Tak. Hvem er vi? Hvem er vi danskere? Ja, man kunne starte med en lille historisk anekdote: I 1970’erne ønskede man at bygge et nyt almennyttigt boligområde ude på Amager på et område, hvor der lå kolonihaver. Og det skabte en del utilfredshed. Den folkekære sanger, kunstner og filmmager Erik Clausen skrev i den forbindelse en sang, »Mormors Kolonihavehus«, som jeg tror vi alle sammen kan synge med på. De tabte kampen om kolonihaverne dengang. I stedet fik vi Urbanplanen, men sangen vandt en plads i Højskolesangbogen og er blevet en del af dansk kulturarv. Men i dag tabte Kolonihavedanmark igen. Sangen er nemlig røget ud af den nye højskolesangbog. Til gengæld har vi fået en ramadansang.
Så hvem er vi? Hvem er danskerne? Et sted at slå op er jo i Højskolesangbogen, som vi traditionelt alle sammen har kunnet spejle os i, måske ikke været enig i det hele, men man kunne se vores eget land og vores eget folk i de tekster og de melodier, der står i den bog.
En anden måde at få diskussionen om, hvem vi er, på, er at rejse en forespørgselsdebat som den, Dansk Folkeparti i dag har rejst, og det vil jeg gerne takke for. For mig at se handler det om, hvordan vi beskytter et frit, åbent, demokratisk, solidarisk samfund mod ekstremisme, mod kræfter, der åbenlyst forsøger at splitte befolkningen i Danmark og sabotere integrationen. For det er rigtigt, at der i Europa er problemer med ekstrem islamisme og negativ social kontrol. Og det ser vi desværre også i Danmark.
Tilstedeværelsen af muslimer eller islam i Danmark er ikke et problem i sig selv. Det danske demokrati har heldigvis altid være stort nok til at kunne rumme forskellige grupper, forskellige trosretninger, forskellige livsopfattelser, og det er samfundet også i dag. Det er vi også i dag, og det skal vi også være fremover.
Religionsfriheden er helt grundlæggende, og den står regeringen selvfølgelig vagt om. Problemerne, jeg her fremhæver, handler om udfordringer forbundet med islamisme, en bevægelse, der undergraver vores åbne demokrati og den frie levevis, som langt hovedparten af befolkningen ønsker sig. Det handler om klanstrukturer, som med religiøse argumenter forsøger at undertvinge andre mennesker deres vilje og deres livsopfattelse. Vi har i årtier set, hvilke ødelæggende konsekvenser de kræfter har haft uden for Danmarks grænser, særlig i Mellemøsten og i landene omkring Mellemøsten, med store konsekvenser for befolkninger og for samfund.
Det er samfund, der gennem historien har bidraget med så meget til alle os andre. Vi kender alle 1001 Nats Eventyr, vi ved måske, at tallene oprindelig var arabiske. Nogle ved også noget om medicinen og astronomien og meget andet, der er bidraget med af persere, arabere, tyrkere og mange andre folkeslag gennem historien.
Vi har set, hvordan autoritære regimer har trukket ødelæggelser gennem de her samfund, gennem deres økonomi, gennem deres videnskab og gennem deres kultur. Det er heldigvis ikke virkeligheden i Danmark, men vi må nok erkende, at vi ser eksempler på, at de samme idéer forsøger at vinde indpas i vores samfund, og hvordan de forsøger at vende den muslimske del af befolkningen imod de værdier og imod de normer, som er bærende for vores samfund.
Vi har alle hørt om sagen fra Odense, hvor en ung kvinde ifølge en artikel i Berlingske skulle have skrevet under på en skilsmissekontrakt med en lang række uhyrlige krav for at kunne blive skilt fra sin mand og for ikke at miste samværsretten til sine børn. Og pressen har også for nylig berettet om, hvordan religiøse råd og imamer angiveligt styrer hele bydele og agerer dommere over andre menneskers liv, særlig kvinders. Og vi hører endda historier om imamer, der tager penge for at udarbejde kvindeundertrykkende skilsmissekontrakter.
Sådan noget er selvfølgelig helt uacceptabelt. Det har ikke noget at gøre i et demokratisk samfund som vores, men det er tilsyneladende de vilkår, som nogle forsøger at påtvinge kvinder i Danmark. Ekstrem islamisme undergraver dermed demokratiet, men det udfordrer også sikkerheden i vores land, og det er en voldsom barriere for integration.
En klar første forudsætning for at komme udfordringerne til livs er, at vi tør adressere dem åbent og ærligt, og det har vi nok været lidt for sene til i Danmark, men vi er dog kommet et stykke i indsatsen mod de her antidemokratiske kræfter. Socialdemokratiet var sammen med andre partier med til at indgå den brede politiske aftale i 2016 om religiøse forkyndere, også kaldet imamloven, som kom i forlængelse af nogle tv-udsendelser, der hed »Moskeerne bag sløret«.
Vi har også igangsat forandringer i nogle af de mest udsatte boligområder, der skal sikre en ny beboersammensætning i Vollsmose, i Gellerup, i Mjølnerparken og mange andre steder. En mere blandet beboersammensætning er nødvendig, hvis vi skal undgå splittelse og parallelsamfund og i stedet forsøge at samle det her land.
Efter samme filosofi har vi givet landets gymnasier mulighed for midlertidigt at ændre på elevsammensætningen, hvis for mange elever ligner hinanden, hvis deres baggrunde ligner hinanden, og hvis de klumper sig sammen på enkelte gymnasier, ligesom vi arbejder på en model, som skal sikre, at børn og unge med forskellige baggrunde møder hinanden i dagtilbud, skoler og på ungdomsuddannelser.
Der er også taget en lang række øvrige initiativer imod ekstrem islamisme og antidemokratiske kræfter i samfundet. Det kan handle om maskeringsforbuddet, om regulering af krav til opholdstilladelse for imamer og en hadprædikantliste med henblik på at undgå, at de mest radikaliserede prædikanter indrejser til Danmark.
Derudover har regeringen netop i går fremsat et lovforslag, der skal stoppe tilstrømningen af penge fra fundamentalistiske og antidemokratiske kræfter, herunder til de religiøse organisationer her i landet, og vi ser også på, om der kan skabes større åbenhed om de prædikener, der afholdes på andre sprog end dansk. Hertil kommer, at regeringen inden jul vil fremsætte et lovforslag, der skal styrke indsatsen mod social kontrol. Religiøse vielser af mindreårige skal være forbudt. Vi skal sikre, at der ikke er tvivl om, at negativ social kontrol udgør kerneområdet for psykisk vold. Vi vil derfor hæve straffen for personer, der fastholder andre i ægteskaber eller andre ægteskabslignende forhold mod deres vilje.
Ud over alle de konkrete tiltag er det også meget vigtigt, at vi har et stort fokus på at forebygge, at problemerne i det hele taget opstår. Vi skal bl.a. have bedre og mere præcis viden om problemet. I den forbindelse kan jeg fortælle, at ministeriets årlige medborgerskabsundersøgelse i 2021 vil have fokus på forholdet mellem religion og samfund i Danmark, herunder særlig muslimsk praksis og særkrav – det kunne være i forbindelse med folkeskolen, svømmehaller eller det offentlige rum generelt.
Jeg er også af den holdning, at vi skal have nogle mere ærlige tal, der fortæller os mere klart, hvor og hvordan problemerne er. Er der særlige grupper i samfundet, hvor der er særlige problemer, ja, så er det dér, vi skal sætte ind. Der er måske ikke de samme udfordringer med indvandring fra Fjernøsten, som der er fra Mellemøsten; også det arbejder vi på.
Der er i dag knap 300.000 personer i Danmark, der er indvandrere eller efterkommere fra muslimske lande, og en stor del af dem er blevet danske statsborgere. De er her nu, og de vil være her i fremtiden. De er vores bekendte. De er vores naboer. De er os selv. De sidder i Folketinget. Jeg tror måske faktisk, der er en håndfuld gode kolleger i Folketinget, der enten selv er indvandret fra de lande eller har forældre, som er det. Målet må være, at muslimer i Danmark definerer sig selv som danske medborgere, ligesom de for længst har gjort, og ikke som medlemmer af et muslimsk modsamfund.
Målet må være, at loyaliteten og solidariteten er til det samfund, hvor man bor. Målet må være, at man accepterer borgerrettighederne og pligterne, sådan som de står i grundloven og ikke som begrundet i Koranen. Målet må være, at vi lever sammen og ikke bare ved siden af hinanden i kulturelt adskilte samfund i samfundet. Vi er én nation i Danmark. Vi skal ikke være et multikulturelt samfund.
Vi har gjort noget for at imødegå den sociale kontrol og for at bekæmpe ekstrem islamisme og for at bekæmpe, at det slår rod i vores samfund. Vi har som regering, som jeg har nævnt, flere forskellige forslag på vej, men vi må heller ikke være naive. De ekstremistiske kræfter, vi også ser i Danmark, er ikke tilhængere af medborgerskab. De dyrker modborgerskab. De er båret af en ekstrem og en fundamentalistisk tilgang til tilværelsen, og deres modstand mod grundlæggende værdier, som vores demokrati og vores livsførelse bygger på, er rimelig indgroet. Indsatsen mod ekstremismen og den sociale kontrol tror jeg derfor kommer til at blive en langvarig affære.
Jeg tror heller ikke på, at den kan gennemføres, ved at vi her i Folketinget mødes en eftermiddag og vedtager et lovkatalog, og så er det overstået. Vi kommer til at drøfte det her i mange år fremover, og jeg tror, der bliver behov for stædigt, tålmodigt, principfast og også politisk bredt at samarbejde om at håndtere den ekstreme islamisme i Danmark og sørge for, at der ikke er nogen, der splitter den muslimske befolkning fra resten af det danske samfund.
Så jeg vil gerne slutte af med at sige, at i den diskussion om, hvordan vi passer på nationen, fællesskabet og demokratiet og folkestyret i Danmark, er vi meget åbne fra regeringens side. Flere af de initiativer, vi kommer til at fremlægge de kommende måneder, har vi sådan set stjålet med arme og ben fra partier her i Folketinget, fra andre lande og fra kloge hoveder, akademikere, der blander sig i debatten og har holdninger til spørgsmålet.