EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Europaudvalget 2020-21
EUU Alm.del EU-note E 38
Offentligt

EU-note

Til orientering af Europaudvalget

Konferencen om EU’s fremtid –

status over udvalgte institutionelle og

proceduremæssige spørgsmål

7. juni 2021

Sammenfatning

Den 9. maj 2021 startede konferencen om EU’s fremtid. Konferencen vil

senest i foråret 2022 under det franske formandskab for Rådet skulle af-

levere sin rapport.

Konferencen om EU’s fremtid vil skulle beskæftige sig med et bredt ud-

snit af emner, og det er forventningen, at også mere principielle spørgs-

mål vil blive omfattet. I nærværende note sættes der fokus på netop de

spørgsmål af institutionel eller proceduremæssig karakter, som kan for-

ventes taget op, og der redegøres for, hvilke grænser de eksisterende

traktatmæssige rammer sætter

–

hvad kan gøres med de nuværende

rammer, og hvad vil kræve en traktatændring?

Det Internationale

Sekretariat

Folketingets EU-

konsulenter og

repræsentant i

Bruxelles.

Kontakt:

Mathias Grønbek

Lydholm (5907)

EU-chefkonsulent

Indledning .......................................................................................................2

Konferencens mandat og centrale spørgsmål ..............................................2

Institutionelle og proceduremæssige sager, der kan blive centrale i

drøftelserne .....................................................................................................3

Spidskandidatprocessen ..............................................................................3

Transeuropæiske valglister til Europa-Parlamentet .....................................4

Håndhævelse af EU’s grundlæggende værdier

...........................................6

Øget brug af flertalsafgørelser inden for udenrigs-, skatte- og socialpolitik .7

Nationale parlamenters indflydelse ..............................................................8

EU’s kompetencer på sundhedsområdet

...................................................10

Side 1 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Indledning

Den 9. maj 2021 startede konferencen om EU’s fremtid.

Løftet om at ned-

sætte en konference

om EU’s fremtid

blev givet af Europa-Kommissionens

formand, Ursula von der Leyen, da hun tiltrådte i juli 2019. Konferencen byg-

ger på

en fælles erklæring

fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

Ifølge den fælles erklæring skal konferencen senest i foråret 2022 vedtage en

rapport om Europas fremtid.

Konferencens mandat og centrale spørgsmål

Konferencens mandat er ikke klart defineret på forhånd, og det må forventes,

at konferencens deltagere vil trække i mange forskellige retninger

. Et ømtå-

leligt spørgsmål er, om konferencen kun skal beskæftige sig med forslag,

som ligger inden for de gældende traktater, eller den også skal lægge op til

traktatændringer

Ifølge EU-institutionernes fælles erklæring

kan konferencen drøfte et bredt spektrum

af emner, som afspejler Det Europæiske

Råds strategiske dagsorden såsom sund-

hed, klimaændringer, miljø, økonomi, social

retfærdighed, lighed og solidaritet mellem

generationerne, digital omstilling, europæi-

ske rettigheder og værdier, herunder rets-

statsprincippet, migrationsudfordringer, sik-

kerhed, EU's rolle i verden og styrkelse af

EU’s

demokratiske fundament.

Konferencens anbefalinger

Konferencens anbefalinger er

ikke bindende for de delta-

gende regeringer og parla-

menter. Men ifølge den fælles

erklæring har de tre EU-insti-

tutioner forpligtet sig til hurtigt

at undersøge, hvordan de ef-

fektivt kan følge op på rappor-

ten inden for deres respektive

kompetenceområder og i

overensstemmelse med trak-

taterne.

I forhold til spørgsmålet om EU’s demokratiske fundament

hører en række in-

stitutionelle spørgsmål, som kan forventes at komme op. F.eks. hvordan for-

manden for Europa-Kommissionen skal vælges

–

herunder brugen af den

såkaldte spidskandidatprocedure

–

samt muligheden for at opstille på trans-

nationale lister til Europaparlamentsvalget. Hertil kommer spørgsmålet om

EU-institutionernes beslutningsprocedurer, nationale parlamenters rolle i EU,

bedre regulering i EU, gennemførelse og håndhævelse af gældende EU-ret

og gennemsigtighed.

Kampen om konferencens dagsorden er for længst i fuld gang. Bl.a. har den danske regering

sammen med ligesindede lande peget på et udvalg af emner, som man særligt gerne ser, at

konferencen skal omhandle (her).

Som det tvetydigt udtrykkes i den fælles erklæring: ”Konferencens rammer bør afspejle de om-

råder, hvor Den Europæiske Union har kompetence til at handle, eller hvor Den Europæiske

Unions indsats vil være til gavn for EU-borgerne”.

Side 2 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Nogle af disse emner kan gøre det nødvendigt at revidere traktaterne, hvilket

som hovedregel vil betyde indkaldelse til en regeringskonference. Men trakta-

ten indeholder også en række såkaldte passereller, som gør det muligt at

ændre på traktatens beslutningsprocedurer uden en regeringskonference.

Også anvendelsen af disse passereller kan komme til debat.

I denne EU-note vil vi forsøge at kaste lys over nogle af ovennævnte instituti-

onelle emner, som kan komme op på fremtidskonferencen, samt hvilke ideer

som er på bordet.

Institutionelle og proceduremæssige sager, der kan blive centrale i

drøftelserne

Spidskandidatprocessen

Europa-Parlamentets største politiske grupper lancerede forud for europapar-

lamentsvalget i 2014 den såkaldte spidskandidatproces som led i udnævnel-

sen af Kommissionens formand

. Ideen med denne procedure var at koble

valget til Europa-Parlamentet sammen med nomineringen af Kommissionens

formand for at styrke dennes demokratiske legitimitet. Fremgangsmåden blev

fulgt, da Jean-Claude Juncker i 2014 var spidskandidat for de europæiske

konservative (EPP). I Europa-Parlamentet blev udnævnelsen af Juncker som

kommissionsformand derfor set som en anerkendelse af spidskandidatpro-

cessen.

Det vakte derfor betydelig furore i Europa-Parlamentet, da Det Europæiske

Råd i juli 2019 valgte at indstille Ursula von der Leyen til posten, selv om hun

ikke var blandt de europæiske partiers spidskandidater. Efter en kort magt-

kamp med Det Europæiske Råd accepterede Europa-Parlamentet von der

Leyen som kommissionsformand.

Ifølge EU-traktaten

er det Det Europæiske Råd, som har ansvaret for at

no-

minere

en kandidat til posten som kommissionsformand, men det skal ske

”under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet”. Til gengæld er det Eu-

ropa-Parlamentet, som har ansvaret for at

godkende

denne med et flertal af

sine medlemmer. Europa-Parlamentet kan dog også beslutte ikke at god-

kende Det Europæiske Råds kandidat. Det Europæiske Råd vil i et sådant til-

fælde være forpligtet til at fremsætte et nyt forslag til kommissionsformand.

Der har været nuanceforskelle internt i Europa-Parlamentet i forhold til, hvorledes spidskandi-

datprocessen konkret skal fortolkes. I EPP har man peget på, at kommissionsformanden bør

være spidskandidaten fra det parti, der har fået flest mandater ved valget (hvilket typisk er

EPP), mens S&D og Renew i højere grad har peget på, at det er den spidskandidat, der kan

samle et flertal i Europa-Parlamentet, der bør vælges som kommissionsformand.

EU-traktatens art. 17,

stk. 7.

Side 3 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Spidskandidatprocessen er således ikke beskrevet i traktaten, men bygger

på henvisningen i denne til, at Det Europæiske Råd skal foreslå en kandidat

”under hensyntagen til europaparlamentsvalget”. Essensen i de europæiske

politiske partiers forslag om en spidskandidatprocedure er, at de hver især

skal udpege én spidskandidat til posten som kommissionsformand, som væl-

gerne har mulighed for at stemme på til parlamentsvalget. Alt efter den kon-

krete fortolkning af spidskandidatprocessen vil Det Europæiske Råd så være

forpligtet til enten at indstille spidskandidaten fra det største europæiske parti

til kommissionsformand eller indstille den spidskandidat, der kan samle den

bredeste koalition bag sig. Til slut godkendes den pågældende spidskandidat

af et flertal i Europa-Parlamentet til posten som formand for Kommissionen.

Hvis en sådan spidskandidatproces skal indføres som et fast element i fremti-

dige udnævnelser af kommissionsformanden, kan det umiddelbart ske på i

hvert fald to måder

–

gennem en uformel løsning eller en traktatændring.

Såfremt Det Europæiske Råd ønsker at medvirke til en uformel løsning for

indførelsen af spidskandidatprocessen, kan det gøres ved, at Det Europæi-

ske Råd politisk forpligter sig til at pege på den af europæiske politiske parti-

ers spidskandidater, som vinder den nødvendige opbakning ved valget. Dette

vil så skulle hvile på en politisk forståelse i Det Europæiske Råd og ikke ud-

gøre en nødvendigvis varig løsning.

Hvis man ønsker en mere solid juridisk løsning, der sikrer, at en af spidskan-

didaterne

automatisk

vælges som kommissionsformand, vil det formentlig

kræve en traktatændring. I denne traktatændring vil Det Europæiske Råds

rolle i udnævnelsen af kommissionsformanden skulle reduceres eller helt fjer-

nes, idet spidskandidatprocessen i sin natur indebærer, at hovedansvaret for

beslutningen om, hvem der skal være kommissionsformand, ligger i Europa-

Parlamentet som repræsentant for EU’s borgere.

Transeuropæiske valglister til Europa-Parlamentet

Transeuropæiske valglister til valget til Europa-Parlamentet er af fortalerne

ofte blevet udpeget som en måde, hvorpå man kan fremme en reel europæ-

isk offentlighed. Forslaget går ud på, at en del af Europa-Parlamentets med-

lemmer vælges i en enkel valgkreds på tværs af Europa og ikke i det enkelte

medlemsland. Alle vælgere ville således skulle sætte to krydser, når der

stemmes til valg til Europa-Parlamentet: Ét ved den nationale liste med kan-

didater til Europa-Parlamentet (som i dag) og ét ved en fælles europæisk li-

ste. Spidskandidaterne til posten som kommissionsformand (se ovenfor) ville

stå øverst på listen på de transeuropæiske lister.

Side 4 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Transeuropæiske valglister ses som et centralt element i at øge Europa-Par-

lamentets demokratiske legitimitet ikke mindst i lyset af spidskandidatproces-

sen (se nedenfor). Modstanderne mener derimod, at det vil favorisere kandi-

dater fra store lande, og at det vil skabe afstand mellem vælgerne og

MEP’erne, når MEP’erne ikke står til ansvar over for deres lokale eller natio-

nale valgkreds.

Forslaget har i forskellige udformninger været fremme siden 1990’erne

var

også i spil forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019. Her blev det konkret

foreslået, at nogle af de pladser, som blev ledige i Europa-Parlamentet som

følge af den britiske udtræden af EU, blev fordelt via en transeuropæisk liste i

stedet for at blive fordelt mellem de enkelte medlemslande. Der var dog ikke

flertal for det i Europa-Parlamentet.

En transeuropæisk valgliste kræver ikke ændringer af Traktaten.

TEU art. 14

sætter dog visse grænser herfor. Medlemsstaterne skal således være repræ-

senteret degressivt proportionalt, hvor de mindste medlemsstater har seks

medlemmer og de største 96 medlemmer. Det betyder, at der kun kan være

transeuropæisk valg til en del af pladserne i Europa-Parlamentet. I Parlamen-

tets forskellige vedtagelser gennem tiden har det været foreslået, at 25-46 ud

af Europa-Parlamentet 705 medlemmer skulle vælges via disse lister.

Forslaget kræver en ændring af den europæiske valglov fra 1976

. En æn-

dring skal ske på initiativ af Europa-Parlamentet, vedtages med enstemmig-

hed i Rådet og ratificeres i alle 27 medlemslande. I tre lande er den seneste

ændring af valgloven fra 2018 endnu ikke ratificeret.

Det bør bemærkes, at transeuropæiske lister også vil kræve en række æn-

dringer i national lovgivning i medlemslandene. I Danmark vil det kræve en

ændring af loven om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet,

mens det f.eks. i Østrig vil kræve en egentlig forfatningsændring.

Europa-Parlamentet er holdningsmæssigt delt i to næsten lige store halvdele.

Blandt fortalerne for transnationale lister i Europa-Parlamentet er særlig den

grønne gruppe og Renew Europe (de liberale), mens også den socialdemo-

kratiske gruppe, S&D, støtter. Den største gruppe, de kristen-konservative i

EPP, er imod idéen, ligesom de to EU-skeptiske grupper ECR og ID er det.

Venstrefløjsgruppen GUE er delt i spørgsmålet. I et forslag fra 2015 fik et

snævert flertal i Europa-Parlamentet indført en artikel om transnationale li-

ster, men i 2018 i forbindelse med fordelingen af Storbritanniens pladser i

Se Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF om akten om almindelige valg til Europa-Parlamentet.

Se rapporten ”Transnational

electoral lists”

fra Europa-Parlamentets

Research Service (en-

gelsk) for yderligere detaljer.

Side 5 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Parlamentet efter den britiske udtræden af EU var der et snævert flertal imod.

Det er blevet bekræftet ved afstemninger efter 2019-valget.

I Rådet støttede en stor gruppe sydeuropæiske lande, herunder Irland og

særligt Frankrig, forslaget om, at nogle af de frie pladser efter den britiske ud-

træden af EU skulle besættes med kandidater fra en transeuropæisk liste.

Bl.a. Visegradlandene og Danmark var imod.

Håndhævelse af EU’s grundlæggende værdier

De begrænsede fremskridt i Rådets behandling af situationen vedrørende

overholdelse af

EU’s grundlæggende værdier

i Polen og Ungarn har medført

en stigende utilfredshed særligt i Europa-Parlamentet og blandt nordvesteu-

ropæiske lande med de begrænsede muligheder for at håndhæve EU’s

grundlæggende værdier. De eksisterende redskaber har vist sig at have be-

grænset virkning, og tiltroen til nye redskaber

–

som retsstatsmekanismen

knyttet til de trusler mod retsstatsprincippet, som kan have indvirkning på EU-

budgettet

–

er ikke stor (se

EU-note E 4 (2019-2020)

for en gennemgang af

EU’s instrumenter).

Håndhævelsen af EU’s grundlæggende

værdier fremhæves derfor som et

oplagt område at drøfte i forbindelse med konferencen om EU’s fremtid. Om-

rådet nævnes således som det første emne i det non-paper om fremtidskon-

ferencen, som den danske regering er medunderskriver af (se

her).

Inden for de eksisterende traktatmæssige rammer er der dog begrænset flek-

sibilitet i rammerne for

at fremme håndhævelsen af EU’s grundlæggende

værdier. Rammerne for Rådets håndhævelse fastlægges i

TEU art. 7,

hvor

vedtagelse af

sanktioner (”suspension af rettigheder”)

kræver enstemmighed

med undtagelse af den omfattede medlemsland.

Således vil det kræve en

traktatændring, såfremt man ønsker at gøre op med kravet om enstemmig-

hed for at pålægge et medlemsland sanktioner som følge af grove og vedva-

rende krænkelser af EU’s grundlæggende rettigheder.

Dette vil, som be-

kendt, kræve enstemmighed og må forventes svært at gennemføre.

TEU art. 2:

”Unionen

bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, de-

mokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for

personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund

præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling

mellem kvinder og mænd.”

Kommissionen har ligeledes, som ”traktatens vogter”, en

vigtig rolle at spille ved at indlede trak-

tatkrænkelsessager. Der har dog endnu ikke været tilfælde, hvor Kommissionen har indledt

traktatkrænkelsessager alene med udgangspunkt i TEU art. 2 om EU’s grundlæggende vær-

dier. Således har tidligere traktatkrænkelsessager med fokus på spørgsmål, der f.eks. vedrører

grundlæggende værdier som retsstatsprincippet eller ikke-diskrimination, taget udgangspunkt i

mere specifikke artikler i traktaten.

Side 6 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Tilsvarende er der begrænsede muligheder inden for de eksisterende traktat-

mæssige rammer for at styrke muligheden for at tilbageholde EU-midler til

lande, der krænker EU’s grundlæggende værdier, herunder retsstatsprincip-

pet.

Den nyetablerede mekanisme,

der skal sikre, at udbetalinger kan su-

spenderes som følge af at brud på retsstatsprincippet truer EU’s

budget,

sy-

nes at gå så langt som muligt inden for de eksisterende traktatmæssige ram-

mer. En bredere suspension af udbetalinger

til lande, der krænker EU’s

grundlæggende værdier (uden en direkte kobling til ”trusler mod EU’s bud-

get”), vil sandsynligvis falde ind under procedurerne i TEU art. 7 (se ovenfor)

og dermed kræve enstemmighed (med undtagelse af det pågældende med-

lemsland).

Såfremt konferencen om EU’s fremtid skal levere konkrete resultater i forhold

til håndhævelsen af EU’s grundlæggende værdier, er det således vurderin-

gen, at der vil være behov for en traktatændring, der som bekendt vil kræve

enstemmighed

–

og altså også skal støttes af de lande, der aktuelt er under

undersøgelse for at krænke EU’s grundlæggende værdier.

Øget brug af flertalsafgørelser inden for udenrigs-, skatte- og so-

cialpolitik

Med Lissabontraktaten blev brugen af den almindelige lovgivningsprocedure

og kvalificeret flertal i Rådet udvidet til at omfatte flere områder end tidligere.

Man valgte dog at fastholde, at visse områder fortsat skulle være omfattet af

enstemmighed i Rådet og/eller særlige beslutningsprocedurer, hvor Parla-

mentet ikke er ligestillet med Rådet.

Det gælder eksempelvis for EU’s udenrigs-

og sikkerhedspolitik, harmonise-

ringen af punktafgifter og indirekte skatter, dele af social- og arbejdsmarkeds-

politikken samt den flerårige finansielle ramme. Man gjorde det dog muligt at

ændre i beslutningsprocedurerne på bl.a. disse områder uden at skulle bruge

den almindelige traktatrevisionsprocedure (indkaldelse af et konvent og en

regeringskonference samt efterfølgende national ratifikation). Ved hjælp af en

række forenklede procedurer (såkaldte passerellebestemmelser) i traktaten

kan EU indføre kvalificeret flertal i Rådet til lovgivningsområder, hvor der i

dag er enstemmighed, og/eller gøre Parlamentet til Rådets medlovgiver på

områder, hvor det kun er Rådet, der træffer beslutningerne. En anvendelse af

de forskellige passerellebestemmelser kræver

–

alt efter hvilken passerelle,

der anvendes

–

dog enstemmighed i Det Europæiske Råd eller Rådet og i

visse tilfælde også involvering af Europa-Parlamentet og de nationale parla-

menter. Det forventes primært at være enstemmigheden i Rådet, der vil være

svær at opnå. For en grundig gennemgang af passerellebestemmelserne se

EU-note 14

(2018) samt Europa-Parlamentets Research Services

gennem-

gang

(engelsk).

Side 7 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

I sin tale om Unionens tilstand i 2018 lancerede den daværende kommissi-

onsformand Jean-Claude Juncker et opgør med brugen af enstemmigheden i

Rådet på en række områder. Konkret opfordrede Kommissionen Det Euro-

pæiske Råd til at gøre brug af passerellerne inden for dele af udenrigspolitik-

ken (se

her),

områder inden for social- og arbejdsmarkedspolitikken, herun-

der særligt ikke-diskrimination (se

her),

samt områder inden for skattepolitik-

ken (se

her),

herunder visse spørgsmål om f.eks. energibeskatning (se

her).

Det Europæiske Råd fulgte i realiteten ikke op på opfordringen og havde al-

drig en egentlig debat herom. Overvejelserne bringes dog jævnligt op i for-

skellig sammenhæng. Det gælder særligt i forhold til udenrigspolitikken, hvor

der over de senere år har været en stigende tendens til, at forskellige udtalel-

ser og sanktioner er blevet blokeret af enkeltlande. Men det gælder også i

forhold til f.eks. skattepolitik, hvor der er en frustration over enkeltlandes age-

ren i forhold til eksempelvis beskatning af multinationale virksomheder.

I Danmark vil en anvendelse af passerellebestemmelserne kræve en folke-

tingsbeslutning. Spørgsmålet er behandlet i den fortsat gældende

europapoli-

tisk aftale fra 2008.

Af aftalen fremgår blandt andet: ”Vi ser gerne denne mu-

lighed [for ved enstemmighed at overgå til flertalsafgørelser] udnyttet til at

overgå til flertalsafgørelser på flere områder, f.eks.



Minimumssatser for miljøafgifter, EUF-traktaten artikel 175, stk. 2 (art.

192),



Minimumssatser for energiafgifter, EUF-traktaten artikel 176A, stk. 3 (art.

194),



Bekæmpelse af forskellige former for diskrimination, EUF-traktaten artikel

16E, stk. 1 (art. 19), og



Beslutninger om EU’s flerårige finansielle ramme, EUF-traktaten

art.

270a, stk. 2 (art. 312).”

Nationale parlamenters indflydelse

Ambitionen om at styrke nationale parlamenters rolle i EU har siden midten af

1980’erne

været et tilbagevendende spørgsmål på den europæiske dagsor-

den. Det egentlige gennembrud kom dog først i 2009, da de nationale parla-

menter fik en traktatfæstet ret til at sørge for, at EU-institutionerne overholder

nærhedsprincippet i EU. Siden da har de nationale parlamenter og EU-insti-

tutionerne arbejdet på at få denne kontrol til at fungere. Juncker-Kommissio-

nen nedsatte en særlig taskforce under ledelse af næstformand Timmer-

Den europapolitiske aftale har karakter af et politisk forlig og fremgår af betænkningen til L 53

(2007-2008). Aftalen er indgået af Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Kon-

servative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance (i dag Liberal Alliance). Af

forståel-

sespapiret

mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten

fremgår det, at man ønsker at forhandle en ny europapolitisk aftale.

Side 8 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

mans, der skulle forbedre de nationale parlamenters kontrol med nærheds-

princippet og proportionalitetsprincippet. Kommissionen og de nationale par-

lamenter skulle indgå en helt ny pagt, som det hed fra Juncker. Resultaterne

af Timmermans-taskforcens arbejde var dog yderst sparsomme. Men der

kom flere ideer på bordet under arbejdet i taskforcen, som kort skal gennem-

gås i det følgende.

Flere af forslagene har handlet om, hvordan man kan at forbedre de natio-

nale parlamenters kontrol med nærhedsprincippet. F.eks. har det været for-

slået at sænke antallet af nationale parlamenter, der skal til for at udløse et

gult kort,

når parlamenterne finder, at et forslag fra Kommissionen ikke over-

holder nærhedsprincippet

. Et andet tilbagevendende forslag handler om at

udvide den gældende frist på 8 uger for at give de nationale parlamenter

mere tid til at foretage et nærhedstjek.

Det er også blevet foreslået, at de nationale parlamenter helt skal kunne

bremse et EU-forslag, hvis et tilstrækkeligt antal nationale parlamenter finder

forslaget i strid med nærhedsprincippet. Dette forslag er kendt som det

røde

kort.

Forslaget har også været fremført i forskellige variationer. Da den briti-

ske premierminister David Cameron forhandlede en aftale på plads med EU

forud for Brexit-afstemningen i 2016, aftalte EU-landenes stats- og regerings-

chefer en model for et rødt kort. Da briterne efterfølgende valgte at stemme

for at forlade EU, faldt aftalen og dermed det røde kort til jorden.

Endelig er det blevet foreslået at give de nationale parlamenter en slags initi-

ativret på det europæiske niveau, kendt som det

grønne kort.

Også denne

ide har været fremsat i forskellige versioner. Den skulle give de nationale par-

lamenter mulighed for at fremsætte idéer eller forslag, som Kommissionen så

politisk kan forpligte sig til at gå videre med, såfremt en idé samler opbakning

fra et vist antal nationale parlamenter. En tilsvarende initiativret har både Eu-

ropa-Parlamentet, Rådet og de europæiske borgere allerede

. Hvis Kommis-

sionen skulle forpligtes juridisk til dette, ville det kræve en traktatændring og

bryde med et grundlæggende træk ved EU-samarbejdet, nemlig Kommissio-

I dag er kravet, at mindst 1/3 af de nationale parlamenter finder, at et EU-forslag strider mod

nærhedsprincippet. Kommissionen vil så være forpligtet til tage sit forslag op til fornyet overve-

jelse. Kommissionen kan dog vælge at opretholde sit forslag, men kan også beslutte enten at

revidere forslaget eller helt trække det tilbage. Kommissionen er forpligtet til at begrunde sin af-

gørelse.

I dag har Rådet (TEIUF art. 241), Europa-Parlamentet (TEUF art. 225) mulighed for at bede

Kommissionen om at fremlægge EU-lovforslag eller andre initiativer. Også 1. million EU-bor-

gere (TEU art. 11) kan bede Kommissionen om at fremsætte et forslag.

Side 9 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

nens eneret på et fremlægge EU-forslag (kendt som Kommissionens initiativ-

ret.

I årene 2015-17 fremsatte fem nationale parlamenter

sådanne grønne

forslag, samlede opbakning og sendte dem til Kommissionen, der har været

åben over for konceptet.

EU’s kompetencer på sundhedsområdet

EU har begrænsede kompetencer på sund-

hedsområdet. Ansvaret for finansiering og

organisering af sundhedssektoren ligger

hos de enkelte medlemslande.

EU’s indsats

skal

”være et supplement til de nationale

politikker”

(se

TEUF art. 168).

”For mig står det krystalklart:

Vi skal opbygge en stærkere

europæisk sundhedsunion.

[…] Og vi er nødt til at styrke

vores kriseberedskab og -sty-

ring i forbindelse med græn-

seoverskridende sundheds-

trusler. […] [V]i er nødt til at

drøfte spørgsmålet om sund-

hedskompetencer. Jeg me-

ner, at dette er en vigtig og

hastende opgave for konfe-

rencen om Europas fremtid.”

EU-samarbejdet på sundhedsområdet

handler bl.a. om udveksling af erfaring og

bedste praksis, samarbejde om forskning

og sjældne sygdomme. Der er også sund-

hedsaspekter i flere EU-politikområder med

hjemmel i andre traktatbestemmelser:

- Kommissionsformand Ursula

F.eks. patientrettigheder og godkendelse af

von der Leyen

lægemidler (TEUF, art. 114 om det indre

marked), kræftfremkaldende stoffer på ar-

bejdspladsen (TEUF, art. 153 om beskæftigelse), forskningsprogrammet Ho-

risont Europa og landespecifikke anbefalinger om reformer under det Euro-

pæiske Semester. Desuden kan EU træffe beslutninger om bekæmpelse af

større

grænseoverskridende sundhedstrusler (TEUF, art. 168).

Allerede inden covid-19-pandemien havde den von der Leyen-Kommissionen

et styrket fokus på sundhed med løfter om bl.a. en kræfthandlingsplan, initia-

tiv for at begrænse antibiotikaresistens samt at fremme vacciner og tilgænge-

lighed af medicin til overkommelige priser.

Covid-19-krisen har vist, at EU ikke havde instrumenter til effektiv deling af

data (ECDC agenturet måtte få deres data fra avisartikler) eller til solidariske

foranstaltninger med medlemslande, hvis sundhedsvæsen var i knæ.

En tilsvarende diskussion har fundet sted vedrørende initiativret til Europa-Parlamentet. I ste-

det for at ændre ved den grundlæggende opbygning i Traktaten

–

Kommissionens initiativret

–

har Kommissionen politisk forpligtet sig til at lytte til Europa-Parlamentet og fremsætte forslag,

såfremt der er et bredt ønske herom i Europa-Parlamentet, og det kan holdes inden for de trak-

tatmæssige rammer.

Danmark, Storbritannien, Frankrig, Litauen og Portugal.

Se von der Leyens

Mission letter

til sundhedskommissær Kyriakides, december 2019

Side 10 | 11

EU-note - 2020-21 - E 38: Konferencen om EU’s fremtid – status over udvalgte institutionelle og proceduremæssige spørgsmål

Kommissionsformand von der Leyen gjorde i september 2020 klart, at hun

ønsker, at EU’s kompetencer på sundhedsområdet skulle være ét af em-

nerne i forbindelse med fremtidskonferencen.

Både Angela Merkel og Em-

manuel Macron har udtalt sig positivt om yderligere kompetencer til EU på

sundhedsområdet.

Imidlertid er der ikke mange konkrete forslag til, hvilke

nye kompetencer EU skal have på området.

Hovedparten af de forslag, der hidtil er præsenteret, ligger umiddelbart inden

for EU’s nuværende kompetencer.

Men der er også rejst forslag, der i hø-

jere grad vedrører den nationale indsats og dermed kan give anledning til

overvejelser i forhold til EU’s kompetence på sundhedsområdet. Eksempelvis

har den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, S&D, som en del

af et

positionspapir

fra maj 2020 om en europæisk sundhedsunion og udvi-

delse af EU-kompetencer på sundhedsområdet fremført ønske om, at Kom-

missionen foreslår et direktiv med minimumsstandarder for sundhedssyste-

merne. Det skal blandt andet fremme patientsikkerhed og arbejdsforholdene

for sundhedsarbejdere.

Et andet eksempel er en appel underskrevet af 11.000 borgere (bl.a. tidligere

kommissionsformand Romano Prodi og den tidligere italienske premiermini-

ster Enrico Letta), der indeholder et forslag om at inkludere sundhed som et

område med delt kompetence i traktaten (TEUF art. 4).

Dette dokument er udarbejdet af Folketingets Administration til brug for med-

lemmer af Folketinget. Efter ønske fra Folketingets Præsidium understøtter

Folketingets Administration det parlamentariske arbejde i Folketinget, herun-

der lovgivningsarbejdet og den parlamentariske kontrol med regeringen ved at

yde upartisk faglig bistand til medlemmerne. Faglige noter udarbejdet af Fol-

ketingets Administration er i udgangspunktet offentligt tilgængelige.

Von der Leyens

tale om unionens tilstand,

september 2020

Se artikel i

Reuters,

20. marts 2020 og

Politico.eu,

22. april 2021

Det gælder eksempelvis de forslag, Kommissionen præsenterede i november 2020 vedrø-

rende grænseoverskridende sundhedsspørgsmål: meddelelse om

en europæisk sundheds-

union,

styrkede mandater for det europæiske lægemiddelagentur

(EMA)

og det europæiske

center for kontrol med og overvågning af sygdomme

(ECDC)

og varsling af et forslag om opret-

telse af en ny

EU-myndighed for kriseberedskab og -indsats (HERA).

A European answer to the coronovirus threat

Side 11 | 11