Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 156:

Forslag til folketingsbeslutning om en ny forsøgsordning for udvidede frikommuneforsøg på en række velfærdsområder.

Af Anni Matthiesen (V) m.fl.

(Fremsættelse 11.02.2021).

Forhandlingen er åbnet. Allerførst skal vi sige velkommen til social- og ældreministeren.

Tak, formand. Med beslutningsforslaget B 156, som vi skal drøfte nu her, foreslås det, at regeringen inden den 1. maj 2021 skal fremsætte et lovforslag, hvorved der oprettes en ny forsøgsordning med udvidede frikommuneforsøg. Den udvidede frikommuneforsøgsordning skal medføre, at alle 98 kommuner skal kunne ansøge om at gennemføre konkrete forsøgsforløb inden for et eller flere velfærdsområder efter eget valg. Det kunne f.eks. være dagtilbuds-, folkeskole-, ældre- eller beskæftigelsesområdet. Med den udvidede frikommuneforsøgsordning skulle alle landets kommuner have langt større frihed til selv at finde nye og effektive løsninger.

Der har gennem årene været forsøgt en række gode tiltag for at gøre op med unødigt bureaukrati i den kommunale sektor. Vi har haft frikommuneforsøgene i forskellige former, og udfordringsretten blev indført i 2008, og vi har fjernet enkeltbestemmelser, men det må siges at have været en sporadisk indsats med forskellige redskaber. Trods gode intentioner er der fortsat behov for at afbureaukratisere og regelforenkle.

Den tidligere VLAK-regering igangsatte i 2019 frikommuneforsøg III. Der indkom 20 ansøgninger fra i alt 17 kommuner – altså var der en begrænset interesse fra kommunerne for et nyt frikommuneforsøg. Ansøgningerne blev efterfølgende i december 2019 omdirigeret til behandling i regi af den udvidede udfordringsret. Den tidligere regering igangsatte også anden runde af friinstitutionsforsøg i 2019, hvor både kommuner og institutioner kunne søge om at gennemføre forsøg. Regeringen besluttede dog i marts 2020 ikke at gennemføre forsøgene. Det var bl.a., fordi der var meget begrænset interesse for forsøgene blandt kommunerne. Kun 3 ud af 98 kommuner havde vist interesse – det, til trods for at forsøget havde været åbent for alle landets kommuner.

Regeringens holdning er også på den baggrund, at vi har prøvet og afprøvet forsøgsordningerne, hvor der fjernes enkeltstående regler. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare skal opgive flere forsøg, hvor idéer til at løse velfærdsopgaverne bedre med mindre bureaukratiske regler kan komme nedefra, fra dem, der ved, hvor reglerne er bøvlede og forhindrer nye og bedre måder at gøre tingene på – tværtimod. Men der er behov for, at vi prøver noget nyt, og det er netop det, regeringen har gjort med velfærdsaftalerne på henholdsvis dagtilbudsområdet, skoleområdet og i ældreplejen.

Forslagsstillerne angiver, at det udvidede frikommuneforsøg skal frisætte alle 98 kommuner på en gang, og at kommunerne selv skal kunne vælge et eller flere velfærdsområder, hvor kommunen skal sættes fri. I forhold til det forslag kan jeg have en stille undren. Forslagsstillerne har tidligere afvist at støtte velfærdsaftalerne på ældreområdet. Forslagsstillerne har jo for ganske nylig stemt imod lovforslag om velfærdsaftaler på ældreområdet. Nu vil I så det hele og mere til. Hvordan det hænger sammen, ved jeg ikke.

Med velfærdsaftalerne går vi en anden og ny vej, end vi har gjort før. Vi starter så at sige med et blankt stykke papir, for vi vil gøre op med det, der kvæler fagligheden og nærværet. Vi ved ikke bedst herinde på Christiansborg – ikke altid i hvert fald. Det gør dem, der til daglig er tæt på den ældre borger, barnet i børnehaven eller eleven i folkeskolen.

Borgerne skal opleve mere nærvær, bedre omsorg, bedre pleje. Det kan de, ved at de fagligt kompetente medarbejdere får lov til at få mere frie rammer til at skabe den bedre velfærd sammen med borgerne. Det kræver mod, og det kræver tro på de fagprofessionelle: lærerne, pædagogerne og medarbejderne på ældrecentrene, og det mod og den dedikation fra kommunal side har de syv kommuner udvist. Det vil jeg gerne kvittere for.

Forsøg af den her karakter kan kun fungere, hvis der er en stærk politisk forankring i kommunerne. Børnene skal selvfølgelig stadig have undervisning af høj kvalitet. De ældre skal stadig have den hjælp og pleje, som de har behov for. Derfor er der på det blanke stykke papir nedfældet nogle enkelte hegnspæle, der sikrer, at det sker. Men med den større frihed, som kommunerne får, følger der selvfølgelig også et ansvar for at levere bedre velfærd og bedre løsninger. Det tror jeg på at de syv kommuner kan levere. Kommunerne har så meget gejst og masser af idéer.

Med velfærdsaftalerne er der tale om et forsøg i dybden, hvor kommunerne får vidtgående frihedsgrader. Antallet af deltagende kommuner er derfor også en afvejning i forhold til omfanget af frihedsgrader. Som jeg tidligere har nævnt, er det derfor på nuværende tidspunkt mest hensigtsmæssigt, at vi starter med syv kommuner, der hver sættes helt fri for unødvendig regulering på et enkelt område, hvor vi altså prøver en vild idé af i mindre skala.

Vi får langt bedre forudsætninger, hvis vi har muligheden for at følge og understøtte hver enkelt af de syv kommuner. Det kræver altså et tæt samarbejde, og det kræver nogle kommuner, der er dedikeret til forsøget. Det samme gør sig sådan set gældende i forhold til antallet af velfærdsområder. Vi starter med tre velfærdsområder, der udgør hjørnestenen i den nære velfærd: dagtilbud, folkeskole og ældrepleje.

Unødvendigt bureaukrati, detailregulering er helt sikkert også aktuelt på andre velfærdsområder, så erfaringerne skal ikke kun komme til gavn på tre velfærdsområder og i syv kommuner. Det er klart vores ambition at kunne udbrede erfaringerne fra forsøgene til at forbedre velfærden i resten af landets kommuner. Dermed sagt udelukkes det naturligvis ikke, at der parallelt med velfærdsaftalerne kan iværksættes andre indsatser eller frihedsforsøg i bredden. Det vigtige her er at se på formålet, og hvorfor vi laver de her forsøg, nemlig at fjerne bureaukrati, give plads til medarbejdernes faglighed og lokale løsninger tæt på borgerne.

Så for at opsummere: I stedet for de forskellige frisættelsesforsøg, som vi har haft gennem de sidste mange år, og som der ikke har været den helt store interesse for, så har vi brug for at give slip og gøre tingene på en helt ny måde. Vi har med de politiske aftaler om velfærdsaftalerne forpligtet os til at vende det hele på hovedet. Vi herinde bliver nødt til at træde et skridt tilbage. Vi har brug for at se innovationen sprudle, og derfor handler det om at turde gå ganske vidt.

Jeg kan forsikre Venstre og resten af Folketingets partier om, at regeringens arbejde med at afbureaukratisere den offentlige sektor ikke slutter med velfærdsaftalerne. Tværtimod er det kun et første skridt. Så her mener jeg at Venstre sparker en åben dør ind, så at sige. For selvfølgelig skal vi fortsætte arbejdet med at sætte vores borgere og dygtige medarbejdere fri fra snærende detailstyring. Velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet er startskuddet: Flere områder kan komme til.

Men vi gør ikke det hele på én gang. Det har vi prøvet før med begrænset resultat og også med begrænset interesse fra kommunernes side, tør jeg godt sige. Vi gør det med andre ord trinvis, for at vi har mulighed for at understøtte forsøgene. Den mulighed vil ikke være der, hvis alle kommuner og velfærdsområder sættes fri på en og samme tid. Som erfaringerne fra de tidligere frikommuneforsøg også viser, handler det om kvalitet og ikke kvantitet i forsøgene og i antallet af deltagende kommuner, hvis vi skal lykkes med for alvor at rykke noget på den her dagsorden.

Jeg ser utrolig meget frem til at komme i gang for alvor og se, hvad der kommer ud af de her vidtgående forsøg med syv velfærdsaftalekommuner, så vi kan bruge erfaringerne til at forbedre velfærden på tværs af alle kommuner, og så kan vi herefter tale om at inddrage flere kommuner og velfærdsområder. Så på den baggrund kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til social- og ældreministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen. Værsgo.

Tak for ministerens tale. Der er faktisk rigtig mange af de ting, som ministeren siger i talen, som stemmer fuldstændig overens med det beslutningsforslag, som vi faktisk fremsætter fra Venstres side. Ministeren sagde bl.a.: Vi ved ikke bedst her på Christiansborg – det skal være lokalt, at tingene bliver forankret. Ministeren sagde også, at der skal gives plads til at træde et skridt tilbage og tænke nyt. Det er jo netop det, vi gør med det her beslutningsforslag; at turde tænke nyt. Og så kan det godt være, at vi ikke synes, at vi skal træde et skridt tilbage, men måske faktisk træde et større skridt frem.

Er ministeren ikke enig i, at når man nu på forhånd fra regeringens side har valgt syv kommuner og på forhånd har valgt nogle bestemte områder, som der skal laves forsøg på, så er det jo faktisk, fordi regeringen understreger, at regeringen åbenbart ved bedst?

Ministeren, værsgo.

Nej, det kan man ikke anklage os for, al den stund at vi faktisk har så få hegnspæle, der sikrer borgernes ret. Men ellers blander ikke bare vi os udenom og Folketinget blander sig udenom, men vi har jo fået de konkrete kommuner med på, at det skal byrådene og kommunalbestyrelserne også. Nu kan jeg ikke huske, i hvilken af de tre kommuner de nævnte, at de har det her i gang på ældreområdet. Men idéerne om afbureaukratisering og om nye måder at gøre tingene på, hvor de ældres behov, de pårørende og de faglige vurderinger fra medarbejderne kommer helt i front, er jo vældig godt i gang derude. Og et af stederne ved jeg at de har indsamlet idéer på toiletterne – det er jo ikke meget fred, man får som offentligt ansat. Men dér har folk så kunnet bidrage med gode idéer på toiletbåsen til, hvordan de skal gøre det. Og det er jo det, der er hele pointen her. Altså, i forhold til det her med oppefra og ned eller det her med en enkelt regel, man kan få lov til at søge om, altså friinstitutionsforsøg, kan vi bare se – og det har vi jo kunnet se igennem årene – at det jo ikke er det, der rykker for alvor. Så ville vi jo ikke stå, hvor vi står i dag. Så nu prøver vi at gøre det på en ny måde.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. Det, jeg er ked af, er egentlig, at man ikke tør at slippe kommunerne fri og give dem lov til selv at melde ind, i forhold til hvor de godt kunne tænke sig at lave forsøg. For jeg kan jo oplyse ministeren om, at jeg har fået flere henvendelser fra kommuner, der spørger: Hvorfor kan vi ikke få lov til at lave nogle forsøg på f.eks. beskæftigelsesområdet, på klimaområdet eller måske på landdistriktsområdet? Og der må jeg jo så svare: Fordi regeringen har besluttet, i hvilke syv kommuner og på hvilke områder der skal laves frikommuneforsøg. Og der vil jeg gerne spørge ministeren: Tror ministeren ikke på, at de andre 91 kommuner faktisk kunne have nogle gode idéer?

Ministeren.

Jamen jeg synes da, at det er helt fantastisk, hvis der allerede på baggrund af velfærdsaftalerne med syv kommuner på tre centrale velfærdsområder har bredt sig en stor energi og interesse derude for at være med. Og som jeg også sagde i min besvarelse, sparker Venstre jo for så vidt en åben dør ind. For det er klart, at vi skal følge op på de her frihedskommuner, som jeg tror at der er nogle der har kaldt dem, og de erfaringer, de gør, og udbrede dem. Og så er det oplagte jo at kigge på, om der også er andre områder, hvor vi kan gå lige så radikalt til værks.

Tak til social- og ældreministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og herefter er det Socialdemokratiets ordfører, fru Birgitte Vind.

Tak for ordet. Vi behandler i dag et forslag fra Venstre om at pålægge regeringen inden den 1. maj 2021 at fremsætte et lovforslag, hvor der oprettes en ny forsøgsordning med udvidede frikommuneforsøg. Den udvidede frikommuneforsøgsordning skal medføre, at alle 98 kommuner skal kunne ansøge om at gennemføre konkrete forsøgsforløb inden for et eller flere velfærdsområder efter eget valg.

Vi er i Socialdemokratiet enige med forslagsstillerne i, at frikommuneforsøg grundlæggende er en god ting. Frikommuneforsøgene har betydet mange gode tiltag, og kommunerne har faktisk også været ret dygtige til også at sprede ny viden og implementere tiltag. Og for os er der ingen tvivl om, at frikommuneforsøg har været en gevinst. Men samtidig må vi også erkende, at frikommuneforsøgene heller ikke har været det nybrud, som vi måske har gået og ventet på – i hvert fald ikke et nybrud, som har forplantet sig til den måde, vi styrer kommunerne på.

Regeringen besluttede i december 2019 at omdirigere ansøgninger om frikommuneforsøg til behandling i regi af den udvidede udfordringsret, og der blev lukket for yderligere ansøgninger, og i marts 2020 besluttede regeringen ikke at gennemføre forsøg som led i anden runde for friinstitutionsforsøg, da der bl.a. var et meget begrænset antal interesserede ansøgere – kun 3 ud af 98 kommuner. Hvis forslaget, vi behandler her i dag, skal have gang på jorden, så skal flere vise interesse.

Vi er i Socialdemokratiet overbevist om, at der skal andre og mere grundlæggende forandringer til end det, vi har set frikommuneforsøgene kan. Og det er netop det, som velfærdsaftalerne kommer til at kunne pege på. Vi er faktisk helt på linje med Venstre om, at vi skal nytænke den kommunale opgavevaretagelse og afbureaukratisere statslige regler, og vi er faktisk rigtig glade for, at Venstre også er optaget af den her dagsorden. Vi vil fra Socialdemokratiets side bare gøre det meget grundigt og måske mere vidtgående end det, frikommuneforsøg i virkeligheden giver mulighed for.

Med velfærdsaftalerne har vi valgt at lægge ansvaret ud lokalt i den 3-årige forsøgsordning for at forsøge at finde en ny og bedre vej til at forbedre velfærden. Og det skal ske trinvis, da forsøget går i dybden med meget vidtgående frihedsgrader. Og noget af det allermest essentielle i velfærdsaftalerne er jo netop ønsket om at give fagligt råderum tilbage til frontlinjemedarbejdere og ledere til gavn for borgerne. Velfærdsaftalerne er mere end bare et forsøg. De er for mig at se også trædesten på vej til et kommunalt Danmark, der er kendetegnet ved en høj grad af lokal autonomi, som ledere og medarbejdere og borgere kan se sig selv i.

Vi skal være os bevidst her i salen, at vi som politikere, både lokalt, men også nationalt, har det overordnede ansvar, og derfor skal vi altså sikre os, at det, vi sætter i søen, kan vi også stå inde for. For det er sådan, at hvis vi skal kunne lave de grundlæggende ændringer og nytænke det kommunale område, er det vigtigt, at vi her fra Christiansborg kan følge op og understøtte forsøgene.

Der skal være opfølgning og et tæt samarbejde med hver af de kommuner, der måtte blive sat fri, og der skal vi også i første omgang være realistiske, i forhold til hvor mange områder og hvor mange kommuner vi reelt kan sætte fri. Derfor mener vi ikke, at det er nu, vi lige skal give 98 kommuner fri adgang til frikommuneforsøg på alle mulige tænkelige områder. Vi vil meget gerne kunne lave nogle grundige og velovervejede evalueringer af alle forsøg, så vi politisk kan drøfte, hvad forsøgene betyder for det fremtidige arbejde ude i kommunerne, og det skal gøres ordentligt.

Det betyder jo altså bare ikke, at vi skal læne os tilbage og bare se til. Vi er slet ikke færdige. Vi skal se velfærdsaftalerne som et større arbejde, som vi kun lige er begyndt på, og derfor er vi også rigtig glade for, at Venstre melder sig så klart ind i den her kamp om, at vi skal holde fokus på det store billede og de aftaler, som vi rent faktisk allerede har sat i værk.

Vi har i Socialdemokratiet store ambitioner om nytænkning og afbureaukratisering, og det ved jeg også Venstre har, så lad os se på det store billede sammen og på, hvordan vi sammen kan komme videre herfra, hvor vi står i dag. Vi kan altså ikke støtte forslaget, som det ligger her i dag, men vi glæder os til den videre diskussion om, hvordan vi sammen kan lykkes med at opnå de fælles ambitioner, vi har om at afbureaukratisere.

Tak til fru Birgitte Vind. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg tror, ministeren sagde det, men fru Birgitte Vind sagde det i hvert fald også, nemlig at vi slet ikke er færdige med velfærdsaftalerne. De syv kommuner, der nu er i gang, er kun første skridt, så jeg kunne da godt tænke mig at spørge: Hvornår tager regeringen så skridt nummer 2?

Værsgo, ordføreren.

Tak for det. Nu er vi jo lige knap kommet i gang, og der er oven i købet en af kommunerne, der har bedt om, at vi lige træder lidt på bremsen på grund af corona, men debatten er jo sådan set i gang i salen allerede i dag, og det er det, vi skal. Vi skal alle sammen snakke med hinanden om, hvad det er, vi gerne vil, og hvad vi kan stå på mål for. Så helt konkret til, hvornår vi tager det næste skridt: Altså, jeg håber jo, at vi måske oven i købet efter i dag kunne lande en fælles beretning over, at vi har fælles ambitioner om afbureaukratisering og gerne vil den her vej sammen, men at vi også gør det klogt og i det rigtige tempo.

Anni Matthiesen.

Jamen tak. Jeg kan sagtens på Venstres vegne sige tak til, at vi forsøger at lave en fælles beretning om det, for jeg synes faktisk, at det er trist, hvis der er kommuner derude, der her og nu gerne vil i gang med et forsøg, men så skal vente. Og lad mig give et eksempel. Hvis nu Vejle Kommune gerne ville i gang med forsøg på klimaområdet, kunne det så ikke være noget, som den socialdemokratiske ordfører sagtens kunne se ville være fornuftigt? Klimaområdet er jo et område, som vi her på Christiansborg om nogen taler om vigtigheden af at tænke ind i det hele, og der synes jeg, at det ville være ærgerligt, hvis så f.eks. Vejle Kommune skulle vente 2-3 år på at kunne komme i gang.

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil ikke stå og sige, hvilke kommuner det skal være, og i hvilken rækkefølge vi skal gøre det lige nu. En ting er bare sikker, og det er, at det jo er et enormt stort arbejde, vi har kastet os ud i, og jeg kunne lige se, at Roger Buch, som er kommunalforsker, men også, at en fra VIVE har udtalt sig i dag til Avisen Danmark om, at det jo er meget, meget omfattende med det, vi allerede har sat i gang. Og sætter vi mere i gang, skal vi jo finde ud af, hvad det er, vi skal sætte i gang, og hvorfor? Altså, hvis vi siger ja til alle 98 kommuner, har vi jo ikke mulighed for at evaluere og følge op på det hele – det siger næsten sig selv – og det er jo det, der har været udfordringer ved frikommuneforsøgene, nemlig at vi ikke fra statslig side har kunnet følge det op og træde i karakter over for det, man har erfaret derude i kommunerne.

Tak til fru Birgitte Vind. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi skal lige have sprittet af, og så er det herefter DF's ordfører. Værsgo, fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Forslaget til folketingsbeslutning omhandler en ny forsøgsordning for udvidede frikommuneforsøg på en række velfærdsområder – det er det, forslaget går ud på – og vi har jo altid brug for at drøfte, hvordan vi kan forbedre og ikke mindst udvikle den offentlige service. Derfor byder vi i Dansk Folkeparti det også velkommen, at Venstre med dette forslag giver anledning til, at vi får en debat her i salen, netop i forhold til hvordan vi kan gribe det an. For der har jo over tid været mange tiltag til at sætte kommunerne fri, til at give kommunerne rum og mulighed for at arbejde med at udvikle måden at løse de kommunale opgaver på. Unødvendigt bureaukrati, langsomme arbejdsgange, uhensigtsmæssige regler og krav er alt sammen noget, som ofte italesættes både herinde i Folketingssalen og ude i kommunerne og nogle gange i befolkningen som helhed – ja, noget må gøres, siger man, og det kan ikke passe, at der skal være så meget dokumentation og så mange regler! Den ene regering efter den anden sætter det på dagsordenen, og meget er forsøgt. Jeg kan heller ikke påstå, at der aldrig er kommet noget godt ud af det, men i det store billede tror jeg ikke at det er forkert at sige, at det ikke medførte de store revolutioner i måden, den kommunale service leveres på. Og det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at gøre det bedre.

Den nuværende regering har jo igangsat et forsøg på ældreområdet og på børne- og folkeskoleområdet. Begge forsøg er sikkert også igangsat ud fra de bedste hensigter, men forsøgene viser også dilemmaerne ved frikommuneforsøg, for der er da også grænser for den kommunale frihed, og det skal der også være. Det er trods alt ikke helt uden grund, at vi herinde laver love og forordninger for, hvordan vi ønsker samfundet skal fungere, for, hvordan vi ønsker servicen skal være, og for, hvilke rettigheder den enkelte borger skal have netop i forhold til systemet. Og i Dansk Folkeparti ønsker vi ikke, at servicestandarder i kommunerne skal underminere den servicelov, vi har i dag, og det er også en af grundene til, at vi i Dansk Folkeparti kun er med i den ene af de to nuværende aftaler, for med aftalen om ældreområdet mener vi, at borgernes retssikkerhed og frihed til at vælge bliver begrænset alt for meget, herunder det frie valg, og det er også en diskussion, kan man sige, Venstre kender, for de er netop heller ikke med i den aftale.

Men vi kan jo grundlæggende godt støtte, at alle kommuner får mulighed for at ansøge om og gennemføre konkrete forsøgsforløb inden for et eller flere velfærdsområder efter eget valg, men det, vi i Dansk Folkeparti er optaget af, er, at det ikke må være på borgernes bekostning, og at det ikke må være på bekostning af retssikkerheden. Formålet med forslaget er beskrevet sådan, at »herved får alle landets kommuner mulighed for at blive sat mest muligt fri af statslig regulering på et eller flere områder med henblik på at give langt større lokalt handlerum til at udvikle velfærden og opgaveløsningen.« Det støtter vi et langt stykke hen ad vejen, men vi skal have sikkerhed for, at de forsøg, som i givet fald bliver godkendt, ikke må gå ud over retssikkerheden, mennesker med handicap og vores ældre, altså, de har krav på en ordentlig service, og det skal vi ikke underminere. Det er i hvert fald noget, vi skal sikre os. Og derfor er det også vigtigt, synes jeg, når vi laver sådan nogle tiltag som de her, at vi ligesom får det hegnet ind, for borgernes muligheder for at få en ordentlig og mere værdig behandling skal ikke undermineres; i dag har kommunerne jo igennem udfordringsretten også mulighed for at udfordre, hvis det er.

Jeg glæder mig jo alligevel også til at se, hvad der kommer ud af de her forsøg, der kører lige i øjeblikket. Men lad os sætte os sammen og kigge på det. Det kan være, vi kan lave en fælles beretning, som i hvert fald kan hegne det ind, at det hverken må ske på bekostning af borgernes retssikkerhed eller deres frie valg, hvilket vi jo har været vidne til er sket på ældreområdet.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører for den positive imødekommelse. Jeg kan i hvert fald sige, som ordføreren også godt ved, at det også er noget af det, der betyder noget for Venstre, altså at man netop bl.a. ikke fjerner retssikkerheden og for den sags skyld også det frie valg, og der mener jeg jo sagtens, at man kan hegne tingene ind, så man også sikrer det fremadrettet. Der, hvor jeg bare synes, at det her forslag er anderledes, er i forhold til, at vi tager imod de henvendelser, der kommer fra kommunerne. For jeg ved f.eks., at der er en af de syv kommuner, der lige nu skal i gang med frikommuneforsøg, som faktisk helst ville have haft noget andet, og det er egentlig bare der, hvor jeg, hvis man i stedet lader tingene vokse nedefra og der er byrådsmedlemmer, der sammen med medarbejdere i kommunerne har nogle gode idéer i forhold til at prøve at se på, om der er et område, de gerne vil slippe mere fri, så tror, at det lettere vil få en god effekt. Og det vil jeg måske egentlig også gerne have en kommentar fra Dansk Folkeparti på.

Værsgo til ordføreren.

Det tror jeg da at ordføreren har en pointe i. Men jeg skal, når det drejer sig om den henvendelse, som ordføreren, fru Anni Matthiesen, har fået, ikke kunne sige, hvorfor den kommune ikke har søgt at bruge udfordringsretten. Jeg er helt enig i, at frikommuneforsøg i sig selv ikke er dårligt, men det kan det blive. Det kan det blive, hvis det er, at det er på bekostning af borgerne, og det handler jo for Dansk Folkeparti i hvert fald om at finde den rette balance. For det kan jo godt være, at der her er nogle skæve regler, som er demotiverende for kommunerne i forhold til at udvikle noget, men jeg vil som socialordfører også gerne have hånd i hanke med det. For tillid er jo også noget, man skal gøre sig fortjent til, og der har jeg somme tider en bekymring i forhold til noget på socialområdet, hvor jeg oplever, at man ligesom underminerer servicelovens intentioner.

Anni Matthiesen.

Jeg er helt, helt enig. Der er jo også områder, hvor vi simpelt hen skal træde varsomt, og derfor tror jeg også på, uanset om vi taler om det frie valg eller vi taler om retssikkerheden, at det er noget af det, som det er vigtigt at man rammer aftalen ind med.

Så er der også en anden ting, som jeg rigtig gerne vil drøfte med de andre partier, også i forhold til eventuelt at kunne nå frem til en fælles beretning, og det er, at jeg, hvis jeg ser tilbage i tiden, uanset om det er i vores egen regeringstid eller den nuværende regerings tid, så måske ikke synes, at vi er dygtige nok til at sikre, at det, der kommer ud af frikommuneforsøgene, rent ud sagt også bliver til virkelighed eller efterfølgende bliver spredt ud.

Værsgo til ordføreren.

Det har ordføreren fuldstændig ret i. Når det drejer sig om mange af de midler, som vi på et tidspunkt har sat af både i socialt regi, og det kan være i frikommuner, til at afvikle og prøve nye virksomme indsatser, og at indsatserne virker, og det kan være i forhold til, at metoder virker, eller andet, så har vi simpelt hen ikke en føling med implementeringen af det, og heller ikke i forhold til hvad der i praksis har virket. Og det mener jeg jo at vi skal sikre herindefra, altså at ministeren selvfølgelig skal sikre og har et ansvar for at se på, hvordan det, der bliver sat i værk, også virker, og om der er nogle af de der rigtig gode løsningsmuligheder, man skal implementere andre steder. Det har ordføreren fuldstændig ret i.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fra SF, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. I Danmark har vi et fantastisk og et stærkt kommunalt selvstyre, og det sikrer, at beslutningerne tages så tæt på borgerne som muligt, og det giver mulighed for at tilpasse de overordnede politiske rammer til de konkrete lokale behov og den lokale kontekst.

Desværre har vi set en tendens til, at flere og flere beslutninger tages fra centralt hold frem for ude i kommunerne, og det er en ærgerlig tendens, da det kvæler muligheden for at finde gode løsninger. Derfor har SF set positivt på forsøgsordningen med frikommuner og sætter pris på Venstres beslutningsforslag. I SF ønsker vi nemlig at sætte kommunerne mere fri. For meget topstyring af arbejdet i kommunerne medfører kassetænkning og ufleksible løsninger, som er til gene for borgerne og de ansatte, som udfører det.

De hidtidige forsøg har på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet vist, at kommunerne i høj grad kan håndtere deres opgaver bedre og billigere ved selv at tilrettelægge, hvordan de løser dem. På beskæftigelsesområdet har færre proceskrav til bl.a. mødet med borgeren og mulighed for at søsætte nye indsatser som psykologhjælp forbedret jobcentrenes resultater, og det har samtidig øget tilfredsheden hos borgerne og andre involverede parter som virksomheder, lærere og a-kasser, og det er det, der sker, når man sætter kommunerne mere fri fra topstyring og bureaukrati. Derfor ser jeg også frem til arbejdet med velfærdsaftalerne sammen med syv udvalgte kommuner på ældreområdet, daginstitutions- og skoleområdet, og jeg synes også, det er rigtig spændende, hvis vi giver muligheder for, at særlig skolerne kunne sættes mere fri – fri for de mange overordnede krav, der er her fra Christiansborg. Allerede nu sker der spændende forsøg i Holbjerg, undskyld, Holbæk og Esbjerg – det er to selvstændige byer, ikke puttet sammen – og vi tror, at yderligere forsøg med frigørelse af folkeskoler kunne forbedre skoledagen for både lærere og elever mange steder i landet. Det har vi allerede en aftale om, og det arbejder vi videre med til efteråret, og derfor mener vi i SF ikke, at skoleområdet skal indtages i en kommende runde i henhold til dette forslag.

Jeg kan se, at noget lignende med fordel kunne gøre sig gældende på andre velfærdsområder, eksempelvis på beskæftigelsesområdet, som jeg tidligere har nævnt, men også på kulturområdet kunne jeg forestille mig, at en større frihed i opgaveløsningen kan give mulighed for nye og kreative lokale kulturtilbud i kommunerne. På kulturområdet har vi i SF allerede sat et arbejde i gang med frihed til lokal repræsentation i bestyrelser, og den frigørelse skal vi fortsætte. Men vi skal også være varsomme, for frikommuneforsøgene skal give mere frihed væk fra den rigide topstyring, men vi skal også sikre os, at det ikke medfører en indskrænkning i velfærden eller en krænkelse af borgerens rettigheder. Det er tidligere set, at forsøgsordninger kan stille borgere dårligt, eksempelvis lejere i forhold til deres rettigheder til at bo i en bolig, og det kan også være med til at forringe velfærden eller føre til øget privatisering, og det er klart, at det ikke er noget, SF ønsker.

I SF er vi åbne og spændte i forhold til at høre kommunernes input til, hvad de mener kunne være gode frikommuneforsøg, men vi mener også, at de indkomne forslag skal håndteres, så retssikkerheden og den borgernære velfærd ikke svigtes. Med de opmærksomhedspunkter, vi har med os, glæder vi os til at arbejde videre med det her forslag og kunne være med til at sætte kommunerne mere fri, vise dem mere tillid, mens vi samtidig sikrer, at velfærden og trygheden forbliver.

Tak til SF's ordfører. Det var vist sådan, Korsbæk opstod. Man tog to navne og slog dem sammen, altså dele af dem, så det kan være, du laver en trend her.

Der er en kort bemærkning. Værsgo, fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg har egentlig blot lyst til at sige tak, for at SF også er positivt indstillet. Jeg hører egentlig det, ordføreren siger, som om SF godt kunne være med på f.eks. at udarbejde en fælles beretning. Er det korrekt?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, og det synes vi i virkeligheden ville være den bedste vej her. Det er klart, at som forslaget ligger lige nu, er det ikke endeligt klar til at blive udmøntet. Så vi skal i gang med et større arbejde, i forhold til hvordan det her kan lade sig gøre. Men i SF er vi helt klart med på idéen om at lade idéerne komme nedefra, og at det er kommunerne, der fortæller os, hvad de kunne have brug for, og hvad de godt kunne have lyst til og i virkeligheden også kan se noget potentiale i at arbejde videre med ud fra frikommunetanken, og så skal vi på en eller anden måde finde ud af at systematisere det og også sikre, at man holder øje med det arbejde, der foregår derude, og at man samler op på de resultater, der er, men også at der ikke bare gives frit spil. Så vi synes en beretning ville være den rigtige vej, og det ville jo være rigtig dejligt, hvis vi kunne få så mange som muligt med på den.

Anni Matthiesen.

Tak for det. Jeg kan love, at jeg nok også skal gå i front i forhold til at få lavet noget fælles tekst. I hvert fald kan jeg se, at der er ting, der skal justeres, i beslutningsforslaget, for alene datoen passer jo ikke mere. Det er lidt tid siden, vi fremsatte det. Der står jo, at den 1. maj skulle regeringen have det her på plads, så det er vi nok nødt til at ændre på.

I hvert fald hvis man ikke er Hermione, der kan skrue tiden frem og tilbage.

Tak til SF's ordfører. Jeg ser ikke umiddelbart nogen fra Radikale Venstre, så derfor er det Enhedslistens ordfører, fru Jette Gottlieb.

Jeg synes, at frikommuneforslag er interessante, og hvis formålet er en afbureaukratisering af statslige regler, er der rigtig meget at komme efter. Frikommuner kan være et velkomment input til den proces, dog er det jo vigtigt, at de forsøg, der iværksættes, bliver implementeret systematisk, og det er ikke altid, det kommer til at ske. Vi skulle måske starte med det, vi har direkte mulighed for at påvirke her og nu. Når Venstre f.eks. ønsker at åbne for grønne initiativer på Vejlekanten – det syntes jeg lød godt – kunne man måske forestille sig, at Venstre og vi kunne komme med forslag til at dispensere for budgetlovens anlægsramme, sådan at hvis man investerede i grønne initiativer, kunne man på den måde få iværksat dem. Det må vi se om kan ske.

Men tilbage til velfærdsområderne, som jo er det, forslaget mest handler om. Som Dansk Folkepartis ordfører sagde, er det jo et spørgsmål om en afvejning mellem retssikkerheden for borgerne og en mulig trang hos kommunerne til at løse opgaverne billigst muligt og dermed måske under passende standard, og lige netop den afvejning er jo svær at lave i forsøgsområder, fordi der dér meget tit ikke er helt reelle forsøgsbetingelser. Men alt i alt er der jo basis for en fælles beretning, som alle partier indtil nu har gjort sig til talspersoner for, så jeg ser virkelig frem til det arbejde, vi kommer til at lave med det i udvalget.

Tak for ordførertalen. Der er også her en kort bemærkning fra Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak til Enhedslistens ordfører for også at tage positivt imod det. Jeg håber, vi kan nå frem til en fælles beretning. Spørgsmålet, som Enhedslistens ordfører stillede til mig, må jeg vist først vende med finansordføreren i Venstre, inden jeg begynder at udtale mig, tror jeg.

Ordføreren, værsgo.

Jamen det vil jeg betragte som temmelig klogt, for ellers kommer det nok ingen vegne. Det er jeg enig i.

Tak, fru Jette Gottlieb. Der er ikke flere korte bemærkninger. Der er heller ikke umiddelbart nogen fra Det Konservative Folkeparti, så vi skal sige velkommen til hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Hver gang politikerne ønsker at lave de her løsninger med frikommuneforsøg, eller hvor man siger, at nu sætter vi folk fri, ender det som regel med, at det bliver endnu mere bureaukrati, endnu mere administration og nogle løsninger, som reelt set ikke gavner borgerne derude på sigt. Jeg tror, det var Schlüter, der lavede det første forsøg på at skære bureaukrati væk, og siden har hver eneste regering haft deres eget lille projekt, som de kunne køre frem med, og hvor de kunne sige: Nu sker der noget, nu afbureaukratiserer vi. Den her regering har så frikommuneforsøgene som deres lille talisman, de kan sætte foran, og hvor de kan sige: Se, vi rykker, og vi rykker den rigtige vej. Det har man så gjort nu i 30-40 år.

Men når jeg kigger på det, og jeg tror, når borgerne kigger på det, kigger de ikke ind i et system med mindre bureaukrati og mindre administration og færre regler og krav. Tværtimod går det den forkerte vej. Så på trods af hensigterne om, at nu skal vi have frikommuner, og alle kommuner skal være frikommuner, er der ikke noget – og nu har jeg alligevel siddet i Aarhus Byråd – som tyder på, at kommunerne kommer til at sætte institutionerne fri derude. Tværtimod sætter de bare endnu mere bureaukrati og administration på. Så hvis man vil noget, og det vil vi faktisk rigtig gerne i Nye Borgerlige, skal man sætte institutionerne fri, og så skal man lade pengene følge borgerne uden om regionerne, uden om alle de kommunalpolitikere og djøf'ere, der sidder ude i kommunerne, for der er alt for mange led på vej ud, inden pengene kommer ud til borgerne. Og i hvert eneste lille led sidder der nogle mennesker og tapper de her penge med dokumentationskrav, evalueringer og høje lønninger.

Send nu pengene direkte ud til borgerne. Hav noget tillid til det, vi kalder nærdemokrati. Skolebestyrelserne. Hvad har skolebestyrelserne reelt set af indflydelse og magt? Hvad har skolelederen reelt set af indflydelse og magt på skolen i dag? Er de ikke bare blevet en forlænget arm af kommunen? Jo, det er de mange steder. Det samme gælder på plejehjemmene. Der er så mange dygtige ledere derude, der er så mange dygtige medarbejdere. I Nye Borgerlige tror vi, at de kan levere den bedste kernevelfærd, hvis vi sætter dem fri og pengene følger med borgerne derude. Det vil være den frie tanke, og den vil vi gerne støtte. Men at give flere penge ud til kommunerne tror vi ikke på kommer til at lette noget som helst. Det har historien desværre vist – det skete heller ikke under den tidligere regering – altså at det er den vej, vi kommer.

Tak for ordførertalen. Der er en kort bemærkning. Værsgo til fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak til Nye Borgerliges ordfører for ordførertalen – spændende, spændende. Jeg skal bare lige sådan høre, om det egentlig er Nye Borgerliges politik at nedlægge kommunerne. Er det sådan, jeg skal forstå det? Tænker man, at pengene skal sendes direkte fra staten og ud til borgerne, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Nej, vi vil såmænd ikke nedlægge kommunerne, men ja, vi mener pengene skal sendes direkte ud til de enkelte institutioner. På den måde sikrer vi, at der er den samme mulighed for det samme serviceniveau i Hørsholm, som der er i Herning, fordi de får de samme midler derud. At der så er nogle kommuner, som vælger at bruge mere og så måske kræve noget mere op i skat hos borgerne, må så være op til kommunerne, og de må jo stå til ansvar over for de borgere. Men når vi taler så meget om at sikre et ordentligt serviceniveau alle steder i landet, er den bedste og mest simple måde at sige: Pengene følger borgeren, og det er det samme beløb, der følger med overalt.

Fru Anni Matthiesen.

Tak for forklaringen. Det er også godt nok lige at vide, at det ikke er, fordi Nye Borgerlige vil nedlægge kommunerne helt, men egentlig sende pengene direkte ud til borgerne.

En anden ting, jeg godt kunne tænke mig at spørge lidt ind til, er det, at man jo trods alt har nogle gode erfaringer fra nogle af de frikommuneforsøg, der er lavet bl.a. også tidligere på beskæftigelsesområdet. Mener Nye Borgerlige slet ikke, at det nogle gange er en god idé at prøve noget nyt, f.eks. her at sætte kommunerne fri og lade tingene vokse nedefra?

Ordføreren.

Men det er jo det, vi gør i den ægte form i Nye Borgerlige, ved at vi lader pengene følge borgerne. Så vokser det netop op ude på institutionen og ikke hos en eller anden konsulent inde i kommunen. Under den sidste regering, hvor man øgede kommunebudgetterne derude med, var det 2,3 eller 2,5 mia. kr., gik der op mod 435 mio. kr. af dem til øget centraladministration og ledelse. Så når man giver flere penge og flere ting ud til kommunerne, bliver de ikke brugt til gavn for borgerne, så bliver de brugt på øget administration. Det er det, vi vil væk fra. Vi vil have pengene direkte ud til borgerne, helt ud i den borgernære kernevelfærd.

Tak. Så er det fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det. Jeg er ret overbevist om, at hr. Lars Boje Mathiesen egentlig godt er klar over, hvor mange regler og rammer der er lagt ned over skolerne. Det er jeg ret sikker på at ordføreren selv har oplevet. Men det undrer mig, at ordføreren ikke selv er klar over, at der er steder og områder, hvor kommunerne faktisk i samlet flok har bedt om en afbureaukratisering på skoleområdet. I selv samme kommune, ordføreren er fra, har eksempelvis rådmanden på det område, og det er så SF's Thomas Medom, stået i spidsen for det i forhold til at slippe for det testtyranni, der er pålagt også herinde fra Christiansborg. Det er et af eksemplerne. Kan ordføreren sige, og det kan være, jeg har misforstået det, og så må han korrekse mig, om ordføreren ikke er med på, at der faktisk også sker sådan nogle positive ting ude fra kommunernes side, hvor man faktisk gerne vil lette det åg af bureaukratisering og stramme regler, der er lagt ned over dem her fra Christiansborg, men hvor de simpelt hen ikke kan rykke på det, fordi vi står rigidt på det?

Ordføreren.

Jo, og det er jo derfor, vi bare gerne vil rykke det et skridt længere end SF. De vil give magten til kommunerne, vi vil gerne give magten helt ud til skolerne. Vi tror faktisk, at de kan løse opgaven bedre end kommunalpolitikerne, også i Aarhus Kommune. Så vi vil faktisk bare gerne rykke det et skridt længere ud.

Så vil jeg sige, at det altså ikke er alt, der kommer fra Aarhus Kommune, som har været godt. F.eks. har man øget antallet af ledere på skolerne gevaldigt. Er der kommet mere nær ledelse af det? Nej. Førhen havde man skolelederen, skoleinspektøren, og de løste de her opgaver rigtig godt. Nu har man de her ledelsesteam med fem-seks ledere, som har så travlt med at være ledelsesteam for sig selv, at de ikke har tid til at kigge ud på de mennesker, de rent faktisk skal lede på skolerne, og på børnene. Så det er absolut ikke alt, der går i en bedre retning, fordi kommunerne får mere frihed. At give kommunerne mere frihed er absolut ikke en garanti for, at der så kommer mindre ledelse og mindre bureaukrati og administration, tværtimod. Så vi vil sådan set bare følge den tankegang og så gå skridtet videre, så det er den enkelte skole, der må se, om de finder en værdi i det her testtyranni.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Det er jeg meget enig med ordføreren i. Det er ikke kun guld og grønne skove, der kommer i kommunerne; det er ikke altid de bedste beslutninger. Jeg siger absolut heller ikke, at Aarhus Kommune udelukkende træffer de gode beslutninger.

Men jeg vil da godt lige prøve at vende tilbage til det eksempel, ordføreren nævner, med at give pengene helt ud til skolerne og fjerne alle proceskrav. Er det så okay for ordføreren, hvis den pågældende skole vælger at ansætte ti ledere?

Ordføreren.

Ja, så absolut. Det ligger jo i, at man sætter skolerne fri. Så er der da forhåbentlig en skolebestyrelse, som tager fat på ledelsen og siger: Ved I hvad, det er godt nok en dårlig måde at bruge pengene på. Eller også bakker de ledelsen op i, at det er den rigtige måde at bruge pengene på. Og de forældre, der har valgt folk til at sidde i den skolebestyrelse, må jo så tage ansvaret. Det er nærdemokrati. Det er, når beslutninger bliver truffet der, hvor ydelsen ligger. Men det kræver, at politikerne er villige til at gå det skridt tilbage og acceptere det her nærdemokrati. Og det er nok der, det tit svigter.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Nye Borgerliges ordfører. Den næste ordfører er hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance.

Tak. Vi støtter beslutningsforslaget fra Venstre. Vi mener, at Danmark trænger til at have noget mere politisk pluralisme på den måde, at vores kommunale enheder kan udvikle sig i mere forskellige retninger, end de kan i dag med den meget strenge centrale styring der er.

I bund og grund lider politik jo i sådan et centralt styret land som Danmark under den kæmpe fejl, at det ikke kan lade sig gøre sådan for alvor at eksperimentere med andre måder at drive politik på end den, som er besluttet på Christiansborg. Det vil sige, at alle de positive ting, vi ser ude hos aktører på et frit marked, ikke findes i politik. Aktører på et frit marked kan jo tilbyde forbrugerne det, de vil, og hvis de lykkes med det, får de meget store overskud, og hvis de ikke lykkes med det, går de fallit. Der sker en eksperimenteren med, hvordan man bedst muligt kan give forbrugerne det, de gerne vil have. De forbrugere kan så vælge, hvis de ikke er tilfredse med Netto, i stedet at gå i Fakta osv.

Sådan er det ikke i politik i Danmark. Det er ikke sådan, at man for alvor kan få et andet politisk system ved at flytte fra Københavns Kommune til Frederiksberg Kommune. De ligner meget hinanden, selv om der er forskelle. Og det er sådan set en fejl ved politik, at man ikke ligesom kan eksperimentere med at gå forskellige veje, så man kan se, hvilken vej der er bedst.

Et land som Schweiz har en meget udpræget grad af selvstyre i kantonerne. Der er forskellige indkomstskatteniveauer og forskellige selskabsskatteniveauer, og der er forskellige ydelser til folk på overførselsindkomst osv. – og det har man sådan set ret stor succes med i det land.

Jeg synes, og vi synes, at vi skal finde vores måde at gøre det på her i Danmark. Jeg synes, det er et meget beskedent og spædt forsøg, som vi nu gør med nogle frikommuneforsøg en gang imellem, og det her forslag fra Venstre er et skridt yderligere i den retning. Og de små forsøg tager vi gerne med, men vi burde have endnu større ambitioner. Men fordi det er et skridt i retning af noget mere politisk pluralisme i Danmark, stemmer vi for beslutningsforslaget fra Venstre.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Anni Matthiesen.

Tusind tak til Liberal Alliances ordfører. Og ja, ordføreren har nemlig forstået det, jeg også ser i det her, altså det der med at huske på, at vi er forskellige, og at det er kommunerne også. Og der er det, at vi for ofte her på Christiansborg rent ud sagt vil mase alle ned i den samme tragt – så tusind tak for opbakningen.

Ordføreren.

Selv tak.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og da der ikke er flere ... jo, vi har den sidste ordfører – selvfølgelig. Hvem kan mon overse det? Vi slutter selvfølgelig af med ordføreren for forslagsstillerne, fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til alle partier, som har været positive omkring det her. Jeg har siddet og noteret undervejs, og det ser i hvert fald ud til, at vi kan lande en fælles beretning i udvalget, og det vil jeg se frem til at arbejde videre med.

Jeg må sige, at jeg personligt simpelt hen har den her grundlæggende tro på, at når vi er frie, får vi også det bedste ud af det. Jeg tror på, at de medarbejdere, der sidder rundtomkring i kommunerne, ved at få frihed til selv at være med til at præge nogle ting vil lykkes endnu mere med at komme i mål med nogle gode ting.

Jeg kan sige, at inden jeg selv blev politiker, var jeg ansat ved Grindsted Kommune i næsten 18 år. Igennem den tid mødte jeg faktisk igen og igen eksempler på ting,, som jeg vildt godt kunne tænke mig at kaste mig ud i at ændre i kommunen, men som rent ud sagt blev stoppet af nogle krav eller regler fra Christiansborg, og som egentlig så gjorde, at lyset efterhånden blev slukket lidt i øjnene. Måske var det også det, der var med til at få mig til at stille op til politik, for nu måtte jeg også ind og prøve på at ændre på nogle ting.

For det er rigtigt, som Liberal Alliances ordfører også sagde, at vi jo er forskellige, og kommunerne er jo også forskellige. Og det er forskellige ting, de måske lige i de her år brænder for, alt afhængigt af hvem der sidder i byrådene, eller – for den sags skyld – hvem der er ansat på rådhusene eller rundtomkring i institutionerne. Så kan det jo være forskellige ting, man har lyst til at kaste sig ud i, og det er egentlig også derfor, at vi fra Venstres side foreslår, at vi tager det her skridt yderligere, så vi giver endnu større frihed og giver plads til, at kommunerne faktisk kan lade tingene vokse nedefra med deres engagement.

Så tusind tak. Jeg skal huske her til sidst at hilse fra Det Konservative Folkeparti, som også er positive over for det her beslutningsforslag. Og så glæder jeg mig til udvalgsarbejdet efterfølgende.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til fru Anni Matthiesen.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Indenrigs- og Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.