Europaudvalget 2020-21
KOM (2021) 0093 Bilag 1
Offentligt
2365221_0001.png
Beskæftigelsesministeriet
Att: Cecilie Kisling ([email protected]) og Torben Lorentzen ([email protected])
Den 22. marts 2021
J.nr. 2021 - 661
Landgreven 4
Postboks 2193
1017 København K
Telefon +45 35 27 13 13
Mail [email protected]
www.medst.dk
Høringssvar vedrørende forslag til direktiv om styr-
kelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd
og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme
værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævel-
sesmekanismer
Beskæftigelsesministeriet har anmodet medlemmerne af EU-Specialudvalget om Arbejds-
markedet og Sociale Forhold om bemærkninger til EU-Kommissionens forslag til direktiv
om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme ar-
bejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesme-
kanismer.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skal i den forbindelse indledningsvist bemærke, at
styrelsen betragter ligelønsdagsordenen som en vigtig dagsorden, og at styrelsen bakker
op om EU-Kommissionens hensigt med at styrke princippet om lige løn til mænd og
kvinder.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er imidlertid generelt skeptisk over for forslag fra
EU-Kommissionen der angår lønspørgsmål, idet styrelsen betragter det som et national
anliggende, der i Danmark reguleres ved aftale af arbejdsmarkedets parter.
Hertil kommer, at EU-Kommissionens konkrete direktivudkast indeholder en række me-
get vidtgående bestemmelser for arbejdsgivere og den danske model, som Medarbejder-
og Kompetencestyrelsen ser med bekymring på.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen kan i den forbindelse bl.a. henvise til bestemmel-
serne, som regulerer sammenligning af lønmodtagere med samme arbejde eller arbejde af
samme værdi, som f.eks. artikel 4. Det foreliggende direktivudkast indeholder ekstremt
vidtgående muligheder for at kunne stille krav om sammenligning af stillinger lønmæssigt,
herunder på tværs af overenskomstområder. Endvidere gives der særskilt hjemmel til i
visse tilfælde at ”foretage
en sammenligning med en hypotetisk sammenligningsfaktor”,
hvilket er
uhørt i dansk ret. Alt dette er stærkt problematisk, og kan give anledning til mange sager
om påståede brud på princippet om ligeløn ud fra diverse sammenligningsgrundlag som
er kreeret til lejligheden.
kom (2021) 0093 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi (løngennemsigtighedsdirektivet)
Endvidere indeholder direktivudkastet en lang række af forpligtelser for arbejdsgivere til
at indsamle og videregive oplysninger om løn, samt forpligtelser for arbejdsgivere med
mindst 250 arbejdstagere til at udarbejde særskilte redegørelser. Til dette skal der
selvfølgelig gøres opmærksom på de administrative byrder det vil pålægge de mange
statslige og selvejende institutioner, som hver især selv vil skulle stå herfor. Derudover
skal vi også gøre opmærksom på de principielle nyskabelser ved at arbejdsgivere med over
250 arbejdstagere pålægges at gøre oplysninger om lønforskelle på institutionen offentligt
tilgængelige, samt potentielt at udarbejde fælles lønvurderinger i samarbejde med lokale
arbejdstagerepræsentanter.
Heller ikke for så vidt angår retsmidler og håndhævelse undgår EU-Kommissionen at
komme med forslag der er problematiske. Således kan der bl.a. henvises til, at der ikke
umiddelbart ses at være hjemmel til en ultimativ forældelsesfristen for retten til erstatning,
samt at lønmodtagere gives ret til at få tilkendt sagsomkostninger mens arbejdsgivere kun
undtagelsesvist gives mulighed herfor.
Samlet set er Medarbejder- og Kompetencestyrelsen derfor stærkt skeptisk overfor EU-
Kommissionens direktivudkast og de forpligtelser som der foreslås heri.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anbefaler derfor Beskæftigelsesministeriet at
anlægge et kritisk syn på direktivudkastet, og sørge for at bestemmelser, der er
problematiske overfor det danske arbejdsmarkedet undgås.
Endvidere vil vi opfordre Beskæftigelsesministeriet til at være ekstra opmærksom på at
holde arbejdsmarkedets parter inde i loopet på forhandlingerne af direktivforslaget,
således at der gives mulighed for løbende at komme med input.
Med venlig hilsen
Martin Herss
JUP - Jura og Pension