Det næste punkt på dagsordenen er:

21) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 139:

Forslag til folketingsbeslutning om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne (borgerforslag).

Af Leif Lahn Jensen (S), Peter Skaarup (DF), Andreas Steenberg (RV), Karsten Hønge (SF), Peder Hvelplund (EL), Mai Mercado (KF), Peter Seier Christensen (NB), Ole Birk Olesen (LA), Torsten Gejl (ALT), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Lars Løkke Rasmussen (UFG) og Susanne Zimmer (UFG).

(Fremsættelse 02.02.2021).

Dette beslutningsforslag er udsprunget af et borgerforslag. Jeg ved, at der er stor interesse for behandlingen af dette borgerforslag. På nuværende tidspunkt har Folketinget ikke mulighed for undertekstning, og det har desværre ikke kunnet lade sig gøre at få forhandlingen tegnsprogstolket.

Vi vil derfor undtagelsesvis prioritere referatet af førstebehandlingen af B 139 foran andre referater, så referatet er klar senest den 5. maj 2021. Referatet vil løbende blive lagt på www.ft.dk [og vil også fremgå af www.folketingstidende.dk].

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er social- og ældreministeren. Værsgo.

Tak for det. Så kan vi måske alle sammen øve os i at tale langsomt nok, til at de, der skal tekste, kan få lidt nemmere ved arbejdet, end når man japper af sted. Det havde selvfølgelig været fint med simultantolkning, men jeg vil da gerne kvittere for, at Folketinget har haft de overvejelser i forhold til det her forslag, og jeg oplever også et meget stort engagement omkring både borgerforslaget og emnet og ser også nogle kendte ansigter på tilhørerrækkerne.

Det her er jo et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Jeg vil gerne starte med at takke #enmillionstemmer for at sætte fokus på området. Jeg har haft lejlighed til at drøfte forslaget med dem, jeg har mine noter fra det møde med, og nu ligger de nede på min plads, men jeg husker ganske meget af vores gode snakke, og jeg sætter pris på og er imponeret over det kæmpestore engagement, der er på området her. Det er vigtigt for det enkelte menneske med handicap, for den enkelte familie og for handicapområdet som helhed, at der er fællesskaber og bevægelser som deres, som taler de menneskers sag, som selv har en svag stemme. Vi er utrolig glade for hele den handicapbevægelse, vi har i Danmark, og det tætte samarbejde med organisationerne på området.

Her indledningsvis vil jeg sige, at regeringen er enig i intentionen bag forslaget. Vi skal styrke området, og vi skal sikre, at børn, unge og voksne med et handicap får den rette hjælp og støtte fra start. Regeringen mener dog ikke, at en opgaveflytning vil løse de reelle udfordringer på området. Der er risiko for, populært sagt, at aben bare flytter med. En flytning af opgaverne kan også betyde, at indsatserne bliver mindre helhedsorienterede og sammentænkte med øvrige lokale velfærdsindsatser i kommunerne. Det er et bærende princip for socialområdet, at vi som samfund skal møde borgernes sociale behov i tæt sammenhæng med borgernes øvrige behov, f.eks. i forhold til beskæftigelse, skolegang, fritidsliv osv. En opgaveflytning og en adskillelse af visitationskompetencen og finansieringsansvaret vil herudover bryde med princippet om, at den kommune, der betaler ydelserne til en borger efter serviceloven, som udgangspunkt også skal være den, der træffer afgørelserne – et princip, som bidrager til styring på området, så vi sikrer, at de samlede midler på socialområdet bliver anvendt bedst muligt til hjælp for vores mest sårbare borgere.

Det er et langt, sejt træk at styrke det specialiserede socialområde, det gøres ikke med nogen hurtige snuptag eller fingerknips. Nye løsninger og ændringer skal derfor være grundige og gennemtænkte, og jeg tror på, at vi kan lykkes med det. En forudsætning for at indrette området klogt er, at vi har tilstrækkelig viden. Desværre ved vi og har gennem ganske, ganske mange år vidst for lidt om området her. Derfor har den nuværende regering med støtte fra Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet igangsat en ambitiøs og omfattende evaluering af det specialiserede socialområde. Evalueringen skal bl.a. afdække de tilbud, der findes på området, de forskellige målgrupper og deres behov, samt hvordan det specialiserede område er opbygget. Med evalueringen får vi også afdækket og analyseret den nuværende opgavefordeling, finansieringsstrukturen og de økonomiske incitamenter, den nuværende visitation, de eksisterende specialiseringsmekanismer og kvalitet på det specialiserede socialområde. Evalueringen skal bidrage til, at vi får den nødvendige og grundige viden, som kan danne grundlag for, at vi indretter området, så borgerne får den bedst mulige hjælp og støtte til at leve et godt liv.

Organisationer som f.eks. Danske Handicaporganisationer og Socialrådgiverforeningen og andre har også været ude at sige, at en flytning i sig selv jo ikke løser de udfordringer, der opleves på det specialiserede socialområde. Det handler i deres øjne om at styrke visitationen, vidensniveauet, økonomien, uanset hvilken myndighed der har ansvaret.

Ud over den formelle og store evaluering, som vi fra regeringens side har sat i gang, er der jo heldigvis også mange andre, der kommer med analyser og idéer til løsninger. Nu har jeg taget et katalog med her, nemlig et løsningskatalog fra #enmillionstemmer, og som I kan se, hvis man kan se det så tæt på [ministeren viser kataloget], er forsiden og i øvrigt de næste sider prydet med billeder af dem, det hele handler om. Det handler nemlig om borgere og deres pårørende, og derfor er jeg sådan set også både stolt og glad over, at den her regering sammen med forståelsespapirpartierne har sat sig i spidsen for arbejdet med at få evalueret det specialiserede socialområde så grundigt, som vi har.

For det handler om, at det enkelte menneske skal have den rigtige hjælp. Med afsæt i evalueringen vil regeringen se på, hvilke tiltag der kan støtte mennesker med handicap og de sårbare børn og voksne i vores samfund. Det skal være muligt at leve så normalt et liv som muligt, uanset bopæl.

Men i dag er det for mange en kamp at få den rigtige specialiserede hjælp. Det skyldes især VKO's kommunalreform, der ikke tog højde for bekymringen for afspecialisering. Kommunerne gør det så godt, de kan, men de har fået en svær opgave. Det skal vi rette op på, så det enkelte menneske fremover får tilbudt den rette hjælp af den rette kvalitet og med den rette specialisering.

Handicapområdet har været præget af satspuljens dårligdomme med knopskydninger i forskellige retninger. Jeg tror, at vi med evalueringen som vidensfundament kan sikre, at de væsentlige forandringer af området her bliver velfunderede. Vi skal som samfund kunne give den rette hjælp i rette tid, og den enkelte borger skal undervejs føle sig inddraget, hørt og forstået.

Jeg vil gerne slutte endnu en gang med at takke #enmillionstemmer for at have stillet borgerforslaget og givet os mulighed at drøfte den her vigtige sag i Folketinget i dag. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sende en stor og meget varm tak til alle de forskellige interessenter på området. Mange af jer sidder med i den følgegruppe, som er nedsat i forbindelse med evalueringen af det specialiserede socialområde, og herfra ved jeg, at I hver især ud fra jeres ståsted bidrager med jeres store viden og store erfaring på området og med input til mulige løsninger. Det skal I have en stor og varm tak for.

Afslutningsvis skal jeg sige, som jeg også indledningsvis antydede, at regeringen ikke kan bakke op om beslutningsforslaget. Som jeg også nævnte i starten af min tale, er vi stolte af, at den omfattende evaluering er blevet igangsat, og vi ser frem til med afsæt i evalueringens resultater at drøfte løsninger med Folketingets partier. Og med det vil jeg sige tak for ordet.

Tak for det. Der er en række spørgsmål. Først er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Mens vi venter på den her evaluering, bliver mennesker med handicap og deres familier stadig svigtet og får ikke den hjælp, de har behov for, og Mette og de andre bliver mødt med stopursmetoder, hvor kommunerne nærmest flytter ind, men ministerens løsning er at vente på en evaluering.

Hvad er baggrunden for, at ministeren ikke allerede nu vil sikre en række retssikkerhedsmæssige tiltag? Det drejer sig f.eks. om opsættende virkning, så man ikke kan få frataget sin hjælp – vi kan udvide paragrafferne; obligatorisk tro og love-erklæring ved genbevilling af hjælpemidler; en retssikkerhedsfond. Det er alle gode løsninger, som er blevet foreslået. Eller vil ministeren være med til at sige til kommunerne, at de altså skal efterleve deres egne sagsbehandlingsfrister? Eller vil ministeren gøre kommunerne bevidst om, at de simpelt hen ikke skal bruge de metoder, de anvender i øjeblikket? Alle de løsninger kan vi allerede sætte i værk nu. Det behøver vi ikke vente på en specialiseret evaluering for at gøre. Er det noget, ministeren vil være med til for at sikre, at mennesker med handicap og deres familier får den hjælp, de har behov for?

Ministeren.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkepartis ordfører for indlægget. Dansk Folkepartis ordfører er jo enormt engageret, også på det her område, og det vil jeg gerne kvittere for.

Nu var det måske i højere grad en opremsning af forskellige konkrete forslag, som Dansk Folkeparti igennem tiden også har stillet som beslutningsforslag, som ordføreren nævnte, snarere end det var en mere strukturel diskussion om, hvordan vi bedst sikrer et handicapområde, og hvor man har de rette kompetencer, den rette viden og de rette specialiserede tilbud, der svarer til de målgrupper, vi har. Det er jo den diskussion, vi har, når vi snakker om, hvordan vi sørger for at gøre op med den afspecialisering, som vi hører fra så mange aktører at man har oplevet siden den kommunalreform, der blev vedtaget med Dansk Folkepartis stemmer tilbage i 00'erne. Hvordan sikrer vi, at der er de tilbud, der modsvarer de målgrupper, vi har? Den viden, som man kunne synes var så grundlæggende, har vi jo faktisk ikke i dag, og derfor er det vigtigt, at vi får lavet den her store afdækning af det specialiserede socialområde.

Fru Karina Adsbøl.

Selvfølgelig er det vigtigt, at vi får afdækket det, men det udelukker ikke, at vi kan handle i mellemtiden. Nu venter vi på, at det her bliver færdigt, men der kan jo gå lang tid. Samtidig ser vi et svigt af mennesker med handicap og deres børn, og derfor har vi rigtignok stillet adskillige forslag her i Folketingssalen.

Jeg vil bare spørge ministeren: Hvad vil ministeren gøre for at sikre retssikkerheden? Altså, vi kan se i Ankestyrelsen, hvor mange der bliver hjemsendt, og hvor mange der får medhold. Vi kan se det svigt, der sker. Hvad vil ministeren gøre? Man vil heller ikke være med til at sikre, at man, når man bliver fejlbehandlet i socialsystemet, får en kompensation for ligesom at forebygge. Altså, man skal træffe den rette beslutning i første omgang.

Ministeren.

Tak for det. Ordføreren ved jo også fra vores mange diskussioner, at vi sådan set også har handlet løbende. Det helt store, når vi snakker den strukturelle opbygning, og hvordan vi sikrer, at vores velfærdssamfund kan levere den rigtige hjælp af den rigtige høje kvalitet første gang til borgere med handicap, er mere en strukturel diskussion. Det handler om vores velfærdsøkonomi, hvor vi jo modsat den tidligere regering har forpligtet os til, at pengene skal følge med til kommunerne, når der kommer flere børn og ældre, og har lagt midler oveni, også til gavn for det specialiserede socialområde. Men det handler også om overhovedet at have det overblik over, hvad der er af målgrupper på det her område, hvad der er af tilbud, hvor der er tale om en manglende specialisering, hvor der er tale om at vi har brug for at handle, for at der ikke sker en yderligere afspecialisering. Det er jo den strukturelle diskussion, beslutningsforslaget her i dag også rejser.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tusind tak, formand. Tak for talen, og tak for, at ministeren ser nogle af de her meget, meget store udfordringer, vi har på området. Jeg giver egentlig DF og fru Karina Adsbøl ret i, at der er mange kortsigtede løsninger, man kunne lave med det samme. Det burde vi jo have gjort, og det burde vi stadig væk gøre. Men hvis nu ministeren ikke mener, at de skal laves nu, er ministeren så klar til efter den store evaluering af det specialiserede socialområde virkelig at gå til stålet, altså at lave en reel reform på handicapområdet, som ændrer på nogle af de grundlæggende strukturer, der gør, at vi er nødt til at blive ved med at foreslå nogle af de her kortsigtede løsninger, som skal garantere retssikkerhed, og som ligesom skal råde bod på, at systemet er fyldt med fejl i øjeblikket?

Ministeren.

Jamen som sagt så synes jeg ikke, at det er et rimeligt billede at tegne, at der ikke sker noget på det her område. Først og fremmest må man sige, at der er blevet udgivet ganske mange analyser allerede i regi af vores fælles evaluering af det specialiserede socialområde, og som har tilvejebragt ny viden, som er vigtig. Men vi har da også i fælles finanslove f.eks. afsat penge til borgerrådgivere i størrelsesordenen, jeg tror, det er 60 mio. kr., hvis jeg husker rigtigt. Nu må man ikke sige noget, der er forkert, som minister, men hvis jeg husker rigtigt, er det det, der er beløbet i vores seneste finanslovsaftale. Vi har løftet Ankestyrelsen økonomisk for at gøre op med ventetider og sagspukler derude. Vi har gjort op med sparekonsulenter og no cure, no pay-metoden i kommunerne. Vi har gjort en lang række ting på handicapområdet. Så tingene står ikke stille, men det er klart, at den store strukturelle diskussion, som også tager afsæt i den tidligere kommunalreform, og hvad man kan sige om den, og manglerne ved den, bliver nødt til at basere sig på et ordentligt samlet overblik over hele området.

Hr. Torsten Gejl.

Nu har jeg lagt mærke til, at mange af de ting, vi laver, er for at rette på uhensigtsmæssigheder i systemet, f.eks. at sikre, at den sagsbehandlingstid, som burde blive overholdt, bliver overholdt, eller at sørge for, at folks hjælpemidler ikke bliver taget fra dem, før der faktisk er en dom, som så måske bliver ændret i Ankestyrelsen, som vi også skal støtte, fordi den bliver stopfyldt med sager, og det fortæller igen noget om, hvor dårligt systemet er. Altså, det, jeg mener, er, at vi hele tiden laver reparationslovgivning, ikke hele tiden – vi laver også reelle forbedringer – men meget reparationslovgivning, og når man bliver ved og ved med det, viser det jo, at der er noget galt med de grundlæggende strukturer, der ligger bag, på området. Det er derfor, jeg gerne vil høre, om ministeren er klar til at se på de strukturer.

Ministeren.

Men det er jo det, vi gør, når vi laver hele evalueringen af det specialiserede socialområde. Jeg tog tegningen af de tre spor med op. Det hjælper nok ikke meget, men jeg ved også, at ganske mange af jer vil kende det, i hvert fald af kollegerne i salen, fra vores løbende gennemgang. Altså, vi er jo inde at kigge på hele den strukturelle opbygning af hele det specialiserede socialområde. Vi er inde at kigge på, hvad for nogle målgrupper der er, og hvad der er af tilbud. Og det kan godt være, at der sidder folk derude og tænker: Jamen ved man da ikke det, og har man ikke greb om det? Der er virkeligheden jo, at det har vi ikke på det her område, og derfor er det, vi har gang i nu, meget strukturelt og meget grundlæggende.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk, nej, Mølbak.

Det er Mølbæk. (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Undskyld). Det er the never ending story med det efternavn.

Tak, formand. Og tak til ministeren for talen. Jeg er enig med ministeren i, at der ikke er tale om sådan et quickfix på det her område, men at situationen er alvorlig og vi skal gøre noget, og at vi skal gøre noget grundigt.

Det, jeg gerne vil spørge ministeren om, er, om hun er klar til at indkalde til forhandlinger om retssikkerheden, som lige nu er rigtig udfordret, og som vi også har drøftet på adskillige samråd, og om ministeren vil være villig til at forpligte sig på at indkalde til forhandlinger om den reform af handicapområdet, som mange taler om er nødvendig, særlig når evalueringen er færdig.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, meget vigtigt, at vi ikke sidder det borgerforslag overhørig, altså at vi hører det opråb. Så kan ministeren forpligte sig på noget i forhold til de mennesker, der har stillet borgerforslaget, #enmillionstemmer?

Ministeren.

Jamen det er jo en meget, meget stor og ambitiøs evaluering, vi har gang i, og vi tager det meget alvorligt; det gør vi, når borgerne og menneskene bag borgerforslaget her og jo også en lang række øvrige interessenter peger på, at der er udfordringer på vores handicapområde, og at det for for mange mennesker opleves som en kamp at få den hjælp, de har brug for, altså at det system, der skulle være en medspiller, i stedet for opleves som en modspiller. Det tager vi meget alvorligt.

Det er jo altså også derfor, at vi har igangsat den her grundige evaluering af det specialiserede socialområde. Og løsningen ligger jo også i de forskellige spor, vi har. Altså, hvad er det for en opgavefordeling og struktur, vi har i dag? Hvad er det for en finansieringsstruktur, og hvad er det for nogle økonomiske incitamenter, der er i dag? Hvad er det for en visitation, vi har i dag? Hvad er det for nogle specialiseringsmekanismer, vi har i dag, og hvordan slår de ikke til? Og hvad er det for en kvalitet, vi har?

Det er jo på ryggen af den viden fra alle de spor, som ordføreren jo kender ganske indgående, at vi også skal drøfte løsninger.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak. Nu kan ministeren lige få chancen igen, med hensyn til om hun vil svare på spørgsmålet om, om hun vil indkalde til forhandlinger om netop at forbedre retssikkerheden og dernæst til forhandlinger, når vi kender resultatet af evalueringen af det specialiserede socialområde.

Jeg vil i tillæg til det også godt prøve at spørge ministeren, om hun mener, at vi reelt set ændrer noget som helst, hvis vi bliver ved med at fastholde det system, der er der nu, dvs. det system, hvor det er sådan, at det kan betale sig for kommunerne at lade være med at give borgeren den hjælp, der er behov for, eller at give mindre hjælp. For det er jo sådan, systemet er, og det var det, jeg hørte i ministerens tale at hun gerne ville fastholde. Men det her jo den mørke bagside af lige præcis den mekanisme.

Ministeren.

Først og fremmest regner vi jo ikke med, at der går år og dag, før evalueringen af det specialiserede socialområde er færdig. Vi regner med at kunne præsentere den i løbet af i år, og i forlængelse af de tre spor og det arbejde, der ligger der, skal vi jo så drøfte det, der handler om løsninger. Hvad er det så, der er det rette svar? Hvordan sikrer vi, at der er den rette specialisering, også til de målgrupper, der er meget små – de målgrupper, som er meget højt specialiserede?

Jeg tror ikke, at der her er tale om one size fits all. Det er også derfor, jeg i min tale siger, at hvis man tror, at man ved at flytte hele området et andet sted hen så har løst de problemer og udfordringer, der er, så tror jeg, at aben flytter med. Og selvfølgelig er det noget, vi skal have politiske drøftelser om.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Vi har i Enhedslisten varmt støttet – jeg tror endda, vi har foreslået det, da vi forhandlede det fælles forståelsespapir – at vi skulle have en stor evaluering af området. Det, som jeg hører udeomkring, er en vis bekymring for, om det nu vil føre til noget, eller om det er en syltekrukke, og derfor ville det være godt, hvis ministeren i dag kunne sige meget klart: Der er ikke tale om, at vi nu har brugt et års evaluering på at forberede småjusteringer – det, vi forbereder, er en egentlig reform af området.

Ministeren.

Vi har jo selv italesat det, som at vi har brug for noget, der kan minde om en specialeplan, som man kender det fra sundhedsområdet, med alle de forskelle, der nu engang er, og som man skal være sig bevidst at der er fra sundhedsområdet til socialområdet, hvor folk jo lever hele deres liv; det er noget andet at skulle ind og have en operation og så tage hjem igen end at have sat rammerne for hele sit liv, og hvad der så dér i øvrigt også er af sammenhæng til uddannelse, beskæftigelse, fritid osv.

Men når vi har lavet så stor og bred en analyse, som vi har, og også italesat ambitionen op imod specialeplanlægningen fra sundhedsområdet – nu peger jeg over mod Sundhedsministeriet – så er det, fordi vi mener, at vi har brug for mere håndfast, grundlæggende og strukturelt at få sikkerhed for, at der er de rette tilbud af den rette kvalitet og at vi ikke ser en afspecialisering, men at vi tværtimod får en sikkerhed for, at der er den rette specialisering. Og det er jo både med hensyn til tilbud, men også med hensyn til det, vi kalder det matrikelløse, altså hvor vi er afhængige af, at der er en viden, man kan trække på, og hvor man i øvrigt kender begrænsningerne i sin egen viden, når det kommer til at kunne vælge og fastslå, hvad der er de rigtige løsninger for borgere med nogle gange meget svære og komplekse handicap, men jo også de mere gængse og almindelige.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Det andet, jeg godt vil spørge ministeren om, er forholdet mellem den reform, vi skal lave, og så retssikkerheden. Da vi holdt den store retssikkerhedshøring for et års tid siden, sagde Sanne Møller, der var en af oplægsholderne fra Advokatsamfundet: I er nødt til at sikre retssikkerheden først, for ellers vil tilliden til den ny lovgivning være spinkel, for hvis man ikke i dag er nødt til at overholde den gældende lovgivning, hvorfor skulle man så være forpligtet til at gennemføre den ny?

Jeg håber, at ministeren meget snart vil indkalde til forhandlinger om retssikkerheden, men kan ministeren ikke prøve at skitsere, hvordan ministeren ser forholdet mellem den reform, vi skal lave, og retssikkerheden, sådan at der bliver en tryghed ved, at vi med den reform, vi laver, altså også er sikre på, at borgerne får den støtte og hjælp, som fremgår af lovgivningen?

Ministeren.

Er det virkelig allerede et år siden, at der var den høring i udvalget? Jeg husker den godt, og jeg husker også fru Sanne Møllers – det skal man vel sige her i salen – indlæg. Jeg bliver bare igen nødt til at gå op imod billedet af, at vi ikke har gjort noget i forhold til retssikkerheden. Jeg mener, det er meget vigtigt at få styrket retssikkerheden på socialområdet. En klog mand fra handicapbevægelsen sagde det sådan, at det første offer for stramme kommunale budgetter er retssikkerheden, og derfor er de kommuneaftaler, vi har lavet, jo et vigtigt svar – det er de midler, vi har afsat til både Ankestyrelsen og til borgerrådgivere. Og så mener jeg ikke, at det gør, at vi er i mål, så det er selvfølgelig noget, vi både skal tage meget alvorligt og diskutere løbende.

Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Ministeren nævner det her med, at det ikke skal være en one size fits all, og det er jeg fuldstændig enig i. Vi skal væk fra den kommunale kassetænkning, skrankepaveriet og de rigide rammer. Det her område blev lagt ud til kommunerne i forbindelse med kommunalreformen, og det tror jeg forhåbentlig vi alle sammen herinde i salen i dag og alle andre danskere sådan set generelt kan se var en fatal fejl. Der sker simpelt hen alt for mange fejl. Der er familier rundtomkring i Danmark, der bliver fuldstændig fanget i det her system, og som får ødelagt deres livsgrundlag og alt muligt andet, fordi de kæmper imod et system, som er så rigidt, og som ikke giver dem den hjælp, som de burde have et helt naturligt krav på.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren helt reelt set mener, at det her område ligger godt ude i kommunerne, og om ministeren også mener, at det reelt er en god ting, at man som familie, hvis man har fået og kæmpet sig til hjælp i én kommune, nærmest reelt er stavnsbundet til den kommune, fordi man kan være rigtig bekymret for, om man så skal starte helt forfra, når man kommer til en anden kommune.

Ministeren.

Tak for det. Jeg skal ikke kunne udtale mig på vegne af de partier, der stod bag kommunalreformen tilbage i 2007, men jeg kan bekræfte og genkende billedet, som ordføreren tegner, af, at der i hvert fald blandt aktører på området er en stor oplevelse af en afspecialisering og også en bekymring for, at det fortsætter, hvis ikke vi får gjort noget for at ændre på strukturerne og får et andet styringsgreb på det her område, og det er jo det, hele evalueringen af det specialiserede socialområde handler om, altså at få greb om, hvad det så er for et styringsgreb, vi skal have, for at gå op imod en løbende afspecialisering, og hvordan det er, vi sikrer, at der er det rette antal tilbud til de rette målgrupper.

Men det er igen bare for at sige, og det hører jeg sådan set også – jeg tror, det var så sent som i dag, at der var et debatindlæg faktisk fra medstifteren af #enmillionstemmer, som også siger det – at diskussionen bliver nødt til at være på et højere niveau, end om området skal flyttes. Et værdipolitisk paradigmeskifte bliver det kaldt i overskriften. Derfor vil jeg bare igen advare mod, at man gør det her til sådan en meget enkel diskussion, og det hører jeg i virkeligheden heller ikke ordføreren gøre, for det er ganske komplekst.

Tak. Fru Mette Thiesen.

Det er jeg sådan set fuldstændig enig i, og det leder også hen til mit næste spørgsmål. For i Nye Borgerlige har vi sådan set faktisk sat os ned og brugt rigtig lang tid på at skitsere en model, som kunne erstatte den nuværende model, som ligger ude i kommunerne, og hvor det jo er ekstremt forskelligt og meget vilkårligt, hvilken hjælp man kan få, hvis man overhovedet kan få nogen. Kunne ministeren ikke fortælle, om ministeren grundlæggende set ikke er enig i, at vi har brug for en model, som i langt højere grad lader pengene følge den enkelte?

Ministeren.

Jamen før man overhovedet kan tale om, at pengene følger den enkelte, har man jo brug for at få fastlagt og vurderet, hvad det er for et hjælpebehov, den enkelte har. Jeg har ikke haft lejlighed til at se Nye Borgerliges forslag, men hvis Nye Borgerliges forslag starter der, hvor den enkelte har fået tilkendt en hjælp og er blevet vurderet, vil min bedste overbevisning være, at så springer Nye Borgerlige ganske meget af det, som er det allervæsentligste og allersværeste, over, nemlig hvordan vi sikrer, at når borgeren møder systemet, får borgeren den rette hjælp første gang. Og det er klart, at jo mere sjældent eller jo mere komplekst et handicap, man har, jo større risiko er der for, at man møder et system, som ikke har tilstrækkelig faglig viden eller kendskab og ikke er på det rette specialiseringsniveau, og det er jo den nød, vi skal have knækket sammen.

Ja tak. Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere spørgsmål. Og vi skal lige have sprittet lidt af. (Social- og ældreministeren (Astrid Krag): Man skal kunne så mange ting). Tak for det.

Så går vi over til ordførerrækken, og den første ordfører, der får ordet, er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, hr. formand. I dag skal vi behandle borgerforslaget fra #enmillionstemmer, som handler om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Borgerforslaget har sit udspring i en problematik, som vi efterhånden har kendt til længe. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi i dag her i Folketingssalen kan få italesat de udfordringer, der er på handicapområdet, og samtidig drøfte de eventuelle løsninger, der også er. Jeg kan også lige så godt sige, at jeg har glædet mig, og jeg har helt ærligt også været nervøs, for det her forslag har betydning, for der er nemlig brug for løsninger, og når man som mig har arbejdet hele sit voksenliv inden for handicapområdet, gør det noget ved en at se et forslag fra #enmillionstemmer.

Når vi så samtidig hører historierne fra min egen hjemby om Mette, der er lam fra brystet og ned skal have besøg af nogen, der skal overvåge hende i hendes eget hjem, eller vi ser, at den 27-årig Muhammed med muskelsvind skal planlægge sine toiletbesøg, fordi kommunen ikke kan tilkende ham en BPA-ordning, eller den svært autistiske Marius, som dårligt nok kan skrælle et æble, og alligevel får skåret i sin hjælp, så gør det noget ved ens måde at se på området på. Historierne viser et problem, som desværre ikke er en nyhed.

Jeg har, som jeg også startede med at sige, arbejdet med mennesker med kognitive udfordringer inden for autisme- og handicapområdet hele mit voksenliv. Jeg har som mentor for psykisk sårbare været vidne til, at de ikke får den hjælp, der er behov for, at de får afslag fra kommunen på de støtteordninger, der er brug for tidligt i deres forløb, som ellers kunne gøre, at de kunne varetage et arbejde eller gennemføre en uddannelse. Det skal vi kunne gøre bedre. Det er ikke acceptabelt, at vi har et velfærdssamfund som vores, hvor det skal være en kamp at få den hjælp, man har brug for. Vi skal hjælpe mennesker med handicap til at udfolde deres fulde potentiale, og vi skal fjerne de barrierer, der er for at leve et så aktivt liv som overhovedet muligt i eget hjem og med arbejde og uddannelse og et levende, aktivt fritidsliv. Det er en rettighed, som alle borgere i Danmark har, og derfor skal vi selvfølgelig også arbejde for, at mennesker med handicap sikres denne rettighed.

Jeg tror, det efterhånden er åbenlyst for alle, at der er problemer på området. Og hvorfor er der så det, og hvad årsagerne? Jo, hvis man spørger handicaporganisationerne på området, handler det om kommunernes visitering, finansiering og udførelse samtidig med den såkaldte afspecialisering af handicapområdet. Der er peget på mange potentielle årsager, og derfor er det også væsentligt, at vi får kigget nærmere på de strukturelle problemer, når vi skal finde frem til den bedste løsning. Selv om man kunne ønske sig, at det ville være et quickfix, er det det ikke. Der findes ikke nogen hurtig løsning.

Initiativtagerne bag borgerforslaget har også udarbejdet dybdegående løsningsforslag i form af en lang række forskellige initiativer, hvor der bl.a. også peges på en gennemgående reform. Det er et stort og flot arbejde, og det vil jeg meget gerne takke for. Jeg vil også gerne takke for alle de utrolig mange henvendelser, vi ordførere på handicapområdet har fået. Jeg vil også gerne sige fra vores egen handicapordfører, som jeg faktisk er her på vegne af, Daniel Toft Jakobsen, som ikke kunne være her i dag, at vi takker for de utrolig mange gode samtaler, konferencer og andet, vi har deltaget i. Det er et rigtig, rigtig vigtigt område.

Når det så er sagt, bliver jeg også nødt til at sige, at vi ikke kan stemme for forslaget, ikke fordi vi ikke synes det er godt og konstruktivt, men fordi vi netop, som ministeren også har sagt, er i gang med en gennemgående evaluering af området. At fratage kommunerne deres ansvar ville være en forhastet beslutning, der ikke beror på et stærkt nok vidensgrundlag. Vi skylder simpelt hen, at vi får gjort det her ordentligt, at vi får lavet en langtidsholdbar løsning, og at løsningen også er gennemtænkt og bygger på stærke analyser og et solidt vidensgrundlag – en viden, som vi ikke har i tilstrækkeligt omfang i dag, som ministeren også har redegjort for.

Heldigvis har vi jo sammen med støttepartierne også sat gang i en rigtig grundig evaluering, som vi følger rigtig tæt. Tilbage i 2020 begyndte vi med evalueringen, og vi har forsøgt at afdække de forskellige tilbud, der findes på området, til forskellige målgrupper og deres behov for en strukturel opbygning af det specialiserede område. Her peger de f.eks. på, at borgere med en funktionsnedsættelse opnår bedre velfærd, ved at vi ændrer på opgavefordelingen mellem kommunerne, regionerne og staten. Og det er klart, at hvis det giver mening, skal vi selvfølgelig også se på det. Jeg synes, at evalueringen er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men vi er simpelt hen nødt til at få gjort det ordentligt, som jeg også startede med at sige.

Til sidst vil jeg gerne bruge de sidste par sekunder på at takke alle dem, som har været med til at rejse det og har givet input – de organisationer og enkeltpersoner, som har givet sig tid til at klæde os på som politikere. Det gør en forskel. Tusind tak.

Der er en række spørgsmål. Den første spørger er hr. Torsten Gejl.

Tak, og tak for talen. Uanset hvad evalueringen af det specialiserede socialområde kommer til at vise, er det jo tydeligt for enhver, at der mangler finansiering på det her område. Der mangler penge. Hvor mener ordføreren, som jo repræsenterer regeringen, vi skal finde dem?

Ordføreren.

Altså, det har jeg ikke nogen mulighed for at kunne pege på. Det må vi finde på en fælles finanslov, hvis det er. Det kan jeg ikke stå at pege på her.

Hr. Torsten Gejl.

Men jeg så, at ordføreren nikkede. Kan vi nå så langt, at ordføreren vil sige, at ordføreren er enig i, at der mangler rigtig mange penge til det her område?

Ordføreren.

Jeg synes jo allerede nu, at vi med de finanslovsforlig, vi har lavet, har givet velfærd til kommunerne, men det er åbenlyst, at vi jo på ingen måde er nået i mål. Der er også noget omkring hele struktureringen af området, som vi også har været inde på, og som ministeren også har været inde på, og hvor vi også er nødt til at se på, om vi bruger pengene de rigtige steder første gang. Det har hr. Torsten Gejl også været inde på i sine tidligere spørgsmål, nemlig om de er det rigtige sted første gang, eller om vi i virkeligheden skal bruge dem et andet sted. Det kræver, at vi ser på det på en anden måde.

Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak til ordføreren for talen. Jeg er helt enig i, at det her gør noget ved en – alle de livshistorier og beretninger, vi får som socialordførere. Derfor undrer det mig også, at Socialdemokratiet ikke ville være med til at forbedre retssikkerheden nu og her. Altså, vi kunne lave rigtig mange tiltag. Vi kunne lave en fælles beretning i udvalget, som pålægger regeringen, at der ligesom sker noget handling. Fejlen i forhold til det er jo også, at når man ikke anvender de specialiserede steder, der jo er, og kommunerne hjemtager til egne tilbud, så vil der jo ske en afspecialisering.

Men jeg vil godt høre ordføreren, hvad ordføreren selv mener i forhold til løsningsforslag. Nu har ordføreren været inden for faget. Hvad mener ordføreren at løsningen skal være? Vi kan godt handle nu. Vil ordføreren afvente en evaluering, før ordføreren er villig til at handle på de store retssikkerhedsmæssige udfordringer, der er nu?

Ordføreren.

Jeg køber simpelt hen ikke ind på præmissen fra Dansk Folkeparti. Jeg mener, det er helt ukorrekt at gribe det an på den måde. Det er jo rigtigt nok, at jeg selvfølgelig også bygger en del af mine egne betragtninger på, at jeg faktisk har arbejdet inden for autismeområdet i utrolig lang tid. Det er et af de mest komplicerede handicaps, der er, at man har et usynligt handicap, så folk ikke kan se, hvor graverende det er. Og det mener jeg helt ærligt, hånden på hjertet, at vi er nødt til at få evalueret grundigt. Vi kan se, at når bosteder møder mennesker, som har kognitive udfordringer, er det, at de griber til f.eks. vagtværn eller andet, som på ingen måde skaber tryghed. Så jeg mener, at vi er nødt til at få evalueret og set på, hvad det er, der skal være af løsning. Uanset om det er en specialeplan, eller om det er, at man skal køre noget fælles tværfagligt mellem kommunerne for at opgradere, så er det åbenlyst tydeligt, at der skal ske noget.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg mener overhovedet ikke, det er ukorrekt, det, jeg siger, for jeg mener faktisk, at vi sagtens kan køre i to spor. Vi kan sagtens handle nu og her, så Mette og de andre ikke bliver mødt med stopursmetoder, vi kan sagtens handle her og nu, så borgerne ikke skal vente i 2 år på at få en handicapbil. Vi kan sagtens handle på de initiativer her og nu, som styrker retssikkerheden, som forkorter sagsbehandlingstiden – ja, det kan vi sagtens. Og så er der det andet spor, som så kører.

Så derfor vil jeg igen høre ordføreren: Er ordføreren ikke enig i, at vi da nu skal handle på de udfordringer, der er nu, og som vi allerede kan rette op på – de retssikkerhedsmæssige udfordringer?

Ordføreren.

Men vi har også handlet, i forhold til den indsats, vi har lavet f.eks. over for de her besparelseskonsulenter. Der er en række områder, hvor vi har gjort noget. Men det, som ordføreren peger på, og som flere andre også har peget på, og som i øvrigt også borgerforslaget peger på, er jo, at der er noget strukturelt grundlæggende galt. Så er vi altså nødt til at få afdækket, hvad det er, der er udfordringen, og hvad det så er for nogle løsninger, der skal til. Jeg ved godt, at det er den easy måde at tage det synspunkt på, men jeg er simpelt hen ikke enig i, at det er den måde, vi skal løse det på. Jeg synes, det er af respekt over for de mennesker, der har brug for vores hjælp.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tak for talen. Jeg er enig med ordføreren i hele intentionen og den indlevelse, der er, i området. Jeg er jo også som sagt enig i, at det her ikke er et quickfix. Men hvis man ikke gør noget, hvis man ikke handler, sker der i hvert fald helt sikkert ikke noget. Så hvad er det, Socialdemokratiet gerne vil? Hvad er det, planen er for lige præcis det her område, når man jo, som jeg hører, er enig i, at det ikke går længere, og man har hørt opråbet fra de mange mennesker i #enmillionstemmer og forstår, at nu kan det her ikke gå længere? Hvad er det så, man i Socialdemokratiet vil gøre? Jeg er med på, at der er en evaluering, men der er altså også en lang række andre sager, som faktisk ikke hører under den her evaluering. Der er også hele aspektet omkring retssikkerhed. Vil Socialdemokratiet være med til at lave en beretning eksempelvis, eller er der andre løsninger, som Socialdemokratiet har på listen?

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Jeg vil også gerne kvittere den anden vej, for jeg synes faktisk, vi har haft nogle rigtig gode, konstruktive debatter, og jeg synes, det her med at blive klogere sammen gør noget godt, når man skal træffe beslutninger. Det gør jo også, at jeg kommer herhen til mit svar, og det vil være at gentage.

Når jeg rent faktisk holder fast i, at jeg synes, det giver mening at lave så grundig en evaluering, som vi har gang i, så handler det om, at vi kan se udfordringer, som er generelle i både store og små kommuner, ved forskellige typer af handicap, ved forskellige typer af alder, ved overgange, f.eks. når man går fra ung til voksen eller man går fra voksen til pension, og vi kan se, at der er nogle ting, som går galt. Det handler altså om noget strukturelt, og derfor er vi også nødt til at tage fat i strukturelle greb. Derfor er vi simpelt hen nødt til at kigge på, hvad det er, der er problemet. Jeg er helt overbevist om, at det massive videnstab, der er, er med til at gøre, at vi står i de her udfordringer.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Det, der ville være en rigtig stor katastrofe, ville være, hvis det her borgerforslag bare bliver stemt ned og ryger i glemmeposen, ned i skuffen, og at der så ingenting sker. Det ville være det allerværste i alle verdener. Der er et stærkt opråb fra mange mennesker, der taler på vegne af rigtig mange mennesker, der i virkeligheden kæmper med en hverdag. De har et handicap og en masse udfordringer – og det går ikke længere. Så det ville være det værste i hele verden.

Vil Socialdemokratiet være med til at lave en tekst, hvor vi pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger oven på evalueringen af det specialiserede socialområde og også indkalde til forhandlinger i forhold til at sikre bedre retssikkerhed?

Ordføreren.

Det allerværste, der overhovedet kunne ske, var, at de intentioner, som er i forslaget, ikke blev implementeret. Det allerværste ville være, at vi træffer beslutninger, som ikke løser problemet. Det allerværste ville være, at vi står her igen om 5 eller 10 år og ikke har løst et problem, der handler om, at vi skal se mennesker med handicap på lige fod med alle mulige andre; at vi også taler om mennesker på lige fod; at vi ikke taler om dem som gøgeunger. Tak, hr. formand. Jeg blev optaget af det.

Jamen altså, ordføreren skal da ikke takke formanden for, at man afbryder ordføreren i at svare på et spørgsmål. Men nu er det hr. Jens Rohde. Værsgo.

Tak for det. Nu skal jeg komme ordføreren en lille smule til undsætning, i og med at jeg er en af dem, der bærer et meget stort ansvar for, at strukturen er, som den er i dag. For jeg var med til at lave strukturreformen i sin tid sammen med den daværende regering. Og det, der skete, var, at vi trods alle de gode intentioner kom til at placere handicapområdet og det specialiserede område i et økonomisk strukturelt ingenmandsland, hvor der opstår en kassetænkning mellem regioner og kommuner. Derfor er det fornuftigt at placere det ét sted. Og så tog vi skatteudskrivningsretten væk fra regionerne, hvilket var en kapitalbrøler, for når hr. Torsten Gejl siger, at der mangler penge, har han fuldstændig ret. Man kan nemlig ikke finansiere det, fordi man altid skal spise nådsensbrød af finansministerens hænder.

Så der er to forslag, man meget hurtigt kunne tage fat på for at få gjort noget ved det og for at komme det problem til livs. For der har faktisk været engang, hvor det fungerede bedre, end det fungerer i dag. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

Jeg vil jo sige, at jeg faktisk godt kan huske, da ordføreren var med til at træffe den beslutning. Jeg var selv ansat på en amtsskole og rykkede over til kommunen og kunne jo se, at de bekymringer, vi havde dengang, også er sket rent praktisk. Det er derfor, at vi står med sådan et borgerforslag. Det er, fordi der faktisk er 53.000 mennesker, der er gået sammen og har sagt, at vi er nødt til at få gjort noget. Og jeg håber også, at det bliver entydigt, at vi selvfølgelig i Socialdemokratiet er villige til at være med til at gøre noget. Men hr. Jens Rohde peger jo også på, at det er noget strukturelt, der har været udfordringen, og derfor er vi også nødt til at gå strukturelt til værks. Vi er nødt til at se, hvad evalueringen peger på. Men det er jo helt rigtigt, at der har været et massivt videnstab. Men dengang pegede man jo også på – og det var vel også derfor, at hr. Jens Rohde dengang syntes, at det var en god idé – at det, sådan som det var, ikke var godt nok. Eller?

Hr. Jens Rohde.

Fru Camilla Fabricius holdt faktisk en ret fremragende ordførertale. Problemet er, at hendes konklusion er forkert. Det får mig til at minde om den daværende Nyrupregering. Da den måtte gå af, læste jeg et glimrende interview med vores nuværende formand i Folketinget, hr. Henrik Dam Kristensen, der sagde, at det, jeg fortryder mest som minister, er alle de gange, jeg har sagt nej til folk, der er kommet til mig med gode idéer. Jeg vil gerne finde det interview, og hvis nu jeg finder det interview med hr. Henrik Dam Kristensen, vil fru Camilla Fabricius så bringe det over og lægge det lige så fint under en plade ved ministerens bord, bare sådan til refleksion?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det er en god betragtning, altså det der med at øve sig på at sige ja eller øve sig på at tage imod det, der kommer. Og så vil jeg i øvrigt kvittere for rosen til min tale. Men det er jo faktisk det, jeg forsøger at sige, nemlig at alle de intentioner, al det indspark, der er fra organisationer og enkeltpersoner og fra den bevægelse, som #enmillionstemmer er, tager vi med ind i et kommende forslag eller løsningsmuligheder, og det vil jeg da gerne stå på mål for.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg vil godt sige, at jeg ikke er i tvivl om, at vi har en aftale om, at vi skal forhandle om en reform, når evalueringen er færdig. Det har jeg en helt klar forventning om. Jeg har også en forståelse for, at ordføreren ikke her kan stå og forhandle, hvordan præcist en ny struktur skal se ud. Men vi var jo enige om for små 15 år siden, at den kommunalreform, der lige er blevet refereret til igen, var en klar fejl, for man lagde opgaver ud til kommunerne, som de faktisk ikke var gearet til at løfte. Er ordføreren ikke enig i, at alt tyder på, at det med den struktur, vi har i forhold til vores kommuner, ikke er muligt for dem at være det fundament for at have en tilstrækkelig specialiseret viden til at løse de komplekse opgaver og til at træffe afgørelser i de meget komplekse sager, vi har på handicapområdet?

Ordføreren.

Der er i hvert fald noget, der helt klart tyder på, at opgaven er yderst svær for langt de fleste kommuner – om det så er den økonomiske del af det; om det er prioriteringen af det; om det er, at man spreder sig ud over for mange. Når evalueringen peger på mulige løsningsforslag, så synes jeg jo, at det giver super meget mening at sige det. Når det så er sagt, får jeg også bare lige lyst til at knytte an til noget, fordi ordføreren for Enhedslisten er så tydelig om det her med kommunerne, og simpelt hen også lige rejse en diskussion tilbage i vores kommunale Danmark, altså at være opmærksom på, at når de taler om mennesker med handicap; når vi taler om og sammen med mennesker med handicap, så er det ressourcer, det er personer, som kan være med til at gøre en forskel. Og hvis ikke man får det – og det synes jeg også at ordføreren for Enhedslisten peger på – er vi nødt til at sætte de ressourcer i spil.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Noget af det, vi bekymrer os for i Enhedslisten, er, at der træffes afgørelser på et niveau, der faktisk ikke har en tilstrækkelig specialiseret viden til at træffe dem. Altså, vi hører jo i dag, at når kommunerne ikke er i stand til at håndtere en opgave, så sender de den meget fornuftigt af sted til VISO, men når de så får anbefalingen fra VISO, så vælger de ikke at følge den, fordi økonomien vejer tungere end den faglige vurdering. Er vi ikke nødt til at skabe et system, sådan at dem, der træffer afgørelserne, også er dem, der har den specialiserede viden til faktisk at træffe dem på et fagligt og sagligt grundlag?

Ordføreren.

Det er jo klart en betragtning, vi er nødt til at tage med, når vi står med evalueringen. Jeg synes også, det er væsentligt at få kigget overgange godt igennem og også få kigget på, hvad der så er grunden. Altså, grunden til, at man overhovedet havde VISO, var jo, at man var bekymret for det her med – som også ordføreren for Det Radikale Venstre, nej hr. Jens Rohde sagde – at der var videnstab. Derfor oprettede man jo VISO for at sikre, at de kunne få den referenceramme, man havde. Det har ikke været nok.

Det er ikke altid nemt. Hr. Jens Rohde har medvirket til, at det er blevet svært. Og det gør formanden måske også.

Men nu er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om noget. Når vi jo ved, at cirka halvdelen af alle sager er behæftet med fejl; når vi ved, at 42 pct. af de sager, der ender i Ankestyrelsen, enten omgøres eller sendes tilbage til kommunen til ny behandling, mener ordføreren helt reelt set så – det er helt klart et ja-nej-spørgsmål – at handicapområdet ligger godt ude i kommunerne? Ja eller nej?

Ordføreren.

Så vil jeg gerne have lov til at citere ministeren, ikke bare i dag, men også fra utrolig mange gange tidligere. Det er, at man selvfølgelig skal have den rette hjælp første gang.

Fru Mette Thiesen.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der er uenig i det. Det var bare ikke rigtig svar på spørgsmålet. Jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren helt konkret svarede på, om ordføreren helt reelt mener, at et så specialiseret område, et område, der kræver så stor en specialisering, ligger godt ude i den enkelte kommune. For jeg tænker, at det må Socialdemokratiet jo synes, siden man bliver ved med, ikke at få løst problemerne, man måske bare sender flere penge ud i et system, som ikke rigtig ser ud til at fungere. Så mener ordføreren reelt set, at det ligger rigtigt ude i kommunerne – ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi er i gang med en rigtig grundig evaluering, og det er jo den, der skal være med til at afdække, hvilke løsninger vi skal pege på. Jeg er også nødt til at sige, at der jo også er handicap, som ikke er specielt komplicerede. Det er borgernært. Det har spørgeren også peget på er nødvendigt, altså det der med at sige, at man har den borgernære velfærd. Det er jo vigtigt at sige, at det er et ekstremt nuanceret område, og derfor er der heller ikke noget enkelt svar.

Så siger vi tak til ordføreren, der er ikke flere spørgsmål. Den næste ordfører er fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg beklager, at jeg er lidt hæs og hoster og snotter. Jeg er tjekket adskillige gange for corona, så er det sagt.

Jeg har glædet mig til den her debat i dag, og jeg vil gerne lægge ud med at sende en tak til jer, der har taget initiativ til det her borgerforslag. Jeg kan se, at Monica også sidder oppe på tilhørerrækkerne. I fortjener jo al mulig anerkendelse og ros for det engagement og arbejde, der bliver lagt i det her.

Jeg skal lige afbryde ordføreren. Normalt når man taler om lovforslag, taler man ikke direkte op til tilhørerne. Jeg er fuldstændig klar over, hvor stor interesse der er fra tilhørerne, men vi er nødt til at holde talen til kollegerne i salen, og så lytter tilhørerne selvfølgelig til, hvad der bliver sagt, så man ikke taler direkte op til tilhørerne. Beklager. Der er kæmpestor interesse for den her sag.

Tak for det, formand. Jeg kendte desværre ikke reglen. Men jeg ved én ting, og det er, at man i hvert fald ikke skal sætte sig imod formandens ord, så det tager jeg til efterretning.

Men det er jer, jeres pårørende, jeres børn, der bliver ramt af konsekvenserne, fordi systemet fejler.

Lad mig slå det helt fast: Det er uacceptabelt og uværdigt, når vi som samfund ikke formår at behandle vores borgere med et handicap ordentligt og i henhold til de regler, vi i fællesskab har vedtaget. Der sker fejl, det er uundgåeligt, men mængden af fejl i disse sager er på et niveau, som vi hverken kan eller skal acceptere. Det er åbenlyst, at der skal noget politisk handling til. For det er noget helt grundlæggende i vores samfund, det her handler om, nemlig tilliden til, at vi som borgere bliver behandlet lige for loven, og at vi kan stole på de afgørelser, som myndighederne foretager. For det er der, vi er. Retssikkerheden er truet, og jeg forstår godt, at man som borger med et handicap eller pårørende dertil tvivler på sin retssikkerhed. Der er brug for, at kvaliteten af de her sagsbehandlinger bliver bedre.

Det er baggrunden for det borgerforslag, vi behandler i dag, altså en konstatering af, at det ganske enkelt ikke er godt nok. Ansvaret er kommunernes. Derfor er det også både relevant og legitimt, at vi har en politisk diskussion om det – en diskussion, som vi i Venstre meget gerne tager. Men er svaret på problemet så at flytte handicapområdet væk fra kommunerne? Det er vi ikke overbeviste om i Venstre. For det første mangler vi at se evalueringen, som har været meget omtalt her i dag, af det specialiserede socialområde. Vi afventer den jo alle sammen herinde utålmodigt. Med resultatet af den evaluering i hænde kan vi tage mere oplyste beslutninger om den fremtidige organisering af området. For det andet har jeg fortsat tillid til, at kommunerne kan komme dertil, hvor de løfter området tilfredsstillende. Det er dog en tillid, der er udfordret.

Derfor glæder det mig også meget, at alle landets borgmestre i sidste uge i fællesskab besluttede at fremlægge en omfattende plan, som skal sikre borgere med et handicap i Danmark et markant løft af området. Det er et godt sted at starte, og det glæder mig, at kommunerne kan være fælles om det her. Jeg forventer også af kommunerne, at de tager ansvaret på sig, og jeg forventer, at de lykkes med at forbedre den kommunale sagsbehandling og dermed styrke retssikkerheden.

Når vi i dag debatterer omstrukturering af området, vil jeg også gerne understrege, at vi kan gøre meget inden for den nuværende struktur. Jeg mener, at hele systemet skal tale bedre sammen. Et konkret eksempel: At kommunerne i langt højere grad skal inddrage vurderingerne fra regionernes speciallæger i behandling af borgernes sager, er der ikke noget, der står i vejen for i dag, og det er også eksemplet, jeg brugte i fredags, da vi stod her og diskuterede handicapområdet i en forespørgselsdebat. Det er simpelt hen kun kassetænkning, at de to ting ikke hænger sammen, og at man fra kommuners og regioners side ikke kan arbejde bedre sammen om det her. Det er endda også at bruge dobbelt med penge, fordi man laver noget i regi af regionen og kommunen. Nogle dygtige, dygtige børneneurologer eller speciallæger sidder og kigger på et barn, har et barn i fast regi, følger det her barn, laver en indstilling, lægger op til en visitering, og så sender man det ud til en børnelæge i kommunen, som aldrig har set det her barn, og som laver en helt anden afgørelse. Det er ikke rimeligt, og det skal ikke ske. Og det er endda dobbeltarbejde. Så kan vi snakke om, hvordan vi bruger pengene rigtigt. Der er brug for et mere sammenhængende system, hvor den enkelte borger er i fokus – ikke struktur, ikke faggrupper og ikke, hvilken klasse eller kasse der skal betale.

Forslaget sætter desuden fokus på en anden særlig udfordring i den nuværende struktur, nemlig det faktum, at kommunerne i dag både er visiterende, bevilgende og finansierende myndighed – en udfordring, som i øvrigt vil være den samme, hvis området flyttes til regionerne. Jeg har ikke svaret på den udfordring i dag, men vi skal turde tale åbent om det.

Til slut vil jeg lige understrege en ting – jeg kan se, min tid er løbet. Fra Venstres side ønsker vi ikke bare at frede kommunerne. For os er det ikke vigtigt, hvor handicapområdet er placeret. For os er det vigtigt, at alle borgere bliver behandlet godt og lige og lige for loven, ikke mindst. Det er det mindste, man kan forvente som borger i Danmark. Tak for ordet.

Der er et par spørgsmål, og det første er fra hr. Torsten Gejl.

Tak, og tak for talen. Der er mange børnefamilier, som ikke opfatter hjælpen til deres børn med handicap som særlig fleksibel. De jonglerer mellem paragraffer og instanser, og man kunne godt forestille sig, at de kunne få mere frihed til at planlægge selv, f.eks. at kommunen udmåler hjælpen, og at de så selv står for planlægningen. Hvad ville ordføreren mene om sådan et forslag?

Ordføreren.

Jeg beklager, men jeg fik det kun halvt om halvt med. I Venstre går vi selvfølgelig generelt ind for mere frihed til den enkelte og for mere frihed til børnefamilierne. Det siger vi også i alt regi i forhold til børn og undervisning, og selvfølgelig gælder det også her, at familierne selv skal have mulighed for at indrette deres hverdag, og det kan jo både være i form af hjemmetræning og alt muligt andet. Og det er jo også det, der foregår i dag, og det skal det også. I princippet kommer der jo f.eks. en ergoterapeut eller en fysioterapeut ud og tilser barnet i en skole eller i et dagtilbud og kommer med nogle anbefalinger, og så kan mor og far – med kraftig vægt på mor og far, altså begge – f.eks. lave noget hjemmetræning eller noget styrketræning eller et eller andet, hvis det f.eks. er CP-børn.

Hr. Torsten Gejl.

Tak. For et stykke tid siden fremsatte Venstre et forslag om, at man ikke skulle trække en hjælp tilbage, hvis den først var bevilget. Marie Bjerre, Venstres ordfører på det tidspunkt, sagde, at man ikke skal sidde og frygte for, at støtten pludselig igen bliver sat ned, hvis den først er givet. Men Venstre trak forslaget tilbage igen, selv om det var et super forslag. Så jeg tænker på, hvorfor Venstre gjorde det, og det kunne jo være interessant at genfremsætte det. Altså, i Alternativet kaster vi gerne vores ene mandat efter det. Men det har jo også en kvalitet, der faktisk gør, at det kunne samle et flertal. Når man kigger rundt i salen, skulle det ikke undre mig, om det endda kunne samle et flertal, måske endda uden om regeringen. Hvorfor trak Venstre det forslag tilbage igen?

Ordføreren.

Det var et rigtig godt forslag. Jeg tror bare, at vi skal omtænke det lidt og måske lave det lidt mere fleksibelt, så vi heller ikke låser kommunerne på nogle ting. Altså, i virkeligheden burde det slet ikke være nødvendigt her fra Folketingssalen i landsdækkende regi at lave så rigid en lovgivning, at kommunerne ikke har mulighed for at lave noget fleksibilitet og noget forskellighed og lave noget detailstyring selv. Jeg er meget imod, at vi skal detailstyre ude i kommunerne, og det er jo den udfordring, vi ser ind i. I f.eks. Odense Kommune, hvor jeg sidder som byrådsmedlem, kigger vi jo lige nu på, om man kan lave en eller anden struktur, hvor man siger, at nogle ting pr. automatik ikke skal genbehandles. For det, som man også kan falde for i det forslag, der kom på banen fra Venstres side, er jo netop, at der er nogle former for handicap, hvor det f.eks. giver mening, at man laver noget løbende. Og man skal være varsom med at sige det, men der er jo altså også nogle, hvor forældrene ikke selv kan se, at f.eks. et barn, der har haft brug for en ergoterapeutisk indsats i daginstitutionen, så rykker sig. Men det afhænger jo af, hvad det er for et handicap, barnet har. Altså, det giver jo ikke nogen mening, hvis det er et barn med CP eller et blindt barn, at man så taler om at fjerne det.

Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Ja, tillid er jo noget, man skal gøre sig fortjent til. Odense Kommune – var det ikke Odense Kommune? – ville sidste år spare, jeg ved ikke, hvor mange millioner kroner på ældreområdet og handicapområdet, så vidt jeg husker. Men tak for den fine tale. Det var jo nogle rigtig pæne ord. Men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad det egentlig er, Venstre vil på handicapområdet. Der har været stillet adskillige forslag her i Folketingssalen, og når jeg i hvert fald som ordfører har prøvet at opnå bred tilslutning, også til at lave en fælles beretning, altså til, at der kommer noget handling, så har Venstre jo ikke været dem, der har stået forrest i køen til at støtte det.

Så hvordan er det, Venstre vil sikre retssikkerheden for mennesker med handicap, altså at man får den rigtige hjælp, og at man ikke skal kæmpe for at få den hjælp, man har behov for? For faktum er, at kommunerne underminerer vores lovgivning med deres kvalitetsstandarder og med deres serviceniveauer. Det er et faktum, og det er det, der sker. De har ikke den vare på hylden. I forhold til § 95, stk. 3, er der kommuner, der sparer det væk i deres kvalitetsstandard, og siger, at den vare har de ikke på hylden. Så hvad vil Venstre?

Ordføreren.

Vi skal lige huske én ting, nemlig at der faktisk er nogle kommuner derude, der gør det godt på handicapområdet. Desværre er det alle de dårlige sager, der kommer til at stå med lysende klarhed foran os, fordi det er alt for mange. Men jeg har altså stadig væk også respekt nok for det kommunale selvstyre til, at jeg ikke vil stå her og sige, at der ikke er en eneste kommune, der kan løfte noget på det her område. Og det møder jeg altså også forældre der mener. Bl.a. sad jeg for noget tid siden med nogle mødre, som var bosiddende i Assens Kommune, som var meget godt tilfredse; de ville helst ikke have det flyttet over i et andet regi. Så vi skal lige være lidt varsomme omkring det.

Hvad angår, hvad Venstre gerne vil, synes jeg jo, det er sådan noget som et nationalt team. Nu har vi nogle taskforces i Socialstyrelsen, og jeg kan rigtig godt lide tanken om, at de kommer. Det har vi også hidkaldt i Odense, fordi vi netop har udfordringen med det specialiserede socialområde og regningerne, der bare tårner sig op. Hvad angår økonomien i Odense, kan jeg komme med en lang, lang fortælling om, hvordan man prioriterer i Odense, som jeg ikke synes er rimeligt. Jeg er også den, der som udvalgsmedlem personligt sidder og taler handicapområdet, men så er det også i forhold til at kigge på lovgivningen som helhed. Og nu er min tid gået.

Fru Karina Adsbøl.

Det er meget interessant, når Venstre for det første siger, at I er tilhængere af, at familierne kan planlægge deres hverdag, og at der findes hjemmetræning. Ja, først og fremmest skal man jo bevilges hjemmetræning til sit barn, og det er ikke altid lige nemt. For det andet har der jo her i Folketingssalen netop været fremsat forslag om, at familierne kunne sammensætte en mere fleksibel hjælp i forhold til det, men også det forslag stemte Venstre jo imod.

Så jeg vil bare gerne høre: Hvad er det, Venstre konkret gerne vil på det her område? Hvor er det, Venstre kommer ind med forslag til at forbedre det her område?

Ordføreren.

Jeg kan jo egentlig sige det samme, som jeg sagde til forespørgselsdebatten i fredags, nemlig at det her jo er noget, der skal foregå ude i kommunalt regi, og også med den respekt for, at der er forskelligheder ude i de enkelte kommuner. Men – og det er bare en hård erkendelse – jeg synes, vi taler mere om handicapområdet som helhed på tværs af partier herinde, end vi gør ude i kommunerne. Jeg synes ikke, jeg får meget opbakning fra andre partier, når jeg sidder i børne- og ungeregi i Odense. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Men det er i virkeligheden derude, det burde være, man talte om det her, for der er det der med, at man vil flytte det hele over til noget andet. Altså, det, der ikke er svært, skal være nært. Det princip kan jeg faktisk godt lide.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Hvis man får mistanke om, at man lider af en alvorlig sygdom og går til sin læge, kan det jo forekomme, at hun ikke synes, hun har en tilstrækkelig specialiseret viden og visiterer en til nærmere undersøgelse på sygehuset, og hvis de der konstaterer, at der er behov for en operation, har jeg ikke hørt om, at de så vender tilbage til den praktiserende læge og hører, om den praktiserende læge er enig i vurderingen, eller om det eventuelt bliver for dyrt. Sådan er det jo på handicapområdet. Når kommunen ikke har tilstrækkelig forstand på det eller ikke har tilstrækkelig specialiseret viden, spørger de VISO, og når VISO så ud fra deres stærke faglige viden – jeg hørte meget ros af VISO – giver en anbefaling om, hvad der er behov for, kan kommunen bare fravælge det. Så er der ikke noget, der tyder på, at der her er en disrespekt, som ikke ligger hos den enkelte, men i den struktur, vi har opbygget, i forhold til at træffe afgørelser ud fra en specialiseret faglig viden?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren for Enhedslisten. Det er et problem. Det er et problem, hvis man enten i regi af VISO eller i regi af regionen har været forbi dygtige speciallæger. Det er f.eks., som jeg sagde i min tale, når der er dygtige børneneurologer og børnelæger, som tilser børnene, og som måske har set dem adskillige gange gennem adskillige år, og så sidder der f.eks. nogle børnelæger i kommunalt regi og træffer en helt anden afgørelse. Det er simpelt hen ikke i orden. Jeg har faktisk været inde på i Odense, at vi burde spare vores kommunale børnelæger væk, for så undgår vi, at der sidder nogle i kommunen og bestemmer. De har i øvrigt heller ikke den samme specialiserede viden, som de har andre steder, f.eks. vores dygtige speciallæger på OUH i Odense. Hvorfor skal de bruge en masse krudt på et barn, se en masse ting hos det barn og visitere ud fra det, og så sidder der læger i kommunalt regi, som gør noget andet? Det er både dobbeltarbejde, og det er også forkert. Det giver jeg ordføreren ret i.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Det glæder mig. Men er vi så ikke nødt til, når vi nu skal have det her område ændret, at sige, at dem, der træffer afgørelsen om, hvilken indsats der skal til for at imødekomme det behov, borgeren har, også er dem, der har den specialiserede viden til at træffe afgørelsen, og ikke nogle, der ikke har den specialiserede viden?

Ordføreren.

Igen: Det er jeg enig med ordføreren i. Det behøver jo ikke at betyde, at man flytter noget fra kommunerne over i regionerne. Men det betyder, at vi skal blive skarpe på det. Jeg har også sagt det flere gange – jeg tror, det er fjerde gang, jeg siger det nu – at jeg også rigtig gerne vil have, at vi indkalder til nogle ordførermøder, forhandlinger eller kald det, hvad man vil, om det her, så vi netop får sat os ind i, hvad vi skal gøre. Vi behøver ikke kun at vente på en evaluering. Vi venter alle sammen på den med utålmodighed. Men det er da klart, at der er noget i forhold til visiteringsdelen, hvor det giver mening, at man får lavet en anden struktur – uden at det nødvendigvis flyttes fra kommunerne.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Vi skal lige have lidt afspritning. Tak for det.

Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det her borgerforslag er fremsat af #enmillionstemmer, og jeg vil gerne sige tak til alle kræfterne bag for at lave det her forslag. Mange af jer har selv haft dårlige oplevelser i jeres familier og oplevet at skulle bruge unødvendige ressourcer på kampen for at få den nødvendige hjælp til jeres familier og jeres børn; unødvendige ressourcer, som i stedet kunne have været brugt på at være forældre uden at skulle agere både socialrådgiver og jurist. Det er flot, at så mange har underskrevet det her forslag. Det vidner jo om et kæmpe ønske om store forandringer og forbedringer på handicapområdet. Det ønske deler vi i Dansk Folkeparti.

Formålet med det her fremsatte borgerforslag er jo at sikre, at alle mennesker med handicap kan leve på lige vilkår med andre, samt et ønske om, at handicapområdet skal flyttes, så det ikke længere er kommunerne, der har ansvaret for at træffe afgørelser om hjælp og støtte til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Forslaget beskriver følgende – og jeg citerer:

»Forvaltning af handicapområdet kræver indgående viden til mange forskellige diagnoser. Den viden er ganske enkelt ikke til stede i 98 kommuner, og det er ikke realistisk at sikre tilstrækkelig viden på dette yderst komplicerede område i 98 kommuner. Dette skyldes bl.a. et vidt forskelligt borgergrundlag.

Lige nu spilder kommunerne ressourcer på at træffe forkerte afgørelser og på at lave fejl i sagsbehandlingen. Dette skal ændres, så vores fælles bidrag til velfærdssamfundet går til den rigtige hjælp i rette tid til de mennesker, der har behov for og ret til hjælp og støtte. Uanset, hvor området flyttes hen, vil det være afgørende, at den myndighed, der skal træffe afgørelserne, ikke samtidig skal finansiere den. Risikoen for økonomisk motiverede afgørelser skal fjernes, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed får den hjælp, de har behov for, og ikke den hjælp, myndigheden mener, den har råd til.«

Og: »En stor gruppe mennesker med behov for hjælp oplever i stigende grad at få frataget eller at få afslag på ydelser, som de har behov for, og som de efter serviceloven er berettiget til. Det er vilkårligt, hvilken hjælp man kan få i landets kommuner, da der er stor forskel på, hvordan de 98 kommuner forvalter handicapområdet. Det har den konsekvens, at mennesker, som gerne vil kunne leve og bidrage på lige fod med resten af befolkningen, fratages denne mulighed.«

Jeg tror, at det måske er der, jeg skal sige citat slut. Men jeg er ikke helt sikker. Men det er simpelt hen ikke godt nok. For 42 pct. af alle de handicapsager, der påklages til Ankestyrelsen, ender med at blive omgjort. På børnehandicapområdet er omgørelsesprocenten helt oppe på 51 pct. Og gennem vidnesbyrdene fra #enmillionstemmer har vi jo bl.a. hørt forskellige fortællinger. En borger, der er født med cerebral parese, oplever hele tiden at skulle kæmpe for at retfærdiggøre sit behov fra den rollator og den elscooter, borgeren har brug for i sin hverdag. Da en mor til en 10-årig dreng med infantil autisme rækker ud for at få hjælp fra kommunen, får hun at vide af den kommunale rådgiver, at det er et vilkår at være udmattet, når man er enlig mor. Eller en voksen kørestolsbruger, der har 18 diagnoser, og som uanmeldt fik besøg af en visitator fra kommunen, som gik med borgeren i bad, vel at mærke uden overhovedet at bede om borgerens samtykke eller forklare, hvorfor et fremmed menneske skulle med borgeren i bad.

Vi har været vidne til uværdige stopursmetoder. Vi har været vidne til uværdig behandling. Og faktisk synes jeg, at alle skal læse de vidnesbyrd, som #enmillionstemmer har samlet på deres hjemmeside. Så kunne man jo samtidig spørge sig selv, om det er sådan en behandling, man selv gerne vil modtage.

I Dansk Folkeparti deler vi fuldstændig intentionerne, og jeg er enig i, at der skal handling til. Vi behøver ikke at afvente en afdækning på det specialiserede område, for at vi kan rette op på de retssikkerhedsmæssige udfordringer, der er for mennesker med handicap. For hvis der er vilje herinde fra Folketingets partiers side, så kunne vi jo allerede i fællesskab rette op på de punkter nu. Desværre har det jo vist sig, at der ikke har været den store vilje til at rette op på de punkter omkring retssikkerheden. Men det håber jeg der er nu, og jeg har fra Dansk Folkepartis side fremsat adskillige forslag. Jeg bad om at få en oversigt over det fra biblioteket, altså om de ikke kunne sende oversigten over beslutningsforslag. Jeg tror, de skrev, at det var 52 forslag på det her område, vi havde fremsat. Jeg har nævnt flere af dem i dag.

Men jeg vil gerne sige tak for det her forslag. Jeg mener, at vi har en forpligtelse herinde fra Folketingets side til at løse det her område, og jeg synes, det er utrolig positivt, at vi har set pårørende, der har uanede kræfter. Tænk engang, hvad det kræver. Jeg kan se, at min tid er gået. Jeg kunne jo godt stå heroppe lidt længere, men jeg må hellere sige stop for nu, og så glæder jeg mig til udvalgsbehandlingen, hvor jeg håber, at vi i fællesskab kan lave en fælles beretning.

Tak. Der er en række spørgsmål, så ordføreren får lov til at stå og heroppe lidt længere. Det første er fra hr. Jens Rohde.

Ja, det lød jo dejlig engageret, og det ved jeg også godt at fru Karina Adsbøl er i det her, og al ære og respekt for det. Der er bare en ting, jeg simpelt hen ikke forstår, og det er, at siden 2011 har jeg næsten ikke hørt andet fra DF, end at regionerne skal nedlægges. Så hvis vi nu løste det her med et snuptag, med en hurtig løsning, og bragte området fra kommunerne og over i regionerne, hvad skal der så ske, når regionerne bliver nedlagt efter krav fra DF?

Ordføreren.

Tak for det fantastiske spørgsmål, hr. Jens Rohde. Så har hr. Jens Rohde jo ikke lyttet godt nok efter, hvad Dansk Folkeparti ellers siger. For Dansk Folkeparti handler det ikke om, hvor handicapområdet skal ligge. Den diskussion kan vi sagtens tage, men det her handler bare om noget mere og noget større. Det handler jo netop om, at #enmillionstemmer og alle dem, der har underskrevet det her, vil skabe forandringer, vil have handling, og de vil have, at borgerne får den hjælp, de har behov for.

Hvor det præcis skal ligge, og det er jo også det, de skriver i deres forslag, har de ikke taget stilling til, altså om det skal være i regionerne, eller det skal være i staten. Jeg tænker jo, at man sagtens kan lave specialiserede enheder på landsplan. Men når diskussionen kommer ind på, hvor det skal ligge, bryder det bare med alt muligt, i forhold til hvad det i grunden er, det her handler om. Og det handler om, at mennesker har brug for den hjælp, de har brug for, og den får de ikke i dag, og at kommunerne underminerer serviceloven, og det skal vi jo handle på. Det er netop det, vi skal.

Hr. Jens Rohde.

Jo, men så kom ånden ud af flasken. DF har heller ikke nogen løsning på, hvor det skal ligge. Så er det jo meget smukt at stå og skose ministeren og den socialdemokratiske ordfører for, at man ikke kommer frem med hurtigere løsninger. Det har DF heller ikke. Og det synes jeg bare lige skal stå tindrende klart, og det gør det efter det svar, som vi har fået her, fordi DF glemmer at fortælle, at resultatet af DF's samlede politik så nødvendigvis må være, at vi statsliggør hele området. Og her må jeg altså bare for mit vedkommende og KD's vedkommende sige, at der står vi fuldstændig af. Den der idé med at statsliggøre vores sundhedsvæsen var noget, man prøvede i gamle dage og havde i gamle dage, og det vil jeg kraftigt advare imod.

Ordføreren.

Jamen kære hr. Jens Rohde. Jeg tror, at ordføreren skal lytte lidt bedre efter, hvad jeg siger, for det kører i flere spor. Det handler bl.a. om, at vi nu og her kan sikre retssikkerheden, at vi nu og her kan tage nogle initiativer. Så er det jo rigtigt nok, at der venter en undersøgelse af det specialiserede område. Skal jeg som Folketingets eneste ordfører kunne sige, hvad den rigtige løsning er? Altså, helt ærligt!

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. Og tak for talen til den person, som jeg synes er Folketingets handicappolitiske kriger – med 52 beslutningsforslag; det er alligevel også en pæn slat. Jeg vil gerne høre ordførerens vurdering af noget. Der er rigtig mange af de beslutningsforslag – ja, næsten dem alle sammen – som også Alternativet synes rigtig godt om og har stemt for. Vil det rigtige efter ordførerens vurdering nu være at fortsætte med at fremsætte flere beslutningsforslag og på kort sigt nå de fordele og de værdier, som det bestemt kan skabe, eller vil det være smartere nu, når der kommer den her evaluering, at prøve at lave en mere helhedsorienteret løsning, hvor vi ændrer på de større strukturer og måske prøver at få nogle af de her forslag med i købet? Kunne ordføreren måske være bange for, at det – hvis vi får vedtaget to, tre, fire, fem af de her beslutningsforslag på bagkant af den her debat – så vil give regeringen en undskyldning for ikke at skrue på de store skruer?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke. Altså, vi kunne allerede nu lave de rettighedsmæssige tiltag. Men det, vi kunne gøre, hr. Torsten Gejl – og det ved hr. Torsten Gejl jo også, at jeg har forsøgt på som ordfører – er at skabe et flertal i udvalget, så vi kan handle. For det kan vi gøre i udvalget; vi kan pålægge ministeren ting i udvalget. Men udfordringen er jo, at hver gang vi skal finde frem til at lave den her fælles beretning, så er der nogle, der stikker halen mellem benene. Det er faktisk faktum, og det må ordføreren jo give mig ret i. Og jeg er glad for, at ordførere har bakket op om en del af de her forslag, som vi har stillet for netop at forbedre området siden 2011, da jeg blev valgt som handicapordfører. Jeg har i hvert fald forsøgt.

Hr. Torsten Gejl.

Tak for den vurdering. Der er en anden ting, som vi taler meget om, og det er jo, at dem, der bevilger indsatsen og servicen, ikke også skal være dem, der finansierer det. Vi prøver at skille det ad. Og det ville jo være fantastisk, hvis man kunne gøre det, ikke bare på området for handicap, men også på beskæftigelsesområdet, socialområdet, børneområdet. Altså, det ville jo være en måde at forsøge at komme kassetænkningen til livs på for at sikre, at de økonomiske incitamenter kommer borgerne til gode. Men hvordan gør vi det? Har ordføreren et forslag? For det betyder jo også, at dem, som bevilger, ikke har overblik over, hvor meget de bevilger, og ikke har overblik over, hvor meget der eventuelt er i budgettet. Så jeg synes, at det er en ekstremt spændende tanke, og vi beskæftiger os også selv med det i Alternativet, nemlig hvordan man kan lave det kunststykke. Har ordføreren en idé?

Ordføreren.

Ordføreren skal have alle løsningerne her i dag – jeg har en del af løsningerne, men jeg har ikke alle. Men ja, altså det, jeg tænker, er, at vi jo har en budgetlov, som Bjarne Corydon i hvert fald stod i spidsen for, og den har noget at sige. Og så har vi jo en servicelov, som man også kunne kigge på, i forhold til at det omkring det økonomiske incitament blev ændret i 2012, tror jeg det var. Men det, der kunne være interessant, var jo også, at man mødte borgeren og så sagde: Hvad er det, du har brug for? Og så kunne man jo egentlig prøve at efterleve det og se, hvad der skete.

Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og tak for en passioneret tale. Jeg ved jo godt, at DF's ordfører er meget passioneret på det her område, og derfor vil jeg høre ordføreren i dag, om jeg ud fra den tale, der blev holdt, skal forstå det sådan, at DF nu fortryder sin deltagelse i kommunalreformen, herunder at man nedlagde amterne og fjernede handicapområdet fra amterne og lagde det ind under det kommunale uden at lægge nogen form for plan for den specialiserede viden og behandlingskapacitet, man havde på det tidspunkt.

Ordføreren.

Jeg synes, at det på en eller anden måde blev lidt polemisk. Først vil jeg sige, at jeg ikke var valgt til Folketinget i 2007, jeg var ikke engang medlem af et parti og tænkte overhovedet ikke på, at jeg skulle blive politiker en dag. Det, jeg har koncentreret mig om, siden jeg blev valgt, er, hvordan man kan sikre at gøre det her område bedre. Hvordan kan vi sikre hjælp til mennesker med handicap? Hvordan kan vi forebygge, at der sker svigt? Det er jo det, jeg har arbejdet for, siden jeg blev valgt. Så kan man godt gå tilbage og gå yderligere tilbage, men jeg var ikke valgt i 2007. Jeg kender ikke grundlag for de beslutninger, der blev taget i 2007. Jeg stillede op til Folketinget i 2011 og blev valgt i 2011.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jo, men nu beder jeg sådan set heller ikke ordføreren om at stå til regnskab for alle de beslutninger, der er truffet. Jeg prøver egentlig bare at få at vide, hvad det egentlig er, DF mener, for jeg ved jo, at ordføreren er repræsentant for DF, og om man fortryder, at man deltog i rent faktisk at nedlægge amterne i sin tid, hvilket medførte en stor grad af afspecialisering. Det er jo en kæmpestor del af problematikken i dag. Så kan vi sige, at vi sætter to streger under det. (Ringelyd).Jeg tror, der er en telefon, der ringer (Karina Adsbøl (DF): Der fik I lige reddet mig). Ja, det var en spændende afledningsmanøvre, det var godt orkestreret. (Karina Adsbøl (DF): Undskyld, jeg beklager). Men du slipper ikke så let.

Det næste spørgsmål, jeg vil stille ordføreren, handler faktisk også om den plan, man fremlagde for sundhedsvæsenet, hvor man planlagde at nedlægge regionerne. Det har jeg jo været ude at diskutere med bl.a. rigtig mange DF'ere. Her var vi i SF dybt bekymrede for, hvad der så skulle ske med handicapområdet. Man havde slet ikke lagt en plan for det. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide: Hvad er det egentlig, DF mener også sådan rent strukturelt set? Jeg er helt med på hele den del om retssikkerheden, men hvad er det, DF vil rent strukturelt set i forhold til at løfte området og sikre, at der er en høj grad af specialiseret viden og behandlingskapacitet?

Ordføreren.

Det vil vi gerne sikre, og som jeg sagde tidligere, kan man godt gå tilbage i forhold til mange beslutninger, der i sin tid er truffet. Det har jeg givet en forklaring på. Hvis jeg kunne bestemme – og jeg har ikke helt viden nok om det nu – tænker jeg, at vi skulle have nogle specialiserede enheder, altså nogle enheder, som kunne dække danmarkskortet. Vi har en udfordring i dag, og den er, at når VISO kommer med en anbefaling til kommunerne, så er det er jo ikke en bestemmelse om, at de skal efterleve den. Så vi kunne faktisk nå langt, hvis man fulgte intentionerne i lovgivningen i dag og overholdt lovgivningen og traf den rigtige beslutning i første omgang.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak til ordføreren for en ekstremt engageret tale. Det er simpelt hen skønt, når man i den her sal kan mærke, at tingene kommer lige fra hjertet, og det har man altid kunnet mærke på det her område fra ordførerens side.

Jeg er ikke ordfører på det her område og er ikke den, der er den største ekspert i det her, så jeg tillader mig at spørge ind med sådan oprigtig nysgerrighed. Det borgerforslag, som vi drøfter i dag, lægger jo op til at flytte det her område væk fra kommunerne. Og jeg har selvfølgelig prøvet at forberede mig til debatten i dag, og der kan jeg jo se, at bl.a. formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, advarer imod det her og peger på, at det ikke er den rigtige løsning. Jeg ved, at ordføreren normalvis rådfører sig med rigtig mange, og det er jeg ikke i tvivl om at man også har gjort i den her sag, men vil ordføreren ikke prøve at sætte lidt ord på, hvorfor man alligevel kommer frem til den vurdering, at det er det rigtige at gøre, når nu sådan en som Thorkild Olesen taler imod det?

Ordføreren.

Jamen jeg ser det her borgerforslag som lidt dybere end lige at handle om, hvor placeringen skal være – om det skal være i regionen, eller om det skal ligge statsligt. Altså, jeg ser jo faktisk også det her forslag som et råb om, at nu tager I jer sammen derinde på Christiansborg; nu hører I simpelt hen på os om, hvad der foregår – altså, lyt nu til os.

Jeg tror faktisk – men jeg ved det selvfølgelig ikke – at man vil være ked af det, hvis diskussionen kommer til at handle om, hvor det skal ligge, frem for at det kommer til at handle om kvalitetssikring og specialiserede områder, altså enheder, eller hvad det nu er. Det er jo det, det handler om. Det handler jo om, at vi i dag har nogle kommuner, som overvåger borgerne; vi har nogle kommuner, der underminerer den servicelov, vi har lavet; vi har nogle kommuner, der simpelt hen laver sparekataloger, i forhold til at man så ikke vil give socialpædagogisk hjælp, eller at man f.eks. ikke vil give hjælp efter § 95, stk. 3, altså BPA.

Det er jo sådan nogle ting, det handler om, så jeg tror simpelt hen, det er et råb om, at de vil have handling nu. De vil simpelt hen have, at mennesker med handicap skal høres i forhold til retssikkerheden.

Fru Mette Abildgaard.

Tak for det svar, som var rigtig nyttigt. Og jeg er sådan set enig i analysen af, at det her skal ses som et generelt opråb snarere end ét konkret løsningsforslag.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om ordføreren også mener, at andre områder, sårbare områder, hvor kommunen træffer beslutningen og kan have en økonomisk interesse i det, så også bør flyttes væk. Jeg har bl.a. været engageret på området omkring anbragte børn, hvor man ser præcis det samme – der er sager, hvor der bliver skrevet ud til socialrådgiverne, at man ikke kan fjerne så mange, og at man er nødt til at passe på i forhold til økonomien. Burde man så også flytte det væk fra kommunerne?

Ordføreren.

Jamen altså, prøv at høre: Den her diskussion kommer til at handle om flytning, men det essentielle i det her handler om, at man skal have den hjælp, man har behov for, uanset om det ligger i Rødby, eller om det ligger i Kolding eller i Valby. Faktum er, at vi har 98 kommuner med 98 forskellige serviceniveauer. Og afhængigt af hvor du bor, er der forskel, en kæmpestor forskel, i forhold til hvilken hjælp du kan få. Du kan ikke tage din hjælp med til en anden kommune, hvis du flytter, så du er stavnsbundet. Altså, det er jo også det, det her handler om.

Så er det fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Jeg vil også godt takke for en engageret tale. Jeg synes bare ikke, at det ligesom gør det hele. Jeg synes, at både ordføreren for Kristendemokraterne og ordføreren for Det Konservative Folkeparti har ret i nogle af deres pointer, som jeg godt kunne tænke mig at uddybe lidt. Mener ordføreren i dag, at man tog fejl, da man nedlagde amterne og flyttede specialiseringen væk? Og for at følge op i forhold til Det Konservative Folkeparti: Er der andre områder, som Dansk Folkeparti mener skal væk fra kommunerne?

Ordføreren.

Jeg kan godt sige det igen. For mig er det ikke vigtigt, hvor man lægger områderne. Det, der er vigtigt, er, at man får den hjælp, man har behov for og er berettiget til, og det sker ikke i dag. Det er jo det, der handler om. For mig er det vigtigt, at det ligger et sted, hvor det bliver varetaget ordentligt og korrekt, at vi ikke ser kæmpestore forskelle, i forhold til hvordan man læser og tolker den servicelov, vi har. For mig er det også vigtigt, at vi kigger indad, selvfølgelig, og ser, hvad vi kan gøre herfra. Er der noget, vi skal have rettet op på i forhold til mange beslutninger, som i sin tid er truffet af et Folketing? Så skal man selvfølgelig rette op på det. Jeg har gjort mit i forhold til at kæmpe og arbejde for at forbedre det her område ved at fremsætte forslag i Folketingssalen, og så vil I have, at jeg også skal gå tilbage til et tidspunkt, hvor jeg ikke var valgt, og så skal jeg analysere på, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg kan konstatere, at det, der foregår nu, er fuldstændig uacceptabelt, og der er behov for noget nyt, der er behov for en kæmpe reform.

Så er det fru Camilla Fabricius.

Den del, hvor ordføreren starter med at sige, at det ikke handler om, hvor området ligger henne; det handler om den kvalitet, der ydes for borgerne, synes jeg faktisk er ret præcist, og det lægger sig fuldstændig op ad, hvad vi har sagt, og det lægger sig op ad, hvad socialministeren har sagt. Så hvad er det, der gør forskellen på det, Dansk Folkeparti mener, og det, ministeren mener?

Ordføreren.

Jamen det, der gør forskellen, er jo, at ministeren ikke reelt er villig til, at der skal ske noget her, bl.a. på retssikkerhedsområdet. I forhold til den anden del: Jeg ved godt, at I går meget op i, hvor det skal ligge henne, og det kan sagtens ligge der, hvor det er det bedste sted, men udfordringen er, at I forlanger, at jeg skal give et svar på, hvad det bedste sted er, samtidig med at I andre vil afvente en evaluering, og det hænger bare ikke sammen. Altså, det hænger jo ikke sammen, hvis det er det, I ønsker svar på fra mig. Jeg ønsker, at det skal ligge der, hvor borgerne får den bedste behandling, og jeg kan konstatere, at det gør de i øjeblikket ikke i kommunen. Derfor har man et ønske om at kigge på, at det skal rykkes væk fra kommunen, og det ønske forstår jeg.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Man bærer jo også et ansvar som medlem af Folketinget for et parti for mere end det, man lige selv har lagt ord til. Det, jeg vil høre ordføreren om, er noget andet. Vi er ofte enige, når det handler om retssikkerhed. Jeg tør ikke sige, hvor mange af ordførerens forslag Enhedslisten har støttet, men det er nok – som jeg husker det – de fleste de sidste 6 år. Men det er jo så en ting. Det, jeg godt kunne tænke mig ordføreren lige sagde et par ord om, er: Synes ordføreren egentlig, det er en forkert strategi, at vi har valgt at sige, at en forudsætning for at lave en stor reform af området er en grundlæggende og grundig evaluering, så vi kan træffe beslutningerne på et solidt fundament? Er det ikke fornuftigt, at vi har lavet en sådan proces med en grundig evaluering?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig fint, at man får en grundig evaluering. Nu har vi jo ventet rigtig længe på, kæmpet for og arbejdet på forandringer, og min bekymring er bare, at det bliver lagt ned i en syltekrukke. Det er det samme, når ministeren siger, at vi lige skal undersøge det der med de stopursmetoder frem for at stoppe dem. Hvorfor skal vi undersøge det? Stop med at bruge de der metoder. Det kan vi jo gøre. I forhold til det med retssikkerhed: Der kan vi også allerede handle nu. Det er derfor, at jeg ikke ser det som et enten-eller. Jeg ser det som et både-og. Det er selvfølgelig fint at få en grundig viden, men vi kan sagtens handle sideløbende i forhold til de forbedringer, som vi kan se området trænger til, for det vil sikre de mennesker, som det handler om.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Det er jo ikke, fordi jeg vil prakke ordføreren mine synspunkter på, men jeg synes måske, at vi nærmer os hinanden, for Enhedslisten har helt den holdning, at vi skal gøre noget ved retssikkerheden, og at det ikke kan gå hurtigt nok. Men jeg hører egentlig ordføreren bekræfte, at den strategi, som Enhedslisten, SF, Radikale, regeringen og Alternativet har lagt med at foretage en grundig evaluering, inden vi laver en fuldstændig omstrukturering af området, hviler på et meget solidt fundament. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jeg synes selvfølgelig, at det er vigtigt, at man, når man skal træffe nogle beslutninger, gør det på et oplyst grundlag. Men vi har også et oplyst grundlag, når det drejer sig om handicapområdet og retssikkerheden – et fuldstændig oplyst grundlag – så vi behøver ikke at vente på den del. Så i forhold til det med, om staten vil være den bedste til at overtage handicapområdet, eller om det er regionerne, der vil være de bedste, eller om det skal være specialiserede enheder ude i landet, vi skal have: Det har jeg svært ved at vurdere på nuværende tidspunkt. Men jeg har en stor forståelse for, at sådan som det foregår på handicapområdet i øjeblikket og har gjort det i mange år, er det selvfølgelig ikke der, man ønsker at det skal ligge. Det har jeg da forståelse for.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. (Karina Adsbøl (DF): Jeg vil så gerne blive lidt længere). Men vi går videre til næste ordfører, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Tak for det, formand. I dag er en længe ventet dag for borgere med handicap og deres pårørende, men især for de mange i #enmillionstemmer, som har stillet borgerforslaget. Vi er mange, der er pårørende og oplever de mange udfordringer, der er for nogle af dem, vi holder allermest af. Det gør ondt. Det skaber en stor frustration, når vi ser de mange afvisninger og lukkede døre, vores nære oplever. Og endnu værre: Det fører til magtesløshed. Der er så mange kampe at kæmpe i hverdagen, når man lever med et handicap, og der er i sagens natur færre kræfter at kæmpe med, når man både skal slås med et handicap og med systemet, og lige præcis derfor er #enmillionstemmer så vigtig. For det rykker, når der tales med én stemme på så manges vegne, og det er bydende nødvendigt, for udviklingen er over tid gået den helt forkerte vej på handicapområdet.

I 2007 valgte et borgerligt flertal i Folketinget at nedlægge amterne og flytte handicapområdet til kommunerne. Det var vi mange der var imod, og vi var lige så mange, der advarede imod den afspecialisering af området, der ville ske: at den opbyggede viden og erfaring, man havde, ville blive pillet fra hinanden, og at de mange specialiserede tilbud, der lå i amterne, ville forsvinde. Men Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti var ikke til at rykke. Man så da også mange kommuner hjemtage tilbud og henvise borgere til mindre specialiserede tilbud. Det er uden tvivl en af årsagerne til, at der er så store problemer på handicapområdet, som der er i dag.

Men der er også en anden vigtig årsag, og det er økonomien, for der er flere borgere med handicap i dag, mens kommunernes økonomi ikke er fulgt med – i en tid, hvor man fra Christiansborg har sagt til kommunerne, at det må man ligesom effektivisere sig ud af. Nogle af dem, der mærker det allermest i dag, er de borgere, der lever med handicap. Alt for mange oplever, at økonomien kommer før det faglige hensyn, når de ansøger kommunen om hjælp. Alt for mange oplever, at de selv må betale for et hjælpemiddel eller gå ned i tid på deres arbejde, fordi de ikke kan få hjælpen fra kommunen. Alt for mange oplever umenneskeligt lange sagsbehandlingstider, både i kommunerne og i Ankestyrelsen. Alt for mange oplever urimelige krav om dokumentation såsom observation i privaten i flere døgn. Alt for mange oplever at få frataget deres hjælp, uden at der er nogen forandring i deres tilstand eller at de kan mere. Alt for mange får hverken uddannelse eller job.

Historierne er mange og hjerteskærende, og der er et stigende antal påklagede sager, der har fejl, og der er uden tvivl også et stort mørketal. Der skal en reform af hele området til for at rette op på forholdene igen. Det er vi klar til i SF. Det skal ikke længere kunne betale sig for den enkelte kommune at give borgeren mindre eller ingen hjælp. Det skal fremover være faglighed og specialiseret viden, der skal være det styrende element i sagsbehandlingen. Det kræver flere penge til området, og det kræver, at vi får ændret på de økonomiske incitamenter. Ansvaret skal flyttes og knyttes til opgaven, ikke finansieringen, som der står beskrevet i løsningsforslaget fra #enmillionstemmer. Det betyder også, at vi skal have specialiseret viden og have opbygget den kapacitet, vi tidligere havde. Her mener SF, at regionerne også bør have en central rolle, hvor videncentre skal samle viden om de forskellige handicap, og hvilke indsatser der er behov for, for at det enkelte menneske netop kan leve et godt og aktivt liv. Den viden skal bruges i visitationen. Vi ønsker, at der med tiden udvikles forløbspakker, hvor det er den specialiserede viden, der sætter standarder for, hvad man som minimum har brug for, og det skal ikke være op til den enkelte kommune alene at vurdere, hvor meget hjælp man har behov for, eller i virkeligheden, hvor handicappet man er. Det findes der mange fortolkninger af. Disse forløbspakker skal naturligvis følges op med en individuel og helhedsorienteret plan, der udarbejdes i tæt samarbejde med borgeren.

Der findes ikke en nem og hurtig løsning på problemerne, men vi skal have fat på flere store værktøjer for at ændre den urimelige situation, som mange borgere med handicap står i. At flytte hele området væk fra kommunerne vil ikke løse det i sig selv, fordi regionerne ikke er, som amterne var. Men det giver rigtig god mening, at regionerne får en langt mere central rolle og langt flere opgaver på handicapområdet. Mit håb er, at et flertal vil finde sammen nu og starte arbejdet med den reform, der skal sikre ordentlige og værdige forhold for borgere med handicap. Det skylder vi dem og deres pårørende.

Tak til SF's ordfører. Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ja, sådan er det, når man bliver engageret i en debat. Og vi kan jo også sagtens skyde lidt mod hinanden, men jeg vil hellere tænke i løsninger. Så derfor vil jeg høre SF's ordfører, om SF nu er med på at lave en fælles beretning i udvalget, i forhold til at vi kan sikre området omkring retssikkerhed. For det er jo noget, der har været så at sige umuligt indtil nu at få lavet en fælles beretning om. Så derfor skal jeg høre, om det er noget, SF vil være med på nu. Og så er jeg helt med på, at man så selvfølgelig må afvente evalueringen af det, og så kan man køre i det spor, der hedder retssikkerhed, så vi netop får stoppet de uværdige metoder, vi har været vidne til. Man kunne også lave kompensationsordninger, altså når borgere bliver fejlbehandlet – det er i hvert fald et plaster på såret. Vi så jo svømmepigesagen i Højesteret. Vi er da forpligtet til at gøre noget ved det.

Så er det et tilsagn fra SF, at når vi sidder i udvalget, kan vi lande en fælles beretning for at styrke det her område?

Ordføreren.

Ja, såfremt vi kan blive enige. Altså, så enkelt kan det svar jo være. Selvfølgelig er SF klar til at handle. Det var også det, jeg sluttede min tale af med. Og i virkeligheden ville det være sådan i den bedste af alle verdener, at vi kunne få en samlet vedtagelsestekst ud fra det her, der i den grad anerkender det opråb og den frustration, og at nu er nok bare nok. Vi skal i gang med at handle. Det ville jeg synes ville være rigtig vigtigt. For det er rigtigt, at selve forslaget går på at flytte området væk fra kommunerne, men nede bag ved det ligger der rigtig mange problemer, som vi bør adressere sammen. Så det er vi klar til. Men det skal selvfølgelig også være noget, vi er enige i.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen så kan jeg starte fra en ende af: Er SF enig i, at når man bliver fejlbehandlet i det sociale system, skal man have en kompensation? Altså, man skal ikke kvit og frit kunne bryde lovgivningen. Det er den ene ting. Er SF enig i, at der skal være hurtig genbevilling af hjælpemidler, altså via tro og love-erklæringer? Er SF enig i, at vi skal have opsættende virkning på andre paragraffer end dem, der er det på i dag, netop for at sikre, at man ikke kan få frataget sin hjælp? Og er SF enig i, at vi kunne kigge på en retssikkerhedsfond? Det var blot nogle af de forslag.

Ordføreren.

Jeg er pjattet med, at fru Karina Adsbøl bliver ved med at stille mig de samme spørgsmål i den her sal. Ja til opsættende virkning. Ja til en retssikkerhedsfond. Ja til en bod – ikke til kompensation til borgere, for det synes vi egentlig ikke er den rigtige løsning – kun hvis man har haft merudgifter. Det har jeg redegjort for tidligere. Og også ja i forhold til hjælpemidler. I virkeligheden har SF også et andet forslag i forhold til hjælpemidler, som vi bl.a. behandlede, sidst vi havde en stor forespørgselsdebat. Vi vil gøre det område meget mere smidigt i den måde, man gør tingene på.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Rohde, Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Nu har jeg jo selv stået her og vedgået arv og gæld i forhold til strukturreformen. Jeg synes, det ville være klædeligt, om ordføreren også ville vedgå arv og gæld og så lige fortælle den undrende befolkning, når hun taler om økonomi, hvornår budgetloven blev vedtaget, og hvem der var minister for sundhed og forebyggelse, da den lov blev vedtaget.

Ordføreren.

Åh, det er næsten fejt! Kunne det være en SF-minister, som måske er et andet sted i dag? Det kunne godt tænkes. Jamen det vil jeg godt vedgå. Men vi har også taget den på os og sagt, at vi vil gøre op med det regime, vi har været med til at indføre, i hvert fald dele af det. Vi har bl.a. fået med i forståelsesaftalen, at det skal være muligt at lave flerårige budgetter for kommunerne, og det vil jo betyde, at kommunerne i langt højere grad kunne begynde at styre deres udgifter, eller ikke styre, men i virkeligheden investere i forebyggende tiltag og på den måde, at de ikke står så stramt hvert år og skal levere lige, arh, ikke på nullet, men tæt på.

Hr. Jens Rohde.

Det er jeg meget enig i, fordi det kunne i hvert fald forhindre noget af den der budgetjagt, der altid går i gang hvert år i kommunernes forskellige afdelinger, og som enhver kommunalpolitiker ved alt om. Men hvad med den reelle økonomi? Hvad med ophævelse af serviceloftet, som jo er det, der forhindrer kommunerne i at yde den service, som de gerne vil give, også selv om de har pengene; ophævelse af kommunernes skattestop; og en reetablering af regionernes ret til at opkræve skatter – det kan man så kompensere en til en på bundskatten? Hvad siger SF til de forslag? Dem har KD beskrevet i vores 2030-plan.

Ordføreren.

Tak for det. Jamen jeg synes, det er nogle fornuftige forslag, og jeg ved ikke, om hr. Jens Rohde faktisk ved, at jeg kommer direkte fra kommunalpolitik i en kommune, der har været rigtig hårdt spændt for, så jeg kender, om nogen, til udfordringerne med at få budgetterne til at hænge sammen, og man kan se, at med en meget skidt økonomi på socialområdet kan man simpelt hen ikke give den hjælp, der er behov for. Og det har vi simpelt hen brug for at få gjort op med. Så er der hele det new public management-regime, hvor vi har lavet det til køb og salg på det sociale område, og det har ikke gjort noget godt, at det kommer til at handle om prisen fremfor den faglige indsats, og de andre dele er vi også villige til at kigge på.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Radikale Venstre, og det er hr. Henrik Vinther.

Tak for det. Da grænserne på kortet over Kommunedanmark i 2007 blev tegnet om og 271 kommuner blev til 98, amterne nedlagt, og opgaverne fordelt på kommuner og regioner, så blev der skabt en ny struktur. Målet var at bringe den offentlige velfærd tættere på borgeren, kommunen skulle være borgernes indgang til det offentlige, og i dag er det fortsat sådan, at hvis man som borger ikke ved, hvor hun eller han skal gå hen, er meningen, at indgangen er gennem kommunens fordør. Det er en god ambition, men hvad nu, hvis fordøren er lukket eller vejen dertil er spærret eller de svar, man får, hvis man kommer inden for døren, ikke lever op til de love og regler, som vi vedtager her? Så er fordøren pludselig blevet til en blindgyde.

Strukturreformen var stor. Den fik vidtrækkende konsekvenser. Intentionerne var nærhed og enkelhed. Realiteten er på handicapområdet blevet lidt en anden for mange. I stedet er virkeligheden blevet fragmenteret og ofte noget bøvl; fragmenteret, fordi velfungerende tilbud blev brudt op og vigtig viden spredt for alle vinde; bøvl, fordi konsekvensen samtidig er, at kommunerne her 14 år efter stadig bøvler med at træffe afgørelser, som holder ved nærmere eftersyn. Alt for mange handicappede borgere oplever afgørelser med fejl, senest har Rigsrevisionen bedt om en undersøgelse af, om kommunernes forvaltning af handicapområdet er tilfredsstillende. Noget tyder på, at noget er galt, og det koster på det levede liv og på tilliden til systemet.

Derfor er det i dag her ved førstebehandlingen af borgerforslaget på sin plads at anerkende det arbejde, som #enmillionstemmer har gjort, med at sætte fokus på de problemer, som endnu ikke er løst, og som påvirker mange menneskers liv. Så problemet er kendt, det er virkeligt, og der er brug for handling. Derfor var det en afgørende del af det forståelsespapir, som blev lavet i 2019 forud for regeringsdannelsen, at partierne, dvs. Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, ønsker at, og jeg citerer:

»Forbedre mulighederne for mennesker med handicap. Der skal være kvalitet og retssikkerhed i tilbuddene til mennesker med handicap og funktionsnedsættelser, og indsatsen skal være præget af en høj faglighed og den nødvendige specialisering. En ny regering vil i samarbejde med relevante aktører gennemføre en evaluering af den nuværende planlægning og organisering af handicapområdet med henblik på at styrke indsatsen, den nationale vidensdeling og sikre den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner...«.

Redskabet er altså en omfattende evaluering, som er i gang, og resultatet ligger klar her på den anden side af sommerferien, det har jeg hørt ministeren fortælle, og evalueringen er grundig og ambitiøs, og den ser både på rammer og indhold, dvs. på organisering, visitering og finansiering, og den er en mulighed for grundlæggende at sikre netop det, som aftalen fra juni 2019 lover, nemlig faglighed, retssikkerhed og en hensigtsmæssig opgavefordeling.

I dag drøfter vi et forslag, der vil flytte handicapområdet fra kommunerne. Den radikale tilgang er enkel og har været det siden strukturreformen: at de områder, som kommunerne er for små til at klare, og som er for langt væk fra Christiansborg, til at man rigtig har forstand på det, skal ligge i regionerne. Hvor grænserne præcis skal gå, kan vi se på, når vi får evalueringen af området. Men her og nu er der opbakning til en reform af området, der gør op med de problemer, som #enmillionstemmer påpeger. Tak for det. Tak for forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for en god tale. Og jeg er meget, meget enig i mange af ordførerens pointer. Der er dog en enkelt detalje, som jeg er meget spændt på, og det er, om De Radikale stemmer rødt, gult eller grønt til det her borgerforslag.

Ordføreren.

Så skal jeg trække hr. Torsten Gejl ud af spændingens rus: Vi stemmer grønt.

Hr. Torsten Gejl.

Det synes jeg er utrolig sympatisk. Mener De Radikale dermed, at hele området skal væk fra kommunerne? Eller er det for at åbne debatten og anerkende borgerforslagsstillerne og kaste det hele op i luften?

Ordføreren.

Vi har brug for grundlæggende at se på, hvordan det her er organiseret. Jeg tror ikke på, at alting skal flyttes væk fra kommunerne. Men jeg kan se, at noget i dag med fordel ville kunne samles, fordi vi i dag ikke har en specialiseringsgrad, der er tilstrækkelig til at løse nogle af de problemer, der er. Der mangler økonomisk styrke og soliditet derude, og det skal vi kigge på. Derfor er det en anerkendelse, også af forslagsstillerne. Tak for spørgsmålet.

Den næste korte bemærkning er fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og også tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at høre den radikale ordfører om den del om retssikkerheden. Kunne ordføreren med baggrund i det her borgerforslag være med på en fælles beretning netop for at styrke det her område? For desværre har jeg jo også oplevet, at Radikale Venstre har stemt imod nogle af forslagene om at forbedre det her område, men også har støttet nogle af de forslag, der har været stillet af Dansk Folkeparti her i Folketingssalen. Så er det en måde at komme videre på, så der sker noget handling? Eller tænker ordføreren, at man vil afvente det specialiserede område? Faktum er jo i dag, at der ikke kan tælles til 90 mandater, tror jeg, når det gælder at stemme grønt til det her, ligesom jeg hører, at der er mange partier, der i hvert fald ikke vil stemme grønt til det. Så er det en vej at gå?

Ordføreren.

Jeg har en klar forventning om, at ministeren, lige så snart den evaluering er klar, indkalder til forhandlinger. Og et af de allervigtigste emner her er retssikkerhed. Og det får vi mulighed for at kigge på der.

Vi har stemt for en række af de forslag om retssikkerhed, der er fremsat, og det vil vi gøre igen. Men først og fremmest skal det ses i sammenhæng, og det skal ses samlet, og det er jeg glad for at vi kan få mulighed for at se på, når vi har evalueringen klar.

Fru Karina Adsbøl.

Okay, så skal jeg forstå ordføreren sådan, at Radikale Venstre ønsker at vente med at styrke retssikkerheden, til de får den evaluering, som ikke har retssikkerheden med, hvis jeg har forstået debatten tidligere om det, hr. Jakob Sølvhøj sagde? Er det sådan, jeg skal forstå det? Man vil ikke handle nu og her i forhold til de ting, vi kunne løse omkring retssikkerheden. Der vil man også afvente evalueringen, selv om retssikkerhedsperspektivet ikke er med. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Gode løsninger kræver gode overvejelser, og det får vi med evalueringen. Så den samlede tilgang til det her må være at kigge på, hvordan vi organiserer det. Det skal sikre, at de mennesker, der har brug for hjælp, får den hjælp, de har brug for. Det er det, der skal sikre retssikkerheden. Det andet risikerer at blive lappeløsninger. Vi har stemt for nogle af dem, fordi det bl.a. også er blevet anbefalet af Advokatrådet, men samlet set afventer vi reformen.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Jens Rohde, Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak. Det var det med den der økonomiske styrke, som hr. Henrik Vinther nævnte. Nu kan jeg jo huske, at hvis der var tidspunkter, hvor man virkelig nærmest skulle hente et iltapparat til lederen af Radikale Venstre, fru Sofie Carsten Nielsen, på gruppemøder, så var det, når jeg nævnte sådan noget som skatteudskrivning i regionerne og ophævelse af serviceloftet i kommunerne. Hvis man nu er meget imod det, og det ved jeg jo så ikke om man har ændret holdning til siden, men hvis man ikke har, hvor vil Radikale Venstre så finde den der økonomiske styrke, som hr. Henrik Vinther erkender mangler i forhold til området her?

Ordføreren.

Det er jo fordelen ved at få en evaluering, der kigger på det i sammenhæng. Der skal vi kigge både på organisering og finansiering, så sammenhængen må være, at når vi ved, hvad vi vil have løst hvor, kigger vi også på finansieringen i den forbindelse.

Hr. Jens Rohde.

Ja, og så ender vi formentlig i den situation, vi altid ender i, nemlig at der sidder nogle kommunale eller regionale folk, alt efter hvor vi lægger det, som så skal spise nådsensbrød af finansministerens hænder. Der var engang, Radikale Venstre gik til valg på en nærhedsreform og sagde, vi tror også på eksperter, og vi tror på dem derude i kommunerne osv. Jeg husker den der fremragende kampagne, der blev lavet, og det var endda, før jeg selv blev en del af partiet. Jeg var meget imponeret over den kampagne, og jeg tænkte: Yes, det kan virkelig noget, det der. Var det ikke noget, om Radikale Venstre gjorde sine ord fra dengang til virkelighed?

Ordføreren.

Da jeg var en ung journalist, interviewede jeg en politisk ordfører fra et parti, der hedder Venstre. Jeg er sikker på, at ordføreren kan huske, hvem den ordfører var. Der er mange grunde til, at man skifter holdning i tilværelsen og skifter ud i det, man mener og gør. Vores holdning er ikke ændret, og jeg kan hilse fra fru Sofie Carsten Nielsen og sige, at iltmængden i det radikale gruppeværelse har det godt, og der er ikke brug for kunstigt åndedræt. Vi vil gerne se det her i sammenhæng, sådan at vi er sikre på, at det, vi laver en økonomisk reform af, også hænger sammen med det, der er indholdet.

Tak til hr. Henrik Vinther. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører kommer fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Der er brug for grundlæggende forandringer på handicapområdet, for alt for mange borgere med handicap får i dag ikke den hjælp, de har behov for. Og ikke nok med det, mange får heller ikke den hjælp, de har krav på efter lovgivningen. Det er helt utilstedeligt, at der er fejl i mere end hver anden klagesag på børnehandicapområdet og i omkring hver tredje sag på voksenområdet. Vi ved fra Ankestyrelsens praksisundersøgelser, at der også er tårnhøje fejlprocenter i de sager, som ikke påklages. Det kan derfor næppe undre nogen med bare et rimeligt kendskab til handicapområdet, at kritikken af kommunernes indsats er hård; kommunerne gør det simpelt hen ikke godt nok. Antallet af protester er vokset og vokset, og de er nu havnet direkte på Folketingets bord med det borgerforslag, vi behandler i dag, og jeg vil godt sige en stor tak til jer, der har taget initiativet, og tak til alle jer, der med jeres underskrift har sat handicappolitikken til debat her i salen i dag.

Der blev advaret højlydt, da kommunalreformen flyttede det fulde myndigheds- og finansieringsansvar ud i kommunerne, og det blev højt og tydeligt meldt ud fra handicaporganisationerne og personalets organisationer, at kommunerne var for små enheder til at løfte de mange opgaver, der forudsætter specialviden på et højt niveau. Folketingsflertallet lyttede ikke dengang, men det er heldigvis ved at forandre sig, for i dag fremstår det med al tydelighed. Jeg hørte også i debatten i dag, at der er behov for en reform af handicapområdet, for det kan ikke fortsætte, som det er i dag, og det er ikke småjusteringer, der er brug for, men helt gennemgribende forandringer, som bl.a. må indebære, at kommunernes rolle ændres, for kommunerne magter åbenlyst ikke at levere den højt specialiserede indsats, der skal til.

Men løsningen af problemerne på handicapområdet er ikke blot at flytte opgaver fra én offentlig myndighed til en anden. Der er brug for langt mere omfattende ændringer, og vi har derfor sidste år igangsat den grundige evaluering, som allerede er nævnt en række gange i debatten i dag, og som også Enhedslisten er enig i vi skal afvente resultatet af, før vi lægger os endelig fast på vores bud på løsninger. Vi ønsker en grundlæggende reform, og derfor skal det, vi gør, også være gennemtænkt og fremtidssikret bedst muligt. Omvendt synes jeg, at der i dag også er brug for at sætte noget retning på, hvor vi vil hen.

For Enhedslisten er det vigtigt, at vi får erstattet den nuværende markedsstyring af området med en specialplanlægning, der sikrer, at borgerne kan få den specialiserede hjælp, de har behov for. Vi ønsker at få brudt kommunernes visitationsmonopol. Det kan meget vel være, at kommunerne skal være den offentlige myndighed, som de fleste borgere med handicap møder først, men når der skal visiteres hjælp, der forudsætter højt specialiseret viden, mener vi ikke, at kommunerne er i stand til at løfte opgaven.

Vi ønsker en helt ny finansieringsmodel, hvor det fulde finansieringsansvar fjernes fra kommunerne. Vi vil have en mere rimelig og først og fremmest en mere solidarisk fordeling af udgifterne, sådan at vi fjerner det incitament, der i dag er til at sætte økonomien før borgernes behov, og som fjerner det faktum, at det i dag kan betale sig for kommunerne at føre en mangelfuld og fejlagtig sagsbehandling.

Vi ønsker at afvente en endelig beslutning om, hvordan organiseringen, visitationen, finansieringen skal være i en reform, men vi er omvendt utålmodige efter at komme i gang med forhandlingerne om at styrke retssikkerheden, så den kan være på plads, inden vi skal forhandle en grundlæggende reform af handicapområdet. Vi har i Enhedslisten for nylig fremlagt ni konkrete forslag til forbedringer af retssikkerheden, og dem vil vi tage med til forhandlingerne om noget sådant.

Jeg skal endnu en gang sige tak til forslagsstillerne, tak for at presse på for forandring. Jeg hører til dem, der tror på, at forandringerne først indtræffer, også her i salen, når der kommer et tilstrækkeligt pres udefra, og jeg håber, at vi inden længe kan kvittere med en grundlæggende reform af handicapområdet. Vi ønsker helt grundlæggende at ændre kommunernes rolle og opgaver i forhold til handicapområdet, og derfor kan vi støtte borgerforslaget.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ønske om en kort bemærkning, og det er til hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for en god tale og for hele Enhedslistens store arbejde på det her område. Enhedslisten taler bl.a. om det uhensigtsmæssige i, at vi har en bevilgende myndighed, og at vi har myndighed, som skal betale, og som nogle gange, når det hænger for meget sammen, kan kassetænke for meget – det er jo så min fortolkning. Enhedslisten taler også om en ny model for, hvordan vi kan undgå det, hvordan vi kan undgå, at den bevilgende og den betalende myndighed hænger for meget sammen, og det er ikke, fordi jeg skal stå og forlange en færdigsyet model fra ordføreren, men vi tænker bare også meget over det i Alternativet, for det kunne jo også være en model, der kunne bruges til at stoppe kassetænkning på mange andre områder, som er plaget af det. Har hr. Jakob Sølvhøj og Enhedslisten nogle idéer til, hvordan sådan en model kunne se ud?

Ordføreren.

Altså, det, der jo er problemet ude i den enkelte kommune i dag, er, som vi har set det i Guldborgsund og andre steder, at der hviler et tryk på sagsbehandlerne, og det betyder, at der er en meget stærk tendens til at vægte økonomien højere, og det kan man i øvrigt også gøre, fordi serviceloven blev ændret i 2012, så der blev adgang til at give økonomien et stærkere fokus. Men det tryk, der hviler på den enkelte kommune, gør jo, at den kommune, der er klemt på sit budget og kan se, at der her er en udgift på 1,2, 1,3 eller 1,4 mio. kr., meget nemt bliver presset til at træffe en beslutning, der ikke er sagligt funderet.

Det er derfor, vi skal have en solidarisk finansiering; det er derfor, vi skal have en finansiering, der går på tværs af kommunerne, og meget gerne med et stærkt statsligt bidrag, sådan at når man træffer beslutningen, hvad enten det så er i en kommune i en ikkespecialiseret sag eller i en region i en højt specialiseret sag, så skal vi være sikre på, at regningen ikke alene havner hos den myndighed, der træffer beslutningen, men at der så er en solidarisk finansiering på tværs af kommunerne.

Hr. Torsten Gejl.

Det er konstruktive svar på noget, som skal løses klogt. Når jeg har tænkt over en løsning, bliver jeg nogle gange stoppet i det, når jeg tænker på, at hvis dem, der bevilger hjælpetimerne, altså BPA-timerne, og hjælpemidlerne, ikke ved, hvad budgettet er, så bliver det dels svært at finde ud af, hvor meget man egentlig kan bevilge, og dels bliver det vel også svært at lave et statsbudget, i og med at udgiften ikke er indrammet fra starten. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Altså, der er jo ingen tvivl om, at det, vi vil blive mødt med, er, at vi jo ikke bare kan åbne kassen og sende regningen, altså lade nogen træffe beslutningerne og lade andre betale regningen. Vi har jo i den statslige refusionsordning elementer, som vi måske kan bygge videre på, for der er det jo sådan, at staten refunderer en vis del af den udgift, kommunerne har, hvis der er tale om det, der så usmageligt hedder dyre enkeltsager. Jeg tror, at vi kan bygge videre på det princip. Det er ikke en ekstra statslig udgift, men en mellemkommunal finansiering, og vi er nødt til at finde nogle veje, sådan at vi ikke har det imod os, og at nogle vil sige: Ja, det er fint – I lader nogen tager beslutningerne og nogle andre betale regningen. Det skal vi have kloge og saglige svar på, for ellers risikerer vi at løbe panden mod en mur.

Næste korte bemærkning er fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Vi har jo haft vores forskellige kampe på hver side, men vi har også haft mange punkter, vi er enige om. Jeg vil gerne spørge Enhedslistens ordfører til den her evaluering, man har snakket om, synes jeg, ufattelig længe, og som man venter på kommer og sådan nogle ting. Men hvad er Enhedslistens krav til, hvornår der skal være sket handling? For man går og venter på noget, og bekymringen er jo: Sker der noget handling? Hvornår ser vi handling? Hvornår mærker dem, det handler om, handling og effekt? Hvad er tidsperspektivet for Enhedslisten? Hvad er Enhedslistens krav til, at nu skal der være sket handling? For ellers kunne man måske forestille sig, at det her blev til et oplæg til næste folketingsvalgkamp om 2 år. Bekymringen kan jo være der. Så det er mere, om I har sat nogle krav til det.

Ordføreren.

Når man har fulgt den politiske behandling af handicapområdet, kan jeg godt forstå, at man er bekymret. Det har også ramt mig nu og da. Jeg vil sige, at det er ærgerligt, at evalueringen er blevet en smule forsinket. Det er jo så det, vi forklarer alt med herinde, altså at det er på grund af coronaen, og jeg er ikke i tvivl om, at det også er rigtigt. Derfor har vi jo fået skubbet slutresultatet af evalueringen hen til lige på den anden side af sommerferien. Jeg har hørt ministeren tilkendegive, at når det ligger der, går vi i gang med forhandlinger om reformen i fjerde kvartal af 2021, altså så snart vi starter det nye folketingsår.

I forhold til retssikkerheden er det vores synspunkt, at der kan vi starte i morgen. Vi synes, det er rigtig vigtigt, at vi kommer i gang, og i et af de spørgsmål, jeg havde til ministeren, nævnte jeg de bemærkninger, vi havde fået fra Sanne Møller fra Advokatsamfundet, som sagde: Sørg nu for, at retssikkerheden er i orden, sådan at borgerne har en tillid til, at når I ændrer loven, er I også sikre på, at den bliver overholdt.

Så for vores skyld kunne vi godt starte forhandlinger om retssikkerheden op i morgen.

Fru Karina Adsbøl.

Så tænker jeg da, at det lyder til, at vi selv kan starte de forhandlinger op, hvis ministeren ikke vil være med. For jeg hører da ligesom, at der er lyst til det sådan nogenlunde på tværs af partier. Så om ikke andet kunne man jo godt tage den del, hvor vi kan blive enige. Enhedslisten stemte jo også i Folketingssalen for forslaget om en retssikkerhedsfond. Det skal I have tak for. Og Sanne Møller har jo netop en vigtig pointe, for vi kan lave lige så meget lovgivning herindefra, som vi vil, og have de rigtige intentioner, men så handler det igen om implementeringen og kvalitetsstandarder, og om man underminerer de lovgivningsmæssige intentioner.

Så lad os bare lave en fælles beretning, måske ikke på det her forslag, for det har jeg hørt at man måske ikke kan, men så om retssikkerhedsdelen. For vi kan jo altid lave en beretning i udvalget.

Ordføreren.

Jamen vi vil godt have gjort noget ved retssikkerheden nu. Vi skal undgå, at det bare bliver sådan noget parlamentarisk fnidder og drilleri. Jeg vil godt understrege, at der kan være problemer med at lave noget af lovgivningen færdig. F.eks. retter en retssikkerhedsfond sig jo helt entydigt efter, hvad vi gør i forhold til kommunerne. Hvis vi nu flytter store dele af området til regionerne, er vi f.eks. nødt til at tage højde for det.

Men vi er altså klar til at starte forhandlinger om retssikkerheden i morgen, og jeg håber også, at ministeren lytter til budskabet her, nemlig at vi er rigtig mange, som siger, at der er grund til tålmodighed i forhold til evalueringen og omorganiseringen af området, men vi skal have taget fat på at diskutere, hvordan vi sikrer retssikkerheden, sådan at reformen kan komme trygt i havn, når den er vedtaget.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Næste ordfører står klar. Det er ordføreren fra Det Konservative Folkeparti, fru Mette Abildgaard.

#enmillionstemmer, 53.167 underskrifter, 5 forslagsstillere med et kæmpe engagement: Det er årsagen til, at vi i Folketingssalen drøfter det her område her til aften, mens mørket langsomt falder på udenfor. Tillykke med den kæmpe opmærksomhed, det er lykkedes at rette mod det område her. Jeg har fået til opgave at repræsentere Det Konservative Folkeparti i dag, da vores handicapordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, er syg.

Vi Konservative har et udtryk, som Per Stig Møller oprindelig har formuleret, og som vi ofte anvender. Vi siger, at staten skal være stærk nok til at hjælpe den svage, men for svag til at knække den stærke. Men i praksis er det jo faktisk sjældent staten, der yder hjælpen – yder hjælpen til den socialt udsatte, som nok er et udtryk, jeg hellere vil anvende frem for den svage. Der er vigtige ansvarsområder, som er overladt til landets kommuner, fordi vi grundlæggende har et ønske om, at beslutningerne skal ligge så tæt som muligt på borgerne. Det er kommunerne, der træffer beslutning om at tvangsfjerne børn, nogle gange nærmest direkte fra fødeafdelingen. Det er kommunerne, der træffer beslutning om visitation af hjælp til vores mest sårbare ældre, der har brug for det.

Borgerforslaget her vil sikre, at kommunerne ikke har et økonomisk incitament, når der skal træffes afgørelser. Det kan jeg jo godt følge. Men hvis man skal udbrede den logik, kræver det en ret grundlæggende ændring af den måde, vi har organiseret vores velfærdssystem på i Danmark. Jeg ved godt, at det er en ringe trøst, at beslutningerne træffes tættest muligt på borgeren, hvis det ikke er den rigtige beslutning, der bliver truffet. Og jeg er fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at der bliver truffet for mange forkerte beslutninger. Det siger sig selv, at når omgørelsesprocenterne er så høje, som de er, så er det ikke godt nok. Det er ikke tilfredsstillende. Den forskellige praksis, kommunerne lægger for dagen, som jeg har hørt beskrevet som kommunebingo, skal vi have gjort op med, for det svækker borgernes retssikkerhed. Derfor er jeg også glad for at høre om den alliance, der er indgået mellem KL og Danske Handicaporganisationer – en retssikkerhedsalliance, som skal komme med fælles forslag.

Den her høje omgørelsesprocent skal kommunerne rette op på. Det var bl.a. noget af det, min kollega Mai Mercado satte fokus på, da hun var socialminister. Hun lavede tørresnoren eller danmarkskortet, som det også hed. Den satte kritisk fokus på de kommuner, der havde en meget høj omgørelsesprocent. Jeg skal hilse og sige, at det ikke var specielt populært hos KL, og jeg har hørt historier om, at julekortene bortfaldt efter det år. Men ikke desto mindre var det et vigtigt værktøj i forhold til at sætte fokus på nogle af de kommuner, der ganske simpelt ikke gør det godt nok. Nu kan jeg så forstå, at KL er på vej med et større udspil, som skal rette op og sikre en bedre retssikkerhed på det her område. Det er så sandelig også på tide. Det burde være kommet for længe siden.

Jeg er også statsrevisor ud over mit arbejde som folketingsmedlem, og der har vi faktisk for nylig på vores seneste møde besluttet at kaste os over det her område, bl.a. på foranledning af Statsrevisorernes formand. Nu skal vi have undersøgt, om kommunernes forvaltning er tilfredsstillende, og om den overholder gældende love. Vi skal undersøge, om Social- og Ældreministeriet har fulgt området tæt nok siden 2007, herunder omgørelsesprocenterne i Ankestyrelsen. Det glæder mig, at vi også får mulighed for at dykke ned i det her område, for jeg er ikke i tvivl om, at der er noget at komme efter.

Vi Konservative kommer ikke til at støtte det borgerforslag, vi drøfter i salen her. Vi tror ikke, løsningen er at flytte området over til hverken regionerne eller staten. At flytte området organisatorisk udløser ikke i sig selv flere penge eller mere specialiseret viden. Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, og jeg kan også se, som jeg også var inde på tidligere her til aften, at formanden for Danske Handicaporganisationer heller ikke peger på det som løsningen. Selv om jeg godt ved, at I nu kommer til at beskylde mig for det, I kalder den cirkulære ansvarsfralæggelse i jeres fine skriv, så bliver jeg også nødt til at sige, at vi har et kommunalvalg lige om hjørnet, og der håber jeg virkelig at det her bliver et centralt tema. Jeg vil gøre mit, for at vi i Det Konservative Folkeparti kommer til at sætte fokus på det.

Jeg vil gerne takke #enmillionstemmer for det vigtige arbejde, I laver. Vi ser jer som talerøret for samfundets mest udsatte, og det er et vigtigt talerør. Jeg kan se, at min tid er ved at udløbe, men jeg vil bare sige til sidst, at jeg har læst det løsningskatalog igennem, som I har sendt. For jeg tror, at den her debat handler om meget mere og andet end bare at flytte det her område til kommunerne. Hvor er det et godt løsningskatalog, I har lavet. Hvor er der mange konkrete forslag i det om alt fra standardiserede henvisningsskemaer fra almen praksis og meget andet, som vi kan lade os inspirere af, og det vil vi meget gerne i Det Konservative Folkeparti, og vi vil meget gerne drøfte nærmere, hvilke af de forslag vi kan realisere. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak for en som altid engageret tale. Det er dejligt, at Konservative vil kaste sig ind i arbejdet med at forbedre forholdene på det her område. Nu er Konservative jo et retssikkerhedsparti, og vi har flere gange talt om sådan en retssikkerhedspulje eller retssikkerhedsfond. Altså, der er mange borgere, der føler, at de bliver straffet for den mindste fejl, mens kommunerne kan tjene penge på at træffe den ene ulovlige afgørelse efter den anden. Hvad ville Konservative synes om, at man lavede sådan en retssikkerhedspulje, hvor kommunerne faktisk skal betale en bod, når de laver fejl, ligesom f.eks. Advokatsamfundet anbefaler?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne svare på det spørgsmål med det forbehold, at jeg ikke er ordfører på det her område til daglig, så det kan være, at der er elementer, jeg har overset.

Man kan sige, at helt grundlæggende tror jeg jo ikke, der er nogen kommuner, der træffer de her forkerte beslutninger bevidst. Altså, jeg er med på, at der er et økonomisk element i det her, der gør, at kommunerne nogle gange presser afgørelserne og prøver, hvad kan man sige, grænsen af, og det tror jeg man har set et udtryk for i løbet af de seneste år. Det er noget af det, jeg håber KL selv kommer til at adressere i det, der kommer fra dem snart.

Derudover nævnte jeg også den her retssikkerhedsalliance, som også Danske Handicaporganisationer er engageret i. Det er klart, at jeg meget gerne lytter til de forslag, der kommer derfra – også hvis en retssikkerhedsfond eller -pulje måtte være et af forslagene. Men dybest set bryder jeg mig ikke helt om den tankegang, fordi der er noget indbygget mistillid i forhold til måden, der bliver truffet beslutninger på, som jeg ikke bryder mig om.

Hr. Torsten Gejl.

Jeg havde egentlig ikke et andet spørgsmål, men jeg vil bare sige, at det er lidt ærgerligt, fordi det faktisk måske endda er noget af det, der kunne virke på kort sigt, som kunne vedtages nu, og som ikke ville genere en større reform senere. For vi håber jo sådan set, at en større reform kunne gøre det overflødigt. Så det er en af de ting, der kunne laves nu, og Konservative kunne måske endda være med til at skabe et flertal for det.

Ordføreren.

Hvis den evaluering, der er sat i gang, er færdig til sommer, hvilket jeg kan forstå er planen, så synes jeg, at vi relativt hurtigt burde kunne få nogle gode forhandlinger og nogle gode drøftelser om det her. Så jeg tror ærlig talt, at vi, før vi fik skabt lovgrundlaget for det, ordføreren henviser til, meget gerne skulle være i gang med andre forhandlinger. Folketingsåret slutter lige om lidt; der er ikke plads til flere lovforslag på programmet. Så jeg tror helt ærligt, at det vil blive overhalet af de forhandlinger, der forhåbentlig kommer.

Næste korte bemærkning er til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Nu nævnte ordføreren sin kollega og tidligere minister fru Mai Mercado i forhold til tørresnoren. Altså, det var satspuljekredsen, der fik afsat midler. Satspuljekredsen var netop ret træt af det i forhold til kommunerne, så satspuljekredsen satte midler af til tørresnoren, og de satte også midler af til, at kommunerne faktisk mere eller mindre skulle pålægges et taskforceforløb, hvis de havde store eller mange fejl. De lagde også ind i den aftale, at kommunerne, byrådsmedlemmerne, hvert evigt eneste år skulle forholde sig til omgørelsesprocenterne på det her område. Det var sådan lige til opklaring.

I forhold til den anden del, retssikkerhedsenheden, som vi har snakket om, vil jeg bare lige sige, at Konservative jo stemte imod det forslag, der var, men det kan være, at ordføreren ikke kan huske det.

Men jeg vil egentlig godt høre den konservative ordfører: Hvad vil Konservative på det her område? For Konservative har ikke rigtig selv fremsat nogen forslag på handicapområdet og har egentlig også stemt imod mange af dem, der har været her i Folketingssalen.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet til fru Karina Adsbøl. Det er fint at få udpenslet omstændighederne omkring danmarkskortet. Jeg er ikke i tvivl om, at der var et godt samarbejde, også med ordførerens parti, omkring det i sin tid. Det synes jeg var et godt initiativ. I forhold til den her retssikkerhedspulje synes jeg egentlig også, jeg svarede, at jeg grundlæggende ikke synes, det er en ret behagelig tilgang til det her område, at det bygger på en grundlæggende mistro til den måde, kommunerne træffer afgørelser på. Så jeg håber ikke, at ordføreren fik indtryk af, at jeg prøvede at give udtryk for, at det var noget, vi bakkede op om.

Hvad vil Det Konservative Folkeparti på det her område? Ja, vi Konservative vil meget gerne sikre, at borgerne kan føle sig trygge ved, at den rigtige beslutning bliver truffet i første omgang, at man får den hjælp, man er berettiget til, og at der ikke er så store kommunale forskelle på den hjælp, man bliver tilbudt som borger. Derfor ser vi frem til det arbejde, der er igangsat, og de svar, der måtte komme derfra. Jeg havde sådan set også en lang liste af gode forslag, jeg gerne ville have læst op, fra bl.a. det løsningskatalog, men det er tiden ikke til lige nu.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre De Konservative, hvad det er, de vil. Altså, vi er jo politikere. Vi er valgt på vores holdninger og meninger, og vi er også valgt til at have en holdning til og en mening om noget, som måske ikke behøver at have været i en arbejdsgruppe inden eller måske ikke behøver at have været et eller andet andet sted, inden vi træffer en beslutning om, at det synes vi faktisk er den rigtige vej at gå. Andre gange kan det så være fint at lægge det hos en arbejdsgruppe, eller hvad det nu er.

Jeg vil egentlig godt høre nogle løsninger, for som jeg har sagt tidligere, synes jeg ikke rigtig, Det Konservative Folkeparti har fremsat nogen forslag på det her område eller har nogen idéer til, hvordan vi sikrer, at det sker, at borgere med handicap får den rigtige behandling i første omgang. Løsninger fra De Konservative vil jeg gerne høre.

Ordføreren.

Jeg har ganske simpelt for meget respekt for kompleksiteten på det her område til at tro, at jeg kan stå her og bruge 30 sekunder på at give det svar. Det er den tid, jeg har til rådighed til at svare på det spørgsmål, som ordføreren stiller mig lige nu. Det er jo dybt useriøst. Men jeg kan love ordføreren for, at Det Konservative Folkeparti tager det her meget, meget seriøst og bl.a. er i dialog med parterne på det her område om, hvad for nogle forslag vi kan bringe med til bordet, når ministeren indkalder til forhandlinger. Det er trods alt ikke Det Konservative Folkeparti, der indkalder til forhandlinger.

Tak til fru Mette Abildgaard. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Nye Borgerlige, og det er fru Mette Thiesen. Velkommen.

Det er en stor dag. Det er en dag, jeg har set frem til – dagen, hvor alle partier skal bekende kulør. Vil man fortsætte med at understøtte et system, der ikke fungerer, et system, der står over det enkelte menneske, et system, der glemmer og klemmer familier, et system, der understøtter kommunernes kassetænkning, eller vil man gå sammen med danske familier, sammen med bevægelsen #enmillionstemmer og os i Nye Borgerlige og fjerne handicapområdet fra kommunerne? Jeg håber på det sidste.

Det gør jeg for det første, fordi mennesker med handicap og deres pårørende i dag oplever, at kommuner i alt for mange tilfælde administrerer ulovligt, så man ikke får den hjælp, man har krav på. 42 pct. af de sager, der ender i Ankestyrelsen, enten omgøres eller sendes tilbage til kommunen til ny behandling. Tilmed er sagsbehandlingstiderne meget lange, fristerne overskrides rutinemæssigt, og mennesker med handicap og deres pårørende fortæller mig igen og igen om nærmest absurde afgørelser, der tyder på en udbredt kassetænkning i kommunerne. Rasmus, som ikke kunne få en vandtæt protese, så han kunne passe sit arbejde i et cateringkøkken, Rasmus, som endte med at dø på grund af talrige svigt i systemet 18 år gammel. Masser af børn med udfordringer, der ikke kan få det rette skoletilbud. Jeg har set dem i skolen – nedtrykte, udadreagerende, indadreagerende, uden håb og uden den fantastiske livsgnist og glæde, som burde være en helt naturlig del af ethvert barns liv.

I dag svigter vi som samfund alle de mennesker med handicap, som ikke hjælpes, som kæmper bravt, men som møder muren af kassetænkning og skrankepaveri ude i kommunerne. Handicapområdet kom ind under kommunerne i 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Det var en fejl. Kommunerne magter ikke opgaven, og mennesker med handicap og deres familier bliver taberne. Det kan vi som samfund ikke acceptere. Der skal gøres noget. Systemet skal brækkes ned, og noget nyt skal bygges op. Jeg og Nye Borgerlige vil give alle mennesker med handicap en ensartet behandling. De vilkår, der gælder for støtte og hjælp, skal være de samme for hvert enkelt menneske med handicap, uanset om man bor i Gedser eller i Skagen. Og hvis man flytter hen over en kommunegrænse, skal man kunne tage sin hjælp med sig og ikke starte forfra med at søge igen i en ny kommune.

Til erstatning for kommunernes lemfældige og fejlbehæftede sagsbehandling vil vi oprette et nationalt fagligt råd, som vil få ansvaret for at tildele hjælp og ydelser til mennesker med handicap. Ydelser og hjælp finansieres over staten og tages dermed væk fra den kommunale kassetænkning. Rådet etablerer sig med teams i hele landet, så der aldrig er langt til det nærmeste. Vi vil under det nationale faglige råd ansætte teams af fagpersoner til at møde og vurdere det enkelte menneske med handicap som et helt menneske. Alle aspekter af vedkommendes livssituation skal inddrages med hensyn til pårørende, venner, boligsituation, funktionsnedsættelse, job, uddannelse osv., og det samme team følger den enkelte helt til dørs, bevilger den nødvendige hjælp og følger op med jævne mellemrum for at tilpasse hjælpen efter behov. Det skal være slut med et hav af kommunale sagsbehandlere, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. De enkelte teams bør være selvorganiserende og selvstyrende under ansvar for loven og det nationale råds koordinering. Nu vil politikerne nok sige, at det bliver dyrere. Ja, isoleret set vil et nyt system, der bygger på en stærkere faglighed i sagsbehandlingen, blive dyrere, for færre omgørelser i ankenævnet og fjernelse af kommunernes mulighed for at spekulere i at give mennesker med handicap mindre, end de har krav på, vil alt andet lige føre til, at flere får mere hurtigere.

Men der er også en anden side af mønten, som er vigtig at få med, hvor mere enkle regler, korrekte og hurtigere afgørelser vil hjælpe den enkelte med handicap til en hurtigere afklaring og i mange tilfælde til en højere grad af selvforsørgelse. De pårørendes økonomiske tab i form af tabt arbejdsindkomst, når kommunen trækker tilbud om hjælp i langdrag, hvor de pårørende i lange perioder må passe familiemedlemmer med handicap selv, giver også et samfundsøkonomisk tab og reducerer indtægter fra skatter og afgifter, så samlet set er jeg faktisk ikke overbevist om, at det bliver dyrere for samfundet at skabe et bedre system for at sørge for den helt rigtige hjælp til mennesker med handicap. Det kan faktisk endte med en ren win-win-situation, hvor både det enkelte menneske med handicap, de pårørende og resten af samfundet får noget godt ud af det.

Nye Borgerlige støtter selvfølgelig det her borgerforslag, der på flot vis er bragt til Folketingssalen af den engagerede bevægelse #enmillionstemmer. Det er på tide, at handicapområdet kommer ud af kommunens klør; det haster. Tak for ordet.

Tak til fru Mette Thiesen. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. (Mette Thiesen (NB): Øv!). Det kan ikke fremtrylles, beklager, men det er en forståelig reaktion.

Jeg ser ikke Liberal Alliances ordfører være til stede i salen, til gengæld ser jeg Alternativets ordfører, hr. Torsten Gejl. Velkommen.

Tak, formand. I dag behandler vi et borgerforslag fremsat af Monica Lylloff som hovedstiller og Sara Rose Newell, Peter Bugge Schlæger, Nina Worm Leibowitz Reffstrup og Margit Elsebeth Jonsson som medstillere. Forslaget er kommet i Folketingssalen, fordi der er samlet mere end 50.000 underskrifter, helt præcist 53.180 underskrifter. Forslaget går ud på at flytte handicapområdet væk fra kommunerne.

Efter den debat, vi har hørt i salen i dag, tror jeg, at alle forstår, hvorfor hver og en af underskriverne har set det som nødvendigt at støtte forslaget. Vi udsætter vores allermest syge og udsatte borgere for den allermest nedværdigende og uværdige behandling. Jeg vil sige det sådan, at mange mennesker, som bliver mere og mere syge og påvirket af deres handicap, oplever, at flere og flere af deres hjælpemidler bliver taget fra dem. Og når vi er oppe på en omgørelsesprocent over 50, taler det jo for sig selv. Det er uanstændigt, og det gør, at mennesker med store funktionsnedsættelser ikke bare skal kæmpe med mange flere udfordringer end os andre i hverdagen, de skal også kæmpe med angsten for, at vi gør deres hverdag endnu sværere ved at tage deres hjælpemidler fra dem. Og her bærer vi politikere et kæmpe ansvar for at være med til at sikre løsninger.

I Alternativet vil vi arbejde for bedre retssikkerhed for mennesker med handicap, og vi er enige i, at det kræver en reform på området, som vil være relevant at gå i gang med, efter vi har fået evalueret hele det specialiserede socialområde. Vi er enige i, at det er problematisk, at sagsbehandlingen ligger samme sted som økonomien, altså at kommunerne afgør sagerne og betaler for sagerne. Vi skal se på, hvordan vi får adskilt de to ting. Mennesket skal være i centrum, og vi er nødt til at løse det økonomiske. Alternativet er selvfølgelig også klar til at stemme for mindre forbedringer på kort sigt, ligesom vi har gjort flere gange med beslutningsforslag her i Folketinget. Vi mener, der skal være en grænse for sagsbehandlingstiden i kommunerne. Vi udvider gerne ordningen for opsættende virkning, hvor vi garanterer, at ingen mister deres hjælp. Vi støtter gerne, at kommunerne skal betale en bøde til en retssikkerhedspulje, hvis de ikke følger lovgivningen osv. Vi kommer til at stemme for alle de forslag, hvis de kommer i salen, men det vigtigste for os er, at der bliver ændret på de grundlæggende strukturer på området for mennesker med funktionsnedsættelser, for det er de strukturer, der ligger bag de her problemer.

Det handler om at skabe tillid mellem borgeren og systemet, det handler om at skabe retssikkerhed hele vejen rundt, og det handler om at tilføre penge til området. Uanset hvor området ligger, må det ikke være underfinansieret, og det må ikke hele tiden udgøre en endnu ikke realiseret sparegevinst. Derfor støtter Alternativet en gennemgribende reform, hvor alt er i spil, også muligheden for at flytte dele af området eller hele området til staten eller regionerne. Vi skal bare sikre, at nissen ikke flytter med. Der skal være tillid, retssikkerhed og rimelig finansiering, uanset hvor området ender.

Det her borgerforslag er stillet af nogle af aktivisterne, der er aktive i bevægelsen #enmillionstemmer. I juni 2019 mødte jeg #enmillionstemmer for første gang. De henvendte sig til mig, og jeg gav dem ordet flere gange på min facebookprofil under titlen »HVIS JEG VAR EN ANDEN«. Her reflekterede mennesker med funktionsnedsættelser over, hvordan det ville være, hvis vi som samfund gav dem mulighed for at leve mere normale liv. Og ja, jeg sagde normale. Det var deres ydmyge ønske. Det kan være et kedeligt ord for os andre, men for mennesker med funktionsnedsættelser kan normaliteten være en luksus – bare det at kunne gøre det samme som os andre, komme de samme steder, møde de samme mennesker, selv vælge, hvem man vil møde osv. Kampagnen repræsenterede en række enkeltpersoner, som kunne udleve meget mere af deres livspotentiale, hvis vi indrettede samfundet mere fleksibelt, mere empatisk og mere hensynsfuldt.

Enkeltsagerne gjorde stort indtryk på mig, men det betyder ikke, at vi i Alternativet vil basere vores politik på enkeltsager. Men når de få bliver til mange, når 10 bliver til 100, og når 100 bliver til 1.000, er det ikke enkeltsager længere, så er det samfundsudfordringer, og det er de udfordringer, #enmillionstemmer har gjort levende i dag. De har fyldt salen, de har fyldt ordførernes taler, de har været til stede i dag, de har brugt den revne i Folketingets tykke mure, som et borgerforslag skaber, og de er kommet til orde på en måde, som jeg tror vil få konsekvenser. Jeg mener, vi skal holde de stemmer tæt på den proces, der kommer nu. Jeg mener, vi skal lave et borgerting på området for mennesker med funktionsnedsættelser, som skal drøfte evalueringen af specialområdet sammen med os, og som vi skal lade os rådgive af, når vi laver en ny reform af området for mennesker med funktionsnedsættelser. Det kan være eksperter og fagpersoner, men også ganske almindelige borgere og borgere med funktionsnedsættelser og deres pårørende. Vi har lavet et borgerting på klimaområdet, så hvorfor kan vi ikke gøre det på et område for mennesker med funktionsnedsættelser og særlige behov? Det er ikke, fordi handicaporganisationerne ikke gør et fantastisk stykke arbejde, det er ikke, fordi de ikke skal fortsætte med at være tæt på lovprocessen, jeg mener bare, at vi skal beholde en nær kontakt til den bevægelse af mennesker, som er repræsenteret gennem #enmillionstemmer.

Alternativet stemmer for borgerforslaget om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne. Vi gør det, fordi der skal ske noget gennemgribende. Vi gør det også med en vis kilden i maven, for vi aner jo ikke, om det er hele området, der skal flyttes, eller om vi finder andre løsninger, men vi stemmer for som signal om, at Alternativet er med på at lave gennemgribende forandringer. Vi ved godt, at der sidder mange behjertede og besjælede ansatte, som gør det så godt, de kan, ude i kommunerne, men de har efterhånden fået for svært ved at leve op til retssikkerhedsprincipperne og for svært ved at finde penge til den nødvendige hjælp, der skal til for at give mennesker med funktionsnedsættelser mulighed for at udleve deres potentiale. Det går i sidste ende ud over mennesker med særlige behov, og det skal stoppe nu. Lad os lave en reform, der ændrer de strukturer, der skaber uværdige liv. Dagens debat har fjernet enhver tvivl om, hvor dårlige forholdene på det her område er. Lad os handle.

Tak til hr. Alternativets ordfører. Der er et ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Henrik Vinther, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg deler til fulde ordførerens analyse af situationen og det behov, der er for handling. Derfor er det måske passende at spørge: Var det så overhovedet fornuftigt at opfinde en evaluering?

Ordføreren.

Ja, det synes jeg egentlig. Jeg synes, det er fornuftigt at grave fuldstændig i bund med hensyn til det specialiserede socialområde. Jeg vil enormt gerne lave hurtige løsninger nu. Vi kommer til at stemme for korte forbedringer, hvis de bliver præsenteret i salen. Men de kan måske blive præsenteret til efteråret, og så kan de måske blive realiseret til foråret. Og der sidder vi med en meget, meget større viden, der måske gør, at vi kunne have gjort det endnu bedre. Så det er sådan en balance, i forhold til om vi skal til at fremsætte kortsigtede forslag nu, eller om vi i virkeligheden ikke skulle vente på den evaluering, som jeg virkelig mener er nødvendig.

Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger til ordføreren, så tak til hr. Torsten Gejl. Og hvis ordføreren lige vil være så venlig lige at gøre talerstolen klar til den næste ordfører – ja, lige præcis. Næste ordfører er fra Kristendemokraterne, og det er hr. Jens Rohde. Velkommen.

Det er meget forlangt, at et menneske, der lider af muskelsvind, skal elske sin skæbne. Når Palle Hansen, der boede i den lille by Demstrup uden for min hjemby, Viborg, til sidst i sin bog »Et værdigt liv« citerer Friedrich Nietzsches krav om netop at elske sin skæbne, så har han da også sin egen tolkning parat: Han forstår udsagnet på den måde, at et menneske selv grundlæggende er ansvarlig for at få det optimale ud af de givne betingelser.

Hansen, der var stærkt handicappet, bestræbte sig på dette. I bogen fortæller han om det og om det, der gik forud for det værdige liv, og han fortæller om sorgen og skammen ved at have en sygdom, der med den stadige forværring i stigende grad hindrede ham i at leve som sine jævnaldrende. Hans sårbarhed over for andres fordomsfyldte reaktioner var stor, men han led i tavshed. Ensomhed var sygdommens bivirkning. Forfatterens ubehag ved medlidenhed og ynk præger beretningen, der er gennemført nøgtern. Men det er en nøgternhed, hvis pinagtige detaljer har følsomheden som forudsætning. Historien hviler i sig selv.

Det er mere, end hvad man kan sige om de givne betingelser, som Palle Hansen skrev om, særlig på specialområdet, og som mennesker med funktionsnedsættelse oplever. Utallige er de historier, hvor mennesker kommer i klemme i kassetænkning mellem regioner og kommuner, og om, hvordan kommunerne ikke er i stand til at løfte opgaverne med de særligt specialiserede områder, og om kommuner, der ikke følger regionernes anbefalinger. Og dette er ikke bare en teknisk diskussion, og det er heller ikke bare en strukturdiskussion. Heri har fru Karina Adsbøl jo ret. Det er en etisk diskussion, som vi bliver nødt til at forholde os til, ikke bare som kommuner og ikke bare som regioner eller folketingspolitikere, men som mennesker: Den etiske fordring om, hvordan vi skaber rammerne for det, som Palle Hansen så fint kaldte det værdige liv. Det er den, der trænger sig på.

Men med det sagt er det altså en fordring for os at agere på et åbenlyst strukturelt problem og på det problem, som økonomismen bringer med sig; et ord, som en af mine yndlingsforfattere, nemlig Ove Kaj Pedersen – det er ham med konkurrencestaten – har bragt til torvs. Vi står i politikkens verden. Det er nu, vi skal ændre på fremtiden, som han siger.

Palle Hansen døde i 2017. Hans gode morale er, at han som voksen og handicappet nåede vidt i sin kamp for at blive anerkendt for sine kompetencer på lige vilkår med andre. Men vejen dertil var alt for lang, og moralen er, at Nietzsches krav om det værdige liv på sine givne betingelser netop kræver et sæt betingelser, der er et liv værdigt.

Vi skal reformere, og hvis vi skal gøre det rigtigt denne gang, skal den etiske diskussion om det gode liv være bagtæppet. Det er det råb, vi i KD tolker kommer fra #enmillionstemmer, og derfor støtter vi borgerforslaget med den respekt, at der selvfølgelig ikke findes én løsning og én sandhed på de store udfordringer, vi står med.

Men det hele starter med erkendelsen, og om ikke andet er den i hvert fald bragt ind i Folketinget med dette forslag. Mange tak for det.

Tak til hr. Jens Rohde. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så har hr. Kristian Hegaard fra Radikale Venstre bedt om ordet, og det bliver som privatist. Så velkommen til hr. Kristian Hegaard.

Tak for ordet, formand, og først og fremmest tak til #enmillionstemmer, tak for at have bidraget til at sætte sagen på dagsordenen. På rekordtid blev 50.000 underskrifter forseglet til at nyde fremme af borgerforslaget. Tak for i det hele taget at sætte fokus på handicapområdet med den gode facebookgruppe, hvor der kommer den ene relevante sag efter den anden. Kun på den måde kan vi løfte sagen og området både inden for og uden for Christiansborg. For når der er fejl i hver anden indklaget handicapsag – hver anden, ja, det viser flere opgørelser år efter år – så er det tid til handling.

Jeg har selv personligt anket et utal af sager til Ankestyrelsen, bl.a. da min kommune forsøgte at skære markant i min egen BPA-ordning for et par år siden, så jeg ikke kunne få hjælp mellem kl. 24 og kl. 6.30, så jeg som 23-årig dengang skulle ligge i min seng kl. 24 alle ugens dage. Så måtte jeg, hvis det gik igennem, tage hjem fra alle politiske møder kl. 22.30, og hvis der var fest på studiet i København, måtte jeg tage hjem kl. 22.30, altså inden festen formentlig overhovedet var begyndt på fredagsbaren ved Det Juridiske Fakultet. Jeg ville hverken kunne have været politisk aktiv eller leve et socialt liv, og det samme gjaldt, da jeg for en del år siden skulle flytte hjemmefra, for der ville kommunen kun give støtte, hvis det var en bestemt lejebolig, som lige netop kommunen syntes jeg skulle bo i, og de ville kun give støtte til rampe, og hvad der ellers skal til.

Heldigvis har jeg studeret jura på Københavns Universitet, og det har givet mig en indsigt i at klage over afgørelser, henvise til de rigtige paragraffer, og på den måde kunne jeg altså skrive klage på klage, henvise til servicelov, henvise til retssikkerhedslov, forvaltningslov, handicapkonvention og andet. Det gjorde, at jeg fik medhold i utallige afgørelser hos Ankestyrelsen i træk, og det betyder, at jeg kan have et tidskrævende job og leve et socialt liv på samme måde, som mine jævnaldrende gør. Desværre gælder det bare ikke alle, og det er i virkeligheden det, der ikke er til at bære!

Skal ens muligheder som menneske med handicap virkelig være afhængig af kendskab til paragraffer? Det er virkelighedens tilstand i dag. Man skal selv kunne paragrafferne eller kende nogle, der kan, for ellers klapper fælden, når kommunerne skal revisitere. Det er en katastrofe for retssikkerheden. Forestil dig fejl i hver anden skatteopgørelse, fejl i hver anden hospitalsbehandling, fejl på hver anden bon i supermarkedet. Der ville lyde et ramaskrig, og der ville ikke gå længe, før politikerne greb ind, så hvorfor sker det ikke på handicapområdet?

Derfor støtter vi, som vores socialordfører tidligere har været inde på i debatten, det her beslutningsforslag, det her borgerforslag. Det er nemlig absurd, for hvis borgerne gør noget ulovligt i sagsbehandlingen, er det tæt på at være socialt bedrageri, mens det for kommunerne ikke har nogen konsekvens at træffe ulovlige afgørelser. Man sparer blot udgiften, mens sagen behandles i Ankestyrelsen.

Der skal ske noget, alt andet er et svigt. Vi skal blive ved, indtil antallet af fejlsager er bragt ned og niveauet i retssikkerheden bragt op. Derfor skal der først og fremmest lyde en stor tak til #enmillionstemmer for at have skabt et håb. Selv om der ikke bliver leveret af et flertal i dag, er der opmærksomhed som aldrig før. Det har I løftet! Nu er det så vores tur som politikere til at handle. Vi kender problemerne, der er ikke behov for flere analyser, undersøgelser, og jeg ved ikke hvad, men det er godt at høre, at der bliver kaldt ind til forhandlinger, når det er foreslået.

Vi skal bare huske på, at det først var i sommeren 2018, at der blev bygget en handicaprampe, så man kunne komme op på talerstolen her, selv om Folketinget blev oprettet i 1849. Så lang tid skal der ikke gå, før der kommer handling på handicapområdet, for det er kun handling, der giver forvandling – også på handicapområdet.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere nu, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.