Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 123:

Forslag til folketingsbeslutning om ret til ambulant behandling for voldsudsatte og deres børn.

Af Sikandar Siddique (UFG), Uffe Elbæk (UFG) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 22.01.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er social- og ældreministeren.

Tak for ordet, formand. Med beslutningsforslaget her ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som sikrer ret til ambulant behandling for voldsudsatte og deres børn. Jeg er glad for at kunne konstatere, at der er en bred optagethed af voldsområdet på tværs af partierne her i Folketinget. Det er et område, som vi i regeringen er helt enig i skal have en høj prioritet, og som vi derfor også allerede i vores første finanslov gav et markant løft. Jeg husker en avisoverskrift, der ligefrem kaldte det et historisk løft, tror jeg.

Vold giver voldsomme ar på krop og sjæl, vold, både den psykiske og den fysiske, er nedbrydende for et menneske og måske særlig, når den foregår der, hvor man burde være allermest tryg, nemlig i sit hjem, og når voldsudøveren er den, man burde kunne være tryggest ved, nemlig ens partner. At vold er nedbrydende, gælder også for de børn, der overværer volden. I 2019 alene havde BørneTelefonen 2.276 samtaler med børn om vold, og det er ødelæggende også for de børn, og derfor kan og skal vi ikke som samfund acceptere vold.

Er man fanget i et voldeligt forhold, skal der være hjælp at hente, også uden man er nødt til at flytte på krisecenter. Derfor er det vigtigt, at der er ambulant behandling og rådgivning til voldsudsatte og til voldsudøvere, så sidstnævnte kan få hjælp til at stoppe deres voldelige adfærd. Det kommer vi vil at drøfte senere, når vi her lige om lidt, senere på aftenen, skal behandle beslutningsforslag nr. B 124.

Regeringen har haft en klar ambition om at styrke de sociale tilbud til mennesker, som let kan blive overset, fordi de sjældent kan eller tør gøre opmærksom på sig selv. Vi ved, at noget af det, der følger med vold, social kontrol, psykisk vold, er, at man mister troen på sit eget værd som menneske, og derfor er det her ikke en gruppe, som typisk råber meget højt og kæmper for sig selv. Det gør bare, at ansvaret hviler så meget tungere på vores skuldre som politikere, og den ambition mener jeg også afspejles i det store løft af voldsområdet, som regeringen jo sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og også forslagsstillernes tidligere parti, Alternativet, sikrede med finansloven for 2020.

Med aftalen, der udover at sikre op imod 100 ekstra pladser på vores krisecentre, så der er en kapacitet og ikke en lukket dør for dem, der søger bort fra volden, anerkendte vi også vigtigheden af ambulant behandling, for vi afsatte 48 mio. kr. til styrket ambulant voldsrådgivning. En væsentlig del af det løft bestod i at sikre permanente midler til en række tilbud, for første gang i øvrigt, altså permanente midler til ambulant behandlingstilbud. Det var konkret Mødrehjælpens indsats »Ud af Voldens Skygge« og Danners indsats »Sig det til nogen«, som jo begge tilbyder ambulant behandling til voldsudsatte og til deres børn og pårørende. Støtten til »Dialog mod Vold« blev også permanentgjort. Det er jo alt sammen tilbud, som ellers fra pulje til pulje, fra gang til gang har måttet satse på, at der fortsat var finansiering og politisk opmærksomhed, når der blev forhandlet satspulje. Det var en uholdbar tilgang til vigtige tilbud, som jo skal kunne opretholde et højt fagligt niveau, og derfor er jeg også glad for, at vi med vores første finanslov sammen med finanslovspartierne sikrede ambulante tilbud som en fast og varig del af den indsats, vi kan tilbyde voldsudsatte.

Samtidig med de permanente midler til tilbuddene blev der også etableret en ansøgningspulje til udbredelse af flere ambulante tilbud, så endnu flere mennesker, der har vold inde på livet, kan få den hjælp, de har brug for. Den pulje blev udmøntet sådan, at Danners landsdækkende ambulante rådgivningstilbud til voldsudsatte kvinder »Sig det til nogen« og Projekt Q-Værks rådgivning og netværk for voldsudsatte kvinder »Vores Vej Ud« fik midler.

Med aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet fra 2021 til 2024 blev den tidlige forebyggende indsats imod vold i nære relationer yderligere styrket. Som en del af et samlet initiativ i den aftale skal der nu videreudvikles en tidligere afprøvet interventionsmodel, som forslagsstillerne også skriver en del om i et af beslutningsforslagene – jeg husker ikke lige i hvilket af dem. Det er en model, som er et samarbejde mellem rådgivningstilbud, kommunen og politiet, og som henvender sig til både voldsudsatte og voldsudøvere. Det, man så, da man først udviklede og afprøvede modellen – det var i forbindelse med en satspuljebevilling – var, at det lykkedes med den her model i forbindelse med politiets involvering ved vold i hjemmet at motivere de involverede til at indgå i rådgivningsforløb og få hjælp på et tidligere stadie, end hvad vi ellers typisk ser. Vold i hjemmet er jo desværre tit noget, der står på i alt, alt for lang tid. Nu har vi så afsat midler til at få udviklet den her model. Igen investerer vi i indsatsen til voldsudsatte og sikrer, at man også ad den vej kan få hjulpet flere til en tidlig og forebyggende ambulant rådgivning.

Ud over det forlængede vi som en central del af aftalen om reserven for 2021 til 2024 den nationale enhed »Lev Uden Vold« til midt i 2024. Det er jo en aktør, der spiller en helt central rolle på voldsområdet, det er en samlende enhed, som går på tværs af både målgrupper, voldsformer og tilbud. Enheden driver også den elektroniske oversigt over pladser på krisecentre, den nationale hotline, som både voldsudsatte, voldsudøvere og pårørende kan ringe til. De tilbyder derudover også juridisk rådgivning og har en central rolle i forhold til vidensindsamling om vold i nære relationer.

Vi deler fra regeringens side til fulde forslagsstillernes intentioner og ambitioner og ønsker om en ambitiøs indsats på voldsområdet, men alligevel kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger her. Forslagsstillerne peger ikke på en finansiering, og man må også sige, at det kommer en postgang for sent i forhold til finanslovsforhandlingerne, både den meget store aftale, vi sammen indgik om finansloven for 2020, og senest den aftale, vi lavede om reserven, før jul. Jeg tror, aftalerne kommer til at gøre en stor forskel, vi kommer til at følge implementeringen tæt og har altså løftet den ambulante indsats mere, end hvad jeg i hvert fald kan huske er sket hidtil i vores kære land her.

Men vi kommer til at følge det her område, og jeg vil gerne sige meget klart også fra talerstolen her i dag, at vi ikke er færdige, og jeg synes, at forslagsstillerne har fokus på nogle af de helt rigtige steder, når de tager fat i den ambulante hjælp, når de beskæftiger sig så meget med interventionsmodellen, som vi nu skal have videreudviklet, så vi kan få den styrket i forhold til de erfaringer, man gjorde sig sidst, og også – og det kommer vi så til i den senere debat – få styrket det fokus, der er på voldsudøverne. Så tak for opmærksomheden.

Jeg synes i al beskedenhed, vi i fællesskab indfriede ambitionerne, en god del af dem, i vores første fælles finanslov dengang, hvor Alternativet var med, men vil se meget frem til at arbejde med at løfte voldsområdet videre frem og jo gerne med så bredt et flertal i Folketinget som muligt.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Sikandar Siddique.

Tak til ministeren. Jeg kunne sagtens følge store dele af argumentationen i talen, som ministeren lige holdt, men ikke desto mindre ved vi jo bare, at selv om vi dengang afsatte nogle midler, så er det stadig væk ikke tilstrækkeligt, det er stadig ikke nok. Siden har vi jo med coronaen set – jeg tror, man kaldte det en pandemi i pandemien – at der er sket en stigning i vold i hjemmet, at flere børn bliver udsat osv. osv.

Giver det, at der har været den her krise, at der er skabt den her nye situation, som ngo'er og andre organisationer også råber op om, nemlig at der er en pandemi i pandemien, ikke anledning til, at vi skal gøre langt mere end det, vi er blevet enige om i den tidligere aftale? Hvad tænker ministeren om det? Det, der har bekymret mig, når jeg har fulgt debatten på det her område, er, at vi altså er i en anden situation, end da vi lavede aftalen. Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Spørgeren har jo meget ret i, at coronapandemien på mange måder fungerede som et forstørrelsesglas på vores samfund, både med hensyn til de ting, der fungerer godt i vores samfundsmodel, hvor vi løfter i flok og har nogle stærke institutioner, men jo også med hensyn til nogle af de problemer, der er.

Hvis det ikke var den første politiske aftale, der blev lavet på socialområdet under coronaen, så var det i hvert fald en af de første to-tre aftaler, og formålet var netop at sørge for at få etableret nogle flere pladser på krisecentrene, fordi vi hørte om en øget søgning til krisecentrene lige ovenpå nedlukningen af landet. Og det er jo ikke kun noget, der er sket i Danmark. Jeg har haft lejlighed til at drøfte det med en europæisk kollega og også en ambassadør fra en anden verdensdel, og det her med øgede konflikter og øget vold i hjemmene er jo noget, der følger med kriser, også når vi befinder os i en krise som den her, hvor der sker en nedlukning. Det bekræfter jo bare, hvorfor det her er et område, hvor vi ikke er i mål, og hvor vi ikke må give slip, og hvor det, vi gør, er rigtig afgørende, og derfor indgik vi mere end én gang politiske aftaler, der skulle sikre, at der under coronakrisen var den kapacitet, der var behov for på krisecentrene.

Hr. Sikandar Siddique.

Så vil jeg gerne bruge mit sidste spørgsmål på at holde ministeren fast på og forhåbentlig få en lovning på det, ministeren siger, om, at man vil følge området, og at man vil følge udviklingen. Hvis det viser sig – hvilket man allerede kan se – at det stadig ikke er nok, at selv om man har sat historisk mange penge af, har området været så underprioriteret, at det simpelt hen ikke er nok, og at der inden for den her valgperiode er behov for yderligere midler, hører jeg så ministeren sige, at man så godt kunne finde på at gennemføre sådan et forslag eller et forslag, der sikrer, at vi sørger for, at der er ordentlig behandling, både ambulant behandling og alt sådan noget? Er det dét, jeg hører ministeren sige fra talerstolen?

Ministeren.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke stå og foregribe behandlingen af det næste beslutningsforslag, men jeg mener, at vi som samfund skal have ambitioner om at komme volden langt mere grundlæggende til livs, end vi gør i dag, og derfor er der faktisk også i regeringens udspil »Børnene Først« fokus på de børn, der vokser op i voldsramte hjem eller bliver fanget situationer, hvor der begås vold mod forældrene. Jeg vil meget gerne forpligte mig på, at det er noget, vi kommer til at have fokus på i alle de sammenhænge, hvor det giver mening. Det gør det i forhold til ambulant behandling og tilstrækkeligt med pladser på krisecentrene, og det gør det også, når vi diskuterer de mest udsatte børn, og hvordan vi hjælper dem i tide. Så ordføreren kan være helt sikker på, at det ikke er en dagsorden, jeg kommer til at give slip på.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så går vi i gang med ordførerrækken. Og ministeren tager lige en ekstra omgang rengøring heroppe på talerstolen.

Værsgo til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for at bringe noget op, som er væsentligt, som er vigtigt, og som er alvorligt. Jeg har brugt noget af min påskeferie på både at læse mails, messengerbeskeder og været på besøg – med afstand – hos kvinder, som har oplevet at leve tæt på vold og de bekymringer, som de har, når de lever i forhold, som er voldsomme, som er voldelige, og hvor også sådan noget som psykisk vold og økonomisk vold og social kontrol har været en del af deres hverdag. Og som ministeren også sagde, er det noget, som giver ar på krop og sjæl.

Det er måske også derfor, at forslagsstillerne har fremsat forslaget, nemlig at vi er nødt til at få talt om, hvad vi gør, og hvordan vi arbejder med det, og at vi, mener jeg, er nødt til at gøre op med, at det er tabuiseret, at det er noget, som er et samfundsproblem.

Derfor så synes jeg faktisk også, at det er væsentligt med de ting, som ministeren har sagt om de initiativer, der er lavet i samarbejde med finanslovspartierne: Det er altså en aftale, som i den grad satte spot på at lave seriøse initiativer, som hver dag kommer til at gøre en forskel. Socialdemokratiet har rigtig stor sympati for beslutningsforslaget, og derfor er vi jo glade for, at der også er afsat penge.

Er vi så i mål, når vi oplever, at kvinder og børn vokser op i en usikker hverdag, hvor de oplever at have volden tæt på? Og i forhold til kvinderne i de udsatte boligområder under coronakrisen, har vi talt om, at krisecentrene ikke har haft den samme tilgang, i hvert fald ikke i Østjylland, hvor jeg er kommet. Der har der været et fravær af kvinder med anden baggrund. Hvor er de så henne?

Derfor er vi simpelt hen nødt til at have en dialog om, hvordan vi får stoppet de forskellige voldsformer, og derfor anerkender jeg ønsket om at styrke den ambulante behandling. Men som ministeren også siger, kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, fordi der ikke er peget på en konkret finansiering. Men vi synes, at det er rigtig væsentligt og vigtigt, at vi får talt om det, at vi får italesat, at det er et problem, der ikke skal skubbes under gulvbrædderne. Det skal ud i lyset.

En sidste ting, jeg bare lige vil have lov til at fremhæve – og som jeg synes vi fælles kan være stolte af – er, at vi med det her politiforlig faktisk har fået italesat, at når betjente kommer ud til et voldsudsat hjem, så skal de lave underretninger til de sociale myndigheder og tage hånd om både børnene og de voksne, som oplever volden. Det synes jeg er utrolig stærkt og noget, som jeg tror på kommer til at gøre en stor forskel.

Så med de ord vil jeg bare sige, at vi ikke kan støtte forslaget, men vi har sympati for det.

Tak for det, og der er en kort bemærkning. Hr. Sikandar Siddique.

Tak til ordføreren. Altså, vi lægger jo op til, at det simpelt hen bliver en fast del af finansloven. Og i forhold til det håbede jeg også på, at når Socialdemokratiet giver udtryk for, at det her er vigtigt – hvilket jeg fuldstændig anerkender og tror på at alle herinde synes – så skal finansieringen ikke være det, som skiller os ad.

Jeg vil gerne lige høre ordføreren om noget, og når jeg tillader mig at spørge, er det jo, fordi statsministeren selv siger, at hun er børnenes statsminister. Og vi ved jo lige nu, at den hjælp, der er derude, ikke er tilstrækkelig. Der er simpelt hen voldsudsatte derude, der enten ikke når systemet eller ikke får tilstrækkelig hjælp.

Så vil jeg bare høre, om ordføreren kunne fortælle, hvad Socialdemokraterne selv tænker i forhold til de børn – og et barn er et barn for meget – og om Socialdemokratiet har nogle initiativer eller nogle forslag eller andet på vej, som skal sikre, at alle får hjælp. Det er simpelt hen et åbent spørgsmål til Socialdemokratiet: Har I noget på vej i pipelinen, så at sige?

Ordføreren.

Tusind tak for det. Og jeg synes faktisk, at forslagsstilleren har ramt noget meget skarpt her, nemlig det at tage hånd om børnene. Altså, det er også noget af det, som forslaget tager sit udgangspunkt i. Det er ikke kun de voksne, der oplever volden, men også deres børn. Og det er helt rigtigt, at vi har noget i pipelinen. Hvis man læser udspillet om at sætte børnene først, er der flere ting, der peger på, hvad man gør ved de børn, der oplever vold i hjemmet. Og en af de ting, jeg kan fremhæve, ud over det, ministeren har fremhævet, er, at man har peget på, at man arbejder med rettighedsskoler. Man arbejder på at udbrede, at børnene i Danmark ved, at man ikke må slå børn, og at det ikke er okay at opleve vold i et hjem. Det er simpelt hen ikke okay, at børn vokser op i et hjem med vold. Og vi ved, at modellen omkring børnetelefonen virker, men vi ved også, at der er rigtig mange børn, som faktisk ikke ved, at det ikke er okay, og at man ikke må slå, hverken mor eller børn. Det er fuldstændig præcist ramt, så tak for det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører er fra Venstre. Fru Maja Torp, værsgo.

Tak for det. Det er en stor dag for mig i dag, for det er faktisk første gang, jeg står her på talerstolen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at det er så vigtigt et punkt, som vi debatterer lige nu.

Partnervold og vold i de nære relationer er et alvorligt samfundsproblem, som vi ikke kan vende det blinde øje til. Det har store konsekvenser for trivslen, for trygheden og den generelle sundhed, både for den, der bliver udsat for volden, og for de børn, som vokser op i voldsramte familier.

Desværre er alt for mange både kvinder og mænd den dag i dag stadig væk udsat for såkaldt partnervold. Og især her med coronakrisen har vi jo set, hvordan det ikke for alle er lykken at være hjemme i familiens skød: Nedlukningen har medført et øget pres på familierne, og det har haft betydning for, at volden er eskaleret, og vi har bl.a. set, at flere kvinder end sædvanlig søger mod krisecentrene.

I Venstre vil vi ikke se passivt til, når mennesker i Danmark udsættes for vold eller trusler om vold. At blive udsat for vold er både ydmygende, og det belaster selvværdet. Vold er ikke bare en fysisk eller en psykisk handling. Det er intimiderende, det er undertrykkende, og det er nedbrydende.

Volden er med andre ord ødelæggende for den person, der er udsat for det, og for den familie og de børn, som oplever det på nærmeste hold. I Venstre er vi dermed i udgangspunktet enige med forslagsstillerne i, at der kan gøres mere på det her område. Det er væsentligt at sikre, at både kvinder og mænd, der har været udsat for vold, trusler og tilsvarende kriser i nære relationer, hurtigt får den hjælp, som de har behov for.

Ifølge forslagsstillerne skal finansieringen udgøre en fast bevilling på finansloven fra næste år, og til det må vi sige i Venstre, at vi endnu ikke har prioriteret, hvad det er, vi mener der skal prioriteres på finansloven for næste år. Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange områder i de her tider, både inden for det offentlige og det private, som i den grad er pressede. Og derfor er det også i den forbindelse endnu mere vigtigt, at vi får peget på, hvor det er, pengene skal komme fra. For ellers risikerer vi jo, at det går ud over vores alle sammens velfærd, der så ender med at blive forringet.

Her til sidst skal jeg lige huske at hilse fra De Konservative og sige, at de ligesom os ikke kan stemme for forslaget på grund af den manglende finansieringsanvisning.

I Venstre ser vi frem til udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique.

Først og fremmest vil jeg sige et kæmpestort tillykke. Det må være en fantastisk oplevelse og følelse. Jeg kan selv huske det, det var vildt første gang at stå deroppe på talerstolen. Så et kæmpestort tillykke til ordføreren.

Så vil jeg sige, som jeg også sagde til den socialdemokratiske ordfører, at jeg synes, det er ærgerligt, når vi alle sammen konstaterer, at det her er så afgørende og så vigtigt, at finansieringen skal skille os ad. Det håber jeg og er sikker på, at vi kan finde en løsning på, så vi kan hjælpe hver evig eneste barn derude, der oplever det her, for ét barn er et barn for meget.

Ligesom jeg spurgte Socialdemokraterne – og jeg ved, at det er første gang for ordføreren (Maja Torp (V): Det er helt okay) – vil jeg bare spørge: Har Venstre tiltag, initiativer eller forslag på vej i pipelinen, som skal hjælpe med at bekæmpe det her problem med voldsudsatte både kvinder, mænd og børn, men det er jo især kvinder og børnene i familien, der er udsatte? Har Venstre nogen planer, initiativer eller forslag på vej?

Ordføreren.

Tak. Det, vi synes i Venstre er vigtigt, er, at vi får kigget helhedsorienteret på området, og at vi ikke bare får lagt os fast på nogle nålestiksindsatser, så vi binder nogle midler i forvejen, men at vi får kigget hele vejen rundt på området. Er der nogle synergier, som vi kan støtte op om? Er der nogle eksisterende tilbud, som måske kan tage endnu flere opgaver på sig, som kan understøtte det her område? Men, altså, at vi får den her debat, hvor vi går hele vejen omkring og kigger på, hvad vi allerede har på området af eksisterende tilbud og indsatser, og hvor det er, vi mangler noget. Hvor kunne der være noget, som vi kunne udnytte på en bedre måde?

Men det er helt klart et område, som vi også i Venstre synes er enormt vigtigt. Der er ikke nogen, der skal leve med vold i de nære relationer – der burde ikke være nogen overhovedet. Det er der desværre, og vi er nødt til at få kigget på, om vi også kan forebygge noget mere.

Hr. Sikandar Siddique.

Jamen så vil jeg bare sige, at jeg selvfølgelig er glad for det fokus, Venstre har på forslaget. Og som jeg også sagde til Socialdemokraterne, vil Frie Grønne følge det her meget nøje og meget tæt, og vi vil fremsætte forslag, der skal bekæmpe vold i hjemmet igen og igen og igen. Så lad os give hinanden et håndslag på, at hvis ikke midlerne rækker – som vi jo i virkeligheden allerede nu ved de ikke gør – og vi ser, at udviklingen ikke går, som den skal, og at vi ikke får bugt med de tal, så vil Venstre støtte op om Frie Grønnes forslag, så vi kan bekæmpe vold i hjemmet og sikre kvinder og børn og alle dem, der bliver udsat for vold.

Ordføreren.

Vi vil helt klart støtte op om at have et fokus på området, og så må vi kigge på, om vi kan gøre noget af det, som vi gør i dag, endnu bedre. Kan vi også gøre noget ved måske noget omfordeling eller på andre måder sætte noget fokus på det? Kan vi finde midler til det, støtter vi gerne op om det, men vi synes, at der er rigtig, rigtig meget, der skal prioriteres lige nu, og vi er nødt til at få et overblik, inden vi sætter midler af på forhånd og binder os på nogle faste bevillinger langt ud i fremtiden.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tillykke til ordføreren med den første tale herfra. Og så bliver der simpelt hen sprittet af, uden at formanden behøver at opfordre til det. Det er fornemt.

Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, og det er fru Mette Hjermind Dencker.

Tak for det. Og et kæmpestort tillykke til Venstres ordfører med hendes veloverståede jomfrutale i det danske Folketing. Det er en stor dag – eller rettere aften, må vi jo sige. Min gode kollega Karina Adsbøl ligger desværre syg med corona, som I nok har kunnet se i pressen, så jeg er på som ordfører her i dag på de næste to punkter på vegne af hende.

Dette forslag omhandler ret til ambulant behandling for voldsudsatte og deres børn. Alle former for vold er fuldstændig uacceptabelt, uanset hvem der begår den. Det skønnes, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd i Danmark har været udsat for partnervold. Kvinder med ikkevestlig oprindelse er væsentligt overrepræsenteret på kvindekrisecentrene. Her begrænser forældede kønsroller og parallelle retsopfattelser den enkeltes rettigheder og frihed.

Folketinget har sikret midler til RED Safehouse, der driver to sikre og skjulte opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter, som tager afsæt i eksempelvis negativ social kontrol, æresrelateret vold, tvangsægteskab eller trusler herom. Hvor vold imod kvinder har ligget nogenlunde på samme niveau, har man set en stigning i vold imod mænd. Når der er vold i en familie, kan det ikke undgås, at det rammer flere, herunder de børn, som lever med vold i familien. De børn skal have hjælp, uanset om de møder op sammen med mor på et kvindekrisecenter eller sammen med far på et mandekrisecenter.

Vi har tidligere haft en større debat, da regeringen fremsatte et lovforslag, der skulle give kvinder ret til 10 timers psykologhjælp, men hvor man ikke havde mændene med i lovforslaget. Det var til behandling den 7. maj 2020, og det kan konstateres, at Frie Grønne ikke deltog i debatten eller i udvalgsbehandlingen. Vi var nogle partier, der kæmpede for at inkludere mænd og deres børn i lovforslaget, men det lykkedes ikke. Men det lykkedes at få en forsøgsordning igennem i aftalen om reserven. Der skal ikke være forskel på, hvilken hjælp man kan få, på baggrund af køn. I dag står der dette i servicelovens § 109:

»Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.«

Men hvorfor ikke udvide den paragraf til også at inkludere mænd? Det handler om vold, og det handler om, at man skal have hjælp, uanset hvem man er, hvis man er udsat for vold.

Der står i forslaget:

»Behandlingsmålet skal samtidig justeres hver andet år på baggrund af behovet for hjælp. Det forventes, at ambulante tilbud til årligt 3.000 personer og medfølgende børn vil lette efterspørgslen på kvindekrisecentre, der i dag afviser op mod 3.000 henvendelser årligt på grund af pladsmangel ... De ambulante tilbud vil også nå ud til de mange tusinder af kvinder, der i dag ingen hjælp modtager til at komme væk fra volden med deres børn. De får dermed muligheden for et (familie-)liv uden vold og aflastes, og de psykiske men, vold kan medføre, afhjælpes.«

Siden 2018 er der afsat midler til flere pladser, både på kvindekrisecentrene og på mandekrisecentrene. Der er også afsat midler til ambulant rådgivning og til en styrket ambulant voldsrådgivning. En væsentlig del af midlerne går til at videreføre og permanentgøre driftsstøtten til en række eksisterende ambulante tilbud. Det er selvfølgelig vigtigt altid at holde fokus på, om indsatserne, der bliver ydet, er gode nok, eller om området har behov for yderligere. Jeg tænker, at når handlingsplanen, som er finansieret med tidligere satspuljemidler, udløber i 2022, giver det god mening at få samlet op på det i aftalekredsen.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det ordføreren fra Det Radikale Venstre. Fru Kathrine Olldag, værsgo.

Tak for det. Vi er naturligvis også superglade for, at vi i 2020-finansloven har taget initiativ til en række ambulante foranstaltninger for ofre for vold. Vi er også rigtig glade for, som DF's ordfører også lige har fremhævet, en række foranstaltninger og initiativer mod æresrelateret vold, mod social kontrol og deslige, men det er også vigtigt for mig at fremhæve, når jeg står her i dag, at de her tilfælde af vold, der udøves, også udøves i ekstremt normale familier og i akademikerfamilier og også i andre familier. Mange af os, der sidder i Folketinget, har været udsat for enten social kontrol, social vold, psykisk vold, finansiel vold eller fysisk vold. Jeg har selv et ar i baghovedet efter en omgang, så for mig er det her et ekstremt vigtigt område.

Man tænker ikke nødvendigvis, at man er en del af en statistik, men lige pludselig oplever man som veluddannet kvinde, at man faktisk på ingen måde er beskyttet mod de her tendenser. Vi oplever også, både samfundsmæssigt set ude i kommunerne og selvfølgelig også herindefra, at det kan være enormt svært at nå både ofrene og dem, der udøver volden. For begges vedkommende er det faktisk rigtig, rigtig svært at erkende, at man er en del af det, uanset om man er den, der udøver, eller er den, der har været udsat for det. For det er jo altid bare en undtagelse eller noget, der skete, eller et uheld, eller at man gik ind i en dør, eller at man faldt ned ad trappen, eller hvad det nu kan være, man kommer med af undskyldninger for ligesom at komme ud over det, så man ikke selv har været en del af det her.

Derfor er det super vigtigt for os her i Radikale Venstre at sige – og jeg er også glad for, at jeg fik lov til at være vikar i dag og springe til for Henrik Vinther, som ikke kunne være med – at vi naturligvis er ekstremt glade for de tiltag, som vi var en del af i finansloven i 2020. Og vi forventer også, at vi kommer til at være med i de næste initiativer, for som forslagsstillerne siger, er det jo ikke nok, og det vil aldrig være nok, for der vil altid være nogle, vi ikke når. Der vil altid være af en eller anden akademikersnude, der tror, at hun er uden for statistikkerne, eller en voldsudøver, som ikke selv forstår, at det, vedkommende gør, er vold. Derfor vil det aldrig være nok.

Så tak for forslaget. Men vi mangler også det der med at få det rent parlamentarisk tænkt ind i en finansieringssammenhæng, og derfor ser vi rigtig meget frem til, at Frie Grønne også bliver en aktiv del af finanslovsforhandlingerne i næste runde. Vi regner i hvert fald med, at vi fra Radikale Venstres side kommer til at sætte det her på vores kortliste til finanslovsforhandlingerne i næste runde. Så tusind tak for et rigtig godt forslag.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først hr. Sikandar Siddique.

Ordføreren kan være hundrede procent sikker på, at hvis Frie Grønne bliver inviteret med til finanslovsforhandlingerne, kommer vi gerne, og så vil vi tage ansvar sammen med alle de andre partier, men nu må vi se, om vi får invitationen.

Så vil jeg bare her afslutningsvis sige tak for den meget nuancerede tilgang til forslaget. Med hensyn til det her med vold mod kvinder påpeger man, at det ikke er en særlig gruppe af kvinder, der bliver udsat for det, men at det er minoritetskvinder, det er etnisk danske kvinder, det er højtuddannede kvinder, og at vi faktisk har store problemer med, at højtuddannede kvinder og dem med tæt tilknytning til arbejdsmarkedet ikke henvender sig, ikke benytter sig af de her tilbud. Så tusind tak for den nuancerede tilgang. Og så vil jeg bare endnu en gang opfordre til, at nu følger vi udviklingen. Lige om lidt bliver der åbnet op, og så ser vi, hvordan det går, og hvis det viser sig, at der er behov for yderligere, håber jeg, at Radikale Venstre vil være sammen med Frie Grønne om at finde yderligere midler, f.eks. ved næste finanslov, til at sørge for, at vi sammen kan løse den her udfordring. Så tusind tak.

Ordføreren.

Hvis Frie Grønne oplever, at Frie Grønne ikke inviteres til finanslovsforhandlingerne, så er I meget velkomne til at aflevere jeres idéer. Vi skal nok lade være med at stjæle dem, vi skal nok sige, hvem de kommer fra, men så kan vi hvert fald tage dem med til forhandlingsbordet.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning fra fru Camilla Fabricius.

Jeg vil bare takke ordføreren for at være så præcis om, at vi skal huske at italesætte, at vold sker i alle samfundslag, og at den måde, man oplever det på, også ofte sker retrospektivt – altså at det først er, når man kommer ud af det, at man oplever, hvor voldsomt det egentlig var. Det handler netop om social kontrol bredt set. Det handler om økonomisk vold og kontrol, og det handler også om den fysiske vold, og det synes jeg ordføreren var rigtig præcis om. Jeg håber, at vi i anden anledning kan drøfte det her endnu mere. Så tusind tak.

Ordføreren.

Velbekomme. Jeg er nemlig meget, meget overbevist om, at de skyggetal, vi ser på det her område, er enorme. Vi har jo kun statistikker for de ting, der rent faktisk enten når frem til skadestuen eller er egentlige anmeldelser.

Det er også et område, jeg ikke personligt ved specielt meget om, fordi jeg jo ikke normalt er ordfører på området, men jeg vil glæde mig rigtig meget til at følge med i, hvordan de tiltag, vi har taget i 2020, egentlig virker, fordi det er noget, jeg personligt går vældig meget op i.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til den radikale ordfører. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, fru Pernille Skipper.

Tak for det. Jeg vil starte med at skynde mig at hilse fra SF's ordfører, som desværre ikke kunne, eller hun kunne godt være til stede i Folketingssalen, men sidder lige her i formandsstolen. Så der var andre opgaver at passe. Men både SF og Enhedslisten har været med i de finanslovsaftaler, som flere har talt om her fra talerstolen. Jeg vil nødig lave den samme remse af gode initiativer, men jeg vil heller ikke være bleg for at indrømme, at det er et af de punkter, som jeg er rigtig, rigtig stolt af at vi sammen har løftet i de to forgangne finanslove. Det gælder både at få sikret, at vi fik mange flere pladser på krisecentrene, men jo også at vi fik permanentgjort nogle bevillinger til ambulant behandling af både voldsramte og voldsudøvere. Nu skal jeg passe på, at jeg ikke får byttet rundt på forslagene.

Det betyder faktisk rigtig meget for det område. Jeg tror altså godt, vi kan bryste os af, at vi har taget nogle også meget store skridt, som ikke er set inden for de sidste mange år, på voldsområdet for at sikre noget, som selvfølgelig burde være fuldstændig basalt, nemlig at der er adgang til en krisecenterplads. Når man pakker sin taske og kommer af sted, skal man ikke møde en lukket dør. Så skal man møde åbne arme. Alt for mange har ikke andre steder at tage hen og ender derfor derhjemme igen, hvis de bliver afvist på krisecentrene. Samtidig skal vi selvfølgelig sikre behandling, psykologhjælp, også til børnene, og i det hele taget tage hånd om de mennesker, som er ramt af vold i hjemmet.

Så er der flere, der også har været inde på, og det vil jeg også gerne understrege, at vi ser en stigning i problemerne i hjem. Udsatte hjem rammes hårdere af kriser, som vi oplever lige nu. Coronakrisen er på mange måder også en social krise. Det gælder både, at nogle af de mest udsatte kommuner er dem, der er hårdest ramt af restriktioner lige nu. Det er dermed også nogle af de mest udsatte børn, der ikke kan få lov til at komme tilbage i skole. Det er de familier, som er udsat økonomisk og socialt, men også dem, som har misbrug eller vold i hjemmet. Det er klart, at vi skal have en ekstra opmærksomhed på det i de her tider. Vi skal have en ekstra opsøgende indsats, og der skal være både plads og hjælp til dem, når de henvender sig.

Jeg er også enig med mange ordførere, som har nævnt, at noget af det, der er det sværeste her, er at sikre, at folk rent faktisk rækker ud efter hjælp. Det er der for mange som stadig væk ikke gør. Skyggetallene er for høje.

Så vil jeg også gerne understrege, at når vi taler om vold i hjemmet, så er det stadig væk i rigtig høj grad en kønnet problematik, som rammer kvinder. Det betyder ikke, at der ikke også er mænd, der udsættes for vold i hjemmet, men det er i høj grad en kønnet problematik, og vi bliver også nødt til at behandle den som sådan.

Jeg kunne godt bruge lang tid på at prale noget mere af det, vi har gjort, men jeg vil sådan set sige til forslagsstillerne, at jeg medgiver, at målet skal være en ret i serviceloven. Vi er ikke sikre på, at den nødvendigvis er der, bare fordi man får det indskrevet i serviceloven. Retten til en krisecenterplads er sådan set skrevet i serviceloven i dag. Det betyder ikke, at pladserne er der. Så vi skal også finde pengene til det. Er der så et generelt behov for en opnormering? Ja, det er der formentlig, også mere end det, vi allerede har lavet, og det må vi så arbejde videre på sammen.

Men på grund af den manglende finansiering kan vi ikke stemme for forslaget. Men det betyder ikke, at vi ikke er enige i intentionen, og jeg vil såmænd give alle de tidligere partier – Radikale, Socialdemokraterne – som både har pralet og lovet, at vi ikke er færdige, ret. Jeg tror også, jeg er ret sikker på, at jeg kan tale på vegne af SF og sige, at de også gerne vil både prale, men også indrømme, at de ikke er helt færdige.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique.

Når jeg går på talerstolen her i Folketingssalen, kan bølgerne gå rigtig højt. Tit ender det i ophedede debatter. Derfor har jeg altid haft det rigtig svært med lige præcis debatter på ligestillingsområdet eller om det her med at bekæmpe kvindevold. For alle er jo enige. Når jeg kommer ned i Folketingssalen, er alle enige med mig: Det er rigtigt, Sikandar, intentionerne er gode. Vi gør noget, og vi skal gøre mere. Men ...

Jeg vil sige, at jeg havde håbet på, at Enhedslisten i hvert fald havde sagt: Vi finder finansieringen, selvfølgelig gør vi det, for det her skal vi bare have løst.

Men hvorom alting er: Tak for indlægget. Jeg husker indlægget, og så ser jeg frem til finanslovsforhandlingerne og håber på, at vi sammen kan løse den udfordring, der jo stadig er. For der er stadig mangel på hjælp derude, både på krisecenterpladser og på ambulant behandling, og ja, vi skal have skrevet det ind i serviceloven. Så jeg glæder mig til at se Enhedslisten sammen med Frie Grønne kæmpe for det her. Tak for det.

Ordføreren.

Jeg kan såmænd godt forstå frustrationen, hr. Sikandar Siddique. Det kan jeg godt. Jeg kan heller ikke fuldstændig afvise, at jeg har prøvet at sidde med et beslutningsforslag, jeg syntes var knaldhamrende godt, og så få at vide, at det ikke gik, fordi der ikke var penge til det. Men det er jo rigtigt. Vi bliver nødt til at finansiere ting, før vi gør det.

Derfor tror jeg, man skal tage de stik hjem, man nu engang får. Der er faktisk forholdsvis stor opbakning til det her forslag i Folketingssalen lige nu, også det, der kan tælle mere end 90 mandater, og så er det jo den parlamentariske kunst ikke kun at fremstille beslutningsforslaget, men rent faktisk også at få det driblet hele vejen igennem, f.eks. i en finanslovsforhandling, eller at finde en finansieringskilde, som også et flertal kan stille sig bag.

Hr. Sikandar Siddique.

Ja, det var også det, jeg gjorde i sidste folketingsår, da jeg foreslog politienheder, som skulle bekæmpe den her kvindevold. Så kunne jeg så desværre ikke komme med i politiforliget – igen, igen fordi jeg ikke blev inviteret med.

Men tak for inputtet. Det husker vi, og når der er finanslovsforhandlinger næste gang, kommer Frie Grønne til at henvende sig til Enhedslisten med forslaget og med et forslag til finansiering, som vi regner med at Enhedslisten så får kørt igennem som støtteparti til regeringen.

Ordføreren.

Der er få ting, som man bare kører igennem som støtteparti til den her regering, selv på voldsområdet, vil jeg sige. Men tak for det. Så glæder jeg mig selvfølgelig også til, at vi får alle de formaliteter på plads, som skal sikre, at Frie Grønne bliver et parti, der indgår i forhandlingerne og deltager ved forhandlingsbordene.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Nu er vi faktisk igennem de ordførere, der er til stede i salen, bortset fra ordføreren for forslagsstillerne, hr. Sikandar Siddique, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for ordet. Herhjemme i Danmark er der hvert år 38.000 kvinder og 19.000 mænd, der udsættes for fysisk vold i nære relationer, mens dobbelt så mange udsættes for psykisk vold. Hertil kommer alle børnene, for vold i hjemmet har konsekvenser for hele familien. Jeg kan ikke i min levende fantasi forestille mig andet end, at vi alle sammen her i dag kan blive enige om, at det er alt, alt for meget – og det blev vi jo under debatten.

Ingen borgere i Danmark skal leve med vold eller have volden tæt inde på livet, hverken i hjemmet eller andre steder – længere er den ikke, i hvert fald ikke hvis det står til os i Frie Grønne. Derfor har vi som politikere en meget vigtig og langsigtet opgave foran os. Vi skal knække kurven og stoppe volden. Men udfordringerne er store og har det sidste års tid også været stigende, for den globale pandemi har efterladt mørke spor. Selv med de mørketal, der altid følger, når volden skal opgøres i statistikker og i tal, er eksperterne enige om, at volden er øget under pandemien.

På det nyligt overståede FN-topmøde CSW65 var vold mod kvinder en af topprioriteterne, og man anerkendte i det internationale samfund også problemernes omfang og kom til den erkendelse, at vi er langt fra mål i forhold til at stoppe vold mod kvinder. Den samme erkendelse bør vi have i Danmark. Fra politisk hold har vi gjort klogt i at øge bevillingerne og indsatserne til området de sidste par år, men vi er altså ikke i mål. Og netop den erkendelse er utrolig vigtig at holde fast i, for vi får stadig ikke hjulpet alle dem, der har brug for hjælp i Danmark. I Danners årsrapport for 2020 fremgår det f.eks., at de har måttet afvise 85 pct. af alle henvendelser på grund af pladsmangel. Helt generelt gælder også, at der er for lang ventetid både til krisecentrene og til de ambulante tilbud. Der er brug for større geografisk dækning, og der er i den grad brug for flere og mere differentierede tilbud, hvis vi skal nå alle de grupper, der har brug for hjælp. Sagt med andre ord er vores nuværende system ikke nok, og rent politisk svigter vi for mange, og det er og bliver vores opgave som folkevalgte politikere at sikre en bedre ramme og mere stabile vilkår for vores voldsudsatte borgere.

Derfor foreslår Frie Grønne, at ret til ambulant behandling for voksne og deres medfølgende børn, som har været udsat for vold, trusler om vold eller en tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold, skrives ind i serviceloven. Det vil bidrage til en mere lige adgang til behandling, vi vil nå ud til flere for at stoppe volden, vi vil kunne sikre hurtigere hjælp til dem, der allerede har bedt om det, og vi vil nå ud til grupper, vi ikke når ud til i dag. Der er i den grad brug for permanente løsninger, hvis vi ønsker at få bugt med volden, og i Frie Grønne mener vi, at et første step er at få skrevet retten til ambulant behandling ind i serviceloven.

Corona eller ej skal alle vores voldsudsatte have ret til hjælp. Vi skal kunne tilbyde varierede og permanente tilbud, så der er noget for alle. For vi mennesker er ikke ens, heldigvis; vi har forskellige behov, og det gælder selvfølgelig også for de voldsudsatte borgere. Jeg håber – jeg håber – at vi kan komme frem til enighed her i dag, i forhold til at vi sætter ind og får hjulpet alle vores voldsramte borgere, der har brug for det. I dag, i morgen, når vi genåbner, og når næste krise rammer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.