Tak for det, formand. Vi skal i dag her behandle et beslutningsforslag fra Socialistisk Folkeparti, der handler om at fastsætte regler for den pris, som tobaksvarer må sælges til i detailhandelen. SF foreslår at forbyde tobaksproducenter at sælge tobaksvarer med økonomisk tab samt at fastsætte en dato for, hvornår der ikke længere kan sælges tobaksvarer til gammel pris, i forbindelse med den kommende afgiftsforhøjelse, som jo altså kommer her i 2022. SF ønsker med forslaget at sikre en efterlevelse af de politiske intentioner om, at tobaksvarer skal være dyrere med det formål, som der jo er bred enighed om her i Folketinget, nemlig at mindske antallet af rygere, herunder særlig at afholde børn og unge fra overhovedet at begynde at ryge.
Jeg vil gerne indledningsvis sige, at regeringen er enig i intentionerne bag beslutningsforslaget, og derfor er regeringen, som forslagsstillerne jo også godt ved, allerede i fuld gang med at bane vejen for, at afgiftsforhøjelserne på tobak bliver til virkelighed. I finansloven for 2020 forhøjede vi tobaksafgifterne, fordi vi som regering ønsker, at færre skal begynde at ryge, herunder særlig børn og unge. Når man nu flere måneder efter forhøjelsen stadig kan finde cigaretter til gammel pris, ja, så må man jo sige, at det går imod det formål, som vi bredt her i Folketinget er enige om. Det, vi oplever, er, at tobaksproducenterne nu direkte modarbejder formålet med forhøjelsen. De har dumpet priserne og bestilt stempelmærker med en værdi, som medfører, at de simpelt hen taber penge på at sælge deres cigaretter lige nu.
Som skatteminister må jeg sige, at jeg synes, det både er groft, men også direkte usmageligt, at man ikke respekterer hensigten med lovgivningen, som kommer fra endog et meget bredt flertal her i Folketinget. Regeringen har derfor for nylig lanceret en handleplan med syv konkrete tiltag. Tre af tiltagene angår afgifterne på tobak, som skal forhøjes, så det afspejles i priserne på tobak, samtidig hermed skal det, man kalder subsidiære nikotinprodukter, være afgiftsbelagte, så danskernes forbrug af tobaksvarer ikke blot flyttes til, om man vil, andre usunde produkter. For det første har vi jo som sagt allerede vedtaget forhøjelsen af tobaksafgiften med endnu 5 kr. Det finder sted den 1. januar 2022. For det andet har regeringen taget kontakt til Europa-Kommissionen for at lægge pres på, at medlemslandene får mulighed for at indføre minimumspriser på tobak. For det tredje vil vi jo så også afsøge muligheden for at indføre afgift på nye produkter, herunder nikotinprodukter uden tobak, ligesom vi allerede har gjort, for så vidt angår e-cigaretter.
To andre tiltag af de syv tiltag fra regeringens side angår så kravene til handel med tobak, som skal skærpes for at sikre, at afgiftsforhøjelserne selvfølgelig også får den virkning, uden at effekten forskydes eller at handelen, her jo altså særlig med cigaretter, flytter over grænsen. For det første vil vi stramme reglerne for og mod tobaksvirksomhedernes hamstring yderligere, så tobaksproducenterne højest kan købe 2 pct. ekstra stempelmærker med gammel afgift forud for forhøjelsen, og næste forhøjelse kommer jo altså den 1. januar 2022. For det andet vil vi begrænse salget af tobak med gamle stempelmærker, så de kun må sælges i op til 3 måneder efter næste afgiftsforhøjelse. Det kaldes også clean market, om man vil, og er et af de forslag, som også efterspørges i beslutningsforslaget, som vi behandler her i dag.
Derudover angår to forslag af de syv så kontrollen med handel af tobaksvarer, som skal styrkes for at sikre, at tobaksproducenter og tobaksforhandlere overholder reglerne. Det skal have mærkbare konsekvenser at bryde de her regler. For det første vil vi jo, og det er vi allerede godt i gang med sammen i vores såkaldte forståelseskreds, tilføre flere ressourcer til kontrol med handel af varer, der er pålagt afgifter – det gælder også tobak – i forbindelse med ansættelsen af 250 nye kontrolmedarbejdere her i 2021. For det andet vil vi undersøge mulighederne for at indføre bødestraf over for tobaksproducenter, og tobaksforhandlere i øvrigt, for at modvirke salget af tobak med gamle stempelmærker.
Regeringen vil med den her handleplan hurtigst muligt fremsætte et lovforslag, som udmønter handleplanen, således at det, vi har set, kan vi forhåbentlig få sat en stopper for. Jeg synes, det er groft, og jeg synes, det er usmageligt, og jeg kan kun se det som havende ét formål: at skabe større afhængighed af tobak, især blandt unge. Og det går direkte imod de intentioner, som et bredt flertal i Folketinget har haft.
Regeringen støtter intentionerne bag beslutningsforslaget, og vi har, som jeg lige har sagt, allerede fremlagt en handleplan. Heri indgår som sagt også allerede et forslag om clean market; vi har henvendt os til Europa-Kommissionen i spørgsmålet om minimumspriser. Vi har som sagt en række andre forslag, som skal være med til at sætte en stopper for det og for den adfærd, som vi har set her på det seneste. Jeg synes, det er usmageligt. Jeg synes ikke, det hører nogen steder hjemme. Og jeg synes, vi har en fælles interesse i at sætte ind over for det.
Men beslutningsforslaget, som det ligger her, kan regeringen ikke støtte.