6. Oktober 2020
Til Folketingets fiskeriordførere, miljøordførere, Europaudvalget og Miljø- og
Fødevareudvalget
I denne uge drøfter både Europaudvalget og Miljø- og Fødevareudvalget Danmarks mandat
for AGRIFISH forhandlingerne om fiskekvoter i Østersøen. Danmarks indsats ved dette
ministerrådsmøde har stor betydning. Østersøens ringe tilstand afspejler et globalt problem
med overfiskeri og mangel på beskyttelse af havet, som der skal sættes en stopper for nu.
Our Fish bakker fuldt op om det notat om fiskekvoterne for Østersøen, som Danmarks
Naturfredningsforening sendte til fiskeriordførere og EU-udvalget d. 25. september. Og
opfordrer jer til, at gøre hvad I kan, for at fiskeriminister Mogens Jensen tager til de
kommende ministerrådsforhandlinger med et stærkt mandat til at Danmark
1. står fast på danskernes ønske om en grøn og bæredygtig fremtid
2. arbejder for vedtagelse af de fleste af Kommissionens forslag omkring fiskerigrænser for
Østersøen, og
i. går et skridt videre ved at sætte et stop for overfiskning af den vestlige Østersø sild.
ii. også følger Kommissionens forslag omkring torsk og brisling
iii. også følger Kommissionens forslag omkring den foreslåede lukkeperiode i område 24
iv. ikke åbner op for målrettet fiskeri efter torsk i dele af område 24
Med de seneste klimaudspil in mente, er det foruroligende så lidt opmærksomhed der er på, at
havet udgør 70% af Jordens overflade. Det er nødvendigt at handle ift. biodiversitetskrisen i
havet, for at sikre en bæredygtig fremtid for vores fiskebestande og fiskere. Det er også
nødvendigt at handle ift biodiversitetskrisen i havet, fordi den hænger tæt sammen med
klimakrisen - både ift. udfordringer og løsninger. Et skridt i den rigtige retning ift både
biodiversitet og klima vil være at stoppe overfiskeri.
Forskere har vist, at forbedret - reelt bæredygtig - fiskeriforvaltning af en række arter vil
kunne reducere antallet af arter der er truet af udryddelse pga. klimaforandringer med 63%.
Havene bliver varmere på grund af klimaændringer, hvilket vil fortsætte med at udfordre
havets systemer og biodiversitet, lige meget hvad der bliver besluttet nu ift. fiskerigrænserne.
I har medansvar for, at Danmark lever op til sit ry som grønt foregangsland, ved at minimere
omkostningerne ved global opvarmning af havenes økosystemer - og dermed også minimere
de langsigtede socioøkonomiske omkostninger.
Danmark er, ifølge den fælles EU fiskeripolitik, forpligtet til genoprette fiskebestandene og
sikre, at bestandene udnyttes på bæredygtigt niveau senest i 2020. Fiskekvoter, der
respekterer ICES anbefalinger om bæredygtig udnyttelse, er midlet til at stoppe overfiskeri og
sikre bæredygtige fangstkvoter.
Det var et skridt i den rigtige retning, da fiskeriministrene sidste år valgte at kun at tillade
en kvote til bifangst for torsk i østlige østersø, men det var langt fra godt nok til at redde
den resterende torskebestand. Torsken i den østlige østersø er kollapset og sulter, så vi kan
ikke bare fortsætte med at fiske hårdt på sild og brisling, som er et vigtigt fødegrundlag for
torsken. Der er brug for handling nu, for en bæredygtig fremtid for vores fiskebestande og
fiskere, og for at imødekomme klimakrisen.