Hvad skal det til for? Forestil jer det sagt på sønderjysk af min mor: Hvad skal det til for? Når hun virkelig skulle skælde mig ud og virkelig løfte den helt op, var det, hun sagde til mig: Hvad skal det til for? Det tror jeg faktisk jeg vil kalde min tale for i dag: Hvad skal det til for?
Det første »hvad skal det til for?« handler om – og det er sagt på sønderjysk, det kan I godt fornemme – at i de aftaler, vi har lavet på energiområdet det sidste år, helt tilbage fra den brede aftale om klimaloven i 2019, var vi alle sammen enige om at gøre noget, gøre noget drastisk. Det blev fulgt op af mange brede aftaler, hvor vi leverede på det fra klimaloven. Det er også det, som redegørelsen siger, og det, som redegørelsen fejrer. Vi har nået i klima- og energiaftalen at tage fat på en lang række områder, puljerne til power-to-x, til carbon capture, vi har sænket elvarmeafgiften. Vi blev enige om energiøer, som simpelt hen ændrer landkortet for Danmark – noget af det mest ambitiøse, jeg har været med til. Vi har lavet en ret vild aftale omkring slutdato for olieudvinding i Nordsøen, samtidig med at vi investerer i nye energijobs i området omkring Esbjerg. Og det har vi brug for. Vi har brug for, når vi snakker klimapolitik, at det ofte starter med energipolitik. For forandringer i energisystemet tager rigtig lang tid, og det er forandringer i energisystemet, som skaber grundlaget for, at nogle af de andre sektorer, transporten, industrien, kan omstille sig. Det er det, det skal til for.
Det næste »hvad skal det til for?« handler om det internationale. Dels alt det, som de danske virksomheder stadig væk gør rundtomkring i udlandet, om at gøre en forskel med deres teknologier og deres produkter – det, som vi i Danmark og også i andre lande, og som vi heldigvis fik EU med på, nemlig at sætte et endnu mere ambitiøst mål med reduktionen på 55 pct. i 2030. UK vil gå helt op til 78 pct. i 2035, Tyskland, der overvejer neutralitet tidligere end Danmark, i 2045, USA er tilbage i Parisaftalen, og Biden kommer igen og igen med aggressive, ambitiøse udspil på det her område. Det er supervigtigt, for det er først, når hele verden rykker på det her område, at det virkelig batter noget for klimaet, hvor det ikke kun handler om den udledning på 0,1 pct., vi laver her i Danmark. Så er det også vigtigt, for hvis andre lande gør det, får vi sådan et level playing field, og undskyld det engelske ord her, især til hr. Morten Messerschmidt, og så får vi ligesom nulstillet vilkårene, fordi de danske virksomheder kommer til at kræve, at de investerer i det her, og det skal tyske virksomheder, engelske virksomheder og franske virksomheder også pludselig gøre. Det er det, det skal til for.
Det næste »hvad skal det til for?« handler om samarbejdet mellem os partier, samarbejdet her i Folketinget, samarbejdet mellem klimaordførere, energiordførere og regeringen. Vi har faktisk et rigtig godt samarbejde, og tak for det til jer alle sammen her i salen. Vi har lavet store, brede aftaler om meget vigtige ting, og jeg tror nok, at de fleste energi- og klimaordførere har oplevet, at dem i folketingsgrupperne uden for deres område synes, det måske er lidt nørdet, det, vi sidder med, og det er det også, men vi synes, det er vigtigt, og det er vi fælles om. Vi finder også gode kompromiser, som hr. Jens Rohde også var inde på tidligere, gode kompromiser, så alle kan være med i aftalerne, og så alle synspunkterne er repræsenteret, og så mange partier på begge sider af salen bakker op om den ambitiøse omstilling. Det er vigtigt, fordi det handler om langsigtede rammevilkår for erhvervslivet, så de tør investere. Det kan ikke bare ændre sig fra valg til valg. Det er vigtigt for at huske balancerne i samfundet, når vi laver store forandringer, og det er vigtigt, fordi det her er dyrt, vi kommer til bruge mange penge på det her, og så er det også vigtigt, at det er mange partier, der er med til at prioritere, hvordan vi bruger de penge, og er parat til at sige: Ja, det her bliver dyrt, vi kommer til at prioritere i samfundsøkonomien.
Den sidste er til ministeren, og her håber jeg, jeg kan ramme lidt samme toneleje som min mor: Hvad skal det til for, hr. minister? Vi laver en bred aftale om klimaloven, store dele af den aftale er forligsbelagt. Alle er glade for og stolte af, at vi kunne lave så bred en aftale. Vi har alle sammen stået, det tør jeg godt vædde på, i taler inden for det sidste halvandet års tid, siden klimaaftalen, og pralet af, at stort set alle Folketingets partier er med i det her.
Så spoler vi tiden halvandet år frem til torsdag og fredag i sidste uge, og pludselig slår regeringen bak og ender med sådan en lidt gedulgt måde at lave en smal rød aftale om 2025-målet. Der har været fire forhandlingsmøder om 2025-målet, nemlig to før jul og to efter jul, og positionerne var i store træk, som ministeren også gjorde rede for, for regeringen stod fast på, at det skulle være mellem 46 og 50 pct., for alt andet kunne være farligt for dansk økonomi. Støttepartierne stod fast på, at det skulle være 50 til 54 pct., og Venstre og også Konservative sagde, at vi syntes, vi skulle højere op end de 46 pct., men vi havde en del spørgsmål. De spørgsmål har vi stillet. Noget var til kuludfasning på Nordjyllandsværket, noget af det har vi fået svar på, men vi mangler stadig væk at finde ud af, hvorfor det præcis bliver så dyrt. Meget af det var til landbrugsudspillet, og vi fik det svar i mange af møderne, i forbindelse med hvor meget regeringen tror landbruget kan levere på kort sigt, at det kan man ikke svare på, før der kommer et landbrugsudspil.
Efter det her, og det seneste møde omkring 2025-målet var omkring den 20. marts, er landbrugsudspillet så kommet, og det viser en vej frem, også hvad regeringen tror vi kan levere på landbruget i 2025. Der er kommet en klimafremskrivning i 2021, og den viser, at det er kommet meget længere, end vi måske selv turde håbe på. Derfor var det så naturligt at tage fat på det her 2025-mål igen og så diskutere med den her nye information, hvad I nu mener. Det gjorde ministeren også, men han glemte det brede samarbejde og tog kun fat i tre partier. Der var ikke en eneste ting om de forhandlinger, vi fik at vide, ud over det her tweet, og der var ikke nogen mulighed for os for at forstå, hvordan man kan komme frem til de 50 eller måske endda de 50-54 pct. i 2025, og det forstår jeg ikke. Der må være sket det, at ministeren efter det her møde den 23. marts har fået en ny viden, der gør, at ministeren nu tør at stå inde for 50-54 pct., og at det er fornuftigt, og at det ikke kommer til at skade dansk økonomi og sende arbejdspladser ud af landet. Hvorfor bliver hele aftalekredsen ikke inviteret over og får forelagt den information og så diskuterer det? Hvis man kigger på nogle af ministerens udtalelser i pressen, lyder det, som om det egentlig var ministerens plan, og det var egentlig også mit indtryk, da vi forlod det seneste møde, at når der kommer ny information, må vi tage fat i det igen.
Det skaber to bekymringer. Den ene bekymring har jeg været inde på, og det er, om ministeren aflyser det brede samarbejde om klimapolitikken. Synes ministeren, det er træls med så mange partier, der står bag det her? Ønsker ministeren at opsige forliget, der også ligger i klimaaftalen? Og bekymring nr. 2 er, om ministeren forventer, at det, når man nu har aftalt det her 2025-mål med kun tre røde partier, også kun er dem, der kommer til at levere smalle aftaler til så at nå målet. Og skal de smalle aftaler så nås og finansieres via skattestigninger og øgede omkostninger for erhvervslivet?
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi synes, det er fantastisk, hvis vi kan nå over 50 pct. Det er godt, og det er også derfor, vi har sagt til ministeren, at de 46 pct. var for uambitiøst, men vi manglede bare informationen for at sige, hvad det så kunne være. Men i forhold til 2025, når vi kigger på, hvordan det mål skal måles, skal det måles med et gennemsnit mellem 2024, 2025 og 2026. Det vil sige, at det første år, der tæller med i det gennemsnit, hvor vi skal opgøre, om vi har nået det, starter om 2½ år, og det er altså lige om lidt. Derfor er det også naturligt at få en diskussion af, hvordan vi skal nå det og med hvilke virkemidler. Så vi står tilbage med et spørgsmål: Hvad skal det til for? Det håber jeg at debatten i dag kan gøre mig og alle dem her i Folketinget klogere på.
Så vil jeg gerne på vegne af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget anerkender klimaudfordringernes alvor og behovet for hurtig og ambitiøs handling, hvor energisektoren spiller en nøglerolle. Folketinget konstaterer samtidig, at energiområdet er et område, der kræver klare og langsigtede rammer, fordi der skal foretages store og vidtrækkende investeringer. Derfor er det brede samarbejde over midten helt essentielt. Folketinget beklager i den forbindelse, at regeringen med den nylig indgåede smalle aftale med støttepartierne har valgt frem mod 2025 at lægge en strategi, der alene baserer sig på et smalt rødt flertal. Folketinget udtrykker bekymring for, at dette vil gå ud over beskæftigelsen, konkurrenceevnen og den sociale balance. Regeringen opfordres til at genoptage det brede samarbejde og i den forbindelse indkalde alle partier bag klimaloven til drøftelser om, hvordan det kan anskueliggøres, at der kan opnås en reduktion på mindst 50 pct. i 2025, og hvordan det gøres med de guidende principper i klimaloven intakt.«
(Forslag til vedtagelse nr. V 121).
Tak for ordet.