Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 145:

Forslag til folketingsbeslutning om forlængelse af den mindste forældelsesfrist for strafansvar efter ministeransvarlighedsloven.

Af Kristian Hegaard (RV) m.fl.

(Fremsættelse 04.02.2021).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne. Beslutningsforslaget lægger op til at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som forlænger den mindste forældelsesfrist for strafansvar efter ministeransvarlighedsloven til 8 år, dog til 10 år for forhold, der omfattes af en undersøgelse ved en undersøgelseskommission. Forslagsstillerne lægger op til, at lovforslaget skal fremsættes inden udgangen af det her kalenderår.

Hvis man hører til dem, som har en særlig interesse for historien bag tilblivelsen af ministeransvarlighedsloven, så vil man måske som den naturligste ting i verden gå ud fra, at jeg vil stille mig afvisende over for det her forslag, for da man i 1964 debatterede forslaget om ministeransvarlighedsloven, hed justitsministeren Hans Hækkerup, og under forhandlingerne blev det drøftet, om der skulle være en forældelsesfrist på f.eks. 10 år, og den daværende justitsminister Hækkerup slog forslaget ned med en bemærkning om, at det ville være, og jeg citerer: »det rene dyrplageri«. Det er så mere end et halvt århundrede siden, og der er nok sket lidt siden både med opfattelsen af, hvad der er dyrplageri, og opfattelsen af ministeransvar. Og jeg har også forståelse for, at der i øjeblikket er interesse i at se nærmere på forældelsesreglerne i ministeransvarlighedsloven. Jeg har heller ingen principiel indvending mod at gå ind i debatten, men det er regeringens opfattelse, at vi bør se nærmere på reglerne, komme tættere på dem, inden vi begiver os ud i at ændre dem, og lad mig prøve at sige lidt om, hvorfor jeg ser sådan på det.

Ministeransvarlighedslovens forældelsesregler følger straffelovens almindelige regler om forældelse, der er dog en væsentlig forskel, nemlig at forældelsesfristen aldrig kan være mindre end 5 år, og det er for at sikre, at forældelsen ikke kan ske, før der har været afholdt nyvalg til Folketinget, som giver et eventuelt nyt flertal i Folketinget mulighed for at tage stilling til tiltalespørgsmålet. Ønsker man at forlænge den periode, der er til rådighed, til bl.a. at undersøge en sag nærmere og til, at Folketinget kan overveje tiltalespørgsmålet, kan man forestille sig at forlænge selve forældelsesfristen. Det er det, som foreslås med beslutningsforslaget. Men man kan altså også overveje f.eks. at regulere, hvornår der sker afbrydelse af forældelse. På den måde vil forældelsesfristen fortsat kun være 5 år, men fristen afbrydes, eller man kan sige sættes på pause, fra det tidspunkt, hvor en bestemt omstændighed indtræder.

Netop spørgsmålet om at knytte afbrydelsesvirkninger til et bestemt forhold, f.eks. nedsættelse af en undersøgelseskommission, var Udvalget om Undersøgelseskommissioner inde på i deres betænkning af oktober 2018, og i den forbindelse tilkendegav udvalget bl.a., at spørgsmålet om, hvorvidt der bør indføres en særlig regulering af strafferetlig forældelse i forbindelse med kommissionsundersøgelser, afhænger af en nærmere afvejning af modsatrettede retssikkerhedsmæssige hensyn, og i forlængelse heraf anførte udvalget bl.a. i lyset af kommissoriet, at man ikke kunne drage nogen konklusion på spørgsmålet, og de tilkendegivelser, som udvalget lavede, er relevante for ministre og for embedsmænd, hvis forhold undersøges.

Efter regeringens opfattelse bør man foretage nogle nærmere overvejelser, inden man lægger sig fast på en bestemt udfordring af ministeransvarlighedslovens forældelsesregler. Bl.a. er det vigtigt at overveje, om der er eller bør være afledte virkninger, altså, ændrer man forældelsen i forhold til ministre, hvordan skal det så smitte af i forhold til embedsmænd? I det hele taget bør man afveje de forskellige hensyn, som er forbundet med ændringen, og som på en eller anden måde forbinder sig med hinanden. Det synes jeg vi skal tage os den nødvendige tid til, for det er vigtigt, at vi træffer den rigtige og velovervejede beslutning, når vi ændrer ved de grundliggende regler i vores parlamentariske system.

Så regeringen er indstillet på at se nærmere på, om forældelsesfristerne i ministeransvarlighedsloven er indrettet hensigtsmæssigt, sådan som de ser ud i dag.

Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til ministeren fra hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for en god tale, og særlig også tak for den finurlige historiske indledning, hvor der blev omtalt det her med dyrplageri. Hvad der sådan var baggrunden for det, må vi se nærmere på, for det med at ligestille ministre med dyr, eller hvad der ligesom lå i det, ville jeg ikke selv kunne finde på. Men om det ligesom var noget, man havde i jargonen dengang, ligesom knæhøj karse og andre finurlige begreber, skal jeg ikke kunne sige noget om.

Men først og fremmest tak til ministeren for opbakningen til sådan i hovedtræk at se nærmere på det og ændre det. Ministeren sagde, at der skulle tilvejebringes den fornødne tid til at komme til bunds i det her og finde den rigtige løsning, og det, at man er villig til at finde den rigtige løsning, synes jeg jo er positivt, og det vil Radikale Venstre meget gerne kvittere for. Derfor kunne jeg så godt tænke mig at spørge: Hvad ser ministeren som en bagkant eller tidsfrist for, hvornår vi kunne komme i mål med at lave en løsning, og hvad ser ministeren af tidsplan for, at vi kan komme i gang med at se nærmere på det her helt konkret?

Ministeren.

Jamen jeg skal jo ikke bestemme og tilrettelægge Folketingets og udvalgets arbejde, men man kunne forestille sig, at udvalget tog sagen og havde en snak om, hvad det var for nogle elementer, der skulle ses på. Det kunne være, at det gav anledning til, at man ville spørge ministeriet og andre om, hvilke relevante punkter man skal over – det vil vi i hvert fald meget gerne bidrage med – og at man så skrev en beretning, som gav tidsfristen.

Når jeg sagde det med, at vi ikke skal forhaste os, er det jo, dels fordi det er kompliceret, dels fordi en rigsret jo ikke er noget, som vi griber til hver og hver anden dag. Og man må sige, at udover den, som er på vej i øjeblikket, er det jo ikke noget, som vi står lige over for at hastekaste os ind i.

Hr. Kristian Hegaard.

Det synes jeg lyder rigtig positivt, og det vil vi selvfølgelig tage med videre i udvalgsarbejdet, så vi får kigget det her grundigt efter i sømmene. Det skal ikke være dyrplageri, men vi skal også lære af de sager, der har været, i forhold til om det er den rigtige forældelsesfrist osv. Det glæder mig at få opbakning til det. Tusind tak for det.

Ministeren.

Selv tak.

Tak til ministeren. (Justitsministeren: Selv tak). Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, og kan jeg få ministeren til at gøre talerstolen klar til ordførerrækken? Det ville være værdsat. Tak for det.

Således starter ordførerrækken, og den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Jeppe Bruus. Velkommen.

Tak for det. Når man lytter til den nuværende justitsminister Hækkerup, kan sammenligningen med den daværende justitsminister Hækkerup og billedet om dyrplageri faktisk godt forekomme, men ikke så meget i relation til spørgsmålet om forældelsesfrister i ministeransvarlighedsloven. Men når man nu har fornøjelsen af at have den nuværende justitsminister Hækkerup i samråd, og det har vi jo ofte, så kan billedet om dyrplageri forekomme – men det er jo en helt anden snak.

Det, vi forholder os til nu, er jo spørgsmålet om forældelsesfrist i ministeransvarlighedsloven, og min gode partifælle og dygtige justitsminister, hr. Nick Hækkerup, har ligesom redegjort for partiets og regeringens holdning og syn på sagen, og det er der måske ingen grund til jeg uddyber så meget.

Jeg vil dog bare supplere med at sige i forhold til den sag, som jeg jo selv har haft den tvivlsomme fornøjelse at lede Folketinget igennem, nemlig spørgsmålet om Instrukskommissionen og den rigsretssag, der nu er rejst, at det jo har rejst et aktuelt spørgsmål omkring en forældelsesfrist, der jo var den 10. februar i indeværende år, og som gjorde, at det arbejde skulle færdiggøres inden for en bestemt frist. Og der må man jo sige, at det havde dog været fornuftigt, når nu vi er på den her side af det arbejde, hvis man på en eller anden måde havde haft en funktion, der gjorde, at det var sat på pause. Det var så ikke sådan, reglerne var, og det var også den bane, vi spillede inden for, og det var jo helt åbent for alle, at den tidsfrist var der. Og derfor er det da relevant med det her beslutningsforslag, og det er fornuftigt, at vi sætter os ned og kigger på mulighederne både i et historisk perspektiv, men jo også ikke mindst i et fremadrettet perspektiv, og det er jeg sikker på at vi kan gøre i god ro og orden.

Så formelt set kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger her, og med den frist, som der er for, at der skal fremsættes lovforslag. Men den indholdsmæssige og substantielle drøftelse ser vi frem til at indgå i både i Retsudvalget og i andre sammenhænge. Tak for ordet.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger til ordføreren. Og tak for at gøre klar på talerstolen til, at den næste ordfører kan få ordet.

Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Karsten Lauritzen. Velkommen.

Jeg vil sige til den forrige ordfører, at jeg tror, der mangler at blive rengjort et lille hjørne heroppe! Nej, undskyld – det er meget fint; der er fint afsprittet. (Jeppe Bruus (S): Det er jo dyrplageri!). Jeg tror personligt, at hvis man skulle sammenligne politikere med noget, ville det ikke være med dyr, men nogle gange med børn. Men lad det nu ligge.

Først og fremmest vil jeg på Venstres vegne rose Det Radikale Venstre for at have fremsat beslutningsforslaget. Det har undret mig og Venstre igennem lang tid, at de regler, der gælder for forældelsesfrister, er, som de er, og jeg må ærligt indrømme, at det først gik op for mig, at der er en forældelsesfrist på 5 år, i forbindelse med nedsættelsen af Instrukskommissionen, som jo er endt med at afrapportere på en mærkelig måde, fordi man ville undgå, at der ifaldt forældelse, og derfor er der afrapporteret på den pågældende minister, der blev undersøgt, her i januar måned og først senere på embedsmændene. Og det er en mærkelig retsstilling for den pågældende minister såvel som for embedsmændene. Men det skyldes jo de regler, der gælder for forældelse.

Jeg synes ikke og vi i Venstre synes ikke, det er rimeligt, at der gælder nogle helt særlige regler for politikere og for ministre. Man er beskyttet som minister; man har adgang til advokatbistand; der er også nogle retssikkerhedsgarantier, der omgærder os. Og det at blive undersøgt i en undersøgelseskommission er selvfølgelig ikke rart – jeg er selv objekt for en undersøgelse i Skattekommissionen, hvor man undersøger udbytteskat og en række andre ting. Det er ikke rart, men sådan er det. Men når man tager det ansvar på sig at være minister, må man også tage det på sig, at man bliver stillet til ansvar for de beslutninger, man har truffet, og at det bliver undersøgt, hvis der er grundlag derfor. Det må man tage med åben pande og ikke forsøge at feje ind under gulvtæppet.

Derfor er det også Venstres holdning, at det er rimeligt at se på forældelsesfristerne i ministeransvarlighedsloven. Vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger, bl.a. af nogle af de årsager, som justitsministeren var inde på i sine bemærkninger. For hvorfor har man lige valgt den afgrænsning, man har valgt? Der er den her diskussion om, hvornår den endegyldige dato skal være – skal det være 10 år, skal det være på et senere tidspunkt, og er der sammenhæng med de øvrige forældelsesfrister i lovgivningen?

Vi politikere og ministre, der træffer store og vigtige beslutninger, skal ikke have en større grad af beskyttelse end alle andre mennesker i Danmark, men de skal også have den grad af beskyttelse, vi giver almindelige borgere, bl.a. reglerne om forældelse. Så vi bakker varmt op om at igangsætte en undersøgelse og måske skrive en beretning, hvis vi bliver enige om det, og at sætte justitsministeren i gang med at lave de nødvendige ændringer af lovgivningen.

Nu nævnte jeg indledningsvis, at jeg er én blandt en perlerække af skatteministre med forskellig partifarve, der bliver undersøgt i undersøgelseskommissionen omkring SKAT, og det er jo lidt paradoksalt, at i forhold til mange af de ting, der bliver undersøgt, er der ifaldet forældelse, så vi bruger hundredvis af millioner kroner på at undersøge, om nogen har gjort noget ulovligt – embedsmænd, politikere, ministre – men i forhold til mange af de politikere, der bliver undersøgt, er forældelsesfristen indtruffet for lang tid siden. Det giver jo ingen mening. Det var jeg ikke klar over, da man nedsatte den her undersøgelseskommission om SKAT, som jeg i øvrigt selv var med til at nedsætte, og som Venstre støttede i min skatteministertid, for jeg synes, det er fair, at de her ting bliver undersøgt. Men det er ny viden med den forældelsesfrist, der gælder.

En naturlig afgrænsning på forældelsesfristen vil jo være at sige, at den er på et eller andet antal år, og hvis der bliver nedsat en kommission – en granskningskommission, en almindelig undersøgelseskommission – så afbrydes forældelsesfristen. Det ville logisk set give mening. Hvordan det så hænger sammen med nogle andre ting i vores forældelseslovgivning, tror jeg er klogt at få nogle mennesker, der – med al respekt – er klogere end alle os, der er til stede her i lokalet, til lige at komme med et fagligt bud på.

Men de politiske intentioner og det politiske ønske, der ligger bag beslutningsforslaget fra Det Radikale Venstre, deler Venstre til fulde, og derfor håber vi også, at vi kan lande det her med at få løst det problem, der bliver påpeget, nemlig at det ikke er rimeligt, at der gælder en eller anden mærkelig, arbitrær forældelsesfrist for ministeransvar, som man kan komme uden om, også selv om man er objekt for at blive undersøgt i en undersøgelseskommission. Det er ikke fair og rimeligt, og det skal laves om.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil både sige tak for talen og ikke mindst også tak for det, jeg opfattede som opbakning til principperne bag beslutningsforslaget, som jeg nu kan høre der er bred opbakning til i salen her. Det synes jeg jo leder til, at vi sammen kan få kigget nærmere på de her regler og set på, hvordan vi kan indrette dem mest hensigtsmæssigt. Jeg er enig i det, som taleren sagde, nemlig at det ikke er sikkert, at vi allerede nu skal lægge os fast på et bestemt antal år. Man kan også se på, om der er nogle andre ting, der skal kunne suspendere en forældelsesfrist osv., og det forløb glæder jeg mig rigtig meget til at deltage i sammen med Venstre og andre partier, i forhold til hvordan vi kan tilrettelægge det endnu bedre, hvis muligt, fremadrettet.

Ordføreren.

Mit parti er ikke enige med Det Radikale Venstre i alting, slet ikke udlændingepolitikken, men på det her område, er vi fuldstændig enige.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Der bliver hermed gjort rent til, at næste ordfører kan komme på talerstolen, og det er Dansk Folkepartis ordfører, hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Det var et forceret forløb, da vi for nylig drøftede rigsretssagen vedrørende fru Inger Støjberg – forceret, fordi forældelsesfristerne pludselig gjorde, at hvis det røde flertal i Folketinget skulle realisere deres drøm om at få den skueproces, de havde planlagt, sat i søen, så var man lige pludselig bagud på tid. Det blev ikke noget særlig kønt forløb, hverken for Folketinget eller for dem, der så endte med at trykke på de grønne knapper den pågældende dag.

Derfor er der egentlig noget sympatisk over at forlænge forældelsesfristerne, sådan at man fremadrettet forhindrer et tilsvarende forløb. Også ihukommende den måde, som den nuværende regering jo disponerer, og det behov, som vi i Folketinget har for at få gransket den udøvende magt mere nidkært – noget, vi jo skal drøfte lige om lidt – så giver det også god mening at sørge for, at eventuelle forhold ikke forældes alt for hurtigt. Det ville være ærgerligt, hvis vælgerne i en enkelt vildfarelse mere skulle vælge et rødt flertal og det skulle unddrage fru Mette Frederiksen den rigsretssag, som hun selvfølgelig fortjener i minksagen. Så vi vil gerne bakke op om det her forslag og glæder os til udvalgsbehandlingen, hvor vi forhåbentlig også kan få boret detaljerne ud.

Tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Velkommen.

Tak for ordet. Vi i SF kan godt bakke op om det her forslag. Jeg synes jo, at den store skandale i sagen om Instrukskommissionen var, at der var et flertal, som sad i rigtig lang tid og blokerede for, at sagen kunne blive undersøgt. Og det var jo mere end almindelig svært at trække de informationer, som man havde brug for for at få sagen opklaret, ud af dem. Det betød jo som bekendt, at vi kom enormt tæt på forældelsesfristen, og som hr. Morten Messerschmidt også siger, gav det jo et lidt forceret og et lidt hurtigt forløb. Jeg skal da ikke kunne afvise, at man godt kunne have brugt mere tid.

Jeg synes, at det er problematisk, at vi, fordi nogle sidder på magten og ikke lader en sag undersøge, kan komme på kant med forældelsesfristen. Og derfor er det at udvide den et godt forslag. Selvfølgelig skal politikere ikke have bedre forhold end resten af befolkningen, som hr. Karsten Lauritzen også nævner. Laver man noget, der er problematisk, skal vi selvfølgelig også kunne komme efter det.

Når vi normalt snakker om at udvide forældelsesfrister, snakker vi jo tit om, at der også er noget retssikkerhed i det. Ved et værtshusslagsmål og vold i nattelivet kan der jo ske noget over tid, hvis forældelsesfristen er rigtig lang. Der kan være vidner, der ikke længere husker episoden, og det kan blive uklart, og det kan blive svært at pådømme den enkelte episode.

Men jeg synes faktisk, at når det handler om lige præcis sager i forbindelse med ministeransvarlighedsloven, ligger der jo tit et omfattende materiale. Der ligger skriftlige ting, som man kan vurdere på og kigge på. Så derfor er jeg egentlig ikke så bekymret for at udvide forældelsesfristen på det her område.

Som sagt kan vi godt bakke forslaget op, som det ligger her. Og jeg hører også, at der er en vilje til at se på det, så jeg håber, at vi i hvert fald som minimum kan lande en eller anden form for beretning i Retsudvalget. Jeg ser frem til det videre udvalgsarbejde. Tak for ordet.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Vil ordføreren være venlig at gøre klar til næste ordfører? Mange tak for det.

Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er fru Rosa Lund. Velkommen.

Tusind tak, og tak til Radikale Venstre for at fremsætte det her forslag. Nogle gange er det jo sådan, når man har en bred enighed om noget, at man både kan blive glad for, at et forslag bliver fremsat, men man kan også fortryde lidt, at man ikke selv fandt på det. Det er sådan, jeg har det lidt i dag i hvert fald.

Det er jo ikke så forfærdelig længe siden, at vi behandlede sagen om rigsretstiltale mod tidligere udlændingeminister fru Inger Støjberg. I den proces synes jeg vi har lært rigtig meget, ikke mindst om vigtigheden af, at der skal være god tid til at behandle sådan nogle sager. Der kan ikke være nogen tvivl herinde om, at vi fra Enhedslistens side gjorde alt, hvad vi kunne, for at få processen til at lykkes, men også for at den foregik efter bogen, hvilket jeg også synes vi kom i mål med. Først stillede vi jo mere end 200 spørgsmål til fru Inger Støjberg, mens hun var minister, og vi indkaldte til samråd. Så kom der endelig et nyt flertal, og så kunne vi nedsætte en kommission, der kunne undersøge det her, og så kom der et flertal herinde for at nedsætte en rigsret.

Det var jo egentlig det, der gjorde, at vi havde travlt, altså det var, at der var et tidligere folketingsflertal, som besluttede sig for at holde hånden under en minister, som løj for Folketinget og brød loven. Vi nåede jo lige akkurat at gøre alt det inden for de nuværende frister, men jeg vil sige, at det da lige var på et hængende hår, og det synes jeg egentlig er bevis nok i sig selv på, at der er behov for at udvide forældelsesfristen. For det skal jo ikke være sådan, at der ikke kan gå et valg imellem, det skal jo ikke være sådan, at der kan sidde et flertal herinde og beslutte sig for, at den her minister kan de godt lide, så den her minister må gerne bryde loven, den her minister må gerne foregøgle nogen noget i Folketinget. Det duer jo ikke i et demokrati.

Derfor kan det kun være fornuftigt, at der simpelt hen kan nå at komme et nyt flertal, og at det nye flertal kan nå at arbejde og komme til bunds i sager, der nu engang måtte komme. Jeg tror desværre ikke, at vi har set den sidste sag, hvor der en minister, som kommer i problemer over for Folketinget. Det sker jo desværre en gang imellem, og der er vi nødt til at beskytte vores demokrati mere, end vi skal beskytte den enkelte minister, og derfor kan Enhedslisten varmt støtte det her forslag fra Radikale Venstre, som vi lidt ønskede vi selv havde fundet på.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mai Mercado.

I Det Konservative Folkeparti har vi grundigt overvejet, hvorvidt vi vil støtte at forlænge forældelsesfristen for strafansvar efter ministeransvarlighedsloven. Egentlig burde det jo være sådan lidt fristende at gå med til det alene af den grund, at det vil give en større chance for at få statsministeren stillet til ansvar for de beslutninger, som hun traf, om aflivning af alle mink. Det er en sag, der i øvrigt bliver mere og mere speget, for hver dag der går – senest nu her, hvor regeringen ikke vil udlevere centrale dokumenter. Men det indikerer jo så også, at vi i Det Konservative Folkeparti måske ikke har den store tiltro til, at hverken Radikale, SF eller Enhedslisten kommer til at sætte statsministeren for en rigsret – heller ikke selv om en granskningskommission skulle nå til den konklusion, at statsministeren brød loven med sin ulovlige ordre.

Så ville det jo egentlig være meget rart med nogle ekstra år, før en forældelse af minksagen finder sted, men sådan bedriver vi naturligvis ikke politik i Det Konservative Folkeparti, altså selv om jeg da skal sige, at det er fristende. Vi finder heller ikke finder, at konkrete kommissioner som minkkommissionen eller Instrukskommissionen bør give anledning til at ændre på reglerne, fordi man skal være varsom med at ændre sådanne regler.

Når vi umiddelbart er betænkelige ved at ændre på loven, skyldes det to forhold. Det første forhold er, at det tilbage i 1964 blev besluttet, at det skulle være 5 år, fordi der skulle være mulighed for at sikre, at en forældelse ikke kan indtræde, før der har været nyvalg. Og det viser eksemplet med Instrukskommissionen vel netop godt kan lade sig gøre. Her skulle der et nyvalg til, før der var flertal for en kommissionsundersøgelse. Og så med den nye kommissionsundersøgelsesform, altså en granskningskommission, bliver det jo endnu hurtigere at gennemføre en kommissionsundersøgelse, for så kommer en undersøgelse kun til at pågå i et års tid.

Det andet forhold er, at jo længere tid, der går, jo sværere kan det være at huske omstændigheder og genkalde sig hændelsesforløb. Og derfor kan 5-årsgrænsen, man valgte tilbage i 1964, meget vel have været valgt som en slags kompromis – for at sikre, at der har været nyvalg, men også for at sikre, at den tidligere minister stadig kan genkalde sig hændelsesforløbet i erindringen.

For os er det vigtigt, at ministre skal stå til ansvar i henhold til ministeransvarlighedsloven. Vi drøfter gerne, om vi kan forbedre reglerne, og vi ser også gerne, at vi får nogle beslutninger, som er overvejet. Og egentlig tak for de tilkendegivelser, der er kommet her i salen i dag, om at tage det her tilbage i udvalget og få nogle drøftelser om, om man rent faktisk kan forbedre loven på det her område.

Det bidrager vi rigtig gerne til, men beslutningsforslaget, som det ligger her, kommer vi ikke til at støtte.

Tak til den konservative ordfører. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren, og derfor byder jeg velkommen til ordføreren for forslagsstillerne. Det gør jeg allerede nu, da jeg hverken ser ordførere fra Nye Borgerlige eller Liberal Alliance. Så hermed velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kristian Hegaard, fra Det Radikale Venstre.

Tak for ordet, formand, og tak for debatten. Da et stort flertal for nylig besluttede at rejse tiltale i en kommende rigsretssag, skete det i sidste øjeblik inden forældelsesfristens udløb. Forhåbentlig går der mindst 30 år, før vi igen står og skal rejse tiltale i en ny rigsretssag, men derfor kan det være relevant allerede nu at se på, hvilke erfaringer der er gjort. En forældelse på 5 år lyder jo som en lang tidsperiode, men hvis et politisk flertal i 3-4 år bevidst undlader at undersøge en ministers handlinger og der først ved skift af et politisk flertal nedsættes en undersøgelseskommission, som så også skal bruge 1 eller flere år til at arbejde, så får de 5 år rigtig hurtigt ben at gå på.

Derfor har Radikale Venstre med det her beslutningsforslag foreslået at hæve forældelsesfristen til 8 år. På den måde skal man altså igennem og gennemføre mindst to valgperioder. Samtidig foreslår vi, at såfremt der nedsættes en undersøgelseskommission, kan fristen suspenderes i yderligere 2 år. Radikale Venstre er fleksible, med hensyn til hvordan en endelig model kan se ud, og derfor takker vi for den brede opbakning, der er til, at vi sammen skal finde en ny model.

Normalt når man taler om forældelsesfrist i regi af f.eks. straffeloven, menes der den tid, politiet har til at finde ud af, om der er noget at komme efter i den konkrete sag. Men situationen er lidt anderledes, når det gælder ministeransvarlighedsloven, for i dag er det i praksis sådan, at et smalt flertal reelt kan trække en sag i langdrag ved at blokere for undersøgelser. Sådan må det ikke være, for en retsstat er hverken rød eller blå.

Derfor vil jeg takke for debatten og takke for opbakningen til principperne i forslaget og intentionerne om, at der skal ske en ændring, således at vi kommer videre med en ændring af reglerne. Derudover skal jeg hilse fra Liberal Alliance og sige, at de også støtter beslutningsforslaget.

Tak til De Radikales ordfører. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.