Ministeren bedes fremsende en juridisk redegørelse, der belyser, hvilke muligheder Danmark i følge EU-reglerne har for at indføre en bagatelgrænse udformet således, at bankerne kan nøjes med ved hjælp af NemID at identificere de personer, der kan disponere over almennyttige foreningers konti for så vidt, der er tale om almennyttige foreninger med begrænset risiko. Dette henset til at det af brev fra EU-kommissionen til Justitsministeriet af den 2. oktobet-2015, jf. https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/EUU/bilag/473/2025104/index.htm fremgår, at Danmark ikke kan indføre en bagatelgrænse, der undtager visse foreninger fra reglerne angående hvidvask og terrorfinansiering. Men det fremgår også, at EU ikke stiller krav om, at Danmark betragter samtlige bestyrelsesmedlemmer som de reelle ejere. Det sidste harmonerer også med Hvidvaskvejledningen s. 73: "Det kan også efter en konkret vurdering være berettiget kun at foretage en kontrol af identitetsoplysningerne for de tegningsberettigede medlemmer af en forenings bestyrelse, når virksomheden [banken] har vurderet, at foreningen udgør en begrænset risiko, jf. https://erhvervsstyrelsen.dk/sites/default/files/2021-01/Hvidvaskvejledning_November_2020%20pdf.pdf Derfor er spørgsmålet, hvilke muligheder EU-reglerne giver for at anvende en bagatelgrænse, der indebærer, at bankerne kan nøjes med at identificere de personer, der kan disponere over en almennyttig forenings konti, såfremt den almennyttige forening udgør en begrænset risiko. Endvidere er spørgsmålet, hvilke muligheder EU-reglerne giver for at betragte NemID som et gyldigt elektronisk identifikationsmiddel, jf. Artikel 13 i det konsoliderede hvidvaskdirektiv, jf. https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:02015L0849-20180709&from=EN. NemID burde i udgangspunktet være tilstrækkelig, når der er tale om foreninger der udgør en begrænset risiko, jf. at det i Hvidvaskvejledning s. 74 vedrørende reelle ejere af almennyttige foreninger anføres: "Ud fra en konkret risikovurdering vil det i nogle tilfælde med begrænset risiko ikke være nødvendigt at foretage en kontrol af de udleverede identitetsoplysninger.
Dato: 12-04-2021
Status: Endeligt besvaret
Emne:
kulturformidling og kulturliv