Tak for ordet. Dansk Folkeparti foreslår med det ene af beslutningsforslagene, at regeringen inden udgangen af folketingsåret skal udarbejde et lovforslag, der indebærer, at udenlandske statsborgere skal udvises, hvis de begår overtrædelser af våben-, narkotika- og straffelovgivningen. Med det andet beslutningsforslag foreslår Dansk Folkeparti, at regeringen inden udgangen af 2021 skal udarbejde et lovforslag, der skærper udlændingelovens regler om udvisning, så udlændinge, som har begået banderelateret kriminalitet, konsekvent udvises. Beslutningsforslagene må forstås sådan, at Dansk Folkeparti foreslår, at udlændinge konsekvent skal udvises, hvis de begår den omtalte kriminalitet i Danmark.
Forslagsstillerne henviser som baggrund for beslutningsforslagene bl.a. til, at Danmark ikke kan være tjent med at have gæster i landet, som kvitterer for vores gæstfrihed ved at begå kriminalitet. Forslagsstillerne henviser i øvrigt til, at det alt for tit sker, at kriminelle udlændinge, der tidligere har fået en advarsel om udvisning, ikke udvises, hvis de begår ny kriminalitet. Dansk Folkeparti ønsker på den baggrund, at der ikke skal kunne tildeles en advarsel om udvisning i sager om banderelateret kriminalitet, men at der konsekvent skal ske udvisning. Forslagsstillerne anfører i den forbindelse, at den enkeltes personlige forhold ikke skal indgå i vurderingen af, om der kan ske udvisning, når det drejer sig om bandekriminalitet.
Derudover forstår jeg forslagsstillernes bemærkninger til B 199 sådan, at det er forslagsstillernes opfattelse, at praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør kunne fortolkes sådan, at Danmark kan indføre nultolerance over for udlændinge, som begår bandekriminalitet.
Som jeg tidligere har givet udtryk for, er det regeringens helt klare holdning, at kriminelle udlændinge i videst muligt omfang skal udvises. Misbruger man sit ophold i Danmark til at begå alvorlig kriminalitet, har man selvfølgelig ikke så meget at gøre i det danske samfund. Der skal slås ned på kriminalitet, både generelt, når det handler om bander, og når det handler om adgangen til udvisning. Det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om. Når det er sagt, kan regeringen ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag, og lad mig lige sætte et par ord på hvorfor.
Når vi taler om udvisning, kommer vi ikke uden om, at der er et samspil mellem vores nationale regler og vores internationale regler på området. Og selv om jeg på bundlinjen er enig med Dansk Folkeparti i, at udlændinge, der begår kriminalitet, herunder bandemedlemmer, i videst muligt omfang bør udvises, kan vi ikke blot vende det blinde øje til vores internationale forpligtigelser. Det har jeg også tidligere kommenteret på, bl.a. i forbindelse med behandlingen i december af et beslutningsforslag, som var fremsat af Nye Borgerlige. Det er regeringens opfattelse, at vi har en klar interesse i en stærk international retsorden, og det er vigtigt for regeringen, at vi i Danmark lever op til de regler, vi har påtaget os. Det gælder bl.a. de internationale konventioner med betydning for udvisningsområdet, som Danmark har tiltrådt. Men inden for de rammer vil regeringen meget gerne se på mulighederne for at skærpe udvisningsreglerne yderligere.
Som forslagsstillerne allerede er bekendt med, pågår der i øjeblikket et arbejde i Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor vi netop er ved at se på, om der er rum for yderligere skærpelser af udvisningsreglerne. Jeg kan dog allerede nu sige, at der ikke inden for rammerne af vores internationale forpligtigelser kan indføres regler om konsekvent udvisning. Det gælder helt generelt og dermed også ved banderelateret kriminalitet. Vi er et retssamfund, hvor loven er lige for alle, og det betyder, at vi ikke blot kan se bort fra de internationale forpligtigelser, fordi det udfordrer vores retfærdighedsfølelse, hvis en kriminel udlænding ikke kan udvises. Menneskerettighederne gælder for os alle, både lovlydige borgere og kriminelle. Sådan må det være i et retssystem.
Vi kommer derfor ikke uden om, at der altid skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om en udvisning af Danmark kan ske inden for rammerne af vores internationale forpligtigelser. Men vi skal selvfølgelig bruge vores sunde fornuft og være skeptiske og reagere, hvis internationale regler og systemer forhindrer os i at handle på en måde, som er indlysende rigtig. Og konventionerne er ikke hævet over debat. De er udtryk for politiske forhandlinger, politiske kompromiser, og vi skal derfor fortsætte med at påvirke fortolkningen af konventioner og sige det, når vi mener, at konventionerne ikke fører til resultater, som kan forklares og forsvares.
Når det er sagt, er der sådan set allerede i dag ret vide rammer for at udvise kriminelle udlændinge. Selv om udlændingelovens regler om udvisning generelt er bygget sådan op, at beskyttelsen mod udvisning stiger i takt med længden af udlændinges lovlige ophold her i landet, er der også en udvidet adgang til udvisning ved en lang række specifikke forbrydelser. Det gælder navnlig ved forbrydelser mod statens sikkerhed, personfarlig kriminalitet, grov berigelseskriminalitet, narkotikakriminalitet og overtrædelser af våbenlovgivningen. Hvis en udlænding idømmes ubetinget frihedsstraf for den type af kriminalitet, kan udlændingen udvises uanset varigheden af den pågældendes ophold her i landet.
Som reglerne er i dag, er det helt grundlæggende sådan, at hvis en kriminel udlænding efter udvisningsreglerne kan udvises af Danmark, skal den pågældende udvises, medmindre det med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtigelser. Den konkrete vurdering af, om der kan ske udvisning, foretages af domstolene i forbindelse med straffesagen.
Som jeg nævnte indledningsvis, er det regeringens helt klare holdning, at kriminelle udlændinge i videst muligt omfang bør udvises, og derfor har Socialdemokratiet også støttet op om de seneste års skærpelser af udvisningsreglerne. Bl.a. var vi i 2018 med til at fastsætte retningslinjer for, hvornår de danske domstole i almindelighed kunne udvise kriminelle udlændinge. Vi har som lovgivere dermed givet domstolene et vigtigt værktøj til at udnytte udvisningsreglerne i videst muligt omfang inden for rammerne af de internationale forpligtigelser.
Med skærpelserne i 2018 blev der også gjort op med bestemmelsen om betinget udvisning, som blev erstattet af en advarselsordning. En advarsel gives i de tilfælde, hvor det vurderes, at en udvisning med sikkerhed vil være i strid med de internationale forpligtigelser, og advarslen har i princippet ingen udløbsdato. Med advarselsordningen skal der ved en senere udvisningssag i højere grad lægges vægt på, om udlændingen tidligere er advaret om muligheden for udvisning ved gentagen kriminalitet. Når Dansk Folkeparti mener, af advarselsordningen skal afskaffes ved banderelateret kriminalitet, tror jeg derfor, at man overser, at en advarsel om udvisning netop er en løftet pegefinger i de sager, hvor der ikke sker udvisning med hensyn til vores internationale forpligtigelser, og at advarslen rent faktisk bliver tillagt vægt, hvis udlændingen igen begår kriminalitet. Og vi kan se, at det samme gælder, når Menneskerettighedsdomstolen foretager deres vurdering i sager om udvisning.
Det leder mig frem til at dvæle lidt ved effekten af de seneste års stramninger på udvisningsområdet. I langt størstedelen, hvis ikke i alle tilfælde, hvor der er begået grov kriminalitet, er der efter gældende ret allerede adgang til at udvise. Spørgsmålet bliver herefter, om den konkrete udvisning kan ske inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtigelser. Og det er min helt klare opfattelse, at den seneste retspraksis fra Højesteret viser en tendens til, at flere udlændinge, som har begået alvorlig og gentagen kriminalitet, udvises, på trods af at de er født i Danmark eller er kommet hertil som ganske unge og derfor har en stærk tilknytning til landet. Det tyder på, at de skærpelser, der er gennemført de senere år, har haft en effekt.
Samtidig ser vi også, at Menneskerettighedsdomstolen i adskillige sager mod Danmark har godkendt de danske udvisninger, og at domstolen er tilbageholdende med at underkende nationale domstolsafgørelser, hvis der er foretaget en grundig prøvelse af sagens nærmere omstændigheder. Og som forslagsstillerne selv nævner i bemærkningerne til B 199, har Menneskerettighedsdomstolen senest i to domme fra januar i år blåstemplet Højesterets udvisning af to kriminelle udlændinge, der var opvokset i Danmark, og som alt andet lige måtte anses for at have en stærk tilknytning her til landet. Domstolen fremhævede i afgørelsen bl.a., at det er et sagligt hensyn at lægge vægt på en persons kriminelle historik i afvejningen af, om en udvisning er proportional. Jeg tror på, at den mere konsekvente linje fra Højesteret er kommet for at blive, og at Menneskerettighedsdomstolen fortsat vil overlade de enkelte lande et større råderum på udvisningsområdet.
Jeg vil i øvrigt pege på en anden problemstilling, som er utrolig vigtig, ikke bare for regeringen, men for samfundet som helhed. Vi skal have et stort fokus på hjemrejsedelen, så de udlændinge, som udvises, rent faktisk også forlader Danmark. Efter min mening bør den politiske debat handle meget mere om netop det, altså hvordan vi sikrer en effektiv og hurtig håndhævelse af udvisningen. Og som jeg allerede har slået fast i en række sammenhænge, er det en høj prioritet for regeringen at sikre, at kriminelle udlændinge, der er udvist, rent faktisk også udrejser, og at de udrejser hurtigst muligt. Derfor har vi sidste sommer etableret en ny styrelse, Hjemrejsestyrelsen, som skal være tættere på de udviste kriminelle og afviste asylansøgere og få flere til at rejse hjem. Med oprettelsen af styrelsen har vi strømlinet og styrket tilrettelæggelsen af arbejdet for at sætte mere målrettet ind på hjemrejseområdet. Vi har også i den forbindelse hjemtaget noget rådgivningsarbejde, der tidligere blev udført af Dansk Flygtningehjælp.
Regeringen har derudover i marts måned i år fremsat et forslag til en ny hjemrejselov, som indeholder en række nye initiativer. De nye initiativer skal bl.a. sikre tættere opfølgning og hurtigere konsekvens over for udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, og regeringen vil blive ved med at arbejde hårdt for at sikre, at flere afviste asylansøgere og kriminelle udviste rejser hjem.
Selv om regeringen ikke kan støtte beslutningsforslagene, er vi selvfølgelig enige i, at hvis man ikke kan indordne sig under de regler, der nu engang er i det danske samfund, vedtaget af Folketinget, så bør man ikke være her. Men vi må også være det gode eksempel og sende et signal om, at selv om vi ikke tolererer kriminalitet og slår hårdt ned på det i form af sanktioner, forbud og straf, så er vi et retssamfund, og det inkluderer også, at vi overholder menneskerettighederne.
Det har også været indgangsbønnen, når jeg har bedt juristerne i Udlændinge- og Integrationsministeriet om at undersøge, om der er rum for at skærpe udvisningsreglerne yderligere. De muligheder, der måtte være, skal kunne lade sig gøre inden for rammerne af konventionerne. Som jeg sagde tidligere, betyder det bl.a., at vi ikke kommer uden om, at der altid skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om udvisningen vil være i strid med de internationale forpligtigelser, vi som land har påtaget os. Tak for ordet.