ikke foreligger en harmoniseret metode til dette.
Der arbejdes i EFSA målrettet på at udvikle en sådan metode.
Det fremgår af pesticidrammeforordningens artikel 14, stk. 2, at eventuelle kombinationseffekter skal
indarbejdes i vurderingen af pesticidrester i fødevarer, når der findes en egnet metode.
I fravær af en harmoniseret metode til vurdering af mulige kombinationseffekter har DTU
Fødevareinstituttet - på grundlag af den nuværende viden om kombinationseffekter og indtag af
pesticidrester hos den danske befolkning - foretaget en overslagsmæssig vurdering af risikoen for
indtaget af pesticider, hvor der tages højde for kombinationseffekter. På baggrund heraf vurderes de
foreslåede maksimalgrænseværdier ikke at give anledning til sundhedsmæssige betænkeligheder.
En vedtagelse af forslaget vurderes på den baggrund at betyde et uændret beskyttelsesniveau i
Danmark.
Høring
Forslaget har været i høring på høringsportalen. Der er indkommet følgende høringssvar:
Biodynamisk Forbrugersammenslutning har indsendt høringssvar med det hovedbudskab, at alle
fødevarer skal være biodynamiske eller økologiske for at undgå gift i fødevarer.
Danmarks Naturfredningsforening støtter, at grænseværdierne for pesticidindholdet i fødevarer fra
tredjelande skal være så lave som muligt, og at enhver forbedring på dette område er velkommen.
Danmarks Naturfredningsforening er dog stærkt utilfredse med den korte høringsfrist.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre
medlemsstater. Baseret på afstemningerne fra tidligere lignende forslag vurderes der at være
kvalificeret flertal for forslaget.
Regeringens foreløbige generelle holdning
Pesticidrammeforordningen, og de deraf afledte forordninger, er vigtige elementer i beskyttelsen af de
danske forbrugeres sikkerhed. Regeringen kan alene støtte forslag, der vurderes at være
sundhedsmæssigt acceptable.
Det er højt prioriteret fra dansk side, at pesticidrammeforordningen kan virke med henblik på fuld
harmonisering af reglerne vedrørende fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester i
fødevarer i EU. For at dette kan lade sig gøre, skal rammeforordningens bilag løbende ændres,
herunder bilag II, III, IV og V.
Det er vurderingen, at de foreslåede ændringer vil medføre en tilstand på fødevareområdet, der er
sundhedsmæssigt acceptabel.
Regeringen agter på denne baggrund at støtte forslaget.
Det bemærkes, at regeringens holdning til forslaget ligger inden for de retningslinjer, som den tidligere
regering i 2012 forelagde Folketingets fødevareordførere for behandling af komitésager om
fastsættelse af maksimalgrænseværdier for pesticidrester.
5
EUU, Alm.del - 2020-21 - Bilag 81: Notat om komitésag om grænseværdier for pesticidrester i fødevarer
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
6