Som I måske kan se på min hårpragt, bor jeg i Gladsaxe – der er frisørerne jo ikke åbnet endnu. Men lad os nu forestille os et tænkt eksempel om Gladsaxe: Byrådet i Gladsaxe beslutter at erklære Gladsaxe for et jødefrit område – jøder er ikke velkomne, vi vil ikke have jøder her, det er skadeligt med jøder – og lad os så forestille os, at en tredjedel af Danmarks kommuner følger efter med et nej til jøder og med jødefri zoner, og vi ser samtidig, at antallet af overfald på jøder i de såkaldte jødefri områder stiger markant og meget mere end i andre områder, og vi ser, at antallet af chikanerier mod jøder stiger, og vi ser, at lokale domstole frikender for chikanerier med henvisning til forsvaret for ytringsfriheden. Så vil jeg som borger i Gladsaxe håbe, at vi har en regering i Danmark, som siger, at det dér ikke går, og at det er slut, og som uden undtagelse bruger alle midler på at få sat en stopper for en sådan opførsel. Og hvis vi skulle have en regering, som imod min forhåbning ikke ville vælge at sætte en stopper for den slags ting, men som tværtimod opmuntrer det og understøtter det, men som selvfølgelig forklarer, at det bare ikke er noget, der er juridisk gyldigt, så de kan jo ikke drages til ansvar for det, så ville jeg håbe, at hver eneste af de internationale organisationer, som Danmark er medlem af, hvad enten det er EU eller FIFA eller WHO, eller hvad pokker det er, ville bruge de redskaber, som de har, til at sætte Danmark på plads. Selvfølgelig ville jeg det, for hvad er alternativet?
Sådan har jeg det, hvis det handler om jøder i Danmark, og sådan har jeg det naturligvis også, når det gælder seksuelle minoriteter i Polen, og de ting, som jeg har nævnt her, er jo præcis de ting, som sker. Der er ikke én af de ting, som jeg har nævnt her, som ikke er det, der sker i Polen. En undersøgelse fra Warszawas universitet har vist – der har også været nævnt nogle generelle tal – at det, når det gælder for de unge lgbt-personer i Polen, er to ud af tre, der har været udsat for chikanerier og vold og klart mere i de såkaldte lgbt-frie zoner. Det imødegås ikke af regeringen i Polen eller af det officielle Polen. Tværtimod kalder de lgbt for en ideologi. De kalder mennesker for en ideologi! Vi har set formanden for PiS, som udtaler, at disse ideologier afviger fra den sunde fornuft og begrænser friheden for de mange mennesker, der terroriseres af dem – en understøttelse af lgbt-frie zoner – eller vi har hørt den siddende præsident, Duda, der udtaler: Forfædrene i Polen kæmpede ikke for, at vi nu vil acceptere, at en anden ideologi, som er endnu mere destruktiv for mennesket end kommunismen, skal komme, en ideologi, der under klichéer som respekt og tolerance skjuler en dyb intolerance.
Det er fuldstændig åbenlyst, at der er et behov for at sige fra, og med en enkelt undtagelse og en enkelt fraværende, som måske havde det samme synspunkt, så er vi jo også alle sammen enige om det her. Men hvad gør vi så – hvad gør vi så? Jeg tror, at det, der har drevet os forslagsstillere – det har i hvert fald drevet mig, men jeg tror, jeg taler på fleres vegne – jo er, at vi må konstatere, at der er sket alt for lidt. Vi havde måske sat vores lid til artikel 7, at man med den store bazooka kunne få statueret et eksempel. Det kunne man så ikke. Så havde vi måske sat vores forhåbning til, at man ved at ramme Polen på pengepungen kunne komme et skridt videre. Men den såkaldte retsstatsmekanisme er desværre blevet voldsomt udvandet – voldsomt udvandet – til kun at omhandle penge fra EU-budgettet. Det vil sige, at man, så længe man bare gennemfører undertrykkelse uden om penge fra EU-budgettet, godt kan få lov til det, og det er en mekanisme, som er udskudt i fremtiden.
I hvor lang tid kunne jøderne i Gladsaxe, i hvor lang tid kan de seksuelle minoriteter i Polen være foruden vores klare støtte? Der er en grænse, og det er jo derfor, vi har valgt at kigge på artikel 2, hvor der fuldstændig entydigt står: Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Og den fortsætter med en række andre plusord, inklusive ikkeforskelsbehandling.
Hvordan man på nogen tænkelig måde kan opfatte det, der foregår i Polen, som ikke indeholdt i artikel 2, er helt uforståeligt, og jeg var fuldstændig enig med hr. Ole Birk Olesen, da han helt korrekt konstaterede, at det, at man ikke har gjort noget, eller det, at man ikke er ansvarlig for det fra den polske regerings side – måske, ud over at opmuntre til det – jo ikke er et argument for, at man ikke er ansvarlig for, hvad der foregår i landet. Man er ansvarlig for, hvad man ikke har gjort. Derfor burde det her være en klokkeklar artikel 2-sag, og det lader jo altså også til, at Kommissionen opfatter det på den måde. I hvert fald kan vi konstatere, at Kommissionen har valgt at fratage nogle byer nogle rettigheder til penge med henvisning til, at de bryder med grundlæggende rettigheder, og derfor er det jo svært at forstå, hvis det ikke også skulle være tilfældet i forhold til en domstolsafgørelse.
Nu er det klart – og det siger jeg ikke, fordi jeg er kritisk over for EU, men det siger jeg, fordi jeg tror, at alle kan genkende det – at der ikke er en regel i EU, uden at der er noget, der siger det modsatte. Det er svært at finde rundt i hele EU-lovgivningen, og derfor er det jo også så heldigt, at vi mellem førstebehandlingen og andenbehandlingen skal have en udvalgsbehandling. Og i den udvalgsbehandling bliver der jo muligheder for at holde eksperthøringer, der bliver mulighed for at studere de svar, som jeg er sikker på at vi får fra Kommissionen på begæring af den danske regering, der bliver mulighed for at høre, hvad den danske regering har fået at vide, når de henvender sig til Holland, når de henvender sig til Sverige, når de henvender sig til en række andre lande og foreslår, at man gør det sammen. Alle de ting bliver der mulighed for at få svar på og for at få diskuteret.
Og skulle det så vise sig, at der er problemer med den her vej, så er jeg da fuldstændig sikker på, at der vil være et flertal, som vil pege på nogle andre veje, og jeg er hundrede procent sikker på, at det vil være meget klogt – meget klogt – af regeringen at spille med. Jeg forstår godt, at hr. Jens Joel ikke lige på stående fod kan stå og remse 5, 10, 15 andre ting op, som vi kan gøre, heroppe fra talerstolen, men det har regeringen jo mulighed for, og hvis der er bedre alternativer, mere effektive alternativer, så lad os få dem. Men jeg tror, vi er et flertal i den her sag, der siger, at det at blive spist af med et alternativ, der er, at man fortsætter som nu, hvor tingene ikke har hjulpet, er for lidt, og det vil ikke blive accepteret, og så er der kun én vej frem. Tak.