Det sidste punkt på dagsordenen er:

26) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 37:

Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af en vejledende folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EU's genopretningsplan.

Af Peter Seier Christensen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 20.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Jeg skal først byde velkommen til skatteministeren, som er fungerende finansminister. Velkommen.

Tak for det, formand, og tusind tak for lejligheden til at få lov til at diskutere dette vigtige emne. Nye Borgerlige har fremsat et beslutningsforslag, som vil pålægge regeringen at fremsætte lovforslag om afholdelse af en vejledende folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EU's genopretningsplan.

Som led i forhandlingerne om EU's flerårige finansielle ramme – også det, der i folkemunde hedder MFF – introduceres der en ny genopretningsplan, som skal understøtte genopretningen af de europæiske økonomier. Genopretningsplanen udgør samlet set 750 mia. euro, som fordeles i form af enten direkte tilskud eller lån. De direkte tilskud udgør 390 mia. euro, og de resterende 360 mia. euro udmøntes som lån til medlemslandene. En mindre andel, ca. 80 mia. euro, kanaliseres til en række af EU's udgiftsprogrammer såsom forskning og landdistriktsstøtte via EU-budgettet, mens hovedparten, altså ca. 670 mia. euro, udmøntes gennem den såkaldte genopretningsfacilitet, der enten fordeles som direkte tilskud eller genudlån.

Det er ingen hemmelighed, at regeringen i forhandlingerne var og for den sags skyld stadig er særdeles skeptisk over for direkte tilskud. Derfor arbejdede vi også i forhandlingerne hårdt for, at midlerne kunne stilles til rådighed som lån på favorable vilkår. Det gjorde vi, fordi vi mener, at det er et sundt princip, at man selv betaler sin gæld tilbage. Derfor har vi hele tiden være skeptiske over for overførsler mellem lande finansieret af fælles gæld. Men der er samtidig tale om en situation, hvor vi blandt 27 lande skulle opnå enstemmighed. Det var med andre ord meget vanskelige forhandlinger, hvor mange interesser selvfølgelig også var på spil. For regeringen var det afgørende at sikre, at genopretningsplanen blev så ansvarlig som overhovedet mulig. Givet landenes meget forskellige holdninger, arbejdede vi derfor hårdt for at nedbringe andelen af direkte tilskud.

Men det handlede selvfølgelig også for regeringen om, at genopretningsinstrumentet skal bidrage til digitalisering og den grønne omstilling. De grønne elementer i genopretningsplanen skal derfor udmøntes, så de understøtter den europæiske grønne pagt – også det, der hedder green deal i EU-sammenhænge. Og så handlede det selvfølgelig om at sikre, at der er tale om et engangstilfælde, en krisehjælp, der ikke sætter sig i det almindelige budget, og som har en klar udløbsdato, der passer til den midlertidige krise.

Regeringens indsats i forhandlingerne må siges at have båret frugt. Vi fik nedbragt andelen af direkte tilskud fra 500 mia. euro, som Kommissionen havde foreslået, til 390 mia. euro, altså med 110 mia. euro. Derudover indgår midlerne fra EU's genopretningsplan sammen med MFF'en i kravet om, at mindst 30 pct. skal gå til klimaindsatser. Det er vigtigt for at understøtte en grøn omstilling, som jo altså også skal være med til at genskabe væksten.

Det er ligeledes vigtigt for regeringen, at genopretningsmidlerne bliver brugt fornuftigt. Derfor er vi selvfølgelig også tilfredse med, at alle lande skal udarbejde en genopretningsplan for at få adgang til midlerne i EU's genopretningsfacilitet. Landenes planer skal godkendes af Rådet på baggrund af en vurdering fra Europa-Kommissionen. Her skal en række kriterier være opfyldt, for at der kan udbetales midler til medlemslandene. For det første skal genopretningsplanerne adressere de landespecifikke anbefalinger i det europæiske semester; for det andet skal genopretningsplanerne imødegå covid-19-pandemien gennem styrket vækstpotentiale, jobskabelse og økonomisk og social robusthed; for det tredje skal mindst 37 pct. af midlerne øremærkes til den grønne omstilling; og endelig for det fjerde skal mindst 20 pct. af midlerne øremærkes til digitalisering. De her foranstaltninger sikrer, at genopretningsplanen bidrager til den økonomiske genopretning i Europa på både kort, men jo nok så vigtigt også på lang sigt.

Jeg kan desuden forstå, at forslagsstillerne er bekymrede for, at EU's genopretningsplan vil øge presset på og behovet for EU-skatter. Til det spørgsmål er regeringens holdning helt klar: Vi vil ikke give EU kompetencer til at udskrive skatter. Det hører til i medlemslandene. Derfor lagde vi i forhandlingsoplægget til MFF'en også afgørende vægt på, at nye indtægtskilder opkræves i henhold til traktatens bestemmelser og dermed ikke baseres på direkte opkrævninger fra borgerne eller virksomhederne fra EU. Lad mig i forlængelse heraf gøre det helt klart, at de indtægtskilder, der indgår i MFF-aftalen, ikke er EU-skatter.

Med hensyn til det nye pladsbidrag er der grundlæggende tale om en omfordeling af EU-bidrag, som understøtter den grønne omstilling. Der fremgår af kompromiset med Europa-Parlamentet en tidsplan for Kommissionens fremlæggelse af forslag til nye egne indtægter. Når der foreligger et forslag til nye indtægtskilder, skal det stadig behandles på lige fod med andre EU-forslag. Det indebærer i sagens natur inddragelse af Folketingets Europaudvalg. Det gælder fortsat, at indførelsen af nye indtægter til EU-budgettet kræver enstemmighed blandt medlemslandene. Aftalen binder derfor ikke medlemslandene til at stemme for konkrete forslag. Lad mig igen slå fast, at det fra regeringens side fortsat er afgørende at fastholde medlemslandenes eneret til skatteopkrævning hos borgerne og virksomhederne.

Med andre ord har regeringen altså leveret på en aftale, som er i fuld overensstemmelse med det mandat, som et flertal af Folketingets partier i sin tid støttede. Det er en aftale, der er solidarisk, og som understøtter nødvendige tiltag, der skal medvirke til genopretning af de europæiske økonomier. Det er også en aftale, der har enorm betydning for det indre marked og dermed også for Danmarks vigtigste eksportmarked. EU's genopretningsplan er central for, at Europa kommer økonomisk på fode igen efter coronakrisen. Op mod 600.000 danske jobs afhænger af eksporten til EU, og den økonomiske situation i hele EU har derfor enorm betydning for Danmark, danske virksomheder og danske lønmodtagere. Derfor er det selvfølgelig også i Danmarks klare interesse, at de økonomiske konsekvenser af coronakrisen bliver så få og så kortvarige som overhovedet muligt.

Lad mig samtidig understrege, at vi i Danmark ikke har tradition for at udskrive vejledende folkeafstemninger, og jeg kan ikke se, hvorfor den her sag skulle bryde med dette. Regeringen kan på den baggrund selvfølgelig ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger til ministeren. Først er det hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Socialdemokratiet startede året med at være en del af den såkaldte sparebande i EU sammen med Østrig, Holland og Sverige. Kan ministeren forklare, hvorfor regeringen pludselig mener, det er helt i orden at tage penge fra det danske velfærdssamfund og bruge dem på at rette op på sydeuropæiske landes dårlige økonomi? Er det ikke et klokkeklart løftebrud over for danskerne?

Ministeren.

Det er det ikke. Det mandat, som regeringen er givet, er der til fulde både arbejdet for og også indfriet, forstået på den måde, at de politiske prioriteter er klar, at der også er sket ændringer og begrænsninger i de forhold, som jo var en del af de drøftelser, vi havde, dengang jeg sidst var vikar for finansministeren.

Hr. Peter Seier Christensen.

Kan ministeren garantere, at de EU-lande, som modtager midler fra fonden, så foretager bæredygtige og varige reformer af deres økonomi?

Ministeren.

Det er jo det, der er kriterierne, og det vil selvfølgelig blive vurderet de rette steder. Danmark har kæmpet for det, og vi tror på, som jeg sagde, at den her plan er med til ikke bare at bringe EU tilbage på sporet, men også gøre, at EU-samarbejdet i sig selv bidrager til, at vi får en vækst i Europa, som er mere grøn og mere digitaliseringsparat og dermed også mere fremtidsorienteret, end hvis vi ikke havde gjort det, vi gør nu.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Først har jeg lige en kort bemærkning om vejledende folkeafstemninger, hvor jeg vil gøre den fungerende finansminister opmærksom på, at afstemningen i 1986 var efter § 19, og det diskuteres stadig væk, om 1993-afstemningen var efter § 20 eller § 19, al den stund der var mere end fem sjettedeles flertal. Så det er ikke rigtigt, at vi ikke har tradition for vejledende folkeafstemninger.

Det, der imidlertid er sagen, og det, der er spørgsmålet til den i øvrigt udmærkede tale, er, hvilken relevans den overhovedet har. For det er jo først den tale, den fungerende finansminister skal holde, når vi har besluttet at holde en folkeafstemning. Altså, der er jo ingen grund til at forsvare noget, der er vedtaget – en politik, som regeringen har fået sit flertal for. Det ville have været godt, hvis den fungerende finansminister havde brugt lidt mere tid på at forklare, hvorfor danskerne ikke må have en holdning til det, altså hvorfor danskerne ikke må spørges om det her. Det er jo det, der er selve sagen. EU tager et kæmpeskridt i retning af en føderation med det her: Fælles hæftelse, nye hjælpepakker, 750 mia. euro osv. Den fungerende finansminister synes, det er fantastisk. Det må han jo gerne. Det, han skal forsvare og forklare, er, hvorfor danskerne ikke må spørges. Vi vil gerne have en folkeafstemning, og det er det, som den fungerende finansminister skal forsvare og forklare hvorfor han ikke vil.

Ministeren.

Det har jeg svaret på, og jeg mener, der går en lige linje her fra det meget brede signal – man kan sige kraftige signal – der eksempelvis var ved sidste folketingsvalg, om, at den udvikling, der skulle være i Danmark efter valget, var en udvikling, hvor ikke mindst den grønne omstilling skulle vægtes meget mere og veje meget tungere end hidtil. Det har regeringen taget fat på her, senest med den store og brede aftale om en grøn skattereform; vi har ophør af udvinding af olie i 2050 i Nordsøen; vi har en ambitiøs grøn omstilling af vores transportsektor. Det er også noget, vi kæmper for på den europæiske arena, og det gør vi med det her og med det mandat, vi har fået, og med de aktiviteter, som vi ellers lægger for dagen der, hvor de her ting forhandles.

Hr. Morten Messerschmidt.

Nu snakker ministeren jo fuldstændig udenom igen. Altså, det, vi gerne vil have et svar på, er, hvorfor ministeren ikke mener danskerne må blive spurgt om det her, som vel nok er en af de allerallerstørste EU-beslutninger, der er truffet i nyere tid, i hvert fald siden Lissabontraktatens vedtagelse. Og så begynder han at tale om vindmøller i Nordsøen og bilomlægninger i Danmark. Det er jo slet ikke det, vi taler om her, minister. Altså, det, vi taler om her, er, at regeringen ikke ønsker, at danskerne bliver hørt. Og det synes jeg ærlig talt fortjener lidt flere bedre og bevingede ord, for at man får bare en lille smule respekt for den beslutning.

Ministeren.

Regeringen har meget stor respekt for befolkningens afgørelse. Det er derfor, vi har taget fat i forhold til det meget klare signal, der blev sendt ved folketingsvalget. Det var et klart signal om ikke bare et politisk sporskifte i landet, men det var også et klart signal om et sporskifte til fordel for og i retning af en betydelig mere grøn omstilling af det danske samfund, stadig væk med fokus på sammenhængskraft, udbygning af vores velfærdssamfund og en udvikling, hvor vi kan sikre, at der også er fremgang i forhold til arbejdspladser i sigte for Danmark. Det er det, vi har kæmpet for her i dette Ting, hvor vi står nu, og det er det, vi kæmper for i Europa, og vi synes i al beskedenhed, at vi er lykkedes meget godt med den indsats, vi har gjort under forhandlingerne om den her plan.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Så tak til ministeren, og hermed åbnes der for ordførerrækken. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet. Det er hr. Henrik Møller. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil allerførst lige slå fast, at den her genopretningsfond, som EU's medlemslande blev enige om tilbage her i sommer, synes vi fra socialdemokratisk side er rigtig gode nyheder, både for Europa, men i og for sig også for Danmark. Da det her blev lanceret, var Europa hårdt ramt af covid-19, men man må sige, at det er vi sådan set også nu, hvor anden bølge raser over faktisk hele kontinentet. Vi synes, at der ligger både noget fornuft, men også noget solidaritet i den genopretningsfond, som er etableret.

Det er meningen, at vi skal være med til at hjælpe de her europæiske økonomier på fode, og det er rigtig vigtigt for os her i Danmark, fordi over halvdelen af den danske eksport går til EU, og det vil sige, at der er rigtig mange jobs på spil i den her forbindelse.

Jeg synes også, det er vigtigt at understrege, at tilbage i juni måned blev der faktisk skabt et mandat med et flertal fra Folketinget til en MFF-aftale og en genopretningsfond, så man kan sige, at det, vi etablerer, sådan set er i overensstemmelse med et flertal i Folketinget, som har bakket regeringen op i det her.

Jeg ved godt, og det er selvfølgelig også velkendt, at vi i forbindelse med forhandlingerne om den her genopretningsfond har arbejdet hårdt for, at de her midler skulle stilles til rådighed som et lån frem for et tilskud. Man må sige, at fra hvor vi startede, og til hvor vi landede, synes vi faktisk, det er lykkedes meget godt med et kompromis, hvor vi nedbringer en stor del af de direkte tilskud, der var lagt op, og omlægger dem til lån i stedet for. Det er vi sådan set glade for.

Vi har også været med til at sørge for, at de nye indtægtskilder fra MFF'en og genopretningsfonden ikke overskrider traktatgrundlaget og sådan set ikke indebærer EU-skatter, fordi vi er sådan set stadig med på, at det, der hedder det fiskale område eller skatteinddrivelsen, stadig væk er et nationalt anliggende, og det skal det selvfølgelig også blive ved med at være.

Jeg synes også, at vi et andet sted har fået slået fast, at ekstraordinære tider også kræver ekstraordinære midler, men der er også lagt op til, at den her genopretningsfond er en engangsaffære. For vi kan bestemt ikke tilslutte os, at der er permanente tiltag, som indebærer fælles EU-lån med henblik på overførsler mellem EU-landene, og derfor er det vigtigt at understrege, at genopretningsfonden er en midlertidig løsning på en midlertidig krise.

Jeg vil også sige, at det har været vigtigt for os, at genopretningsmidlerne bruges klogt, og det er også derfor, at den her aftale indebærer, at alle lande skal udarbejde nogle genopretningsplaner for at få del i de her midler, som skal godkendes i rådet og i øvrigt lægge op til en række kriterier, som ministeren også var inde på. Her er der lagt vægt på både økonomisk og social robusthed, men også på den grønne omstilling og på digitalisering af vores samfund. Det er vi sådan set meget godt tilfredse med.

Så vi synes fra Socialdemokratiets side, at vi alt i alt har nået et godt resultat. Vi har fået lavet en god aftale, som har opbakning fra Folketinget, og derfor støtter vi ikke beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ønsker om et par korte bemærkninger, først fra hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for talen. Ordføreren nævner, at vi står i en meget speciel situation, og det gør vi jo tydeligvis. Det har jeg så også brugt som begrundelse for, at man laver den her pakke. Men vi må jo forudse, at der kommer en krise igen på et senere tidspunkt. Vil Socialdemokratiet så til den tid ikke gå med i en tilsvarende pakke, hvis det bliver foreslået fra EU's side?

Ordføreren.

Nej, jeg tror, vi i første omgang lige holder os til den pakke, som er lavet her. Men det er klart, at vi jo ikke kan spå om, hvad fremtiden vil indebære. Det, man kan sige er vigtigt for Socialdemokratiet, er det her med, at vi sikrer, at Europa ikke bryder sammen, men at der, hvor vi eksporterer halvdelen af vores varer til, sådan set også bliver et marked i fremtiden. Men der ligger ikke planer om, at vi skal lave yderligere tiltag på et senere tidspunkt. Lad nu det, vi har sat i værk her, virke og komme i gang.

Hr. Peter Seier Christensen.

Så ordføreren mener ikke, at befolkningen skal høres i det her spørgsmål. Så vil jeg godt spørge: Hvor stor skal en forpligtelse over for danskerne efter ordførerens mening være, før danskerne skal høres ved en folkeafstemning? Er det kun i henhold til grundlovens grænser om suverænitet, eller er der også andre tilfælde, hvor danskerne burde høres ved en folkeafstemning?

Ordføreren.

Jeg synes jo, det her ligger inde under det mandat, som er givet til en regering fra et flertal i Folketinget, hvor man i øvrigt normalt laver EU's budgetter. Det er jo ikke noget, vi sætter til folkeafstemning, når de er der hvert 7. år. Her er der en særskilt situation med en særlig udfordring, ikke bare i Danmark, men i resten af Europa og i resten af verden. Den løser vi, men jeg kan ikke se, at det skulle berettige, at man i det her tilfælde lavede en folkeafstemning. Så må vi jo gøre det, at vi siger, at vi står på mål for det her ved næste folketingsvalg, hvis man mener, at det, vi har gjort, er forkert. Det mener jeg ikke det er.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg ved ikke, om det var et forsøg på at være morsom, da hr. Henrik Møller sagde, at det her var en engangsforestilling. Altså, det er da den længste forestilling, jeg nogen sinde har været vidne til. Jeg går ud fra, at hr. Henrik Møller er bekendt med, at det er en aftale, der rækker 30 år frem i tiden. Derfor er det jo også en lille smule pauvert at komme og sige, at så kan man bare vælte regeringen, når der er folketingsvalg. Jo tak, men der binder det jo stadig væk 30 år frem i tiden. Så det er jo nu, vi har brug for at have mulighed for at sige nej.

Jeg har bemærket flere gange, at både ministeren og hr. Henrik Møller har betonet, at man altså har et folketingsmandat bag sig. Kan hr. Henrik Møller huske, hvor bredt det mandat var? Hvor mange folketingsmedlemmer støttede regeringen i den aftale, man har indgået her, for en 30 år lang periode?

Ordføreren.

Udgangspunktet er jo herinde, at hvis man har mere end 90 mandater, så har man et flertal. Det kan man jo så diskutere størrelsen af – om det skal være større eller det skal være mindre. Her er der et flertal bag regeringen i forhold til det mandat om forhandling, der er givet, i forhold til både MFF'en, men i og for sig også den genopretningsaftale, der er her.

Det er rigtigt, at det løber længere, på samme måde som budgettet også gør det. Men jeg mener, at så må man jo stille os til ansvar, når det næste folketingsvalg er der.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det agter vi sandelig også. Men det, der er sagen her, er jo, at vi flere gange har hørt Socialdemokratiet klandre os borgerlige, dengang der var borgerligt flertal, for at benytte et ganske snævert borgerligt flertal på netop, som hr. Henrik Møller siger, 90 mandater. Her er der altså tale om en regering, som gældsætter danskerne i fællesskab med 26 andre lande, nogle af dem en lille smule tvivlsomme i kanten, må man sige, sådan i forhold til den økonomiske stabilitet, i en 30-årig periode med det snævrest mulige folketingsflertal bag sig. Og når vi så er nogle, der siger, at det synes vi faktisk man skal spørge danskerne om, så kommer der en sang fra de varme lande om, hvor fantastisk det er, at der nu kommer den grønne omstilling. Hvorfor vil hr. Henrik Møller og skatteministeren med det snævrest mulige folketingsflertal bag sine dispositioner ikke spørge danskerne?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, jeg har redegjort for det, både i min tale og generelt. Jeg synes ikke, det her er en sag, som skal ud til en folkeafstemning. Det ligger inde under rammen for det, som en regering og et Folketing kan beslutte, og det har vi gjort med et flertal her i Folketinget.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare høre, hvor mange gange den socialdemokratiske ordfører tror man kan gå ud og lave et lån på den her størrelse, der rækker fra, er det fra 2028 til 2058? – altså rækker frem til på den anden side af halvdelen af det her århundrede. Er det noget, man kan gøre hvert år? Er det noget, man kan gøre hvert 7. år? Er det noget, man kan gøre hvert 14. år? Er det noget, man kan gøre meget, meget sjældent? Hvad er den socialdemokratiske ordførers vurdering af det?

Ordføreren.

Altså, jeg synes jo, som jeg nævnte indledningsvis, at vi står i en speciel situation, som kræver nogle specielle løsninger. Det er sådan set det, vi har gjort i forbindelse med den her genopretningsplan. Jeg har svært ved at forestille mig, at det her er noget, der kommer til at gentage sig flere gange. Så udgangspunktet er jo, at det her er en særlig løsning på et særligt problem. Man kan sige, at en ting er, at EU er udfordret, men Danmark risikerer jo også på sigt at blive udfordret, hvis ikke vi får styr på den her epidemi.

Hr. Søren Søndergaard.

Når jeg spørger, er det selvfølgelig, fordi den største udfordring, vi står over for overhovedet, hvis vi går nogle år frem – for det er klart, hvad der er den største lige nu – jo er klimaomstillingen, som det vil kræve en gigantisk investering at få i mål. Altså, vi har jo set, at EU er nogle svagpissere og ligger nede omkring 55 pct., ikke? – langt under, hvad Storbritannien har erklæret. Der er det, jeg tænker: Føler Socialdemokratiet, at de har hånd i hanke med, at alle de mange, mange milliarder kroner, som er blevet lånt, rent faktisk går til at befordre den grønne omstilling, så vi ikke skal ud og låne penge igen om nogle ganske få år for at nå målet i 2030 og i 2050?

Tak til hr. Søren Søndergaard. Jeg har lige en bemærkning om sprogbrugen. Det ser ud, som om hr. Søren Søndergaard simpelt hen ikke selv kan erindre, at der blev brugt et udtryk, som på ingen måde hører hjemme i Folketingssalen. Det vil jeg forklare Søren Søndergaard ved en anden lejlighed.

Så er det ordførerens tur.

Jeg vil sige, at ud over sprogbrugen synes jeg, at det faktisk er et rigtig omfattende spørgsmål, fordi det indeholder flere elementer end kun lige den her aftale, som er her, hvor der selvfølgelig er lagt vægt på både digitaliseringen og den grønne del, hvad jeg synes er fornuftigt, når man investerer så mange milliarder kroner i form af lån og tilskud, som man gør her. Men det er klart, at vi har en klimadagsorden ved siden af, som på en eller anden måde både i forhold til Danmark og i forhold til Europa og resten af verden også skal løses. Og der tror jeg da slet ikke, at vi er færdige med at diskutere, hvordan vi får klaret de udfordringer. Jeg er ikke helt så negativ i forhold til de 55 pct., som man er blevet enige om, og det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, det skulle have været højere, men jeg synes, det er godt, at nogle af de lande, der i den grad måske har udfordringer her, faktisk bliver stillet nogle relativt store klimamæssige krav.

Tak til hr. Henrik Møller fra Socialdemokratiet. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Jan E. Jørgensen, der kommer til en rengjort talerstol. Velkommen.

Tak for det, og tak til Nye Borgerlige for beslutningsforslaget. Det fik mig til at tage en tur tilbage ad memory lane til afstemningen om EF-pakken i 1986, hvor en ung VU'er, nemlig ham, der står på talerstolen lige nu, hang i diverse lygtepæle med japlakater. Det var i februar måned, og det var bidende koldt – så koldt, at ens hænder risikerede at fryse fast på lygtepælen.

Det var jo en afstemning, som blev udskrevet, fordi regeringen dengang havde et flertal i Folketingssalen imod sig i spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skulle tiltræde EF-pakken, som jo var grundlaget for hele det indre marked, og som vi vel alle sammen eller næsten alle sammen i dag synes er en rigtig fremragende idé. Men dengang var der altså et bagstræberisk flertal i Folketinget, der mente, at det skulle vi ikke, og så udskrev statsminister Poul Schlüter en vejledende folkeafstemning, som blev vundet ret markant med 56,2 pct. af stemmerne for, at vi skulle gå med i EF-pakken, og 43,8 pct. af stemmerne imod. Det var altså en situation, hvor et meget stort mindretal i Folketinget, inklusive regeringen, ikke kunne komme igennem med sin politik, og så besluttede man sig for at spørge den danske befolkning.

Det er jo ikke det, vi står med i dag. I dag står vi med en beslutning – en stor beslutning ganske vist – der følger af en situation, som vi ikke har stået i før, nemlig en global pandemi, som risikerer at ødelægge ganske meget for Europas økonomier, og hvor der derfor er brug for ekstraordinære tiltag. Så har jeg regnet mig frem til, at 33 mandater i Folketinget synes, at det her er en så dårlig idé, at vi skal have en folkeafstemning om spørgsmålet, og der er altså 146 mandater, der ikke synes, vi skal have en folkeafstemning.

Som det er blevet sagt tidligere, og som det også er blevet sagt af ministeren, er der ikke tradition for i Danmark, at vi spørger folket om alle mulige ting. Vi spørger folket hvert fjerde år, mindst, når vi har valg til Folketinget, og så har vi ellers repræsentativt demokrati, hvor det er os, der er valgt herinde, der skal stå på mål for de beslutninger, vi træffer. Jeg kan bare konstatere, at ved valg efter valg – senest ved folketingsvalget og europaparlamentsvalget – får de EU-positive partier altså omkring 70-80 pct. af stemmerne, og de EU-negative partier får de her 20-30 pct. af stemmerne. Det siger jeg ikke for at hovere; det siger jeg bare for at redegøre for, at det her store folkelige ønske, som der efter sigende skulle være, om at få en folkeafstemning, tillader jeg mig at tvivle på skulle eksistere.

Jeg kunne da personligt godt en gang imellem tænke mig, at det kunne være meget spændende at bo i Schweiz eller USA, hvor man i langt højere grad har tradition for folkeafstemninger om dette og hint, men det har vi altså ikke i Danmark. Jeg fristes til at sige, at forslaget er udansk, men det skal jeg nok lade være med.

Så Venstre støtter ikke ønsket om en folkeafstemning. Hvis vi skulle stemme om dette spørgsmål, var der rigtig mange andre ting, vi også skulle sætte til vejledende folkeafstemning, og det ville være en helt ny tradition i dansk parlamentarisme, som vi altså ikke ser noget behov for at indføre. Så jeg må skuffe Nye Borgerlige med, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget om at afholde en vejledende folkeafstemning, og vi tror ærlig talt også, at danskerne har andre ting lige nu, som de går op i, end en vejledende folkeafstemning om dette spørgsmål.

Tak til Venstres ordfører. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først er det til hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Det er jo rigtigt, at der er et stort flertal i Folketinget, som er meget pro-EU, men vi har jo haft nogle folkeafstemninger, hvor vi rent faktisk har set befolkningen stemme noget andet, altså stemme imod det, som der har været et flertal for. Så jeg synes ikke, det i sig selv er et argument for, at det ikke skulle være af interesse for befolkningen. Men jeg vil gerne spørge om noget: Når Venstre nu ikke var med i forhandlingsmandatet, der førte til genopretningspakken, fordi de ikke kunne få en garanti for, at udgifterne til et større EU-budget kunne findes i det økonomiske råderum, mener Venstre så mere grundlæggende, at genopretningspakker og omfordeling bør være en del af EU, og mener Venstre i den forbindelse, at Sydeuropas problemer kan afhjælpes med sådanne pakker?

Ordføreren.

Det er korrekt, at Venstre ikke gav mandat til regeringen, fordi vi ikke kunne få en garanti for, at de øgede udgifter, som der jo kommer af genopretningspakken, ikke ville føre til en skattestigning; det er fuldstændig korrekt, at de ikke ville føre til en skattestigning. Det kan egentlig undre, at vi ikke kunne få den garanti fra regeringen. Det havde jo ikke været særlig svært at give den, eftersom stigningen allerede var indregnet i Finansministeriets beregninger og der sådan set ikke er behov for en skattestigning som følge af genopretningspakken og det nye MFF. Tværtimod kunne vi jo i virkeligheden sætte skatten ned, fordi udgifterne til det næste, og nu siger jeg MFF, men altså det næste flerårige budget i EU, dvs. 7-årige budget, sådan set er lavere end det, man havde kalkuleret med fra Finansministeriets side. Så det her kommer ikke til at medføre skattestigning. Man skal jo også huske, at den genopretningspakke kan Danmark jo også søge penge fra, og vi får penge fra den. Så tingene bliver sat lige lovlig firkantet op, er jeg nødt til at sige, men altså, nu handler debatten om, hvorvidt vi skal have en folkeafstemning eller ej, og ikke om, hvorvidt genopretningspakken er en god idé eller ej.

Hr. Peter Seier Christensen.

Det er korrekt, at vi modtager nogle penge i forbindelse med genopretningspakken, men det er jo et ganske beskedent beløb i forhold til det, vi kommer til at betale, selv om man så har lagt betalingerne ude i fremtiden, så det er de næste generationer, der kommer til at betale for det. Men det fremgår af Venstres principprogram, at EU skal være stærkt, men slankt, og derfor skal EU ikke kunne opkræve skat. Af aftaleteksten til genopretningsfonden fremgår det, at EU i de kommende år vil arbejde hen imod en reform af ordningen for egne indtægter og indføre nye egne indtægter, og det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, at EU en dag drømmer om at udskrive direkte skatter, på trods af at traktaten forhindrer det. Vil Venstre være med til at forhindre, at EU i fremtiden får lov til at opkræve direkte skatter?

Ordføreren.

Det korte svar er ja. Altså, EU har ikke kompetencen til at udskrive skatter. Det mener vi heller ikke EU skal have. Altså, vi har kommunerne, der udskriver skatter, og staten, der udskriver skatter, og det synes vi er alt rigeligt. De egne indtægter, som EU har, er jo, som den fungerende finansminister også var inde på, en måde at fordele udgifterne fra medlemslandene på, altså lande, der eksempelvis er dygtige til at genanvende plast, slipper billigere i kontingent end lande, der ikke er så gode til. Så der er ikke tale om en skat eller en afgift på danske borgere eller virksomheden, fordi noget sådant er Venstre imod; der er vi fuldstændig på linje med Nye Borgerlige.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for rent faktisk at holde en tale om det, forslaget handler om, nemlig at afvikle en vejledende folkeafstemning om genopretningspakken. Jeg forstår det sådan, at ordførerens væsentligste argument imod, at danskerne skal spørges om det her, er, at det kan vi afklare ved folketingsvalget: Hvis danskerne er så utilfredse med den her beslutning, så kan danskerne vælge en ny regering – og det er jo rigtigt, og det er vi da nogen der håber danskerne vil gøre.

Det, som jeg godt kunne tænke mig at spørge hr. Jan E. Jørgensen om, er: Når denne nye regering så er kommet til, har den så juridisk mulighed for at træde ud af genopretningsmekanismen?

Ordføreren.

Jamen altså, jeg forstår pointen i spørgsmålet, og det er jo fuldstændig korrekt, at der bliver truffet beslutninger – det gør der i EU, det gør der sådan set også i Folketinget – som vil række mange år ud i fremtiden. Hvis man beslutter sig for at bygge en Storebæltsbro, kan man jo heller ikke forestille sig, at et Folketing, der så pludselig måtte vise sig at være imod Storebæltsbroen, går i gang med at rive den ned. Altså, sådan er det jo. Der bliver truffet beslutninger og også økonomisk store beslutninger, som rækker år ud i fremtiden. Sådan er det. Det er fuldstændig korrekt.

Hr. Morten Messerschmidt.

Vil hr. Jan E. Jørgensen så fastholde sit argument? For lige før hørte vi jo, at danskerne ikke skal spørges i dag, således at vi kan nå at bremse det her, inden det kommer i gang, fordi det kan vi jo tage om 2 år. Men nu siger hr. Jan E. Jørgensen så, at hvis vi ombestemmer os, altså at hvis danskerne mener noget andet om 2 år, kan man alligevel ikke stoppe det. Det virker ikke synderlig logisk. Så hvis vi ikke kan stoppe det om 2 år, vil det så ikke være mere fornuftigt, at Venstre stemte for, at danskerne bliver spurgt nu – og så kunne hr. Jørgensen jo gå ud og bruge alle sine gode argumenter for at få et flertal af danskere til at stemme ja? Men det giver vel mest mening at få mulighed for at blokere noget, så længe man også juridisk har mulighed for at blokere det.

Ordføreren.

Jamen det er da en god pointe, men nu stiller man sig i spidsen for et ønske om en folkeafstemning, hvis man har et ønske om, at det skal blive et ja ved den folkeafstemning, altså, der er et eller andet, man gerne vil have. Vi har ikke noget ønske om, at genopretningspakken skal falde, om end vi ligesom regeringen gerne havde set, at en større andel havde været givet som lån og ikke som direkte tilskud, men vi har ikke et brændende ønske om at få det forhindret. Og derfor ville de da være lidt mærkeligt, hvis vi så skulle sætte os i spidsen sammen med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten med ønsket om en folkeafstemning på samme måde, som Dansk Folkeparti jo heller ikke bakkede op om ønsket om en folkeafstemning om retsforbeholdet.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Den tidligere ordfører nævner i sin sortie her retsforbeholdsafstemningen, og det er jo et ganske godt sted at begynde fortællingen om den debat, vi har her i aften. For hvad var netop retsforbeholdsafstemningen et billede på? Ja, det var en sag, hvor et overvældende stort flertal i det danske Folketing ønskede at give EU flere beføjelser, ønskede at lade EU bestemme mere, men hvor det viste sig, at befolkningen ville noget andet. Jeg kender ikke nogen, der i dag argumenterer aktivt for, at det var en dårlig idé, at danskerne blev hørt. Det lykkedes rent faktisk imod alle forventninger at få lavet den særaftale, som vi alle sammen håbede på, og ja, de katastrofer, som de partier, der ønskede at afskaffe dansk suverænitet, havde varslet om fripas for både pædofile og terrorister osv., er da indtil videre ikke realiseret. Så folkeafstemninger er jo grundlæggende et meget godt instrument til at sikre, at når det gælder store, vidtrækkende beslutninger med langtrækkende konsekvenser for danskerne og for Danmark, har beslutningerne grundklang i den danske befolkning.

Jeg kan ikke forestille mig nogen beslutning i nær fremtid eller nær fortid, som er så vidtrækkende som det, vi her har med at gøre. Der er til dels genopretningsfaciliteten, som det hedder, hvor man nu for første gang optager gæld i fællesskab blandt de 27 lande. Det siger sig selv, at det er første skridt i retning af en fælles finanslov, at man på den måde kan begynde at blande sig i, hvorvidt de øvrige lande så også fører en anstændig finanspolitik og den slags og lever op til de krav, der er for, hvordan man har styr på økonomien. Det er også første gang, at vi oplever, at man sådan direkte giver ind på Kommissionens forslag om selv at kunne opkræve skatter og afgifter. En plastikskat, eller en plastikafgift, forventes snart at træde i kraft, og det sker tilmed på det tyndest mulige demokratiske grundlag, man overhovedet kan arbejde på her i Folketinget, nemlig 90 mandater, strikket sammen af et andet patchworktæppe, hvor man skulle have De Konservative overbevist, fordi Enhedslisten vist ikke ville være med, og Venstre, som jo normalt stemmer ja til hvad som helst i Bruxelles, eller i hvert fald hr. Jan E. Jørgensen, ville heller ikke være med, og så var man nødt til at lave sådan et underligt kludetæppe.

Ikke engang i dén underlige demokratiske konstellation, ikke engang i den helt nye skabelse af fælles hæftelse og gæld osv. og ikke engang i et instrument, der skal række 30 år frem, synes man, at sagen er vigtig nok til at spørge danskerne. Er man virkelig så bange – så bange – for, at man ikke har argumenterne i orden? Er man så bange for, at stillet over for danskerne i den særegne situation vil man blive sendt hjem med uforrettet sag, ligesom man gjorde ved retsforbeholdet? Det tror jeg man er, og så dækker man sig, så dukker man sig, med dårlige argumenter om, at det kan vi jo bare tage ved folketingsvalget, selv om man udmærket godt ved, at til den tid er EU-toget jo kørt. Det er dårligt håndværk, og det er demokratisk uanstændigt, og det knytter sig jo an til, at man ved samme mandat fik lov til at forøge danskernes bidrag til EU-budgettet med 4,5 mia. kr. Statsministeren havde ellers kort forinden sagt, at 5 mia. kr. mere ville være fuldstændig gakgak, og på den måde må man takke statsministeren for sådan at udvide det politiske vokabularium. Men fuldstændig gakgak var udtrykket, som statsministeren brugte, da Kommissionen foreslog 5 mia. kr. mere, men da man kom hjem med et nyt og forbedret budget, som kun forøgede det danske bidrag med 4,5 mia. kr., var det fuldstændig fantastisk.

At vi kunne have fået 7.000 sygeplejersker mere, og at vi kunne have fået 10.000 pædagoger mere, fortonede sig fuldstændig i euforien, og mon ikke også danskerne har glemt alt om det, næste gang der skal være folketingsvalg? For vi kan jo høre, at det store, brede EU-begejstrede flertal nu atter har fundet sammen i parlamentet. Venstre vil ikke spørge danskerne – de stemte godt nok ikke for; det var noget med, at skatten ikke måtte hæves. Men alt det der med EU er jo dog alligevel vigtigere end det, der gjaldt for et par måneder siden, så nej, væk med idéerne om folkeafstemning. At man havde det snævrest mulige parlamentariske flertal for sagen, var jo lidt sjovt i sommer at kunne drille regeringen med, men nej, det er ikke nok til at give danskerne muligheden for at sige stop. Og det er i virkeligheden en skam. Jeg tror, at hvis danskerne igennem de seneste årtiers danmarkshistorie havde haft mulighed for at sige stop noget hyppigere, havde det her land været i en bedre forfatning – på udlændingepolitikken, på EU-politikken og på en stribe andre områder. Jeg synes, det er trist, og jeg vil nærmest sige skændigt, at man forhindrer, at befolkningen bliver spurgt. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jamen jeg vil gerne sige tak til ordføreren for den fine beskrivelse af den her situation, vi står i, og tak for at støtte beslutningsforslaget.

Ordføreren.

Jamen selv tak. Det glæder mig, at vi kan samarbejde her. Nu ved jeg ikke, om Enhedslisten stemmer for, og om vi så ender på 33 mandater, eller om det bliver 20 mandater, men jeg håber virkelig ikke, at debatten stopper med det her, men at vi kan skabe en bred folkelig EU-debat. Jeg tror ikke, at det de næste 30 år vil blive glemt, hvem her i salen der trykkede forkert den dag, man havde mulighed for at give danskerne mulighed for at blokere det her uvæsen.

Tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti, og således velkommen til SF's ordfører, fru Anne Valentina Berthelsen, til den nyligt rengjorte talerstol. Værsgo.

Tak for det, og tak til Nye Borgerlige for at fremsætte det her beslutningsforslag. Nye Borgerlige ønsker jo med beslutningsforslaget afholdelse af en vejledende folkeafstemning om Danmarks tilslutning til EU's genopretningspakke.

Verdenssundhedsorganisationen erklærede den 11. marts i år, at vi står midt i covid-19-pandemi, altså en helt usædvanlig sundhedskrise. Pandemien sætter dybe spor i den europæiske økonomi, mange europæere har allerede mistet deres job, også her i Danmark, og økonomien i mange europæiske lande er hårdt ramt. Den økonomiske aktivitet er jo voldsomt forstyrret. Vi ser afbrudte forsyningskæder, nedlukning af produktion og store konsekvenser for beskæftigelse og sociale forhold med fattigdom og ulighed som følge.

EU-landenes økonomi er jo tæt forbundet med hinanden, og det er bl.a. det, der gør os til en af klodens mest velhavende regioner, og som har skabt fred og sammenhold på tværs af vores forskelligheder. Men covid-19-pandemien har kastet EU ud i en økonomisk krise. Det er jo efterhånden en kliché, men der findes åbenbart fortsat nogle, som ikke har indset pointen. Hvis Italiens økonomi bryder sammen, kan tyskerne ikke afsætte deres varer, og hvis Tysklands økonomi går i slowmotion, kan vi ikke afsætte vores varer til tyskerne. Det vil koste rigtig mange danske arbejdspladser, og det er sådan set ret simpelt i mine øjne.

Forslagsstillerne mener, at genopretningsfonden er et skridt på vejen imod direkte EU-skatter. Jeg synes, at ministeren redegjorde glimrende for det, og jeg synes også, at Venstres ordfører redegjorde glimrende for det: EU har ikke kompetence til at indkræve direkte skatter, og også af den grund ser vi i SF ikke et behov for en vejledende folkeafstemning om genopretningsfonden. Lige nu har vi mulighed for at række ud til nogle lande og hjælpe dem, der er allerhårdest ramt af covid-19, og samtidig hjælpe vores egen økonomi. Det hedder ikke bare solidaritet, men også en ansvarlig økonomisk politik herhjemme. Derfor kan SF ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ønske om et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. EU har på trods af manglende støtte i traktaternes ordlyd annonceret, at de vil blande sig i fastsættelse af mindstelønnen i EU. Dansk Metal truer i den forbindelse med en folkeafstemning om EU-medlemskabet, hvis mindstelønnen gennemføres. Vil SF være med til sådan en folkeafstemning?

Ordføreren.

Foreløbig har vi jo i Europaudvalget besluttet at trække det gule kort. Dernæst skal vi se, om vi kan samle flere lande, der vil gøre det samme i spørgsmålet om mindsteløn, for der skal ikke være nogen tvivl om, at SF er imod en EU-mindsteløn. EU skal ikke blande sig i, hvordan vi fastsætter løn i Danmark. Men jeg synes, det er en lille smule tidligt at forholde sig til, om man vil have en folkeafstemning, hvis forslaget går igennem, som det er. Jeg synes, vi skal starte med at se, om vi kan samle lande nok, som vil trække det gule kort, og hvis ikke det lykkes, må vi jo forholde os til det efterfølgende.

Hr. Peter Seier Christensen.

Ja, det var også mere for at prøve, om der er områder, hvor SF kunne være interesseret i en folkeafstemning. Så derfor vil jeg spørge, om der er en grænse for, hvor meget EU kan kræve danskerne forpligter sig til uden at blive spurgt ved en folkeafstemning.

Genopretningsplanen giver en hæftelse på 5.600 mia. kr., og et markant øget bidrag fra EU er ikke nok. Hvis det ikke er nok, vil jeg spørge, om der er en grænse for, hvor mange milliarder EU kan kræve, før SF vil gå ind for en folkeafstemning om det.

Ordføreren.

Der er altid en grænse for, hvad man vil være med til. Men grænsen går ikke her, i og med at det, at vi får den her genopretningsfond, betyder utrolig meget for danske arbejdspladser, og i og med at Nye Borgerliges antagelse om, at det her er en glidebane på vej mod direkte skatter, simpelt hen er forkert.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne spørge, om fru Anne Valentina Berthelsen kan erindre eksempler fra de seneste år på, at medlemmer af Socialistisk Folkeparti har anklaget et meget snævert borgerligt flertal for at føre politik i Danmark, altså at måske endda 90 borgerlige mandater indtil sidste folketingsvalg traf nogle beslutninger, som Socialistisk Folkeparti var uenig i, og hvor man brugte det, at det kun var det snævrest mulige flertal i Folketinget, som stod bag, som et selvstændigt argument for, hvorfor det var uanstændigt.

Ordføreren.

Nu var jeg jo ikke valgt i sidste valgperiode. Jeg er sikker på, at der er eksempler, men jeg forstår ikke rigtig, hvorfor ordføreren kaster sig ind i den lidt hypotetiske debat i det her scenarie, fordi det jo langtfra er det scenarie, vi står i i den her sag.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, det er lige præcis det scenarie, eller det er faktisk et endnu værre scenarie, vi står i her. For det, vi har med at gøre, er, at der er 90 mandater bag den politik, som regeringen fører, men man har ikke engang behandlet det her i Folketingssalen. Altså, det er noget, man har klappet af oppe i Europaudvalget i et lille hyggeligt udvalgsmøde.

Normalt plejer vi jo at sige, at lovforslag f.eks. skal behandles tre gange i Folketingssalen og to gange i et udvalg for at kunne blive til lov, og så skal det lige ned forbi Amalienborg, hvor Hendes Majestæt Dronningen så også kan kontrasignere og sådan nogle ting. Men her har vi altså at gøre med det snævrest mulige flertal, som har sagt ja til, at regeringen i 30 år kan forpligte danskerne på en fælles gældshæftelse på 750 mia. kr.

Der er det bare, jeg i lyset af de mange gange, SF har anklaget det borgerlige flertal for at bruge sit flertal, hvor snævert det end måtte være, synes, det forekommer en lille smule hyklerisk, at man så ikke engang her er villig til at spørge danskerne.

Ordføreren.

Altså, det er jo ikke mange minutter siden, hr. Morten Messerschmidt sagde, at det, som vi taler om her, er, om vi skal have en folkeafstemning, og i det spørgsmål er der langt mere end 90 mandater, som jeg tæller det – jeg ved ikke, om hr. Morten Messerschmidt har talt efter – der egentlig ikke mener, at det er vejen frem, selv Venstre. I og med at hr. Morten Messerschmidt selv har sagt, at vi bliver nødt til at forholde os til det, som forslaget går på, nemlig om vi skal have en folkeafstemning, så synes jeg egentlig ikke, at det gør sig relevant i andre politiske spørgsmål, hvor mange mandater der er.

Den næste korte bemærkning er til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. »Solidaritet« sagde SF's ordfører, og for at forstå det vil jeg gerne høre, hvad det der ord solidaritet dækker over. Var det, da trojkaen, Den Europæiske Centralbank og Kommissionen og IMF, gav et stort et lån til Grækenland og som modydelse krævede, at man opsagde overenskomster, at man solgte sine havne, at man bragte pensionisterne i fattigdom, et udtryk for noget, som SF forstår som solidaritet?

Ordføreren.

Igen er det et lidt hypotetisk spørgsmål, i forhold til hvad det er, vi egentlig diskuterer her, for jeg ser ikke nogen steder, at vi bliver pålagt at opsige vores overenskomster. Jeg ser derimod en genopretningspakke, som vil betyde noget for danske arbejdspladser, for europæisk økonomi, og som er med til, om end det kunne være mere ambitiøst, at lave grøn omstilling på europæisk plan. Så isoleret set i den her sag synes jeg da, der er tale om solidaritet, og det tror jeg da også Enhedslistens ordfører er enig i.

Hr. Søren Søndergaard.

Det vil sige, at det, som SF's ordfører siger her, er, at man for at stemme for den her genopretningspakke har sikret sig, at vi ikke igen kommer i en situation, hvor Kommissionen stiller nedskæringskrav til forskellige lande, dikterer dem deres overenskomstforhold, kræver, at de skal skære ned over for pensionisterne osv. osv. Det har man simpelt hen sikret sig for at stemme for den her aftale?

Ordføreren.

Det, som jeg siger, er, at indholdet i den her aftale er, at vi sikrer danske arbejdspladser, og i øvrigt at der jo også kommer penge til vores finanslov 2021, som Enhedslisten indtil videre har været ganske villig til at bruge.

Det her er et forslag, som kommer til at sikre den europæiske økonomi og den danske rigtig lang tid fremover, og derfor stemmer vi selvfølgelig for det. Jeg håber ikke, at der vil komme et krav om, at vi skal opsige danske overenskomster. Hvis der gør det, tror jeg også ministeren vil forholde sig ganske kritisk til det, men indtil videre ser jeg det ikke.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Enhedslisten. Det er hr. Søren Søndergaard.

Tak. Der er fire grunde til, at Enhedslisten støtter det her forslag om en folkeafstemning.

For det første – og det har flere jo været inde på – så pålægger det Danmark forpligtelser flere generationer frem. Det er rigtigt, at det er der også andre ting der gør, men det er trods alt ikke hver dag, vi tager beslutninger herinde, der i den grad binder økonomien frem til 2058.

For det andet er der jo ikke nogen tvivl om, at det, at alle lande i EU bliver påført den her afbetaling, øger presset for, at der skal etableres egenindtægter i EU på et helt andet niveau, end vi kender i dag. Hjemmelen skal nok findes. Der har vi jo set kreative ting gang på gang, og med den fortolkning, man har i Justitsministeriet i forhold til suverænitetsafgivelse, er jeg sådan set ikke i tvivl om, at det nok også kan lade sig gøre at komme ret langt hen ad vejen, uden at det kræver en folkeafstemning i Danmark. Men man vil jo se et massivt pres, fordi lande, som er økonomisk dårligt stillede, skal ud at hente afbetalingerne i deres årlige budgetter, og det er da klart, at så vil idéen om egenindtægter til EU komme. Det er noget, som vi er imod, og det kan vi jo forklare hvorfor vi er.

For det tredje er vi for en folkeafstemning, fordi vi er imod genopretningspakken. Vi er ikke imod den generelt. Vi fremlagde faktisk vores egen genopretningspakke. Så idéen om, at man i fællesskab skal låne penge for at hjælpe de fattigste lande, synes vi er rigtig god, men der var tre afgørende problemer i den her genopretningspakke. Det ene var, at den i et vist omfang vil gavne de forkerte lande, som ikke var ramt af corona, selv om det var det, der var udgangspunktet. Det andet er, at indholdet ikke er grønt nok. Og så kan man sige, at det jo er typisk Enhedslisten – ikke grønt nok. Ja, men vi står med en 70-procentsmålsætning, og der er grænser for, hvor mange gange vi kan gå ud og låne så mange hundrede milliarder kroner. Der er grænser for, hvor mange gange vi kan gøre det for at få den grønne omstilling på plads. Derfor skulle man have brugt den her lejlighed til at sikre den grønne omstilling. Det gør man ikke. Det tredje er, og det er jo så til SF's ordfører, at der ikke er nogen garantier for, at det her ikke vil blive brugt til at gennemtvinge neoliberal politik.

Jeg skal ikke kritisere SF's ordfører for ikke at have læst El País, det gør jeg heller ikke dagligt, men jeg har fået citatet overbragt. Det fortæller om, hvad det er for nogle ting, der i hvert fald på nuværende tidspunkt går rygter om Kommissionen har rejst i diskussionerne med den spanske regering. Og en af de ting, som Kommissionen har rejst, er, at forudsætningen for at udbetale penge fra genopretningsfonden er, at de spanske pensioner ikke følger prisudviklingen. Man kan også sige det mere direkte: De spanske pensionister skal dag for dag blive fattigere og fattigere i forhold til resten af befolkningen. Ja, det er, hvad man skriver i El País, altså at det forhandles i regeringskontorerne.

En anden ting, som man nævner, er spørgsmålet om faglige rettigheder, som blev droppet af den borgerlige regering, og som den nye regering ønskede at genindføre, men de faglige rettigheder må ikke blive genindført. Så kan man sige, at kan det virkelig komme til at ske, for jeg er da sikker på, at gode kræfter som Socialdemokratiet og SF har fået en garanti for, at det her under ingen omstændigheder kunne bruges til at genindføre den her nyliberale nedskæringspolitik over for lønmodtagerne. Men det er der jo desværre ikke i aftalen. Så der er en grund mere til at, at vi ikke kan støtte genopretningspakken og derfor også synes, at den skal blokeres og derfor ønsker en folkeafstemning.

Det fjerde og sidste argument er sådan set, at vi aldrig fik lov at stemme om Lissabontraktaten. Altså, grundlaget for hele det regime, EU bygger på i dag, er jo Lissabontraktaten, og den har den danske befolkning aldrig nogen sinde fået lov at stemme om. Så jeg har et frisk bytte til ministeren: Okay, vi dropper afstemningen om genopretningspakken, og så stemmer vi om Lissabontraktaten, sådan at det grundlag, EU arbejder på, har en folkelig opbakning, ligesom det havde, da man stemte om Maastrichttraktaten og senere Edinburghaftalen. Vi synes, det er helt afgørende, at der er den opbakning, og den kan vi ikke se i dag. Derfor er det klart, at vi, når der er en mulighed for at give befolkningen en mulighed for at tage stilling med alle de tre andre argumenter, jeg har nævnt, så selvfølgelig støtter det. Det er så baggrunden for, at vi støtter forslaget.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak for støtten. Det glæder mig, at vi kan være enige på det her meget vigtige område.

Ordføreren.

Så vil jeg høre: Gjaldt den enighed også det der med afstandtagen fra, at Europa-Kommissionen ved hjælp af det, at den sammen med Rådet sidder på afgørelsen om lån, skal kunne bruge det til at gennemføre en neoliberal politik? Hvis enigheden også gælder det, synes jeg kun, det er strålende. For det er i hvert fald noget, som ligger os stærkt på sinde. Tak.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Så er det blevet ordføreren for forslagsstillerne. Velkommen til hr. Peter Seier Christensen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Nye Borgerlige mener, at danskerne skal høres ved en folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af EU's genopretningsplan. For første gang skal vi danskere og vores børn hæfte for et lån, som EU optager. Fælles gældsstiftelse vil øge presset på behovet for EU-skatter. Danmarks forpligtelse over for EU vil med genopretningsplanen stige betydeligt. Europa-Kommissionen har længe arbejdet for, at EU skal have egne skatteindtægter, og der vil blive skabt en unødig præcedens. Der er ingen garanti for, at de medlemsstater, der modtager tilskud eller lån, vil foretage de nødvendige reformer, der kan forhindre, at landene igen havner i en uredelig økonomisk situation.

750 mia. euro, ca. 6.500 mia. kr., skal danskerne tilbagebetale vores pæne del af i perioden fra 2028 til 2058. Med konservative mandater blev det sikret, at regeringen kunne rejse til Bruxelles med et absurd mandat – et mandat til historisk gældsættelse af danskerne. Med EU's genopretningsplan forpligtes danskerne ikke alene til en stigning i betalingerne til EU, statsministerens tilslutning til genopretningsfonden er også et eklatant brud på et tidligere løfte om ikke at sende flere penge til EU. Der skal herfra lyde en tak til Venstre for ikke at være gået med til at give regeringen det mandat.

I Nye Borgerlige mener vi ikke, at danskerne skal trælbindes til EU. 2,5 mia. kr. ekstra om året vil det koste de danske skatteydere i 30 år. Hertil kommer, at Europa-Kommissionen i aftalen sort på hvidt erklærer, at de vil arbejde for nye indtægter og en reform af indtægtsgrundlaget. Det er et stort demokratisk problem, at Folketinget og regeringen forærer penge væk – penge, som danskerne tillidsfuldt har betalt i skat, naturligvis i forventning om, at skattekronerne ville gå til vores eget velfærdssamfund, til sygehuse, skoler, ældrepleje osv. til gavn for os i Danmark.

Samtidig nægter EU at spare på de løbende udgifter, tværtimod. Storbritannien har jo meldt sig ud, men det ser EU aldeles bort fra. De øger blot udgifterne for de tilbageværende lande. EU fortsætter, som om intet var hændt.

Sammen med det forslag om en genopretningsfond, som er på bordet, står Danmark til at skulle øge udgifterne til EU med 23 pct. Den danske grundlov forpligter desværre ikke Folketinget til at afholde en folkeafstemning om denne øgede gældsforpligtelser, men enhver rimelig og demokratisk tanke taler for, at danskerne bliver hørt frit og direkte i denne sag, for danskerne er aldrig blevet spurgt. Danske borgere har aldrig fået mulighed for at tage stilling. Vil vi og vores børn virkelig beskære vores eget velfærdssamfund for at understøtte f.eks. de sydeuropæiske lande? Tilhængere vil måske sige, at omfordelingen er nødvendig i lyset af corona. Den tanke må afvises. Pengene kommer først ud at arbejde fra tidligst i sommeren 2021. Pengene skal målrettes tiltag, som betoner alt muligt andet end økonomisk genopretning, f.eks. klimatiltag. Det er tvivlsomt, at hjælpepakken vil virke efter hensigten. Ingen af disse ekstra coronapenge kan ændre på, at de sydeuropæiske økonomier selvforskyldt lider. Danskerne betaler således ikke for genopretningen af EU; danskerne betaler for tidlig pension, sort arbejde og manglende mådehold i Sydeuropa.

Den genopretning, EU ønsker, er en genopretning af EU's image – et image der har lidt skade under coronakrisen, for tilliden til EU har igen lidt et knæk. EU blander sig igen uanmodet, EU forplumrer igen de nødvendige nationale tiltag. National selvbestemmelse, decentralisering og nærdemokrati er de facto uforeneligt med EU's ånd og bogstav.

Penge, der går fra dansk velfærd til centralstyret i Bruxelles og til Sydeuropa, kan ikke ligge længere væk fra borgerne. Nærhedsprincippet er skamskudt med denne centralistiske genopretningsplan. EU ønsker altid mere centralisering og magt i Bruxelles. Det er overraskende, at regeringen og særlig De Konservative går med på den.

Hvis danskerne skal hæfte for en enorm låntagning i EU, bør Folketinget nu spørge danskerne, om danskerne er enige i denne gældsætning. Det er derfor, vi i dag behandler dette beslutningsforslag, mens tid endnu er. Alle lande har nemlig en vetoret, når det kommer til genopretningsplanen. Genopretningsplanen kan ikke træde i kraft, medmindre alle lande ratificerer den nationalt. Danskerne skal høres, når de spændes for EU's gældsunion. Det er de ikke blevet. Det er den mulighed, vi vil benytte, det er den mulighed for at sige nej tak til at forære danskernes penge væk, vi vil gøre til genstand for en folkeafstemning.

Så vil jeg sige tak til Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at støtte beslutningsforslaget, og tak for debatten. Tak for ordet.

Og jeg vil sige tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.