Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 68:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod at anvende halalcertificeret kød i offentlige institutioner.

Af Pernille Vermund (NB) m.fl.

(Fremsættelse 30.10.2020).

Forhandlingen er åbnet. Udlændinge- og integrationsministeren.

Tak til forslagsstillerne for at have fremsat det her beslutningsforslag. Jeg er altid glad for en lejlighed til at tage en åben drøftelse af, hvilke værdier vi ønsker skal være gældende for vores samfund. Jeg betragter egentlig det her beslutningsforslag som en anledning til sådan en debat. Når det er sagt, vil jeg også med det samme sige, at vi fra regeringens side ikke kan støtte det her konkrete beslutningsforslag om forbud mod halalcertificeret kød i offentlige institutioner.

Halalcertificering er en privat ordning, som private virksomheder selv vælger til og fra, og det er noget, vi ikke har offentligt reguleret i Danmark. Jeg har ikke nærmere kendskab til, hvad pengene fra halalcertificering konkret går til, men jeg kan ikke udelukke, at verdenssynet hos de organisationer, der udsteder certificeringerne, adskiller sig markant fra mit eget.

Det betyder dog i min optik ikke, at vi uden videre her fra Christiansborg skal forbyde indkøb og servering af halalcertificerede kødprodukter i offentlige institutioner. Som jeg forstår det, vil et sådant forbud også rejse en lang række spørgsmål og overvejelser af juridisk karakter. Det vil således bl.a. rejse spørgsmål om, hvordan et forbud i givet fald kunne udformes, så det kunne håndhæves, herunder hvordan efterlevelse kunne dokumenteres, og om et forbud ville kunne gennemføres i overensstemmelse med regler for udbud i forbindelse med offentlige indkøb.

Jeg forstår godt forslagsstillernes ønske om at forhindre, at skattekroner indirekte kan være med til at støtte organisationer, der ikke deler vores værdier. Vi har heldigvis allerede en terrorlovgivning, der betyder, at det er ulovligt direkte og indirekte at støtte terrorvirksomhed, og ifølge grundloven kan foreninger opløses, hvis de virker ved vold. Regeringen har også for nylig fremsat et lovforslag om antidemokratiske donationer, der skal modvirke, at fysiske og juridiske personer kan modarbejde demokratiet og grundlæggende frihedsrettigheder ved at give donationer. Det gælder også statslige myndigheder fra udlandet og statsligt styrede organisationer og virksomheder.

Det betyder naturligvis ikke, at vi har afsluttet arbejdet og for evigt fremtidssikret demokratiet og vores grundlæggende frihedsrettigheder. Der er nok løbende behov for at tage en diskussion som den, vi tager i dag, og hele tiden spørge os selv, om der er behov for yderligere tiltag. For vi må aldrig holde op med at være opmærksomme på og tale om, hvordan vi bedst beskytter et frit og åbent demokratisk samfund imod antidemokratiske og ekstremistiske strømninger.

Til slut vil jeg sige, at vi efter regeringens opfattelse skal passe på med, at diskussionerne udvikler sig til en generel kritik af en bestemt religion, konkret islam. Vi er i kamp for demokratiet og imod ekstreme udgaver af islam og antidemokratiske kræfter. Samtidig må vi ikke være naive og undervurdere, hvad det er for nogle udfordringer, vi står over for, og det er den balancegang, der er svær, men som kræver debat. Derfor vil jeg godt slutte med at sige tak til forslagsstillerne for at rejse den her diskussion.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. I forlængelse at det, min kollega hr. Peter Seier Christensen sagde til vores tidligere forslag, har vi også valgt at udvide dette forslag, så det ikke kun gælder halalcertificeret kød, men altså gælder alle halalcertificerede varer og produkter. Der er tale om ingredienser, og som en ordfører også sagde her tidligere, drejer det sig jo også generelt om rigtig mange andre produkter.

Mener ministeren oprigtig talt ikke, at når man er i en offentlig institution, uanset om det er i en folkeskole, på et sygehus eller et andet sted, så skal man ikke ved at købe mad eller ved at indtage mad aktivt bidrage til udbredelsen af islam?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, det er fornuftigt, at I fremsætter det beslutningsforslag, for hvis vingummi er halalcertificeret, bør det selvfølgelig indgå på lige fod i diskussionen med f.eks. halalcertificeret kyllingekød. Så det synes jeg giver god mening.

Så er jeg også af den overbevisning, at offentlig indkøbspolitik også kan bruges til at påvirke bestemte tendenser i samfundet. F.eks. har jeg selv i mange år været tilhænger af, at når det offentlige handler med private virksomheder – med en entreprisesum over en vis størrelse – så er det rimeligt, at de virksomheder også har taget elever og praktikanter. Og det indgår i dag som en del af statens indkøbspolitik. Jeg ved også, at nogle kommuner f.eks. forholder sig, om der skal indkøbes økologisk.

På den måde kan man selvfølgelig godt forsøge igennem statslig eller kommunal indkøbspolitik at påvirke samfundsudviklingen. Men jeg tror også, at vi skal være ekstremt forsigtige med, hvor mange områder vi udvider det til, for det bliver mere og mere kompliceret for det offentlige at købe ind. Derfor skal det også vejes op imod, hvad effekten af det egentlig er, og jeg ser ikke rigtig noget behov for at få vedtaget det her konkrete beslutningsforslag.

Fru Mette Thiesen.

Men det handler jo om, at når man ude i offentlige institutioner køber ind, som ministeren helt rigtigt siger, så køber man også produkter, som er halalcertificeret, og derved bidrager man økonomisk med danskernes penge til udbredelsen af islam. Det vil sige, at når man så er i en offentlig institution – f.eks. køber mad hos en offentlig madordning eller generelt er i en offentlig institution – jamen så er man også underlagt det her, og så bidrager man faktisk også til det.

Altså, mener ministeren ikke reelt set, at det er okay, at danskerne insisterer på, at når man er en offentlig institution, jamen så skal man selvfølgelig ikke bidrage til udbredelsen af islam, og at man skal kunne være sikker på, at eksempelvis den mad, man indtager, ikke er halalcertificeret?

Ministeren.

Jeg forholder mig måske lidt mere lavpraktisk til det her. Jeg læste i forbindelse med forberedelsen til den her debat en artikel om, at 98 pct. af alt kyllingekød i Danmark var halalslagtet. Jeg håber da, at ungerne nede i daginstitutionen også får kyllingekød en gang imellem, og hvis det skal være muligt, så bliver det nok for besværligt, hvis de skal styre uden om alle de steder, hvor det er halalcertificeret. Og jeg kan godt forstå, at nogle slagterier, hvis de vil sælge til Mellemøsten, indhenter en halalcertificering.

Så jeg er nok mest optaget af, at hvis der er pengestrømme, der finansierer terror, så håndterer vi det i den lovgivning, vi allerede har. Og det betyder også, at hvis der går penge fra nogle af de her institutioner til organisationer, der udfører terror, så skulle den eksisterende lovgivning jo gerne kunne rumme det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det er et utrolig snæver sigte kun at fokusere på, om der måtte være penge, der går til terror. Altså, det siger sig selv, at det jo allerede er i strid med EU-regler, danske regler osv., hvis man finansierer terror.

Det, der er sagen her, er jo, at halalcertificering er blevet til en milliardindustri, ikke til at begå terror i traditionel forstand, men til at føre mørkets krig mod Vesten, altså udbrede islam, finansiere moskéer, finansiere kulturhuse, påvirke meningsdannere osv. Det er jo det, der er problemet med det her, minister, og det er jo derfor, at det er et problem, at selv om ministeren erkender – det er jo ikke erkendelsen, der er et problem, men at han ikke vil gøre noget ved erkendelsen – at 98 pct. af danske kyllinger er halalslagtet, bliver der ikke reageret på det.

Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig, også som opfølgning på nogle af de skriftlige spørgsmål, jeg det seneste år har er stillet til ministeren, at høre, om ministeren egentlig har nogen idé om, hvor mange varer – ikke bare kødprodukter, men også kosmetik og andre ting – i et gennemsnitligt dansk supermarked, der egentlig er halalcertificeret.

Ministeren.

Til det sidste kan jeg sige meget klart, at det aner jeg ikke. Jeg aner ikke, om den shampoo, den pose vingummi, eller hvad man nu køber nede i Føtex, er halalcertificeret. Jeg har også fulgt den her debat i nogle år, og nu siger spørgeren konkret, at der er en milliardindustri, og jeg kan se, at det i en artikel i Kristeligt Dagblad fra den 9. november fremgår, at Landbrug & Fødevarer vurderer, at danske virksomheder samlet set betaler 1-2 mio. kr. om året for halalcertificeringer. Hvor meget andet end administration der kan købes for de 1-2 mio. kr., tør jeg ikke spå om, men det er nok ikke en milliardindustri og moskébyggeri, der kommer ud af det.

Det er også derfor, jeg prøver at appellere til, at hvis der går penge til terror eller til andet, som er i strid med vores demokrati og undergraver vores folkestyre, så må vi f.eks. regulere det gennem straffeloven. Jeg vil nødig begynde at trække for meget bureaukrati ned over kommunernes indkøbspolitik.

Hr. Morten Messerschmidt.

Halalcertificering er en milliardindustri. Det er klart, at det ikke er Danmark alene – det her er jo noget, der forpester hele verden, og som selvfølgelig udgår fra Mellemøsten. Det er en milliardindustri. Og ministeren vil altså ikke gøre sit til, at vi i Danmark ikke bidrager til den her islamisering, som bl.a. udgår fra Saudi-Arabien og andre steder i Mellemøsten. Det er da dybt beskæmmende. Han gider ikke engang ulejlige sig med at undersøge, hvor mange varer der så rent faktisk er halalcertificerede rundtomkring i Danmark.

Kunne man virkelig forestille sig, at vi under den kolde krig, hvis Rusland på den her måde havde haft økonomiske interesser i de varer, der blev handlet i Føtex, Bilka, Netto, og hvad ved jeg, så bare hade lænet os tilbage og sagt: Nåh ja, fred være med det? Selvfølgelig ikke, og derfor er det dybt beskæmmende, at vi har en kapitulerede regering i den her krig med islamismen, vi befinder os i.

Ministeren.

Det, jeg sagde, var, at jeg ikke ved, hvorvidt den vingummi, jeg kan købe i Føtex, er halalcertificeret. Hvorvidt regeringen ønsker, at der skal foretages en undersøgelse af det, må I spørge den minister, der lige har været på talerstolen før mig, om – det vil jeg nødig blande mig i.

Så siger spørgeren, at det ikke vil gøre noget ved den snigende indflydelse, der sker fra bl.a. fra nogle lande i Mellemøsten. Til det vil jeg sige: Jo, det vil jeg gerne, bare ikke på den her måde. Men det andet lovforslag, jeg nævnte i mine tale, om donationer fra antidemokratiske kræfter, er netop et forsøg på at dæmme op for det. Jeg tror bare, at det er mere effektivt, og det er derfor, mit fokus er der og ikke her.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Så starter vi med ordførerrækken, og den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak. Med dette beslutningsforslag foreslår Nye Borgerlige at forbyde køb og servering af halalcertificerede kødprodukter i offentlige institutioner. Halalcertificering er en privat mærkningsordning, og det er op til virksomheder selv at beslutte, om de vil benytte sig af halalcertificering og dermed betale for det. Halalcertificering er med andre ord ikke et myndighedsanliggende, og det er derfor heller ikke offentligt reguleret. Samtidig har vi allerede i dag lovgivning, der sikrer, at man f.eks. ikke kan støtte terrorrelaterede organisationer og lignende økonomisk. Derfor mener vi i Socialdemokratiet heller ikke, at der er et behov for et forbud mod halalprodukter i offentlige institutioner.

Baggrunden for beslutningsforslaget er et ønske om at bekæmpe politisk islam, men vi mener, at man i denne sag rammer forbi skiven. Til gengæld er vi i gang med at stramme op, når det f.eks. gælder udemokratiske donationer, negativ social kontrol og andet, som desværre fylder for meget i visse dele af muslimske parallelsamfund. Socialdemokratiet støtter ikke beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Det er en kedelig sag for hr. Rasmus Stoklund her, der jo i almindelighed, tror jeg, bliver betragtet som en strammer i Socialdemokratiet. Det her er jo både kompromitterende og afslørende, for det handler om noget, som vi alle sammen har tilfælles, nemlig vores offentlige institutioner. Tænk, at hr. Rasmus Stoklund, der har det fine renommé, alligevel vil stå på mål for, at når vi sender vores poder, hvad enten det er i vuggestue, børnehave, skole, eller hvor det er, så skal forældrene ikke have mulighed for at sige: Nej, nej, nej, vi vil ikke støtte islam igennem den mad, der serveres. Det er godt nok beskæmmende og især for et parti, som jo udadtil prøver at fremstå som dem, der gerne vil have en stram udlændingepolitik osv. Det er meget beskæmmende. Så derfor vil jeg spørge hr. Rasmus Stoklund: Hvad er egentlig hans svar til de forældre, der bare gerne vil være i fred for islam, når deres børn sætter sig ved middagsbordet i børnehaven?

Ordføreren.

Nu var jeg jo så smigret over den første del af spørgsmålet, men til den sidste del af spørgsmålet tror jeg, at jeg vil sige noget i retning af – og nu skal jeg passe lidt på, for jeg er ikke så bibelstærk som hr. Morten Messerschmidt: Fatter I ikke, at det, der kommer ind i kroppen, kan ikke forgifte jer, for det kommer ikke ind i hjertet, det kommer ind i maven, og det kommer ud igen. Det er et citat fra Jesus. Derfor ved jeg jo, at kulturkristne og kristne, også endda meget kristne, ikke tager så tungt, hvad det er, de spiser. Derfor tror jeg heller ikke, at de fleste kulturkristne borgere – og det er jo dem, der er flest af i Danmark – ville tage det så tungt, hvis deres børn fik serveret et måltid mad, hvor der indgik et halalprodukt i menuen. Så det er mit svar til de her forældre, som jeg ikke har mødt. Og jeg er i tvivl om, om efterspørgslen efter de her mærkninger, som vi også diskuterede ved det forrige beslutningsforslag, er så stor, som den bliver gjort til, og om den overhovedet rigtig er til stede. Det kan jeg godt være meget tvivlende omkring.

Hr. Morten Messerschmidt.

I forhold til størrelsen kan jeg sige. at Kristeligt Dagblad for et par år siden har opgjort den globale omsætning til halalcertificering til 9.000 mia. kr., og det er baseret på tal fra 2018. Det tror jeg man må sige er et ganske stort beløb, og det kan der føres meget propaganda for islam og islamismen for, og her havde vi så muligheden for i hvert fald at standse den del af bidraget, der kommer fra Danmark, og det er jo sjovt at høre hr. Rasmus Stoklund citere fra Det Nye Testamente som et forsvar for, hvorfor man skal acceptere islam på frokostbordet for børn. For det kunne jo godt være, at det ikke var kristne, der havde noget imod det; det kunne godt være, at de var så stærke i deres tro, at det var de sådan set ligeglade med, men det kunne også være ateister.

Så hvad er hr. Rasmus Stoklunds svar til de ateister, hvis børn altså bliver tvunget til at spise mad, som er velsignet og finansierer islams udbredelse? Det kunne jo være, at ateisterne også gerne ville være i fred for islam.

Ordføreren.

Først til det med omfanget: Det sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved. Der er jo mig bekendt godt 1 milliard muslimer i verden, så selvfølgelig er det her en stor økonomi internationalt og især i udlandet. Men det synes jeg måske ikke har så meget med sagen i danske daginstitutioner at gøre.

Til det andet: I den bedste af alle verdener er det jo måske rigtigt nok, at det, hvis der i forhold til ethvert valg, vi traf, og enhver ting, vi gjorde, kunne være fuldstændig oplysning omkring det, så ville være at foretrække. Men sådan er verden jo ikke. Det er den jo ikke på nogen områder, og det er den heller ikke, med hensyn til hvilke arbejdsvilkår der har været på de virksomheder, der har leveret møblerne til børnehaven, eller hvad ved jeg, og alle de andre produkter, der bliver serveret i den her børnehave. Personligt må jeg sige, at det vigtigste for mig er dyrevelfærden, og den del er der jo taget højde for. For det sikrede den tidligere socialdemokratiske regering i 2014.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tak. Der er jo altid et eller andet paradoksalt i at stå og høre en socialdemokrat tale imod statslig regulering – det plejer ikke at være jeres største force – og man vælger så at gøre det på sådan et område, som er så vigtigt, og det er jo selvfølgelig beklageligt.

Det her handler jo om, at man, når man enten har sit barn i en daginstitution eller man er indlagt på et sygehus eller noget andet, ikke spiser mad, hvor der er gået penge til at støtte islam. Vi synes sådan set, det er ret og rimeligt, at man ikke på den måde statsligt finansierer islam. Som ordføreren fra Socialdemokratiet, hr. Rasmus Stoklund, har sagt, plejer han jo tit og i hvert fald udadtil at tale meget, som om han er en strammer på det her område, og derfor undrer jeg mig da ekstremt meget over, at ordføreren ikke mener, at det er meget reelt, at danskere, både dem, som er indlagt på sygehuset, som har deres børn i en daginstitution osv., og andre steder, ikke skal tvangsfodres med islam. Hvorfor mener Socialdemokratiet egentlig at danskerne skal det?

Ordføreren.

For det første må jeg igen takke for smigeren. Altså, den kan jeg næsten ikke stå for, både fra hr. Morten Messerschmidt og fru Mette Thiesen, også selv om alt i den ikke måtte være fuldstændig oprigtigt ment.

Men i forhold til det andet synes jeg jo altså også, at paradokset går den anden vej. For nu havde vi også det andet beslutningsforslag lige før, og Nye Borgerlige plejer jo at tale imod øget bureaukratisering og imod øgede regler og imod regulering osv., og både i forbindelse med det nuværende forslag og – må jeg indrømme – måske især i forbindelse med det forrige forslag ville konsekvensen jo være tab af både vækst og arbejdspladser og eksport til Danmark, altså for noget, som efter min mening er ude af proportioner, og hvor jeg har svært ved at se problematikken, ikke mindst fordi der jo mig bekendt ikke rigtig er en efterspørgsel i befolkningen efter det her. For hvis det var det, stod det jo enhver virksomhed frit for at begynde at mærke deres produkter og eksportere produkter uden mærkning.

Fru Mette Thiesen.

Jamen det er jo det der lidt absurde argument, man bruger nu. Hvordan i alverden skulle danskerne vide, hvor mange produkter der er halalcertificeret, når man ikke mærker dem? Det er ekstremt svært at finde rundt i, og jeg kan simpelt hen ikke forstå, at ordføreren ikke mener, at det er vigtigt, at danskerne ikke bidrager til islam. Det troede jeg faktisk at ordføreren mente. Det har ordføreren i hvert fald givet udtryk for tidligere, men det kan man så forstå at ordføreren ikke rigtig mente, i hvert fald ikke når det gælder, og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg synes netop, at Socialdemokratiet her burde tage ansvar og sikre, at man, når man er i en offentlig institution, hvis man har et barn i et offentlig daginstitution eller hvis man er indlagt på et sygehus eller noget andet, så ikke uforvarende får islam proppet ned i halsen. Men det kan jeg så forstå at Socialdemokratiet ikke vil sikre.

Ordføreren.

Jeg må holde fast i, at jeg også synes, det er lidt uproportionalt. Det er ikke en efterspørgsel, jeg har registreret, jeg har ikke oplevet nogen folkestemning for, at der skal være en mærkning af de her ting. I Socialdemokratiet kan vi jo godt lide markedskræfter, når de bare er reguleret og foregår og udspiller sig på nogle ordnede vilkår, og det synes jeg at de gør i det her tilfælde. For det står enhver virksomhed frit for at begynde at mærke, hvis der er et behov fra forbrugerne for at vide, om et produkt er halalcertificeret eller ej. Men den efterspørgsel er der jo tilsyneladende ikke derude, og derfor ser jeg ikke nogen grund til, at vi skal begynde at skabe en efterspørgsel, der ikke rigtig eksisterer i befolkningen.

Den næste korte bemærkning er til hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Ordføreren og jeg plejer jo at være enige om rigtig meget, men jeg er simpelt hen ikke enig med ordføreren i, at der ikke er en efterspørgsel derude. Nu hører vi, at Mads Fuglede har efterspurgt det; jeg efterspørger det, og der er flere andre af vores kollegaer, der efterspørger det. Så jeg synes jo, at i hvert fald en frivillig ordning administreret af Fødevarestyrelsen ville være et godt skridt i den rigtige retning, for så har vi, der gerne vil fravælge halalprodukter, rent faktisk mulighed for at gøre det. Og det var også det, der kom ud af den diskussion, der var, sidst vi diskuterede det her. Nu kan jeg desværre ikke huske, om det var ordføreren her, eller om det var en anden ordfører fra Socialdemokratiet, der var på, men der åbnede Socialdemokratiet op for en frivillig ordning, så det håber jeg at Socialdemokratiet stadig væk vil støtte som et første skridt på vejen.

Ordføreren.

Jamen jeg synes, der er noget paradoksalt over den her måde at se en række politikere fra blå blok gøre sig umage for at lægge sten i skoen for dansk erhvervsliv og danske fødevareproducenter. For hvis fødevarebranchen, som består af private virksomheder, oplevede, at der var den efterspørgsel, som flere af de blå ordførere giver udtryk for i dag, i samme omfang, som ordførerne giver udtryk for, så ville fødevarebranchen jo ikke tøve med at begynde at lave produkter, der ikke var halalcertificerede, og sælge dem i supermarkederne. Men altså, den efterspørgsel er jo tilsyneladende større her i Folketingssalen, end den er derude, hvor livet ellers udspiller sig i kongeriget, og derfor har jeg måske lidt svært ved at se behovet – og det her behov for sådan at bypasse markedskræfterne, som vi jo trods alt plejer at bekende os til i størstedelen af de fødevarediskussioner, vi har, vel at mærke når dyrevelfærd, fødevaresikkerhed osv. er på plads.

Hr. Marcus Knuth.

Men helt ærligt: Ordføreren er jo godt klar over, at hvis man går ind i et dansk supermarked, kan man ikke fra- eller tilvælge halalprodukter. Vi kan jo ikke gøre det, som det er lige nu, så derfor er vi nødt til at have en frivillig ordning, der rent faktisk er udbredt, så vi kan se omfanget af det. Kan ordføreren ikke bakke det op?

Ordføreren.

Det har jeg gjort, både da vi behandlede sidste beslutningsforslag, og også nu, og også da vi behandlede det i starten af december. Altså, der er jo intet i vejen for, at fødevarebranchen bare kan lave en frivillig mærkningsordning, som de kan benytte sig af. Det er fuldstændig op til dem selv; de kunne gøre det fra i morgen tidlig, hvis de havde lyst. Derfor forstår jeg ikke det her behov blandt de blå ordførere for at skabe et nyt lag af bureaukrati her fra Folketingets side af, for fødevarebranchen kunne bare begynde på det. Der er fuldstændig frihed til det.

Den næste korte bemærkning er til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Ja, nu blev brødet næsten taget ud af munden på mig ved de tidligere spørgsmål, men jeg vil nu bare lige fremhæve, at det er lidt morsomt, at Socialdemokratiet nu er blevet sådan et vildt liberalistisk parti, som tilbeder markedskræfterne, og når markedskræfterne ikke siger, at der er en stor, bred folkelig bevægelse for ikkehalal , så er der ikke nogen

Men jeg kender rigtig mange, og jeg kender også en organisation, der går ind for mærkning af halalkød og for, at man ikke skal indkøbe halalprodukter i den offentlige sektor. Så jeg vil sige, at der er en bevidst forbrugergruppe, som virkelig ikke ønsker det her. Men de almindelige forbrugere ved jo ikke, hvad der er halal, og hvad der ikke er halal, og derfor kan virksomhederne jo ikke rigtig måle det på omsætningen – altså fordi folk ikke kan se, hvad det ene eller det andet er. Men når man fortæller folk, hvad det går ud på, så ønsker langt de fleste at have mulighed for at vælge noget kød eller andre produkter, som ikke giver penge til islamisering af Danmark.

Så vil ordføreren ikke godt holde op med at bruge de der argumenter om, at der ikke er en folkelig bevægelse, for det holder jo ikke, når man ikke rigtig har mulighed for bevidst at vælge halalprodukter fra, fordi der ikke er en tvungen ordning og man derfor ikke rigtig kan se, om det er halal eller ej.

Ordføreren.

Først til det med markedskræfterne: Jeg har altid været en stor tilhænger af markedskræfter. Jeg mener, at det er det, der er en stor del af baggrunden for – selvfølgelig sammen med en masse andre faktorer – at vi har en veludviklet og stærk økonomi i Danmark. Markedskræfter er jeg stærk tilhænger af, og det er vi også i Socialdemokratiet; vi går så bare også ind for, at de skal tøjles de steder, hvor de kommer ud af kontrol. Og det er jo så der, hvor vi indimellem har nogle uenigheder om, hvor det ene starter, og hvor det andet slutter; hvornår man skal tøjle det, og hvornår man ikke skal.

I forhold til det her spørgsmål synes jeg bare, det er underligt, hvad man siger. Hvis nu man havde set på et andet spørgsmål, altså f.eks. havde set på, hvad forbrugerne synes om æg fra burhøns, så ville man se, at det jo igennem mange år har været sådan, at forbrugerne har stemt med fødderne og er gået hen i supermarkedet og har købt æg af økologiske høns. Og derfor er der mange folk, der har holdt burhøns, som så er begyndt at lægge om og nu i stedet for har økologiske høns – sådan lidt groft sagt.

Det samme gælder her. Altså, hvis virksomhederne oplevede, at der var kæmpe efterspørgsel, som der tilsyneladende er i blå blok her i Folketingssalen i dag, efter produkter uden halalcertificering, så er jeg da fuldstændig sikker på, at de ville begynde at udbyde dem. Men den efterspørgsel er der jo bare ikke.

Fru Marie Krarup.

Det mener jeg simpelt hen ikke at ordføreren kan sige noget som helst om, og jeg mener, det er en skævvridning af debatten at påstå det. Altså, markedskræfterne virker kun under fuld oplysning – sådan er det jo – og der er ikke fuld oplysning. Altså, folk ved ikke, hvad der er halal, og hvad der ikke er halal, fordi der er ikke nogen mærkning på alle produkter. Det er det ene.

Det andet er, at det kan være rigtig svært at trænge igennem med budskabet om, at mange af pengene til halalcertificering går til islamisering af Danmark. De mennesker, der er klar over det her, er i høj grad tilbøjelige til eller ønsker selvfølgelig at vælge halalprodukter fra.

Men oplysningsniveauet er ret ringe, og derfor kan man ikke sige, at når markedskræfterne ikke siger, at der skal produceres noget andet, så skal der ikke produceres noget andet.

Ordføreren.

Jamen jeg kommer jo til at gentage mig selv lidt, for jeg er simpelt hen ikke enig. Jeg tror, at forbrugerne er udmærket bekendt med, at halalslagtning er udbredt. Det var jo også derfor, at den tidligere socialdemokratiske regering sørgede for at sikre, at dyrevelfærden i hvert fald var på plads, altså så man altid havde bedøvet dyrene inden osv.

Hvis der er den her store efterspørgsel blandt ordførerne fra blå blok, som måske er lidt overrepræsenteret i forhold til befolkningen i det her spørgsmål, så vil jeg da foreslå dem at arrangere et møde med Landbrug & Fødevarer eller andre, som man så kunne lobbye over for og opfordre til, at erhvervslivet kunne imødekomme den her efterspørgsel, sådan at man kunne købe de her produkter, hvis der er et ønske om det. Og så må de jo vurdere, om de synes, at der er forretning i det eller ej.

Tak til hr. Rasmus Stoklund. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Mads Fuglede.

Tak for ordet. I dag behandler vi et beslutningsforslag om et forbud mod halalcertificeret kød i offentlige institutioner, og det er selvfølgelig en debat, som vi kommer til at have mange gange, og nu har vi den så igen, og det er der god grund til. Det er et vigtigt emne, så tak for at rejse debatten igen.

I Venstre finder vi det meget problematisk, hvis man eksempelvis betaler til institutioner som Muslim World League. Vi finder det selvfølgelig også problematisk, hvis det er offentlige midler, der går til det her. Det er problematisk, fordi organisationen flere gange er blevet forbundet med at fremme antidemokratisk virke, og det er oplagt, at danske institutioner selvfølgelig ikke skal understøtte organisationer, hvis de har et sådant formål, og vi vil meget gerne komme det til livs. Også selv om vi ikke kommer til at bakke op om det her forslag, så er der nogle aspekter af det her, som er utrolig magtpåliggende for os. Vi vil simpelt hen ikke se, at offentlige skattekroner går til organisationer, der har et antidemokratisk virke, og loven om donationer, der fremlægges senere, er det spor, vi gerne vil gå nedad for at komme netop det her til livs.

Når den her debat er vigtig, er det, fordi den også handler om, at fremmed madkultur sådan helt banalt ikke skal ende med at erstatte dansk madkultur. Hensynet til fremmed madkultur må ikke betyde, at traditionel dansk mad vælges fra, fordi der er en eller anden form for politisk korrekthed ude i institutionerne, der gør, at man tænker, at man så ligesom er på den sikre side, for det, vi mister, er en del af vores historiske ophav, som ligger i madkulturen, som er en meget vigtig bærer af danske traditioner. Derfor er det også vigtigt for os, at man kan vælge noget til, men man skal altså også kunne vælge halalcertificeret kød til i de institutioner, hvis der skal være plads til det.

Alt det her er jo ikke noget, Folketinget skal tage stilling til. Det er en beslutning, der skal ligge ude i de enkelte institutioner. Det må være derude, man løfter den debat. Der er jo allerede nu kommuner, der har de her diskussioner ude i institutionerne. Der er kommuner, der har lavet lovgivning og regler på området, og det synes vi er rigtig fint, og flere kommuner burde følge med. Det er ikke noget, vi skal gøre herinde. Vi skal ikke bestemme, om der skal serveres det ene eller det andet ude i børnehaver, vuggestuer, sygehuse, plejehjem osv., medmindre pengene, som jeg nævnte i indledningen, går til de organisationer, vi ikke kan støtte.

Der, hvor der er en stor opgave at løfte, er at sørge for, at der kommer nogle ensartede regler på det her område. Fødevaresektoren er enorm i Danmark. Den omsætter for 650 mia. kr., og næsten 200.000 danskere er ansat i den. Mange af de her produkter sælger vi til lande, som efterspørger, at noget er halalcertificeret. Og derfor synes jeg, at hvis vi skal derhen, hvor jeg gerne ser at vi kommer hen, nemlig at man kan se på et produkt, hvordan det er slagtet, også når man står ude i institutionen og skal forholde sig til det, så skal vi løfte den her debat på EU-niveau, sådan at vi kræver, at det er en del af EU's mærkningsregler, at man kan se, hvordan ting er slagtet, sådan at vi i Danmark ikke skiller os ud og risikerer danske arbejdspladser for noget, der ville have en større effekt, hvis vi gjorde det i fællesskab med andre. Det er der, jeg egentlig håber at den her debat vil blive løftet næste gang, altså ikke i det her parlament, men i Europa-Parlamentet.

Når det er sagt, kan jeg meddele, at vi altså således forstår meget af det, der lå bag både det sidste beslutningsforslag og det, vi diskuterer her, men at Venstre altså ikke kan støtte forslaget, som det ligger her.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg tror egentlig, at hr. Mads Fuglede og jeg er nogenlunde enige om problemet og dets omfang og karakter. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan vi så håndterer problemet. Hr. Mads Fuglede nævner som tidligere ordførere, at det her jo er et anliggende, der hører under EU. Så derfor er det naturligt, eftersom både Venstre og Dansk Folkeparti er repræsenteret i Europa-Parlamentet, at spørge, om hr. Mads Fuglede vil være instrumentel for at bringe eksempelvis hr. Søren Gade og hr. Peter Kofod sammen i et fælles initiativ mellem vore to grupper. Jeg kan allerede nu varsle, at jeg kommer til at spørge hr. Knuth om det samme, for hvis vi også kunne få fru Pernille Weiss fra EPP-gruppen med, så begynder det jo virkelig at ligne noget.

Ordføreren.

Det vil jeg meget gerne være instrumentel for. Jeg lover ikke noget. Som alle ved, er EU-parlamentarikere særlig selvstændige og sætter en ære deri, og de er svære sådan at få til noget, de ikke vil. Men jeg vil meget gerne formidle et sådant møde, og jeg vil også håbe, at man vil arbejde videre med den dagsorden i det forum.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er jo en god start. Nu har Europa-Parlamentet jo som bekendt ikke initiativret, så det eneste, der kan blive tale om, bliver jo det, der hedder en initiativrapport. Men det vil være en rigtig fin start, hvis vi kan komme så langt. Kunne vi så også blive enige om, at hvis Europa-Parlamentet laver et sådant initiativ, vil vi pålægge den danske regering at arbejde aktivt for at fremme det i Ministerrådet?

Ordføreren.

Vi kan i hvert fald blive enige om, at hvis man i det forum laver et initiativ, der især handler om, at man får fat i nogle af de pengestrømme og overblik over dem, som vi ikke har indsigt i, bl.a. Muslim World League, så er det noget, vi meget varmt vil bakke op om, sådan at vi kan komme det uvæsen til livs, at der er nogle, der bliver betalt af danske forbrugere for at give en certificering, og hvor pengene så går til formål, vi ikke kan se os selv i.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak, og også tak for ordførertalen. Jeg går ud fra, at Venstre som ved det tidligere forslag også støtter, når det generelt gælder halalcertificerede varer i offentlige institutioner, og ikke bare kød. Det håber jeg i hvert fald rigtig meget.

Ordføreren sagde også, at der er brug for ensartede regler på området. Det her vil jo netop lave ensartede regler på området. Det vil sikre, at man kan vide sig sikker, og at der ikke er nogen offentlige institutioner, hvor de stiltiende accepterer, at penge bliver doneret til islam. Kan ordføreren ikke sætte lidt flere ord på, hvorfor ordføreren så ikke mener, at det her er den rigtige måde at lave ensartede regler på?

Ordføreren.

Altså, det må være den enkelte institution, der vælger produkt til og fra, og hvis vi via EU kan sørge for, at de produkter, man så kan vælge imellem, er nogle, hvor man kan se, hvordan dyr er slagtet, så er det et bevidst valg i institutionen, i stedet for at det er et valg, hvor man måske ikke har sat sig ind i, hvad det er for et produkt, man køber – om man vil vælge det til eller fra. Det er derfor, at vi mener, at det skal løftes op. Vi vil ikke ud og blande os i, hvordan man håndterer udvalget i enkelte institutioner, medmindre, som jeg nævnte i oplægget, at der er den her udgrænsning af dansk madkultur. Det synes vi selvfølgelig er problematisk. Så vil vi gerne have, at man kan vælge eksempelvis svin til, altså at man giver det tilbud i institutionen. Men der må være et armslængdeprincip.

Vi vil gerne være med til at kigge på mærkning i EU-regi. Vi vil ikke ud og blande os i kantinen i daginstitutionerne.

Fru Mette Thiesen.

Det synes jeg jo er ærgerligt, men jeg noterer mig også, at ordføreren trods alt vil kæmpe lidt for det også i forhold til EU. Det synes jeg er positivt. Men kan ordføreren ikke bekræfte mig i, at det her jo ikke kun er halalcertificerede produkter? Det her handler sådan set om små ting hele tiden, perler på en snor, nemlig hvordan danskerne lige så stille bliver tvunget til at få indarbejdet islam i det danske samfund. Der er talrige eksempler på, at man laver knæfald, og at man bøjer af, fordi det jo bare er en lille ting. Kan ordføreren ikke anerkende, at mange bække små gør en stor å?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal være meget bevidste om, at når det handler om, at man laver produkter, der sælges på et verdensmarked, som det gælder for mange danske fødevarer, så skal de fungere derude. Derfor synes jeg, at hele idéen med, at man laver en måske frivillig mærkningsordning, hvor man ligesom kan få certificeret med hjælp fra Fødevarestyrelsen herhjemme, altså at man har produkter, der ikke er halalslagtet, så danske forbrugere kan vælge det, ville være rigtig fint. Produkter fra Novo Nordisk er også lavet, så de er kosher, og det er der en grund til, og det er, fordi de gerne vil være aktive på et verdensmarked, hvor de også gerne vil kunne sælge til eksempelvis jøder. Så vi skal finde den der balance i de her ting.

Således tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Marie Krarup.

Tak for ordet. Efter Dansk Folkepartis mening skal vi bekæmpe islamisering af Danmark overalt, hvor vi møder den. Derfor er vi også glade for, at Nye Borgerlige har genfremsat et gammelt Dansk Folkeparti-forslag, nemlig at man skal have et forbud mod at anvende halalcertificeret kød i offentlige institutioner, som forslaget hedder. Det støtter vi selvfølgelig varmt, ligesom vi har gjort adskillige gange før, hvor vi selv har fremsat det. For vi ønsker ikke, at det offentlige skal støtte islamisering af Danmark. Der er mange grunde til, at man kan være modstander af halalkød. Det kan være af dyrevelfærdsårsager, og det kan være, fordi man er kritisk over for den missionering af islam, som foregår for de penge, der gives til selve certificeringen.

Selve certificeringen eller slagtemetoden ødelægger jo ikke kødet, og som kristne, hvad de fleste mennesker trods alt stadig væk er i Danmark, er man jo helt ligeglad med, hvad der er sagt af mærkelige formler hen over et stykke kød, mens det er blevet slagtet. Det ødelægger overhovedet ikke kødets kvalitet. Men der er selvfølgelig en dyrevelfærdsmæssig synsvinkel på det, og så er der det, at der altså gives penge til dem, der certificerer, og at nogle af disse penge kanaliseres ind i missionsaktiviteter i Danmark. Det er meget, meget betænkeligt. Det betyder, at man ved indkøb af sin lørdagskylling altså graver sin egen grav. Man er med til at støtte, at Danmark som det land, vi kender som et frit land, afmonteres eller risikerer at blive afmonteret. Det synes vi er meget, meget forkert at det offentlige støtter. Derfor skal der efter vores mening både indrettes en mærkningsordning, som vi talte om under det tidligere beslutningsforslag, og sørges for, at det offentlige køber de produkter, som er nonhalal, så man ikke støtter en yderligere islamisk missionering i Danmark – og at man omvendt støtter dansk kultur, dansk madkultur og slagtekultur i stedet for at støtte halalorganisationen.

Så med disse ord her er der selvfølgelig ikke nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti støtter det foreliggende beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard.

Tak for ordet. Beslutningsforslaget her omhandler et forbud mod at anvende halalcertificeret kød i offentlige institutioner. Når man skal vurdere det nærmere, er det relevant at se videre på halalslagtning.

For det første vil det være nærliggende at spørge: Lider dyret? Det kan man læse nærmere om på eksempelvis Landbrug & Fødevarers hjemmeside eller andre steder, hvor man har forstand på den slags. Nej, dyret lider ikke ved halalslagtning, for dyret er fuldstændig bedøvet forud for aflivningen. Bedøvelsens effektivitet kontrolleres ligesom ved traditionel slagtning, og dyret aflives, først når det er fuldt bedøvet.

For det andet kunne man stille spørgsmålet: Har halalslagtning betydning for kødets kvalitet? Også her kan man læse nærmere på Landbrug & Fødevarers hjemmeside og andre gode steder. Nej, der er ingen kvalitetsmæssig forskel på eksempelvis oksekød fra traditionelt slagtede dyr og oksekød fra dyr, der er slagtet efter religiøse ritualer, f.eks. halalslagtning eller kosherslagtning.

Et tredje vigtigt spørgsmål kunne være: Har halalslagtning så ikke betydning for fødevaresikkerheden? Heller ikke her er der hverken et problem eller en udfordring. Da der gennemgående ikke er en betydning med hensyn til dyrevelfærd, kvalitet, fødevaresikkerhed osv., ser Radikale Venstre ingen grund til et sådant forbud i offentlige institutioner, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til den radikale ordfører. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er til hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg kunne ikke lade være at bemærke, at ordføreren siger, at dyrene ikke lider, og at halalslagtning er etisk fuldstændig i orden, fordi dyret jo bliver bedøvet. Nu vil jeg lige spørge ordføreren, om han er klar over, hvordan dyret bliver bedøvet. Det bliver det jo ved et slag mod hjernen med en såkaldt crash knocker, således at dyret – i gåseøjne – bliver bedøvet ved en massiv hjernerystelse.

Nu fik jeg selv en ny hofte for et år siden, og jeg kan godt love ordføreren for, at jeg er glad for, at jeg ikke blev bedøvet med en crash knocker. Så mener ordføreren i ramme alvor, at det er den mest dyreetiske måde at bedøve et dyr på?

Ordføreren.

Jeg har fuld tillid til de organisationer og andre, som arbejder med de her områder som deres nærmeste arbejde. Når Landbrug & Fødevarer og andre siger, at der ikke er nogen udfordringer i forhold til dyr, der lider ved halalslagtning, har jeg fuld tillid til det. Jeg håber, at Det Konservative Folkeparti også har fuld tillid til Landbrug & Fødevarer.

Hr. Marcus Knuth.

Nu er vi jo valgt til det her Folketing for også at have en selvstændig holdning til tingene og for at sætte os ind i tingene. Jeg kan bare sige, at jeg håber, at der kommer en dag, hvor jeg kan fravælge halalprodukter både på grund af de religiøse og kulturelle årsager, men også på grund af dyrevelfærden. Så jeg vil bare opfordre ordføreren til at sætte sig ind i den måde, som dyrene bliver bedøvet på med den her crash knocker og hjerneystelse, for jeg mener ikke, at det er den optimale måde at gøre tingene på.

Ordføreren.

Selvfølgelig er vi udelukkende bundet af vores egne overbevisninger, men når Radikale Venstre eller andre bygger faglige overbevisning op, kigger vi på, hvem der ved noget inden for de forskellige områder, og hr. Marcus Knuth er da meget velkommen til at sende sine betragtninger om den her crash knocker. Så vil det indgå i vores overvejelser. Der er ikke noget, der er for fint til at kunne indgå i vores overvejelser. Tak for det input, som vi selvfølgelig vil tage med videre.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Det er jo ikke, fordi det kommer så vildt meget bag på mig, at Radikale Venstre ikke vil støtte det her beslutningsforslag, selv om det jo kunne være dejligt, hvis Radikale Venstre efter utrolig mange år var blevet lidt klogere på islam. Men anerkender ordføreren sådan set ikke også, at der bliver importeret halalcertificeret kød fra udlandet til Danmark, og at de udenlandske producenter måske ikke har den samme måde at halalslagte og halalcertificere kød på som i Danmark? Anerkender ordføreren egentlig ikke det?

Ordføreren.

Først og fremmest tak for, at spørgeren bemærker, at Radikale Venstre holder fast i sin linje. Det gør vi selvfølgelig også i det her spørgsmål. Og når vi ikke ser grundlag for at forbyde ting, er der ingen grund til at gøre det. Derfor undrer Nye Borgerliges holdning mig måske allermest, for det er jo et parti, der i alle mulige andre sammenhænge går ind for, at der ikke skal mere statslig styring til, at der ikke skal mere bureaukrati til osv. Men når det gælder nogle produkter, som Nye Borgerlige særlig gerne vil vælge mellem, så går man lige pludselig ind for bureaukrati og statslig styring og mere bureaukrati for virksomheder. Så vi må jo bare konstatere, at Nye Borgerliges politik ikke helt hænger sammen.

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der bliver importeret produkter, der er halalslagtet: Ja, det gør der givetvis.

Fru Mette Thiesen.

Det er jo fint, at ordføreren anerkender det efter den her meget, meget lange plade, som ordførerens kollega også tidligere satte på og lirede af. Den er jo dejlig nem. Men vi er valgt ind i Folketinget for at redde Danmark, ganske enkelt, og det gælder selvfølgelig også, når et bredt politisk flertal i Folketinget desværre accepterer, at man bliver tvunget til eksempelvis gennem sine dagligvareindkøb at finansiere islam; når børn og unge i daginstitutioner og på folkeskoleområdet og ældre mennesker på offentlige plejehjem eller på sygehuse bliver tvunget til at spise mad, hvor der også er givet et bidrag til islam

Mener ordføreren så ikke, at det som et minimum ville være okay, at man sagde, at der ikke skal være halalcertificerede produkter i offentlige institutioner, fordi man selvfølgelig som dansker skal have mulighed for at spise den her mad, uden at der er betalt til en specifik ideologi på det her område?

Ordføreren.

Det er lidt pudsigt, at spørgeren anklager mig for at tvinge til et eller andet. Dem, der ønsker at tvinge noget igennem, er jo Nye Borgerlige, der med det her forslag ønsker at lave et forbud. Det er det tætteste, man kommer på at lave noget med tvang. I forhold til det, som ordføreren spørger om, altså om der ikke er noget frit valg, vil jeg sige, at der jo sådan set er et frit valg. Det er, at man altid kan spørge den lokale slagter eller andre, om det her produkt er halalproduceret, og så kan man vælge det fra. Så det frie valg eksisterer fuldstændig. Og så kommer spørgeren med en række bemærkninger om, hvad det her lige går til. Der bemærker jeg bare, at ordførerne i deres eget forslag skriver, at det er uvist, hvor store beløb danske virksomheder betaler, og hvor disse midler ender henne. Det skriver forslagsstillerne selv i forslaget, så på den måde er præmissen i spørgsmålet ligesom faldet bort.

Den næste korte bemærkning er til hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg skal gerne indrømme den radikale ordfører den fuldstændige konsistens i radikal politik. De seneste 30 år har man med kirurgisk præcision vidst, at Det Radikale Venstre altid står på islams side – vi er så nogle, der prøver at stå på Danmarks side. Et konkret eksempel var jo i valgkampen, hvor hr. Kristian Hegaard inviterede mig til sit boligområde i Kokkedal og bød mig på, var det en falafel eller et eller andet mellemøstligt i hvert fald, og hvor det pludselig, da vi står der i køen, går op for mig, at det, hr. Kristian Hegaard er ved at lokke mig til at spise, stammer fra en butik, der reklamerer med, at det er halalslagtet. Det var kun på grund af min egen agtpågivenhed, at jeg fik standset og kom ind i en naboforretning for så at kunne få noget, der var i overensstemmelse med, vil jeg sige, min egen etik og danske traditioner. Derfor vil jeg spørge hr. Kristian Hegaard, når han nu forsøgte og var så tæt på at lokke mig i halalfordærv: Hvad er egentlig hans svar til de mange forældre, hvis poder sidder rundtomkring i daginstitutionerne, og som måske ikke er lige så agtpågivende, som jeg var den dag i valgkampen, og egentlig også gerne vil være fri for islam?

Ordføreren.

Tak, fordi hr. Morten Messerschmidt tog med til Kokkedal i valgkampen. Jeg bor der desværre ikke selv; jeg bor i Humlebæk, så det er ikke lige mit boligområde. Men tak for alligevel at tage med til et skønt område i Fredensborg kommune. Jeg synes, hr. Morten Messerschmidts historie fuldstændig viser, at der jo er et reelt valg – at man som forbruger kan vælge til og fra, og det gjorde hr. Morten Messerschmidt i det pågældende tilfælde, og det står enhver anden frit for at vælge til og fra. Derfor handler man jo ud fra et oplyst grundlag, når man kan spørge frit til, hvordan noget måtte være produceret.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men det er jo det modsatte, der er tilfældet, hr. Kristian Hegaard. For vi behandlede her for en halv time siden netop spørgsmålet om, hvorvidt man som forbruger skulle have det samme privilegium at vide, når et produkt er halalslagtet, som jeg blev bekendt med den dag, fordi det åbenbart i det pågældende område i Kokkedal er så almindeligt, at man praler med det på forsiden af butikskæderne. Det, vi gerne vil have, er jo netop, at man har mulighed for at træffe det samme valg, som jeg traf den dag, nemlig at sige nej til halal. Det, som hr. Kristian Hegaard vil have, er, at det skal gøres så dunkelt for forbrugerne som overhovedet muligt, hvad end man handler privat eller har sine små poder i daginstitution og ikke kan sige fra. Og det må jeg sige er bizart, når man tænker på, hvordan Det Radikale Venstre historisk har stået i forhold til religionen.

Ordføreren.

Jamen essensen er, at man jo godt kan vælge til eller fra. Hvis det er et ønske som forbruger, kan man spørge, og man gøre, som hr. Morten Messerschmidt gjorde i det konkrete tilfælde, nemlig vælge fra. Så på den måde er der de fulde muligheder for det: Man kan spørge sin lokale købmand. Og jeg kan da ikke komme på noget mere dansk end at besøge sin lokale købmand eller sin lokale slagter og have en dialog med vedkommende og spørge ind til produkterne, og hvis spørgsmålet om halalslagtning betyder noget, kan man jo spørge om det. Det synes jeg er skønt i det danske samfund, altså at vi har nogle gode, lokale steder, vi kan købe ting og endda også spørge til råds, hvis der er noget, man som forbruger ønsker mere viden om.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Der er ikke flere korte bemærkninger til den radikale ordfører. Den næste ordfører kommer fra Socialistisk Folkeparti, og det er hr. Carl Valentin.

Tak. Vi synes i Socialistisk Folkeparti, at det er helt ude af proportioner at ville gå ind og forbyde halalcertificerede produkter i alle offentlige institutioner, og vi mener ikke, at Folketinget skal gå ind og detailregulere på den måde på det her område. Så vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til SF's ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ordfører for Enhedslisten være til stede i salen. Til gengæld ser jeg ordføreren for Det Konservative Folkeparti, og det er hr. Marcus Knuth. Velkommen.

Tak, formand. Jeg er glad for, at jeg kunne være her til tiden den her gang. Jeg vil gøre det her ganske kort. Jeg tror, at jeg gjorde vores synspunkt ganske klart sidst. Vi synes, at de strømninger, der har været i forhold til at arbejde hen imod en frivillig ordning her i Danmark, er rigtig, rigtig fine, også med Fødevarestyrelsen som administrator, for så kan vi jo rent faktisk få et overblik over det, som der meget har været sat spørgsmålstegn ved, nemlig hvad den reelle efterspørgsel er fra folk, der gerne vil fravælge halalprodukter. Jeg tror, at der er en reel efterspørgsel, og det vil være en fin ting for vores forbrugere at have. Og hvis vi så samtidig kan få fødevareministeren til at arbejde i EU-regi for en mere udbredt ordning i EU, ville det også være en fin ting. Skulle vi gå ind lige nu og forbyde halalkød i offentlige institutioner? Altså, virkelighedens verden er jo, at jeg tror, at 98 pct. af alle kyllinger er halalslagtet, så det ville betyde, at der var rigtig mange danskere, der slet ikke kunne få en kylling. Vi vil hellere tage det som skridt i den rigtige retning og så få en frivillig ordning og samtidig arbejde på en løsning i EU-regi.

Tak til ordføreren. Der er et ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Det var da en lidt underlig mistro til markedet. Altså, hvis vi lavede en ordning og forbrugerne ikke ønskede den halalslagtede kylling, kunne det jo være, at nogle af kyllingeproducenterne bare sagde til imamen, at De kan godt blive hjemme for i dag, for vi klarer den på dansk manér. Det tror jeg nu at kyllingeproducenterne ville være udmærket indstillede på.

Det, jeg selvfølgelig vil spørge hr. Knuth om, er jo opfølgningen på det spørgsmål, jeg stillede hr. Fuglede, altså om vi kan regne med, at vi borgerlige partier i Europa-Parlamentet i fællesskab kan få lavet sådan et initiativ her. Jeg ved ikke, om hr. Knuth måske allerede har fået sendt en besked til fru Pernille Weiss, sådan at vi er sikre på, at vi kan regne med hende. Hun har jo før haft betragtninger om indvandring, som jeg synes ligger noget langt fra hr. Knuths, og derfor vil jeg bare gerne vide, om vi kan regne med De Konservative også i Europa-Parlamentet i den her sag.

Ordføreren.

Jeg kan huske den debat om EU, hr. Messerschmidt og jeg var i, i Maribo. Det var en af de debatter, jeg har brugt allermest tid på at forberede mig på, for jeg ved jo, hvor meget hr. Messerschmidt ved om EU og om Kommissionen og om Europa-Parlamentet og om det ene og det andet, og jeg er altså ikke i samme omfang juridisk ekspert på EU-politik og EU-ret. For at komme til sagens kerne: Jeg ved ikke, om det er bedre, at et sådant initiativ går via Kommissionen eller via Europa-Parlamentet, men jeg vil i hvert fald meget gerne være med til at have den dialog og se, hvor langt vi kan komme, uagtet om det så er ministeren, der går via Kommissionen, eller om vi går via Europa-Parlamentet.

Hr. Messerschmidt.

Jeg kan bare sige så meget, at hvis hr. Knuth får styr på fru Weiss, skal jeg nok få styr på procedurerne.

Ordføreren.

Vi konservative har fuld tillid til alle vores valgte medlemmer, uagtet om man sidder i byrådet eller i Folketinget eller i Europa-Parlamentet.

Tak til den konservative ordfører. Der er heller ikke nogen ordfører for Liberal Alliance. Det betyder, at det nu er ordføreren for forslagsstillerne, der får ordet, og det er fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Først og fremmest vil jeg takke for en god debat. Det ser ud til, at det trods alt rykker noget et eller andet sted, selv om der desværre ikke er opbakning til det her forslag. Men tak til DF for at bakke op i hvert fald. For islam skal ingen indflydelse have i Danmark. Og den mad, der serveres i de danske offentlige daginstitutioner, skal ikke have noget som helst med islam at gøre. Islam skal ikke udbredes eller finansieres af det offentlige; så kort kan det siges. Og det er derfor, at vi i Nye Borgerlige har valgt at fremsætte beslutningsforslag om forbud mod at anvende halalcertificerede varer i offentlige institutioner. Halalafgifter er de penge, som danske fødevarevirksomheder betaler for at få deres fødevarer halalcertificeret. Og det er altså ikke bare kød, der bliver om halalcertificeret, men også ingredienser, andre fødevarer og generelt andre varer på markedet. Eksempelvis er 98 pct. af alt kyllingekød i Danmark halalslagtet. Toblerone er i øvrigt også halalcertificeret – og mange andre produkter.

Igennem årene er det hovedsagelig to aktører, der har domineret udstedelsen af de her eksporthalalcertifikater herhjemme. Det er World Muslim League på Frederiksberg, der har tætte bånd til Saudi-Arabien, og Islamisk Kulturcenter i Københavns nordvestkvarter. Begge steder er anerkendte trossamfund, og dermed har halalcertifikater været med til at finansiere driften af moskeer herhjemme. Der er simpelt hen skabt en halalindustri, og som en anden ordfører sagde tidligere i debatten: Det her er jo en milliardindustri. Det er jo bl.a., fordi berøringsangste og ligeglade politikere har accepteret en praksis, der gør, at danskerne uforvarende gennem deres indkøb og den mad, som de i øvrigt indtager i offentlige institutioner, støtter udbredelsen af islam. Og når offentlige institutioner køber halalcertificerede varer til madproduktion, er det altså mad, som producenterne har betalt en afgift til islamiske organisationer for at certificere. Det er fuldstændig uacceptabelt, at offentlige institutioner på den måde støtter islamiske organisationer.

Islam er i direkte opposition til de værdier, som vi har bygget vores samfund på. Islam er i opposition til friheden, til demokratiet, til ligestillingen og til folkestyret. Og jo mere plads man giver islam i et samfund, jo mindre plads bliver der også til frihed og demokrati. Derfor skal islam skubbes ind i privaten. Islamiske organisationer skal selvfølgelig ikke støttes af offentlige institutioner; det giver jo sig selv.

Som det er i dag, er det fuldstændig umuligt for danskere at fravælge halalcertificerede varer og mad produceret af halalcertificerede produkter i de offentlige institutioner. Man har simpelt hen ikke en jordisk chance for at vide, om den mad, man indtager, er årsag til, at man uforvarende giver et økonomisk bidrag til udbredelsen af islam. Man har ikke en jordisk chance for at sikre, at man ikke laver knæfald for islamiske love. Og som der er i dag, har danskerne reelt ikke et frit valg; danskerne kan ikke vælge frit i deres eget land. Det skal laves om. Der skal ikke tages særhensyn til muslimer. Danskerne skal ikke tvangsfodres med islam. Og jeg mener, det er fuldstændig åbenlyst, at danske offentlige institutioner på ingen måde skal støtte islam, og at danske offentlige institutioner skal værne om danskernes frihed.

Derfor foreslår Nye Borgerlige, at det skal forbydes at anvende halalcertificeret varer i offentlige institutioner. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.