Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 36:

Forespørgsel til udenrigsministeren og sundheds- og ældreministeren:

Vil regeringen undersøge mulighederne for at aktivere TRIPS-aftalens mekanisme for nødlicenser (compulsory licenses) og udstede nødlicenser til EMA-godkendte covid-19-vacciner med henblik på at sikre øget produktion og distribution af flere vacciner nationalt såvel som internationalt i EU og WTO? (Hasteforespørgsel).

Af Peder Hvelplund (EL), Christian Juhl (EL) og Søren Søndergaard (EL).

(Anmeldelse 20.01.2021. Fremme 22.01.2021).

Jeg skal starte med at gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes indtil videre.

Først til at begrunde forespørgslen giver jeg ordføreren for forespørgerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten, ordet.

Tak for det, formand. Vi står lige nu midt i en global sundheds- og samfundskrise, en coronaepidemi, som jo i sagens natur, når den er en pandemi, er en global krise. Samtidig kan vi også konstatere, at fordelingen af vacciner er ekstremt skæv, for det er jo sådan, at når vi står i pandemier, rammer de socialt skævt, og de er også med til at understrege den ulighed, der er i forvejen. Det er sådan, at det ifølge Oxfam vurderes, at ni ud af ti personer i næsten 70 af de fattigste lande vil stå uden mulighed for vaccine i 2021. Samtidig er det også sådan, at vi her i både Danmark og EU har vacciner til at kunne vaccinere befolkningen op til flere gange.

Derfor er det jo lidt paradoksalt. Vi har godkendte vacciner. Vi har vacciner, der er aktive i forhold til at kunne bekæmpe covid-19. Vi har sådan set også en produktionskapacitet og også en ledig produktionskapacitet ud over de virksomheder, som har patenter på de her vacciner. Og vi har faktisk også internationale redskaber, der gør, at vi kan udnytte den produktionskapacitet til at producere vacciner, der kan komme hele verden til gavn. For det er jo sådan, at når vi skal bekæmpe en pandemi, skal vi gøre det nationalt herhjemme, men vi bliver også nødt til at gøre det globalt.

Vi ser for tiden, hvordan der både er en britisk variant, en sydafrikansk variant og en brasiliansk variant. Det er varianter, som muterer, og så længe virus findes, vil den mutere, og der kan opstå nye varianter, der kan have nedsat følsomhed over for en vaccine. Derfor er det nødvendigt, at vi udnytter de muligheder, vi har. For hvis det ikke er nu, hvornår er det så, vi skal bruge de redskaber, der ligger i den internationale lovgivning?

Det er derfor, vi har rejst forespørgslen her i dag med følgende spørgsmål: Vil regeringen undersøge mulighederne for at aktivere TRIPS-aftalens mekanisme for nødlicenser – compulsory licenses – og udstede nødlicenser til EMA-godkendte covid-19-vacciner med henblik på at sikre øget produktion og distribution af flere vacciner nationalt såvel som internationalt i EU og WTO?

Tak for at begrunde forespørgslen. Nu vil det være sådan, at det først er udenrigsministeren, der får mulighed for at besvare, dernæst er det sundhedsministeren, og efter hver ministers besvarelse vil der være adgang til en enkelt kort bemærkning fra hver af ordførerne.

Således først velkommen til udenrigsministeren.

Tak for det, formand. Og tak til hr. Peder Hvelplund og de andre forespørgere for at have taget initiativ til debatten. Jeg er for at sige det kort fuldstændig enig i, at vi ikke kommer igennem covid-19-krisen, før alle er igennem krisen – det er jo tydeligt og klart, når det er en pandemi, vi har med at gøre her. Derfor har regeringen også allerede taget en række skridt for at hjælpe lande, der ikke har lige så gode forudsætninger som os her i Danmark i forhold til adgang til vacciner, og det skal vi blive ved med.

Der spørges til TRIPS-aftalens adgang til at udstede tvangslicenser for covid-19-vacciner, og det lyder umiddelbart også besnærende. Muligheden for tvangslicenser er dog hidtil kun meget sjældent blevet anvendt, og lad mig nævne tre mulige forklaringer på dette.

Den første årsag er, at hvis det skal virke, skal der være både knowhow og produktionskapacitet i det pågældende land til at fremstille lægemidlet. Det er ikke nok, at man har adgang til patentet, og det gælder i høj grad også for covid-19-vaccinerne. En anden årsag er, at TRIPS-aftalen bl.a. fungerer godt, fordi den skaber incitament til innovation og langsigtede investeringer, og derfor har der også været tilbageholdenhed over for at benytte sig af tvangsinstrumenter. En tredje årsag er svage sundhedssystemer, især i udviklingslandene. Hvis ikke rammerne om vaccinerne er robuste nok, f.eks. i forhold til logistik og opbevaring, så kan det i sig selv forsinke vaccineudrulningen.

Der er ikke nogen bred international enighed om, at tvangsinstrumentet i hvert fald på nuværende tidspunkt er det bedste, endsige et effektivt instrument i forhold til covid-19, men Danmark er bestemt lydhør over for lande, der måtte mene noget andet, og vi er klar til at drøfte dette videre.

I mellemtiden vil vi fra dansk side fortsat arbejde hårdt og målrettet på, at EU skal vise lederskab i det internationale arbejde for at sikre bedst mulig adgang til sikre vacciner på globalt plan. Her har vi været særlig opmærksomme på EU's naboer og udviklingslandene, og vi har presset på for EU-støtte til vaccinering på Vestbalkan og i Ukraine. Multilateralt er vi med i store støtteprogrammer i EU, Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank. Bilateralt har vi givet i alt 100 mio. kr. i direkte dansk støtte til COVAX-faciliteten og UNICEF. Dertil kommer i alt 500 mio. kr. til sundhedsrelaterede indsatser i de tre danske covid-19-hjælpepakker til udviklingslandene.

Men der skal gøres mere. Der mangler stadig væk 5 mia. US dollar til COVAX-faciliteten i 2021, hvoraf USA dog muligvis vil levere 4 mia. US dollar. Udviklingsministeren vil tage fat i EU-systemet og presse på for, at Kommissionen påtager sig yderligere ansvar og sikrer mere finansiering til COVAX.

Jeg vil slutte af med at konstatere, at de store problemer på globalt plan i relation til covid-19-vaccinerne næppe vedrører patentrettighederne. Udfordringerne er snarere produktiv kapacitet, finansiering og svage sundhedssystemer. Her skal vi sætte ind. Danmark er allerede engageret i arbejdet, og det vil vi blive ved med.

Jeg ser frem til en god debat her i dag. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Og så er der adgang til en enkelt kort bemærkning, først fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren for besvarelsen. Det er jo også fuldstændig rigtigt, at der foregår et arbejde i COVAX – og al ære og respekt for det; det er selvfølgelig rigtig vigtigt. Men det løser jo ikke den grundlæggende problemstilling omkring kapacitet af vacciner, altså at der ikke er nok vacciner. For COVAX er jo bare med til i et beskedent omfang at omfordele nogle af de vacciner, der er.

Derfor vil jeg godt spørge til det, som ministeren siger omkring Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde. For det er jo sådan, at Indien og Sydafrika har rejst forespørgslen omkring det at lave en waiver, altså en midlertidig suspension af patentrettighederne, for netop at kunne producere, fordi vurderingen er, at der i både Indien og Sydafrika er den kapacitet til at producere på en anden licens. Det har EU modsat sig, bl.a. med Danmarks støtte. Altså, hvorfor går Danmark ikke ind og indtager den position, at vi bakker op om den forespørgsel, der kommer fra f.eks. Indien og Sydafrika, om at kunne udnytte den waiverfunktion til at kunne tilsidesætte licenser, så man netop kan sikre en produktion?

Ministeren.

Jeg vil sige til ordføreren, at jeg ikke tror, at tvangslicenser eller midlertidig suspendering af TRIPS-aftalens beskyttelse af patentrettigheder løser det, der i virkeligheden er det væsentligste problem, nemlig at der i øjeblikket mangler produktionskapacitet på verdensplan. Og i disse dage ser vi jo problemerne på det her felt i Europa hos virksomheder, der allerede ligger inde med den fornødne knowhow og kapacitet til fremstilling af covid-19-vacciner. Men de mangler volumen i deres produktionsapparat til at imødekomme efterspørgslen, og i langt de fleste lavindkomst- og udviklingslande er der hverken et produktionsapparat, der vil kunne opgraderes, eller den fornødne knowhow. Dertil kommer, som jeg nævnte i mit indlæg, behovet for mere finansiering og støtte til de mangelfulde sundhedssystemer, så vaccinationerne faktisk kan gennemføres. Det kræver kapacitet til opbevaring og distribution, og det kræver uddannet sundhedspersonale, som er beskyttet mod smitte med værnemidler osv.

Så vi arbejder benhårdt. Vi har et fælles mål, nemlig at få rullet vaccinerne ud så hurtigt som muligt og til hele verdens befolkning.

Næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Nordqvist, SF. Værsgo.

Tak. Ministeren taler helt rigtigt om, at det er vigtigt, at EU sikrer lederskab i forhold til det her spørgsmål, men hvis vi nu ser lidt længere frem end bare i dag, skal vi sørge for, at der er et system, der kan få vaccinerne ud at rulle, men vi skal også sørge for, at der er vacciner til lavindkomstlandene. Det er jo derfor, at Indien og Sydafrika med støtte fra over 100 lande har bedt om, at den her mekanisme i TRIPS bliver brugt.

Så kan ministeren ikke svare på, hvorfor det er, at man ikke støtter op omkring det, ud over COVAX, når nu nogle lande står og siger, at de sådan set har en kapacitet til at gøre noget her? Når vi kigger længere frem og vi skal have de her vacciner hele vejen rundt og ikke kun se på en knaphed i dag i Europa, hvorfor er det så ikke lederskab?

Ministeren.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Det, der er afgørende, er jo, at vi får vaccinerne produceret og ud så hurtigt som overhovedet muligt. Der sidder i øjeblikket vaccineproducenter med godkendte vacciner eller kommende godkendte vacciner, og deres knowhow og deres produktionsapparat og deres evne til at skalere produktionen er jo helt afgørende, også i forhold til at samarbejde via licenser med andre, som så kan producere de her vacciner. Så det arbejder vi benhårdt på. Vi ønsker at få vaccinerne ud så hurtigt som muligt og produceret i størst muligt omfang.

Det, jeg bare siger, er, at på nuværende tidspunkt kan vi ikke se, at en suspension af TRIPS, altså aftalen om beskyttelse af patentrettigheder, løser det problem, at vi simpelt hen mangler produktionskapacitet, knowhow, viden, og at vi ikke producerer vacciner hurtigt nok. Det samarbejde skal vi have ud, og så har vi også fra dansk side, som hr. Rasmus Nordqvist er inde på, lagt vægt på lederskab i EU og vægt på, at vi også har lederskab i forhold til at hjælpe ikke mindst udviklingslandene.

Med hensyn til udviklingslandene er det jo sådan, at de 46 mindst udviklede lande, altså LDC'erne, er undtaget fra TRIPS-reglerne, men det løser jo ikke deres problem med adgang til vaccine. Så det er det her med at få kapaciteten ud og få arbejdet for at få de mekanismer, vi har, til at fungere, bl.a. COVAX, hvor Danmark investerer aktivt i det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Martin Geertsen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for talen. Jeg tror faktisk ikke, der var noget af det, udenrigsministeren sagde, som jeg ikke var enig i.

Jeg ved ikke, om det her mest er rettet til udenrigsministeren eller til sundhedsministeren, men statsministeren har været ude at sige, at vi skal have statslig vaccineproduktion. Hvordan harmonerer det egentlig med det, som udenrigsministeren nu meget rigtigt har stået og sagt her fra talerstolen? Jeg skal bare lige helt stilfærdigt finde ud af, hvad der sådan er op og ned i regeringens linje på det her.

Ministeren.

Jeg vil af respekt for ordføreren også overlade svaret til den ressortansvarlige minister, sundhedsministeren, og sige, at når det gælder f.eks. TRIPS-aftaler og patentrettigheder, er det jo ikke – det er vigtigt at understrege – af hensyn til vaccineproducenterne, at man har det her system. Det er af hensyn til hurtigst muligt at få innoveret, udviklet, i det her tilfælde vacciner, som beskytter mod covid-19. Ved at have et system omkring patentrettigheder kan man sikre, at de fornødne investeringer sikrer incitamentet til, at det går hurtigt, og det er til gavn for folkesundheden. Det er derfor, man har systemet; det er ikke af hensyn til vaccineproducenterne.

Men spørgsmålet mere specifikt i forhold til en eventuel dansk vaccineproduktion vil jeg overlade til den ansvarlige ressortminister.

Den næste korte bemærkning er til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil gerne spørge udenrigsministeren, om man har noget kendskab til medicinalvirksomheder, som kunne omstille deres produktion. Jeg ved, at vi i covid-19-følgegruppen har spurgt ministeren og myndighederne, om der var kapacitet i Danmark eller der var virksomheder, der kunne, men det tager 4-6 måneder at omstille produktionen, og så skal man vel også beregne produktion osv. Men har man undersøgt på udenrigsplan, om der er medicinalvirksomheder, der står og siger: Vi kan godt?

Ministeren.

Det kan jeg svare ja til. Altså, vi har gjort alt, hvad vi kan, fra regeringens side for at undersøge: Kan man få produceret mere vaccine, hurtigere leveret? Hvad med andre medicinalvirksomheder og deres produktionsapparater, andre lande og deres erfaringer? Kan man via licenser producere? Alt er på bordet, men sandheden er også, at det ikke er åbenbart, og der er jeg ikke teknisk kompetent til at gå ind i det. Det er ikke sådan lige at sætte en vaccineproduktion op fra den ene uge til den anden, det kan tage adskillige måneder, som også ordføreren er inde på, og derfor er der ikke nogen let vej. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at få produceret flest mulige vacciner og få dem leveret hurtigst muligt.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og udenrigsministeren vil gøre talerstolen klar til kollegaen, for det er nemlig blevet sundhedsministerens tur.

Velkommen til sundhedsministeren.

Tak for det. Den her forespørgsel handler jo om, at vi står med ikke kun en national udfordring, men en global udfordring. Vi har en pandemi, og derfor er det helt afgørende vigtigt, at vi får diskuteret og grundigt undersøgt den her væsentlige problemstilling. Reglerne om udstedelse af patenter hører under Erhvervsministeriets ressort, og de har oplyst til mig, at de danske regler om tvangslicens, som vi jo taler om her, findes i den danske patentlovgivning. Det fremgår af patentloven, at når der er vigtige almene interesser på spil, kan den, der erhvervsmæssigt vil udnytte en opfindelse, som en anden har patent på, få tvangslicens til dette, altså når der er vigtige almen interesser på spil. Hensigten med reglerne er, at de kan anvendes, når vigtige almene interesser gør det påkrævet, herunder forsyning af befolkningen med lægemidler og vacciner. Så det er altså helt klart relevant at drøfte det her og undersøge det her.

Der er flere ting, der skal være opfyldt, før det her redskab med tvangslicens kan bruges. Det må kun anvendes, hvis man ikke ved en aftale kan få licens på rimelige vilkår, og den, der vil have licensen, skal også være i stand til at udnytte opfindelsen på en rimelig og forsvarlig måde og i overensstemmelse med licensen. Det vil altså sige, at man, som tilfældet er her med vacciner, skal have en fabrik eller en virksomhed, der faktisk er i stand til at producere vaccinen, før man kan få en tvangslicens på den vaccine, som man vil producere. Og så er der også krav om, at man altid skal forsøge først at indgå en aftale med den virksomhed, der ejer vaccinepatentet. Det krav kan dog fraviges for produktion til udviklingslande under en global pandemi.

I Danmark er det Sø- og Handelsretten, der i første instans giver en sådan tvangslicens og fastsætter de nærmere vilkår for licensen – hvor lang tid den skal gælde, hvilken betaling der skal gives, og hvordan man vil regne det ud. Her vil både staten og den her pågældende private virksomhed kunne anlægge en sag. Vi ved, at der jo ikke er vacciner nok til at dække det globale behov lige nu, og lige nu heller ikke til at dække det danske behov. Alle kæmper for at få vacciner hurtigt nok, og både fra Danmarks side, fra Europa-Kommissionens side og fra de øvrige EU-medlemsstaters side er der en meget aktiv og en meget, meget intens dialog med lægemiddelproducenterne i forhold til at øge produktionskapaciteten på vacciner.

På nuværende tidspunkt er der det klare indtryk, at udfordringerne med vaccineproduktion findes på kapacitetssiden. Det handler altså ikke om, at virksomheder med egnede produktionsfaciliteter ikke kan få licens til at producere, men at der mangler egnet produktionskapacitet. Derfor skal alt, hvad der kan gøres for at tænke nyt og sætte ting i brug, gøres. Senest er det jo beskrevet, også i danske medier, at den franske virksomhed Sanofi hjælper Pfizer med at producere et stort antal doser.

Vacciner er, skal man være klar over, blandt nogle af de allerallermest komplicerede lægemidler, der er at producere, i den forstand at de kun kan produceres på meget avancerede faciliteter, og dem findes der desværre ikke så mange af. De danske sundhedsmyndigheder har været og er stadig i gang med at undersøge, i tæt dialog med danske virksomheder, om der findes danske virksomheder, hvor det overhovedet vil være realistisk at kunne tilbyde enten at producere hele vaccinen eller indgå som underleverandør i vaccineproduktionen for på den måde at tilbyde at hjælpe til med at få boostet produktionen, og jo hurtigere, jo bedre. Indtil nu har vi ikke kunnet lokalisere og finde en virksomhed, der ville være i stand til at løfte det, men arbejdet fortsætter stadig, og det kan jo være, der kan være nogle underleverancer eller andet, hvor det pludselig kan give mening, og så vil vi være klar til det.

Det er så her og nu den nuværende, aktuelle globale og danske krise. Derudover må vi sige, at vi jo også lærer noget nu, hvor vi ser, at vacciner ikke nødvendigvis kun kan ses som et sundhedstilbud, men også ses som en del af det samlede nationale beredskab, og man må spørge sig selv, om det er klogt, at vi fremover vil være afhængige af få selskabers prioriteringer, og at man ikke også selv kan agere som nation. Derfor vil vi, som det også er bebudet fra statsministerens side, begynde at overveje, om det kan lade sig gøre at lave en national vaccinesatsning, gerne i samarbejde med interesserede andre lande og andre, for hvem det kunne være relevant. Vi gør alt, hvad vi kan – vi afsøger alle muligheder – for at sikre, at der bliver opbygget mest mulig kapacitet til produktion af de her vacciner. Tak.

Tak til ministeren. Så er der en kort bemærkning til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg blev helt opløftet her til sidst, da ministeren også tilkendegav, at det ville være uklogt at gøre sig afhængige af nogle få private producenter i forhold til netop det at sikre beredskabet i forbindelse med vacciner. Og det er jo sådan set det, der er det centrale i den her forespørgsel, altså: Hvordan undgår vi det? For lige nu står vi i en situation, hvor vi kan se, at der er en global pandemi . Vi ved, at det får konsekvenser, både på globalt plan, men også på nationalt plan.

Derfor er spørgsmålet jo også til ministeren: Hvorfor udnytter vi ikke de muligheder, vi har nu, altså muligheden for at få udstedt nødlicens igennem waivering, altså tilsidesættelse af patentreglerne? Hvorfor ikke sikre, at vi har de muligheder, i forhold til at vi kunne udnytte kapaciteten, hvis det skulle kunne lade sig gøre at få opbygget den? For det er jo den eneste måde, vi kan bekæmpe pandemien på, nemlig ved, at vi får sikret, at vi får produceret så mange vacciner som overhovedet muligt. Så hvis ikke det her er svaret, hvad er så svaret?

Ministeren.

Men vi sidder jo i Danmark som i resten af verden i en utrolig kompleks situation. Det skal helt sikkert undersøges, og der er helt klart muligheder for på længere sigt at sikre, at vi på den ene eller den anden måde som nationalstat sammen med andre lande og måske også sammen med private virksomheder får opbygget noget, som kan være en sikkerhed fremover.

Man skal bare også være klar over, at det her gigantiske kapløb, som ikke kun gælder for os i Danmark, men også er et globalt kapløb, hvor de her virksomheder har udviklet fuldstændig nye vaccineformer, altså som vi aldrig har haft før, og som jo nu er med til at redde liv, jo er et kapløb mellem de største investorer og de klogeste hjerner på globalt plan. Og der tror jeg, det vil være helt urealistisk at tro, at Danmark som nation kan sige, at vi kan ansætte nogen i en statslig styrelse eller et andet sted, som kan konkurrere med de kæmpe satsninger.

Det er ikke der, det er relevant. Det relevante spørgsmål er: Når vi så har de her udviklinger, skal den produktion så ske langt væk fra Danmark, og skal vi være afhængige af ting, vi overhovedet ikke har mulighed for at få indflydelse på, eller kan vi sikre, at der også er noget kapacitet tættere på eller i Danmark fremadrettet?

Den næste korte bemærkning er til hr. Martin Geertsen, Venstre. Værsgo.

Det sidste, ministeren siger, om den statslige vaccineproduktion, forstår jeg simpelt hen ikke. Man må jo gå ud fra, at når statsministeren har været ude og sige, at vi nu skal have en statslig vaccineproduktion, så må man have gjort sig nogle overvejelser om, hvordan det skal fungere.

Er det sådan, at vi skal have et eller andet produktionsapparat stående klar til den næste pandemi – altså sådan nogle halvtomme fabriksbygninger, som står klar til, at produktionen kan begynde, næste gang vi får en pandemi? Skal vi have nogle forskere til at gå rundt og vente på, at den næste pandemi bryder løs, sådan at de kan begynde at forske? Eller hvad er det for en model, sundhedsministeren og regeringen forestiller sig her?

Undskyld, det er ikke for at være fræk, men vi må lige komme et halvt spadestik dybere ned i, hvad det er for en model, regeringen forestiller sig.

Ministeren.

Hellere end gerne. Der findes ikke en færdig model, og der er ikke nogen lande, der gør noget, vi kan sige vi vil kopiere. Men mange lande, herunder Danmark, stiller sig spørgsmålet: Skal vi virkelig være så dybt afhængige af forhold, vi ingen chance har for at påvirke, også i en fremtidig sundhedskrise, eller kan vi gøre noget som nationalstat sammen med andre, måske i EU, for at sikre, at vi har mere indflydelse på, hvad der vil ske, og hvordan der skal produceres, forskes og satses, når sådan nogle sundhedskriser rammer?

Forskerne skal jo ikke vente. Vi har jo f.eks. i øjeblikket fantastiske forskere på Statens Serum Institut, som netop er i gang med at udvikle en endnu mere avanceret og nyskabende form for vaccine, men det har bare længere udsigter, og den vil så også skulle produceres et sted, og hvor den skal produceres, er det jo alt for tidligt at sige. Det afhænger også af, hvordan det går med de her test, man er i gang med.

Det er bare for sige, at der ikke findes nogen færdig model, men jeg mener, det er rettidig omhu at stille spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at sikre os, at vi ikke fremover bliver fuldstændig prisgivet producenter, der befinder sig på den anden side af jorden?

Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Nordqvist, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne invitere ministeren til at prøve at tænke lidt længere frem. Vi ved, at vi står med nogle kæmpe udfordringer nu og her for at sikre vacciner til Danmark, men vi ved også, at selv med de forsinkelser, der er lige nu, er det en overskuelig tidsperiode i forhold til at få vaccineret den danske befolkning – dem, der vil og kan vaccineres. Så lad os se lidt længere frem og se på, hvordan vi så får hele verden med, for ingen er sikre, før alle er sikre. Vi ved, at EU har sikret sig omkring 2,3 milliarder doser vacciner til 450 millioner borgere; vi ved, at tallet er proportionelt omvendt, hvis vi ser på Den Afrikanske Union.

Så hvad tænker ministeren, når man nu siger, at TRIPS er helt forfærdeligt, og at det skal vi slet ikke røre ved, selv om Indien og Sydafrika faktisk mener det sammen med WHO, UNAIDS og ca. 100 andre lande? Kigger man så fra den danske regerings side aktivt på, når vi så har vaccineret og har et overskud af doser, at få dem doneret hurtigt, ligesom Norge har meldt ud man vil gøre, til udviklingslandene?

Ministeren.

Ja altså, vi har jo i Danmark købt alt, hvad vi har kunnet komme i nærheden af, for vi har satset på alle de heste, der overhovedet er i det her ræs. Det tror jeg er klogt. Og det viste sig jo også, hvor uforudsigelig det er, altså at selv når der er lavet leveringsaftaler, kommer der pludselige nedgange, pludselig problemer med de her leverancer. Og det vil sige, at alt, hvad der er gjort for et halvt år siden, viser sig at være klogt.

Det har så betydet, at vi i Danmark har sikret os forkøbsret på at vaccinere 23 millioner mennesker. Så mange er vi jo overhovedet ikke i Danmark, og det vil sige, at vi altså, hvis det her går vel, og hvis der ikke skal revaccineres, og hvis ikke der sker ting i en uforudsigelig tid, så vil have vacciner tilovers. Jeg mener, det er for tidligt nu at gå ud med en melding om, hvad der vil skulle ske med de vacciner, men det er helt klart muligt til den tid, hvor vi har vaccineret alle og der ikke er brug for vacciner i det omfang til den danske befolkning, at de vil kunne doneres eller på anden måde sendes et andet sted hen, hvor de kan gøre gavn.

Men lige nu og her handler det, som ordføreren også var inde på, kun om én ting: at få skaffet vacciner til den danske befolkning. Der har vi gjort det, at vi har købt rigeligt ind, og det tror jeg var klogt.

Næste korte bemærkning er til fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Tak. Mit spørgsmål er sådan lidt i forlængelse af tidligere spørgeres, for de stillede lige de spørgsmål, jeg ville have stillet i forhold til de her forhåndsaftaler om køb af 23 millioner doser vaccine til danskerne. Hvor lang tid vil man holde den her aftale, for spørgsmålet er selvfølgelig også, hvad vi ved om et år om, hvor lang tid vaccinen holder osv. Og det er vel også vigtigt, hvis det er, at vi skal kunne sætte vaccinerne fri, så de kan gå til andre lande. Er det noget, man laver nogle beregninger på enten her i Danmark eller på EU-plan, i forhold til at der er rigtig mange forhåndskøbte vacciner?

Ministeren.

Det bliver jo et spørgsmål, som vi må få rådgivning om af sundhedsmyndighederne, efterhånden som vi bliver klogere på, hvor lang tid den her immunitet varer, og hvor godt den virker. Det er jo helt nye teknologier, som jeg også var inde på tidligere, så der er ting, som vi ikke ved i dag, men som vi ved senere hen – at de måske virker endnu bedre, eller at deres virkning vil forandre sig over tid. Alt det må vi jo følge meget, meget tæt, så vi er sikre på, at vi ikke kommer ud i en krisesituation igen.

Men der er ikke noget formål i at købe til et stort lager med frysere ude på Statens Serum Institut, hvor de vel så skulle være – det er jo ikke formålet. Formålet er at få vaccinerne i brug i Danmark så hurtigt som muligt, og det er også det, vi har gjort nu her. Og når vi har indkøbt så mange vacciner, er det udelukkende for at sikre os, at vi har de bedst mulige aftaler, efterhånden som de enkelte vacciner bliver færdigproduceret og godkendt. Og så skal vi på et tidspunkt, når vi er færdige med at vaccinere befolkningen og vi ved mere om vaccinerne og om, hvad vi har brug for, træffe beslutning om, hvad der skal ske med de resterende vacciner, hvis de alle sammen bliver leveret, hvilket vi jo heller ikke ved endnu.

Den næste korte bemærkning er til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren. Lidt i tråd med min kollega fra Venstres spørgsmål er der jo selvfølgelig stor forskel på, hvor meget vi kan løfte i Danmark som et relativt lille land med masser af gode forskere – men stadig væk et relativt lille land – og hvad vi kunne gøre i fællesskab i f.eks. EU. For hvis der er noget, vi har lært, som ministeren også var inde på her, er det jo, at der i den her situation ikke er én løsning; der er talrige løsninger, som mange forskellige virksomheder har forsøgt at finde – nogle med held, andre uden. Vi har set virksomheder, der har måttet opgive deres projekt efter et lille års arbejde.

Så hvordan vil ministeren sørge for, at vi i Danmark har mulighed for at forfølge alle tænkelige måder, man kunne udvikle en vaccine på? Det er jo ikke én fabrik, vi snakker om her; det er ikke én produktion; det er ikke én type viden; det er jo utallige måder at gøre det på, og det kan være svært at gøre for et lille land.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig. Det er jo præcis derfor, der netop ikke findes én løsning. Den nuværende løsning mener jeg heller ikke er tilfredsstillende – så hvordan kan vi sikre os bedre fremover? Det må være vores opgave.

Men lad os nu bare forestille os, at Danmark ikke havde lavet aftaler med de her globale producenter, men havde sagt, at vi producerer vores egen vaccine. Så skulle vi da have været rimelig heldige, hvis det lige var vores vaccine, som blev den, der kom før alle de andre. I modsat fald ville vi altså have stået i en situation uden at have vaccineret den ældre del af befolkningen, hvilket vi er i gang med nu her. Det ville jo have været fatalt.

Det vil sige, at det, der jo skal undersøges – ikke kun i Danmark, men også i lande, som kunne have samme interesse – er, hvordan vi kan sikre os. Vi har jo i Danmark en blændende dygtig lægemiddelindustri, og vi har også vaccineproduktion – ikke så meget, men vi har stadig noget i Danmark. Men er der noget, hvor vi kunne sige, at man kunne bygge noget op, for det her er alligevel noget, hvor staten skal stille risikovillig kapital til rådighed? Ville det kunne gøre noget for at sikre, at vi har noget, som kunne sættes i værk i sådan en sundhedskrise? Men enkelt bliver det selvfølgelig ikke.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren i denne omgang.

Nu går vi over til forhandlingen, og det betyder, at det så bliver de almindelige regler for korte bemærkninger, der gælder. Den første, der skal have ordet her i forhandlingen, er ordføreren for forespørgerne, som er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat med et håb om, at vi sammen kan finde løsninger på, hvordan vi kan sikre flere vacciner hurtigere – til os selv og til verdens fattigste. Det handler om at træffe nødvendige politiske beslutninger og bruge de muligheder, som er indbygget i systemet til netop at håndtere globale sundhedskriser som covid-19.

Der er to grundlæggende spor, som vi gerne vil have en konstruktiv debat om i dag. Det første handler om, hvilke muligheder vi har for fra politisk hold at igangsætte yderligere vaccineproduktion. Lige nu kæmper producenterne med at leve op til de bilaterale aftaler i forhold til produktion og leverancer. Det vidner om behovet for at sætte flere i gang med at producere. Det kan meget vel være, at vi sammen med andre europæiske lande kan oprette en statslig vaccineproduktion.

Det andet spor i debatten i dag handler om, at vi skal se ud over vores egen næsetip, for pandemien er jo i sagens natur global. WHO vurderer, at verdens samlede befolkning først kan have fået vaccinen ved udgangen af 2024. Det er en moralsk skandale og en kæmpe bombe under den globale folkesundhed, både på grund af de uoverskuelige afledte effekter, men også, fordi virus jo muterer og kan komme tilbage til os her i Danmark, potentielt med betydning for vaccinernes effekt.

Kernen i vores fælles udfordring herhjemme og globalt vedrører spørgsmålet om patenter og de begrænsninger, systemet sætter for produktion af vacciner til alle, for flaskehalsen i dag er produktionshastigheden hos få producenter. Vi vil nu, mens krisen raser, tale om de handlemuligheder, vi har. Vi har tre konkrete handlemuligheder, som vi gerne vil høre regeringen og de øvrige partiers holdninger til.

Den første mulighed handler om indkøbsmusklen. EU er en velbetalende storkunde hos vaccineproducenterne, og derfor kunne det have betydning, hvis EU i forbindelse med bilaterale kontrakter stiller modkrav til vaccineproducenterne om at levere vacciner til fattige lande, om at sikre mulighed for at outsource produktionen til lande, der har produktionskapacitet, og helt grundlæggende sikre en større transparens om kontrakterne og vilkårene i dem.

Så er der en anden mulighed, nemlig den såkaldte waiver, altså en midlertidig suspension af patientrettighederne og det at bakke op om at vedtage en erklæring om en såkaldt waiver i regi af WTO, som betyder, at medlemslande kan ophæve patenter og andre intellektuelle rettigheder, der omfatter specifikt covid-19, f.eks. vacciner, lægemidler og værnemidler, som er nødvendige i bekæmpelsen af pandemien. Indien og Sydafrika har foreslået det, og 100 af verdens lande bakker op om det, men EU blokerer. Her burde Danmark omgøre sin opbakning til EU's position og aktivt gøre sig til fortaler for waiveren. Mulighederne er lavet til krisesituationer, og det er blevet gjort før. Waiveren er midlertidig og vil kun gælde her under pandemien, mens der er behov for at få produceret mere, end producenterne kan producere.

Som det tredje kan man se på muligheden for at udstede nødlicenser. Vi kan gøre brug af artikel 31 i den såkaldte TRIPS-aftale under WTO til midlertidigt at indskrænke patentbeskyttelsen med nødlicenser til vaccineproduktion, inklusive selvfølgelig en økonomisk kompensation til patenthaverne. Det er selvfølgelig en procedure spækket med bureaukrati og juridiske forbehold, som gør det svært for lavindkomstlande at være med, men den er bestemt værd at se på for Danmark, herunder med blik for muligheden for at eksportere overskydende vacciner, når tiden er til det. Her er spørgsmålet om vores produktionskapacitet naturligvis relevant, men det er værd at undersøge i praksis.

Tiltagene kan betyde, at vi skal betale kompensation, men det er nok ikke noget, der kan sammenlignes med prisen for at lukke verdenssamfundet ned og gå de næste år i møde med frygt for, hvilke mutationer der kan opstå, for ikke at tale om de menneskeliv, vi kan redde. I Enhedslisten mener vi, at vi bør forfølge alle tre spor, og håber, at vi i dag kan blive enige om, at vi i denne krisetid må afsøge alle muligheder. Vaccinationsindsatsen er ikke et nulsumsspil eller et kapløb. Ingen er sikre før, før alle er sikre. Det er præmissen for, at vi kan lukke verden op.

Så skulle vi ikke sammen fremme de her tre tiltag for at sikre, at vi får produceret langt flere vacciner langt hurtigere, ikke ved at bryde reglerne, men ved at bruge dem til det, de er beregnet til? Det burde være den vej, vi skulle gå, for hvis det ikke er nu, hvornår er det så?

Tak for ordet.

Så har jeg et forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil fremsætte på vegne af SF og EL:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der under covid-19-pandemien er behov for en hurtigere produktion af et tilstrækkeligt antal vacciner. Regeringen forpligtes til at arbejde for, at produktionskapaciteten øges ved opbakning i WTO til en patentwaiver og udstedelse af nødlicenser, samt ved bilateral kontraktindgåelse at arbejde for solidarisk distribution og produktion.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 64)

Tak til ordføreren. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for ordet. Og tak til Enhedslisten for at rejse den her debat om vacciner. Det er jo nok det spørgsmål, der optager os alle sammen lige nu og her: Hvornår kan vi blive vaccineret alle sammen? Hvornår kan vi gå til fodboldkamp, til koncerter, til mange flere sociale arrangementer og alle de ting, som vi for ikke så længe siden tog for givet?

Siden vi ved juletid så de første vacciner i Danmark, er titusindvis af danskere blevet vaccineret, og nogle har også allerede fået stik nummer to. Vores sundhedsvæsen har vist sig utrolig effektivt til at få vaccinerne ud at gøre nytte i Danmark, men vi har desværre også set forsinkelser i forhold til de leverancer, vi er blevet stillet i udsigt. Og der er ingen tvivl om, at vi i Socialdemokratiet naturligvis deler frustrationen og bekymringen over at skulle vente. Når vi ikke bare har en, men to godkendte vacciner, vil vi jo gerne have produktionen op i gear og få endnu flere vaccineret. Der er heller ingen tvivl om, at vi selvfølgelig også er dybt optaget af, at vaccinen før eller siden også skal komme resten af verden til gavn, også de fattigste lande, både fordi det er det retfærdige og rigtige at gøre, men også fordi vi jo, hvis ikke vi handler, risikerer nye og endnu farligere mutationer, så længe der ikke er styr på virus.

Derfor kan vi også bakke op om, at regeringen undersøger mulighederne for at få produktionen i vejret. Jeg har lyttet mig til, at regeringen vil knokle løs for at sikre flere og hurtigere vacciner, og vi skal meget gerne have forøget produktionskapaciteten, og det arbejdes der på bl.a. igennem EU.

Når det kommer til spørgsmålet om at aktivere TRIPS-aftalens mekanisme for nødlicenser, vil jeg også gerne stille mig noget skeptisk. Det er en mekanisme, som kan bruges i helt særlige tilfælde, hvor det ikke har været muligt at lave aftaler med leverandørerne. Det er klart, at epidemien har vist, at vi ikke var godt nok forberedt, når det kommer til eksempelvis testudstyr og værnemidler, og nu har vi så mangel på vacciner. Det rejser jo også en principiel diskussion om, hvad der er samfundskritisk infrastruktur, og her skal vi være meget mere opmærksomme på at sikre en solid forsyning, og det kræver forpligtende internationalt samarbejde.

Det er dog vigtigt at huske på, at selv om vi lige nu og her er frustrerede over ventetiden, er det jo faktisk ganske imponerende, at vi allerede nu har flere godkendte vacciner, et år efter at den her virus ramte os. Det skyldes jo bl.a., at der netop er blevet investeret massivt i at forske og udvikle den her nye vaccine, bl.a. i samarbejde mellem offentlige og private. Det gode samarbejde skulle vi nødig slå i stykker, hvis vi skulle, for at bruge et farverigt udtryk, erklære krig mod de firmaer, der har udviklet vaccinen, altså eksempelvis ved at Danmark skulle rejse sag mod firmaerne via de danske domstole. Vi skal have produktionen i vejret, men det må ske i samarbejde med industrien.

I Danmark er spørgsmålet omkring tvangslicenser jo netop reguleret i patentloven, og det er jo altså så ikke regeringen, der udsteder tvangslicenser, men som sagt domstolene, og hvis en virksomhed eller det offentlige ønsker at producere vacciner, der er beskyttet af et patent, så skal der jo så anlægges retssag, og det er ikke noget, som Socialdemokratiet ser som en hensigtsmæssig vej at begive sig ud på. Derfor siger vi fuldtonet ja til, at regeringen fortsætter sit arbejde med at få skruet produktionen i vejret og sikret flere vacciner, både nationalt og globalt. Det kræver internationalt samarbejde, og det kræver samarbejde med den industri, som har udviklet vaccinen.

Til slut vil jeg gerne på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Regeringen opfordres til – i samarbejde med Europa-Kommissionen, andre landes regeringer og industrien – at arbejde for, at produktionskapaciteten øges med henblik på distribution af flere vacciner, både nationalt og globalt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 65).

Tak til ordføreren. Er det muligt at få en kopi af vedtagelsesteksten her op til stolen? For den indgår naturligvis også i de kommende forhandlinger.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren. Det er først fra hr. Christian Juhl fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg fatter simpelt hen ikke, hvorfor det kongelige danske Socialdemokrati er blevet så fodslæbende og visionsløse og trasker i røven på – undskyld, trasker bagefter problemerne i stedet for at være lidt visionære. Da Socialdemokraterne for mange år siden oprettede SSI, var det visionært, og Danmark var førende, hvad angår tuberkuloseindsatsen. Dengang var der masser af folk, der sagde: Det er jo så kompliceret, det må vi overlade til de private. Men der sagde visionære socialdemokrater – også selv om det dengang var hamrende dyrt: Nej, vi skal også i det offentlige være med til at sikre sundheden i det her land, også selv om det er kompliceret.

Hvad er det, der gør, at I hele tiden siger, at det er markedet med virksomhederne, der skal løse det? For det er jo det, I siger i dag. Når markedet ikke kan løse det, hvorfor skal vi så ikke med det samme komme i gang med at prøve noget andet? I siger, det tager 6-8 måneder at bygge en virksomhed op. Så er der da ingen grund til at tøve, så skal vi da til at i gang.

Ordføreren.

Det er helt nyt for mig, både som folketingsmedlem og som historiker, at Enhedslisten og de partier, som jo dannede Enhedslisten, nogen sinde har betragtet Socialdemokratiet som visionært. Det glæder mig da. Det kan godt være, I ikke at gør det nu, men historisk har der været tilfælde. For det har jeg ikke set bevisførelse for nogen som helst andre steder end her i salen.

Jeg mener sådan set, at det er ganske visionært at samarbejde med den industri – at det offentlige og private samarbejder, når vi bliver ramt af den ulykke, som det er, at hele verden er blevet ramt af covid-19. Jo større tillid, og jo mere det er et ligeværdigt samarbejde, som også sikrer, at netop den industri kan blive ved med at forske og investere i life science og ikke skal gå og bekymre sig for, om de lige pludselig bliver snydt på målstregen, desto bedre er vi rustet til at håndtere både den nuværende sundhedskrise, men også fremtidige pandemier.

Hr. Christian Juhl.

Det forudsætter vel, at der er en gensidig tillid. De her virksomheder har fået det hele leveret på et sølvfad. 90 pct. af al forskning er betalt af det offentlige, og da det så lykkes at finde nogle modeller, leverer man dem pænt over til virksomhederne og siger: Værsgo, I kan producere og distribuere og tage profitten af det. Det er da en meget ensidig måde at have tillid til hinanden på. Der vil jeg gerne spørge: Hvornår skal det, det offentlige laver, også følges op af krav til de her virksomheder? Når de ikke kan levere nu, må andre levere. Det er jo markedets logik. Spørg en liberalist om det. Det er markedets logik, at hvis ikke en virksomhed kan levere, må den næste jo gøre det eller den næste.

Ordføreren.

Der er jo flere led i det her. Man kan sige, at den første del af det, som handler om at udvikle den her vaccine, tror jeg vi alle sammen må erkende er gået over forventning. Det er meget imponerende at se, at det kan være en testet og velfungerende vaccine, allerede omkring et år efter at vi blev ramt af den her virus. Det er det første. Det andet er så produktion og masseproduktion, som jo skal sikre, at der er til os alle sammen. Det har så vist sig at være udfordrende, og det er jo så der, vi skal presse på med alt, hvad vi kan.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg må jo så opfordre ordføreren til at gå tilbage i de historiske annaler og se, hvad der stod i socialdemokratiske principprogrammer tilbage fra starten af 1900-tallet. Det kan godt være, at der var nogle ting der, som ovenikøbet en fra Enhedslisten kunne finde visionære.

Det, jeg godt vil spørge ordføreren efter, er, når ordføreren siger, at vi ikke skal føre krig mod industrien. Det er jeg sådan set enig i. Det er jo ikke det, der er formålet her. Det, der er formålet her, er at føre krig mod pandemien i stedet for. Derfor er spørgsmålet jo også, hvorfor vi ikke skal udnytte de muligheder, der ligger. Vi ved, at det er en global pandemi. Vi ved, at det får betydning, også for Danmark, at virus kan vende tilbage i muteret form. Og når lande som Indien og Sydafrika decideret beder om i WTO-regi at få en waiver for at sikre, at man kan producere også til lavindkomstlande, netop for at bekæmpe epidemien på globalt plan, hvorfor er det så, at Socialdemokraterne stiller sig på EU's side og regeringen stiller sig på EU's side og stemmer imod, at man giver den mulighed – når Indien og Sydafrika selv beder om det?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, at forklaringen, som Enhedslisten også fik fra ministeren, er, at det ikke er det rette redskab til det problem, vi står over for. Problemet nu her, udfordringen, er ikke at udvikle vaccinen. Det har det været tidligere, men det er jo ikke det, der er udfordringen nu. Udfordringen nu her er at få produktionskapaciteten op, og det er jo sådan set udfordringen hele vejen rundt. Det er det, vi skal fokusere alle vores kræfter på, ikke på at begynde at køre retssag mod industrien og forsøge at tage patentet fra medicinalindustrien og dermed også fjerne deres økonomiske incitament til igen at gøre noget lignende det her mirakuløse videnskabelige arbejde, de har leveret, engang i fremtiden. Men fokus bør være på at øge produktionen, og der skal vi presse på alt, hvad vi kan.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu synes jeg, det er vigtigt at huske på, at udviklingen af en vaccine jo primært er foregået for offentlige midler. Altså, det er jo, fordi der har været investeret massive midler, både af den danske regering, men også i EU-regi og af andre regeringer, i at få udviklet den her vaccine.

Medicinalindustrien er p.t. de eneste, der har produktionskapaciteten til at kunne producere den og også har volumen til at kunne lave de sidste fase tre-forsøg. Men hvorfor er det så, vi ikke prøver at udnytte den produktionskapacitet, der også er i privat regi, til at sikre, at vi får produceret så mange vacciner som overhovedet muligt? For det her er jo ikke et spørgsmål om at føre retssag eller genere nogen. Det er et spørgsmål om at bekæmpe en pandemi, og det gør vi ved at producere så mange vacciner, vi overhovedet kan.

Ordføreren.

Jeg er jo sådan set enig i intentionen i at afsøge alle muligheder for at få øget produktionen, og jeg er helt enig i overvejelserne omkring den statslige finansiering af forskning generelt, men også særlig inden for medicin og på hele sundhedsområdet. Det er en kæmpe gave for os alle sammen; jo mere vi kan det, desto bedre. Det skal nok betale sig i det lange løb.

Men det, som Enhedslisten foreslår i dag, er ikke den rette vej, og det løser ikke det problem, vi står over for.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak til ordføreren. Det, der jo er så svært i den her debat, er, at vi både skal kigge ud i verden, og at vi samtidig har en kæmpe opgave herhjemme. Det er også at se ud i fremtiden, selv om vi står nu og her med nogle udfordringer, vi prøver at løse. Men det er også bare nødvendigt, at vi tør kigge både ud og også længere ud i fremtiden.

Jeg bliver nødt til at spørge Socialdemokratiets ordfører – det er jo ikke regeringens ordfører, men partiet Socialdemokratiets ordfører – om det gør indtryk, når over 100 lande beder om, at vi aktiverer den her TRIPS-mekanisme. Når internationale organisationer som UNAIDS, Læger uden Grænser, WHO osv. gør det, og når rigtig mange parlamentarikere i Europa-Parlamentet, herunder rigtig, rigtig mange af ordførerens partikammerater fra det europæiske socialdemokrati, siger, at det her er den rigtige vej at gå, hvorfor står vi så og er så fodslæbende? Og hvorfor støtter Socialdemokratiet, at vi er fodslæbende på det her punkt i stedet for at gå all in i den her debat og presse på inden for EU? Jeg ser ikke det her som en kamp imod EU. Nej, jeg spørger, hvordan det er, vi kan rejse den her stemme internt i Rådet. Når nu Europa-Parlamentet er med på den, kunne vi måske få rykket på det.

Ordføreren.

Ja, det gør indtryk. Nej, vi ønsker ikke at være og betragter hverken regeringen eller Socialdemokratiet som fodslæbende i den her situation. Jeg fornemmer, at vi er ret enige om, hvad problemet er, men at vi så er temmelig uenige om, hvad det er, der er redskabet til at få løst de her problemer. Fokus bør, som jeg har sagt nogle gange, efter min overbevisning ikke være på at fjerne patentrettigheder eller skulle køre retssager fra den danske regering mod medicinalindustrien. Det ville jeg synes var en meget, meget ærgerlig ting at skulle kastes ud i. Men det er jo det, der vil være konsekvensen, hvis vi ønsker at fjerne patentrettighederne fra en medicinalindustri. Så vil det i praksis betyde, at den danske regering skal ud og køre en retssag. Det ønsker vi ikke at gøre, og vi ønsker slet ikke at bruge tid på det. Tværtimod vil vi hellere presse på, som ordføreren fra SF også siger, internt i EU for at få øget produktionen.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Men nu prøver jeg så igen med det globale udsyn. Det handler ikke om, at den danske stat skal køre retssager imod medicinalindustrien. Det her handler om, at vi aktiverer en mekanisme, der allerede er i en international handelsorganisation. Det her handler om, at der er nogle lande, der har bedt os om at gøre det, ligesom nogle lande gjorde i starten, da vi fik medicin, der kunne hjælpe på hiv-/aids-pandemien.

Så det er jo ikke Danmark, der skal føre en retssag. Det er ikke det, jeg taler for. Jeg taler egentlig for, at vi i EU stiller os op sammen med det store, store flertal af lande i WTO, der gerne vil det her, og alle de her organisationer, som skal hjælpe os med at bekæmpe pandemien. Jeg har bare ikke hørt nogen svar på, hvad det er, man vil, andet end at se på lidt produktionsudvikling osv. Hvad gør det i forhold til priserne på de her vacciner, som udviklingslandene jo aldrig vil kunne være med på?

Ordføreren.

Det er jo alt sammen noget, som skal forhandles – primært det sidste, som SF's ordfører, hr. Rasmus Nordqvist, er inde på – i forhold til at sikre, at der altså også er vacciner til lande uden for EU og lande, der ikke nødvendigvis har penge til den slags. Der skal findes nogle overkommelige modeller, ikke bare for deres skyld, men for vores alle sammens skyld, så det rent faktisk kan lade sig gøre for alle lande at vaccinere deres befolkninger, hvor det er nødvendigt. Det er en stor opgave, som vi hverken kommer til at løse her i dag eller i morgen, men som er det, Danmark skal spille en vigtig rolle i, også i EU-sammenhæng, også over for medicinalindustrien, for at få forhandlet nogle rimelige løsninger på plads.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste ordfører kommer fra Venstre, og det er hr. Martin Geertsen.

Tak for det. Jeg vil jo gerne insistere på at være et høfligt menneske, så derfor tak til Enhedslisten for at have rejst den her forespørgselsdebat. Baggrunden er jo alvorlig nok, også selv om den ønskede løsning nok, i hvert fald efter vores opfattelse, er lidt mere realistisk i en forespørgselsdebat her i det danske Folketing end i den virkelige verden.

En verdensomspændende epidemi har mange steder udfordret sundhedsvæsenet og for den sags skyld hele vores samfund. Ønsket er jo hos os alle sammen hurtigst muligt at tilvejebringe vacciner, sådan at vi kan vende tilbage til en normal hverdag – så børnene kan komme hurtigere i skole, de voksne kan komme tilbage på arbejde, de ældre og sårbare grupper kan få deres tryghed tilbage og virksomhederne kan komme til at tjene penge igen. Det er sådan noget, vi går op i i Venstre, hr. Peder Hvelplund.

Status er foreløbig, at en række virksomheder vel på nærmest rekordtid har udviklet de vacciner, som lige nu udrulles i det meste af verden og også i danske vaccinationsprogrammer. Det har de gjort med kommercielt sigte for øje, det anerkender jeg, og det sigte afviger jo i al væsentlighed ikke fra alle mulige andre virksomheders, der opstarter deres produktion hver morgen – mange, fordi de er stolte af deres produkter, men jo også med ønsket om at tilvejebringe en gevinst og noget indkomst til ejere og til medarbejdere. Det overrasker vel ikke ret mange.

Den farmaceutiske industris hurtige reaktion med at udvikle vacciner og behandling for covid-19 er muliggjort på grund af store biblioteker af molekyler, værktøjer og ekspertise, viden, knowhow. Tilgængeligheden til den enorme viden er jo muliggjort via de principper, vi kender som intellektuel ejendomsret eller det mere jordnære begreb patentbeskyttelse. Det er beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret, der har muliggjort en innovation i hidtil uset omfang via samarbejde mellem den farmaceutiske industri, regeringer, universiteter og andre forskningspartnere. Det viser i hvert fald mig, at tilskyndelsen til forskning virker. Selv om der er en helt berettiget ærgrelse i forbindelse med de lovede leverancer, er systemet efter min bedste overbevisning grundlæggende intakt.

At gribe til tvangslicenser – man kalder det lidt pænere nødlicenser – vil efter min bedste overbevisning smadre incitamenterne til forskning ved kommende pandemier. Udvikling, godkendelse og lancering af nye lægemidler er en lang, omkostningsfuld og omkostningstung proces, og det er desuden en meget risikabel proces, som jeg mener er godt placeret hos de forskningspartnere, vi kender. Jeg tror, at tvangslicenser kommer til at skabe en usikker situation, der i sidste ende kommer til at påvirke patienter og borgere, kommer til at påvirke investeringer, kommer til at påvirke innovation negativt. Tvangslicenser undergraver tilliden til at investere og til at lancere nye lægemidler. Udstedelsen af tvangslicens har og vil efter min bedste overbevisning få en dæmpende effekt på investeringer og kan i virkeligheden forårsage politisk usikkerhed, som har langsigtede virkninger på den samlede sundhedsinfrastruktur – stik modsat det, jeg tror er forespørgernes hensigt. Så i sidste ende vil sådan en øvelse, som Enhedslisten her lægger op til, efter min bedste overbevisning skade patienterne, skade danskerne, skade borgerne i verdenssamfundet, og det tror jeg ikke er forslagets formål.

Venstre kan bakke op om det forslag til vedtagelse, som den socialdemokratiske ordfører fremsatte lige her før. Det var jo et forslag til vedtagelse, som i hvert fald ikke sagde for meget, og jeg skulle hilse fra den konservative ordfører og sige, at man tilslutter sig den vedtagelsestekst. Tak for ordet.

Tak til Venstres ordfører. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først er det fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Vi deler jo fuldstændig ambitionen om, at vi skal åbne samfundet op så hurtigt som muligt både af hensyn til samfundet generelt, men selvfølgelig også af hensyn til arbejdspladser og produktivitet, og der ved vi jo, at enhver udskydelse af vaccinationsplanen har direkte økonomiske konsekvenser. Man vurderer i USA, at en udskydelse med en enkelt dag koster 10 mia. dollars – i Danmark omkring 1 mia. kr., hver gang vi udskyder det – og derfor har det jo betydning for genåbningen af samfundet og også for samfundsøkonomien, at vi får vaccineret så hurtigt som muligt. Det er derfor, jeg ikke helt kan forstå ordførerens argument.

For vi står jo lige nu i en situation, hvor vi har vacciner. Vi har nogle muligheder inden for de aftaler, der er lavet. Det er ikke et spørgsmål om at føre retssager og alt muligt andet, men det er et spørgsmål om at bruge de muligheder, der ligger i de internationale aftaler, for når vi står i en særlig situation, når der er tungtvejende både sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske grunde til det, så er der den mulighed. For det vil være en gevinst både for samfundsøkonomien, men også for folkesundheden at gøre det. Hvorfor så ikke bruge de muligheder? For hvis ikke nu, hvornår så? Hvornår er det ellers, de her muligheder skulle være tiltænkt at skulle tages i brug, hvis det ikke er nu?

Ordføreren.

Lad os se bort fra alt det der med retssager og den slags juristeri, og lad os tage det helt principielle. For det første kan man, som en af ministrene, som jeg ikke kan huske hvem var, for så vidt angår den konkrete bemærkning, sagde, diskutere det på det korte sigt, som handler om, om man i virkeligheden skulle strø det ud på noget af det produktionsapparat, der i givet fald var ledigt rundtomkring. Det tror jeg for det første ikke er nogen enkel sag, fordi det muligvis ikke er der. Men det der med at lave sådan en plug and play med en covid-19-vaccine i en eller anden produktionshal ude i Ballerup tror jeg for det andet er en illusion, hr. Peder Hvelplund. Så det er ligesom det kortsigtede.

Med hensyn til det mere langsigtede er jeg grundlæggende nervøs for, at vi nu siger til medicinalindustrien: Næste gang vi får brug for jer, så skal I høre, hvad der sker, så hugger vi jeres patent og gør det til et statsejet patent. Dermed risikerer vi i virkeligheden, at de ikke ønsker at være med på den her øvelse en anden gang. Det er det, jeg frygter vil være den langsigtede konsekvens af det, som hr. Peder Hvelplund mener kan gøres, og hvor jeg jo også godt kan forstå, at man sådan i et øjebliks desperation lige pludselig vil gribe til sådan et drastisk redskab. Men jeg tror, det har nogle langsigtede konsekvenser, som hverken hr. Peder Hvelplund eller jeg kan gennemskue.

Tak. Hr. Peder Hvelplund.

Men jeg forestiller mig ikke, at vi bare begynder at producere ude i Ballerup. Jeg lytter tværtimod til, hvad man siger fra WHO, og jeg lytter til, hvad man siger både fra Indiens og Sydafrikas side, altså at der er muligheden for at kunne gøre det. Det er ikke let, og det kommer til at tage tid, men vi står også i en global sundhedskrise.

Så må jeg bare med al respekt sige, at det ikke kun er medicinalindustrien, der har udviklet de her vacciner, men at det jo primært er foregået for offentlige midler. Pfizers var fra BioNTech, AstraZeneca var fra Oxford University. Der er jo en stor underskov af forskere, der har leveret grundforskning til de her vacciner, og de er i høj grad finansieret af offentlige midler. Så hvorfor skal vi ikke, når vi er med til at betale for at udvikle vaccinerne, sikre, at de så også bliver produceret til gavn for hele folkesundheden?

Ordføreren.

Jo, men det er bare grundlæggende et andet system, hr. Peder Hvelplund argumenterer for her, som jeg tror er en farlig vej at betræde, fordi vi sådan set har outsourcet den der opgave til nogle, der gerne vil sætte noget på spil. Og det er jo ikke kun kroner og øre, men det er jo også knowhow, som man – om jeg så må sige – sætter på spil i de hersens virksomheder. Og jeg synes, det er farligt, hvis man begynder at sætte det system på spil i sådan et øjebliks desperation. For det har altså nogle vidtrækkende konsekvenser, også i forhold til hvad vi måtte rende ind i af fremtidige pandemier.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. I vedtagelsesteksten fra jer står der, at de der tre forslag, som vi har stillet, ikke er gode forslag, punktum, og hvad så? Skal der ikke ske noget mere? Skal markedet bare have lov til ikke at løse opgaven?

Som liberalist mener jeg, det er en ganske besynderlig situation, vi er i. Vi har som offentlighed – universiteter og alle mulige andre offentlige institutioner – for 90 pct.s vedkommende leveret forskningen, og vi har oven i det foræret de her virksomheder en monopollignende tilstand, som jeg troede at en liberalist var modstander af, for at få lov til at tjene penge på markedet. Alligevel kan de ikke levere. Er det så ikke på tide, at vi siger, at nogle andre også må have lov til at komme til? Vi skal vel ikke have et monopolsamfund, hvor nogle virksomheder bare kan få i den ene og den anden ende? Altså, det har vel ikke noget med markedsøkonomi at gøre, men det har noget med monopoløkonomi at gøre, og det har liberalisterne da altid været modstandere af, helt siden min socialdemokratiske ungdom.

Ordføreren.

Det er lidt til det med at finde ud af, hvem der er liberalisten. Jeg plejer at tage den kappe på mig, og hvis hr. Christian Juhl vil være med til det, så er det fint med mig.

Der er jo ikke nogen monopolsituation, hr. Christian Juhl. Der er jo her tale om en udbudsforretning, hvis man skal skære det helt ind til benet. Altså, der er jo mere end én leverandør på markedet her. Så mere kompliceret er det jo i virkeligheden ikke.

Hr. Christian Juhl.

Jamen vi har lige hørt to ministre og vi har lige hørt ordføreren selv sige det, altså at der ikke er vacciner nok i øjeblikket. Markedet kan ikke levere. Det er dog ganske mærkeligt i en situation, hvor den mest profitable branche på nær våbenindustrien er medicinalindustrien. Så skulle det da være mærkeligt, om andre virksomheder ikke både kunne og ville hjælpe med at levere, hvis ellers vi brugte de redskaber, vi har til rådighed.

Det er da en mærkelig inerti at sige: Nej, nej, nu har nogle fået lov til det, og så må de jo gøre det, og hvis ikke de kan, så læner vi os lidt tilbage. Kom nu lige med noget energi, kom nu lige med nogle visioner og nogle idéer om at komme videre. Hvis I kasserer de tre forslag, vi har stillet, skal der jo noget andet til. Det kan enhver da se.

Ordføreren.

Jeg har forstået den der socialistiske form for progressivitet. Det handler altid om at nationalisere et eller andet, og så er man enormt progressiv. Altså, der er jeg bare ikke, og jeg synes ikke rigtig, hr. Christian Juhl tager de langsigtede konsekvenser af sine synspunkter med i betragtning. For der vil simpelt hen ske det, at den her type af virksomheder, som jo har udviklet de her vacciner – som har udviklet de her vacciner – ikke har incitamentet til at gøre det en anden gang, og så står hr. Christian Juhl med håret i postkassen.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Rasmus Nordqvist, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg er sådan lidt nysgerrig efter at høre ordførerens løsninger. For den løsning, som er kommet fra over hundrede lande, fra WHO og UNAIDS, omkring, at vi skal bruge nogle af de mekanismer, vi allerede har aftalt globalt set, i, hvad der vist ikke kan betegnes som en socialistisk organisation, altså WTO, er ikke god nok. Det er en dårlig løsning, selv om det er en løsning, vi sådan set har og er enige om kan blive taget i brug, når vi har en pandemi. Hvad er så løsningerne? For problemet er jo, at hvis vi kun står og er opmærksomme på, hvad der sker den næste måned i Danmark i forhold til de her vacciner, så skyder vi os selv i foden. Hvis ikke vi får taget de skridt, der gør, at vi får vaccineret globalt set, at vi gør noget ved, at det faktisk er en pandemi, hvad så?

Så hvad er svarene, og hvad er løsningerne? Det er egentlig det, jeg lidt står og efterspørger, for jeg synes, at jeg hørte en masse nej, og at det hele går godt, og at det er markedet, der løser det, og at det er fint, som det er. Men når vi ser på nogle udviklingslande, hvor de måske først har vaccineret i 2024, så er det jo en katastrofe.

Ordføreren.

Hvad havde hr. Rasmus Nordqvist forestillet sig, hvis den danske vaccineproduktion, for så vidt angår covid-19, med al tænkelig respekt skulle have foregået i rammerne af Statens Serum Institut, helt ærligt? Altså, jeg er sådan set med på, at den danske regering i de internationale fora, hvor den er, skal sætte sig i spidsen for, at man ligesom får en eller anden plan for, hvad det så er vi gør globalt set, herunder også i forhold til udviklingslande. Det synes jeg man skal gøre. Men der er jo ikke noget alternativ til, at markedet udvikler vacciner, det er der ikke, vil jeg sige til hr. Rasmus Nordqvist. Og jeg vil bare gentage budskabet fra min indledning her: Hvad havde hr. Rasmus Nordqvist forestillet sig, altså at vi opstiller en eller anden statslig vaccineproduktion her, som skulle have været på forkant med den her udvikling? Det er jo helt illusorisk.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Det er sjovt med den der kobling, som Venstres ordfører bruger, mellem at bruge TRIPS-mekanismen og så tro, at jeg mener, at der skal være en hundrede procent dansk, national vaccineproduktion. Det er slet ikke det, vi snakker om. Jeg står og snakker om, hvordan vi får vacciner ud i hele verden. Der er en mekanisme, vi globalt set i nogle aftaler er enige om inden for WTO. Dem vil man ikke gøre brug af. Det handler ikke om dansk produktion. Det handler egentlig om at give lov til produktion i eksempelvis Indien og Sydafrika. Det vil man ikke gøre brug af fra Venstres side, men hvad vil man så gøre – hvis vi igen kigger lidt længere ud i verden end kun inden for vores egne grænser – for at få udviklingslandene med? Hvad vil man gøre fra Venstres side?

Ordføreren.

Hr. Rasmus Nordqvist kigger ikke ud i fremtiden. Hr. Rasmus Nordqvist kender simpelt hen ikke konsekvenserne af det, han selv foreslår. Hr. Rasmus Nordqvist vil simpelt hen smadre incitamentet til, at internationale vaccineproducenter fremadrettet har lyst til at kaste sig over at udvikle en vaccine, næste gang – gud forbyde det – der kommer en global pandemi. Det er simpelt hen det, der er konsekvensen af det, og som jeg et eller andet sted blandt alle hr. Rasmus Nordqvists mange ord ligesom fornemmer man ønsker.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til Venstres ordfører. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti. Det er fru Liselott Blixt.

Mange tak, og tak til Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti for at rejse debatten. Det er jo noget, vi alle sammen taler om, altså vacciner – og med rette. For i forhold til den her coronakrise er det vigtigt, at vi netop kan sikre specielt vores mest sårbare. Det er i hvert fald det, vi i Dansk Folkeparti synes er det vigtigste i den her debat. Derfor glædede vi os jo også alle sammen over det, da vaccinen kom til Danmark. Specielt de ældre på vores plejehjem kunne se lyset. De havde været lukket inde, nogle af dem i ensomhed, hvor de ikke havde kunnet se deres familie. De kunne se lyset, for nu kunne de få vaccinen og komme ud og få lidt frisk luft og en god kop kaffe sammen med deres pårørende.

Men samtidig har vi også mærket den her frustration, som der er hos alle dem, der mener, at de ikke er prioriteret højt nok. Og jeg kan også være enig i den betragtning. Problemet har dog også været, at hvis vi skal prioritere nogle andre før, så er der andre, der skal tages ud.

Nu kan vi så se, at de her to vaccinefirmaer, som vi har lavet aftale med igennem EU, pludselig ikke leverer det, som man havde regnet med i Danmark, og vi kan også se, at det er derfor, at vi efterhånden dagligt hører forskellige meldinger om folk, der ønsker vaccinen, har brug for den, vil højere op på listen, og som klandrer dem, der nu får den. Så sent som i dag har vi hørt, at der er nogle, der mener, at de over 85-årige ikke skal have den. Altså, en virkelig ringe, uetisk debat.

Fra Dansk Folkepartis side bliver vi nødt til at sige, at vi støtter myndighederne i den prioritering, man har lavet, og vi er enige om, at vi skal have Danmark igennem det først, før vi hjælper andre, præcis på samme måde, som når man sidder i et fly. Hvis man skal hjælpe sine børn, der sidder ved siden af, og hvis man er ved at styrte ned, iltmaskerne falder ned, så tager man iltmasken på selv, og så hjælper man de andre bagefter.

2,1 mia. euro er lige stillet til rådighed fra EU til producenterne, der deltager i EU's vaccinestrategi, og samtidig er der investeret 750 mia. euro. Det giver rigtig mange penge til de her otte firmaer, som vi som en del af EU har lavet aftaler med. Alligevel har to medicinalvirksomheder ikke kunnet leve op til den aftale, som man har haft i forhold til leverancerne, også selv om vi faktisk har været med til at betale for produktionen. Så selvfølgelig skal vi gå medicinalvirksomhederne efter i sømmene, og det forstår jeg – jeg hørte meldingen fra EU – at man vil gøre, altså man vil kontrollere, hvad der kommer ud af landet, ud over EU's grænser. Det synes jeg faktisk er fornuftigt nok.

Selvfølgelig skal vi også se på, om man kan lave nødlicenser nogle steder. Men vi i Dansk Folkeparti ønsker ikke, at det skal være med tvang, hvilket det bliver, hvis man gør det, som Enhedslisten og SF foreslår. Selvfølgelig skal man undersøge, hvad det er, der kan omstilles, og hvem der kan gøre hvad. Vi ved nu, at Japan har licens til at lave AstraZenecas vaccine. Så sådan nogle aftaler kan man jo lave med medicinalbranchen, og det er noget af det, som jeg også håber på man vil arbejde på fra den danske regerings side sammen med de andre, som der også står i den tekst, som vi er med i. For det er en udfordring, og vi skal også hjælpe globalt. Men for Dansk Folkeparti er det vigtigt, at vi lige ser ned i det, vi har nu her, får vaccineret den danske befolkning og ser tilbage på, hvad vaccinerne kan, og hvor meget der er: Er der noget i overskud, og hvordan kan vi hjælpe de andre lande? Det synes vi er det vigtigste, og derfor tilslutter vi os netop også den tekst, der blev læst op af Socialdemokratiets ordfører. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Først er det fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til fru Liselott Blixt for talen. Danmark først, siger ordføreren. Det er klart, at vi skal have fokus på Danmark, men det har vi jo også kun ved at sikre, at vi også får bekæmpet pandemien på globalt plan. For udfordringen er jo, at de sårbare og ældre herhjemme, som vi har det samme fokus på, som Dansk Folkeparti har, også bliver udsat for en sydafrikansk variant, for en brasiliansk variant og for andre mutationer, der opstår. Så selv hvis vi tager de helt snævre nationalistiske briller på, er der jo en interesse i at sikre, at vaccinen også bliver bredt ud på globalt plan for netop at undgå, at der opstår nye mutationer, som rammer os selv i nakken. Så hvordan vil Dansk Folkeparti sikre, at vi undgår det, hvis vi skal have fokus på at hjælpe også borgerne her i Danmark?

Ordføreren.

Som ministrene før mig har fortalt, er der afsat penge til et beredskab, hvor vi faktisk giver penge til køb af vacciner i ulandene. Og jeg mener det, jeg sagde tidligere: Vi skal hjælpe Danmark først. Jeg er valgt af danske borgere for at se på Danmark først, og så derefter hjælper vi de andre. Vi siger ikke, at vi ikke skal hjælpe andre. Vi siger bare, at vi skal sikre at prioritere danskerne først. For der er en debat, der foregår i øjeblikket, og efterhånden er jeg nået dertil, hvor debatten om prioritering af vacciner faktisk er værre end selve coronapandemien, for den ene synes, at vedkommende er vigtigere end den anden. Og skal vi også se på det på globalt plan, skal vi se på, hvad der er vigtigst – en sydafrikansk sundhedsarbejder eller en 20-årig i Danmark? Det er den debat, man vil få ud af det, hvis man vil gå efter Enhedslistens præmis.

Hr. Peder Hvelplund.

Der bliver jeg nødt til at sige: tværtimod. For det her handler jo netop om at sikre, at vi får et større udbud af vacciner, fordi efterspørgslen er så stor. Når der opstår prioriteringsdiskussioner, er det jo, fordi efterspørgslen langt overstiger udbuddet, og derfor er svaret jo ikke, at vi skal prioritere benhårdt og sætte den ene foran i køen og skubbe den anden længere tilbage, men det er, at vi skal udnytte den mulighed, der er for at producere så meget vaccine som overhovedet muligt. Det er der jo muligheder for i dag, også igennem de internationale aftaler. Så hvorfor skal vi ikke udnytte den mulighed til at sikre, at vi netop får produceret så mange vacciner som muligt, så vi får øget udbuddet til den enorme efterspørgsel, der er?

Ordføreren.

Men vi skal producere så mange vacciner som muligt. Vi skal bare ikke gøre det med tvang. Vi er imod tvang, både det at få en tvangsvaccine og det at producere en vaccine. Spanien er lige kommet ud med en ny vaccine. Som vi hørte fra starten af, var der 170, der forskede i at lave vacciner. De kommer jo løbende. Vi er kun lige i starten.

Den næste korte bemærkning er til hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Først vil jeg sige tak til ordføreren, fordi hun præciserede den forkerte opfattelse, som Venstres ordfører havde. Han sagde, at virksomheden udvikler. Det er ikke rigtigt, og det blev jo her fint dokumenteret med alle de penge, der er givet til virksomhederne til at udvikle det, og bagefter en eneret, altså et monopol, til at få lov til at tjene pengene på det bagefter. Der tænker jeg: Er det ikke også at sikre pensionisterne i Danmark imod de nye mutationer, hvis vi hurtigt kunne få lukket ned i de fattigste lande, samtidig med at vi selv beskytter os? For vi vil vel nødig have de der to, tre, fire, fem, seks mutationer eller måske mange hundreder, eller hvad ved jeg, ind i landet, og ikke have medicin til det og så skulle til at lave en ny medicin, som så tager nye 2 år. Det er da bedre, at vi forøger indsatsen. Vi har jo trods alt råd til både at gøre det herhjemme, samtidig med at vi gør det derude. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi gør begge dele. Det er jo ikke Danmark først over for de nye, og vi skal jo være lidt foran den her sygdom for at klare den.

Ordføreren.

Jamen jeg er jo ikke uenig i, at vi skal gøre noget, og at vi også skal prøve at gøre det samtidig osv. Men der kommer også flere og flere vacciner. Der er kun to, vi kan få i øjeblikket, og nu håber vi så på den tredje, AstraZeneca. Vi ser, at Japan allerede har lavet en aftale om, at de kan producere til sig selv, vi har Indien, der laver en vaccine, og vi har russerne, der laver en vaccine. Altså, efterhånden er der jo mange, der begynder på det, og der skal man selvfølgelig have den dialog, og der håber jeg da, at man sætter hårdt mod hårdt, også over for de her virksomheder, som prøver at snyde os, eller hvad de nu gør. Det skal da undersøges, og så skal man prøve at lave nogle aftaler. For vi har sat penge i det her, og vi har været med til at producere og sikre, at der kom en vaccine så hurtigt. Så vi har da del i det.

Hr. Christian Juhl.

Men vi kan jo næsten ikke få for meget produktion i øjeblikket, for at sige det ligeud, og derfor er det vel en god idé at åbne op, altså ikke at tvinge nogen til at lave en produktion, men at åbne op og frigive retten til at lave en produktion. Det er jo ikke tvang, men det er lige det modsatte, vi foreslår. Vi siger, at flere skal i gang med at producere, sådan at vi kan levere det, som vi har haft brug for. For markedet kan det ikke i øjeblikket, og så er det da en god idé at åbne op. Det er jo det offentlige, der har betalt forskningen, og så er det vel også rimeligt at sige, at vi så må give det fri, i stedet for at snakke om tvang. Det er et mærkeligt ord i den her sammenhæng. Det er lige det modsatte, der skal ind.

Ordføreren.

Jamen det betyder det samme, altså om du tager patentet fra nogen, der har arbejdet med det her i rigtig mange år. Vi ved grundlæggende, at vaccinen fra Pfizer er noget, som man har arbejdet med i årtier, og som man nu har brugt til den her vaccine. Så selvfølgelig er der da en medicinalvirksomhed, som har forsket i det forinden.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og den næste ordfører, som står klar til at komme til den flotte rengjorte talerstol, er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til hr. Peder Hvelplund for at sætte debatten her på dagsordenen. Det er egentlig ret imponerende, når man tænker over, hvad der er sket det seneste år. Hvis jeg var blevet spurgt i foråret 2020, om vi ville have haft en vaccine imod corona inden for et år, så havde jeg sagt: Nej, selvfølgelig ikke. For den slags tager mange år, og det kræver enorme ressourcer, men ikke alene har vi i dag flere godkendte og effektive vacciner, men vi har også flere på vej. Og det er lykkedes, fordi vi så et helt fantastisk samarbejde på tværs af landegrænser og imellem offentlige og private aktører, fordi en pandemi i sagens natur rammer os alle, og det har båret frugt. Vi er nu i gang med at vaccinere i en lang række lande, men det er bestemt ikke uden problemer. Det har vi oplevet herhjemme og i resten af EU, hvor vi ikke modtager de lovede doser, men det rammer, som hr. Peder Hvelplund også nævnte, primært de fattigste lande. Det er to forskellige problemstillinger, som begge to skal løses.

Jeg deler bekymringen med at få vaccineret i de fattigste lande, og jeg mener også, vi har et internationalt ansvar for at løse den udfordring inden for EU. Det er også klart, at hvis vi eksempelvis i EU har mange gange flere doser, end vi egentlig har behov for, så bør de komme andre til gode. Det er dog ikke udfordringen lige nu. Tværtimod. Løsningen med tvangslicenser er jeg ikke enig i. For det første er det, som flere har nævnt, bl.a. udenrigsministeren, ikke nok bare at få adgang til et patent, men man skal også have produktionskapacitet, og man skal have de rette kompetencer. At producere lægemidler og vacciner, særlig vacciner med en helt ny teknologi, som er det, som vi snakker om lige nu, er ikke simpelt, og bare fordi to virksomheder begge hører under kategorien medicinalindustri, betyder det altså ikke, at man lige kan bytte produktion mellem de to.

Vi er også bekymrede for, hvordan det vil påvirke hele forsknings- og produktionsområdet inden for sundhed, som vi alle sammen er afhængige af. Det vil have store konsekvenser, som vil ramme ikke alene industrien, men os alle sammen. Der ligger mange års forskning og arbejde bag det, som vi ser frugten af nu, og det er potentielt farligt at så tvivl om det grundlag, som det hele bygger på. Endelig er årsagen til, at vi allerede nu har flere vaccinekandidater, som enten er godkendt eller tæt på godkendelse, jo netop, at vi sikrer et godt offentlig-privat samarbejde, hvor statslige midler ganske rigtigt er blevet brugt til at få industrien til at prioritere coronavacciner over andre projekter. Det var en succes for nogle – det har vi set med Pfizer og Moderna – mens andre har måttet opgive og se deres arbejde spildt. Det så vi for ganske nylig med Merck, der måtte opgive deres projekt. Jeg kan godt være bekymret for, hvordan et muligt fremtidigt samarbejde vil se ud, hvis behovet opstår igen under en ny pandemi, hvis vi nu tager det skridt, som Enhedslisten foreslår. Jeg er helt enig i, at vi skal have produceret flest mulige doser hurtigst muligt og naturligvis med respekt for sikkerhed og renhed, men det kan bare ikke lige forceres. Derfor er jeg glad for at se, at det samarbejde, som vi så i starten af pandemien, nu igen blomstrer op. Sanofi har inden for den her uge, så vidt jeg husker, tilbudt at producere 100 millioner doser af vaccinen fra Pfizer, og vi har hørt fra fru Liselott Blixt, at der er tilsvarende aftaler i f.eks. Japan, og forhåbentlig kommer der meget mere af det. Dem, der kan, skal nok byde ind.

Danmark er i mine øjne selvsagt for lille til at løfte denne opgave alene. Der er ikke ét svar, og vi ved ikke, hvad svaret er på forhånd, og at have kapacitet til alle mulige løsninger er urealistisk. Til gengæld har vi jo volumen, viden og virksomheder på tværs af EU, der kan løfte opgaven på sigt, og det er et system, vi klart bør få sat op, så vi er klar til en lignende udfordring i fremtiden. Det er allerede velkendt og velfungerende inden for medicinalindustrien, ligesom det ganske givet er inden for andre industrier, at man kan udlicitere dele af produktionen til andre virksomheder, der kan løfte en del af opgaven. Det skal vi have kortlagt, så vi er klar næste gang.

Så det her er et ekstremt komplekst problem, som hr. Peder Hvelplund ganske rigtigt peger på, og der er sjældent simple løsninger på komplekse udfordringer. Tak for ordet.

Tak til den radikale ordfører. Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Stinus Lindgreen for talen. Vi står jo bare med den udfordring lige nu, at vi kan se, at med den vaccinationshastighed, der er nu, er vi henne i 2024, før vi har vaccineret på globalt plan, og jeg ved, at ordføreren er fuldstændig enig i, at det er en kæmpestor udfordring. Der er jo netop i TRIPS-aftalen under WTO muligheden for, at man i helt særlige tilfælde kan gå ind med en waiver f.eks., hvor man ikke ophæver patentet, men hvor man bare suspenderer det i en kriseperiode. Det er jo netop en mekanisme, der er lavet til situationer som den her. Når man har lavet den i en organisation som WTO, er det jo for at sikre, at det ikke skal stille sig i vejen for, at vi, når vi står i en enorm samfundsmæssig eller samfundsøkonomisk krise, så netop kan bruge den kapacitet, der er. Det er jo ikke bare en let løsning eller noget, vi bare lige kan gøre, eller hvor vi bare lige kan sætte et stik i, og så kører produktionen et andet sted. Men det er jo netop en mulighed for at kunne sikre, at hvis der er kapacitet, så kan den udnyttes. Hvad er argumentet for ikke at gøre det, når muligheden er der og vi lige præcis nu står i sådan en krise?

Ordføreren.

Argumentet er, at jeg indtil videre ikke har set, at det ikke bliver løftet på andre måder. Vi har set netop Sanofi byde ind og sige: Vi har opgivet vores eget projekt. Vi vil gerne producere en af dem, der virker. Vi har set andre virksomheder gøre det. Mit gæt er, at f.eks. Merck, der netop har måttet opgive deres eget vaccineprojekt, nu vil have ledig kapacitet. Det kan være, de byder ind, hvis de har muligheden for det. Man skal også huske, at en vaccine ikke bare er en vaccine. Den teknologi, som Pfizer f.eks. benytter, er helt ny teknologi, som ganske få kan producere. Bare fordi en eller anden industri laver vacciner, betyder det ikke nødvendigvis, at de kan løfte den vaccineproduktion – det er vigtigt at huske. Så det her er ekstremt kompliceret. Vi ser som sagt nu igen det her samarbejde poppe op. Jeg håber, der kommer mere af det – det ville jeg synes var vejen frem. Det er også det, jeg hører ministrene sige, altså at man jo presser på for at se, hvad vi kan gøre, og hvordan vi på frivillig basis kan få andre virksomheder til at løfte den opgave, hvis de har kapaciteten, og hvis de har det knowhow, der skal være.

Hr. Peder Hvelplund.

Jamen jeg er helt enig i, at det er forskellige teknologier, der ligger bag. F.eks. ville AstraZenecas vaccine også være langt mere brugbar at rulle ud i lavindkomstlande, i forhold til hvordan den skal opbevares og sådan noget. WTO skriver selv om det her med at kunne lave en waiver eller det at kunne lave nødlicenser, at det i forhold til muligheden for at afprøve private løsninger, altså privatlicenser, at man løser det frivilligt, ikke er en forudsætning, at det er afprøvet, før man går videre til muligheden for at udstede nødlicenser. Så det er jo ikke et enten-eller, det er også et både-og, for det tager jo tid. Hvad er grunden til, at man ikke skal sikre, at den mulighed fortsat kan udnyttes? Der kunne Danmark jo gennem et internationalt samarbejde netop gå i spidsen for, at vi løfter den appel, der kommer fra Indien og Sydafrika og 100 andre lande, Læger uden Grænser, WHO. Hvorfor skal vi ikke gribe den mulighed?

Ordføreren.

Jamen altså, vi står jo midt i en global krise, en pandemi, som hr. Peder Hvelplund også ganske rigtigt har påpeget flere gange, og man skal passe på med at handle i panik ud fra det situationsbillede, der er lige nu. Vi skal huske, at om ganske kort tid har vi ikke en eller to eller tre, men mange flere vacciner tilgængelige, herunder en fra bl.a. Johnson & Johnson, som vil være markant nemmere at administrere. Den kræver ét stik og kan opbevares på en måde, som ikke kræver -70-gradersfrysere. Det vil ændre billedet fuldstændig. Jeg tror, man skal være varsom med at tro, at nu skal vi bare producere en masse Pfizervacciner, fordi vi kan. Jeg tror hellere, vi skal vente og se, hvad der sker, når det her vaccinebillede ændrer sig, og det gør det ganske snart.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er chokeret over den ene liberalt tænkende efter den anden, som lægger afstand til det fri marked, der kan udvikle sig og præstere, hvad vi har brug for, og det bliver sagt, at den frie konkurrence er sund, og jeg ved ikke hvad. Når så det kommer til stykket og vi virkelig har krise, hvor vi er i en helt særlig situation, så må vi ikke sætte markedet fri, så andre kan komme til. Det er en mærkelig tankegang. Jeg forstår den slet ikke.

Danmark er for lille, siger man . Ja, det er muligvis rigtigt, at Danmark er for lille, men i Norden har vi i Nordisk Råd lige sat et kæmpe projekt i gang, hvor vi kæmper imod antibiotikaresistens – et ret kompliceret emne, men hamrende vigtigt for, at vi ikke står i en helt anden krise end nu. Vi kan meget mere i Norden, end vi gør i øjeblikket, og jeg tror også, at Norden kan rigtig meget i den her sammenhæng, hvis vi puljede kræfterne også i en produktion. EU kan meget mere, end de gør i øjeblikket.

Jeg synes ikke, tiden er inde til det. Det er en helt særlig situation, og jeg håber ikke, at vi kommer i en endnu mere særlig situation, end vi er i i øjeblikket. Det vil jeg meget, meget nødig opleve at især mine børn og børnebørn skal komme i, for så er vi helt ude over kanten. Hvorfor kan vi ikke få nogle flere bud på, hvad vi kan gøre, i stedet for bare at vente på de beskyttede markedskræfter, vi har nu?

Ordføreren.

Tak for det. Den sidste del er jeg i hvert fald enig i. Jeg håber ikke, det bliver meget værre end det, vi oplever lige nu. Og det er ikke for at tale, hvad vi kan i Norden, ned. Jeg har også personligt et rigtig godt indblik i, hvad vi kan, og vi kan rigtig meget inden for nogle områder. Det betyder ikke, at vi kan alt inden for alle områder.

Hvis der er noget, vi har set inden for udviklingen af coronavaccine, er det da netop, at det fri marked har virket. Vi har over 120 – sidst jeg tjekkede – projekter, der kører, med udvikling af forskellige typer af vacciner. Indtil videre er ét – så vidt jeg ved, der kan være flere – opgivet, et par enkelte er sat på pause, og nogle er udskudt. Der er jo vanvittig gode ting i gang, virkelig gode projekter i gang på tværs af hele verden. Der er netop ikke tale om en monopoldannelse eller noget andet; det er netop alle mulige forskellige veje. Nogle har været hurtige, nogle har været overraskende hurtige, nogle har brugt ny teknologi, andre er på vej med mere klassiske teknologier. Billedet er meget mere kompliceret end som så.

Jeg er ikke så bekymret for, hvordan det bliver på sigt. Jeg vil hellere se, hvordan det går, når nogle må opgive deres projekter, for så kan det være, de byder ind på at producere dem, vi alle sammen har brug for – dem, der virker. Men vi må ligesom vente og se, hvad spillet ender med.

Hr. Christian Juhl.

Hvis ikke licenser og patenter er monopolfremmende, hvad er de så? Jeg mener: Det offentlige forsker og stiller forskningen til rådighed for almenheden, men virksomheden, der skal producere og tjene penge, får lov til at beskytte sin produktion – i stedet for at snakke om det fri marked, som Radikale Venstre ofte taler om.

Så vil jeg gerne stille et sidste spørgsmål. Danmark har en indkøbsmuskel – og nu arbejder vi helt inden for markedsøkonomien, vi arbejder ikke ude i en socialistisk utopi eller noget som helst – men forleden dag, i forrige uge, da vi havde et samråd om samme spørgsmål, sagde sundhedsministeren som svar på et direkte spørgsmål: Danmark har ikke stillet krav om, at virksomhederne så parallelt med det skal levere billig medicin til de fattigste. EU har heller ikke stillet krav om det. Hvad synes ordføreren om sådan en forhandlingsteknik midt i en kritisk situation?

Ordføreren.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, hvis man ikke har haft det for øje, da man sad og forhandlede, fordi man og flere andre har haft fokus på deres eget nationale problem. Det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt nu, for jeg er fuldstændig enig i den bekymring, der er. En pandemi er i sagens natur global. Så længe alle ikke er beskyttede eller vaccinerede, har vi et problem, som vi alle sammen kommer til at døje med. Det anerkender jeg fuldt ud, og jeg mener, det er noget, man bør løfte internationalt i WHO-sammenhæng, for det er noget, vi skal tage alvorligt.

Jeg skal ikke kunne svare på vegne af sundhedsministeren på, hvorfor de ikke har taget det op dengang. Men jeg kan forestille mig, at man har haft andre mere presserende ting for øje.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak for det. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, SF.

Tak. Først tak til ordførerne. Man bliver jo helt ydmyg som udviklingspolitisk ordfører ved at være i selskab med sundhedsordførerne, der om nogen jo har knoklet i den her krise, og som jo har opbygget en kæmpe, kæmpe viden. Tak for det store arbejde, I laver.

Det her er en ekstremt vigtig debat, og derfor er det jo også en debat, der kører rigtig mange steder. Det er ikke bare noget, vi taler om her i Folketinget i dag; det er jo en debat, der kører i Europa-Parlamentet og rundtomkring i nationale parlamenter og i rigtig mange fora: Hvordan sikrer vi, at det ikke kun er nogle meget få rige lande, som kan blive vaccineret, mens resten af verden må stå og vente? Nogle peger på, at vi skal vente flere år, før resten af verden er med i forhold til vaccinen mod den her pandemi.

Det er så vigtigt at se på, og man kan sige, at den globale solidaritet burde være nok, men vi kan også se lidt egocentrisk på det og sige, at vi sådan set ikke er sikre, før alle er sikre. Så længe vi ikke får vaccineret og gjort noget ved pandemien i hele verden, kommer der mutationer tilbage til os. Samtidig handler det altså også om, at der er en økonomi, der globalt er gået i stå på grund af nedlukninger rigtig mange steder. Det er også noget, der går ud over os. Selv om vi så forhåbentlig er vaccineret i Europa og andre rige lande allerede til sommer, har det, at de fattige lande ikke er med, kæmpe betydning for verdensøkonomien, for der er stadig væk nedlukninger.

Jeg synes simpelt hen, at det er så bundulykkeligt at kigge ud på, hvad den her pandemi har gjort ved verden, særlig også når vi ser på udviklingslandene, når man ser på den udvikling, der har været de sidste par årtier, og som vi jo bare kan se falde fra hinanden. Vi ser fattigdom, og vi ser sult. Jamen det er da så bundulykkeligt, og det skal vi gøre noget ved. Det har vi chancen for i forhold til at få vaccineret alle.

Der er forskellige initiativer; der er hele det her COVAX-initiativ, som Danmark og EU har støttet markant. Det er godt, men jeg synes bare ikke, det kan stå alene, for det er strukturelt forkert, når vi tror, at det er en mekanisme, hvor det handler om, at vi skal donere, og hvor filantroper går ind og betaler for vacciner, for at vi får vaccineret hele verden. Og det er jo derfor, at Indien og Sydafrika i efteråret var inde at pege på den her TRIPS-mekanisme, altså at den ville de gerne have at vi fik lavet og taget i brug. Det er en mekanisme, som jo netop i verdenshandelsorganisationen er lavet til det formål at træde i værk, når vi står i en global krise, som vi gør lige nu.

Det blev støttet af omkring 100 lande – jeg har ikke det præcise antal, for der er kommet flere på. Men det blev altså også støttet af nogle af dem, vi sidder og lytter til i den her pandemi, altså WHO og UNAIDS, som om nogen har erfaringer med at få medicin ud i verden, når det gælder en pandemi – altså på hiv-/aids-området. Det er støttet af Læger uden Grænser, som er derude. Og hvem sagde nej? Det gjorde de samme rige lande, som har sikret sig langt, langt størstedelen af vaccinerne. Det er jo en mekanisme, der ikke handler om at tage vacciner fra os – jeg synes, det er helt naturligt, at vi ser på, hvordan vi hurtigst muligt kan få vaccineret vores befolkning. Det er en mekanisme, der vil sørge for, at der også er vacciner til udviklingslandene, så de kan være med her og vi ikke skal sidde og vente på, at vi kommer til 2024 eller 2025, før alle er vaccineret.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig et ordentligt svar fra regeringen på, hvornår de har tænkt sig at arbejde aktivt for det her. For jeg synes kun, at jeg har hørt undskyldninger og ingen aktiv handling på netop det her, som er støttet af så mange.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi skal lige have sprittet af – ja, tak.

Jeg forstår, at hr. Peder Hvelplund afslutter debatten efter ministrene. Så derfor er det nu udenrigsministeren. Værsgo.

Tak, formand. Og lad mig takke ordførerne for den her debat og understrege, at hvis der er noget, regeringen er optaget af – og det sagde jeg også i min indledende tale – så er det simpelt hen at få vaccineret flest mulige tidligst muligt. Det er en global pandemi, og der er ikke noget, vi er mere optaget af. Og jeg vil bare lige nævne COVAX i den her sammenhæng, for det er, som om vi ikke har tænkt på udfordringen med resten af verden; det har vi allerede fra starten af. Og inden udgangen af 2021 er det meningen, at COVAX skal kunne levere på målsætningen om at kunne vaccinere 20 pct. af befolkningen i de 92 lav- og mellemindkomstlande svarende til 1,3 milliarder doser. Aftalerne med leverandørerne er på plads. Vaccinerne kan fungere, også i udviklingslandene, og er på vej. Men noget af finansieringen mangler som nævnt, og derfor vil vi også presse på over for Kommissionen fra dansk side for at få leveret de ekstra midler, så det kan lade sig gøre.

Så vil jeg bare understrege en ting. Allerede i april 2020 tog de største globale sundhedsaktører initiativ til det her internationale vaccinesamarbejde – altså i april. Vi husker, hvordan vi i foråret alle sammen kæmpede med en ukendt virus, som vi skulle til at håndtere.Og det, som COVAX handler om, er at indkøbe og sørge for en retfærdig fordeling af covid-19-vaccinerne blandt de fattige lande.

Så vil jeg også nævne for ordførerne, i forhold til det her med at det er patentet, der er problemet: Nej, det er produktionskapaciteten. Det er muligheden for at få det ud at virke i sundhedssystemerne i udviklingslandene, som er afgørende. Og i den forbindelse er det også understreget, at de 46 mindst udviklede lande i verden jo er fritaget fra TRIPS; de er jo ikke omfattet af det her med patent. Men alligevel er det, at de ikke er omfattet, jo ikke en løsning, i forhold til at de så bare kan starte en produktion, for det er uhyre kompliceret. Så det var bare for at banke en pæl igennem myten om, at regeringen ikke kæmper hårdt, både indenlands og udenlands, for at sikre, at flest mulige skal vaccineres. Det gør vi, og det har vi tænkt os at fortsætte med at gøre.

Så tak for debatten. Det er en vigtig debat, men det er også vigtigt at skyde myterne ned og vigtigt, at vi sammen kæmper for at komme godt igennem den her pandemi. Tak.

Der er korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Nordqvist, SF.

Jeg hører igen og igen, og jeg hørte også på samrådet med sundhedsministeren og med udviklingsministeren i forrige uge, at man ligesom afviser det her med TRIPS-mekanismen, fordi der allerede er alle de muligheder, der skal være, og at det handler om noget helt andet. Men vi kan jo høre fra Indien og Sydafrika, og vi kan høre fra globale sundhedsorganisationer, at der altså er noget her, som der skal gøres noget ved. Og jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om det egentlig er noget, man har en dialog om i regeringen. For jeg kunne forstå på udviklingsministeren i programmet »Ring til regeringen« på P1 forleden dag, at man egentlig er åben over for at gøre brug af TRIPS-mekanismen. Så jeg vil godt høre, om det er noget, man diskuterer med fællerne i Rådet, som jo også har fået et opråb fra Europa-Parlamentet omkring det her. Er der en dialog om, at det er den rigtige position fra Rådets og Kommissionens side lodret at afvise det?

Ministeren.

Som nævnt synes der altså ikke at være indikationer på, at de store problemer på globalt plan vedrører patentrettighederne. Udfordringerne, som jeg har nævnt flere gange, er snarere produktionskapacitet, finansiering og svage sundhedssystemer, særlig i udviklingslandene. Så jeg synes faktisk, at vi skal rette indsatsen derhen, hvor den gør den størst mulige reelle forskel. Og som sagt er det, som Danmark gør, nemlig at presse på for mere handling.

Og i forhold til bl.a. Indien, som bliver nævnt her, er det i hvert fald efter mine oplysninger sådan, at man allerede har etableret samarbejder med vaccineproducenter om at producere ret store mængder vaccine på licens i Indien. Så det er jo også vejen frem; det vil vi selvfølgelig også arbejde for, altså at man kan løfte det den vej rundt for at nå en høj nok produktion af vacciner.

Rasmus Nordqvist.

Det forstod jeg godt, altså det, udenrigsministeren sagde, for det var lidt det samme, der blev sagt i talen før. Og jeg spørger egentlig bare, om der er en dialog omkring det her. For jeg kunne forstå på udviklingsministeren i P1-programmet, at man egentlig var åben over for at gøre brug af det. Og vi har set et massivt opråb fra en meget stor gruppe af lande og en meget stor gruppe af sundhedsorganisationer, som vi normalt jo både lytter til og læner os op ad. Er dialogen der, i forhold til at man måske ikke har ret i den danske regering, og i forhold til at sige, at det faktisk slet ikke har noget med TRIPS-mekanismen at gøre, men at det ville være en god idé?

Ministeren, værsgo.

Prøv at høre: Den danske regering er åben over for alle forslag, der kan forøge vaccineproduktionen og -distributionen og vaccinering herhjemme og globalt. Det er det, vi arbejder for. Vi er alle sammen i en pandemi, og vi er ikke ude af den her pandemi, før vi alle sammen har gjort nok for, at vi har det nødvendige antal vacciner og også flokimmunitet. Så det er det, vi arbejder for. Vi presser på for handling, men der er bare ikke noget, der tyder på, at det at suspendere patentrettigheder skulle løse den udfordring, vi står over for, så derfor koncentrerer vi os om at løse udfordringen. Jeg tror egentlig, at vi vil det samme, men jeg tror, at vi har nogle forskellige midler til det.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Nu nævnte udenrigsministeren igen COVAX, og det er også rigtigt, at det er et rigtig godt initiativ. Det er også rigtigt, at vaccination er det, der er målsætningen, men som det ser ud lige nu, ser det ud til, at man kan vaccinere omkring 3 pct. af de 20 pct., som er målet. Så der er vi jo langt fra målet.

Men jeg vil godt lige spørge til noget andet i forhold til det med produktionskapacitet, for flere, bl.a. Læger uden Grænser, har efterspurgt evidens for, at der mangler produktionskapacitet. Det er et ofte gentaget argument, men det er bare svært at se, at der egentlig er valid evidens for, at det er sådan, det er. I hvert fald kan vi jo konstatere, at det ikke udelukkende er lavindkomstlande, der efterspørger det her. Det er jo også BRIKS-lande – nu er det helt konkret her Indien og Sydafrika – der efterspørger muligheden for at få lov til at producere, fordi de er af den opfattelse, at de ville kunne stille produktionskapacitet til rådighed. Det handler om vaccine, og det kunne i princippet også handle om værnemidler og andre ting, der skal bruges i en akut sundhedskrise. Så hvad er evidensen for, at der ikke findes den produktionskapacitet, når nu der er flere lande, der direkte efterspørger den her mulighed?

Ministeren.

Som jeg forstår det, har Indien som nævnt før også lavet et samarbejde om produktion med en vaccineproducent i forhold til at købe patent til det, og også i forhold til værnemidler skal vi samarbejde. Jeg tror, at det, der er vejen frem her, simpelt hen er at få samarbejdet til at fungere optimalt, og derfor var COVAX et godt eksempel, som også hr. Peder Hvelplund var inde på, på, hvordan man kan samarbejde om at få vaccinerne ud. Det er rigtigt, at der mangler 5 mia. dollar, for at det kan lykkes at få det antal vacciner ud, som er målsætningen i år, men det håber vi kommer på plads. Danmark arbejder benhårdt for det og også for, at EU skal løfte mere her, gerne sammen med USA og den nye administration.

Det her handler ikke om nogen ideologiske blokeringer. Det handler om, hvad der praktisk er det mest effektive for at få udrullet vacciner til flest mulige tidligst muligt, og der er vi åbne over for alle forslag. Vi siger bare, at det forslag, der er lagt på bordet her, ikke er noget columbusæg. Det løser ikke den udfordring, vi står over for, og derfor har vi også afvist forslaget.

Hr. Peder Hvelplund.

Men problemet er jo lige nu, at efterspørgslen langt overstiger udbuddet, og derfor er det at udnytte de muligheder, der ligger inden for TRIPS-aftalen, for en waiver, for nødlicenser, jo ikke noget, der stiller sig i vejen for de andre. Det sikrer bare, at hvis produktionskapaciteten skulle være der i forhold til de vacciner, der nu bliver udviklet, så vil man også kunne udnytte den. Det er jo det, der bliver efterspurgt af de her lande, så hvorfor ikke komme dem i møde i forhold til det og sikre, at hvis det skulle falde så heldigt ud, at der findes vacciner, som kan produceres, og kapaciteten er der, så har vi også muligheden for at udnytte den?

Ministeren, værsgo.

Jeg vil sige til hr. Peder Hvelplund, at jeg tror, at hvis der er mulighed for at producere, så er der også mulighed for at producere på licens, og jeg forstår, at Indien allerede har taget den mulighed i brug, hvis mine oplysninger er korrekte. Det er jo langt bedre at bruge den mulighed end at begynde at suspendere patentrettigheder. I øvrigt er de jo suspenderet i praksis for de 46 mindst udviklede lande i verden. Det har jo ikke betydet, at de har lettere adgang til vacciner eller produktion. Det er nogle andre blokeringer, der er for det, og det er bl.a., som jeg nævnte tidligere, kapaciteten i sundhedssystemerne, problemet med at sikre vacciner tidligt nok, og der har vi COVAX og andre initiativer, der skal løse den udfordring.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Nu vil jeg prøve at se, om jeg kan nøjes med to spørgsmål. Lad os sige, at det, som ministeren siger om produktionskapaciteten, er rigtigt, men er det så ikke på tide, at vi siger til andre: Produktionskapaciteten er ikke stor nok, og vi vil gerne finde en waiverløsning til jer, hvis I bare vil gå i gang; vi ved godt, at det vil tage jer 5-6 måneder, og det kan også godt være, at det tager længere tid, men gå i gang, og så får I lov til at producere? Det er jo det, der skal til, for at der er nogle, der tør producere. Det er jo ikke så mærkeligt, at de fattigste lande ikke har udnyttet de her kapaciteter, for hvor skal de få kapitalen fra og mulighederne til det fra, når de i øvrigt har ekstreme problemer i forvejen? Det er da ikke mærkeligt. Det er da de rigeste lande, der skal prøve at tage et initiativ og hjælpe dem på vej.

Derfor: Hvorfor giver man dem ikke den her mulighed? Hvorfor afviser man de tre andre muligheder? Hvorfor har man ikke engang, da man forhandlede om medicin til Danmark, sagt til virksomhederne, der skal levere til Danmark, at når de leverer til os, skal de også levere til den fattigste del af verden til en lav pris? Det kunne da være en ganske nem måde at arbejde på.

Ministeren, værsgo.

Det her handler jo ikke om, at vi ikke ønsker at få produceret flest mulige vacciner hurtigst muligt og få dem distribueret til hele verden. Det er det, vi arbejder benhårdt på. Det handler om midlerne, som er til den her kamp, og der må man jo bare sige, at samarbejdet mellem alle aktører – landene, medicinalindustrien, forskere osv. – er helt afgørende. Det, vi siger, er, at det, der peges på her, nemlig at suspendere TRIPS-aftalen, ikke er nogen løsning på det, vi alle sammen er frustrerede over, nemlig at vi ikke får nok vacciner ud hurtigst muligt. Så der har vi andre midler, og jeg har nævnt, at Danmark er helt i front. COVAX er et initiativ, som Danmark støtter og arbejder benhårdt for. Vi ønsker, at vi fra EU's side skal øge indsatsen, så vi kan få vaccineret flere i udviklingslandene. Derfor vil jeg gerne anholde den præmis, at det, vi gør, skulle være mindre effektivt end det, der foreslås her. Tværtimod tror jeg, at det, som vi gør fra regeringens side, faktisk er det, der leverer resultater til gavn for de fattigste lande.

Christian Juhl.

Det kan jo komme an på en prøve. Men den globale verden og menneskeheden har brug for mere end det, den danske regering leverer i øjeblikket. Så vi skal se på flere muligheder, og den danske regering skal være med til at finde de muligheder. Regeringen skal ikke bare sige: Vi gør det godt. Jeg vil derfor gerne til sidst sige om det med COVAX, at ja, det er fint, at vi havde fundet 100 mio. kr. i år, men alene sidste år fandt vi sammen med udviklingsministeren 1 mia. kr. til forebyggelse og hjælp til at leve med coronaen. Nu skal vi bruge 1 mia. kr. til COVAX, og derfor kan vi ikke nøjes med 100 mio. kr.

Tak for det. Ministeren.

Til det med, at vi skulle lukke for mulighederne, vil jeg gerne sige til hr. Christian Juhl: Tværtimod, den danske regering er åben over for alle muligheder. Vi skal afsøge alle afkroge for at få bekæmpet den her pandemi, få vacciner ud og få dem produceret så hurtigt som muligt. Det er vores udgangspunkt. Sådan har det været hele tiden, og sådan vil det også være fortsat. Men vi er også nødt til at forholde os til den virkelige verden, hvis det skal lykkes. Det er der, vi siger, at der er nogle initiativer i gang, som vi støtter. COVAX er et af dem, og der er også andre initiativer, hvor den danske regering er meget aktiv. Vi har også, som også sundhedsministeren var inde på, talt med medicinalproducenter om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Så vi er aktive på alle fronter.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og efter afspritning er det sundhedsministeren.

Jeg gør bare sådan stilfærdigt opmærksom på, at vi skal nå sundhedsministeren og meget gerne hr. Peder Hvelplund, og vi har 10 minutter. Det er bare sådan en serviceoplysning.

Sundhedsministeren, værsgo.

Tak for det, formand. Så lad mig gøre det kort, og det er jo også en hasteforespørgsel, så vi har nogle tidsrammer, vi skal overholde.

Tusind tak for debatten. Jeg synes, det er en meget, meget relevant diskussion. Det må jo handle om, at vi gør alt, hvad der kan gøres, og om at tage alle de relevante redskaber i brug og konstant undersøge, om der er flere eller nye redskaber, der skal tages i brug for at få flere vacciner, både til Danmark, men jo også som forespørgerne har understreget, ikke kun til Danmark, men til hele verden, fordi det er en global pandemi. Både moralsk, men også sundhedsmæssigt er vi forpligtede til og helt nødvendigt, at vi arbejder sammen i hele verden, for den her pandemi kan først stoppe, når vi har vaccineret en tilstrækkelig del af hele verden. Ellers er der stor, stor sundhedsmæssig risiko for nye mutationer, der kan opstå helt andre steder i verden og endnu en gang angribe befolkningerne, også i Danmark. Det er simpelt hen det, der er den reelle virkelighed, og derfor er det afgørende vigtigt.

De konkrete redskaber, som forespørgslen her handler om, har vi jo sagt vi ikke finder vil være relevante nu her, fordi det ville kræve, at vi havde et konkret produktionsapparat klar til de vacciner, som nu er godkendte, og som bliver godkendte. Vi har endnu ikke kunnet lokalisere og finde relevant produktionsudstyr og produktionsapparat og produktionskapacitet i Danmark eller andre steder, der står klar til det her. De er jo ved at opskalere og udbygge deres fabrikker, og det er noget, som vi jo skubber på for og støtter. Det er også det, jeg har tilkendegivet: at hvis vi fra dansk side på nogen måde kan hjælpe til med underleverancer eller andet for at få det her opskaleret og fremrykket, så vil vi gøre, hvad der skal til.

Hvis man skulle tage de redskaber i brug, som debatten her handler om, ville det kræve, at vi havde fabriksanlæg eller andet, som var klar i Danmark til det her. Det er desværre ikke tilfældet, og hvis det var tilfældet, er jeg stensikker på, at det også ville være muligt uden at tage de her ting i brug at lave en aftale, fordi de pågældende virksomheder jo også har en kæmpe interesse i at få de her vacciner ud til Danmark, til Europa og til hele verden. Så det er meget, meget relevant, og der er, som jeg ser det, mange veje fremad, nemlig på alle fronter at arbejde for at få så mange sikre og godkendte vacciner som overhovedet muligt så hurtigt som muligt. Tak.

Der er tre korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Nordqvist, SF.

Kort, så handler den her debat jo ikke bare om, om Danmark skal til at producere vacciner, nej, den handler om, hvordan vi får vacciner ud i hele verden. Så jeg synes, at det lidt var en afsporing, som ministeren lavede her til sidst. Det her handler om at få vaccineret hele verden. Ministeren var ikke klar til at svare tydeligt på det under samrådet, og derfor spørger jeg så igen. Ministeren sagde selv, at der var en undergruppe i Rådet, der arbejdede for donationssporet af den overkapacitet af vaccine, der måtte være, når vi har vaccineret befolkningen i Europa. Er det noget, man deltager aktivt i fra dansk side, kan jeg så spørge om igen? Jeg håber, at ministeren er klar til at svare i dag.

Ministeren.

Jamen reglen er den, at når vi igennem EU har købt vacciner – i Danmark har vi jo købt 16 millioner, hvis de alle sammen bliver leveret, med forkøbsret til i alt at kunne vaccinere 23 millioner – så er det helt klart, af de vacciner, man som land ikke selv har behov for, kan man enten sælge videre eller donere videre. Det er den regel, der er. Men jeg holder helt fast i, at det er en debat, som selvfølgelig bliver relevant og interessant på et tidspunkt. Men lige nu her kæmper vi for overhovedet at få vacciner, og vi har for lidt viden om, hvor lang tid det virker, og hvad vi vil have brug for, og hvad vi i øvrigt vil have, og hvad der bliver leveret, og hvornår det leveres. Alt det har vi jo ikke viden om på nuværende tidspunkt, og derfor mener jeg, at der nu skal være fuldt fokus på at få flest mulige vacciner leveret, og når vi så står i den virkelige situation, hvor vi faktisk begynder at have nogle lagre, vi ikke har brug for, jamen så den debat selvfølgelig relevant.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg kender godt aftalen i EU om, hvad man kan gøre. Men ministeren sagde selv på samrådet, at der var et underudvalg eller en samling under udvalget i Rådet, der arbejdede med donationssporet. Derfor spørger jeg egentlig ret stilfærdigt, når ministeren nu selv sagde det på samrådet. Og hvis ministeren ikke tror det, kan nogle af folkene måske høre det igennem. Han siger, at der er det her udvalg eller den her gruppe af lande, der sidder og arbejder på det her. Jeg spørger bare: Hvad er Danmarks rolle i det?

Ministeren.

Jeg husker udmærket vores samråd for 14 dage siden. Det er ikke Sundhedsministeriet, som er repræsenteret i det arbejde, så giv os et skriftligt spørgsmål, og så kan vi vende tilbage med et skriftligt svar på, præcis hvordan det organiseres.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til sundhedsministeren for besvarelsen. Sundhedsministeren siger, at vi er villige til at gøre alt. Jeg kan så konstatere, at de tre ting, som vi i Enhedslisten foreslår man kan gøre, ikke er inkluderet i det at gøre alt. Men jeg vil egentlig godt spørge lidt til det, som hr. Rasmus Nordqvist også var inde på tidligere, i forhold til hvad udviklingsministeren sagde i det radioprogram, der hedder »Ring til regeringen«, for der sagde udviklingsministeren på et spørgsmål omkring muligheden for at bruge en waiver, altså en af de ting, som vi også foreslår, og jeg citerer:

Men for mig at se er det rigtigt, at man gør det, og jeg har også fået bekræftet, at det er en mulighed i exceptionelle tilfælde, at det er sådan man gør. Jeg synes, man skal bruge alle de muligheder, man har.

Det er altså omkring det at bruge en waiver. Derfor vil jeg bare høre, om sundhedsministeren er enig med udviklingsministeren i, at det at bruge waiveren, når nu det er rejst af Indien og Sydafrika, er noget, man bør bakke op om, også internationalt.

Ministeren.

Jeg har ikke hørt det pågældende radioprogram, og jeg aner ikke, hvilken sammenhæng det overhovedet er sagt i.

På det principielle niveau vil jeg sige, at de her redskaber jo findes, og de er gode. Så lad os gå ind at se, i hvilket omfang de ville være relevante i den her situation, og der har både jeg selv, men også udenrigsministeren jo redegjort for, hvorfor de i den her situation ville spille fallit; der er andre redskaber, som vil være bedre. Konkret har vi jo bl.a. hørt om, at det indiske seruminstitut er i gang med at lave aftaler om at producere 1,1 milliard doser vaccine, og der er igennem COVAX-initiativet også 500 millioner andre, der er ved at blive lavet aftale om. Så der er en række aftaler med det eksisterende setup, som altså vurderes som værende mere robust og kan give nogle bedre resultater. Det synes jeg sådan set er klogt.

Hr. Peder Hvelplund.

Men problemet er jo lidt, og det er også det, WTO selv understreger, at de løsninger, der er nu, ikke stiller sig i vejen for, at man også kan afsøge de andre muligheder. Det er jo rigtigt, at det er komplekst, og at det tager tid, og at det ikke er noget, man bare gør fra den ene dag til den anden, så hvorfor ikke gå i gang med det nu? For coronaen kommer vi jo formentlig til at skulle se også de næste år, og i hvert fald i forhold til den vaccinationshastighed, der er nu, er det at få vaccineret jo noget, der har langsigtede perspektiver. Så hvorfor ikke afsøge de muligheder nu og sikre, at det kan tages i brug, hvis det bliver aktuelt?

Ministeren, værsgo.

Men der er det, jeg siger, at det jo ikke er noget, vi står her og afviser. Når vi svarer her, er det på spørgsmålet, der er i den her forespørgselsdebat, om, hvad det helt konkret er, der kan gøres med de her instrumenter, og fra dansk side kan jeg så svare, at vi har undersøgt danske leverandører, og der er for danske leverandører ikke mulighed for her og nu at begynde at producere den her højtspecialiserede, helt nyudviklede vaccine. Derfor er det så ikke en mulighed, og derfor er de redskaber, der er listet op her, ikke mulige for fra dansk side her og nu at løse det akutte problem, vi har.

Der er én kort bemærkning tilbage, og den vil jeg lade gå igennem, og så må vi se, hvordan vi når det hele. Men hvis man er skarp på at overholde tiden og måske forkorter spørgsmålet, så når vi det hele. Hr. Christian Juhl.

Jeg kan hjælpe formanden ved at sige, at vi startede den her debat kl. 13.05, så vi holder os inden for tidsgrænsen.

Når sundhedsministeren siger, at vi har et mere robust svar, vil jeg spørge ham: Synes ministeren helt ærligt, at markedet gøre det godt med alle de subsidier og al den hjælp, de har fået til at løse den her opgave? Og er det ikke vigtigt, at vi får aktiveret mere af markedet, hvilket er det, der ligger i vores forslag?

Det parlamentariske grundlag er jo skabt til at inspirere og ikke kun til at klappe på ryggen, og derfor er det jo lidt en træls opgave hele tiden at være ligesom de der unge mennesker i »Klods Hans« , der kommer op til prinsessen, som hver gang siger: Væk! Dur ikke! Væk! Dur ikke! Så bør man vel kunne stille nogle forslag til noget, der er bedre end det, vi har i øjeblikket, for vi står i en kritisk situation.

Nu kunne jeg forstå, at hr. Flemming Møller Mortensens udtalelser ikke lige var noget, der var inden for rammen, men så vil jeg spørge om interviewet med statsministeren, hvor hun siger, at vi skal gå nye veje, f.eks. med en national produktion eller andre ting, heller ikke ligger på bordet.

Så er det ministeren. Værsgo.

Med hensyn til min vurdering af markedskræfterne, så mener jeg, at det er en ekstremt frustrerende situation, som vi i Danmark er i, og som hele Europa er vi i. Når jeg er i kontakt med mine europæiske sundhedsministerkolleger, giver de udtryk for nøjagtig det samme. Det er en ekstremt frustrerende situation. Jeg har lige fået besked om, at et stort sydeuropæisk land simpelt hen har måttet stoppe deres vaccinationsprogram, fordi de mangler vacciner nu, og i Danmark må vi jo hele tiden lave nye vaccineplaner. Det er ekstremt frustrerende, at vi på den måde må kæmpe, ikke kun for at for at få vaccinen, men også for at få planlægningsgrundlaget, altså data, med hensyn til hvornår vi får vaccinen, og hvad grunden er til, at den bliver forsinket. Sådan nogle ting kæmper vi med.

Så det er da dybt imponerende, at man på markedet – altså dem, det er lykkedes for, for der er også nogle, det ikke er lykkedes for, og dem hører vi selvfølgelig ikke om i den her debat, og det er også fint nok – har fået udviklet en helt ny vaccine på så kort tid. Det er fantastisk. Men det er da dybt frustrerende at kæmpe for befolkningens sikkerhed og vacciner uden at kunne få de her svar og de her vaccinedoser.

Så er det hr. Christian Juhl. Værsgo.

Jeg synes også, ministeren har gjort det fantastisk i den her periode. Det er en ekstremt problematisk og svær situation at være minister i. Men det er dog alligevel ekstremt frustrerende, at man, når vi fra det parlamentariske grundlag så prøver at komme nogle nye idéer, så bare siger: Dur ikke!

Kan ministeren ikke godt forstå det, og var det ikke en idé, at regeringen overvejede, om der var brug for lidt mere innovation på det her område?

Ministeren.

Tusind tak for de første bemærkninger. Og jo, det forstår jeg godt. Jeg ser heller ikke det her som andet end et udtryk for et brændende ønske om at få sat så meget i gang som muligt og at få alle muligheder undersøgt til bunds. Det mener jeg også er fuldstændig relevant, og derfor hilser vi også fra regeringens side den her debat meget, meget velkommen. Den slutter formentlig ikke i dag, og det skal den heller ikke gøre, for der kan jo pludselig opstå nye åbninger, hvor det er relevant at se på nogle af de redskaber, som jo er velbeskrevede. Så selvfølgelig vil vi fortsætte arbejdet på alle fronter.

Tak for det. Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, for afslutning. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak for debatten. Jeg synes jo også grundlæggende set, at det har været en god og konstruktiv og positiv debat, og jeg vil også gerne kvittere over for både udenrigsministeren og sundhedsministeren for besvarelsen og især bemærkningerne om, at vi står i en situation, hvor vi bliver nødt til at tænke nyt, også i forhold til at se på muligheder for at etablere en offentlig vaccineproduktion på internationalt plan. Det kan jo være i nordisk regi; det kan også være på EU-plan. Det synes jeg i hvert fald er positivt.

Men jeg må sige, at jeg også er lidt uforstående over for den afvisning af de forslag, vi kommer med her. Jeg har ikke spor imod at tage en ideologisk debat. Jeg tager meget gerne en ideologisk debat hernede i Folketingssalen, men jeg synes faktisk, vi står i en situation lige nu, som er mere alvorlig, end at vi skal stå og diskutere forskellige ideologier omkring nationaliseringer eller privatiseringer, eller om vi skal overtage vaccineproduktionen. Det her er jo langt mere alvorligt end det, og det er jo slet ikke det, vi debatterer her. Det, vi debatterer her, er noget så enkelt, som at vi udnytter de muligheder, der er, inden for de eksisterende aftaler, fordi vi står i en helt ekstrem situation.

Vi står i en global krise, både en sundhedskrise og en samfundsøkonomisk krise, og den skal løses globalt, og det fordrer altså, at vi også finder globale løsninger i fællesskab, og at vi alle sammen bidrager til det. Der har vi bare i Danmark en særlig forpligtelse til det. Vi har den kapacitet, der gør, at vi også kan vise nye veje i forhold til, hvordan vi sikrer, at en vaccine kan blive tilgængelig i hele verden.

Lige nu er problemet, at efterspørgslen langt overstiger udbuddet, og derfor bliver vi nødt til at gøre noget ved udbuddet og sikre, at udbuddet bliver større, og det kan vi gøre ved at udnytte de muligheder, der er, inden for de eksisterende aftaler, netop ved, når vi forhandler, at sikre, at vi gennem de bilaterale aftaler, vi laver, udnytter muligheden for at sige til vaccineproducenterne: Når vi køber jeres vaccine, så skal I også sikre, at den bliver tilgængelig for lavindkomstlande, fordi epidemien skal bekæmpes globalt.

Det kan vi gøre ved at sikre, at vi bakker de lande op, der efterspørger muligheden for at lave en waiver, altså en midlertidig suspension af patentrettighederne, når de konkret rejser kravet og i øvrigt bliver bakket op af UNAIDS, af WHO, af Læger uden Grænser, af 100 øvrige lande, som kan se behovet for det her, fordi det er væsentligt både for dem, men også for os. Der burde vi også spille den rolle, at vi selvfølgelig bakker op i forhold til det.

Endelig burde vi selvfølgelig også sikre, at den mulighed for at udnytte artikel 31 i TRIPS-aftalen om, at der kan udstedes nødlicenser i helt særlige tilfælde – en mulighed, der kan udnyttes, også selv om man i forvejen afprøver de frivillige aftaler – og at vi også gør, hvad vi kan, for at vi kan udnytte den. Jeg er bare lidt uforstående over for, hvorfor der ikke er opbakning til, at vi skal afsøge de muligheder, for jeg synes, det er helt grundlæggende, som WHO's direktør også siger, at ingen er sikker, før alle er sikre, og hvis det ikke er nu, når de muligheder er der, vi skal udnytte dem, hvornår er det så?

Derfor kan jeg garantere for, at det her er en debat, vi vil blive ved med at tage op. Det kan også godt ske, at vi kommer til at tage den mere ideologiske debat på et tidspunkt, men lige nu handler det om, at vi har et globalt ansvar for at bekæmpe en global epidemi, og der synes jeg, at Danmark bør spille en fremtrædende rolle.

Tak til hr. Peder Hvelplund.

Hermed er debatten afsluttet, da der ikke er flere, der har bedt om ordet.

Som sagt vil af stemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse blive udsat indtil videre.