Det Konservative Folkeparti foreslår med det her beslutningsforslag permanent at udelukke alle personer, der er idømt en betinget eller ubetinget fængselsstraf, fra at kunne få dansk statsborgerskab. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er en gave at få dansk statsborgerskab. Tildelingen af det danske pas til udlændinge er en stor tillidserklæring fra det danske samfund, og hvis man ønsker at få dansk statsborgerskab, skal man selvfølgelig også kunne opføre sig ordentligt og gøre sig fortjent til det. Der gælder i dag regler for, hvornår man kan blive dansk statsborger, som et bredt flertal i Folketinget står bag. Senest i sommeren 2018 var blandt andre De Konservative med til at stramme de her regler, så det blev sværere at blive dansk statsborger, hvis man har begået kriminalitet. Det betyder, at flere forbrydelser nu udelukker en person fra nogen sinde at kunne blive dansk statsborger. Lad mig bare komme med et par enkelte eksempler.
Hvis man får en ubetinget straf på 1 år eller derover, medfører det permanent udelukkelse. Hvis man begår personfarlig kriminalitet og får en ubetinget straf på 3 måneder eller derover, medfører det permanent udelukkelse. Hvis man udøver vold mod børn eller begår en seksualforbrydelse, betyder det permanent udelukkelse, hvis ansøgeren var over 18 år, da forbrydelsen blev begået. Hvis man begår bandekriminalitet, medfører det permanent udelukkelse. Apropos bandekriminalitet arbejder vi i regeringen lige nu på et lovforslag om, at det skal være muligt ved dom at frakende personer, der dømmes for visse typer af alvorlig bandekriminalitet, deres danske indfødsret, medmindre de derved bliver statsløse.
I forhold til de skærpelser af de her krav, som vi aftalte tilbage i sommeren 2018, har vi været i arkivet og forsøgt at finde ud af, hvad effekten af dem egentlig har været. Hvis du tager fra sommeren 2018 og til sommeren 2020, altså en 2-årig periode, så er der givet 94 afslag, hvor ansøgeren var udelukket på grund af kriminalitet. Indfødsretsudvalget fik også en orientering om det her tilbage i august. I 83 af de sager ville den pågældende ikke have været udelukket efter de tidligere regler. Det vil sige, at de skærpelser, som vi aftalte i sommeren 2018, har medført, at de her 83 personer har fået afslag på deres ansøgning på grund af kriminalitet. Det synes jeg godt vi kan være tilfredse med, fordi ens handlinger selvfølgelig skal have konsekvenser, men der skal også være den rette balance mellem overtrædelsen af loven og de konsekvenser, det får.
Hvis vi udelukker alle, der har fået ubetinget og betinget fængselsstraf, permanent fra at få dansk statsborgerskab, vil vi også udelukke den person, der f.eks. som ung er blevet idømt en kort betinget fængselsstraf. Det kunne f.eks. være en person, der som 22-årig er idømt 14 dages betinget fængsel for graffitimaling på et tog. I sådan et tilfælde vil vedkommende efter det her beslutningsforslag også langt senere i livet, altså som 40- eller 50- eller 80-årig være udelukket fra dansk statsborgerskab. Så jeg mener, det er et spørgsmål om balance, hvor vi både bør tage højde for, hvilke forbrydelser der er tale om, og så den idømte straf.
Men jeg er som sagt helt enig med Det Konservative Folkeparti i, at det er en gave at blive dansk statsborger, og at vi skal stille høje krav til dem, der ønsker at blive danske statsborgere, men jeg er ikke enig i, at den rette balance er fundet i det her beslutningsforslag. Derfor kan vi fra regeringens side ikke støtte forslaget.
Som jeg også har sagt før – gentagne gange – i dag ved behandlingen af tidligere forslag, regner jeg med i løbet af december måned at indkalde alle Folketingets partier til forhandlinger om et nyt indfødsretscirkulære, hvor vi justerer de eksisterende regler. Det regner vi med at kunne komme i gang med de egentlige forhandlinger om på den anden side af nytår. I den forbindelse vil vi selvfølgelig også få lejlighed til at diskutere det her forslag, men jeg vil også gerne sige, at vores udgangspunkt er, at vi skal finde den rette balance, og jeg er lidt nervøs ved, at det her beslutningsforslag ikke har fundet den rette balance.