Det næste punkt på dagsordenen er:

19) Forespørgsel nr. F 6:

Forespørgsel til statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren:

Vil statsministeren redegøre for arbejdet med at etablere et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa, herunder hvad statsministeren, der i sin åbningstale i 2019 lovede selv at stille sig i spidsen for arbejdet med et nyt asylsystem, konkret har gjort for at levere på løftet om et modtagecenter uden for Europa, og hvad regeringen har gjort og vil gøre i forhold til den bebudede danske enegang for at levere på løftet om et modtagecenter uden for Europa?

Af Mads Fuglede (V), Pia Kjærsgaard (DF), Marcus Knuth (KF), Pernille Vermund (NB) og Henrik Dahl (LA).

(Anmeldelse 07.10.2020. Fremme 20.10.2020. Omtryk 30.10.2020).

Mødet er genoptaget.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til fredag den 18. december 2020.

Så er det ordføreren for forespørgerne. Er det hr. Mads Fuglede, eller er det hr. Marcus Knuth, der begrunder forespørgslen? (Marcus Knuth (KF): Det kan jeg godt gøre, når hr. Mads Fuglede ikke er her). Godt. Vi får begrundelsen. Værsgo, hr. Marcus Knuth.

Tak. Jeg beklager, vil jeg sige også til statsministeren. Jeg tror, der gik lidt forvirring i det. Jeg har lige set Mads Fuglede udenfor, og jeg tror, at der stadig er den opfattelse, at vi er midt i pausen. Det er vi tydeligvis ikke.

Vi har indkaldt til den her forhandling, fordi vi selvfølgelig med glæde under valgkampen hørte fra Socialdemokratiet, at man ville lave et modtagecenter uden for Europa for asylansøgere. Det er jo noget, som har været vendt mange gange også i borgerlige regeringer. Vi har selv forsøgt, men vi har ikke kunnet lykkes med det. Så da Socialdemokratiet gik til valg på den her idé, tænkte vi: Det var da fantastisk. Statsministeren har også selv været inde på emnet siden da, men i virkelighedens verden er der jo ikke rigtig sket noget, i hvert fald ikke noget, som vi er bekendt med. Derfor har vi set meget frem til forhandlingen her i dag, så vi kan høre statsministeren om, hvordan det går med at skabe et udrejsecenter uden for Europa.

Vi kender jo alle til de udfordringer, der er med asylansøgere i Danmark, så idéen om at lave et modtagecenter uden for Europa bakker vi helhjertet op om. Men set fra vores synspunkt – set fra oppositionen, som ikke sidder med i de lukkede møder – er vi i hvert fald ikke bekendt med, at der er sket særlig meget, og det er vi bekymrede over. Så vi ser frem til en god debat i dag. Tak.

Tak for det. Så kommer vi til besvarelsen. Værsgo til statsministeren.

Tak for det, og tak til ordførerne for at have indkaldt til en debat igen om et modtagecenter. Det er et vigtigt emne, og som det lige er blevet sagt, er udfordringerne til at få øje på. Selv i et år med corona, som har sat meget i stå, er der fortsat et stort pres på Europas grænser. Det er et problem for Europa, og det er i øvrigt også et problem for de mennesker, der risikerer deres liv på vejen. Alene i år vurderes omkring 900 personer at være druknet eller forsvundet i Middelhavet. Det er dybt tragisk. Og selv for dem, der overlever, er den barske rejse ofte helt udsigtsløs, for der er nemlig mange migranter, som ikke har et lovligt ærinde i Europa, og der er rigtig mange, der derudover får afvist deres asylansøgninger.

Vi står med et europæisk asylsystem, som reelt er brudt sammen. Derfor har vi brug for et nyt, hvor det kort sagt er os europæere, der bestemmer udviklingen, og ikke menneskesmuglerne – et nyt asylsystem, som skal være mere humant og mere retfærdigt. Vi skal hjælpe folk, hvor de er, løfte vores internationale ansvar, men have styr på indvandringen til Europa.

I regeringen fastholder vi, at asylbehandlingen uden for Europa skal være et centralt element i en ny løsning. Det mener vi er den bedste måde at få brudt incitamenterne på. I september udnævnte regeringen en migrationsambassadør for første gang. Vi har afsat flere ressourcer til arbejdet. Vi er i tæt dialog med ligesindede om problemerne med det nuværende system, som er brudt sammen, og også om behovet for nye løsninger, og vi har også selv midt under coronaen fortsat vores dialog med relevante lande.

Der er efterhånden i flere og flere lande, både i EU og uden for EU, enighed om, at det nuværende system ikke fungerer, og at problemerne i højere grad skal løses i nærområderne. Stadig flere deler med andre ord vores analyse. Regeringer i og uden for Europa taler nu om visioner, der minder om den diskussion, vi har i Danmark, og i mine egne samtaler med kolleger fornemmer jeg, at der er en stigende opbakning også til at tænke nyt på det her område.

I september præsenterede Kommissionen et forslag til en ny asyl- og migrationspagt for Europa. Vi synes, der er forslag i den pagt, der går i den rigtige retning. Der er et større fokus på hjemsendelser nu, der er et større fokus på samarbejde med oprindelses- og transitlande, og der er også heldigvis et stærkere fokus på at styrke ydre grænse. Men efter vores overbevisning går Kommissionen ikke drastisk nok til værks, når det handler om at løse de grundlæggende problemer. Den nye pagt indeholder f.eks. ikke forslag om at flytte asylbehandlingen til tredjelande. Det havde vi sådan set heller ikke forventet, men det er selvfølgelig ærgerligt, at Kommissionens forslag ikke er mere nyskabende. Vi bliver ved med at presse på for mere langsigtede løsninger, og vi vil fortsat og ihærdigt forfølge målet om overførsel af asylansøgere til asylbehandling uden for Europa. Det vil vi gøre sammen med andre, der ser tingene på samme måde som os.

Der er mange, der siger, at det her ikke er realistisk, og at det ikke kan lade sig gøre. Og jeg erkender, ligesom jeg har gjort det i andre debatter, at det er svært. Jeg anerkender til gengæld ikke, at det er en umulig opgave, og alternativet er jo at lade et dysfunktionelt asylsystem fortsætte. Vurderingen er, at det godt kan lade sig gøre at gøre det her inden for vores internationale forpligtelser. Vi er derfor i gang med at støbe fundamentet til et nyt system. Det fundament præsenteres i et lovforslag, vi fremsætter i det nye år. Det skal sikre, at vi kan overføre til tredjelande, når vi en dag har en aftale i hus.

Jeg ved, at mange her i Folketinget deler vores grundlæggende analyse af, at asylsystemet er brudt sammen, at det ikke virker. Jeg ved også, at der er bred opbakning til, at vi skal gå videre med idéer, der i hvert fald minder om regeringens. Derfor vil jeg på vanlig vis gerne opfordre til et samarbejde på det her område. Jeg anerkender også utålmodigheden, og jeg synes egentlig, det var meget fair fra ordførerens side at sige, at også tidligere regeringer har forsøgt sig med det her. Det er svært, men det ændrer ikke på, at vi skal blive ved, og at behovet for et nyt asylsystem stadig væk er ganske presserende. Tak for ordet.

Tak til statsministeren.

Nu er det sådan, at der er mulighed for et spørgsmål på 1 minut for hver af hovedordførerne.

Først er det hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til statsministeren. Det er selvfølgelig også her helt rimeligt, at statsministeren henviser til det udvidede arbejdspres med at bekæmpe corona som en tidskrævende faktor. Når vi alligevel vælger at tage fat i det her, er det, fordi statsministeren jo i sin åbningstale til Folketinget selv nævnte det her ønske om et udrejsecenter på et tidspunkt, da coronasituationen var kendt, og derfor må vi også lægge til grund, at statsministeren stadig væk arbejder intenst på at få det her realiseret.

Det, som statsministeren gør meget ud af i sit svar her, er at sige, at det skal ske i koordinering med andre EU-lande, og det kan selvfølgelig være fint, i fællesskab kan man stå stærkt, men det kan også være en måde at blokere for det, som statsministeren har lovet danskerne. For hvis man nu ikke kan finde en allieret ude i EU, hvad skal Danmark så gøre? Der må jeg jo minde om det udlændingeudspil, som man udgav her den 5. februar 2018, der hedder »Retfærdig og realistisk«, hvor der altså står meget klart, at det helst skal ske sammen med øvrige EU-lande, men hvor jo altså »helst« ikke betyder, at hvis de ikke vil, skal det stå i vejen for, at vi gør det. Så kan statsministeren åbne lidt af godteposen her op mod jul for, hvor langt vi er både i forhold til EU-lande, men også ved at gå solo?

Statsministeren, værsgo.

Det er helt rigtigt, at der er en vej at gå, der hedder, at vi afventer, at EU på et tidspunkt kommer herhen, og det tror jeg kommer til at ske på et tidspunkt, fordi situationen er uholdbar. Alene det, at Europa ikke selv bestemmer, hvem der kommer til vores kontinent, er jo uholdbart, det er forkert. Vi skal være herre i eget hus, vi skal selv bestemme, hvem der kommer til Europa, og i mine øjne er der jo kommet for mange hertil udefra. Det er derfor, vi har så alvorlige integrationsproblemer. Og derfor har vi fra starten sagt, at vi ikke kommer til at afvente, at hele EU når herhen til den konklusion, som i vores øjne er den rette. Derfor har vi dialog ikke kun med nogle andre EU-lande, vi har også dialog med europæiske lande, der er uden for EU, og det er absolut et sandsynligt scenarie, at vi kommer til at lave noget, hvis det er muligt, sammen med andre lande uden at afvente hele EU. Og ja, mange ting er forsinket på grund af coronaen. Noget af det, der er forsinket i det her arbejde, er, at rejseaktivitet sammen med andre lande jo er ganske, ganske svær, og meget af den dialog, vi har behov for på det her område, kræver, at man fysisk er sammen med kolleger.

Så er det hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Og tak til statsministeren. Som sagt deler vi synspunktet om et modtagecenter uden for Europa, men årsagen til, at vi ikke selv har kørt valgkamp på det, er den, at jo, det er et ønske, men det er et ønske, som ikke har været realistisk på den korte bane. Og det er jo der, hvor vi har lidt af en udfordring med Socialdemokratiets tilgang til det. Vi føler, at man prøver at sælge et håb til danskerne, som ikke er inden for rækkevidde på den korte bane. Jeg håber selvfølgelig, at vi tager fejl, og at statsministeren kan noget, som vi ikke kunne, da vi havde regeringsmagten. Så kan ministeren ikke komme bare lidt tættere på det? Er det her noget, som statsministeren mener er realistisk inden for 2 år, 3 år, 5 år, altså, hvor er vi henne bare sådan cirka?

Statsministeren.

Jeg mener ikke, at vi på noget tidspunkt har foregøglet danskerne, at det her ville være let. Vi har fra starten sagt, at det her er svært. Det er jo en helt ny måde at tænke asylbehandling på, som vi mener er nødvendig, fordi det nuværende asylsystem er brudt sammen. Vi kan jo huske det fra 2015. Det er fuldstændig uholdbart, at så mange mennesker ankommer til Europa på en gang, og vi slås jo stadig med konsekvenserne tilbage fra 2015, herunder en række afviste asylansøgere, som vi har svært ved at få til at rejse tilbage. Så vi har ikke foregøglet danskerne, at det her er let. Det ændrer ikke på, at det i vores øjne er den rigtige vej at gå. Det er vores politiske vision. Jeg tør ikke sætte et antal måneder eller år på, men jeg kan sige, at vi er i fuld gang med arbejdet.

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. I februar 2018 lovede statsministeren danskerne, at uanset om andre lande, ikke bare EU-lande, men andre lande, ville være med, var statsministeren klar til at gå forrest fra dansk side. Og tillad mig at citere fra DR:

»»Sigtet er at få flere lande med, men jeg er klar til at gå forrest fra danske side. Det skal vi gøre, fordi vi kan lave et flygtningesystem, der er mere humant, og som er bedre for vores eget samfund, end det vi har i dag,« siger Mette Frederiksen.«

Så spørgsmålet fra mig til statsministeren i dag er: Agter statsministeren stadig at gå forrest fra dansk side, når det nu ser ud til, at vi hverken kan få andre lande eller EU med, eller er det, som blev sagt i 2018, i virkeligheden ikke længere relevant nu, når man har fået magten?

Statsministeren.

Det er lige så relevant i dag, som det var i 2018. Der er ikke noget i vores politik, og der er ikke noget i vores holdninger, der ændres af, at vi har regeringsansvaret, andet, end at vi får realiseret utrolig meget af det, vi gik til valg på, og det håber vi selvfølgelig også kommer til at ske her.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg beklager, at jeg kom for sent og ikke hørte det første af statsministerens tale, så det kan jo være, at statsministeren har været inde på det. Jeg vil bare lige for en sikkerheds skyld spørge, om statsministeren anerkender, at FN's kvoteflygtningesystem også er en vej til at komme uden om menneskesmuglerne, som statsministeren var inde på i slutningen af sin tale.

Statsministeren.

Som det er i dag, mener jeg nej. Det er det ikke. For langt de fleste asylansøgere flytter sig selv i dag, og de er en del af et asylsystem, som grundlæggende er hamrende uretfærdigt. Det kræver fysisk helbred, det kræver økonomiske ressourcer, og det kræver jo for mange menneskers vedkommende også, at man lader sig underkaste overgreb og andre ting for overhovedet at nå frem. Så asylsystemet er brudt sammen, og jeg mener ikke, at FN's kvotesystem på nogen som helst måde opvejer det. Når det er sagt, vil vi i regeringen jo langt hellere have et asylsystem, der bygger på kvoter.

Det vil vi af flere årsager, både fordi man forhindrer den farlige rejse og det kaos, som eksempelvis opstod i 2015, men jo også fordi det betyder, at regeringer og parlamenter rundtomkring i verden selv kan bestemme, hvor mange mennesker der kommer hertil, for det bliver man nødt til selv at kunne bestemme. Det kan ikke være bestemt af andre, hvem der har adgang til landet, og hvor mange mennesker der har adgang til landet. Nu går det ret godt i Danmark med det for tiden, men hvis vi ikke får styr på antallet, vil integrationsproblemerne blive alt, alt for store. Det har vi set for meget af også i vort eget land.

Så er det hr. Mads Fuglede, Venstre. Værsgo.

Tak til statsministeren for indlægget. Vi har jo al mulig forståelse for, at covid-19 har ændret mange af de arbejdsprocesser, der må være omkring det her. Problemet er bare, at tiden går, og vi står stadig væk midt i pandemien. Den forståelse, vi har fået, er, at det med europæisk enighed er et vanskeligt spor at gå ad, og det må vi jo nok sige at det er, for man har forsøgt det i 40 år uden at komme så langt. Er det så ikke på tide, at vi nu siger, at det at lave en særskilt dansk løsning – med alt det, vi tager i betragtning – er den vej, vi må gå ad nu? Det er den farbare vej. Der kan vi gøre noget selv. Der er vi herre i eget hus i forhold til beslutningerne, og så bør vi sætte os i spidsen for det. Så må vi siden hen se, om der er andre, der vil bakke op om den beslutning.

Statsministeren.

Vi har jo hele tiden sagt, at vi om nødvendigt er villige til at gå selv, enten i samarbejde med andre eller kun for os selv. Det kræver jo stadig væk, at vi kan få etableret et samarbejde med tredjelande, som vil være med til at påtage sig deres del af opgaven for at få den her organisation til at fungere på en ordentlig måde. Det er jo også set i det lys, vi anmoder Folketinget om opbakning til et lovforslag i indeværende samling, men i næste kalenderår, hvor vi får skabt den lovhjemmel, der skal til, for at vi kan få det her system til at fungere. Det håber vi på opbakning til.

Så er det hr. Carl Valentin, SF.

Tak. Hvis man nu lykkes med sine bestræbelser og man får modtagecentre i tredjelande, ønsker regeringen så at sikre, at forholdene svarer til dem, man har i Danmark, så man sørger for, at børn ikke kommer til at sidde de steder?

Statsministeren.

Jeg ved ikke, hvad der præcis ligger i den sidste del af spørgsmålet. Hvis der i det ligger, at børn pr. automatik så skal overflyttes til Danmark, er svaret selvfølgelig nej. For det kan vi ikke, og det gælder jo allerede i dag. Der er millioner af børn på flugt i den her verden, og det er de allerallermest udsatte af alle flygtninge. Det skærer i hjertet, og det er og burde være vores fælles, kollektive dårlige samvittighed, at vi jo i dag ikke passer på de mest sårbare.

Det er jo i virkeligheden det – undskyld, mit ligefremme sprog – der er det mest absurde i den nuværende situation, nemlig at vi bekoster utrolig mange ressourcer på nogle af de stærkeste flygtninge, der kommer hertil. En del af dem er endda afvist, og de vil ikke rejse tilbage. Vi kunne have hjulpet og vi kan hjælpe f.eks. mange flere børn i verdens flygtningelejre for den samme mængde ressourcer. Så hvis der ligger i spørgsmålet, at børn pr. automatik skal overflyttes til Danmark, bliver jeg desværre nødt til at sige nej. Men hvis der i spørgsmålet ligger, at Danmark i et modtagecenter har ansvaret for, at forholdene i orden, er svaret ja.

Så siger vi tak til statsministeren i den her omgang. Og så er det udlændinge- og integrationsministeren.

Tak. Og lad mig starte med at sige, at jeg er fuldstændig enig med statsministeren i, at den flygtningepolitiske debat fortsat er vigtig, også selv om de nuværende asyltal er rekordlave. Lige nu ligger vi på omkring 60 pct. af asyltallet for 2019, som i øvrigt var det laveste asyltal siden 2008.

Hver dag sidste år druknede der eller forsvandt der i gennemsnit omkring tre mennesker på vej over Middelhavet i deres forsøg på at nå til Europa – tre mennesker hver dag. Mens folk drukner i Middelhavet eller bliver udsat for overgreb på vejene op igennem Sahara mod Middelhavet, har der i mange år været en politisk diskussion i Europa – en politisk diskussion, der handler om, hvordan vi skal fordele de mennesker, der overlever turen op igennem ørkenen og med gummibåden over Middelhavet og sætter fødderne på europæisk grund og siger: Asyl. Men – og det har vi sagt før – det er og bliver en lappeløsning at fordele asylansøgere på den måde, og jeg begriber ikke, hvorfor vi ikke bruger mere tid på at finde mere holdbare løsninger.

Hvis vi kigger omkring os, er der i dag desværre store problemer med en voksende illegal underklasse rundtom i Europa. Det er mennesker, der er kommet hertil, som har fået afslag på asyl, eller som har fået et visum, der nu er udløbet, men som nægter at rejse hjem. I stedet går de under jorden, bor under broerne eller på banegårde og arbejder illegalt uden rettigheder – det kan være i rengøringsbranchen, på restauranter, som flaskesamlere eller ved at ernære sig ved tyveri eller ved at sælge stoffer. Vi har sikkert alle sammen hørt om ulovlige migrantlejre i Paris eller andre europæiske storbyer, og sådan skal det selvfølgelig ikke ende med at være i Danmark.

Men afviste asylansøgere og folk, der er kommet hertil uden visum, og som ikke rejser hjem, selv om det er udløbet, er et produkt af den nuværende udlændingepolitik. Og der er derfor brug for at få taget fat om nældens rod. Der er brug for helt at fjerne årsagen til, at folk i første omgang er villige til at hoppe om bord i en gummibåd og begive sig ud på en livsfarlig rejse.

For der er ikke og bør ikke være fri indvandring til Europa. Vi skal have bedre kontrol med, hvem der kommer ind. Adgangen til Europa skal kontrolleres af staterne selv, ikke af menneskesmuglere. Og vejen dertil er netop den, at vi i dag skal diskutere, altså et nyt asylsystem. Så tak for at indkalde til dagens debat.

Vi har sagt fra starten, fra vi fremlagde vores program tilbage i februar 2018, at det er en svær opgave. Men vi vil fastholde, at vi ikke kan se passivt til, at den nuværende situation bare fortsætter, eller at den eskalerer. Selv om der er ro på asyltallene i Danmark for tiden, kan vi risikere igen at ende i en situation, hvor asyltallene stiger, og så kan vi ikke tillade os bare at have været passive og ikke at have handlet på det her.

Der er brug for at gentænke hele vores asylsystem, så færre migranter bliver taget som gidsler i menneskesmuglernes forretningsmodel; så færre mennesker dør og udsættes for overgreb langs ruterne; men også så Danmark og andre europæiske samfund ikke trues på vores indre sikkerhed, f.eks. af afviste asylansøgere, eller trues på vores sammenhængskraft, ved at indvandringen er for stor til vores land.

Vi mener fortsat i regeringen, at den bedste måde at gøre det på er ved at gøre op med det nuværende asylsystem, som ansporer migranter til at tage den farefulde rejse over Middelhavet, og ved at flytte asylsagsbehandlingen og beskyttelsen af flygtningene uden for EU. Vi mener, at vi kan hjælpe flere og bedre, hvis vi gør det tættere på konflikterne.

Det er også derfor, at vi har besluttet os for at øge støtten til nærområderne. Og vi har også tænkt os at gå endnu længere i den retning ved prioriteringen af udviklingsmidlerne. Derudover ønsker regeringen, at den primære adgang til beskyttelse af flygtninge i Danmark skal ske via legale veje, som tilfældet er ved kontrolleret genbosætning gennem FN, eller som vi f.eks. kender det fra vores erhvervs- og studieordninger. Kvoteflygtninge fra nærområder er mere retfærdigt og mere hensigtsmæssigt end omfordeling af spontane asylansøgere og irregulære migranter, der er hjulpet på vej hertil af menneskesmuglere.

Vi ønsker altså at føre en politik, hvor vi i højere grad selv styrer, hvor mange og hvilke udlændinge der kommer til Danmark, samtidig med at vi ønsker at tage et internationalt ansvar. Vi har givet os selv en meget, meget svær opgave med at flytte asylsagsbehandlingen væk fra EU. At etablere et modtagecenter i et tredjeland er mildest talt ikke noget, man kan ordne med et fingerknips. Men vi tror på, at det er den rigtige løsning, der for alvor kan gøre op med det kontroltab, som den illegale migration i dag medfører. Og jeg mener, at vi skal være parate til at gå meget langt for at gøre vores forslag til virkelighed.

Derfor er regeringen også som den første danske regering i gang med at lave det juridiske benarbejde, der bekræfter, at det kan lade sig gøre inden for vores internationale forpligtigelser, altså at flytte asylsagsbehandlingen. Det betyder, at vi kan fremsætte et lovforslag i begyndelsen af det nye år, der giver os den nødvendige nationale hjemmel, vi skal bruge til at overføre asylansøgere til et land uden for EU. Med lovforslaget lægges det juridiske fundament for vores vision om et nyt og et mere retfærdigt asylsystem, og det er ét skridt på en lang vej, men det er dog et skridt længere, end vi har været før.

Ud over at skabe den nationale hjemmel har vi, som også statsministeren netop har omtalt, nedsat en taskforce. Det er en gruppe embedsmænd, der arbejder dedikeret på at sætte fuld damp på kedlerne og få realiseret de her visioner. Vi har udnævnt en ny ambassadør, som skal styrke dialogen med de partnerlande både i og uden for Europa, som vil være med til at bryde med menneskesmuglernes forretningsmodel. Og vi er igennem udviklingsbistand målrettet begyndt at støtte udviklingsprojekter langs migrationsruterne, bl.a. med fokus på at gøre landene bedre til at kunne beskytte deres egne grænser mod illegal migration og på at støtte landene i at hjemsende migranter til deres oprindelseslande – men også med det formål at komme i dialog med regeringer om fælles interesser i at få mere kontrol med migrationsstrømmene og måske lægge fundamentet for yderligere samarbejde.

Udfordringerne skal nemlig ikke først håndteres i det øjeblik, de står og banker på døren ved den danske grænse. Vi er nødt til at arbejde mere strategisk i nærområderne og langs migrationsruterne og meget gerne i et samarbejde med andre europæiske lande, og det er netop det, vi har gjort. F.eks. kan jeg nævne, at vi har brugt 15 mio. kr. på Vestbalkan til at få migranter, der stadig kun er undervejs mod EU, til frivilligt og med en lille økonomisk håndsrækning at rejse hjem, f.eks. til Pakistan, og lade sig reintegrere i samfundet der, med en pose penge fra Europa i bagagen.

Derudover støtter vi bl.a. også en informationskampagne på Afrikas Horn, som er målrettet asylansøgere og andre personer, der overvejer at migrere irregulært til Europa, med yderligere 16 mio. kr.; det har vi netop lanceret. Kampagnen skal være med til at give troværdige oplysninger om selve rejsen, men også om forholdene, hvis de skulle nå frem. Over halvdelen af de eritreanere, der har set en lignende kampagne, var mindre tilbøjelige til at rejse videre med menneskesmuglerne efter at have modtaget den slags ærlige beretninger fra dem, der allerede havde taget turen.

Endelig har vi støttet lignende projekter i Tunesien og Rwanda om at håndtere migration. I Tunesien handlede det om at hjælpe med at holde deres grænse til bl.a. Algeriet, og i Rwanda handler det om, at de genbosætter nogle af de sårbare asylansøgere og flygtninge, der er endt i nogle af de her virkelig frygtelige detentionscentre i Libyen, og giver dem en fremtid i et andet afrikansk land. Det synes jeg virkelig er prisværdigt af Rwandas regering, og det synes jeg at vi som europæisk land skal støtte.

Projekterne skal netop bidrage til at reducere migrationsstrømmen, før den når til Europa. Og derfor er det også et skridt i den rigtige retning i den danske regerings indsats for et retfærdigt asylsystem. Flere af de her projekter er i øvrigt igangsat i samarbejde med andre europæiske lande.

Europa-Kommissionens udspil til en ny fælles asyl- og migrationspagt indeholdt som forventet ikke et forslag om modtagecentre i tredjelande. Og selv om udspillet fra Kommissionen har andre gode takter, der på flere punkter flugter med vores politik, bl.a. at forbedre hjemsendelse af afviste asylansøgere og at skabe nogle mere velfungerende ydre grænser og styrke indsatsen ved migrationsruterne, så er tiltagene ikke tilstrækkelige nok, hvis vi skal lykkes med at bryde den usunde struktur, der er i det nuværende asylsystem.

Netop derfor vil vi fra dansk side fortsætte vores bestræbelser med at afsøge muligheden for at skabe et nyt asylsystem sammen med partnerlande i både Europa og langs migrationsruterne. Og jeg vil gerne sige meget ærligt, at jeg naturligvis ikke kender datoen for, hvornår vores ambition om at få flyttet asylsagsbehandlingen til et land uden for EU kan indfries. Men vi holder fast i, at vi vil ændre det asylsystem, der hverken gavner Europas lande eller verdens flygtninge, og vi forfølger vores politik og arbejder seriøst med den. Jeg er også overbevist om, at de fleste partier i dag synes, at det bedste ville være, hvis vi kunne få det op at stå i en fart. Det synes vi selvfølgelig også selv, men sådan forholder det sig bare ikke med svære opgaver som den her.

Det er en stor og en kompliceret opgave. Det har vi sagt, siden vi foreslog det, men vi er i fuld gang, vi arbejder på højtryk. Det er rigtigt, at coronasituationen har sænket tempoet en del, bl.a. fordi vi ikke har de samme muligheder for at rejse. Jeg skulle f.eks. selv have været i Afrika for få uger siden, og det lykkedes ikke. Men det har på ingen måde aflyst vores ambitioner; vi arbejder alt, hvad vi kan, inden for rammerne af den nuværende situation, hvad angår rejseaktiviteten.

Med de ord vil jeg sige tak for muligheden for at diskutere den her sag. Vi ser selvfølgelig frem til debatten og glæder os til også at høre bidragene fra de andre partier i Folketinget.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Det er først hr. Morten Messerschmidt.

Det kan jo være en lille smule svært at tro på, at corona forhindrer alle internationale relationer, al den stund at statsministeren i sin åbningstale til Folketinget bekendtgjorde en stor og omfattende aftale, der var indgået med Indien. Så Indien kan man altså godt lave en aftale med, men når det handler om at henvise asylansøgere til behandling af deres sag i et tredjeland, er det utrolig vanskeligt på grund af corona. Det er hermed noteret.

Det, der kunne være interessant at få at vide, er, hvilken af de to udfordringer man står over for, der egentlig er den største. Altså er det det, at det her skal realiseres inden for det, som ministeren kalder for de internationale konventioner, altså det, at Folketinget har lagt sig selv i benlås og ikke må gøre det, man vil, fordi der er nogle gamle politikere, der har vedtaget noget i en anden tid, der er den største udfordring, eller er det reelt at finde et tredjeland, som vil tage imod de her mennesker? For vi i Dansk Folkeparti føler os på ingen måde forpligtet over for alle de her konventioner. De skal skrives om til en moderne tid. Derfor ville det være interessant at høre, hvilken en af de to udfordringer der er den største for regeringen: Er det det formelle juridiske, nemlig konventionerne, eller er det det praktiske med at finde nogle lande, der vil arbejde sammen med Danmark?

Ministeren.

Den sidste udfordring er den største, for der er ikke noget i de regelsæt, som vi har foretaget en juridisk vurdering af, og det er flygtningekonventionen, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og så de EU-regler, som Danmark er bundet af – vi har et retligt forbehold, og det gør også, at vi har flere muligheder end andre EU-lande – der forhindrer os i at etablere et modtagecenter og få flyttet asylsagsbehandlingen ud. Der er lidt i den danske udlændingelov, som forhindrer os i det, og det er derfor, at vi fremsætter et lovforslag, som Folketinget skal behandle efter nytår. Men det håber vi selvfølgelig på at der er opbakning til. Og så er juraen på plads.

Det, der så står tilbage, er at få etableret et fortroligt samarbejde med et tredjeland, som kan se en gensidig interesse i, at Danmark flytter asylsagsbehandlingen ud. Og når jeg understreger den gensidige interesse, er det, fordi jeg også gerne her vil sige til Folketinget, at intet er gratis. Vi kommer også til som land at skulle indgå i en reel dialog med et andet land, og de vil måske foreslå nogle andre ting til gengæld.

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Statsministeren sagde før valget, at statsministeren var klar til, at Danmark skulle gå forrest, hvis man ikke kunne få andre lande med, i forbindelse med etablering af et nyt asylsystem, og for lidt siden gentog statsministeren, at intet har ændret sig, efter at Socialdemokratiet har fået magten. Jeg vil gerne spørge udlændinge- og integrationsministeren, om udlændinge- og integrationsministeren er klar til på vegne af Danmark at gå forrest, sådan som statsministeren lovede, og om udlændinge- og integrationsministeren også er af den overbevisning, at det her kan ske i indeværende valgperiode.

Ministeren.

Det arbejder vi i hvert fald hårdt på, altså at det skal realiseres hurtigst muligt – hellere i dag end i morgen. Så er det rigtigt, at vi før valget sagde, at det ikke er en forudsætning for vores politik, at det skal realiseres igennem EU. Det gentager vi meget gerne i dag. Statsministeren har netop gjort det, og jeg vil også meget gerne gentage, at vi har sagt fra start, at vi meget gerne vil samarbejde med andre europæiske lande, men det skal ikke være en forudsætning.

Vi forsøger selvfølgelig at række ud til andre europæiske lande, og det her er jo også en diskussion, skal man huske på, der kører i mange andre europæiske lande. Det er ikke nødvendigvis på en måde, hvor regeringerne er hundrede procent enige med os, men der er flere, som vi deler en stor del af analysen med, og hvor jeg også kan fornemme, at der kommer en stigende fælles erkendelse af, at der er nødt til at ske noget grundlæggende nyt med det europæiske asylsystem. Og jeg synes absolut, at Danmark skal være klar til enten sammen med nogle europæiske lande eller måske alene at realisere ambitionen, hvis det kan lade sig gøre – helt sikkert.

Så er det hr. Mads Fuglede, Venstre. Værsgo.

Når vi nu ved, at man har forsøgt at lave et EU-spor med et modtagecenter i et tredjeland i mange, mange år, altså i mere end en generation, bør man så ikke have en plan B? Ikke bare den plan B, at man kan lave sit modtagecenter for sig selv, men også i forhold til at se på et andet EU-spor. Den sidste regering havde jo et visionspapir, man udarbejdede sammen med Østrig, hvor man også søger at gentænke den måde, vi foretager europæisk asylpolitik på. Kan ministeren fortælle, om man stadig væk bakker op om tankerne i den sidste regerings samarbejde med ligesindede nationer i Europa og følger det spor også, hvis det nu skulle være sådan, at vi ikke lykkes med det, der ikke er lykkedes for nogen i 40 år?

Ministeren.

Jamen jeg vil starte med at sige, at der er kommet en ny regering både i Østrig og i Danmark. Men det ændrer ikke på, at samarbejdet på udlændinge- og integrationspolitikken mellem den danske og den østrigske regering er stærkt. Vi har f.eks. i forbindelse med de europæiske diskussioner om den nye asyl- og migrationspagt afsendt fælles breve kun fra den danske og den østrigske regering til Kommissionen med fælles standpunkter omkring, hvordan vi står på en række af de elementer, der indgår Kommissionens asyl- og migrationspagt. Så det er absolut en af vores tætteste allierede.

Jeg vil også sige, at jeg også selv personligt har det godt med flere af de ministre, der er i den østrigske regering. Jeg synes, de går rigtig konstruktivt til diskussionen. Så er det rigtigt, at der i Europa i mange år har været en debat og visioner om, hvordan man kan etablere et mere retfærdigt asylsystem. Og på den måde er det jo ikke noget Socialdemokratiet har trukket op af en hat. Vi står jo på skuldrene af mange års debat.

Det, vi også bare kan konstatere, er, at noget så banalt som at sætte sig ned og lave benarbejdet – den juridiske analyse f.eks., af, hvordan det konkret skal skrues sammen – har vi i hvert fald ikke fundet noget. Det er først noget, vi kommer til at præsentere fra den her regerings side.

Så er det hr. Marcus Knuth, Konservative Folkeparti.

Tak. Når det er sådan, at man går til valg på en mærkesag, især en, der sådan virkelig rydder overskrifterne, så laver man jo som parti en eller anden form for kontrakt med danskerne. Man siger til vælgeren: Hvis du giver mig dit kryds, hvis du stemmer på mig og jeg kommer til magten, jamen så indfrier jeg det her valgløfte. Og det er vi desværre overhovedet ikke i nærheden af at se. Og det er jo derfor, at vi fra Konservatives side – og jeg tror også, det er fællesnævneren for alle blå partier – ikke er gået til valg på det her, fordi vi ikke mener, det er realistisk at sælge den drøm, den kontrakt med den danske vælger. Så hvis det er sådan, at Socialdemokratiet stadig væk ikke har formået at lave det her modtagecenter uden for Europa, næste gang vi går valg, vil det så fortsat være et valgløfte, og vil det fortsat være en mærkesag for Socialdemokratiet at prøve at sælge det her, selv om det tydeligvis ikke har været realistisk indtil videre?

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at jeg godt vil advare lidt imod, at vi falder tilbage til sofaen og siger, at det ikke er realistisk. Altså, det er nødt til at starte med analysen: Det er totalt uholdbart, hvordan det eksisterende europæiske asylsystem er skruet sammen. Jeg tror, at mange europæere konkluderede ud fra krisen i 2015 og 2016, at det her går simpelt hen ikke mere. Den aftale, Europa lavede med Erdogan, var rigtig og nødvendig og god. Men alle kan jo godt se, at den var udtryk for, at der er noget helt grundlæggende ved det europæiske asylsystem, der er hamrende uretfærdigt. Det er nødt til at være grundanalysen.

Derovenpå skal der så bygges politik. Vi mener, at det her er den rigtige politik, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at realisere den, og det værste, man kan gøre, er bare at konstatere opgivende, at det ikke er realistisk. Jeg vil sige det på den her måde: Hvis den danske regeringen vælter i dag, og der kommer en borgerlig regering i morgen, så vil jeg kraftigt opfordre en kommende borgerlig regering til at arbejde videre ad det spor, vi har lagt. For vi er kommet et stykke ad vejen, både med juraen, med diplomatiet og med praktikaliteterne, og det ville være så frygtelig ærgerligt, hvis det hele bare bliver smidt ned i papirkurven.

Så siger vi tak til ministrene i den her omgang og går nu over til ordførererne og dermed også de almindelige muligheder for korte bemærkninger. Allerførst er det ordføreren for forespørgerne, hr. Mads Fuglede. Og jeg glemte at sige indledningsvis, at der er mulighed for at afslutte oppe ved talerpulten, og det vil jeg da sådan set opfordre ordførerne til at gøre.

Tak for ordet. Tak til statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren for at stille op til denne vigtig debat. Der er vel næppe noget, jeg har brugt mere tid på at læse op til det sidste valg end udspillet »Retfærdig og Realistisk«, altså Socialdemokratiets store udlændingeudspil. Og der var meget i det, som både var retfærdigt, og der var også meget i det, der var realistisk.

Der var også noget, som var urealistisk, nemlig det, der er det store slagnummer i udspillet: et modtagecenter uden for Europa, der skulle sætter en stopper for at opnå ophold i Danmark ved at søge spontant asyl ved den danske grænse. Spontane asylansøgere skulle fremover sendes til et modtagecenter, hvor deres sag ville blive behandlet. Og skulle det vise sig, at andre lande ikke ville være med i planerne, jamen så vil Danmark om nødvendigt gå enegang for at realisere dette projekt. Som der står i udspillet: »Socialdemokratiets plan kan realiseres af Danmark alene«.

Vi er nu nok der i Venstre, at vi siger, at hvis man skal bevare en form for realisme omkring det her, så er det fint at arbejde videre med et spor, der handler om, at man kan opnå europæisk enighed om det. Men vi mener nok, at man skal se på at lave en løsning alene, hvis det her skal blive til sådan andet end bare noget, man skriver op til et valg.

Lige før vi går ind i 2021, må vi jo konstatere, at vi ikke rigtig er kommet tættere på at kunne etablere et modtagecenter uden for Europa. Vi får noget snak om, at der er gode kontakter og også ministre i andre europæiske lande, som man fungerer godt sammen med. Men når man taler med disse ansvarlige på det her område, kan man jo høre på europæisk plan, at der ikke er opbakning til et sådant modtagecenter. EU bakker ikke op om arbejdet, og det ser ikke ud til, at der er lande, der ønsker at huse et modtagecenter.

I Venstre deler vi regeringens intentioner om, at der er behov for et nyt asylsystem. Det nuværende system er uholdbart, det er uklogt, det er uretfærdigt. Det var også en stor hovedpine for os i sin tid. Vi ønsker at fjerne grundlaget for menneskesmugler og samtidig lette presset på Europas ydre grænser. Flygtninge skal ikke kunne vandre igennem flere lande, før de vælger at søge asyl her.

Da vi sad i regering, fremlagde vi et visionspapir sammen med Østrig, som også var meget ambitiøst. Måske så ambitiøst, at det var svært at se, hvor realiserbart det var her og nu. Men derfor var det substantielt. Der var sådan ting, man kunne tage ad gangen for hele tiden at kunne nå tættere på det mål, man havde, nemlig en mere fair asylpolitik. Og det klare formål var, at det var slut med at vandre igennem flere lande, før man søgte asyl. Man skulle sendes tilbage til det første sikre land, man ankommer til. Der var god opbakning fra andre EU-lande til det arbejde, vi igangsatte sammen med Østrig, og vi ønsker et nyt, langtidsholdbart asylsystem.

Men modsat regeringen mener vi, at der er noget, der kan være sådan mere drømme og urealistiske løsninger, men at vi også må se på det, der er realistisk og noget, vi ærligt kan sige til vælgerne at vi rent faktisk kan indfri. Og vi har forlængst erkendt, at det kan vi ikke gøre helt alene. Der er selvfølgelig i sagens natur brug for europæiske løsninger. Og i stedet for at arbejde videre ad det konstruktive spor, som vi lagde i regeringen, har vi altså fået den her snak om et nyt system, som ikke rigtig bliver til noget. Der er gået 1½ år, siden Socialdemokratiet fik magten til at lave om på det her. Jeg skal ikke stå og sige, at der er tale om et bluffnummer eller andet. Det er slet ikke den debat, jeg ønsker at have. Vi må bare sige, at det er en spændende teoretisk debat, men den kommer ikke til at ændre noget på den korte bane.

Jeg håber, at statsministeren og udlændinge- og integrationsministeren i dag vil erkende, at et modtagecenter uden for Europa er en mere teoretisk debat, og at vi bliver nødt til at følge andre spor, hvis vi virkelig ønsker at ændre på det gældende asylsystem.

Med de ord skal jeg læse følgende forslag til vedtagelse op på vegne af alle de borgerlige partier. Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti – og Venstre – har jeg forstået bakker op om den tekst, jeg læser op nu. For god ordens skyld skal jeg sige, at det er Konservative, der har været pennefører på teksten her, og tak til hr. Marcus Knuth for det.

Forslag til vedtagelse

»Danmark har store problemer med asylansøgere, hvor der eksempelvis begås kriminalitet til stor gene for danskerne. Folketinget konstaterer, at regeringen har haft halvandet år til at påbegynde arbejdet med etablering af et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa. Derfor findes det stærkt utilfredsstillende, at der intet er sket endnu. Folketinget konstaterer yderligere, at statsministeren ikke har fulgt op på løftet fra åbningstalen i 2019 om at stille sig i spidsen for et nyt asylsystem med asylbehandling uden for Europa. Det er yderst kritisabelt. Folketinget opfordrer regeringen til hurtigst muligt at igangsætte arbejdet med et nyt asylsystem med etablering af et modtagecenter uden for Europa, som man lovede i 2019.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 36)

Tak for det, og det vil indgå i den videre debat.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Stoklund. Værsgo.

Tak. Tak til hr. Mads Fuglede for en, synes jeg, egentlig på mange måder reflekteret tale, selv om jeg måske også synes, at den var sådan lidt pessimistisk i sin tone i en vis udstrækning, men ikke desto mindre trods alt også med nogle refleksioner. Jeg har et enkelt spørgsmål: Hvad gjorde man så konkret fra Venstre og den daværende regerings side for at følge op på de her overskrifter eller idéer eller tanker, jeg ved ikke, hvor meget det var, men altså det, man lavede sammen med Østrig? Hvad gjorde man sådan konkret bagefter, da man kom hjem fra mødet med Østrig? Tog man tilbage til ministerierne og gik i gang med at få afklaret, at hvad gør vi nu sådan rent juridisk osv. osv., eller hvad skete der egentlig bagefter?

Ordføreren.

Nu spørger ordføreren til nogle forhandlinger, jeg af gode grunde som ordfører dengang ikke selv var en del af, men mere sådan er blevet orienteret om på anden hånd, så det er jo sådan lidt svært for mig at svare direkte på det. Men der var kontakt til andre europæiske lande, og man bakkede jo op om det europæiske arbejde, der skulle forestås, for at få en større kreds af lande til at bakke op om det visionspapir, man havde udarbejdet sammen med Østrig.

Hr. Rasmus Stoklund.

Tak. Jamen det har jeg helt forståelse for. Jeg er også selv nyvalgt, men jeg tror alligevel, at jeg så kan hjælpe hr. Mads Fuglede lidt. For man gjorde desværre ikke rigtig noget. Da den nuværende regering kom ind i regeringskontorerne, lå der ikke nogle sådan juridiske rapporter eller vurderinger eller notater, der viste, hvad der nu er muligt, og hvordan vi kommer videre med de her idéer om at lave et nyt asylsystem. Det er jo det, der er baggrunden for, at udlændinge- og integrationsministeren satte gang i det arbejde. Så det var egentlig mere bare en kommentar – det kan man jo også ifølge forretningsordenen, ved jeg – eller en serviceoplysning. Det må hr. Mads Fuglede selv vurdere.

Hr. Mads Fuglede.

Det er jo en rigtig fin serviceoplysning at få. Vi gjorde et stykke af arbejdet, og så ville vælgerne det således, at vi ikke skulle fortsætte. Men så er der jo noget, man kan samle op, hvis man vil følge flere spor end det, som desværre ser ud til at være et mere urealistisk spor, sådan at man, som jeg også selv var inde på før, har en plan B til sit fair, men urealistiske udlændingeudspil.

Så siger vi tak til hr. Mads Fuglede. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og så er det hr. Rasmus Stoklund.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at takke Venstre og Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og Liberal Alliance for at have indkaldt til den her meget relevante forespørgselsdebat. I Socialdemokratiet vil vi gerne forhindre, at vi kommer til at opleve nye migrant- og flygtningestrømme som dem, vi oplevede, kort efter at den borgerlige regering var kommet til magten i 2015. Som I alle er bekendt med, arbejder vi derfor på at finde en model for et modtagecenter uden for Europa.

Det nuværende asylsystem fungerer ikke; det er dysfunktionelt og uretfærdigt, og det er et asylsystem, som tilgodeser pengestærke og fysisk stærke asylansøgere og flygtninge. De svageste flygtninge efterlades uden hjælp i nærområderne. Derfor ønsker vi at reformere det nuværende asylsystem, så vi får et mere rimeligt og bæredygtigt asylsystem.

Asylbehandlingen skal så vidt muligt foregå uden for Danmarks grænser. Vores plan med at etablere modtagecentre i tredjelande går ud på, at spontane asylansøgere, der kommer til Danmark, skal overføres til et modtagecenter i et tredjeland, og her skal asylsagsbehandlingen så finde sted. Hvis asylansøgere får afslag, skal de sendes hjem. Er der tale om flygtninge, skal de have beskyttelse i det pågældende land og altså ikke i Danmark.

Vores målsætning om at etablere modtagecentre i tredjelande vil bremse tilstrømningen til Danmark, og det vil sikre, at adgangen til Danmark kontrolleres af Danmark og ikke af menneskesmuglere. Det nuværende asylsystem er uretfærdigt og dysfunktionelt; vi bruger alt for mange penge på at hjælpe folk, der slet ikke er flygtninge. Vi har brug for et asylsystem, der er humant, realistisk og retfærdigt, og som fjerner det incitament, der får mennesker i den tredje verden til at tage den farlige rejse mod Europa.

Med de ord vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse fra Socialdemokratiet op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder det afgørende, at der arbejdes for et retfærdigt og humant asylsystem. Folketinget noterer sig, at regeringen arbejder for at etablere en ordning om overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling i tredjelande, der gør op med den incitamentsstruktur, der fordrer, at migranter begiver sig ud på den farefulde rejse over Middelhavet.

Folketinget bakker op om, at der nationalt og internationalt arbejdes for, at der opnås tilslutning hertil. Folketinget noterer sig samtidig, at det ikke er en forudsætning for realiseringen, at der er opbakning i EU.

Folketinget noterer sig, at der er nedsat en task force, der arbejder for at realisere ambitionen. Der fremsættes et lovforslag, der skaber den nødvendige lovhjemmel hertil. Folketinget bakker op om regeringens fortsatte arbejde for et retfærdigt og humant asylsystem. Det er et komplekst arbejde, som kræver vedholdenhed gennem længere tid.

Folketinget noterer sig fremdriften i arbejdet og regeringens tilkendegivelse om fortsat at prioritere dette arbejde.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 37).

Tak for det. Forslaget vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et par korte bemærkninger, og først er det fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg tror egentlig, at hr. Rasmus Stoklund og jeg deler ønsket om at få strammet gevaldigt op i udlændingepolitikken. Det er i hvert fald sådan, jeg kender hr. Rasmus Stoklund. Og jeg har ingen grund til at tro, at han taler mod bedre vidende eller prøver at forføre nogen. Han har ikke en lang karriere bag sig i politik, men måske foran sig. Derimod kunne man godt mistænke folk, der igennem lang tid har anglet efter at komme ind i Statsministeriet, for at have andre motiver end dem, man sådan profant fremlægger, nemlig at gå efter magten i stedet for rent faktisk at realisere de løfter, man har udstukket til vælgerne.

Derfor kunne jeg tænke mig at høre, når vi nu har de her programmer, som er fremlagt af Socialdemokratiet, inden hr. Rasmus Stoklund blev valgt til Folketinget, i februar 2018 og i sommeren 2019 osv., hvilke forventninger hr. Rasmus Stoklund har til, at det kan blive omsat. Altså, taler vi om den indeværende folketingssamling? Taler vi før et folketingsvalg? Taler vi i dette årti? Kan vi bare få en eller anden form for estimat på, hvornår Socialdemokratiet agter at realisere deres løfter til vælgerne?

Værsgo til hr. Rasmus Stoklund.

Uden at gå videre ind i det her med motivforskning synes jeg nu ikke, at det er et indtryk, jeg deler. Det er et fuldstændig oprigtigt ønske fra hele Socialdemokratiet, at vi får gjort noget ved den måde, asylsystemet fungerer på. Det er sådan set ikke alene et spørgsmål om at føre en stram udlændingepolitik, det er også et spørgsmål om at anlægge en langt mere human tilgang til verdens nødstedte. Det er sådan set et bredt funderet ønske.

Jeg synes også, at motivforskningen måske støder lidt på grund, når man så ser på, hvad der skete, efter at man overtog nøglerne til de forskellige ministerier. Noget af det første, der skete i Udlændinge- og Integrationsministeriet eksempelvis, var jo, at man satte gang i det juridiske arbejde, som er en forudsætning for overhovedet at bevæge sig videre ad det her spor – det er den ene del. Den anden del er jo, at man så i flere ministerier har sat gang i det arbejde, der handler om diplomati, altså kontakten til andre lande, andre regeringer om at tale om mulige samarbejdsflader, løsningsmodeller osv. Jeg kunne forstå kritikken og mistænksomheden, hvis der ikke var sket noget som helst, og hvis regeringen ligesom havde gemt det ned i en skuffe og så ikke havde gjort yderligere, men det er jo ikke tilfældet.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Men det er jo det, vi prøver at finde ud af, altså hvad det egentlig er, der er sket. Jeg bemærker så, at hr. Rasmus Stoklund ikke svarer på spørgsmålet om, om forventningerne er, at det sker i indeværende folketingssamling eller bare indeværende årti. Jeg minder om, at fru Mette Frederiksen som partiformand tilbage i februar 2018 sagde, at det især var, når man havde regeringsansvaret, at tingene for alvor sådan begyndte at rykke. Alligevel er man åbenbart ikke nået længere end til muligvis efter nytår at få ændret nogle passager i udlændingeloven. Så derfor spørger jeg igen hr. Rasmus Stoklund: Hvornår agter Socialdemokratiet at gennemføre det løfte, man har givet vælgerne?

Værsgo.

Tak. Når jeg ikke svarede på spørgsmålet før, var det, fordi hr. Morten Messerschmidt stillede en række spørgsmål, og jeg forsøgte at svare på så mange som muligt inden for taletidens rammer. Vi agter at gennemføre det her så hurtigt som muligt. Men det er klart, og det ved hr. Morten Messerschmidt jo udmærket, at der skal flere til at danse tango her, og det er derfor, der udestår et stort stykke arbejde med fortsat at få etableret kontakter med andre lande. Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Regeringen har været ved magten i halvandet år. I mellemtiden forbereder man. Vi skal i denne samling behandle et lovforslag, der gør de juridiske rammer klar. Det er trods alt mere, end man gjorde i kølvandet på de overskrifter, man etablerede under den foregående regering.

Endelig vil jeg sige, at jeg synes, at noget af den tankegang, der ligger bag de projekter, der i sommer blev lanceret i samarbejde med både ... (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Ja tak!). Nå, okay.

Der er desværre ikke så lang taletid.

Hr. Marcus Knuth.

Det der var vist at stoppe midt i en sætning. Da jeg stillede op til Folketinget i 2015, var det jo bl.a. for at bakke en politisk linje op, hvor man virkelig ville lave et kursskifte væk fra Helle Thorning-Schmidts massivt slappe udlændingepolitik og over til en stram udlændingepolitik. Der må man sige, at med 114 plus stramninger var det jo virkelig, hvad VLAK-regeringen udrettede. Hr. Rasmus Stoklund gik så til valg på at bakke en socialdemokratisk regering op, der ville lave et udrejsecenter uden for Europa, og det eneste, man kan sige lige nu, er, at man laver det juridiske benarbejde. Undrer hr. Rasmus Stoklund sig ikke over at være del af et parti, der er gået til valg på en så markant mærkesag, uden at man rent faktisk i virkelighedens verden kan præsentere noget som helst, der er inden for realistisk rækkevidde?

Værsgo.

Lad mig først reflektere over det her med, at hr. Marcus Knuth gik til valg på at føre en stram udlændingepolitik. Det kan jeg sige at Socialdemokratiet også gør, og det er jo også det, vi gør i praksis. Det, der nogle gange er lidt pudsigt ved de her diskussioner, er, at vi på den ene side bliver skudt i skoene, at vi fører en slap udlændingepolitik, og at vi på den anden side modtager utallige henvendelser om, at vi nærmest er på linje med de værste syndere inden for racistiske krigsforbrydelser, og jeg ved ikke hvad. Når man ser på nogle af de grundlæggende søjler, bliver det jo ikke ligefrem gjort lettere. Reglerne for permanent opholdstilladelse har været en stor diskussion den sidste uges tid, og det samme har statsborgerskab og reglerne for det, som ministeren i øvrigt har indkaldt til forhandlinger om, hvor han jo også klart har tilkendegivet, hvilken retning de forhandlinger skal gå i. Altså, jeg synes, at regeringen trækker i den rigtige retning i alle de her spørgsmål.

Når det gælder det her, er det klart, at det ikke er noget, man gør fra den ene dag til den anden. Vi har trods alt bevæget os noget længere, end den foregående regering gjorde med de overskrifter, den fik skrevet – som hr. Mads Fuglede så fint redegjorde for i sin tale – men jo uden efterfølgende rigtig at følge op med rugbrødsarbejde hjemme i ministerierne.

Hr. Marcus Knuth.

Det er jo ikke, fordi vi ikke deler visionen om et modtagecenter uden for Europa. Det gør vi helhjertet. Men at gå til valg på en så stor overskrift, når det så samtidig er så langt væk fra rækkevidde, føler vi virkelig er at stikke blår i øjnene på danskerne. Så hvis det er sådan, at det ikke lykkes i indeværende regeringsperiode at lave det her modtagecenter, hvor mange gange mere i fremtiden vil Socialdemokratiet gå til valg på et modtagecenter uden for Europa, som man rent faktisk ikke på den korte bane kan etablere?

Værsgo.

Jeg mener, at vi har været ærlige om udfordringerne fra starten. Jeg mener også, at man kan sige, at vi ikke stikker blår i øjnene på nogen, netop fordi vi jo arbejder seriøst og målrettet på det her projekt. Sagen var en anden, hvis man bare sad ovre i regeringskontorerne og lagde syvkabale og så Netflix, men det er jo ikke det, der er tilfældet. Man arbejder faktisk målrettet på at få det her til at lykkes, og så længe man gør det, synes jeg, at vi med god samvittighed kan stå på mål for det her. Jeg synes også, at man kan sige, at vi også ad andre spor og via den måde, udlændinge- og integrationsministeren arbejder på, beviser, at den her tankegang kan bredes ud til andre områder. Det kunne f.eks. være de projekter, man lancerede i sommer i fællesskab med Tunesien og Rwanda.

Tak. Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre.

Hr. Rasmus Stoklund ville på hr. Morten Messerschmidts spørgsmål ikke lægge hovedet på blokken, i forhold til om forslaget ville blive gennemført inden for dette årti – altså om det var inden for dette årti, at Socialdemokratiets valgløfte skulle blive gennemført. Og det får mig egentlig til at tænke på det udspil fra Socialdemokraterne, hvori valgløftet blev lanceret. Og det udspil havde en titel på tre ord – de to første ord var »Retfærdigt og«. Kan ordføreren huske, hvad det sidste ord var?

Værsgo.

For det første: Hovedet på blokken lægger jeg meget nødig i nogen som helst sammenhæng. Det var det ene.

For det andet: Det sidste ord er »realistisk«. Og jeg synes, at der er to ting i det her. For det første mener vi jo, at det er realistisk. Vi mener ikke, at det her bare er, hvad skal man sige, sådan en eller anden fiks idé. Og det synes jeg egentlig bekræftes meget godt af, at hr. Mads Fuglede fortalte om, hvordan man jo havde gjort sig tilsvarende overvejelser i den foregående regering, dog uden så at følge op på dem med handling og konkret arbejde hjemme i ministerierne. Der blev man ved overskrifterne. Men altså, det er jo realistisk i sin idé. Men det er klart, at det, der også ligger i ordet realistisk, jo er, hvad skal man sige, en modsætning til den manglende bæredygtighed, der er i det nuværende asylsystem. Det er jo også det at få et realistisk asylsystem, som ikke baserer sig på, at det er menneskesmuglere, der styrer adgangen til Europa, eller at det kun er de rigeste og de stærkeste relativt unge mænd, som har en adgang til sikkerhed i Vesten.

Hr. Morten Dahlin.

Det var godt, at hr. Rasmus Stoklund kunne huske det tredje ord i titlen. Og udspillet er også lanceret med et stort billede af den nuværende statsminister foran. Så jeg er sikker på, at statsministeren havde været meget obs på, om ordføreren kunne huske, hvad titlen på udspillet var. Og jeg kan nu forstå, at udspillet med et citat fra hr. Rasmus Stoklund er: realistisk som idé. Mener hr. Rasmus Stoklund, at det er realistisk at få gennemført det her socialdemokratiske valgløfte i denne valgperiode?

Værsgo.

Ja, altså, det afhænger jo fuldstændig af, om det kan lykkes at finde nogle, man kan samarbejde med. I så fald er det realistisk – lykkes det ikke inden for den her valgperiode, er det ikke realistisk. Og det er jo klart. Det var der, hvor hr. Morten Dahlin også ville have mig til at lægge hovedet på en blok før, så han kunne hugge det af, hvis det så ikke lykkedes. Og der deler vi ikke interesse. Jeg skal ikke lægge mit hoved på nogen blok. Så længe man arbejder målrettet på det her, synes jeg, at jeg med god samvittighed kan sige – for det er noget, som kan lade sig gøre, hvis vi får etableret de rigtige kontakter, og hvis vi kan finde en partner, som kan se selv i det; som kan se, at der også er en interesse i det for dem – at så mener jeg bestemt, at det her er realistisk.

Tak for det. Der er ikke flere spørgere, så vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Corona har virkelig udfordret tilliden til systemet, til politikerne, tilliden til hele samfundet. Derfor er der mere end nogen sinde brug for, at vi som politikere sørger for at være ærlige over for vælgerne, både i forhold til at sige, hvad vi gerne vil, men netop også siger det på en måde, så vi viser, at vi kan klare det, på en realistisk måde; nemlig fremlægger planer for, hvor vi gerne ser Danmark i morgen, om 5 år og om 10 år, men også anviser en vej til, hvordan vi når derhen.

I 25 år har Dansk Folkeparti været den førende stemme for en stram udlændingepolitik – få udvist kriminelle og få sagt nej til folkevandringer imod Europa og imod Danmark – og i 25 år har det været en fantastisk succes; faktisk så stor en succes, at andre har villet være med. Noget smukkere kan man jo ikke som politikere opleve, nemlig at andre begynder at sige det samme som en selv, medmindre de kun siger det og reelt ikke gør det. For hvis forskellen mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i dag retorisk kan være svær at få øje på, ja, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at når det kommer til at udføre politiken, er der en afgrund til forskel.

I halvandet år har statsministeren nu været statsminister, i halvandet år har hr. Rasmus Stoklund nu været medlem af Folketinget, og i halvandet år har hr. Mattias Tesfaye været integrationsminister. Alligevel kan man ikke give noget tidsperspektiv på, hvornår de her centre bliver en realitet. Vi kan se, at man i Frankrig har haft held med at lave et center. Vi hører, at man i Østrig har en aftale med Serbien osv., men i det danske Statsministerium er man ikke engang kommet dertil, at man har fået fremsat et lovforslag, der gør det muligt inden for den gældende udlændingelov at afvise folk ved grænsen – efter halvandet år!

Jeg vil godt som andre ordførere minde om, hvad formanden for Socialdemokratiet gik til valg på: »Retfærdig og realistisk«. Det var fra den 5. februar 2018, og den 24. maj 2019 lød det også: »Retfærdig og realistisk«. Retfærdig over for hvem? Over for de vælgere, der i blind tillid til, at fru Mette Frederiksen så også som statsminister ville omsætte det her til realpolitik, troede på hende? Nej, der må man sige: Der var ikke megen retfærdighed. Realistisk? Ja, det har vi jo stadig til gode at se, for hvad er det egentlig, regeringen her har foretaget sig? Hvad er det egentlig for konkrete skridt, regeringen her har taget? Det kan vi ikke få at vide. Det eneste, vi får at vide, er: Jo, efter nytår skal man nok sørge for, at den danske lov kommer på plads. Det er ganske enkelt for slapt. Det er uansvarligt, ikke bare over for Socialdemokratiet, for fred være med Socialdemokratiet, men over for danskerne; over for de danskere, som havde tillid til, og som troede på, at det her blev omsat til politik.

Vi i Dansk Folkeparti vil stadig væk vedholdende både sige det rigtige og anvise vejen. Derfor er det vores ønske, at hvis dette ikke er på plads, inden denne folketingssamling udløber, så skal Danmark opsige flygtningekonventionen. Det vil de facto gøre, at man ikke længere kan søge asyl i Danmark. At regeringen så på det tidspunkt ikke har anvist et sikkert tredjeland, hvor man så kan lade behandlingen finde sted, betragter vi ikke som nær så væsentligt, nær så alvorligt som at gennemføre det, man for få år siden sagde var både realistisk og retfærdigt. Vi vil ikke, på hverken Folketingets eller danskernes vegne, længere acceptere, at en regering på den måde spiller kispus med danskerne, og at man på den måde foregøgler, at man vil noget, men reelt ikke leverer varen. Man har haft mulighederne. Det er nu, der skal leveres, statsminister. Det er nu, der skal leveres, integrationsminister – ikke bare retorik, ikke bare glitterpapir, men handling!

Det her handler faktisk ikke bare om at have magten, det her handler faktisk om at gøre det rigtige: en stram udlændingepolitik, en konsekvent udvisningspolitik, fordi Danmark ikke bare er et velfærdssamfund, fordi det ikke bare er et projekt, men fordi det er vores alle sammens fædreland. Og derfor – derfor – kunne man godt have ønsket sig lidt mere realisme, når regeringen siger det. Tak, formand.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen kommentarer, så vi går videre. Næste ordfører er hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre.

Tak for ordet. Et nyt asylsystem skal være europæisk. Dansk og europæisk sikkerhed starter i Afrika, og skal vi have styr på de udfordringer, som menneskesmugling, trafficking og illegal migration skaber, skal slaget derfor stå i Europas nærområder og ikke som i dag ved grænsebommen ved Kruså. Men at skabe et reelt alternativ til den nuværende situation, hvor turen over Middelhavet for mange er eneste mulighed for tilflugt, er hverken ukompliceret eller gratis. Det er ikke desto mindre helt afgørende for, at vi i Danmark såvel som i Europa kan få bedre hånd om flygtningesituationerne.

Løsningen på den uacceptable flygtningesituation kræver dog også mere end målrettede investeringer i Nordafrikas udvikling, og skal vi sikre, at færre risikerer liv og legeme på vej over Middelhavet, så skal det være muligt for dem at søge tilflugt, inden de går om bord på en faldefærdig pram ved Libyens kyst. Derfor ser Radikale Venstre gerne, at der oprettes modtagelejre langs de ruter, som flygtninge i dag benytter på deres vej mod Europa. Lejrene skal drives af de lokale regeringer, men skal finansieres fuldt ud af EU's medlemslande, der til gengæld får sikkerhed for, at de pågældende lande påtager sig ansvaret for at samle alle flygtninge og behandle deres sager, også i overensstemmelse med FN's menneskerettigheds- og flygtningekonventioner.

Med et sådant system vil asylansøgere, der får afvist deres ansøgning, nemmere og hurtigere kunne sendes hjem, mens de, der opnår flygtningestatus, som udgangspunkt vil modtage hjælp og beskyttelse lokalt. På den måde løser vi to grundlæggende problemstillinger: For det første sikrer vi os, at de økonomiske migranter, der i dag nyder godt af det dårlige samarbejde i Europa, afholdes fra at udnytte systemet, i vished om at vejen til Europa går gennem et andet afrikansk land med lignende levestandarder, og for det andet sikrer vi, at de, der reelt har brug for hjælp og beskyttelse, kan få det både hurtigere og tættere på deres hjemstavn end i dag.

På vegne af Radikale Venstre, SF og Enhedslisten vil jeg gerne fremsætte dette:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det nuværende asylsystem er mangelfuldt. Der er en skæv fordeling af flygtninge i Europa lige nu, og lande som Grækenland og Italien løfter en alt for stor del af opgaven – det er ikke rimeligt. Danmark har både plads og råd til at modtage flere flygtninge, f.eks. gennem FN's kvoteflygtningesystem.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Tak for det. Også dette forslag indgår i den videre forhandling.

Der er en kommentar. Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Nu er det jo velkendt, at Radikale Venstre efterhånden, og det er så noget, jeg siger med begejstring, er et ret marginaliseret parti. Vel at mærke har man stadig væk formået at placere sig sådan, at regeringen er afhængig af Radikale Venstre, men politisk, i det, man siger på udlændingeområdet, er det jo kun den alleralleryderste venstrefløj, der er enig med hr. Kristian Hegaard.

Derfor kunne det være interessant at høre, hvordan hr. Kristian Hegaard egentlig ser på det varslede forslag fra integrationsministeren: altså det, at man nu vil skabe den juridiske hjemmel til, at Danmark kan indgå en aftale med et eventuelt tredjeland for på den måde at afvise asylansøgere, der måtte komme til Danmark. Er det noget, vi kan forvente at Radikale Venstre som støtteparti til regeringen vil stemme for?

Værsgo.

Jeg tror faktisk, at der er flere, der deler Radikale Venstres opfattelse af, at hvis vi for alvor skal tage hånd om asylsystemet, skal det gøres europæisk. At der så ikke lige er den store opbakning blandt EU's medlemslande eller det tilstrækkelige drive, mener jeg ikke gør, at Radikale Venstre er marginaliseret.

I forhold til det kommende lovforslag, der jo ligger i lovprogrammet, har vi stadig til gode at se indholdet af det, og indtil vi har set det, kan vi jo af gode grunde ikke vurdere det yderligere for nuværende.

Tak. Hr. Morten Messerschmidt.

Så den får lov til at hænge i luften. Det bliver spændende, om vi så står med en integrationsminister i januar med hatten i hånden, der ikke kan regne med sit eget parlamentariske grundlag for at gennemføre en så central del af et valgprogram. Det er jo en interessant situation, vi måtte være i her.

Det, jeg bare skal høre hr. Kristian Hegaard om her i anden runde, forholder sig til, at hr. Kristian Hegaard siger meget, at man skal have en løsning i EU, og det er jo velkendt. Jeg tror, at hvis det stod til Radikale Venstre, skulle Danmark helt opløses i de europæiske forenede stater. Det forstår jeg godt, men betyder det, at man så modsætter sig en rent dansk løsning, som jo i hvert fald Socialdemokratiet har i sine programmer; jeg ved ikke, om det er regeringens politik, men det står i hvert fald i Socialdemokratiets programmer. Modsætter Radikale Venstre sig sådan en rent dansk løsning?

Værsgo.

Jeg synes, det er ganske naturligt forekommende, at man selvfølgelig lige skal se indholdet af et lovforslag. Der er ikke noget drama eller noget som helst i, at man skal se det.

I forhold til en rent dansk løsning ser vi det nok fra Radikale Venstres side som noget urealistisk, for skulle hvert eneste EU-land så have hver sin lejr? Det tror vi sådan set ville være noget uhensigtsmæssigt, og derfor ser vi udelukkende en europæisk løsning på det her.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste er hr. Carl Valentin, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Det her er en efterhånden tilbagevendende diskussion: Altså, skal asylsystemet reformeres, og i givet fald hvordan? I dag handler det om, hvad regeringen har gjort for at etablere modtagecentre i tredjelande.

Det er en ekstremt kompleks diskussion, om der overhovedet er behov for sådan et. Hvis jeg må gøre et tilbagetrukket forsøg på at overraske lidt fra talerstolen i dag, vil jeg sige, at det synes jeg egentlig godt der kan være. Asylsystemet er efter min og SF's mening ude i tovene. Der har været sammenbrud i flere internationale forhandlinger om emnet, og selv om vi heldigvis er nærmere målet der nu, så sidder vi stadig væk med et system, der genbosætter for få for vilkårligt, og som kræver blod, sved og tårer og kolde kontanter, før man kan få lov til at komme i tryghed og i sikkerhed.

Det går ikke, og en del af årsagen er jo – det må vi på venstrefløjen være ærlige om – at der stadig er stærke myter og incitamenter, der gør asylsøgning fra såkaldt åbenbart grundløse efterstræbelsesværdig. Det vil altså sige folk, som enhver sagsbehandler i systemet kan fortælle dig vil få afvist asyl, fordi vedkommende simpelt hen ikke har et konventionsdækket beskyttelsesbehov. Men hvis vi skal være ærlige om det – os på venstrefløjen – så må højrefløjen også være ærlig om deres motiver for at skubbe på for de her reformer. Man får desværre nogle gange det indtryk, at det ikke handler om at sikre bedre beskyttelse for dem, der virkelig trænger, men blot om at sikre, at så få flygtninge som overhovedet muligt får den beskyttelse, de har krav på.

Jeg kan godt forestille mig en hypotetisk verden, hvor SF bakker op om modtagecentre i tredjelande, men hvis det skulle ske, skulle en række kriterier være opfyldt. Bl.a. skulle der ikke placeres børn i dem. Det var, hvad jeg havde. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kommentar fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg synes, det er prisværdigt, at partier på venstrefløjen er kommet til en ny erkendelse. Det synes jeg heller ikke at vi borgerlige skal være så små ikke at rose. Det har jo taget tid. Nu ved jeg godt, at hr. Carl Valentin måske ikke var medlem af Socialistisk Folkeparti tilbage i 1983 – det lægger jeg uprøvet til grund, vil jeg sige – men det har jo været en lang rejse: 37 år med en forfejlet udlændingepolitik. Der er jo nogle, der bærer, endog på egen krop, konsekvenserne af den forfejlede udlændingepolitik: voldtægtsofre, folk, der har været udsat for social kontrol osv. – hvilket jo en til en kan henføres til den udlændingepolitik, som altså i de 37 år eller 35 år, hvis vi skal sige det, er blevet ført af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten.

Det er jo sådan lidt oppe i tiden at give undskyldninger. Så jeg vil bare gerne høre, om Socialistisk Folkeparti vil undskylde for den forfejlede udlændingepolitik.

Værsgo.

Jeg synes, at man breder debatten voldsomt meget ud her. Det er vigtigt at skelne mellem integrationspolitik og asylpolitik og mellem den her debat, der handler om et dysfunktionelt asylsystem, og indsatsen for voldtægtsofre og mange af de ting, der bliver blandet ind i det her. Jeg vil ikke stå her og undskylde for Socialistisk Folkepartis udlændinge- og integrationspolitik med tilbagevirkende kraft for flere årtier. Det er klart, at på nogle områder har SF har rykket sig, debatten har rykket sig generelt, men jeg mener ikke, at vi på nogen måde er skyld i en dybt forfejlet udlændingepolitik eller noget i den dur, som hr. Morten Messerschmidt mere end antyder her.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men det synes jeg i høj grad. De flere hundrede tusinder af ikkeintegrerede muslimer, der er kommet ind i Danmark, er jo ikke kommet ud af den blå luft. De er jo kommet her, fordi lovene var, som Socialistisk Folkeparti ønskede det. De er jo kommet her, fordi Socialdemokratiet, De Radikale, Enhedslisten, og hvad alle de andre venstrefløjspartier hedder og hed, aktivt modarbejdede det, hver eneste gang vi i Dansk Folkeparti prøvede at stramme op. Så jeg synes da egentlig ikke, det er for meget at forlange. Hvorfor i alverden skal alle de mennesker, som på egen krop lider på grund af den udlændingepolitik, Socialistisk Folkeparti og resten af venstrefløjen har ført, ikke have en undskyldning, hr. Carl Valentin?

Værsgo.

Jeg mener stadig væk, at hr. Morten Messerschmidt blander tingene en del sammen. Jeg må også hellere opklare den misforståelse, hvis hr. Morten Messerschmidt har fået det indtryk, at SF har skiftet holdning og i dag er enige i Dansk Folkepartis udlændingepolitik, at det absolut ikke er tilfældet. Der er stadig væk meget, meget store uenigheder mellem SF og Dansk Folkeparti på den her dagsorden, og vi kommer ikke til at komme og undskylde og sige, at Dansk Folkeparti havde ret, for vi er sådan set stadig væk grundlæggende uenige med Dansk Folkeparti på rigtig mange punkter.

Så er det hr. Mads Fuglede, Venstre.

Når man fra SF's side siger, at man ikke mener, at der skal være børn på et modtagecenter i et land uden for Europa, hvor skal de børn så være henne?

Værsgo.

Nu har vi jo sådan set også indrettet det sådan i dag, at vi har flyttet børnene ud til Avnstrup i Danmark. Vi må have en konkret diskussion om, hvordan det skal indrettes, hvis man når dertil, at man overhovedet har muligheden. Men noget af det, som er vigtigt for os, er i hvert fald, at barnets tarv er meget centralt, hvis man skal til at etablere sådan noget her. Forholdene sådan et sted skal være tilsvarende de forhold, som man har i Danmark, og gruppen af mennesker, der kommer hertil, skal også begrænses til nogle særlige grupper. Vi forestiller os ikke, at man sender børnefamilier dertil.

Hr. Mads Fuglede.

Forstår jeg svaret rigtigt, hvis det er SF's holdning, at børn ikke skal være på modtagecenteret i et land uden for Europa, men at man så skal sende børnefamilier fra det modtagecenter til Danmark, hvis man ikke synes, at forholdene er i orden? Det er altså derfor SF's holdning, kan jeg forstå, at man gerne vil være med til at lave asylsystemet om, men man skal stadig væk have migration hertil, hvis man møder op med børn. Hvor mange forestiller SF sig egentlig der så vil ankomme til sådan et modtagecenter i Nordafrika eventuelt, hvis man ved, man kan komme til Danmark med et barn, hvis man tager et sådant med?

Tak, og værsgo.

Jeg synes, det er meget svært at redegøre for, hvor mange der vil komme til sådan et modtagecenter. Og så mener jeg sådan set også, at det må være regeringens opgave at fremlægge, hvordan det her skal foregå, når det nu er regeringen, der kommer med det forslag her, som vi glæder os til at debattere de nærmere detaljer i. Vi har nogle principper, hvis vi skal kunne gå med til sådan en model, og det er bl.a., at det ikke er alle grupper, som kan sendes dertil, men at der selvfølgelig er nogle, der skal undtages.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det svar, som hr. Carl Valentin gav på spørgsmålet fra hr. Morten Messerschmidt, var noget tyndt i kanten. SF siger, at man har taget fejl – sådan må man forstå det, som hr. Carl Valentin siger – i forhold til udlændingepolitikken, og det har man faktisk gjort i rigtig mange år, for SF har jo hele vejen igennem været et af de partier, som Dansk Folkeparti har måttet slås med. Det har Socialdemokraterne også, det har De Radikale også, og det har Enhedslisten også i forskellige afskygninger af det parti, altså været partier, vi har måttet slås med for at få en stram udlændingepolitik i Danmark, hvor vi sikrer, at de danskere, der er kommet i klemme, fordi deres område er blevet beboet af mennesker fra en anden del af kloden, får hjælp, med henblik på at vi kan tilbagesende de pågældende og vi kan få et asylstop i Danmark.

Så er det så, at hr. Carl Valentin siger: Det betyder jo ikke, at vi er enige med Dansk Folkeparti. Nej, men det var da ikke det spørgsmål, hr. Morten Messerschmidt stillede. Hr. Morten Messerschmidt stillede det spørgsmål, om SF ville undskylde og beklage, at man har været med til at forårsage, at danskere har fået deres lokalområde omdannet til et multietnisk samfund. Det var det spørgsmål, som hr. Morten Messerschmidt stillede, og det vil jeg godt spørge hr. Carl Valentin om, altså om SF ikke vil tage det ansvar på sig, at man har sagt nej hele vejen igennem til Dansk Folkepartis politik igennem årene, og nu står vi i suppedasen, og nu mener SF et eller andet, som jeg ikke helt kan finde ud af hvad er. Vil man ikke beklage det?

Værsgo.

Jeg synes igen, at der sker en helt ekstrem forsimpling af debatten. Altså, at SF har taget fejl i udlændingepolitikken, har jeg altså ikke sagt fra Folketingets talerstol, og udlændingepolitik, integrationspolitik og sådan noget er jo bredt. Nu snakker vi modtagecentre – en meget lille del – og så vil man gerne brede diskussionen ud sådan til hele udlændingeområdet.

Når jeg kigger tilbage på venstrefløjens historie, er der helt klart dele af venstrefløjen, som ikke har haft modet til at sige fra over for social kontrol, og som ikke har erkendt integrationsproblemerne i det omfang, de er der; det er jeg fuldstændig enig i. Men jeg mener ikke, at SF har taget fejl i udlændingepolitikken i en bred forstand, eller at man i dag på nogen måde har købt Dansk Folkepartis holdning til de her spørgsmål. Jeg synes, det er nuanceret, og at vi må gå ned i de enkelte ting, hvis vi skal have en debat om, hvor vi er blevet klogere, og hvor man potentielt har taget fejl. Og jeg tror ikke, at integrationsindsatsen i Danmark var gået bedre, hvis Dansk Folkeparti havde haft magten – tværtimod.

Tak. Værsgo, hr. Peter Skaarup.

Nu skal vi jo så lige være skarpe her, for det, som hr. Carl Valentin åbenbart ikke mener, er, at man har taget fejl; man har ikke taget fejl. Men det, man så, som jeg forstår det, mener, er, at man måske ikke har erkendt nogle problematikker omkring social kontrol og integrationspolitik. Altså, er det det eneste sted, SF er kommet på bedre tanker, i udlændingepolitikken: at man ikke tidligere har erkendt nogle udfordringer inden for social kontrol og integration? For så skulle jeg altså bare lige hilse og sige, at så er der godt nok ikke meget indhold i SF's udlændingepolitik – hvis det eneste er, at man erkender det i dag. Og så kan jeg godt forstå, at man ikke vil sige undskyld eller beklage noget som helst, for så mener man det jo stadig væk, altså at vi skal have åbne grænser.

Tak. Værsgo.

Jeg tror ikke, der er nogen danske partier, der mener, at man som sådan bare skal have åbne grænser – måske Frie Grønne; det ved jeg ikke. Men selvfølgelig er der andre områder, hvor SF har skiftet position eller i hvert fald flyttet sig gennem årene, men jeg synes igen, at det er lidt voldsomt at sige, at vi sådan bare generelt skulle have taget fejl og have flyttet os. Det er som sådan ikke tilfældet. Jeg vil også sige, at det SF, jeg er vokset op i, fra da jeg meldte mig ind i 2007, jo også er et, hvor man eksempelvis har bedt Hizb ut-Tahrir om at gå ad h til. Jeg ved ikke, hvordan man skal citere direkte fra talerstolen, når det er noget, man ikke må sige heroppefra, men det sagde hr. Villy Søvndal jo tilbage i 2005. Så det SF, jeg er vokset op i, har jo taget kraftigt afstand fra ekstremister, sagt fra over for social kontrol og bekæmpet integrationsproblemer, så jeg anerkender ikke helt præmissen her.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. Ret mig, hvis jeg tager fejl, men det, jeg hører SF sige, er, at man sådan i udgangspunktet støtter tanken, som Socialdemokratiet før valget og regeringen nu præsenterer om et modtagecenter, som ligger uden for Danmarks grænser, og hvor man skal asylbehandle de spontane asylansøgere, som i dag kommer til Danmark. Jeg forstår det også sådan, at SF så siger, at der vil være nogle grupper, som vi ikke mener skal være i de her centre, f.eks. børnefamilierne. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om der er andre grupper, som tilsvarende ikke skal behandles i de her centre. Jeg tænker på syge, handicappede og ældre. Hvor mange grupper mener SF og ordføreren ikke skal behandles i modtagecentrene?

Værsgo.

Til det første vil jeg ikke sige, at vi sådan i princippet støtter det, men vi kan godt se en model for os, hvor vi kunne ende med at være for, hvis der er en masse kriterier, der er opfyldt. Det er nok der, SF stiller sig på nuværende tidspunkt. Jeg kan ikke sige, præcis hvilke grupper det skal være, men vi vil gerne indgå i nogle overvejelser om det. Umiddelbart ville jeg vurdere, at dem, der skulle kunne være der, var folk, der helt åbenlyst ikke har ret til asyl, kriminelle og afviste asylansøgere. Men det kan vi jo have en videre debat om.

Fru Pernille Vermund.

Så det betyder, at man fra SF's side ikke forestiller sig at bakke op om et modtagecenter med den asylbehandling, der i dag sker på dansk jord af folk, der spontant kommer hertil og rejser gennem sikre lande for at nå til Danmark. Den ordning bakker man ikke op om, men man bakker i virkeligheden op om det, som modsvarer et udrejsecenter, altså det, vi i forvejen har i Danmark – et udrejsecenter i et tredjeland. Er det rigtigt forstået?

Værsgo.

Om SF ender med at kunne tilslutte sig regeringens idéer her, kommer lidt an på, hvordan man vil indrette det.

Tak. Så er det fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Jeg studsede over ordførerens udtalelse om, at man i SF hele tiden har været fast i kødet over for islamister, at f.eks. Villy Søvndal har brugt h-ordet over for Hizb ut-Tahrir. Det er jo virkelig, virkelig imponerende, ikke! For samtidig med at man har turdet bruge h-ordet, har man jo støttet og stemt for en lang række beslutninger om at fastholde en mild udlændingepolitik, altså ladet være med at stramme udlændingepolitikken. Det synes jeg er enormt sørgeligt, for det har jo ført til, at vi i dag har et Danmark, hvor vi bruger kæmpe summer på integration af folk, som ikke vil integreres. Vi har en forhøjet kriminalitet. Vi har mange flere voldtægter, end vi ellers ville have haft, for vi kan se, at det i høj grad er indvandrere, der står bag voldtægter. Så hvad er det h-ord værd?

Værsgo.

Jeg synes igen, at man breder debatten meget voldsomt ud, i forhold til hvad det her egentlig er en forespørgselsdebat om. Vi siger klart fra over for ekstremister og siger sådan set direkte, som hr. Villy Søvndal gjorde dengang, at hvis man ønsker et kalifat, kan man smutte ud af landet – formuleret på en måde som det godt må siges på her fra Folketingets talerstol. Det synes jeg da er væsentligt, og vi bekæmper fortsat ekstremisme, og vi vil gøre, hvad vi kan, for at bekæmpe de integrationsproblemer, der er i landet.

Fru Marie Krarup.

Men SF har jo ikke stemt for de mange beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, om, at det skulle være nemmere at udvise kriminelle udlændinge. Så nytter det jo ikke noget, at man går rundt og siger h-ordet, hvis man ikke gør noget for faktisk at få folk udvist, altså for at få dem sendt ud af landet eller få dem fradømt deres statsborgerskab, eller hvad man nu kan. Det er da en gratis omgang, og det synes jeg er sørgeligt. I dag har partiet brystet sig af en ny voldtægtslovgivning, men partiet er også blandt nogle af dem, der står bag, at der er flere voldtægter i Danmark, fordi man ikke har sørget for at få sendt folk ud, fordi man har støttet en slap udlændingepolitik.

Tak, og værsgo.

I forhold til udvisninger er det jo rigtigt, at man fra Dansk Folkepartis side godt kan fremvise en masse beslutningsforslag, som SF ikke har støttet op om, bl.a. på grund af menneskerettighederne og mange andre forskellige ting. Men vi har sådan set også været rimelig klare i spyttet om, at vi også synes, at man skal udvise kriminelle udlændinge i bestemte tilfælde – det er ikke for hver eneste slags dom, som der senere i dag er et forslag om her i Folketinget, men vi synes sådan set godt, at man kan udvise folk i grelle tilfælde, og det har vi også arbejdet aktivt for.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer til ordføreren, og derfor er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det. Mennesker i verden krydser landegrænser af mange grunde. Nogle gør det af kærlighed, andre jagter et nyt arbejde, andre jagter større social tryghed, og så er der rigtig mange mennesker, som flygter fra krig, fra undertrykkelse og fra truende klimakatastrofer.

I Enhedslisten støtter vi FN's flygtningekonvention og dens grundlæggende princip om, at en flygtning med beskyttelsesbehov har krav på beskyttelse. Som et af de mest velstående lande i verden har vi en forpligtelse i Danmark til at bidrage til en løsning af verdens flygtningeproblemer. Der er nu mere end 80 millioner mennesker på flugt på verdensplan. Så i stedet for at tale om, hvordan vi kan etablere et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa, bør vi i stedet for tale om, hvorvidt vi overhovedet lever op til vores internationale forpligtelser – og ikke mindst vores medmenneskelige forpligtelser.

Vi har som samfund brugt de sidste 20 år på at stramme udlændingepolitikken så meget, at vi på rigtig mange måder er på kant med, hvad der overhovedet er lovligt, og hvad der overhovedet er rimeligt. Vi ser menneskerettighedskonventionen som en fin hensigtserklæring, som bare ikke lige gælder for Danmark, da det ville være for stor en belastning for os at skulle tage den alvorligt. Men nu er det jo sådan, at vi har forpligtet os i menneskerettighedskonventionen, og i Enhedslisten ser vi ikke menneskerettighedskonventionen som noget, man skal gå til kanten af, men vi ser det som noget, man står på skuldrene af. Det er jo et minimum af rettigheder, ikke et maksimum af rettigheder.

Hvis ikke vi respekterer menneskerettighederne i Danmark, hvordan skal vi så forvente, at alle andre lande gør det? Vi ser jo rigtig mange eksempler fra Sydeuropa, hvor flygtninge med et beskyttelsesbehov i stedet for beskyttelse oplever krænkelser og menneskerettighedsovertrædelser, som vi på ingen måde kan stå inde for. Når man kommer til Europa, fordi man er flygtet fra krig, skal man ikke udsættes for umenneskelige vilkår. Du skal ikke tæskes, du skal ikke frarøves dine ejendele, du skal ikke udsættes for torturlignende forhold i asylcentre eller i lejre, som vi ser det i Grækenland lige nu, og du skal ikke fratages din menneskelige værdighed. Når du kommer til Europa for at søge asyl, skal du også have mulighed for at få behandlet din asylansøgning, og så skal du selvfølgelig have beskyttelse, hvis du har et beskyttelsesbehov.

Med forslaget om at oprette modtagecentre for flygtninge, der kommer til Danmark, i et land uden for EU gør vi jo præcis det modsatte af det, vi har pligt til. Vi har i Danmark åbenbart meget svært ved at behandle asylansøgere, uden at der på centrene opstår torturlignende vilkår, sådan som Europarådets Torturkomité konkluderede i starten af året. Det er altså ikke bare noget, vi mener i Enhedslisten; det er altså også noget, som Europarådets Torturkomité har konkluderet. Hvordan i alverden skulle vi så kunne sikre, at de flygtninge, som vi har pligt til at beskytte, ikke udsættes for endnu værre forhold i andre lande uden for EU?

Det her fremstår altså for os i Enhedslisten som en håbløs symbolpolitik. Vi mener hverken, at vi kan parkere regningen eller flygtningen i et tredjeland, og derfor kan vi kun bakke op om det forslag til vedtagelse, som hr. Kristian Hegaard læste op.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Jeg blev så glad, da jeg hørte, at Socialdemokratiet gik til valg på at skabe et modtagecenter uden for Europa. For mig handler udlændingepolitik ikke om, hvem der får flest stemmer, hvem der har regeringsmagten, eller hvem der vinder. Det handler om, at vi passer på Danmark.

Så hvis Socialdemokratiet havde fundet en løsning på en problemstilling, som vi andre ikke kunne løse, så ville det jo bare være fantastisk. Tænk, hvis vi kunne undgå alle de problemer, som asylansøgere og migranttilstrømningen har skabt i Danmark: kriminalitet, arbejdsløshed, parallelsamfund. Men desværre ser vi jo, at Socialdemokratiet ikke har indfriet det løfte, som man gav danskerne. Vi er ikke engang i nærheden af det. Det er jo præcis derfor, vi føler, at man har stukket danskerne blår i øjnene – om muligt for at få nogle stemmer.

Det er jo ikke, fordi vi ikke selv prøvede med alle tiltag, da vi havde regeringsmagten. Så når hr. Rasmus Stoklund siger, at vi ikke gjorde nok, jamen så synes jeg ikke, det er retvisende. Med vores 114 stramninger var VLAK-regeringen nok noget af det mest innovative i forhold til at stramme op på dansk udlændingepolitik i nyere tid. I vores regeringsperiode raslede Danmark ned på listen af lande over de mest populære destinationer for migranter og asylansøgere.

Hvis man går et skridt længere tilbage, havde vi Helle Thorning-Schmidt, som vel at mærke gik til valg på strammere asylpolitik – der kørte busser rundt i København, hvor der stod »strammere asylregler« – og hvad skete der? Der kom mig bekendt 47 lempelser. Så derfor er vi lidt skeptiske over for, at Socialdemokratiet er kommet med det her løfte. Igen var det lige op til en valgkamp, og igen er løftet ikke blevet indfriet.

Men vi holder selvfølgelig regeringen fast på, at man skal komme med en status igen og igen. Jeg håber som sagt, at det er os, der tager fejl, og at Socialdemokratiet har en løsning lige rundt om hjørnet eller i hvert fald inden for den realistiske fremtid, således at vi kan få lavet et modtagecenter uden for Europa. Det ville jo være noget, vi bakker helhjertet op om. I mellemtiden er jeg sikker på, at vi nok kommer til at tage den her debat igen og igen for netop at få belyst, hvorvidt der foregår et reelt arbejde på det her område, eller om det bare er varm luft. Vi bakker selvfølgelig op om det forslag til vedtagelse, som Venstre har læst op.

Tak for det. Hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak for talen, hr. Marcus Knuth. Nu var hr. Mads Fuglede også lidt inde på, hvor meget man gjorde fra den tidligere regerings side, og han kunne så ikke løfte så meget af sløret for, hvad man gjorde, ud over at komme med nogle hensigtserklæringer eller nogle overskrifter, så det kan være, at hr. Marcus Knuth kan gøre os klogere på det. Hvad var det konkret, man gjorde? Man havde jo åbenbart den her dialog med Østrig, hvor man gjorde sig nogle tanker lidt a la dem i »Retfærdig og realistisk«. Hvad gjorde man så, da man kom hjem og man havde haft snakkene og møderne her? Blev det til andet end en pressehistorie? Er der nogen dokumenter, som ikke er kommet frem, et eller andet skjult forarbejde, som man kunne drage nytte af i den taskforce, der nu er nedsat, af de jurister, der nu sidder og arbejder ude i Udlændinge- og Integrationsministeriet? Eller blev det ikke rigtig til mere?

Tak. Og værsgo.

Jeg tror, hr. Rasmus Stoklund godt ved, at fortrolige dokumenter fra ministerierne jo er nogle dokumenter, som nok ikke ligefrem kan lægges frem her. Men der var jo selvfølgelig en dialog med forskellige lande, selvfølgelig var der det. Jeg har også selv deltaget i udvalgsrejser bl.a. til lande i Nordafrika, hvor vi jo hører fra de lokale politikere og regeringspartnere, som vi mødtes med, at de selv var stærkt pressede af asylansøgere og migrantstrømme, der var kommet til deres lande, og der var jo intet, der pegede på, at man lige inden for den korte bane kunne lave et modtagecenter. Og det er jo ikke, fordi vi ikke ønsker det, men vi føler bare, at det er at stikke blår i danskernes øjne lige op til en valgkamp at komme med det her store løfte, uden at man så er kommet i nærheden af det.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg er da ked af at høre, at man har holdt det arbejde hemmeligt for hr. Marcus Knuth, men jeg kan afsløre, at der heller ikke blev foretaget noget arbejde af væsentlig betydning, for da en udlændinge- og integrationsminister overtog nøglerne og begyndte at se på, hvad der lå i skufferne rundtomkring fra den tidligere udlændinge- og integrationsminister, så har han jo ved flere lejligheder, også her i salen, fortalt, at der altså ikke rigtig lå noget. Derfor måtte han sætte arbejdet i gang. Han måtte nedsætte en taskforce, han måtte lave den juridiske afklaring, han måtte sætte gang i det lovforslag, som vi nu skal behandle i denne samling, sådan at vi overhovedet har alt rugbrødsarbejdet på plads, inden vi kan komme videre med et eventuelt modtagecenter. Så, hr. Marcus Knuth, jeg er ked af det, men der blev desværre ikke gjort andet end at få skrevet nogle gode pressehistorier og nogle flotte overskrifter, men et plus så og point for intentionerne, tankerne og de fine ord. Handling næste gang, hvis der måtte komme en næste gang! Tak.

Værsgo.

Jeg håber bestemt, der kommer en næste gang, men det er jo simpelt hen ikke rigtigt, at der ikke skete noget. Der var jo en løbende dialog med en række lande. Men jeg er så glad for at høre, at hr. Rasmus Stoklund som ordfører er hundrede procent inde over alle de samtaler, som ministeren har med forskellige lande. Der kan jeg bare sige, at der er Socialdemokratiet et noget mere inddragende parti, end Venstre er, men det er jo så heller ikke længere mit parti, så vi må se, hvad fremtiden bringer.

Tak. Der er ikke flere, der har kommentarer. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Den nuværende asyllovgivning er dysfunktionel og inhuman. Den understøtter menneskesmugling, og den hjælper de få på bekostning af de mange. Den påfører det danske samfund store skader og koster rigtig mange penge. Alene i 2016 kostede modtagelsen af asylansøgere i Danmark hele 3 mia. kr. I vid udstrækning trækker den mennesker hertil, der ikke deler vores værdier, ikke overholder vores love, og som direkte modarbejder vores frihed, vores demokrati og folkestyre. Den er hovedårsagen til de dybe skader, vores danske samfund er blevet påført gennem de seneste 40 år. For hvert år vokser skaderne. Der kommer flere danske ofre for kriminelle asylansøgere, og regningen forbliver massiv.

Vi skal ikke fortsætte med at skade vores land og støtte et inhumant asylsystem. Derfor skal vi afskaffe retten til at søge spontant asyl i Danmark. Det kan gøres med relativt enkle lovændringer uden at komme i konflikt med de internationale forpligtelser og konventioner. Udlændinge- og integrationsministerens forgænger sagde i maj 2019, at et asylstop ikke strider mod Danmarks forpligtelser i forhold til FN's flygtningekonvention, og Dublinforordningen er som bekendt en frivillig ordning for Danmark, som vi på grund af vores retsforbehold kan opsige til hver en tid. Det er med andre ord kun mangel på politisk mod og vilje, der står i vejen for at afskaffe adgangen til at søge spontant asyl i Danmark.

I februar 2018 fremlagde fru Mette Frederiksen sin ambition om at afskaffe spontant asyl og indføre et retfærdigt asylsystem med modtagecenter og asylbehandling uden for Europa. I sin tale ved Folketingets åbning i 2019 lovede den nye statsminister at stille sig selv i spidsen for arbejdet med et nyt asylsystem. Men desværre har vi ikke set meget handling i de 18 måneder, den socialdemokratiske regering har haft magten. Tværtimod har vi på et samråd hørt udlændinge- og integrationsministeren skyde planerne mere eller mindre til hjørne.

Nu har vi blå partier i samlet flok indkaldt ministeren til denne forespørgselsdebat, for det er helt uacceptabelt, at der intet sker. Efterhånden er jeg ret overbevist om, at regeringen ikke har politisk mod og vilje til at gå alene på Danmarks vegne og til at stille sig i spidsen som lovet. Men det gør vi gerne i Nye Borgerlige. Derfor har vi fremsat et forslag om at afskaffe adgangen til at søge spontant asyl i Danmark. Det behandles i Folketinget til februar.

Inden coronakrisen for alvor brød ud, var der en ny migrantkrise under opsejling. Tyrkiets præsident Erdogan erklærede, at han havde åbnet porten, og at han ville lade millioner af migranter tage mod Grækenland og Europa. Og i disse måneder krydser gummibåde med migranter Den Engelske Kanal, og migranterne strømmer til De Kanariske Øer. Det er nu, vi skal indføre et stop for spontant asyl, hvis vi i Danmark vil have styr på, hvem vi lukker ind i vores land. Vi skal ikke lade den tyrkiske islamist præsident Erdogan agere grænsebetjent mod bestikkelse. Der er kun os selv til at sige fra. Det er os i Folketinget, der skal tage beslutningen og indføre et stop for spontant asyl. Hvis vi ikke beskytter danskerne, vores grænser og vores samfund, vil den næste bølge af migranter ramme os lige så hårdt, som den gjorde under migrantkrisen i 2015 og 2016.

Jeg håber inderligt, at et politisk flertal herinde finder det mod og den vilje, der skal til, for at passe på Danmark. Det skylder vi hinanden. Det skylder vi tidligere generationer, og det skylder vi vores børn og dem, der skal komme efter. Tak for ordet.

Tak. Hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Det er bare en kort bemærkning for historieskrivningens skyld – og tak for talen. Der indsneg sig nemlig et lille upræcist element i talen. Jeg deltog nemlig også i samrådet med udlændinge- og integrationsministeren, og jeg husker bestemt ikke, at nogen minister skød noget som helst ned på det møde. Men jeg husker godt, at udlændingeministeren var ærlig omkring de udfordringer, der er, og den kompleksitet, der er forbundet med den her opgave. Der synes jeg, man jo så må gøre op med sig selv, om man ønsker ministre eller politikere i det hele taget, som er ærlig om udfordringer, men til gengæld redegør for, hvordan de prøver at arbejde for at prøve at overvinde dem, eller om man hellere ønsker ministre, der opfører sig som sådan nogle supermænd, der ikke tager tingene alvorligt. Det er ikke for at sige, at udlændinge- og integrationsministeren ikke også kan være en supermand, men jeg synes, at den her ærlighed sådan set klæder politikere. Det var den, jeg hørte på det samråd, som jeg også deltog i. Så det var bare en bemærkning for historieskrivningens skyld, egentlig ikke et spørgsmål.

Værsgo.

Jeg værdsætter i den grad ærlige politikere, og jeg har fuldstændig samme opfattelse af udlændinge- og integrationsministerens ageren også på det samråd. Udlændinge- og integrationsministeren var ærlig om, at det er svært at se det realistisk løst i den her valgperiode. Og derfor må man jo også sige, at det, man lovede i 2018, som jo bl.a. var, at det ud over at være retfærdigt også skulle være realistisk, og det, man lovede, om, at man gerne fra dansk side ville gå forrest – altså, man behøvede ikke at have andre lande med, men man ville søge mulighederne – jo ikke bliver en realitet. Det er derfor, jeg siger i min ordførertale, at det blev skudt til hjørne.

Jeg tror sådan set ikke, at ministeren gav udtryk for, at man ikke stadig delte ønsket, som et stort flertal i Folketinget gør, men at det skulle være realistisk at få det løst inden for indeværende valgperiode, var det, jeg oplevede og hørte. Men ret mig gerne, hvis jeg tager fejl.

Hr. Rasmus Stoklund.

Jeg kommer nok bare til at gentage mig selv lidt, for jeg synes egentlig, at det, der kendetegnede det samråd, var, at ministeren bare ikke var bombastisk i sine udtalelser om datoer og den slags. Det ville også have været totalt useriøst at være. Den ærlighed og den, hvad skal man sige, inddragelse af Folketinget i kompleksiteten og de udfordringer, der lå foran, synes jeg jo sådan set kun er positiv. Jeg synes så, at det er ærgerligt, at der er nogle, der efterfølgende har brugt det til at udlægge teksten, som om det var opgivenhed og lignende fra ministerens side, for sådan har jeg bestemt ikke opfattet det.

Værsgo.

Jamen min opfattelse er sådan set heller ikke, at man er opgivende. Det, som jeg kritiserer, og som jeg også hører andre kritisere, er, at man før valget, i februar 2018, gjorde det ret klart, at man var klar til at gå forrest. Man gjorde det ret klart, at det her var noget, man først kunne sætte i gang, når man sad med magten. Nu sidder man med magten, og så må man jo bare sige, at det, som var overskriften i 2018, nemlig at det var realistisk, heller ikke længere er helt rigtigt.

Jeg sætter stor pris på, at udlændinge- og integrationsministeren er ærlig og er pragmatisk, men det havde måske været godt, at man fik den ærlighed allerede i 2018, før valget. Men den slags er der måske ikke så meget nyt i.

Tak. Så er der ikke flere kommentarer. Den næste ordfører er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Dagen efter valget i 2019 var jeg totalt ærlig, og det var breaking news: en ærlig politiker! Det tror jeg måske vi alle sammen skal tænke lidt over. Men ærlighed er også faktisk temaet for min ordførertale, som jeg har skrevet før hr. Rasmus Stoklunds bemærkninger, så tak for stikordet til at holde den næste tale. Jeg vil tage udgangspunkt i noget, som jeg har nævnt i salen før, men for en anden kreds af ordførere og for en anden kreds af ministre, og derfor vil jeg tillade mig en gentagelse.

Min næste bog bliver en bog om følgende problemstilling: Der er en hel del eksempler på ting, som hovedparten af befolkningen er imod, men som skiftende regeringer og Folketing alligevel ikke sætter sig i bevægelse for at lave om på, selv om de fleste mennesker i Danmark er imod. Jeg kunne jo godt bruge min taletid, ligesom der er flere ordførere, der har gjort, på at drille regeringen med, at et modtagecenter for asylansøgere uden for Europa er lettere sagt end gjort, men det vil jeg lade være med, fordi sagens alvor taler imod den form for drillerier.

Sagen er jo den, at langt de fleste danskere er imod, at Danmark ikke har fuld kontrol med, hvem der opholder sig på dansk territorium, og de er også imod, at Europas grænser ikke er ordentligt sikrede. Men her skal man jo som politiker prøve at vende den erkendelse om, for det betyder jo, at politiske beslutninger, som forøger Danmarks herredømme over, hvem der opholder sig på dansk territorium, er populære beslutninger. Hvilken politiker har jo ikke lyst til at tage populære beslutninger? Det har vi jo i virkeligheden alle sammen, men så er det jo alligevel, når det kommer til stykket, sådan, at selv om det er dejligt at tage populære beslutninger, når man er politiker, så har vores nuværende regering ikke lyst til at gå hele vejen. Men det vil jeg ikke bebrejde regeringen i alt for hårde vendinger, fordi vi jo netop skal være ærlige, og sandheden er, at den regering, der sad før valget, heller ikke havde lyst til det. Alle regeringer vil altså gerne være populære, men der er nogle populære beslutninger, som ingen regeringer har lyst til at tage.

En gennemgribende oprydning i asylsystemet og i principperne for kontrollen med dansk territorium er en super populær beslutning, som der ikke rigtig er nogen der trods alt har lyst til at tage. Når hverken den nuværende eller den tidligere regering ryddede op i det her dysfunktionelle asylsystem, som flere også har kaldt det, så er det, fordi fordelene ved at lade være med at rydde op har forekommet de pågældende regeringer større end ulemperne. Det tror jeg skyldes en misforståelse af, hvad ulemperne er, fordi ulemperne ved, at der ikke er nogen, der tager den her populære beslutning, er, at vi får en lang række af uønskede og illegitime samfundsforandringer. Vi får et massivt pres på borgerrettighederne og på den offentlige orden, men vi får også et stort pres på statens finanser, og de ulemper mener jeg er langt større end fordelene ved ikkebeslutninger, som er, at man lader være med at provokere Tyskland og EU. Derfor er jeg sådan set glad for, at vi har den her debat i dag. Jeg er glad for det forslag til vedtagelse, vi er en del af.

Det, jeg vil slutte af med at opfordre til, er, at alle partier taler åbent om prisen for, at vi i fællesskab tager en populær beslutning, men at vi, når vi har haft den ærlige debat om, hvad en populær beslutning koster, så også kommer i gang med at tage den. Tak for ordet.

Tak for det. Fru Pernille Vermund, værsgo.

Tak for det, og tak for en god ordførertale. Jeg har blot et spørgsmål til indledningen, for ordføreren kalder det drilleri, at man kritiserer den nuværende regering for at have sagt ét før valget og sige noget andet efter valget.

Jeg synes jo, at det alt andet lige må være rimeligt at sige, at den tidligere regering jo ikke ville love at indføre et nyt asylsystem, og at den nuværende regering gik til valg på at indføre et nyt asylsystem og kaldte det realistisk, og det er jo deri, kritikken ligger. Man fortæller i virkeligheden danskerne, at det her er noget, vi gør; vi stiller os gerne i spidsen, hvis vi ikke kan få de andre med; det anser vi for realistisk at gennemføre. Det er vel at stikke vælgerne lidt blår i øjnene om en beslutning, som mange gerne vil tage, men som nogle måske er mere realistiske omkring end andre.

Værsgo.

Jeg oplever det bare sådan – ingen nævnt, og ingen glemt – at når man er politiker, er det meget nemt at komme til at sige noget, der er lettere sagt end gjort. Det har jeg i tidens løb hørt rigtig mange repræsentanter for rigtig mange partier gøre, og det er derfor, jeg sætter en parentes om det.

Hr. Rasmus Stoklund har også en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for seriøsiteten og for en interessant og anderledes ordførertale. I den bog, som hr. Henrik Dahl fik tid til lige at skrive mellem coronakrisens yderpunkter indtil videre, i hvert fald i en dansk sammenhæng, »Den sociale konstruktion af uvirkeligheden«, som jeg varmt kan anbefale, kredses der jo meget om identitetspolitik og i et vist omfang også om noget af det, som tit vedrører udlændingedebatten – altså det, at man taler om verden, som man ville ønske den så ud, i stedet for som den rent faktisk ser ud. Det er jo også nogle gange de udfordringer, vi slås med her. På den måde synes jeg, at temaet på en eller anden måde hænger godt sammen med den næste bog, hr. Henrik Dahl planlægger at skrive, og som jeg ser frem til at læse.

I det samarbejdende folkestyres ånd ville det jo i forlængelse af hr. Henrik Dahls tanker være en naturlig og sund konsekvens, hvis eksempelvis de store partier, der havde sympati for tankerne om sådan et modtagecenter, i stedet for at tale den idé ned, som de egentlig selv tidligere har talt varmt for sammen med bl.a. Østrig, så måske aktiverede sine medlemmer af Europa-Parlamentet og søsterpartierne rundtomkring i Europa og talte idéen op og prøvede at bidrage konstruktivt, så det var i fællesskab, vi kunne løfte den her idé. Men det var mere en kommentar end et spørgsmål.

Værsgo.

Jeg vil da også gerne selv komme med en kommentar, og jeg vil selvfølgelig også gerne kvittere for de pæne ord. Men jeg tror faktisk, vi er enige på det her punkt. Det, jeg efterlyser, er jo i virkeligheden lidt mere åbenhed omkring, hvorfor man kommer i den situation, at man fremlægger nogle forslag om noget, der er lettere sagt end gjort. Det er jo, fordi der er nogle ulemper, som jeg også sagde i min ordførertale, og man putter måske lidt med, hvad de ulemper er, f.eks. at man støder på rigtig meget modstand i EU, og at det derfor er svært at få gjort noget ved de her ting. Men selvfølgelig er det jo et kæmpeproblem, når langt hovedparten af befolkningen gerne så, at der blev gjort noget ved det. Det kan godt være, at det er, fordi man ikke har været ærlig om, hvad prisen for at gøre noget er, men så synes jeg da også, at vi som politikere kunne overveje at fortælle lidt om, hvad det koster at tage en populær beslutning.

Hr. Rasmus Stoklund? Nej. Tak for det. Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og jeg kan forstå, at statsministeren ikke beder om ordet, men at det gør udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for en god debat. Lad mig prøve at starte bagfra med hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance. Først og fremmest glæder jeg mig – som altid – til din næste bog, og tak for at flyve lidt op i helikopteren. Jeg synes egentlig, at Liberal Alliances ordfører formår at sætte fingeren på noget væsentligt, ikke bare for den her debat, men for vores folkestyre, nemlig at vores samfund nogle gange står over for nogle udfordringer, som er komplekse, og som kræver samarbejde og fortrolighed i Folketinget og mellem Folketinget og regeringen. Jeg tror selv på, at en ny asylpolitik nærmer sig dag for dag, fordi det bliver stadig mere åbenlyst, at det eksisterende asylsystem er uholdbart.

Jeg er også ret overbevist om, hvad angår de forskellige tanker, der er i Europa for tiden, at der ikke er nogen endnu, der har opfundet den dybe tallerken. Vi kommer til at skulle lade os inspirere af hinanden på tværs af landegrænser, og man kan ikke lave en masterplan fra A til Z og så bare gennemgå den og så fastsætte en dato for, hvornår vi åbner et modtagecenter. Danmark kommer også til i dialoger med andre lande at blive mødt med nogle spørgsmål om, hvad vi vil gøre til gengæld, og måske også nogle modkrav.

Nogle af de lande, som fungerer som transitlande på ruterne, er også enormt plaget af irregulær migration. Det er jo i deres lande, der opbygger sig kæmpe menneskesmuglerindustrier. Det er ikke til gavn for et land, at en ung mand kan tjene flere penge på at arbejde som menneskesmugler end i den etablerede økonomi. Vi må også have nogle fælles interesser med nogle af de lande, der ligger på transitruterne. Den fælles interesse skal vi jo have dyrket og skabt en fælles erkendelse af.

Vi kan ikke komme som et europæisk land og trække noget ned over hovedet på et land uden for Europa. Vi må også have forståelse for, at de også har nogle ønsker. Det kan være nogle ønsker, der får udenrigspolitiske konsekvenser, diplomatiske konsekvenser, for Danmark, og det kan også være økonomiske konsekvenser. Derfor tror jeg, at når det forhåbentlig lykkes os at få etableret en reel dialog med et tredjeland om at åbne et modtagecenter hos dem, så vil vi også som regering få brug for en fortrolig dialog med Folketinget.

Dermed nærmer jeg mig måske også en kommentar til noget af det, fru Pernille Vermund siger. For vi har som regering en interesse i at være så inddragende som overhovedet muligt på en måde, hvor vi ikke skyder os selv i foden og lukker døre for os selv i bestræbelserne på at få flyttet asylsagsbehandlingen ud af Europa. Derfor var jeg også på det pågældende samråd åben både om, at jeg synes, det går bedre, end jeg havde turdet håbe på – det gør det faktisk – men også om, at der er udfordringer, at det ikke bare er sådan lige, som jeg sagde i min tale, at overbevise et tredjeland om, at de skal være med til at løse nogle problemer, der er i Europa. De har også historiske erfaringer med, at vi måske ikke altid har blik for de udfordringer, der er set fra f.eks. et afrikansk perspektiv.

Så det er også bare i denne svære diskussion en appel om at forsøge ikke at tage ting ud af en sammenhæng og om at prøve at have en tillid til, at vi arbejder meget seriøst med at forsøge at få etableret det her. Det er ikke let, og vi vil meget gerne have en fortrolig dialog med Folketingets partier, så vidt som det overhovedet er muligt. Men vi er også nødt til at sikre os, at vi ikke skyder os selv i foden og får smækket nogle døre i hovedet, fordi vi udtaler os kluntet i en indenrigspolitisk debat. Det er den balance, vi forsøger at finde i regeringen.

Det siger jeg måske også lidt i forlængelse af noget af det, De Konservatives ordfører, hr. Marcus Knuth, siger. Han siger, at han vil holde regeringen fast på det, den har lovet, og lad mig sige tak for det – både lidt polemisk, men også helt reelt. Et land har brug for en velfungerende og god regering, det giver sig selv. Nogle gange mener jeg, at man overser, at et land også har brug for en god og velfungerende opposition, og vi har intet problem med at blive pustet i nakken med krav om at realisere regeringens egen politik – overhovedet ikke. Tværtimod vil jeg nok sige, at det faktisk er den bedste opposition, en regering overhovedet kan forestille sig. Hold os endelig i ørerne, for ud over at det her er noget, Socialdemokratiet er gået til valg på, så mener vi også helt oprigtigt, at det er det bedste for Danmark og for Europa, at der kommer en ny asylpolitik.

Derfor har jeg en opfølgende kommentar til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, der efterspørger, at handling følger holdning. Jeg er enig, fuldstændig enig. Jeg kan stadig væk den dag i dag huske, at jeg stod med en bunke socialdemokratiske roser nede foran Bilka i Ishøj og delte dem ud og så de forbipasserendes ansigter i de dage, hvor folk gik på motorvejene. Det var oplevelsen af kontroltab, jeg så, og det i Danmark var intet imod, hvordan det var i vores nabolande.

Folk, der gik her, kom hen og spurgte: Sig mig, må man egentlig gå på motorvejene? Skal folk ikke betale billet for at køre med DSB's tog? Var det ikke noget med, at de skulle indkvarteres på Lolland, hvor færgerne lagde til? Altså, må de bare selv beslutte, om de vil gå til Sverige? Det var faktisk ikke så mange dage i Danmark, men jeg havde det selv sådan – og jeg kunne se det i ansigtet på de mennesker: Det var fornemmelsen af kontroltab. Har vi fuldstændig mistet kontrollen med, hvem der kommer til vores land, og under hvilke regler? Er det den danske lovgivning, der gælder, eller vader man bare ud på motorvejene? Det kontroltab er gift for vores samfund, og derfor skal holdning følges af handling. Det handler om at nedbringe asyltallet. Det lykkedes før valget, fordi der var en regering – også med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – der vedtog også svær lovgivning, som har haft betydning, vil jeg påstå, for asyltallet. Det er også lykkedes efter valget, og nu bringer coronaen så asyltallet endnu længere ned.

Det handler også om at sikre de ydre grænser, som jo var mere end bare porøse dengang i 2015 og i 2016. Der synes jeg også, at vi har taget initiativer i forhold til det, også fra den nuværende regering. Vi bakker f.eks. grækerne op i deres arbejde med at håndhæve deres grænse. Når hr. Mads Fuglede i sin ordførertale siger, at Venstre håber, at regeringen vil erkende, at debatten om et modtagecenter er en teoretisk debat, så vil jeg derfor sige: Nej, det kommer vi ikke til. For os er et bedre asylsystem ikke en teoretisk debat – det er nødt til at være mere; det er nødt til også at være en realitet.

Når nu vi arbejder med, at det skal være en realitet, bliver jeg også nødt til at sige til De Radikales ordfører, hr. Kristian Hegaard, at hvis vi entydigt binder os til, at det skal realiseres på EU-plan, så gør vi det unødig svært for os selv. Der er heldigvis flere fornuftige tiltag på bordet i Bruxelles – eller for tiden er det på en videoskærm. Det handler f.eks. om bedre screening på de ydre grænser, om styrket samarbejde om hjemsendelser, om et tættere samarbejde mellem landene på ruterne. Men min egen vurdering er, at hvis vi venter på, at alle 27 EU-medlemslande er enige om en præcis model for et modtagecenter, så gør vi det unødig svært for os selv. Vi er nødt til også at kunne arbejde med, at det f.eks. kan være Danmark i samarbejde med andre lande – eller potentielt Danmark alene.

Til det vil jeg i øvrigt sige, at mens vi har debatteret, er Institut for Menneskerettigheder kommet med en juridisk analyse af regeringens forslag, og de skriver:

»Det er ikke i strid med international ret at oprette modtagecentre for asylansøgere i tredjelande, men Danmark har stadig det menneskeretlige ansvar.«

Og det er i retning af noget af det samme, som regeringens egne jurister er kommet frem til. Så det er vi kun glade for. Men det betyder jo også, at juraen ikke står i vejen for vores ambitioner. Det var nogle tanker, som Socialdemokratiet er blevet mødt med før valget, og som regeringen også er blevet mødt med efter valget. Og hvis både regeringens jurister og Institut for Menneskerettigheder når frem til den her konklusion, er jeg i hvert fald rimelig betrygget. Og derfor vil jeg også sige til Enhedslisten, der siger, at Danmark har forpligtet sig til at hjælpe flygtninge, fordi vi har tiltrådt flygtningekonventionen: Jeg er enig. Men lad os stille os selv det spørgsmål: Hvordan hjælper vi egentlig mest – hvordan hjælper vi egentlig flest? Jeg vil vove at påstå, at jo flere der siger asyl ved den dansk-tyske grænse, jo færre økonomiske midler har vi faktisk til at hjælpe flygtninge; jo færre flygtninge kan vi hjælpe. Halvdelen af dem, der søger, får afslag. Det koster 300.000 kr. om året at have én person indkvarteret. Det vil sige, at hver gang der er én, der søger asyl, er det 150.000 kr., der bliver brugt på folk, der ikke har brug for beskyttelse. Regeringen har øget den del af udviklingsbistanden, der går til at hjælpe tættere på konflikterne, og vi har ambitioner om at gå endnu længere. Så hvad er egentlig mest humanistisk?

Til sidst vil jeg sige noget til SF, som er særlig optaget af børnenes forhold og derfor ønsker, at børnene ikke skal være omfattet af tankerne om et modtagecenter. Og jeg vil godt starte med at sige: Tak til SF for de altid konstruktive og kvalificerede indlæg i debatten. Men tillad mig alligevel at udfordre lidt. For når det nu engang lykkes at få flyttet asylsagsbehandlingen ud af Europa, hvem skulle så tage til Danmark og søge asyl? Hvorfor bevæge sig igennem syv sikre grænser for at blive fløjet tilbage til et tredjeland og få behandlet sin asylansøgning? Ingen kommer da til at søge asyl i Danmark. Men hvis vi lige præcis siger, at børnene ikke vil være omfattet af modtagecentertankegangen, kan vi da være helt sikre på, at så er det dem, der kommer til at sidde i bådene. Så jeg betragter egentlig ikke regeringens tanker om et modtagecenter som en ikkehuman politik – tværtimod. Netop af hensyn til børnene tror jeg, at vi skal insistere på, at de også skal være omfattet af modtagecentre.

Ja, det var det, jeg ville sige. Og så mange tak for en god debat.

Tak for det. Så er der et par korte bemærkninger. Fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Er det ikke uærligt at fremsætte valgløfter om noget, som ikke kan lade sig gøre, og som man ved ikke kan lade sig gøre? Er det ikke det, der i virkeligheden hedder vælgerbedrag? For det kan godt være, at ministeren nu tilføjer, at der i virkeligheden stod en hel masse med småt nedenunder, nemlig at alle i EU skal være enige, og der skal være 10.000 forudsætninger, der er på plads, men det gjorde man jo ikke meget opmærksom på i valgkampen. Så er det ikke vælgerbedrag, Socialdemokratiet har udført i den seneste valgkamp?

Værsgo.

Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes ikke, at det er vælgerbedrag. Og der stod ikke noget med småt om, at alle EU-lande skal være enige. Der stod tværtimod, at vi ikke vil binde os til, at alle EU-landene skulle være enige. Vi vil realisere det, selv om det ikke sker på EU-plan, hvis det f.eks. sker i samarbejde med andre europæiske lande eller om nødvendigt, som der også står i det udspil, alene.

Vælgerbedrag er, når man går til valg på noget og så bare pakker det ned i skufferne bagefter og er fuldstændig, fløjtende ligeglad. Det er ikke vælgerbedrag, når man går til valg på noget, rykker ind i kontorerne og siger til ministerierne: Det her er vi gået til valg på, og det skal vi knokle en vis legemsdel ud af bukserne for at få realiseret. Det er det, vi gør.

Fru Marie Krarup.

Men der bliver jo ikke sat noget bag ordene, og det synes jeg er skuffende. Jeg synes også, det er skuffende, at statsministeren ikke går på talerstolen nu, forsvarer den position og gør rede for, hvad det er, der gør, at man ikke kan sætte mere kraft bag det, som man sagde i valgkampen, og som jo altså gør, at nogle står tilbage med en fad fornemmelse af, at man gjorde det for at få stemmer – og det lykkedes – men når det så kommer til sagen, bliver der slet ikke gjort tilstrækkeligt for at få det gennemført.

Værsgo.

Jeg synes måske ikke, at det er helt rimeligt at sige, at der ikke er sat kraft bag. Jeg ved, at statsministeren selv har talt med kolleger om det og er dybt optaget af det. Jeg ved, at Udenrigsministeriet og de to ministre, der er, udviklingsministeren og udenrigsministeren, bruger ressourcer på det, og jeg ved, at Udlændinge- og Integrationsministeriet bruger ressourcer på det. Vi samarbejder på tværs af ministerierne om at komme så langt som overhovedet muligt så hurtigt som overhovedet muligt. Det er rigtigt, at ... Nej, lad mig tage det i et opfølgende spørgsmål. Nu er tiden gået.

Tak for det. Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre.

Tak til ministeren for nogle, synes jeg, gode bemærkninger om, at det her ikke er let; det er ikke noget, man lige gør på et øjeblik; det er svært, det er kompliceret, og det tager lang tid. Og det synes jeg klæder ministeren at sige. Jeg tror, at årsagen til, vi har debatten i dag, er, at vi ikke var så mange, der kunne finde de forbehold i Socialdemokratiets valgoplæg før valget, som jo netop hed »Retfærdig og realistisk«. Så med de forbehold og besværligheder, ministeren nu gør rede for, kunne jeg egentlig bare godt tænke mig at høre: Mener regeringen, at det er realistisk at få opfyldt det her valgløfte i indeværende valgperiode?

Værsgo.

Vi arbejder kun med realistisk politik, ellers er det jo spild af kræfter. Vi arbejder med ting, som vi mener realistisk kan gennemføres. Og når vi mener, at asylsagsbehandlingen skal flyttes ud af Europa af de årsager, som jeg har redegjort for i min tale og både ved indledningen og her ved afslutningen af debatten, så mener vi, at det politisk begrundet er det rigtige. Nu var jeg selv en af dem, der udtalte mig mere end en gang før valget om lige præcis det her valgløfte, og derfor ved jeg også, at vi hele vejen igennem har sagt: Det her er den rigtige politik. Det vil forbedre situationen både for flygtninge og for Danmark. Der skal to til tango, og det betyder, at vi skal have etableret et samarbejde med mindst et land uden for Europa, og det vil vi sætte alle kræfter ind på at realisere. Og det er lige nøjagtig det, vi arbejder efter.

Hr. Morten Dahlin.

Det var et langt svar, som så ikke var et svar på spørgsmålet, om ministeren mener, det er realistisk at gennemføre i indeværende valgperiode. Men i stedet for bare at stille spørgsmålet igen – for så får jeg sikkert bare det samme svar – så lad mig prøve at omformulere det: Vil ministeren mene, at det er et nederlag for regeringen, hvis man ikke får gennemført det her forslag i indeværende valgperiode?

Værsgo.

Jeg synes, det er et nederlag for Danmark, hver eneste dag det nuværende asylsystem fortsætter. Når vi er gået til valg på at gennemføre en politik, er det selvfølgelig, fordi vi har ambitioner om at gøre det i den her valgperiode og ikke i 2032. Det største nederlag for regeringen ville være, hvis vi væltede og der kom en borgerlig regering til, og at alt det, vi havde sat i gang, blev skrinlagt, fordi det fra borgerlig side blev opfattet sådan, at det ikke var realistisk. Så jeg har virkelig et håb om – syv-ni-tretten! – hvis det skulle ske, at vi får en blå regering, at det eksisterende arbejde vil fortsætte, for vi er kommet et stykke længere, end jeg havde håbet, men vi er ikke i mål endnu, og vi har brug for, at der på tværs af Folketinget arbejdes seriøst med det her, indtil det er realiseret.

Tak for det. Så er det fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det. Jeg har blot et opklarende spørgsmål: I ministerens kommentar til SF sagde ministeren, at ministeren ikke forventer, at der vil komme lige så mange – nærmest ingen – spontane asylansøgere til Danmark, hvis vi etablerer et modtagecenter uden for Europa. Det er naturligvis også vores håb. Men så bliver jeg lidt i tvivl om, om det modtagecenter, som Socialdemokratiet og nu regeringen ønsker at etablere og også aktivt, kan vi forstå, arbejder for, er et modtagecenter, hvor man skal kunne modtage asylansøgere direkte i centeret, eller om asylansøgere skal søge asyl på dansk jord. Er det et modtagecenter, hvor man kan søge fra ambassader og konsulater i mellemøstlige lande, eller hvad er tanken bag det her modtagecenter?

Værsgo.

Jeg tror, at jeg skal starte med at sige undskyld. Nu har vi debatteret det her i 2 timer, og vi har faktisk ikke helt præcist forklaret, hvad forslaget går ud på. Det er helt centralt, at man ikke skal kunne gå hen til modtagecenteret og banke på døren og søge asyl, for så skyder vi os selv i foden, ligesom vi har lukket for ambassadeansøgninger. Du kan ikke gå hen til den danske ambassade i Kairo og sige: Asyl. Hvis det var sådan, ville Danmark få store problemer. Så man skal ikke kunne søge om asyl på modtagecenteret. Tanken er, at man kommer til Danmark, søger asyl, har den første indledende samtale, bliver flyttet til modtagecenteret, og der bliver asylansøgningen behandlet. I det omfang, de ikke har brug for asyl, vil de skulle udsendes derfra, og i det omfang, de har brug for asyl, vil de skulle have lokal beskyttelse.

Enhver kan jo sige sig selv, at det vil det land, der lægger jord til et modtagecenter, selvfølgelig på en eller anden måde kræve nogle modydelser for. Det er derfor, at jeg allerede nu varsler, at når vi forhåbentlig kommer så langt, så får regeringen brug for en fortrolig og ærlig samtale med Folketinget. Og det er der, vi tilkendegiver, at vi er klar til at gå langt for at få det her realiseret. Det må ikke være mindre økonomiske beløb, der gør, at vi ikke får realiseret det.

Fru Pernille Vermund.

Men det betyder vel så også, at den forhandling, man har med tredjelande, alt andet lige må blive lettere, for hvis det er rigtigt – og det tror jeg virkelig det er – at udsigten til, at man, hvis man kommer til Danmark gennem flere sikre lande og søger asyl, vil blive sendt til et modtagecenter i et tredjeland, vil betyde, at færre søger asyl her, må det jo også betyde, at den belastning, der vil være for det land, der skal lægge jord til det her modtagecenter, alt andet lige er mindre end den belastning, vi oplever i Danmark i dag. Det i sig selv håber jeg, og det er virkelig konstruktivt ment, at man fra regeringens side gør klart for de lande, man har dialog med, altså at det antal asylansøgere, som ville skulle afhjælpes i et modtagecenter, er forsvindende lille, fordi målet jo netop er, at vi kan styrke indsatsen dér, hvor folk er – i udgangspunktet i nærområderne, hvor vi kan hjælpe flere for de penge, vi afsætter, og stadig passe på Danmark.

Værsgo.

Jamen jeg er glad for, at fru Pernille Vermund kommer til præcis de samme konklusioner, som regeringen gør, nemlig at hvis der først er etableret et modtagecenter, vil det danske asyltal rasle ned ret hurtigt. Derfor vil belastningen for det samarbejdsland, vi forhåbentlig får etableret, ikke være særlig stor.

Der er en naturlig skepsis i landene uden for Europa, i forhold til om alt det her bare er europæisk snak, som det plejer at være, eller om der er handling bag. Det er derfor, vi prøver med nogle af udviklingsmidlerne at etablere samarbejder med Tunesien, Rwanda og med andre lande, hvor vi i praksis viser, at det ikke bare er snak. Der følger ressourcer, penge og materiel med, for vi vil gerne allerede til at starte med vise, at vi er klar over, at de står med en enorm migrationsudfordring. Den er meget, meget stor.

Vi håber selvfølgelig, at vi ud af det samarbejde kan vise, at vi er en troværdig samarbejdspartner, og at vi gerne vil bruge ressourcer på det her. Og når vi kommer med vores tanker om et modtagecenter, er det ikke bare nogle europæere, der flyver forbi, er der i 48 timer, placerer nogle problemer og flyver hjem igen, men så er det for at indlede et samarbejde om at håndtere migration, og hvis de skal lægge jord til et modtagecenter, skal der selvfølgelig også følge noget med den anden vej.

Vi vil gerne lægge ud med at sige, at her er f.eks. hjælp til at bygge et asylsagssystem op, her er f.eks. hjælp til at håndtere grænserne til nabolandene, ligesom det f.eks. er lykkedes med Tunesien, eller her kan være hjælp til at håndtere genbosætning af migranter og asylansøgere, sådan som vi har gjort i Rwanda. Vi håber, at det er trædesten i den rigtige retning. Det er det, der er vores strategi, og det er også derfor, at jeg gjorde lidt ud af i min tale at fortælle om de udviklingsprojekter, for det synes jeg også er beviset på, at vi ikke bare sidder på hænderne. Vi er i gang.

Tak. Så er det hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Jeg blev noget forundret, da jeg hørte, at man fra SF's side mente, at det ikke var alle, der nødvendigvis skulle til modtagecenteret uden for Europa, hvis man søgte asyl i Danmark. Kan ministeren garantere, at alle, der søger asyl i Danmark i det her teoretiske modtagecenter, også vil blive behandlet der, så vi ikke ender i en situation, hvor børn vil blive brugt som en valuta i forbindelse med at komme til Danmark?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald garantere, at det er det, der er vores ambition. Men jeg har jo også selv overvejet det. Hvad hvis et land siger: Vi vil egentlig gerne lægge jord til et modtagecenter, men vi vil gerne lige have det testet af nu i et begrænset omfang, så derfor bliver det maks. x antal mennesker og kun folk, der har fulgt den her bestemte rute på deres asylvej til Danmark? Så skal vi jo ikke læne os tilbage og sige: Nej, det er alt eller intet. Så tror jeg bare, det handler om at få etableret samarbejdet hurtigst muligt.

Derfor vil jeg meget nødig lukke døre, men prøve at være så fleksibel som muligt. Men jeg er fuldstændig enig i det, som jeg kan fornemme ligger neden under hr. Mads Fugledes spørgsmål, nemlig at man skal passe på med at undtage bestemte grupper, for så vil lige præcis de grupper jo i hvert fald ikke få fjernet incitamentet til at tage til Danmark. Lad mig sige det sådan.

Hr. Mads Fuglede.

Jeg tror, man bliver nødt til at lave et så komplet modtagecenter som overhovedet muligt og ikke noget, der er sekventielt. Men det er ikke sikkert, at vi nogen sinde i realiteternes verden får den debat. Men jeg tror, vi bliver nødt til at hegne det ind, især når vi tager i betragtning de situationer, vi har i det græske øhav, med børn i flygtningelejre osv. Vi må ikke lave incitamenter, der betyder, at flere børn vil blive brugt på menneskesmuglernes ruter, og at der vil blive incitamenter til at få børn ud på dem. Det er jo alt andet lige det, der vil ske, hvis man ved, at hvis man tager sit barn med til Europa, kan man kortslutte den proces, at man bliver sendt til et modtagecenter uden for Europa.

Ministeren.

Det er også min holdning – fuldstændig.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand, og tak for en udmærket debat. Det, jeg kunne tænke mig at høre integrationsministerens holdning til, var det forslag, jeg fremførte i mit indlæg på talerstolen. Hvis vi virkelig vil det samme, altså fjerne fundamentet for menneskesmuglernes inhumane aktiviteter osv., og sørge for, at folk i videst muligt omfang befinder sig i den kulturkreds, som er deres, ville et skridt på vejen så ikke at være at sige, at lykkes det ikke at lave en aftale med et tredjeland inden næste folketingsvalg, så meddeler Danmark allerede på forhånd, at vi opsiger flygtningekonventionen? Det vil jo fjerne det juridiske grundlag for, at man overhovedet så kan søge asyl i Danmark. Det er ikke sådan en gudgiven eller naturgiven ret, at man kan søge asyl. Det er jo, fordi det følger af loven.

Derfor ville det være naturligt, når vi går i den retning, at sige, at nu sætter vi virkelig tryk på det her og opsiger simpelt hen flygtningekonventionen, så man ikke kan søge asyl i Danmark. Det vil jo gøre, at det vil være ørkesløst for alle de her lykkeriddere og menneskesmuglere osv. overhovedet at bringe folk til Danmark.

Ministeren.

Jeg vil starte med at sige, at der ikke er noget i flygtningekonventionen, der forhindrer, at man etablerer et modtagecenter og gennemfører den asylpolitik, regeringen har. Når vi ikke bare afviser folk ved den dansk-tyske grænse, der siger asyl, er det egentlig ikke så meget af hensyn til flygtningekonventionen, så er det mere af hensyn til Dublinforordningen. For vi kan godt afvise til sikre tredjelande, og Tyskland er et sikkert tredjeland. Men Dublinforordningen siger, at hvis det første land, de søger asyl i, er Danmark – og der er også nogle andre betingelser – så er det os, der skal foretage asylsagsbehandlingen.

Jeg kunne også høre fru Pernille Vermund var lidt inde på de her spørgsmål i sin ordførertale, men jeg tror på bundlinjen, at det er i Danmarks interesse, at vi er med i Dublinforordningen, for alt andet lige, hvis ikke vi var det, ville alle, der havde søgt i andre europæiske lande og afgivet deres fingeraftryk og fået afslag eller bare var under asylbehandlingen, kunne tage til Danmark og søge på ny. Men nu har vi mulighed for hele tiden at Dublinforhandle, dvs. udsende folk, der er registreret i asylsystemet i andre europæiske lande, til andre europæiske lande.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, jeg er helt med på, at Dublinforordningen er en udmærket sådan for tiden værende ordning. Men hvis løsningen er, at vi helt vil sige, at man slet ikke skal komme til Danmark, at man skal slet ikke befinde sig på det danske territorium for at søge asyl, at det er noget, der skal foregå langt herfra, så vil det da være meget logisk at sige, at vi som nation opsiger flygtningekonventionen. For dermed fjerner vi jo hjemmelsgrundlaget for, at man overhovedet kan anmode om asyl i Danmark. Det vil sige, at vi overhovedet ikke behøver at forholde os til, om folk har været i Tyskland eller Sverige eller Østrig eller på Malta, inden de er kommet til Danmark, vi kan bare sige: Hus forbi – man kan ikke søge asyl i Danmark; vi arbejder på en anden løsning, men indtil da må I henvende jer et andet sted.

Ministeren.

Okay, så forstår jeg det. For det første tror jeg ikke kun, det er flygtningekonventionen, vi skal forholde os til, men også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dermed også vores EU-medlemskab. Så det er vi også nødt til at have med i afvejningen af, hvad det er for en beslutning, vi træffer. For det andet må vi vel også gå ind for, at folk, der har brug for beskyttelse og krydser en grænse til nabolandet og siger asyl, har krav på at få en vurdering af, om de har behov for beskyttelse, og hvis de har det, kommer i beskyttelse. Det er trods alt et vigtigt fremskridt for civilisationen og en del af lektien fra anden verdenskrig, at vi ikke kan afvise folk.

Jeg læste i forbindelse med at skulle skrive en bog for et stykke tid siden om skibe, der lå i Østersøen, med jøder fra Polen og Tyskland, der ikke kunne finde en havn at anløbe, fordi folk afviste dem. Og der skal vi ikke ende igen.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted i morgen, fredag den 18. december 2020.

(Talen er under udarbejdelse)