Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 232:

Forslag til folketingsbeslutning om en frivillig mærkningsordning for reklamer, hvor der ikke er anvendt digital retouchering, eller hvor der ikke er foretaget kropsændringer på de afbildede personer.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 09.03.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er erhvervsministeren.

Tak for det, formand. Jeg skulle lige være sikker på, at det var det rigtige B-forslag, jeg begyndte at holde tale om, inden nogen stoppede mig i det.

Vi skal i dag førstebehandle beslutningsforslag B 232, som er fremsat af SF. Og det er et beslutningsforslag, som vedrører en frivillig mærkningsordning, som tydeliggør, om der er anvendt digital retouchering eller foretaget kropsændringer på de afbildede personer. Med beslutningsforslaget bliver regeringen pålagt at tage de nødvendige initiativer til at sikre, at der kan etableres det nødvendige grundlag for at gennemføre og etablere en sådan frivillig mærkningsordning.

Baggrunden for forslaget er, at forslagsstillerne finder, at der bør skabes et mærke, som gør børn og unge opmærksom på brugen af retoucherede fotos. Det kan gøres ved enten at anvende det eksisterende mærke No retouch eller ved at etablere et nyt mærke. Det fremgår også af forslaget, at det er forslagsstillernes håb, at man ved at etablere et officielt mærke for billeder, der ikke er retoucherede, kan skabe en ny trend blandt virksomheder, som vil sætte en positiv dagsorden på det her område.

Jeg synes, det er et meget interessant forslag, der er fremsat. Jeg vil sige, at jeg læser det sådan, at det ikke er forslagsstillernes ønske at skabe et forbudsmærke eller et advarselsmærkat, men derimod et frivilligt vandmærke eller pejlemærke på en eller anden måde. Og vi mener som regering som udgangspunkt, at beslutningsforslaget vedrører et rigtig vigtigt og rigtig relevant emne. Vi er også generelt optaget af at sikre børns og unges trivsel på nettet, og derfor har regeringen også allerede igangsat et arbejde med at undersøge, hvordan man i højere grad kan beskytte børn og unge, når de anvender digitale medier. I forbindelse med det arbejde er der nedsat to tværministerielle arbejdsgrupper. Den ene har fokus på børns og unges digitale liv og dannelse og skal bl.a. se på, hvordan vi konkret kan skabe mere og bedre sikkerhed for børn og unge på digitale medier. Arbejdsgruppen vil i den forbindelse bl.a. overveje mulige tiltag til at begrænse børns og unges eksponering for skadeligt indhold på nettet.

Der findes allerede i dag regler i markedsføringsloven, der skal sikre, at erhvervsdrivende skal udvise god skik, og at den markedsføring, man anvender, ikke må være vildledende. Og det følger desuden af markedsføringsloven, at erhvervsdrivende, der markedsfører sig over for børn og unge, skal udforme deres markedsføring på en måde, der tager højde for de særlige beskyttelsesbehov, som denne målgruppe har. Markedsføring rettet mod børn og unge er derfor underlagt en strengere vurdering, end når markedsføringen er rettet mod voksne, og der skal mindre til, før man anser markedsføringsloven for værende overtrådt. Retoucheret reklame kan på den måde efter omstændighederne være i strid med markedsføringslovens krav om god skik og vejledningsforbuddet, og det vil så i givet fald være Forbrugerombudsmanden, der skal afgøre, om retoucheret markedsføring er i strid med markedsføringslovens regler.

Regeringen byder jo som udgangspunkt frivillige initiativer hjertelig velkommen, og regeringen finder det også positivt, at Forbundet for Influenter & Bloggere under Danmarks Journalistforbund også er opmærksom på problemstillingen. Som det fremgår af beslutningsforslaget, har forbundet udarbejdet etiske retningslinjer, hvoraf det bl.a. fremgår, at man skal gøre opmærksom på retoucherede billeder, som ændrer proportionerne på kroppen, hvis man har mange følgere, som er under 24 år.

Som det også bliver nævnt i forslaget, findes der allerede det her mærke No retouch, som er et nonprofit mærke, der anerkender fotos og reklamer for ikke at være digitalt retoucherede. Og det er også en mulighed at etablere et nyt mærke, såfremt man som branche ønsker at gå den vej. Grundlaget for, at der kan etableres en frivillig mærkningsordning, er på den måde allerede til stede, og derfor er det ikke en forudsætning, at regeringen skal etablere et grundlag, såfremt branchen ønsker at etablere sådan en ordning – det kan man allerede gøre i dag. Og såfremt markedsføring på grund af retouchering er vildledende eller henvender sig til børn og unge på en måde, som er i strid med reglerne i markedsføringsloven, kan Forbrugerombudsmanden som sagt allerede gribe ind i dag.

Så på den måde har jeg lyst til at sige, at vi er meget optaget af at styrke trivslen for vores børn og unge. Det gælder både, når vi taler om at komme ud af den hårde coronaperiode, som vi har været igennem nu, men jo også mere generelt, når det er trivsel på nettet, som fylder mere og mere for mange børn og unge. Og derfor vil vi også meget gerne både gå i dialog med partierne bag forslaget, men også med Folketingets øvrige partier om muligheden for, at vi i det videre udvalgsarbejde her kan få skrevet os ind på en beretning eller noget lignende for at finde fælles fodslag på den her dagsorden.

Udgangspunktet er, at der sådan set er et grundlag til at kunne lave den frivillige ordning. Det kræver som sådan ikke, at regeringen gør noget særligt for at skabe et grundlag, hvis man ønsker at gå den her vej. Men derfor kan der jo godt være andre aspekter af den her dagsorden, vi kunne være fælles om at skubbe på. Vi er i hvert fald meget enige i de intentioner, der ligger til grund her, og vi er enige i, at børn og unge ikke skal stå alene med det pres, det kan være at se meget perfekte billeder af andre børn og unge, kendisser, influencere, som bruger diverse filtre og retouchering.

Så selv om vi ikke som sådan kan støtte beslutningsforslaget, fordi vi ikke mener, at der mangler et grundlag, vil vi meget gerne prøve at se på, om vi eventuelt kunne arbejde os ind på en beretning, hvis der er interesse for det i udvalget bagefter.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for ordet. Jeg kan oplyse, at skaberne af No retouch sidder her i Folketingssalen oppe på tilhørerrækkerne, og jeg tror bestemt ikke, at de føler, at grundlaget er til stede for, at man bare kan gå i gang med det her. De appellerer nemlig til – jeg har samarbejdet med dem om det her forslag – at vi ligesom stiller os bag det og giver det noget vægt og noget opmærksomhed i forhold til børn og unge.

Så jeg skal bare høre, om det, ministeren siger, når han siger, at vi skal lave en beretning – det synes jeg egentlig er positivt i sig selv – er, at det kunne være en beretning, som etablerer et fundament for, at vi går i gang med at lave sådan et offentligt mærke på linje med det, vi har, f.eks. Ø-mærket, som jo fremhæver, at her er noget uden sprøjtemidler, og som er et positivt mærke. Kunne det være en del af beretningen, eller er det en afvisning af selve idéen om, at det offentlige ligesom skal forestå den her opgave?

Ministeren.

Nu kan det være, jeg har forstået det skævt, men jeg forstod det primært sådan, at beslutningsforslaget handlede om, at regeringen skulle tilvejebringe grundlaget for, at man kunne lave et frivilligt mærke. Men det kan være, at jeg har misforstået det.

I hvert fald er det vores oplevelse, at man inden for de juridiske rammer godt kan lave en frivillig mærkningsordning. Så kan det være, der er nogle andre omstændigheder, der gør, at det alligevel er besværligt. Eller måske taler vi forbi hinanden, i forhold til hvad det er for et grundlag, der skal være gældende. Mit udgangspunkt har bare været: Er der noget, der står i vejen for, at man kan det? Juridisk er der i hvert fald ikke. Så kan der være andre ting, og vi er helt åbne for at diskutere, hvad det er, for i første omgang at blive klogere på hinanden. Så er det klart, at hvis vi skal kunne kontrollere det her – nu er vi allerede langt inde i snakken – så skal vi jo også have en eller anden form for kontrolprioritering her.

Men det er ikke der, vi skal starte. Jeg tror, vi skal starte med at finde ud af, om vi er enige om problemet. Det tror jeg vi er. Er vi enige om, hvad der er for nogle mangler? Det tror jeg ikke vi er, for jeg oplever lidt, at vi snakker forbi hinanden om, hvorvidt grundlaget er til stede. Der tror jeg, at vi skal starte med at blive enige om, hvad der mangler.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det lyder rigtig godt, for så har jeg jo stadig væk et håb om, at vi kan komme videre ad den her vej. Jeg synes i hvert fald, det gør indtryk på mig, at Norge som et land, vi sammenligner os med, jo faktisk går i gang med det her. Københavns Kommune har også tidligere undersøgt det, men opgav det, fordi det ville betyde noget for økonomien i reklamekontrakter osv. Det var simpelt hen for besværligt at gå i gang med det, og derfor faldt det.

Så jeg mener faktisk, at det her er en dagsorden, som spirer derude, og jeg synes, det er et kæmpeproblem, når vi har børn og unge, som er så optaget af et perfekthedsideal, som de i virkeligheden ikke kan leve op til. Men jeg ser frem til et udvalgsarbejde om det så.

Ministeren.

Det gør jeg også. Jeg tror i virkeligheden, at det også fyldte lidt i dag, da partilederne havde debat her i Folketingssalen om hele spørgsmålet: Får vi håndteret techgiganter og sociale medier som den megatrend, det er, tilstrækkeligt samlende og med blik for, hvad det er for nogle problemer, det kan skabe – alle de positive ting ufortalt, som der også ligger i det? Her mener jeg, at vi som Folketing i det hele taget har en opgave i at komme frem til den fælles analyse. En af de ting, der er min analyse, er, at trivsel er et sted, vi risikerer at tabe vores børn og unge, hvis ikke vi gør noget. Hvilken model vi skal vælge for at løse det, må vi drøfte med hinanden, men det er vi åbne for at gøre.

Tak til erhvervsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så nu går vi i gang med ordførerne – hvis ministeren lige ville gøre klar til sin socialdemokratiske ordfører. Det kan være, det er den samme boble. Værsgo til hr. Malte Larsen fra Socialdemokratiet.

Mange tak. Hjemme hos os er der for nuværende fire teenagere i hjemmet, så diskussionen her er ganske nærværende. Mine fire teenagere bliver konstant bombarderet med glansbilleder og idealer, som det kan være meget svært at leve op til. Det håndterer de selvfølgelig forskelligt, også selv om de jo nok godt ved, at det er glansbilleder, og at man måske ikke i samme høje grad skal forsøge at leve op til de billeder, man ser.

Forslagsstillerne her ønsker at indføre en frivillig mærkningsordning, hvormed eksempelvis reklamer kan gøre opmærksom på, at personer på billeder ikke er retoucherede, altså at deres udseende ikke er manipuleret. Mærkatet skulle medføre, at færre antager, at manipulerede billeder er uredigerede. Forslagsstillerne ønsker dette gjort inden årets udgang.

Jeg har den største forståelse for, hvor vigtigt det er at beskytte vore børn og unge mennesker fra unaturlige og misledende idealer om udseende og lignende. Vi lever i en digital tidsalder, hvor særlig unge mennesker konstant udsættes for redigerede udgaver af sandheden. Det gør de både i reklamer, men i høj grad også på sociale medier, hvor bloggere og influencere udstiller et glansbillede af deres eget liv.

I Socialdemokratiet mener vi, at den kritiske sans for netop manipulerede billeder bør være en helt central del af den digitale dannelse af ungdommen. Som idé er en mærkningsordning som denne jo også rigtig god. Som det nævnes i fremstillingen, har andre mærkningsordninger skabt gode forandringer på andre områder. Forslaget kommer med mange relevante betragtninger. Det noterer vi os med interesse. Spørgsmålet om anmærkning af billedmanipulation er en god idé. Når det er sagt, står det erhvervslivet frit for at hæve barren for netop at tage hensyn til de unges ve og vel.

Så mange tak for forslaget og de gode intentioner, der ligger bag. Det er en retning, som vi i høj grad sympatiserer med. Men vi støtter ikke forslaget, som det foreligger. Men som ministeren også nævnte, diskuterer vi gerne forslaget i udvalget, og måske kan vi, som ministeren sagde, være i stand til at lande en fælles beretning. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for en fin ordførertale, og også tak for anerkendelsen af forslaget. Det, som jeg vil spørge til, er det, som ordføreren siger om, at det jo står erhvervslivet frit for ligesom at løfte barren selv. Tror ordføreren, at der vil være flere, der har lyst til at løfte barren, hvis vi ligesom er frontløbere på et mærke, end hvis erhvervslivet bare selv skal løfte den her opgave? Altså, vil det give noget positivt, at vi ligesom sætter os i front for det?

Ordføreren.

Jeg er i hvert fald rimelig overbevist om, at de signaler, vi sender herfra, lytter man også til ude i erhvervslivet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen det lyder jo rigtig godt, for jeg synes, at det, vi egentlig har brug for, er at vise vores børn og unge nogle positive kropsbilleder af helt almindelige mennesker, og det tror jeg altså vi kommer længst med, hvis vi også etablerer et mærke. Men nu må vi jo se, hvad vi så kan gøre sammen i en beretning. Jeg har i hvert fald en optimisme omkring det.

Ordføreren.

Tak.

Tak for det. Der er ikke flere bemærkninger til Socialdemokratiets ordfører. Mens der bliver gjort klar, kan jeg sige, at den næste ordfører er fra Venstre. Det er fru Anne Honoré Østergaard. Værsgo.

Tak for ordet og for at sætte fokus på børns og unges mentale trivsel. Det er bestemt et samfundsproblem, at børn og unge oplever at skulle leve op til det uopnåelige på grund af digital retouchering. Derfor er jeg glad for, at der er opmærksomhed på det i debatten, og at jeg får lov til at diskutere emnet i dag.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg synes, der er tale om et meget sympatisk forslag, som der ligger nogle gode intentioner bag. Det er klart, at det bekymrer mig, at flere børn og unge oplever at have et dårligere mentalt helbred. Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Derfor er jeg grundlæggende enig i, at vi som samfund skal understøtte opmærksomheden på problemstillingen.

Vi har i dag allerede en regulerende lov. Ifølge markedsføringsloven må erhvervsdrivende ikke anvende vildledende eller urigtige billeder, såfremt det forvrider forbrugerens adfærd. Derudover skal der udvises god markedsføringsskik, som indebærer hensyntagen til børn og børn, herunder deres sårbarhed, mangel på kritisk sans og godtroenhed. Derfor ser vi positivt på at etablere en frivillig mærkningsordning, som kan understøtte den eksisterende lov på området. Som forslagsstilleren er klar over, findes der allerede et nonprofitmærke, der anerkender fotos og reklamer for ikke at være digitalt retoucherede. Forbundet for Influenter & Bloggere er også opmærksomme på problemstillingen i forhold til at udarbejde etiske retningslinjer. Vi ved også, at Børns Vilkår er opmærksom på, hvad der kan gøres ved problemet. Vi mener, det er meget positivt, at frivillige initiativer bemærker børn og unges trivsel, og det hilser vi meget velkommen.

Selv om Venstre har sympati for formålet, er vi i tvivl om, om dette beslutningsforslag helt rammer skiven. Derfor ønsker vi at diskutere det i udvalget, så vi sammen kan finde en god løsning. Erhvervslivet skal ikke påtvinges øgede krav med kunstig frivillighed, men vi ønsker stadig at give dem mulighed for det gode initiativ. Derfor ønsker vi at finde en løsning, der kan imødekomme alle parter, således at den frivillige mærkningsordning får mere opmærksomhed, end det er tilfældet nu. Derfor hilser jeg også ministerens forslag velkommen, så vi eventuelt kan lande det her beslutningsforslag i en beretning, som de fleste partier kan se sig selv i.

Konkluderende vil jeg sige, at Venstre meget gerne vil se på muligheder, der kan hjælpe børn og unges mentale trivsel.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Tak for endnu en anerkendende tale, og så må vi jo se, hvor langt vi kan drive det i en beretning sammen. Det, der lige får mig til at rejse mig og stille et spørgsmål, er, at ordføreren siger, at man ikke i Venstre er så meget for, at vi skal pålægge erhvervslivet krav. Det kan jeg heller ikke se vi gør med det her forslag, fordi det jo netop er frivilligt. Så mener Venstre ikke, at det er inden for skiven, i forhold til at vi i hvert fald undgår, at der er virksomheder, som skal leve med øgede regler eller ekstra omkostninger, fordi det netop er et frivilligt mærke?

Ordføreren.

Det er klart, at vi synes, der er rigtig meget godt i det her. Det er også derfor, at ordføreren hører mig tale så positivt om beslutningsforslaget. Vi vil bare være sikre på, at erhvervslivet ikke får flere byrder ved forslaget, og vi skal også være sikre på, om det lige helt præcis er den her mærkningsordning, vi skal ind på. Skal vi til at have en kontrolinstans? Hvad er det, som vi helt præcis gerne vil? Det er jo det, vi bare gerne vil diskutere.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jamen det er jeg helt sikker på vi når frem til at diskutere. Jeg savner måske en uddybning af, hvad det er for nogle byrder, som Venstre tror det her forslag kan risikere at påføre virksomheder, for der er jo slet ikke lagt op til, at det er et tvangsmærke som det, man indfører i f.eks. Norge. Her er faktisk tale om et frivilligt mærke. Så jeg tror, at jeg måske savner noget lidt mere uddybende om Venstres position i forhold til det, altså hvad det er for nogle farer, man ser.

Ordføreren.

Jamen det er ikke sikkert, at der er farer ved ordførerens beslutningsforslag, men det vil vi blot være sikre på at der ikke er. Det er lige den ene korte ting. Jeg kan jo forstå, at erhvervsministeren allerede har igangsat et arbejde, og vi skal finde en god måde at understøtte det på, sådan at vi finder en god løsning.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Victoria Velasquez.

Tak for det. Jeg kan bare ikke lade være med at følge op på det spørgsmål, der kommer fra SF, når det er, at ordføreren for Venstre siger det her med byrder for erhvervslivet. Altså, jeg tænker, at vi jo helt grundlæggende må tage det alvorligt, når vi ved, hvilke konsekvenser det har, altså den måde, som billeder bliver manipuleret på, og den retouchering, der sker. Det har konsekvenser for især børn og unge mennesker. Det billede, de spejler sig i, bliver forvrænget. Derfor ville jeg bare lige give Venstres ordfører en mulighed for at kunne svare, at det selvfølgelig er vigtigere for Venstre end en eventuel byrde, der kunne være. Nu ved jeg godt, at SF gav muligheden for, at Venstre kunne svare på, om der egentlig var tale om byrder, men selv hvis det var sådan, at der var tale om, at her skulle erhvervslivet faktisk løfte en opgave, ville Venstre så ikke mene, at det var det værd, når det kommer til vores trivsel og vores velbefindende for børn eller unge?

Ordføreren.

I Venstre bekymrer vi os også rigtig meget om trivsel og om børnenes trivsel især. Det er klart, at det jo også er derfor, at jeg står heroppe og egentlig omfavner det her beslutningsforslag, hvilket jeg også håber man hører jeg gør. Derfor er det også, at vi håber på, at vi kan finde en rigtig, rigtig god løsning. Vi ønsker bare ikke mere bureaukrati i Danmark og slet ikke på et givent tidspunkt, hvor erhvervslivet har det svært. Så vi skal bare ikke gå ad den bureaukratiske vej. Det tænker jeg heller ikke Enhedslisten eller andre ønsker. Så vi skal bare lande det her i en rigtig god løsning, der gør, at vores børn får det bedre. Og vi kan jo alle sammen starte med os selv, hvis det var sådan, at vi skulle begynde at kigge på vores valgplakater eller et eller andet andet, i forhold til hvad vi render rundt og laver en gang imellem.

Fru Victoria Velasquez.

Jeg kan afsløre, at mine valgplakater ikke er retoucherede, selv om man nogle gange godt kunne få lyst til det, men det er så med et glimt i øjet, at den kommentar kom der. Jeg vil bare gerne lige spørge igen, og måske mere præcist: Hvis det ville være en opgave for erhvervslivet, som de skulle løfte, ville Venstre så alligevel være klar til, at erhvervslivet skulle løfte en opgave, hvis det var til fordel for børn og unges trivsel?

Ordføreren.

Det kan jeg jo ikke stå og svare på her på talerstolen, for hvad begynder ordføreren lige pludselig præcist at foreslå? Skal vi til at have en kæmpe kontrolindsats? Skal erhvervslivet nu til at have et tvangsmærke? Er vi ovre i tvang? For i Venstre er vi ikke klar til tvang. Vi er ikke for tvang. Vi er glade for Doves reklamer, hvor de hylder de naturlige kroppe og alt sådan noget. Vi elsker frivillighedens vej, og vi har jo set, hvordan bloggere gør en masse for at understøtte de her initiativer. Det hilser vi velkommen, og det er vi rigtig glade for, og det vil vi gerne finde en måde at støtte på. Det er derfor, jeg står heroppe og er ret positiv over for det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Kan jeg bede ordføreren om lige at gøre klar til den næste ordfører?

Den næste ordfører er hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti.

Grundlæggende kan man sige, at målet med at være perfekt må være, at man skal være uperfekt. Det perfekte findes ikke, og så alligevel er der nogle, som forsøger på det. Det er jo så også en af årsagerne til, at SF i dag har valgt at fremsætte det her beslutningsforslag. Det har man jo bestemt gjort ud fra en god indgangsvinkel til, hvordan vi kan styrke specielt de unges trivsel, men måske også ud fra en lidt ændret tilgang fremadrettet til den her perfekthedskultur, som vi i hvert fald har været ved at udvikle her i Danmark over de senere år med netop mediebillederne og mange nye pop up-medier – sådan nogle medier, der kommer lige pludselig, og som meget billigt kan levere grafiske løsninger og komme ind alle mulige steder i den dagligdag, som både børn og unge og også ældre oplever.

Derfor er det jo også rigtigt, at vi skal kigge på, hvordan man gør oplevelsen bedre, havde jeg nær sagt, i forhold til at man ikke skal have den her perfekthedskultur. Jeg synes, at det f.eks. er befriende at se Jane Fonda, som er 83 år gammel, stadig væk operere på L'Oréals reklamer på verdensplan, hele verden rundt. Men jeg ved da også godt, at hun måske nok – jeg har ikke selv ført kniven – har været et par gange på sådan en form for selvbetalt forandringskursus af sin krop. Det er jo en anden del af den her kultur, nemlig at folk køber sig til forlængelser af det perfekte. Man køber sig selv noget, så man får lidt mere selvværd. Spørgsmålet er bare, om det så er den rigtige medicin til de rigtige mennesker. Det er det nok ikke. Og jeg ved udmærket, at SF ikke har det på som en særskilt del af det her beslutningsforslag, altså at man vil lave et indgreb over for dem, som får fedtsugning og får rynkerne fjernet, vupti, osv. Men det hænger alligevel lidt sammen, for det er jo en del af den der perfekthedskultur.

Altså, når man oplever, at unge piger ønsker sig brystforstørrelser nærmest allerede i konfirmationsgave, ja, så kan man vælge at grine af det, men det er jo faktisk det, man oplever nogle steder. Det er jo et tegn på, at der er noget, der ikke er særlig godt. Det er trivslen, som vi vender tilbage til, og den vil Dansk Folkeparti i hvert fald også gerne være med til at adressere. Hvordan vi får det gjort i forhold til det her beslutningsforslag, ja, der håber jeg selvfølgelig på, at vi, også som Venstres ordfører var inde på, kan få en beretning, hvor vi kan illustrere, hvad der egentlig er et bredt politisk ønske om her på Christiansborg. Men der er ikke et ønske om, at vi skal begive os ud i en form for detailregulering i forhold til lovgivning.

I Dansk Folkeparti kan vi i hvert fald ikke som sådan støtte selve beslutningsforslaget. Vi mener faktisk, at det giver en række udfordringer, eksempelvis fordi vi jo ved, at rigtig mange af de reklamer, som unge mennesker spejler sig i, ikke kommer fra danske mediehuse. De kommer fra twitterreklamer eller facebookannoncer eller på Instagram, eller hvad ved jeg. Det sidste kender jeg ikke så meget til, vil jeg gerne sige, med min alder. Men det er i hvert fald nogle af de steder, hvor der kommer reklamer ind over landegrænserne, og de kommer i en stor pærevælling. Vi vil i Danmark få meget svært ved, hvis vi kom med en mærkningsordning, overhovedet at kunne navigere i det. Det ville udenlandske medier slet ikke kunne interessere sig for. De ville stadig væk komme. Og vi ved jo, at mange af de sendetilladelser, som der er i Danmark, i hvert fald hvad angår fjernsyn, jo også udgår fra andre lande, hvor man måske har en anden lovgivning. Der kommer i hvert fald så en lang række af spørgsmål, som vi også skal tage hånd om bl.a. i forhold til kontrol og ikke mindst sanktionering i de tilfælde, der så måtte komme, hvor man overtræder det ved at lave bevidst billedmanipulation osv.

Vi er nødt til at tage udgangspunkt i en fornuftig beretning. Det vil Dansk Folkeparti gerne være med til at se på, men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak, og der er en kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Kan Dansk Folkeparti slet ikke se noget positivt i, at vi mærker de billeder, der ikke er retoucheret, så børn og unge ret tydeligt kan se, at her er der tale om nogle helt almindelige mennesker og nogle, der ligner mig, med alle de skavanker, som jeg nu måtte have, og som giver dem en betryggelse i, at de er gode nok, som de er, og at det faktisk er det, vi kan opnå med den her mærkningsordning? Hvis vi bare sagde, at alle de billeder, som er retoucheret, skulle mærkes, ville vi jo ikke opnå den positive kropsbevidsthed eller det opgør med perfekthedsidealet, som det her forslag rummer, og i virkeligheden er det jo sådan i forbindelse med rigtig mange af de annoncer og influencere, som børnene og de unge udsættes for på Facebook og Instagram, at det er danske virksomheder, der reklamerer dér.

Ordføreren.

Det er rigtigt, men det er på udenlandske platforme, de lægger noget op, er jeg nødt til at sige. Det er udenlandske platforme, og derfor er det meget vanskeligt at lave rigid lovgivning om det. Altså, nu nævnte ordføreren selv Facebook og Instagram osv., og jeg ved godt, at Facebook har ansat vores tidligere statsminister som politibetjent, men det ændrer jo ikke på, at det ville være meget svært at navigere rundt i, i forhold til hvor de her medier kommer fra og hvilke licenser de opererer ud fra, og derfor er det ikke bare lige så nemt. Jeg vil ikke sige, at det er et quickfix, SF er ude i med det her beslutningsforslag, men det er jo lidt derhenad, for der er bare så mange spørgsmål stadig væk, rent praktiske spørgsmål, som jeg synes vi er nødt til at tage væsentlig hånd om, inden vi begiver os ud i noget som det, SF foreslår.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Altså, med fare for at anklage ordføreren for ikke at vide noget om, hvordan danske virksomheder reklamerer på Facebook og Instagram, vil jeg sige, at det jo er dem, der laver reklamerne. De laver selv reklamerne. Det kan godt være, at det er på en udenlandsk platform, men det behøver jo ikke at afholde dem fra at bruge et positivt, frivilligt mærke på de billeder, de bruger i reklamerne dér. De danske virksomheder kan jo sagtens tage det ansvar, og vi kan sagtens få noget ud af det, på trods af at det foregår på andre, udenlandske medieplatforme, for det er jo dem, der lægger deres egne fotos derop. Så selvfølgelig kan man gøre noget med det her forslag.

Tak. Ordføreren.

Men mange af de her ting bliver udarbejdet uden for de danske landegrænser. Der findes også en række forskellige hjemmesider, som man kan gå ind at tage billeder fra – som i øvrigt er lovligt og det hele – og som man også kan bruge på danske hjemmesider osv. Så ved jeg godt, at der er influencere og andre, som laver sådan nogle lidt mere personlige reklameindslag osv., hvor de selv laver billederne og alt muligt andet, men når man kommer med forslaget her, skal det jo kunne favne det hele, og det synes jeg bare med al respekt ikke at man tydeliggør med det beslutningsforslag, som SF har fremsat.

Tak for det. Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Det Radikale Venstre.

Tak for det, og tusind tak for forslaget. Det er jo en utrolig kompleks og omsiggribende problemstilling, som gennemsyrer rigtig mange aspekter af vores samfund. Vi lever generelt i en perfekthedskultur, som der heller ikke er nogen her i salen der kan undsige sig at være en del af. Vi hylder og vi belønner skønhed i vores samfund. Det gør vi på arbejdspladsen, det gør vi i medierne, og det gør vi mellem hinanden i relationer. De unge og børnene lærer meget, meget tidligt, hvordan de skal se ud, og hvordan de skal opføre sig for at blive set og hørt og anerkendt og elsket. Vi har selvfølgelig en problematik der. Når vi ser de her meget retoucherede billeder i medierne, som teknologien måske i særdeleshed i løbet af de sidste 15 års tid, siden Photoshop entrerede hele branchen, så kan vi se, hvordan der er kommet en ekstrem dyrkelse af nogle temmelig overdrevne skønhedsidealer.

Der er selvfølgelig heller ikke noget, vi i Radikale Venstre hellere vil end at gå ind i den debat og prøve at være med til at skabe en forandring. Men jeg må også bare sige, at når jeg nu kigger rundt i salen her og tænker på vores øvrige kolleger måske lige på nær et par stykker, som er under 20 år, så er det måske også en flok, der et langt stykke hen ad vejen vil blive dømt ude som en flok boomers, der bare kommer og peger fingre af de unge og siger, at de skal sætte et mærke på f.eks. de her influencerreklamer. Jeg tror i langt højere grad – og det siger jeg for egen regning, men jeg tror måske også, der er en pointe i det – at når Sofie Linde med sin enormt store instagramkonto med omkring 50.000 følgere går ud og laver noget uden makeup fra sin hverdag, hvor hun bare går derhjemme på barsel, så har det langt større effekt på unge og på den måde, som de måske ser sig selv på, sådan at det bliver lidt mere kærligt og de slapper lidt mere af og prøver at tage den helt store pytknap frem.

Så for mig at se er det der med at gå ind og lave en mærkningsordning ikke noget, vi skal gøre i denne omgang. Vi havde en lignende diskussion, da vi behandlede B 54 tidligere på året, som ministeren nok også godt kan huske. Det var muligvis ikke på det her område, det er jeg faktisk ikke helt stensikker på, det var nok på børneområdet. Men der landede vi lige præcis også en beretning, der tog hånd om det ved at pege i retning af, at vi gerne ville have den her debat, og at vi gerne ville arbejde for børn og unges trivsel på internettet.

For mig at se skal det her også ned i en beretning. Spørgsmålet er bare, om en beretning flytter så meget, fordi det er sådan, at så står det dér i en beretning, og så opererer branchen i øvrigt, fuldstændig som den plejer. Men måske lige præcis når det handler om at følge den her arbejdsgruppes arbejde, som så vil komme med nogle anbefalinger, efter at der har siddet en flok eksperter og kigget på, hvordan man rent faktisk kan imødegå den her problematik, tror jeg måske, at der er mere at hente for os politisk dér end ved at lave en mærkningsordning.

Sådan helt faktuelt, når vi ender med at skulle stemme om det her, ender vi jo nok med at stemme gult, og det gør vi lige så meget, fordi vi gerne vil signalere, at den her debat godt nok er vigtig, og at det er så vigtigt, at vi får flyttet noget og får signaleret til de unge, at vi rigtig gerne vil dem, og at vi rigtig gerne vil hjælpe dem. Sådan kommer den radikale lejr til at stille sig, men igen tusind tak for forslaget, og tusind tak for en superrelevant debat.

Tak, og der er en kort bemærkning til fru Kathrine Olldag fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg vil gerne høre, om den radikale ordfører ikke synes, at det kan blive lidt for tilfældigt, hvis det er sådan, at vi skal afvente, at ikoner som Sofie Linde ligesom skal vise hverdagsbilleder af sig selv. Ville det ikke være bedre at give børn og unge et pejlemærke i stedet, så de – hvad kan man sige – kunne orientere sig imod virkelige modeller? Jeg tror i hvert fald, at det ville gøre en afgørende forskel. Jeg er dybt bekymret, når de unge piger faktisk i 1.900 tilfælde henvender sig til BørneTelefonen om krop og udseende, og at rigtig mange af dem siger, at det, der er problemet, er det fotoshoppede. Så synes jeg faktisk, vi har en forpligtigelse til at gøre noget. Og det er rigtigt, at man sikkert kan gøre mange andre ting, men jeg hører ikke, at der er andre, der fremlægger bud på, hvad det så er, vi skal gøre.

Ordføreren.

Jeg tror, at man, hvis man skal ned i og arbejde med noget, der rent faktisk virker, så f.eks. skulle gøre som i Norge, hvor man laver et påbud om, at det skal markeres, hvis noget er fotoshoppet, men så synes jeg, vi skal tage den derfra. Der kunne jo f.eks. godt stå »fotoshoppet«, når man har et billede, der på en eller anden måde er manipuleret. Problematikken er der så også bare, lige så snart vi så rammer Instagram, hvor unge, unge influencere på måske 16-17 år fylder deres billeder med filtre. Skal du så også påbyde dem at følge de her regler? Man kommer ind i en gråzone, hvor markedet jo i virkeligheden hele tiden finder veje til forbrugeren rundt om det her, fordi de opererer med det her grundlæggende behov for skønhed, som vi på en eller anden måde – nu er jeg jo f.eks. kunsthistoriker af uddannelse – har hyldet lige siden stenalderen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Nu må jeg lige minde om, at forslaget handler om reklamer, ikke om børn og unge, der lægger filtre på og eksperimenterer med det, det kan vi se at rigtig mange af dem gør. Jeg mener bare, at det bliver lidt for tilfældigt, hvis vi skal håbe på, at Sofie Linde eller andre ligesom gider at være frontløbere i den her debat. Der er det bedre med et mærke. Jeg ved det ikke, det kan da godt være, at vi skal diskutere mærkningsordningen i Norge, men det er jo lige præcis et tvangsmærke, som jeg har hørt at der ikke sådan helt er opbakning til her i Folketingssalen. Så kunne man ikke overveje at starte med det her mærke, som er en frivillig ordning?

Ordføreren.

Jo, og der har jeg det nok ligesom Socialdemokratiets ordfører, at branchen jo allerede er fuldstændig frit stillet i dag til at indføre og i øvrigt udbrede den her mærkning »no retouch«, der allerede findes. Så for mig at se er det der, den skal starte, og det er jo i virkeligheden også en trendsætter. Altså, når noget bliver en trend og ærlighed bliver en trend, så er det først, det får vind i ryggen, og der tror jeg bare ikke, at hvad vi gør politisk, nødvendigvis gør det. Jeg vil rigtig gerne sende signalet og være med til at sende det igennem en beretning. Lad os sige det på den måde.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Kathrine Olldag. Den næste ordfører er fra Enhedslisten. Værsgo til Enhedslistens ordfører, fru Victoria Velasquez.

Tusind tak. Jeg har glædet mig til det her, og tusind tak til forslagsstillerne for at fremsætte det, men også tusind tak for det kæmpe arbejde, som der er lavet forud for det. Det tror jeg ikke nogen af os har kunnet undgå at bemærke, og det betyder faktisk noget.

Nu blev jeg kaldt boomer lige før, selv om jeg trods alt stadig er i tyverne, men jeg vil sige, at det her på en eller anden måde også er noget, der har haft en betydning for den måde, det politiske arbejde har foregået på for mig og for rigtig mange, som er aktive i dag. Jeg kan huske, at jeg var i Norge for at lave en aktivitet, som var en af de første aktiviteter, vi lavede på tværs af grænser. Det er nok ikke sådan en aktivitet, som jeg vil lave i dag, men vi havde nogle klistermærker ligesom dem, der er på cigaretpakker, hvor vi faktisk gjorde opmærksom på, at billeder var retoucheret.

Jeg blev faktisk overrasket over, hvor vanvittige nogle af de retoucheringer faktisk var. Jeg kan huske, at der var reklamer for et modetøjmærke, og hvis man faktisk tog sig tid til at stoppe op og kigge på dem, så kunne man slet ikke forstå, at man ikke så det, når man cyklede eller kørte forbi. Men det var sådan, at benene simpelt hen var en numse, og så manglede der nogle ribben i forhold til taljen, og brystet var så med bryster. Det vil sige, at når man kører af sted og bare lige ser det i farten, ser man en masse former og en masse billeder, som gør, at det sætter nogle tanker i hovedet på en om, at sådan noget tøj vil man også gerne have. Det, at en krop på den måde bliver fordrejet så vildt, var alligevel med til at vise mig, at retoucheringer ikke altid bare handler om de små detaljer. Nogle gange er det sådan, at et billede bliver lavet helt grundlæggende og meget unaturligt om.

Det er jo noget, som mange børn og unge spejler sig i, og som jo også, som flere er kommet ind på, har en betydning for deres trivsel. De får et forvrænget billede af, hvad der er normalt, hvordan man skal se ud, hvis man skal være kendt, hvis man skal blive accepteret, hvis man skal kunne blive vellidt, hvis man skal være populær. Selv kendte mennesker har jo faktisk henvendt sig til modemagasiner og sagt: Hov, stop lige! Jeg har ikke lyst til at blive retoucheret på den her måde. De har oplevet, at der så lige forsvandt nogle ribben, eller at deres ben er blevet gjort tyndere.

Jeg vil gerne anerkende den her kampagne for at være positiv, og jeg synes faktisk, det er ærgerligt, at der ikke er flere, der embracer den hundrede procent, fordi jeg vil egentlig også være frisk nok på de der mærkater, som siger, hvor mange unge, hvor mange børn, både drenge og piger, der har spiseforstyrrelser, og som lever med de konsekvenser, det forvrængede billede har i dag. Men det her er på den positive måde.

Okay, vi griber til en beretning. Så lad os gøre det, men jeg håber faktisk, det bliver noget, der forpligter. Vi bakker i hvert fald op omkring beslutningsforslaget, og så håber jeg, at vi laver en beretning, der ikke bare er ord, men som faktisk kan være med til at forbedre det her område. Så tusind tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Mona Juul. Værsgo.

Tak for det, tak for ordet, og tak til forslagsstillerne for beslutningsforslaget, som jeg mener der ligger mange gode og relevante overvejelser bag. Jeg har personligt som flerårigt bestyrelsesmedlem i den kreative branche kæmpet en del med, at annoncører og reklamebranchen skal være deres ansvar bevidst: at man ikke bilder nogen ind, at rynkecreme vupti, vupti får en til at se 10 år yngre ud; at man ikke kun bruger ultratynde modeller, som endda også får fjernet det absolut sidste usynlige fedtlag eller blot den der irriterende bule, man har under armen dér mellem bh'en og armen, I ved; at man ikke fjerner enhver tænkelig gevækst, bule, rødmen eller skævhed, så unge mennesker ikke spejler sig i glansbilleder, altså der, hvor brysterne sidder højt og håret er glansfuldt og huden er lydefri.

Det har hjulpet at have det fokus, og der er faktisk virksomheder og medier, der har ændret adfærd. Dove, som også er blevet nævnt her tidligere i dag, er en af de mest kendte, men de har så også gjort det til en dyd, at det lige præcis er deres brand, at man skal være normal, og de har appelsinhud og fregner på deres modeller. Der er endda kunstnere og musikere, der viser deller og hår, så vi kan se, at de er mennesker og ikke bare smukke hylstre. Nogle af de helt sjove typer, som jeg rigtig godt kan lide at følge, er f.eks. den finske kunstner Iiu Susiraja, tror jeg man udtaler det. Det er hende, der smider kosteskaftet under brysterne og laver andre spøjse fotos. Det er også den australske Celeste Barber – hende dér, der efterligner opstillede modelfotos. De har kæmpe indflydelse på perfekthedskulturen og gør det nemmere at grine af os selv og ikke tage os selv alt for højtideligt.

Til gengæld har perfekthedskulturen samtidig fået fornyet kraft. Influencere er blevet dygtigere til at iscenesætte sig selv, og i dag kan vi alle downloade et filter, der synes at gøre os smukkere. Altså, makeup, lys og en god fotograf gør det ikke rigtig mere; det er åbenbart ikke nok. Politikere kender det også fra valgplakater og bannere. Det er hård kost at se sig selv blive blæst op i størrelse, og jeg registrerede da også i forbindelse med sidste valg, at jeg ikke var den eneste, der på trods af min fremskredne alder havde usædvanlig glat hud på plakaterne.

Det kan man have mange meninger om. Personligt har jeg det helt fint med lidt forskønnede fotos. Faktisk vil jeg rigtig gerne være fri for de der pressefotos, man tager nedefra, eller hvor man ser allermest træt og træls ud – og det er selvfølgelig sagt med et smil. For når vi går tilbage til alvoren, skal vi huske på, at vi allerede har god lovgivning på området. Vi har en markedsføringslov, der allerede i § 1 siger, at man ikke må snyde og man ikke må vildlede. God markedsføringsskik er faktisk en rigtig god rettesnor.

Samtidig er der heller ikke nogen tvivl om, at mange virksomheder fremadrettet vil gøre en dyd ud af autenticitet og transparens og næppe gå stille med dørene om det. De kommer da til at prale med det, for der er masser af profil i at gå imod strømmen. Og allerede nu findes der også en mærkningsordning, man kan gøre brug af, hvis man ønsker at tydeliggøre det, man står for. Konservative mener derfor ikke, at en ny mærkningsordning egentlig kommer til at gøre den store forskel her. Derfor kan vi ikke støtte forslaget, omend vi synes om og sympatiserer med intentionerne og anerkender problemstillingen.

Jeg skal samtidig huske at sige – og jeg ved ikke, om jeg skal sige det nu – at jeg skal hilse fra KD og sige, at de også vil stemme imod.

Tusind tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Jeg vil bare høre, om det slet ikke gør indtryk på den konservative ordfører, at så mange børn og unge ringer ind til BørneTelefonen på baggrund af bekymringer om krop og udseende, og en hel del af dem angiver, at de oplever det her pres, som kommer fra photoshoppede reklamer. Kunne det ikke være en meget, meget fin måde at gøre opmærksom på, hvad kan man sige, det normale, at man ligesom mærker nogle ting, så vi får en positiv kropsbevidsthed og siger: Her er nogle helt almindelige mennesker, som vi kan spejle os i – nogle, der ligner dig og mig?

Ordføreren.

Jamen det gør indtryk. Men jeg tror ikke på, at det er en mærkningsordning, der kommer til at gøre en forskel. Det er sådan nogle kvinder på min alder, der synes, at det betyder rigtig meget. Jeg tror ikke, det kommer til at gøre den store forskel for de unge. Men til gengæld kan det gøre en stor forskel, at de unge ser andre mennesker, er i svømmehallen, er til fodbold, får diskuteret det i sin familie, at man omgiver sig med nogle venner og bekendte, hvor man rent faktisk har den her dialog. Der er rigtig mange andre ting, der skal på banen. Men det kommer ikke til at ændre noget, om der kommer en frivillig mærkningsordning mere eller mindre på bordet. Det tror vi simpelt hen ikke på.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg tror simpelt hen, vi overser, at det sprog, som børn og unge har med hinanden i dag, er billeder. Det er mange billeder, og det er mange flere billeder, end da fru Mona Juul og jeg var børn og unge. Så vi har haft tid til ligesom at vænne os til, at der kan, hvad kan man sige, være fiflet med billederne. Det tror jeg bare at mange børn og unge ikke kan gennemskue. Derfor er det en udfordring, og derfor synes jeg, at en mærkningsordning i virkeligheden kunne være det, der kunne fungere som en slags pejlemærke for de her børn og unge.

Ordføreren.

Jeg tror, at når først man vænner sig til sådan nogle mærkningsordninger, går livet videre. Jeg tror desværre, at vi skal have tillid til, at de unge mennesker rent faktisk godt ved, at tingene er photoshoppede. Det gør dem bare ikke mindre usikre at vide det. Der er nogle andre ting på spil her, som vi ikke kan løse ved at lægge en ekstra mærkning på en annonce, desværre. Der skal nogle andre ting til.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak. Der, hvor jeg kommer fra, har vi sådan et ordsprog, der lyder: Man kan ikke lave egetræsmøbler ud af spånplader. Men i nutiden er det lige før, at man kan. Det erkender vi – man kan jo nå langt omkring. Jeg har det sådan med det her forslag, at hvis branchen synes, det er fint, så skal de bare gå i gang. Det er ikke noget, som vi politikere skal blande os i. Og hvis branchen synes, de kan se et formål med at lave sådan en ordning – der findes rigtig mange af sådan nogle ordninger – så kan det være, at der er nogle firmaer, der synes, at det faktisk kan være et promotion tool, altså et marketingtool, som de kan bruge til at gøre sig synlige derude i forhold til andre. Det synes jeg sådan set er ganske fint. Men at gå derfra og til, at det er noget, som vi herinde skal begynde at tro at vi kan skærme de unge mennesker for – det er lidt det, som jeg også synes ligger i det – tror jeg simpelt hen grundlæggende er en forkert tilgang. Altså, vi skal ikke skærme de unge, for det tror jeg ikke at der kommer noget godt ud af.

Jeg vil meget hellere have fokus på at lære de unge at navigere i det her. Og der synes jeg, at der ligger en opgave for både forældrene og skolen og for samfundet som et hele i forhold til at gøre børnene i stand til at kigge på det her og være i stand til at forholde sig til det. Så tror jeg måske også, at man vil se – som man også ser nogle steder – nogle af de her modbølger, der er til det, når det hele bliver lidt for kunstigt.

Men altså, vi prøver alle sammen på nogle områder at gøre noget. Nogle tager makeup på. Det er vel også en eller anden måde at skjule sit sande jeg på. Det er noget, man gør for at få dækket noget, hvor man prøver at gøre sig pænere. Og man får klippet håret og alle mulige forskellige ting. Nogle bruger pushup-bh eller noget andet, for at det lige skal se lidt bedre ud. Er det så også fake? Nogle gange, når man går ud på den første date, forsøger man måske lidt at gemme alle sine dårlige sider og prøver på at fremstille sig selv lidt mere sympatisk og tiltalende, end man måske i virkeligheden er. Der er en lang række ting, og jeg tror, at vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi prøver på at skærme de unge mennesker for alt det dér, altså at skærme dem fra virkeligheden. Det kan man ikke, for virkeligheden er derude. Men at navigere i det og lære dem dét synes jeg er en værdig opgave, både for forældrene, men også for fællesskabet. Så det skal være ordene herfra.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Der er jo ingen tvivl om, at vi skal lære børn og unge at navigere i det, og det er jo der, hvor jeg ser fordelen ved en mærkningsordning, for der kan man faktisk bruge det til at navigere i det. Men jeg ville bare høre, om ordføreren så også synes, at vi skal afskaffe Ø-mærket, Svanemærket, Nøglehulsmærket. I princippet kunne man jo der også bare have sagt, at det kan virksomhederne gå i gang med. Skal vi afskaffe de mærker?

Ordføreren.

Jeg har ikke lige taget stilling til hvert enkelt mærke, men i bund og grund synes jeg, hvis der er for mange mærker, som Folketinget pådutter firmaerne, ikke, at man skal gøre det. Så hvis der er nogle af dem, som brancherne derude har meget imod, synes jeg da godt, at man kan snakke om, om de skal fjerne dem. Men at vi så herinde fra politisk side skal pådutte dem noget, mener jeg ikke, og jeg har endnu ikke set et af de tiltag herinde fra Christiansborg, som man pådutter erhvervslivet, som ikke ender med at koste nogle penge. Altså, på en eller anden måde ender det alligevel med at give en regning til skatteborgerne, og det er vi heller ikke tilhængere af.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Nej, men pointen med de mærker, som jeg nævnte før, er jo netop, at vi har givet dem for at guide forbrugerne, og her er der jo lige præcis også tale om et frivilligt mærke. Så jeg mener egentlig, at ordførerens bekymringer er fuldstændig grundløse. Det er et frivilligt mærke, som man kan bruge. Vi mangler bare lige, at der er nogen, nemlig os, som sætter os i front for at skabe det og udbrede det.

Ordføreren.

Jamen jeg tror bare grundlæggende, jeg har en anden holdning til, hvad der så er frivilligt. Når der er noget, der kommer herinde fra Folketinget, så føler erhvervslivet et pres for at gøre det. Det kan godt være, at man italesætter det som frivilligt, men erhvervslivet derude ved også, at det næste skridt, hvis de ikke indfører det frivilligt, så er, at der bliver en tvang omkring det. Sådan har vi jo set at det historisk har været. Man går ned og siger, at ja, vi anbefaler, og vi rådgiver bare, vi håber, at I vil gøre det, og hvis de ikke gør det, kommer den anden ting, og så bliver det til tvang. Og den vej ønsker vi simpelt hen ikke at gå ned ad. Men hvis branchen derude synes, det er en god idé, så more power til dem, så skal de bare gøre det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Ole Birk Olesen. Værsgo.

Børn og unge og mennesker i det hele taget skal jo lære at forholde sig til den verden, de er i, og det rummer både, at man faktisk godt kan se op til det, som andre mennesker gør, og bestræbe sig på at prøve at blive lige så dygtig, men det rummer også, at man engang imellem skal erkende i forhold til sig selv, at sådan der kan man ikke selv blive, enten fordi man simpelt hen ikke evner det, eller fordi det, man ser og oplever, er et glansbillede, som ingen normale mennesker kan leve op til. Der er ingen som helst tvivl om, at det også er udfordret af reklamebranchen og det, at reklamebranchen i meget høj grad benytter retoucherede billeder, ligesom vi andre i øvrigt også gør i et eller andet omfang, fordi den måde, vi præsenterer os selv på, jo heller ikke nødvendigvis er det rigtige »os«. Jeg kan da afsløre, at jeg ikke går med jakke og slips derhjemme til daglig, det gør jeg ikke. Men jeg kan sådan set godt lide at gøre det, når jeg stiller mig op på talerstolen, fordi jeg synes, at man så signalerer en seriøsitet omkring tingene.

Men jeg har det svært med, at vi tager én ting ud, hvor folk pynter på sig selv – her via digitale midler og i bestemte brancher – og siger, at det er et særskilt problem, og at vi så i alle de andre tilfælde, hvor man gør det, ligesom lader det ligge. Vi bør dække det alt sammen ved at lære vores børn bedst muligt at begå sig i det, sådan at de både kan håndtere det ene og det andet, og det er for mig at se lidt besynderligt, at vi skal gå så meget op i, om tingene bliver retoucheret i en computer, når vi jo hver eneste dag, også i den her sal, er vidner til, at tingene bliver retoucheret, før folk kommer til kameraet. Altså, der er jo en forholdsvis lille andel af de kvindelige folketingsmedlemmer, som har grå hår, har jeg lagt mærke til, og det er da alligevel vildt, at det med at få grå hår sådan mest er noget, der rammer de mandlige folketingsmedlemmer. Men det kunne jo være, at det er, fordi vi sådan i vores idealer ikke går så meget op i, om mænd har grå hår eller ej, mens kvinder går mere op i, om de har grå hår eller ej, og det skal man da være velkommen til at gå op i. Der er jo også alt det der med at lægge sig under kniven.

Nu bliver der talt om, at man på en computer fjerner et ribben, så man bliver ekstra tynd. Altså, man hører også om nogle, der får fjernet ribben i virkeligheden. Er det så dem, der skal til at være modeller, fordi man ligesom ikke må skære ind på computeren, og man så bliver nødt til at skære ind i virkeligheden? Så kan det være, at der kommer lidt mere fylde i brysterne på computeren, men hvis alternativet er, at modellerne skal lægge sig under kniven for at få mere fylde i brysterne, er det så bedre? Og hvorfor er det ikke et problem? Så lad os lære vores børn, at de skal begå sig i det her, i stedet for at tro, at den hellige grav er vel forvaret, hvis vi tager ét lille hjørne ud af det at forskønne tilværelsen og så siger, at det skal der gøres noget ved. Så synes jeg i øvrigt, at man, hvis der er nogle ngo-initiativer eller nogle andre frivillige initiativer, hvor man ligesom forsøger at tage hånd om det på den ene eller den anden måde, er meget velkommen til det, og jeg vil sikkert også applaudere det. Det her er jo de tusind blomsters mark; det, der er bedst, kan jo få lov til at fungere, og alle kan gøre det, de har lyst til. Men hvis vi herindefra laver én model, som er centraliseret, kan det måske spænde ben for alle de andre måder at gøre det på, fordi det er den måde, vi har gjort det på, som nu er den autoritative.

Så jeg tror ikke, vi får noget ud af det her, og derfor stemmer vi imod beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for debatten. Der har været mange sådan forskelligartede synspunkter i den. Man kan sige, at ulempen ved at spørge erhvervsordførerne om noget, der i virkeligheden rigtig meget vedrører børn og unge, er, at det med virksomhederne og virksomhedsperspektivet kommer til at fylde vel meget. Jeg ærgrer mig måske en lille smule over, at det her ikke er i kredsen af børneordførere, for så tror jeg måske debatten havde været lidt anderledes.

De fleste, der har børn eller unge mennesker i deres hjem, ved, at børnenes liv i høj grad er på nettet, og at billeder er deres sprog. Det bliver vi nødt til at forstå og anerkende som voksne, og det er bare i høj grad ureguleret. Der er en minimal grad af håndhævelse, i forhold til hvad børn bliver udsat for af reklamer fra virksomheder og influencere på de sociale medier, som de bevæger sig på. Det er i høj grad og mange gange reklamer, som ikke repræsenterer virkeligheden, men som er retoucheret. Jeg synes i hvert fald, at det er dybt bekymrende, når BørneTelefonen modtager så mange opkald, som handler om krop og udseende, fra børn og unge. Det er jo især piger, som oplever, at de udsættes for et pres for at være perfekte, og noget af det, de angiver som problemet, er de her fotoshoppede billeder, som giver dem det pres. Når man er de der 12-14 år, har man bare ikke udviklet den kritiske sans, der skal til for at skelne mellem forskønnede modeller med perfekte proportioner og så den mere gennemsnitlige krop, og det har altså en konsekvens. Man kan læse i rapporten fra Børns Vilkår fra sidste år, at 38 pct. af alle piger i 9. klasse simpelt hen arbejder med at forskønne deres billeder på sociale medier. Tænk sig, hvis vi kunne lave en modtrend til det.

I Norge har de jo lovgivning på vej. Der blev fremlagt et forslag her i midten af april, som skal gøre, at man skal mærke retoucherede kampagner. Det er i øvrigt en model, som Børns Vilkår også har anbefalet. I Københavns Kommune har man faktisk også haft kig på det, fordi man har reklamer på busstandere, men man opgav det, fordi man havde indgået nogle kontrakter reklamemæssigt, som gjorde, at det ville skabe problemer, altså fordi de allerede var indgået. Det ville koste en masse penge, hvis man lige pludselig skulle ændre på de kontrakter, og derfor opgav man det. Men jeg synes, at begge ting viser, at der er en opmærksomhed på det her, både hjemme, men også i udlandet, og jeg synes jo, at Danmark har en meget stolt tradition for at tage børnebeskyttelsesperspektivet alvorligt, og det synes jeg egentlig også vi skulle gøre her. Der står allerede i markedsføringsloven, at man skal tage hensyn til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge, og jeg synes faktisk, at det her forslag ligger i fin forlængelse af præcis den målsætning.

Når børn og unge er så optaget af et perfekthedsideal, synes jeg, at vi skal vise dem, at mennesker ikke altid er forskønnede udgaver, der er blevet gjort tyndere, har fået glat hud eller har fået længere ben eller smallere kindben. Jeg synes ikke, de skal have det dårligt over ikke at kunne leve op til de idealer, og det er på den baggrund, vi egentlig gerne vil vise dem almindelige mennesker, skabe en positiv fortælling og vise noget af det, som vi gerne vil have mere af. For laver vi blot en model, hvor vi mærker det, der er retoucheret, får vi bare ikke den kropspositivitet og den bevidsthed omkring det, som der ligger i at fremhæve rigtige mennesker, og som kan bryde med det her perfekthedsideal. Og det er jo i virkeligheden noget af det samme, som vi gør i forbindelse med Ø-mærket, hvor vi fremhæver det, der ikke er sprøjtet. Det gør det nemt for forbrugerne at navigere i, og med vores forslag var det tanken, at virksomheder ligesom kunne brande sig på at tage det ansvar. Vi kan se, at der er nogle, der er gået i gang med det. ALT for damerne er f.eks. begyndt på det. Og jeg vil da ikke afvise det, som Radikale Venstre foreslår, nemlig at det på et tidspunkt burde være obligatorisk at mærke det, der er retoucheret, men jeg ved jo også godt, at hvis det er der, vi starter, vil der være nogle, der råber bureaukrati og nye regler og spørger til, hvad det koster virksomhederne, så det var derfor, tanken fra os var, at det her skulle være baseret på frivillighed.

Jeg synes, det er positivt, at vi måske kan lande en beretning. Det arbejde ser jeg frem til. Jeg har også lyttet mig til, at det måske kan blive lidt besværligt at nå sammen om noget. Det stikker i hvert fald i mange retninger her. Ministeren nævner de udvalg på børneområdet, som lige nu kigger på, hvordan vi kan lave mere digital børnebeskyttelse. Mig bekendt er det her ikke en del af det, som de kigger på, og jeg tror ikke, vi kan forvente, at der kommer en løsning dér. Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti ikke er særlig begejstret for det her, men jeg savnede måske så ordførerens bud på, hvad man så vil gøre for at hjælpe børnene. Jeg tror i hvert fald på, at man sagtens kan gøre noget, selv om der er tale om techgiganter, for det er jo danske virksomheder, som målretter deres reklamer mod danske børn og unge eller mod folk, der er ældre. De lægger selv deres billeder på, så selvfølgelig vil man kunne anvende et frivilligt mærke på lige præcis de billeder, hvis man vil det som virksomhed. Det har intet at gøre med, at det er en techgigant, som har hovedsæde i et andet land.

Branchen kan bare gå i gang, siger Nye Borgerlige. Vi jo har været inde på det og har vendt det, og det kunne de jo i princippet også i forbindelse med Nøglehulsmærket, Ø-mærket og Svanemærket. Det er jo alle sammen mærker, som vi i dag er rigtig glade for, og som er med til at sætte en retning og gøre det nemmere for os som forbrugere at navigere på markedet, og jeg hører ikke nødvendigvis, at der er nogen, som lige tænker, at vi skal afskaffe de mærker i morgen.

Jeg vil gerne sige tak for debatten. Jeg kan mærke, at det her måske er en debat, der skal modnes lidt, og det kan være, at vi kommer til at tage den med hinanden igen. Det vil tiden vise. Men jeg ser frem til udvalgsarbejdet og takker for de mange bemærkninger og indlæg.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Jeg forstår ikke ordførerens utilfredshed med de erhvervsordførere, der er. Vi er nogle venlige og gode mennesker. Jeg kan så for mit eget vedkommende sige, at jeg jo samtidig har 20 års erfaring med at arbejde med unge mennesker, og det er netop også grunden til, at vi har den holdning, som vi har. For den erfaring viser mig, at det der med at skærme unge mennesker og gøre, at de ikke selv skal tænke kritisk, og ikke lære dem det, ikke er den rigtige tilgang. Det gør dem dårligere til at navigere i verden, hvis man går den vej.

For os handler det også lidt om: Hvad er forældrenes rolle i det her? Det er lidt noget med, at så kan man lave det her stempel, og så er man som dannelsesinstitution i folkeskolen og som forældre fri for at tage det ansvar på sig. Så er man fri for at tage den dannelsesopgave på sig, der faktisk ligger der. Det er jo også det, vi frygter, når man går den her vej. Så til det der med, at debatten skal modnes, vil jeg sige: Nej, vi har faktisk den her holdning, fordi vi mener, at det er den forkerte vej at gå.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Mener man reelt set, at det i den perfekte verden skulle gøres obligatorisk? Nu handler det her forslag om frivillighed, det ved jeg godt, men hvis SF og ordføreren helt selv kunne bestemme, ville man så faktisk gøre det obligatorisk?

Ordføreren.

Jamen hvis vi havde ment, at det skulle være obligatorisk, havde vi jo fremsat det som et forslag om en obligatorisk ordning. Vi mener faktisk, at der er noget positivt i, at børn og unge får noget, de kan navigere efter, at vi fremhæver noget af det, som vi gerne vil have mere af, at virksomheder kan bruge muligheden for at brande sig og sige: Vi gør det, som I gerne vil have med det her forslag.

Jeg har måske nok en anden holdning end spørgeren. Jeg synes jo ikke, at vi skal fratage forældrene muligheden for at danne deres børn og tage snakken med dem omkring det her. Jeg ser det her mærke som et supplement til det arbejde. Det er to ting, som ligesom skal gå hånd i hånd.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jamen skal det så også gælde for private, der poster noget på Instagram? Skal det så også gælde dér? Og nu drejer det her sig om retouchering, men hvad så, hvis der bliver lavet om på skygger og kontraster i et billede? Det er jo også en manipulation af virkeligheden – der kan man godt forskønne en masse ting ved at ændre på farver og skygger. Og er det så også efter ordførerens holdning retouchering, som skal mærkes – altså hvis man ændrer på skygger og kontraster og alt muligt andet?

Ordføreren.

Jeg håber, at spørgeren har læst forslaget, for det omhandler nemlig reklamer. Så det er helt klart ikke noget, der omhandler private – ja, det kan det selvfølgelig godt gøre, hvis det er influencere, men så er vi jo igen ovre i det kommercielle område, hvor vi allerede har ordninger for, at man skal markere det som reklame.

Det, som vores forslag sigter på, er retouchering, og det betyder jo i virkeligheden, at det er efterbehandlingen af billedet, hvor man snyder på vægten, kan man sige, og gør folk tyndere, giver dem slankere kindben, eller hvad det nu kan være.

Så er det fru Mona Juul.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg synes nu ikke, at det var sådan, at alle erhvervsordførerne fejede det her af brættet af hensyn til byrderne for erhvervslivet; det lyttede jeg mig ikke til. Det er i hvert fald ikke sådan, det var herfra.

Mine argumenter er jo, at der er et mærke; at der er en lovgivning; at det er svært at se, at det skulle kunne gøre en forskel at indføre mere; og at vi skal tilbage til at finde ud af, hvad det egentlig er, der sker med unge mennesker og børn lige nu her: Hvem er det, der har ansvaret, og hvad ligger der af andre muligheder, som måske i højere grad kan løse tingene? Men mit spørgsmål er: Kan det frivillige mærke, der allerede findes, ikke anvendes?

Ordføreren.

Jo, det, som ejeren af det frivillige mærke har sagt, er, at hun sådan set gerne stiller det til rådighed for os, hvis det er, at vi vil anvende det i en mærkningsordning. Men det får jo nok næppe den samme validitet, hvis ikke vi sætter noget kraft bag det og også gør noget for at kontrollere, om dem, der nu anvender det frivilligt, også bruger det korrekt. Så jeg mener sådan set, at der skal mere til, og det tror jeg egentlig også ejeren bag mærket ønsker der kommer noget action på.

Når jeg sagde det her med børneordførerne, er det, fordi børneordførerne typisk er meget mere villige til at handle end erhvervsordførerne, som rigtig meget tænker erhvervspolitik og virksomheder osv. Men sådan er det nu; man kan nu engang ikke bare altid lige vælge, hvor ens beslutningsforslag bliver behandlet henne.

Fru Mona Juul.

Nej, det kan man ikke, men vi er jo heldigvis alle sammen mennesker og har forskellige ordførerskaber, og jeg lyttede mig til, at dette beslutningsforslag blev taget meget positivt ned, men at det ikke lige præcis var det, der var løsningen.

Jeg har egentlig bare en bemærkning, der hedder, at den mærkning, der allerede findes, kan man anvende. Det står enhver virksomhed frit for at skrive eller gøre sig bemærket eller brande sig på, at lige præcis de har valgt, at deres annoncer eller deres måde at kommunikere på skal være på den og den måde, og det tror jeg simpelt hen vi kommer til at se i større og større stil.

Ordføreren.

Jeg tror også godt, ordføreren ved, at hvis vi politisk står bag et mærke, har det en anden vægt og en anden værdi, og det vil være noget, som virksomheder i højere grad vil orientere sig mod. Det er også baggrunden for, at vi står bag alle mulige andre mærker, fordi vi ønsker at fremhæve noget positivt som f.eks. Ø-mærket, som jo netop handler om at vise, at her er noget, som ikke er sprøjtet.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Som mand er det sådan en lidt underlig debat at være i, fordi hvis der er nogen, der er udsat for urealistiske idoler og forbilleder, så er det unge drenge. Det er jo Superman, og det er Edderkoppen, og det er Arnold Schwarzenegger og sådan nogle. Det er forbilleder, der bliver holdt op for drenge, og de er godt nok svære at leve op til; det må man sige.

Men jeg vil gerne spørge fru Karina Lorentzen Dehnhardt, om der er noget vundet ved, at man ligesom slår ned over for det at photoshoppe billeder, hvis de kvindelige modeller i stedet får lagt fillers i deres læber og i deres bryster og i deres baller. Er der noget vundet ved, at man ligesom lukker den der vej med, at man kan gøre det digitalt, for så til gengæld at sige, at den eneste måde, man kan gøre det på, er ved at lægge sig under en kirurgisk kniv?

Ordføreren.

Jeg tror ikke på, at man kan sætte lighedstegn mellem det og den udvikling, fordi det, som den her ordning skulle afstedkomme, jo er, at vi får skabt noget positivitet omkring den måde, som man ser ud på, så vi alle sammen kan spejle os i det. Der vil det jo slet ikke være nødvendigt at lægge sig under kniven, fordi man vil foretrække det, der er anvendeligt.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jo, men hør her: Pamela Anderson kan jo leve op til det her mærke. Hun er jo ikke nødvendigvis retoucheret, men vi ved da alle sammen godt, at hun er fyldt op med alle mulige kunstige ting for at komme til at se ud sådan, som hun ser ud. Så hvad er der vundet ved, at piger bliver præsenteret for nogle glansbilleder, som ikke er blevet retoucheret via computer, men som er blevet retoucheret af kirurgerne, og som derfor kan leve op til fru Karina Lorentzen Dehnhardts kvalitetsmærke?

Ordføreren.

Pointen er, at i dag behøver man slet ikke at lægge sig under kniven. Det er ikke nødvendigt, fordi man jo kan bare retouchere det hele, og det er jo så det, man gør, og jeg synes, der er et problem, når børn og unges verden består af billeder og massivt mange flere billeder, end dengang jeg selv var barn. Det gør det bare ret meget sværere at navigere i, og jeg vil da påstå, at der også er mange på min alder, som måske får sværere og sværere ved at navigere i den her digitale verden, bl.a. også fordi vi får deepfakes. Vi kan simpelt ikke længere stole på det, vi ser, og derfor vil en mærkningsordning, hvor man kan stole på, at billedet ikke er photoshoppet, være noget, som børn og unge kunne navigere efter.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jeg hæftede mig lige ganske kort ved, at ordføreren i sit svar til fru Mona Juul fra De Konservative var inde på noget med – jeg hørte i hvert fald ordet kontrol blive nævnt – at man ikke kunne udelukke kontrol. Der er jeg i hvert fald meget interesseret i at vide, hvad det er for en type kontrol, som SF så kunne tænke sig. Hvad må det koste? Hvad skal sanktioneringen være? Altså, nogen skal jo også udstede en sanktionering, hvis nogen i forbindelse med en kontrol bliver grebet i at have forbrudt sig. Hvordan har SF udtænkt den del af det?

Ordføreren.

Vi har netop ikke lagt os fast på, hvordan sådan en kontrol skal gennemføres, men det giver jo ikke mening at have et mærke, som man ikke på en eller anden måde fører tilsyn med, når man anvender det. Tanken er jo, at det skal handle om, at billederne er ægte, og derfor bliver man selvfølgelig nødt til at have måske en eller anden form for kontrolinstans. Vi har ikke lagt os fast på hvordan, men sådan et det jo også med Ø-mærket og med alle mulige andre mærker. Der bliver man jo nødt til i en eller anden udstrækning også at kigge på, hvordan det så fungerer.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det sidste har ordføreren naturligvis ret i. Jeg siger heller ikke, at man skal komme med sådan en facitliste for det hele, men jeg synes jo, at man, når man kommer med et beslutningsforslag, godt kunne give en indikation af, hvad det er, man forestiller sig, f.eks. hvad det må koste af penge, hvilken type kontrollør, hvorhenne opgaven eventuelt skulle ligge, og hvad for en type sanktionering man så ville kunne udstede til de influencere, der forbryder sig. Det er jo ikke uvæsentligt, når man nu diskuterer en ny lov, man vil pålægge regeringen, at man også har lidt styr på den anden del af det.

Ordføreren.

Nej, men det heldige er jo, at hvis Dansk Folkeparti bakkede op om det her og indgik i et beretningsarbejde, fik man jo indflydelse på, hvordan det skulle se ud, for det har vi netop ikke taget stilling til. Så det er vi da meget åbne over for at diskutere, hvis Dansk Folkeparti er klar til det.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.